Anmeldelse: Jeg er en hær af Lars Husum

Titel: Jeg er en hær

Forfatter: Lars Husum

Gyldendal

302 sider

Først udgivet 2010, denne 2. udgave 2012

Roman

Vurdering: 4/6

Ét valg adskiller helt grundlæggende Lars Husums Jeg er en hær og dens politiske udsigelse fra de fleste andre danske Afghanistanromaner: For Lars Husum er Afghanistankrigen ikke en enkeltstående hændelse og heller ikke en krig, der kun kan sammenlignes med Irakkrigen; nej, Lars Husum lader derimod sin fortælling begynde med krigen i det tidligere Jugoslavien og indsætter dermed Afghanistankrigen i en helt anden politisk kontekst.

Vi følger premierløjtnanten Jakob spændt ud i det felt, som Klaus Rothstein i Soldatens år beskriver som typisk for danske Afghanistanromaner: krigens front og hjemmets front. Jakob bliver kærester med Lone, som viser sig at have en søn, Ask, som han nu pludselig står med et ansvar for, som han ikke er klar til at tage på sig. Da han og den uadskillelige ven Jesper udsendes til først Bosnien og siden Afghanistan, trækkes den blævrende skillelinje mellem krigen og hjemmet helt konkret op gennem sms'er og telefonopkald hjem. Og Jakob og Jesper må erfare det samme, som soldaterne gør i Carsten Jensens Den første sten: Mens man er udsendt, går livet og døden videre derhjemme på godt og ondt.

Hvis det nu var alt, romanen var, ville den på typisk krigsromanmanér være et ret gribende psykologisk soldaterportræt i en meget maskulin og til tider ekspressionistisk, men aldrig som sådan velskreven, prosa, og jeg ville nok kalde den rørende og — på grund af karakterernes afgrundsdybe bøvethed og prosaens klodsethed (jeg tror, der må stå det usandsynligt ikke-mundrette ord "blot" på ca. hver anden side) — lettere irriterende. Men romanen er mere end det, for romanens politiske stillingtagen til krigen er nemlig meget mere tilstedeværende — og interessant — end den krigs/hjemmefrontsroman, som Klaus Rothstein beskriver den som i Soldatens år. Og det skyldes, at Husum vælger at starte i år 2000, da Danmark stadig havde udsendte soldater i Bosnien.

Krigen i Bosnien lægger nemlig op til en reel skelnen mellem fredsskabende og krigsførende. Da den lærerstuderende Lone beder Jakob om at snakke med hendes studiekammerat Claus om krigen, fordi "Han synes, det er vigtigt, at vi kan undervise i det, når vi er en krigsførende part", tænker Jakob:

Jeg gider da ikke snakke med Claus, og vi er ikke krigsførende. Vi er fredsskabende. Der er en enorm forskel.

Vi ser i Jakobs sprog, hvordan han har taget den politiske krigsretfærdiggørende diskurs til sig. Og fire sider senere sker dette så:

Vi har gode efterretninger om, at i dag kommer braget. Serberne vil krydse broen og tage deres landsby tilbage. Det kan vi selvfølgelig ikke tillade, og næsten hele bataljonen står klar ved broen, men der sker intet. Der kommer ingen. Det er typisk. Vi gør os klar til det store, og der sker intet. Hvorfor er jeg hernede?

Så i situationen, hvor de danske soldater helt konkret er fredsskabende — gennem deres tilstedeværelse forhindrer de væbnet konflikt — ville Jakob ønske, at de i stedet for var krigsførende. Han får sit ønske opfyldt, da Afghanistankrigen begynder, og han inden udsendelsen skal udfylde "Min sidste vilje" med detaljer om, hvordan han vil begraves etc.:

Vi skulle udfylde Min sidste vilje, før vi tog af sted. Det gjorde vi ikke, dengang vi tog til Bosnien, men i modsætning til Bosnien kommer vi i krig her.

Mon ikke Lars Husum her får defineret et blik på "den gode krig": Den krig, hvor soldatens rolle ikke er at slå fjenden ihjel, men derimod at med sin tilstedeværelse afværge, at der er nogen fjende. (Og, er det værd at bemærke, på trods af soldatens påståede ideologiske drivkraft, er hans håb at tage del i den "onde" krig for at opleve noget action). Med det perspektiv består — i Jeg er en hær, vi kan altid diskutere, om det også gjaldt i virkeligheden — interventionen i Bosnien prøven som en "god" krig, mens Afghanistankrigen, hvor krigshandlingerne i Jeg er en hær synes at opstå på grund af de danske soldaters tilstedeværelse, og ikke på trods af dem, dumper med et brag. Dét er da et politisk blik på krigen, der vil noget.

Anmeldelse: Avuncular af Pia Juul

Titel: Avuncular

Forfatter: Pia Juul

Tiderne Skifter

56 sider

2014

Poesi

Vurdering: 4/6

Hvis jeg nu skal lege litteraturhistoriker, og det må man vel gerne nogle gange, så er der to typisk 90'er-agtige træk ved Pia Juuls digte — også selvom hun jo egentlig debuterede midt i 80'erne (og jeg også tidligere har kaldt hende 80'er-agtig (hvilket jeg også står ved), altså, der ser man, hvor galt man kan komme af sted, når man leger litteraturhistoriker, hele den konstruktion er et værre, uoverskueligt morads) — eller også er der to typisk Pia Juul-agtige træk ved 90'ernes litteratur.

Den ene er den upointeret pointerede udgang på digtet — altså en sidstelinje, der står tydeligt nok alene til at være en slags morale, til at være noget, man skal bide mærke i som betydningsfuldt, men som samtidig ikke rigtigt er det. Her et typisk eksempel:

Om morgenen bad jeg ham se på min ryg / Det gjorde ondt / "Det er ingenting," sagde han. / Om natten spurgte han: / "Er du bange for døden?" / Vi kogte pasta.

Og værsgo', så kan du ellers gå i gang med at fortolke på, hvad pastakogningen betyder for dødsangsten. For mig at se er denne teknik et forsøg på at gøre en ikke-helt-god-nok tekst interessant. Juul bruger samme teknik i et kortprosaagtigt stykke om en suicidal kvinde, der så i sidste linje springer væk fra emnet: "Jeg får et chok da fasanen flyver op med sit skrig, / skønt jeg vidste den var der."

Nå-nå, så kan man nok rigtigt spekulere over, om fasanen mon symboliserer døden, der altid er på samme tid uventet og ventet. Men det er jeg altså ikke særligt interesseret i at spekulere over; jeg vil hellere læse gode digte end digte, der har så travlt med at påstå, at de er gode, at de slet ikke når at være det.

Den anden tendens, som jeg til gengæld er meget begejstret for, er den sprogkritiske tilgang til digtet; mistroen til sprogets evne til at være andet end sprog. Her minder Pia Juul mig om Majse Aymo-Boot (der jo altså godt nok debuterede i 00'erne, og mon ikke min litteraturhistoriske konstruktion så er ved at være godt og grundigt faldet sammen). Det ses bl.a. i en tekst, hvor barndomsforelskelsen i Cary Grant "ramte mig som et dolkestød", mens det at finde ud af, at Cary Grant i mellemtiden var blevet gammel, var "Endnu et dolkestød, men denne gang ikke "som"". Jo, det er da netop "som", det er jo ikke noget bogstaveligt dolkestød, men med sin zoomen ind på det underlige ord, "som", peger Pia Juul på det mærkværdige i alle metaforer og særligt i de døde metaforer, som hun så mirakuløst arbejder originalt med.

Allerede i digtsamlingens første linjer ser man sprogkritikken: "Hvad er en onkel / Et ord / slå det op". Ja, netop: "Onkel" er kun et ord; den konkrete virkelighed, det henviser til, kunne lige så godt hedde noget helt andet end "onkel", og ordet "onkel" har da også mange andre betydninger end den farbror eller morbror, som ordbogen påstår, det betyder. Det onkelagtige er f.eks. ikke nødvendigvis noget specielt farbroderligt.

Avuncular er, som der oplyses i et ordbogsopslag på bogens bagside, engelsk og betyder netop "onkelagtig". Hos Pia Juul bliver det onkelagtige en blanding af konkrete onkler, men også ælden, det nye nærvær til døden, søvnløsheden og humoren. Den cocktail er opskriften på rigtigt god poesi, og digtsamlingens anden halvdel, som er der, hvor onklerne vandrer ind i digtsamlingen og tager over, er simpelthen mesterlig. Glemt er straks første halvdels trælse upointerede pointeringer, når digtene pludselig kan stå så på samme tid sjovt og kærligt som det om onkel Jens:

Sidste gang jeg så ham / var han iført slåbrok / "Velkommen i familien," / sagde han til min kæreste / "og til de herrer, der er / til stede: Gå til læge / i tide / hvis I har problemer med vandet." / Han var på morfin / men det var ikke den / der gjorde ham mild og lun / Han sagde, som sin bror, / visse ord med en særlig klang: / Korsbæk / Gadholt / Vandmøllen / Han forskede i slægten. / I stamtavlen / så vi at han også hed Frede.

Det er imponerende, hvor på samme tid kærlig, sjov og — i bogstaveligste forstand — dødsensalvorlig, Pia Juul kan få gjort onkelfiguren i samlingens "Avuncular"-del og det afsluttende, usædvanligt gode langdigt. Når jeg på et tidspunkt genlæser Avuncular, for det kommer jeg helt sikker til, tror jeg, at jeg vil nøjes med at læse fra side 38 og frem, for i det stykke gemmer der sig et højdepunkt i Pia Juuls forfatterskab.

Jeg har nu læst alle Pia Juuls digtsamlinger (indtil videre) og vil i særlig grad anbefale, hvis man skulle være interesseret i at give hendes forfatterskab et forsøg, Radioteatret, Helt i skoven og forbi — og så de sidste 20 sider af Avuncular.

Anmeldelse: Mikael af Dy Plambeck

Titel: Mikael

Forfatter: Dy Plambeck

Gyldendal

266 sider

2014

Roman

Vurdering: 5/6

Helmandfloden skinnede. Der var noget hengemt ved solsikkerne, der stod ranke langs flodbredden, deres skarpe sødlige lugt, som lugten når man åbner en skuffe i et sommerhus, der har været lukket ned for vinteren. Træerne var smukke på denne tid af dagen, farverne stod frem om formiddagen, når træernes skygger lagde sig på de lerklinede huse, en lysegrøn skygge, som om træerne var lavet af glas.

Sådan kan en landskabsbeskrivelse i Afghanistan lyde, når det er Dy Plambeck, der skriver: Metaforrigt, med associationer til noget så hjemligt som sommerhuse og med blik for en glasagtig skrøbelighed i krigens hårde landskab. Det er ikke til at komme uden om, at det er æstetisk ret overlegent.

Der er al mulig grund til at diskutere, hvordan man skriver (og hvordan man bør skrive) om krig, og i Klaus Rothsteins Soldatens år indgår Mikael som et eksempel på den tendens, han ser hos de danske forfattere: Et manglende blik for de politiske sammenhænge, Afghanistankrigen indgår i; en interesse for den danske soldat uden en forholden sig til den krig, som han som sit arbejde har valgt at føre.

Hos Dy Plambeck bliver krigen så depolitiseret, at den bliver nærmest en karakter i sig selv: Man hører, at "Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den skulle slå os ihjel". Det er krigen, ikke dens kombattanter, der slår ihjel, og det er krigen, ikke politikerne, der bestemmer, at den skal fortsætte.

Det gør dog ikke Mikael apolitisk. Bogen følger journalisten Becky, der i Afghanistan forelsker sig i soldaten Mikael, og den uendelige empati for den danske soldat er et politisk valg. At afsnittene fortalt fra Mikaels synsvinkel er hyperæstetiserede er et politisk valg. Og det er også et politisk valg, at Mikael allerede fra første side mellem linjerne udstilles som naiv og brutal: Bogens første sætning, som er set fra Mikaels synsvinkel, er "Fjenden er et menneske", men straks følger en umenneskeliggørende beskrivelse af fjenden; det at kalde "Fjenden" for "Fjenden" er, som bogen pointerer i et afsnit, hvor krigens eufemismer oplistes, umenneskeliggørende. Og senere får vi denne beskrivelse, også fra Mikaels synsvinkel:

I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej.

Så var fjenden vist heller ikke mere menneske end dét. At vise de psykologiske krumspring, soldaten gør for at slå ihjel for en sag, han ikke selv tror på, er da i høj grad et politisk valg — og et godt et af slagsen, hvis du spørger mig.

Det gør selvfølgelig ikke Mikael politisk på samme måde som Carsten Jensens Den første sten, og det behøver den heller ikke at være. Først og fremmest er Mikael en kærlighedsroman, der bruger krigen som et middel til at forstærke følelserne, og det gøres effektivt og rørende. Dét er også et politisk valg: Menneskeliggørelsen af og den totale empati for (men ikke nødvendigvis sympati med) den danske soldat — ikke på grund af hans arbejde, men nærmest på trods af det. Det er vel også en slags humanisme — i hvert fald når læseren er en som mig, der ikke bare var imod Afghanistankrigen, men også dens kombattanter — og når det er gjort i et billedrigt, skønt sprog som Dy Plambecks er det umuligt ikke at lade sig rive med.

Anmeldelse: Den første sten af Carsten Jensen

Titel: Den første sten

Forfatter: Carsten Jensen

Gyldendal

612 sider

Først udgivet 2015, denne anden udgave 2017

Roman

Vurdering: 4/6

Carsten Jensens sprog pendulerer dramatisk mellem det meget, meget velskrevne — og så det, der i så høj grad stræber efter at være velskrevet, at det falder sammen under sin egen vægt og bliver kitsch:

Det er den dag, det hele går galt. Det må gå galt. Før eller siden. Det ved alle. Det er selve definitionen på krig. Gud ler ad den, der lægger planer. Du må improvisere.

Det er ret gennemgående for Carsten Jensens sprog, at han egentlig har fat i noget fint — her den staccatoagtige indsigt i, at det må gå galt — men så bliver ved med at læsse på, til det bliver for meget — her fra "Det er selve definitionen på krig" og frem.

Sådan er bogen måske også som helhed. Over 600 sider er i hvert fald meget. Men det har også sine fordele, og her viser Carsten Jensen sin fremmeste styrke: Der er plads til det, romangenren synes at være skabt til — at komme ind under huden på adskillige karakterer og få præsenteret vidt forskellige, modstridende verdensbilleder, der sættes mere og mere på spidsen frem mod et gedigent klimaks.

Hos Jensen er der både plads til indlevelse i soldaterne og deres mange forskellige grunde til at gå i krig, fra god løn, til spænding, til en generel rodløshed i tilværelsen; plads til den øverstkommanderende oberst Steffensen og hans tyrkertro på egne evner til at arbejde pragmatisk; og til efterretningsagenten Khaiber og hans alt andet end naive idealisme.

Men den fremmeste styrke ved Jensens evne til at indlemme forskellige synsvinkler er, at soldaterne bliver tvunget til det samme. Uden at spoile for meget kan jeg godt sige, at da 3. deling, som vore hovedpersoner er del af, kommer ud for de sværest tænkelige prøvelser, viser det sig, at de kun kan overleve i Afghanistan ved også at sætte sig ind i den civile afghaners synsvinkel. Her adskiller Carsten Jensen sig fra mange af de andre danske forfattere, der har skrevet om Afghanistan-krigen: Mens de loyalt mod de danske soldater, de fortæller om, har beskrevet soldatens syn på afghaneren, tvinger Carsten Jensen sine hovedpersoner ud i en situation, hvor de må nuancere dette syn eller dø. Mon ikke hans politiske håb er, at læseren i samme ombæring tvinges til at nuancere sit syn på krigen?

Derfor synes Den første sten i høj grad at være den roman, Klaus Rothstein året før dens udgivelse efterlyste i Soldatens år — den roman, der tør beskrive Afghanistan-krigen i sammenhæng, tør have det politiske perspektiv med. — På flere planer, fra internationale aktørers makropolitik til oberst Steffensens mikropolitik, til de politiske konsekvenser, der ligger i den enkelte soldats daglige beslutning om at skyde eller lade være.

Og dette politiske billede virker langt hen ad vejen troværdigt og veltænkt, omend jeg altså ikke er overbevist af klicheen om den bumsebefængte nørd, der hacker Pentagon fra sin mors kælder — en kliche, som den veldrejede spændingsskrue med tiden kommer til at afhænge af. Men derudover står romanen som et mylder af ideologier uden lette svar, men med én klar anklage: Det nytter ikke noget at gå i krig i et land, som man ikke orker at forsøge at forstå.

Anmeldelse: Victoria af Knut Hamsun

Titel: Victoria
Forfatter: Knut Hamsun
Gyldendal
140 sider
Først udgivet 1898, denne udgave 1997
Kærlighedsroman

5/6

Knut Hamsuns Victoria er noget af det mest klichéfulde, jeg længe har læst: Bogen handler om møllerens søn, Johannes, der forelsker sig i herremandens datter, Victoria. Men på grund af klasseskellet er kærligheden umulig; de må nøjes med antydninger og skjulte, men voldsomt bankende, følelser.

Det er som sagt noget af det mest klichéfulde, jeg længe har læst. Det er også noget af det bedste.

Hvordan kan det være, at de følelser, som burde få én til at himle med øjnene, i stedet river én med ned i malstrømmen? Hvordan kan det være, at det er med bankende hjerte, man vender siderne — selvom man bliver fodret med en fortælling, der allerede på Hamsuns tid havde været en kliché i i hvert fald 150 år (siden Samuel Richardson skrev om det lidenskabelige, tabubelagte møde mellem tjenestepigen og adelsmanden)?

Det er svært at sige uden at forfalde til en forklaring, der i al sin generalitet ikke kaster meget lyst over sagen: Victoria er helt vildt velskreven. Tag f.eks. dette sted, hvor Johannes har reddet en pige fra at drukne, og hvor Victoria, lyksaligvis, har overværet det:

Han satte sig og lo gentagne Gange, henreven af Jubel. Javel, hun havde set ham udføre dette Arbejde, hun havde fulgt ham med Stolthed, da han kom med den Druknede i sine Tænder. Victoria, Victoria! Vidste hun, hvor usigelig han var hendes hvert Minut i sit Liv! Han vilde være hendes Tjener og Træl og feje hendes Vej med sine Skuldre. Og han vilde kysse begge hendes smaa Sko og trække hendes Vogn og lægge Ved i hendes Ovn i kolde Dage. I Ovnen vilde han lægge forgyldt Ved, Victoria!

Men, nå ja, sproget er godt, og hvad så? Burde det ikke bare føre til en trælst klichéfuld bog pakket ind i gyldne klæder? Nej, for de enkelte scener er, på trods af deres klichéfulde kontekst, usædvanligt velskrevne: Johannes og Victoria er mennesker af den slags, som Knut Hamsun beskriver bedst; følelsesmennesker, der ikke kan tøjle deres udbrud, men prøver; som det ene øjeblik manisk forfølger kærligheden for enhver pris, og det næste depressivt afviser nogensinde at have elsket. Når de mødes, med alle de misforståelser som deres gemytter naturligvis må føre med sig, står der gnister i dialogen. Man forstår, hvad de føler, og man forstår, hvad de misforstår, og man forstår, hvilke af misforståelserne der er med forsmået vilje, og hvilke der er ærligt forvirrede. Tragedien står så meget stærkere, fordi man ikke bare følger den, men føler den, for hvert eneste skridt.

Det er virkelig skrivekunst, også selvom bogen ikke helt når samme højder som mesterværkerne Sult og Pan. De sidste ca. 50 sider læste jeg åndeløst og tårevædet i ét sug. Den her lille klichéordbog er stor kunst.

Det bliver ikke dårligere af, at jeg var så heldig at falde over en "rigtig" udgave i en boghandel på Færøerne, hvor boghandlerne åbenbart ikke sender usolgte eksemplarer tilbage til DBK — bogen må i hvert fald have stået på hylden i henved 20 år. Siden da har Gyldendal udgivet en såkaldt "oversættelse" ved Ida Jessen — og "oversættelsen" er såkaldt, for Knut Hamsun skrev nemlig sine tidlige romaner på dansk. Hvis man vil have en version af Victoria, der ikke er forbryderisk maltrakteret med det formål at kunne smide en bestsellerforfatters navn på forsiden, så må man enten et smut til Færøerne eller (nok billigere, men mindre naturskønt) forbi sit lokale antikvariat — så det kan jeg varmt anbefale at gøre.

Anmeldelse: Øvelser og rituelle tekster af Lars Skinnebach

Titel: Øvelser og rituelle tekster

Forfatter: Lars Skinnebach

After Hand

82 sider

2011

Poesi / hybrid

Vurdering: 5/6

Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster starter med et af højdepunkterne i den nyere danske poesi. I første del, med titlen "Øvelser", gennemskriver han den samme erindring otte gange (+ to "løsninger" på erindringen/klimakrisen og en slags prolog). Han husker en jagttur med sin far på Grønland ud i den tomme natur:

Vi sejlede ind, i den lille jolle til bunden af fjorden, det var en længere tur, end jeg havde været på før, vi sejlede væk fra øen og lovene i en glasfiberhånd løsrevet fra sin krop, sit samfund.

Nogle få bidder af erindringen gentages igen og igen i løbet af de otte-ni gennemskrivninger: Faderen skyder et rensdyr, men dyret rejser sig og løber væk; midt ude i intetheden ligger en tom, orange forsøgsstation; jeget fanger fisk, som de aldrig får spist; de bliver tilbudt at sejle med dybere ind i en indsø, men siger nej, fordi jeget er bange; jeget drømmer, at der er en ond heks lænket i fjeldene, som han kan befri ved at sige et bestemt ord, han aldrig har sagt og heller ikke skriver. Alt dette kobles til nutidens klimakrise udtrykt mere skræmmende og sandt end noget andet sted:

jeg sidder på en ny ø i et andet land i et samfund, der er i færd med at gå under. Vi reagerede ikke hurtigt nok, korrekt på klimakrisen. De politiske systemer, demokratiet i de vestlige lande magtede ikke, de magtede det ikke, at erstatte grundlaget for egne privilegier, fordi privilegierne, ressourcerne og demokratiet var tre brødre, der hellere gav afkald på deres frugtbarhed og videreførelse af slægten end at skulle skilles ad.

Intet kan være mere ominøst og, desværre, rammende end den ubesværede måde, hvorpå klimakrisens historie fortælles i datid. Det fører Skinnebach til det kunstsyn, digtsamlingen nok er mest kendt for (for at købe et eksemplar fra første oplag, skulle man skrive under på, at man ikke ville købe andet end mad den næste uge):

Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) er ikke værd at beskæftige sig med. Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned. Det er selvfølgelig et ulykkeligt kunstsyn, som jeg kun kan tabe min fremtid på. Enten har jeg ret i, at vi skal ændre vores levevis radikalt allerede nu, hvis vi i første omgang skal undgå verdensomspændende sammenbrud, krige, borgerkrige, sultkatastrofer m.m. om ca. tredive år. Og i den anden omgang undgå at ødelægge selve livsbetingelserne, nemlig den specifikke sammensætning af luftarter i atmosfæren. Eller også har jeg uret. Hvis jeg har ret, lykkes mit kunstsyn kun, hvis det afstedkommer en øjeblikkelig radikal ændring af vores levevis, som kan afværge klimakrisens værste konsekvenser, og ellers mister det sin gyldighed i takt med de store krige, den store sult, og senere. Hvis jeg har uret, hvis der er tid nok, hvis klimakrisen ikke får de katastrofale konsekvenser, men bliver afværget, mister mit kunstsyn sin aktualitet og gyldighed, fordi den omverdensproblematik, som jeg baserer det på, ikke er gyldig. I begge tilfælde ophæver kunstsynet altså sig selv. Som en offergave til en fremmed intelligens

Hvis der bliver noget, der kan kaldes en fremtid, kommer det ovenstående citat til at stå i alle grundbøger i dansk på gymnasieniveau. Men "Øvelser" er ikke kun bemærkelsesværdig for formuleringen af Skinnebachs kunstsyn, men også som brandgod prosa. Der er den samme ustoppelige energi i sætningernes fremadskriden som i teksten "Erindring" fra Enhver betydning er også en mislyd; ligesom den tekst synes øvelserne at være skrevet i én udladning uden pause og uden senere redigering (hvilket et lille, men signifikant (og i poesiens navn tilgivelige, ja ligefrem påskønnelige) antal kommafejl også tyder på). Flere af teksterne starter med et kort digt, hvorefter den pløjende prosamaskine går i gang, her fra prologen:

Jeg har den udsendtes trang / til utopier, grænseløs / indtrængen, min sæd / falder ned i sne, natten / Min far og jeg, vi / boede, bor / vi i den orange / container / ved den store sø / ved 3. fjord / ved en forladt forsøgsstation

Sammensmeltningen af poesi og prosa — både i den mere eller mindre fortællende poesi, i den mere eller mindre poetiske prosa og i skæringspunktet mellem et digt og en kortprosatekst, som her — er for mig det bedste ved Skinnebachs forfatterskab. Til gengæld er jeg lettere skeptisk over for den rene poesi, der forekommer mig dunkel på en til tider træls måde:

Jeg skriver konsekvent / med en andens køn / viser jeg mig for dig / som en brud i skriften / Forlad mig bare / til fest og intelligens / den der før forlod mig / kom tilbage / som en parcel // med et træ / med skrigende fotosyntese, fødsel

Digtene synes meget gennemførte, så det er svært at have noget mod dem udover på en generelt, arbitrært smagsdefineret plan — og det har jeg så, i hvert fald når det gælder de, som ovenstående, (tilsyneladende) tomt symbolladede. Andre digte er ganske klare, men stadig splintrede, og dem er jeg fan af:

Så det / vi så de / kom / ankomst / hvor længe skulle vi sejle / til aflang / hvid by, vi sejlede / i glasfiber og racisme / gå kun uden for i den dræbende regn / så det var der / blandt ondskaben, hun / sprang ud af den standsede / form var / den vi de / var skuddet vi senere hørte / 6. station / besudling

Her får vi, fragmenteret og ødelagt, den forfaldsmyte, som øvelserne er: skuddet mod rensdyret, de unødvendige drab på fiskene og den lænkede, men måske undslupne fjeldheks som vendepunktet, hvor klimakrisen bliver til; jagtturen som besudling. Men så enkelt er det jo heldigvis heller ikke, for allerede i barndomserindringen er symbolet på den uberørte natur, indsøen, allerede et stykke postnatur; den er bemærkelsesværdigt trafikeret, man skimter sendemaster på toppen af fjeldet, og de overnatter i en forladt, orange forsøgsstation. Klimakrisen er på én gang noget, der må have sin egen skabelsesberetning, men samtidig også noget, der altid har været på vej. Det gør den måske kun endnu mere ustoppelig, endnu mere noget, der kun kan omtales i datid.

Anmeldelse: Dyrene i Afrika af Erlend Loe

Titel: Dyrene i Afrika
Forfatter: Erlend Loe
Cappelen Damm
331 sider
Oprindeligt udgivet 2018, denne paperbackudgave 2019
Roman

Vurdering: 4/6

Dyrene i Afrika er måske ikke blandt Erlend Loes bedste romaner, men den er blandt hans sjoveste. Det er en af de få bøger, der har kunnet få mig til at grine højlydt — og oven i købet gentagne gange. Men at den er (endnu) sjovere end de fleste af Loes romaner uden at være (endnu) bedre end de fleste af hans romaner, skyldes, at humoren på to forskellige måder går ud over karaktererne.

For det første er karaktererne ikke så troværdige som i Loes andre bøger. Loe har altid skrevet om outsidere og skæve eksistenser, men denne romans eksistenser viser sig at være så skæve, at det bryder med enhver logik. Det gør bogen sjovere, men også mindre satirisk og følelsesmæssigt rammende.

For det andet er humoren på bekostning af karaktererne. Inden for de senere år synes Loe at have mistet sympatien for sine outsiderhovedpersoner. Tænk bare på Nina Faber i Status. Efter at have læst slutningen, hvor hun (spoilers) bliver kørt ned af en sporvogn to gange i træk, kan man ikke længere være tvivl om, at hun er en træls person, der har fortjent det. En af de fem hovedpersoner i Dyrene i Afrika får en lignende slutning, og de fire andre fremstår heller ikke videre sympatiske. Loe synes at have mistet troen på, at outsiderne kan bidrage med noget godt til verden; hvor vi før grinede med dem, griner vi nu af dem. Det gør, som sagt, bogen sjovere, men ikke bedre.

Handlingen følger fem "enkeltpersoner", der alle oplever en sær dragning mod Afrika. De mødes og udtænker sammen en plan for, hvordan de kan redde det afrikanske dyreliv fra menneskenes ondskab. Men det bliver snart tydeligt for læseren, at de er mere interesserede i at redde sig selv end dyrene. Det giver grobund for mange sjove scener, og Loe er som altid naivt sjov (og, senere i bogen, altså også vredt sjov). F.eks. introduceres den fjerde enkeltsperson således:

Såkalte Bob. Det er ikke hans egentlige navn. 45 år. Ikke hans korrekte alder. Oslo vest. Ikke nødvendigvis korrekt adresse. Det fins en etisk standard når man skriver. Mennesker og deres pårørende har krav på privatliv. Man kan ikke bare skildre levende folk helt uten videre. Ikke døde heller. Eller man kan. Men det innebærer en moralsk balansegang som få behersker.

Man bliver måske ikke et klogere eller bedre menneske af at læse Dyrene i Afrika. Men man bliver brandgodt underholdt. Det er mere end nok for mig.

Anmeldelse: Grapefruit af Yoko Ono

Titel: Grapefruit
Forfatter: Yoko Ono
Simon & Schuster
320 sider
Oprindeligt udgivet 1964, genudgivet med mere materiale 1970, denne udgave med ny introduktion af Yoko Ono 2000
Poesi / hybrid

Vurdering: 4/6

Når hun ikke har travlt med at (blive beskyldt for at) få The Beatles til at gå i opløsning, er Yoko Ono også en verdenskendt og -anerkendt kunstner. Det skyldes blandt andet hendes instruktionskunst, som samledes i bogen Grapefruit i 1964. I et brev hen mod slutningen af bogen forklarer hun metoden:

I think painting can be instructionalized. Artist, in this case, will only give instructions or diagrams for painting - and the painting will be more or less a do-it-yourself kit according to the instructions. The painting starts to exist only when a person follows the instructions to let the painting come to life. From there on, the painting goes through a life of transformation, by people adding their own efforts to the painting according to or, sometimes, against the given instructions, thus taking an active part in the existence of the painting.

Konkret giver det sig udslag i instruktioner, der som denne synes at være ret gode ideer til kunstværker:

PAINTING TO SEE THE SKIES // Drill two holes into a canvas. / Hang it where you can see the sky. // (Change the place of hanging. / Try both the front and the rear / windows, to see if the skies are / different.) // 1961 summer

Og også instruktioner, der som denne ikke kan udføres og kun kan findes som sprog:

PAINTING FOR THE SKIES // Drill a hole in the sky. / Cut out a paper the same size / as the hole. / Burn the paper. / The sky should be pure blue. // 1962 summer

Det er dog ikke kun malerier, der er tale om. Grapefruit er fordelt på otte genrer: musik, maleri, event, poesi, objekt, dans og film — også selvom det ofte kan være svært at kende genrerne fra hinanden. Blandt mine favoritter er denne musikinstruktion:

A PIECE FOR ORCHESTRA // Count all the stars of that night / by heart. / The piece ends when all the orchestra / members finish counting the stars, or / when it dawns. / This can be done with windows instead / of stars. // 1962 summer

Som i stykket ovenfor giver instruktionsteknikken sig udslag i nogle rigtigt fine og sympatisk poetiske tekster, der er både legende og dybfølte. Selv når man instrueres i at overmale Da Vinci og Warhol, bliver Onos tekster aldrig rigtigt vrængende; der er altid en ærlighed bag systemet, som ellers kunne have været faretruende tæt på at være blevet trælst. Når det så er sagt, er over 300 sider altså mere, end instruktionskonceptet kan holde til. Med lidt selvkontrol og en modig redaktør kunne Ono have lavet et 70-siders mesterværk — i stedet får vi dette flere hundrede siders ofte mesterlige, men lige så ofte ensformige, værk; også selvom der hen ad vejen kommer lidt variation i form af tegninger, breve m.m.

Grapefruit har vist sig at få lidt af et efterliv. Ikke kun i form af Onos egen senere instruktionsbog Acorn, men også i form af mange beundrere, der gør hende kunsten efter; herhjemme navnlig Mette Moestrup, der ofte bruger instruktionsgenren i sin poesi — og, synes jeg, ofte endnu bedre end Ono selv gør. Grapefruit er derfor anbefalelsesværdig ikke kun som en samling fine tekster og sympatisk legende ideer, men også som fødestedet for en genre, man forhåbentlig fortsat vil se en hel masse til.

Anmeldelse: Endnu ikke af Vibeke Grønfeldt

Titel: Endnu ikke
Forfatter: Vibeke Grønfeldt
Samleren
363 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Bogens første sætning lyder: "Min tid kom ikke." Herefter udfoldes henover to sider en fortælling om et barn, der aldrig lærte at begå sig socialt; som ville have orden og ikke kunne rumme andre menneskers kaos. Tiden for orden er endnu ikke kommet — men det er ikke titlens eneste betydning, for barndomsfortællingen erindres af romanens fortæller, den nu aldrende forfatter Elvine Brink. Hun er endnu ikke død. Vi følger hendes dagbogsoptegnelser i løbet af halvandet års tid.

Endnu ikke modtog Montanas Litteraturpris, som nok er den af de danske litteraturpriser, der er mest værd at holde øje med. Prisen går til en bog "som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde", og fornyende må Vibeke Grønfeldts Endnu ikke siges at være: den er nemlig så realistisk, at den totalt undergraver romangenren. Man er vant til, at romaner følger et lille persongalleri bestående af en hovedperson og vigtige bipersoner, hvis eksistens er nødvendig for at drive hovedpersonen videre frem i plottet. Sådan er det ikke hos Grønfeldt: enspænderen Elvine Brink har ingen rigtige venner (det skulle da lige være forfatterkollegaen Linn, som hun foretrækker at maile med frem for at mødes med), så de bipersoner, der dukker op, ser vi ofte ikke noget til igen. Deres historier krydser et kort øjeblik Elvines, hvorefter mødet noteres i den menneskesky Elvines dagbog.

Dagbogen er et viltert sammenrend af observationer om disse engangsbipersoner; længere erindringsstykker fra Elvines lange liv; kortprosatekster, der egentlig ikke har noget med resten at gøre (jeg antager, at det er forfatteren Elvine, der tager over og begynder at fortælle); og så de helt korte notater som dette:

Bagud. Mere og mere bagud og i tidnød.
Jeg når det ikke. Havde jeg to liv, et til det umiddelbare, et til eftertanken, havde jeg tre, et til at løbe i lunden, et til at lytte og se, et til at lukke øjnene og tage det til mig.

For mig er det intime portræt af Elvine bedst, når hun klart observerer konkrete situationer, hvor hun viser sig anderledes fra andre, f.eks. denne barndomserindring:

Billedet af det rigtige har alle dage forstyrret, nærmest knust mig. [...] Snart dukkede det op alle vegne, børn, der fra begyndelsen vidste de rigtige ord at bruge i enhver mærkværdig situation, kendte lege og spil og svar, når der blev spurgt. Spørgsmålene, før de blev stillet: Hvordan har din mor det, Elsie, Gitte, Mitte? Tak, godt. Jeg skulle hilse: Hvordan har din mor det, Elvine? Det ved jeg ikke.

Andre steder har jeg til gengæld sværere ved at følge bevidsthedsstrømmen, fordi syntaksen ofte er ret kompliceret — hvilket for mig resulterer i lige dele skønhedsbegejstring og forvirring. Endnu ikke er ikke en bog, man kan skimme.

I det meste af romanen sker der næsten ingenting, men enkelte gange enten sker der eller erindres der en dramatisk hændelse, som udfoldes over nogle flere sider; f.eks. en dramatisk bådtur og en indlæggelse på sygehuset. Disse afsnit lykkes meget godt med ikke bare at være velskrevne, men også elementært spændende — og når det sker, kan man godt komme til at savne et egentligt plot i resten af bogen. Men det er ikke bogens ærinde at være plotbaseret, og den hændelsesløse dagbogsform har da også sine fordele i form af lige dele finurlighed og skønhed.

Anmeldelse: Soldatens år af Klaus Rothstein

Titel: Soldatens år. Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
Forfatter: Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
271 sider
2014
Nonfiktion / litteraturhistorie

Vurdering: 4/6

I det hele taget er det påfaldende, at så at sige al dansk litteratur om krigene i Irak og Afghanistan fokuserer entydigt på soldatens psykologi og på de menneskelige relationer mellem mændene på missionerne og deres pårørende derhjemme. Ingen forfatter har påtaget sig at skrive den politiske roman om krigene.

Det er Klaus Rothsteins hovedpointe i Soldatens år, hvor han gennemgår og analyserer langt størstedelen af den danske produktion af fiktionsværker om Afghanistankrigen - fra lyrik, romaner, børnebøger og sangtekster til film, skuespil og billedkunst. Det er godt set og en skarp samtidsdiagnose, at forfatterne vægrer sig ved at sige noget rigtigt politisk om krigen, men ligesom den danske befolkning, der ikke rigtigt forstår eller har sat sig ind i den krig, de har stemt for, nøjes med at interessere sig for de danske soldater og deres (van)skæbne; ikke den storpolitiske kontekst, der har defineret deres liv eller død. Det er til gengæld også sådan cirka alt, der er at komme efter i den omkring 200 sider lange analyse. Rothstein er nemlig ikke særligt interesseret i at se andet end den ene, gode pointe, han har fået øje på. Derfor er det også sådan, at man vil kunne støde på variationer af ovenstående citat — og gerne flere af dem — i løbet af samtlige bogens kapitler.

Rothsteins greb er det velfungerende komparativt-litteraturhistoriske, at han har læst og set alt, hvad der er af nævneværdig dansk kunst om Afghanistan-krigen, og så har han lagt de mange tekster oven på hinanden og set, hvad der går igen: historien om den traumatiserede soldat; modsætningen mellem den meningsfulde krig og den meningsløse hverdag; krigens på den ene side kaos og traume, men på den anden side lokkende organisation og venskab. Og nok så vigtigt har han set, hvad der ikke går igen: de politikere, der har sendt soldaterne af sted. Dét er et godt greb, men det kunne være bedre, hvis Rothstein havde ofret lidt plads på at nuancere analysen - hvis han f.eks. havde analyseret lidt færre værker, kunne han have brugt lidt mere plads på at gå dybere ind i det enkelte værk. For som bogen er, synes alle de analyserede værker at være ens; når der kun er plads til at se lighederne mellem dem, bliver analysen den samme hver gang.

Det lider især kapitlet om poesi under. Rothstein påstår på den ene side, hvad der, så vidt jeg kan se, er rigtigt, at "Romanerne fortæller soldaterhistorier, og overlader krigskritikken til lyrikken", men fortsætter himmelråbende forkert: "Som så igen vælger det samme fokus - soldatens fortælling." Jamen, hvad blev der lige af Ursula Andkjær Olsens dybt politiske værker? Klaus Rifbjergs antikrigsdigt? Thomas Bobergs polemiske poesi? Hvordan kan Rothstein på den ene side beskrive disse værker og så dernæst i sin opsummering lade som om, de ikke eksisterer? Konklusionen skal være den samme hele bogen igennem, og derfor bliver den nysgerrige og ærlige læsning af lyrikken ofret for den store sammenhængs skyld.

Det ses også i tilgangen til f.eks. Kim Larsens udmærkede Afghanistansang. "Mere banalt kan det ikke blive", skriver Rothstein og fortsætter, at Larsen er "hverken original som politisk analytiker eller sangskriver". Det på trods af, at han (heldigvis) lige har citeret hele sangen, så den opmærksomme læser kan se, at han i sin analyse helt undlader at kommentere de to midterste vers, der lyder sådan her:

Hør nu blæser reveillen / Så er det op, soldat / Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt // Det er lige meget med Det Femte Bud / Bar' du gør honnør / se hvor blodet farver solen rød / Imens jeg kør'

"Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt" - hvordan skulle man helt præcist skrive mere politisk og skarpt om krig end det?

Her ligger endnu et kritikpunkt, for Rothsteins definition af politik synes at være meget smal; det er som om, at en roman, der ikke ender med et lovforslag og en morale, for ham ikke kan indeholde en politisk stillingtagen. Jeg er helt med på, at de danske forfattere undgår at skrive om den storpolitiske kontekst for Afghanistan — men at påstå, at det ikke er politisk at skrive om PTSD-ramte soldater, er for mig at se helt hen i vejret. At skrive om de arbejdsskader, inklusive døden, der følger med krigsførelse, er da netop  politisk litteratur. Og at skrive om de forfærdelige og langt fra demokrati- og fredsskabende hændelser, soldaterne kom ud for i Afghanistan, er da netop en politisk kritik af krigens løgnagtige grundlag og sjuskede organisation.

Disse kritikpunkter skal dog ikke fratage Soldatens år de især to gode ting, den bidrager med: en veltænkt pointe om, at den danske Afghanistan-litteratur og -kultur i højere grad følger den enkelte soldat end politikeren og — vigtigt for fremtidige og måske mere nuancerede analyser — en kildesamling af det meste af den danske kulturelle produktion om Afghanistan-krigen indtil 2014. Og så trækker det heller ikke ned, at bogen er skrevet i et letflydende og forståeligt sprog, der sine steder gør det til ligefrem underholdende læsning.

Anmeldelse: Diegesis af Henrik Nor-Hansen

Titel: Diegesis (indeholder En redegørelse for et rejsestipendie 2010, En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin - En fremstilling af vold i Norge)
Forfatter: Henrik Nor-Hansen
Oversætter: Allan Lillelund
Forlaget Silkefyret
198 sider
Oprindeligt udgivet 2012-2016, denne oversættelse 2019
Romaner

Vurdering: 5/6

Det kunne være fristende at betragte de to første romaner i trilogien Diegesis som en slags skitser til eller prøvekørsler af virkemidlerne fra den til Nordisk Råds Litteraturpris nominerede Termin - En fremstilling af vold i Norge (som jeg tidligere har anmeldt her). Allerede i En redegørelse for et rejsestipendie 2010 dukker meget af den karakteristiske, objektive stil op: udpræget brug af førdatid, præcis datering af hændelserne og en analystisk distance til følelser. I En kort evaluering af psykosocialt stress bliver den objektive stil endnu tydeligere, idet der skiftes til tredjeperson, romanen synes fortalt af et evaluerende "man", en stor del af sætningerne er passivkonstruktioner og fortællingen afbrydes af analyser af socioøkonomiske forhold i lokalområdet. Den eneste stilistiske udvikling i Termin er egentlig brugen af fodnoter; ellers kun en endnu mere udpræget brug af samme virkemidler.

Det ville dog være reduktivt at se de to første romaner som kun skitser til mesterstykket. Både fordi de er usædvanligt gode romaner i egen ret, men også fordi det, at Nor-Hansen-stilen ikke er helt færdigtudviklet, åbner op for andre muligheder. Det gælder især En redegørelse for et rejsestipendie 2010, hvor det lidt mindre distancerede blik fra førstepersonfortælleren i højere grad er i stand til at blive minimalistisk poetisk:

Jeg gik langs motorvejen i sydøstlig retning. Jeg kunne se kørebanerne, der slyngede sig i fordybningen længere fremme. Genskæret fra byen gav et diffust lys op under skydækket. Jeg havde meget uro i kroppen. På begge sider af vejen var der græsskråninger, lysreklamer. Foran mig lå et center med flere lave, rektangulære bygninger. Det regnede jævnt nu. Alting lå i et dødt, gulligt skær.

Der er lidt fransk Roman Nouveau over de koldt præcise beskrivelser ("lave, rektangulære bygninger") og noget 90'er-minimalisme over de underspillede sammenhænge mellem ydre og indre liv ("Alting lå i et dødt, gulligt skær"). Men kun meget få 90'er-minimalister kunne skrive så god en sætning som "Det regnede jævnt nu." Selvom meget af Nor-Hansens stil går ud på at udslette det poetiske og det distinkt skønlitterære i teksten, er han så god en forfatter, at det (heldigvis) ikke kan lade sig gøre.

Selvom især En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin meget af tiden er gyseragtige, fordi man frygter for, hvad de tomme, depressive skaller, som hovedpersonerne er, kan finde på at gøre mod sig selv og andre, dukker der også en truende skønhed op i beskrivelserne, der synes at stride sig ind mellem de koldt objektive sætninger: "Havnesiloen strakte sig langt op over de nærmeste hustage. Udenfor var der mørkt, med strølys fra gadelygter." Jeg tror ikke, at beskrivelserne løser op for den knugende stemning, der er, når man kigger ind i hovedpersonernes indre tomme mørke; men det knuger på en anden måde. Dét gør disse tre romaner til stor, anbefalelsesværdig kunst, der ikke kun skal læses, fordi Nor-Hansens stil er et af de mest interessante nybrud i den ny litteratur, men også fordi de ganske enkelt er gode.

Anmeldelse: Career of Evil af Robert Galbraith

Titel: Career of Evil (nr. 3 i Cormoran Strike-serien)
Forfatter: Robert Galbraith (pseudonym for J. K. Rowling)
Sphere
579 sider
Oprindeligt udgivet 2015, denne paperbackversion 2016
Roman / Krimi

Vurdering: 4/6

Nu kommer jeg til at lyde mere træls, end jeg egentlig er, men jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om den mest produktive måde at skrive en feministisk krimi på er at grafisk detaljeret beskrive en til parodi grænsende misogyn seriemorders slagtning og skamfering af en lang række kvinder. Siden Stieg Larssons Mænd der hader kvinder har det været en generelt accepteret sandhed blandt krimiforfattere, at jo mere udpenslet vold, man udsætter kvinder for i sine bøger, jo bedre en feminist er man. Men jeg synes altså ikke, at det fungerer efter intentionen i Career of Evil.

Der er jo ikke noget galt i at hygge sig med nogle gode, udpenslede mord. Men det er ikke det, der er Galbraiths ambition. Career of Evil skal sætte et vigtigt fokus på den kæde af misogyni, der går fra undervurdering af kvinders evner over cat calling til voldtægt og kvindemord. Problemet er, at kæden undervejs, hvis ikke hopper af, så i det mindste mangler nogle led.

I denne tredje roman i Cormoran Strike-serien er det egentlig mere Strikes assistent, Robin Ellacott, der er hovedpersonen. Gennem hendes synsvinkel får vi den daglige sexisme at se: der er vejarbejde foran Strikes kontor, og vejarbejderne pifter af hende, når hun går forbi. Hun antastes af creepy fyre i toget. Hendes forlovede respekterer hende ikke og synes mere at ville eje hende end elske hende. Hele denne del af præ-#metoo-fokusset fungerer glimrende. Problemet opstår, da vi ikke kun hører fra Robins og Strikes synsvinkler, men også præsenteres for den endnu uidentificerede morder.

Kapitlerne, der fortælles fra morderens synsvinkel, har titler taget fra Blue Öyster Cult-sange, og sangvalgene reflekterer meget godt, hvordan Galbraith beskriver hans psykologi: "I Just Like to be Bad", "Subhuman" og titlens "Career of Evil". Han er ganske enkelt ond helt ind til benet. Der er ingen anden personlighed end ren ondskab. Det kan måske fungere meget godt i en fantasyroman — som J. K. Rowling, der står bag pseudonymet Robert Galbraith jo ved alt om — men Lord Voldemort er ikke en særligt god krimiskurk. Der er selvfølgelig spændingsproblemet — at det ikke er særligt interessant at forsøge at gætte sig til, hvad morderens motiv er, når motivet bare er ren ondskab — men så er der også det problem, at det flade portræt af den inkarnerede ondskab undergraver hele romanens pointe.

Career of Evil vil nemlig meget gerne handle om, hvad rigtigt er, at misogyni er meget udbredt, og at der går en lige linje fra dagligdags, misogyne handlinger til de mere kriminelle af slagsen. Men den pointe ender med ikke at fungere, for der synes alligevel ikke at være nogen relation mellem det bøvede og undertrykkende og det direkte kriminelle. Den kriminelle misogyni portrætteres som ren ondskab udført af djævelen selv, og derfor vil mandlige læsere ikke stoppe og stille sig selv det så vigtige post-#metoo-spørgsmål: kunne det være mig? Har jeg selv gjort noget lignende? Hvad kan jeg gøre for at undgå at komme til at ligne den person?

Afstanden mellem den daglige og den kriminelle misogyni understreges, da — spoilers! — det viser sig, at Robin i sin ungdom har været udsat for krimitraumet over dem alle: voldtægt. Men modsat størstedelen af virkelighedens voldtægter er voldtægtsmanden ikke en bekendt, der måske oven i købet ikke selv er helt klar over, at han har gjort noget forkert. Derimod er voldtægt noget, der sker i en mørk trappeopgang med elefanthue og kniv. Det, synes jeg, er en forbigået mulighed for at skrive en bedre roman. Ikke fordi jeg betvivler, at den slags mere hollywoodede voldtægter også findes i stort omfang i virkeligheden (og ikke fordi jeg betvivler, at der findes seriemordere, der synes helt uden for almindelig menneskelig psykologi), men fordi Galbraith igen går glip af sin pointe: virkelige voldtægtsmænd kan læse denne bog og blive bekræftet i, at de aldrig har voldtaget nogen, for i deres tilfælde var der jo ingen elefanthuer involveret. Career of Evil, der burde have fået den mandlige læser til at stoppe op og tænke over, hvilke former for misogyni, han selv har gjort sig skyldig i, overbeviser i stedet den mandlige læser om, at han ikke er misogyn, fordi han ikke er et elefanthueiklædt, umenneskeligt vilddyr. Det er en skam.

Når der så er sagt, har romanens manglende evne til at fremskrive sin egen pointe jo ikke særligt meget at gøre med, om det er en god krimi, og det er det. Jeg læste den hurtigt og konstant spændt, både på krimigådens løsning og på, hvad der skulle ske med de to hovedpersoner, som bogen investerer rigtigt meget, velskrevet tid i. Og så kan Galbraith noget, som mange krimiforfattere desværre er knap så gode til: beskrive sorg. Mens offerets pårørende i lørdagens Barnaby for det meste bare er nogle snakkehoveder, der kan give os et spor eller to i sagen, så er de pårørende hos Galbraith altid overbevisende i sorg. Man føler virkelig, at Cormoran Strike og Robin Ellacott lever i en verden befolket af rigtige mennesker, som de er nødt til at snakke menneskeligt med, og hvis følelser, de er nødt til at sætte sig ind i. Ingen er bare en papfigur med det næste spor i sagen; alle har deres eget indre liv. Dét har jeg virkelig respekt for og det gør Career of Evil til en krimi, der kan underholde med mere end bare gåder og hyggefrygt.

Anmeldelse: Metamorfoser af Ovid

Titel: Metamorfoser
Forfatter: Ovid
Oversætter: Otto Steen Due
Gyldendal
461 sider
Oprindeligt udgivet år 8, denne oversættelse 2005 (2. udgave)
Episk digt

Vurdering: 5/6

Ovids episke digt Metamorfoser er grundlæggende forskelligt fra de tre andre store, episke værker fra antikken: Homers Iliaden og Odyseen og Vergils Aeneiden. Hvor Homer og Vergil fortæller historier om de mest dramatiske år i én mands liv, fortæller Ovid hele verdenshistorien fra verdens skabelse til kejser Augustus' regeringsperiode. Imellem de to begivenheder fortæller Ovid om alt fra myter om de græsk-romerske guder til belejringen af Troja. Alle historierne har det til fælles, at de handler om "Liv i forvandling" — det kan helt konkret betyde, at fortællingerne handler om f.eks. mennesker, der forvandles til dyr, eller mere abstrakt om store forandringer.

Til fælles med Homer og Vergil har Ovid, at han — takket være Otto Steen Dues fremragende oversættelse — skriver levende og sprogligt sprudlende. Mens Vergil og Homer har den fordel ved deres fokus på én person, at de kan lade følelser og karakterudvikling bygge sig op over flere hundrede sider, må Ovid klare det samme på meget mindre plads, når de fleste af hans fortællinger afvikles på under ti sider. Alligevel lykkes flere af historierne med at blive ganske gribende og rørerende — som fortællingen om Ceyx, der på trods af sin hustru Alcyones bønner drager til søs og drukner; hans lig skyller op på stranden, og da Alcyone ser det, forvandles hun i sin sorg til en fugl:

Hun fløj gennem luften, / flaksed med vinger hun just havde fået på ryggen, i luften, / strøg over bølgernes top som en ynkelig fugl, og imedens / blev hendes mund forvandlet til næb, og der hørtes fra næbet / dumpe og klagende klask og skrig som når en skal begraves. // Men da hun nåede frem til den tyste og iskolde dødning, / slog hun sin nyskabte vinge omkring hans elskede legem / mens hun forsøgte at kysse hans falmede læber med næbet.

Desuden er Ovid rigtig god til især én ting: sammenligninger. Tag f.eks. denne beskrivelse af en folkemasses urolige mumlen (som Milton 1650 år senere huggede i sin beskrivelse af Pandaemonium i første sang af Paradise Lost):

Som når en rasende storm blæser op, og det suser i pinjens / opslagne krone i skoven, og brændingens brod kan fornemmes / selv i det fjerne som dump og truende brusen, således / lød det fra folket.

Eller hvad med dette stykke ultravold:

[Phaeócomes] slog en stamme som to spand okser knap havde rokket, / ovenfra ned i skallen på Tectaphon, Olenos' ætling. / Hele hans hvælvede isse blev knust, og ud gennem øjne, / næsebor, øren og mund kom hjernens mathvide blødme / flydende ud som valle af hytteost presset i spånkurv, / eller som frugten der perses i sigten så safterne springer / ud som puré gennem siens utallige småbitte huller.

Altså det der billede af hjernemasse ud af hovedhulerne som hytteost gennem en kurv eller pure gennem en si! Seriøst klamt, seriøst velskrevet. Og "hjernens mathvide blødme"! Tak til både Ovid og Otto Steen Due!

Mens der er mange fordele ved Ovids springen rundt mellem dusinvis af fortællinger — det veksler behageligt mellem tragedie og komedie og mellem vold og kærlighed — er der dog også den ulempe, at mange af fortællingerne synes næsten ens. De fleste af de kortere historier er skåret over kun to modeller: 1) En kvinde bejles til eller forsøges voldtaget af enten en mand eller en gud; hun forvandles for at redde hende fra voldtægten eller som hævn fra Juno for at være blevet voldtaget af Jupiter (f.eks. Syrinx, der bliver reddet fra at blive voldtaget af Pan ved at forvandles til siv; da han ikke kan voldtage hende, laver han så i stedet en panfløjte af hende), 2) En person er dum nok til at sammenligne sig med en gud og forvandles som hævn (f.eks. Arachne, der påstår, hun væver bedre end Minerva — og faktisk gør det! — og derfor forvandles til en edderkop (forvandlingen beskrives med typisk Otto Steen Duesk humor som, at hun rammes af "denne kop giftige edder")). Dét kan godt blive lidt ensformigt, men sådan må det jo være, når man genskriver myter. Heldigvis bliver det ensformige aldrig kedeligt på grund af de altid kreative hexametre, som det hele på formfuldent vis består af. Og alt andet end ensformigt er heldigvis også beskrivelserne af Trojanerkrigen, Odysseus' hjemrejse og Aeneas' flugt, fordi Ovid klogeligt vælger at lægge nogle andre blikke på disse hændelser end Homer og Vergil, så man f.eks. får Odysseus' besøg hos Polyfemos og Kirke genfortalt af en af hans sømænd og dermed får et helt andet perspektiv end hos Homer. Dét og meget andet gør Metamorfoser til underholdende og stærkt anbefalelsesværdig læsning.

Anmeldelse: Indtil videre af Pia Juul

Titel: Indtil videre (indholder levende og lukket (1985), i brand måske (1987), Forgjort (1989), En død mands nys (1993), sagde jeg, siger jeg (1999), Adresser (2002), Helt i skoven (2005) og Radioteateret (2010))
Forfatter: Pia Juul
Tiderne Skifter
371 sider
2012
Poesi / hybrid

Vurdering: 4/6

Sidste år læste jeg, og var meget begejstret for, Pia Juuls seneste digtsamling, forbi, og jeg har derfor glædet mig meget til at dykke ned i hendes tidligere værker. Til at starte med var det dog en stor skuffelse. Andre steder er det blevet sagt, at Pia Juul er blevet mere udfordrende og svært tilgængelige med tiden, men jeg synes, at det er omvendt. Hendes tidlige digte — dvs. ca. de 4-5 første digtsamlinger (det ændrer sig til dels i sagde jeg, siger jeg) — er gådefulde, mystiske og meget langt fra noget konkret. Mange af dem virker som om, de tager udgangspunkt i noget, kun forfatteren ved, hvad er, der så er blevet pakket ind i, for en læser uden en 'nøgle', udechifrerbare symboler. Tag f.eks. dette digt fra debuten, levende og lukket:

den gule gift til festen / under min arm // mit flagrehår følger / et nybrøgget uvejr // hen over humlen på / en flyvende han / og hans kød // blind for kønnet / kysser jeg ånden i flasken / i stedet / blændet af håret / lammet af farten / revet op af hans silkehud / mellem mine knæ // videre / skriger jeg og sluger skyen / videre // angsten for kødet / klyngen af ansigter / øjnene // billedet af / en solbrændt hun / et dyr

Der er noget med at drikke øl og favntag med en fyr, hvilket åbenbart er en voldsom oplevelse. Men hvorfor så ikke bare skrive det? Hvorfor pakke det ind i dette opstyltede, symbolladede sprog?

Det er blevet sagt, at Pia Juul er meget forskellig fra andre digtere, der debuterede i 80'erne. Og, ja, det er hun blevet, men hendes tidlige digtsamlinger, synes jeg, har mange af de mere uheldige ting til fælles med 80'er-poesien: en tendens til at overdramatisere og at, frem for klarhed, bruge ord, der synes poetiske, men til gengæld ikke rigtigt passer ind i digtet; det bliver klicheen på, hvad en uerfaren digtlæser forestiller sig, at poesi skal være: mystisk og skønhedssøgende, men uforståeligt gemmende på en hemmelighed, man ikke rigtigt kan finde. Her et eksempel fra i brand måske:

fablen er en omkreds. fyldt. / den lægger fortidspunkter fri. / hun lytter tavs i raseri. forbundet / med en andens liv. den / købte drøm fra tørret plante. / martyrdød. og kvinderov. // han fyldte andre ud engang. / hun tror han er en katastrofe. // dér vokser fabeldyret ud / af skyen over horisonten. / horn. / ja. uha og hale. lådden. / det tramper spor imellem / byer. kaos-løse stier ligger / åbne.

Ligesom i digtet før er der noget med beruselse (men denne gang fra hash) og et kompliceret forhold til en mand. Men min eneste følelsesmæssige reaktion på disse digte er desværre et forvirret: "Nå". Disse enigmatiske digte vil løses, ikke læses, og derfor er de dårlige.

Men så begynder det heldigvis at vende i sagde jeg, siger jeg, der stadig bærer præg af det trælst mystifisktiske, men også har helt klare, observerende digte, der oven i købet er sjove. Ét af dem er allerede lidt af en klassiker, hvilket er fuldt fortjent:

Min onkel Hector sagde / (men det har jeg nok fortalt dig før) / Han var på vej ned fra Højen / Han havde solen i øjnene / så sagde han / da børnene kom løbende forbi / Han sagde / nej han sagde / Børnene kom løbende / Så sagde han det som / Knud engang havde sagt / på en anden måde / Her siger jeg det selv igen / Jeg kan se ham tydeligt / med solen i øjnene / syrenerne på Højen / denne duft om onkel Hector / Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / Sådan 

Denne både sproglegende og kærligt observerende tilgang til poesien fortsætter heldigvis derefter i Pia Juuls digtning og er stadig i høj grad til stede i Forbi. Den næste digtsamling i Indtil videre er den lille systemdigtsamling Adresser, oprindeligt udgivet som B16 på forlaget Basilisk, hvor Juul har skrevet om steder, hun har boet, ved at lade adressen skjule sig i det første bogstav i hvert ord tilsammen. F.eks. dette digt om sommerhuset i Fjand:

1964- / klitter i tåge burde jeg erindre rent gus havgus uh så eftertrykkeligt for jeg aner nok det uvejr lure forude blæsende orkanagtige regnfulde giftigheder

Den næste samling, som jeg er endnu mere begejstret for, er Helt i skoven, som bl.a. indeholder en hel del besyngelser af den skønne natur, men på en måde, hvor digteren er lidt mistroisk over for sin pludselige klassisk-poetiske naturbesyngelse:

Skoven ligner en katedral! / Næh, er det sandt? Har / andre sagt det før, / jamen, hvad skal jeg så sige? / Skoven ligner - en skov / Det gør den, grangiveligt / (undskyld) / Lugten her er umiskendeligt / skov / den ligner ingen anden / lugt / Skoven lugter af skov / Den ligner en katedral 

Dét digt opsummerer meget godt den sene Pia Juul: det er legende, humoristisk og skeptisk over for etablerede genrer — men det er også grundlagt på en ærlighed, der skinner gennem det ironiske. Genrelegen fortsætter i Helt i skoven med en herlig poetisk krimi, der minder om Juuls roman Mordet på Halland. Og grundigt rodet op i genrerne bliver der også i den sidste digtsamling i Indtil videre, nemlig Radioteateret, som præsenterer sig selv således:

Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem.

Det, de så siger, ofte i munden på hinanden, er på samme tid legende og fjollende og følelsesmæssigt tungt rammende. Det kan minde lidt om dele af Mette Moestrups Kingsize eller Lea Marie Løppenthins Panser. Blandt de mere fjollede indslag bryder den tyske by Koblenz hele tiden ind og præsenterer sig selv:

KOBLENZ: / Jeg kaldes Det tyske hjørne, nej, jeg er / ikke en kiosk, ikke et værtshus, jeg er en by. / Deutsches Eck, det er mig, en betydelig havneby, / et trafikknudepunkt. Og lidt til.

Men samtidig kan det også blive helt hjerteskærende, når den 60-årige Eliza C ser tilbage på sit liv:

ELIZA C (60): / Når man står og ser på sådan en have og det er sommer bliver man så melankolsk. Det gør ondt, jeg kan mærke den længsel fysisk, måske kan du også? Kan du måske også mærke hvor ondt det gør? Kan du huske når man legede i en have en sommeraften og ikke opdagede at det var ved at blive mørkt. [...] Hvorfor er der ingen børn i vores have, hvorfor er der kun / tusmørke og en nattergal? / Hvorfor kan jeg ikke huske hvad jeg gerne ville blive til og hvad jeg ønskede mig/ Og hvorfor er jeg skuffet når jeg ikke ved hvad jeg ville? Jajaja, nu kommer jeg hen til dit krøllede hoved / og sofapuden, min skønne, vi har dog hinanden. Åh! Nu ser jeg / på mit digitale armbåndsur at klokken er 21.07, så fik vi ikke set nyhederne fra begyndelsen. Jeg går lige ind og tænder. / Kommer du / med?

Og så kan det også blive  skønt poetisk observerende, når Juul giver sig selv lov til det:

ELIZA C: / Jeg syntes, at det der var derude ville ind, / da jeg var barn // MORMOR: / Det var din fantasi // ELIZA C: / Det var ikke fantasier, det var meget virkeligt / I tog, i bus, i bil, derhjemme, overalt / var jeg opmærksom på den anden side af / ruden, en gren, silhuetten af træer mod / himlen, billygters lys der fejede over loftet / om natten. Nu ser jeg intet, for jeg vil ikke / vide af det, jeg opdager ikke ruden som rude, / ikke som kighul, kun som væg

Radioteateret vandt fortjent Montanas litteraturpris i 2010, og at læse denne digtsamling og Helt i skoven, Adresser og dele af Sagde jeg, siger jeg har været mere end værd at vade igennem 4½ digtsamlingers dårlig poesi. Men til andre læsere kan jeg anbefale at starte med Sagde jeg, siger jeg og læse frem derfra. Hvis man så er nysgerrig, kan man altid vende tilbage til de tidlige samlinger derefter og se, om man synes noget andet, end jeg gør.

Anmeldelse: Socialdemokratisk digt af Rasmus Nikolajsen

Titel: Socialdemokratisk digt
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
People's Press
68 sider
2010
Poesi

Vurdering: 5/6

Til forskel fra Rasmus Nikolajsens mesterværk hvad skal vi med al den skønhed? er Socialdemokratisk digt ikke indfølt ærlig og grænsende til sentimental på den gode måde. Her minder hans skrift mere om Lars Skinnebachs polyfoni i især I morgen findes systemerne igen krydret med Mikkel Thykiers Katalog. Men jeg synes faktisk, Nikolajsen gør det endnu bedre end Skinnebach og lige så godt som Thykier. Det tydeligst Thykier-inspirerede, hvis Katalog som bekendt er en samling similier uden sagled (så der altså kun står den del af similien, der kommer efter "som") kommer hen mod slutningen:

Somom kærlighed / var sådan en fin lille ting / man ikke kan lade være / med at stikke i lommen når / værtinden vender ryggen til. / Somom du kastede dine / øjne som et par terninger // ud over siderne. Somom / jeg var summen af en masse / dele. Somom vi skefuld for / skefuld gravede os fra et / fængsel til et andet. Somom / laboranterne var på de / piller de fremstiller. Somom / du åbnede en side i / dig selv.

Samtidig beskriver "Somom / jeg var summen af en masse / dele" meget godt de mere Skinnebach-agtige afsnit, hvor jeget (som i Walt Whitmans klassiske "Song of myself") er en masse forskellige mennesker på én gang; her et klip:

Jeg er en lille og kroget / gammel dame der står trodsigt / i vrimlen i indudgangen / i Irma og jeg ved ikke / hvordan jeg skal komme herfra / og jeg står fanget bag damen / og kunne hun ikke bare / dø så jeg kan komme hjem og // ætse bort i min gravide / hustrus tarmluft og jeg hvisker / ondt og lukker øjnene og / knytter min barkede hånd og / trækker vejret dybt ind og om / et øjeblik slår jeg op med / min kæreste som elsker mig / og jeg elsker ham og kunne // ikke høre hvad han sagde

Andre steder går digtene helt grassat i floder af surrealistiske billeder, der dog samtidig er konkrete nok til ikke at være trælst surrealistiske, men derimod sprudlende vildt surrealistiske ("gennem / hullerne i højtalerne / drøner små biler og ud af / tårekanalerne flyder / grøn maling og ud af dragens / gab fyger bordtennisbolde / og ud af fuglenæb triller / udgåede mønter").

"Hvis du læser mig, er det din / egen fejl", erklærer digtet på et tidspunkt. Men jeg vil hellere end gerne begå den fejl at læse en digtsamling, der beskriver sig selv sådan her:

Jeg havde håbet at skrive / mageløst og fuldtræffende / om vinter og sne, men hovsa, / det mislykkedes som sovs.

Hvis denne digtsamling er som mislykket sovs, så vil jeg for al fremtid spise min sovs skilt. Jamen læs dog bare dette:

et plastikkrus klager og / giver så efter som for en / forkert forelskelse som en // drue under tungens pres

Og jeg giver efter for Rasmus Nikolajsens metaforintensitet som et kuk kuk-bolsje udsat for tandens tryk!

Anmeldelse: Nekrofilen af Gabrielle Wittkop

Titel: Nekrofilen
Forfatter: Gabrielle Wittkop
Oversætter: Christina Ytzen
Forlaget Sidste Århundrede
86 sider
Oprindeligt udgivet 1972, denne oversættelse 2018
Roman

Vurdering: 5/6

Efter at have læst Nekrofilen gik jeg en tur. På skovstien lå der et beklædningsstykke; da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en lille kasket. Et barn måtte have tabt den. Straks efter kom en ca. 6-årig dreng og hans far gående mod mig. Drengen så op på faderen og sagde: "Jeg vil selv vælge fredagsslik i dag." "Ja," svarede drengens far. Først da væmmedes jeg for alvor ved det, jeg lige havde læst. I Nekrofilen skænder hovedpersonen Lucien lig af alle køn, aldre og kropsformer, heriblandt en 6-årig dreng:

Henri som ganske vist døde af skarlagenfeber som 6-årig — men jeg pådrager mig aldrig den mindste sygdom — er en modig lille fætter. Hans krop er som skabt til at lege med, til at få nydelse fra, selvom legen og nydelsen må finde sted på de ydre overflader. Dette barn er så stramt, at jeg, for ikke at forvolde skade på os begge, har måttet opgive den mere dybtgående nydelse.

Nekrofilen byder på sex med alt fra en dødfødt baby og dens mor, over to druknede, svenske tvillinger til en 70-årig nonne. Oven i al nekrofilien er der også et enkelt sexuelt møde mellem to levende mennesker, men det bærer præg af voldtægt. Bogen består ikke rigtigt af andet end tiltagende frastødende ligskændingsscener. Hvordan kan en sådan bog være god? For god, det er den. Fremragende, faktisk.

Først og fremmest er Nekrofilen sjov. Det første lig, vi møder Lucien i færd med at muntre sig med, er en lille pige, hvis forrådnelsesproces er meget aktiv: Pludselig udspyr liget en stråle af sort galde. Lucien konstaterer: "Alt dette ødelagde min nydelse en kende."

Humoren er dog ikke kun underspillet, snarere tværtimod; det sjove er netop, hvor udpenslende detaljerede, nekrofilibeskrivelserne er. Man skal selvfølgelig have en særlig humor for at kunne lide det. Test dig selv: Om det galdeudspyende lillepigelig står der følgende:

Jeg har spredt hendes ben for at betragte den smalle vulva, tynd som et sår, med gennemsigtige, blegviolette læber. Men jeg kommer til at vente endnu nogle timer, for kroppen er stadig en smule hård, en smule stiv, som den vil være, indtil værelsets varme har blødgjort den som en klump voks. Så jeg venter. Denne lille pige er det værd. Hun er virkelig et meget smukt lig.

Grinede du af det overdrevent udpenslet frastødende, kan jeg anbefale Nekrofilen. Nøjedes du med væmmelsesfornemmelsen, så stå hellere af her, for romanen bliver meget værre endnu.

Sjov eller ej, kan det ikke diskuteres, at Wittkop skriver godt. Blændende, faktisk. Her har Lucien f.eks. ladet sig inspirere af et Hieronymus Bosch-maleri og udsmykket et af ligene:

Her til aften har jeg hentet fruesko hos blomsterhandleren og prydet min ven Jérôme, hvis hud allerede spejler blomsternes nuancer af svovlgrøn, brun og orkidélilla. De har begge det samme kødfulde skær, nærmest klæbrigt; begge er nået til dette triumferende stadium, som er materiens højdepunkt, endemålet for selvets fuldendelse, som går forud for forrådnelsens opblussen. Som han ligger der udstrakt på siden, ser Jérôme ud til at sove, hans køn er ført ind i en kalk af fruesko, hvis nektar drukner det, mens en kaskade af ligblegt blomsterflor skjuler de blåsorte kvæstelser, som marmorerer hans rosa hemmelighed.

Den høje, overæstetiserede stil er netop også det, der gør romanen så sjov; kontrasten mellem de skønne ord og det, de betyder, gør det svært ikke at på samme tid lade sig besætte af æstetisk rus og le af det groteske. Som karakter befinder Lucien sig også i dette punkt mellem det skønne og det frastødende; hans følelser for ligene er ægte, han forelsker sig virkelig i (mange af) disse døde kroppe. Han behandler dem kærligt. Tror han selv. Som læser væmmes man ved ham — men deler, på grund af Wittkops overdådige sprog, også til dels hans skønhedsberuselse. Det er på samme tid ret kompliceret, men på grund af humoren og de til tider absurde optrin også egentlig underholdende. Først bagefter går det for alvor op for én, hvor voldsomt frastødende, det, man lige har læst, egentlig er; voldsomt frastødende og skønt underholdende.

Anmeldelse: Den hvide rose af Olga Ravn

Titel: Den hvide rose
Forfatter: Olga Ravn
Gyldendal
356 sider (160 med skrift)
2016
Poesi

Vurdering: Jeg kan ikke give et præcist tal

Olga Ravns Den hvide rose består fortrinsvis af en mængde symboler, der hverken er tomme eller klart betydende: Der er den hvide rose, olie, græs, klud, fedt, hav, handske m.v.; alle er de ting, der går igen og som tydeligvis betyder noget, men hvad, det betyder, er svært at sige — måske mange ting på samme tid.

Bogen består af 160 nummererede digte, der alle er 5 linjer lange (når et digt er mindre end 5 linjer, fyldes de sidste linjer ud med "x"). De fleste står på bogens højresider og lader venstresiderne stå tomme, men nogle gange er et helt opslag tomt, mens et digt andre gange flytter over på venstre side. Det giver bogen en fornemmelse af at være inddelt i dele, selvom det ikke er ekspliciteret. Og det, at de fleste digte står på højre side med samme længde og tom venstreside gør (måske, måske ikke med vilje), at man (eller i hvert fald jeg) bliver fristet til at læse på horisontalt i stedet for vertikalt; at f.eks. lade femte linje i hvert digte henover en af bogens dele tilsammen blive et digt. Hvis man gør det lyder bogens første dels femtelinjedigt således:

blomstrer / blomstrer / blomstrer / som døden / blomstrer / at dø / som en cigaret / som et nedslidt spørgsmål / som en vrængen / rådden / en uset blomstring / det ønsker at prostituere sig / den hvide rose

Ja, okay, det er nok ikke meningen, at bogen skal læses sådan — men der opstår altså nogle ret fede digte af det! At der på grund af bogens højst mærkværdige form med kun 160 femlinjersdigte spredt ud over 356 sider opstår en helt anden måde at læse på — både den ovenstående, men også ved en mere "rigtig" læsning opstår der en langsommere og i hvert fald anderledes tilgang til digtlæsningen — er det, jeg er mest utvetydigt begejstret for ved Den hvide rose. Formen er nyskabende, vild og helt sin egen. Indholdet, derimod, ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Og med det mener jeg ikke, at jeg ikke kan lide det — jeg mener bogstaveligt talt, at jeg ikke ved, hvad jeg synes.

Digtene følger et jeg og et du. Umiddelbart læser man bogen som, at duet samtidig er "den syge", mens jeget er "plejeren" og "hjælperen", men hvis man ville, kunne man vel egentlig lade "den syge", "plejeren" og "hjælperen" være tre helt andre karakterer. Men i hvert fald: jeget plejer det syge du, og med sygdommen synes kærligheden også at svinde, fordi selve det at pleje den syge gør relation til et spørgsmål om pligt og lydighed frem for lyst og kærlighed. En lignende tematik kendes fra Amalie Smiths eminente I civil, hvor et forhold også bukker under for sygdommen.

Men det narrative forløb er på grund af, at alting er symbolsk uden tydelig mening, ikke helt til at få hold på. Hvordan hænger det f.eks. sammen med det hele, når digt nr. 34 lyder: "I havens mørke / fremstår haven / som et øje / roserne danner / en handske" eller digt 35: "Blomsten bøjer sig / mod gruset / den ønsker at mørknes / at blive klud / at svøbe hånden i en dødlignende søvn"? Det virker som om, at hånden og handsken burde være symboler, og at kendskabet til deres betydning ville gøre digtet klart, men det synes ikke muligt at tydeligt få dette kendskab. Sådan fungerer det meste af digtsamlingen: som små, kryptiske gåder uden løsning. Er det godt? Som sagt ved jeg det ikke. Jeg kan, uden mulighed for rigtigt at forklare hvorfor, synes, at digt nr. 51 ("Natvandet bærer et øje / i sit dyb / en hvid rose / jeg ser det er dig / du sænker mig fra broen") er lidt trælst, mens billedet i digt nr. 43 er ret vildt og sprogligt frodigt: "Mit øje er en blomst / en kjole af nælder / se! ud af den / våde blodige åbning / kommer en blomme".

De mange metaforer og symboler bliver på den ene side alt, alt for meget — men på den anden side er de digtenes grundlæggende motor og sættes ofte ret skønt sammen. Hvad skal jeg mene om helheden? Jeg ved det ikke. Det kan jeg egentlig godt lide.

Anmeldelse: Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar

Titel: Kejser Hadrians erindringer, originaltitel: Mémoires d'Hadrien
Forfatter: Marguerite Yourcenar
Oversætter: Karl Hornelund
Rosinante
286 sider
Oprindeligt udgivet 1951, denne oversættelse 1954, denne udgave 2018
Historisk roman

Vurdering: 6/6

Sikke en lykke at have fået lov til at læse denne bog! Kejser Hadrians erindringer er ud over det sædvanlige velskreven, rørende og indsigtsfuld. Dét her er stor litteratur og en af de bedste romaner, jeg længe har læst.

Hadrian, der levede 76-138 og var romersk kejser 117-138, skrev måske selv sine erindringer, men i så fald er de gået tabt. Men man skulle næsten tro, at Marguerite Yourcenar har fundet et for omverdenen ukendt manuskript og udgivet det som roman i eget navn, for hun er lykkedes med at leve sig ind i kejser Hadrian så grundigt og troværdigt, at det minder om den ægte vare.

Romanen er skrevet som et brev fra den aldrende, vattersot- og gigtplagede Hadrian til adoptivbarnebarnet Marcus Aurelius, der skulle blive romersk kejser 161-180 (imellem dem var den lidt mere ukendte Antonius Pius). Bogens første del er præget af Hadrians livskloge tanker om eksistensen og er en rørende og perspektivrig eksistentiel traktat, der kort og fyndigt får beskrevet det helt grundlæggende ved at være menneske. Det er imponerende prosa. Dernæst begynder bogen i højere grad at beskæftige sig med erindringerne og kommer forbi forskellige genrer: den centrale er fyrstespejlet, for erindringerne er som sagt skrevet til den kommende kejser, der her må lære af Hadrian, hvordan man opretholder fred i Romerriget. Men selvom romanen her kunne være tung af den vældige mængde research, Yourcenar har gjort, synes jeg aldrig, det bliver tilfældet; for erindringerne tegner ikke kun et portræt af en politiker og kejser, men først og fremmest af et menneske; fyrstespejlet er på samme tid dannelsesroman. Det er længe siden, jeg har læst noget, hvor jeg har følt, at jeg efter endt læsning kender hovedpersonen så godt, som jeg nu kender Hadrian.

Det skyldes også, at der midtvejs tages en pause fra fyrstespejlgenren og romanen i stedet bliver en kærlighedshistorie. Den historiske Hadrian grundlagde en by i Egypten med navnet Antinoë efter hans ven og elsker Antinoos var druknet på det sted. Det gør Yourcenar til en smertelig og smuk fortælling, der vrider læserens hjerte, som var det en karklud.

Alt dette er pakket ind i et sprog ud over det sædvanlige; den døende kejsers melankoli, men også livsklogskab og erindringskraft, skinner igennem hver eneste sætning. Sådan her beskrives f.eks. alderdommens indtog i kejserkroppen:

Jeg havde altid levet i god forståelse med mit legeme; jeg havde stiltiende regnet med dets føjelighed og styrke. Denne inderlige forbindelse begyndte at opløses; mit legeme var ikke længere et med min vilje, med min tanke, med det jeg, kejtet udtrykt, må kalde min sjæl; den førhen så intelligente kammerat var nu kun en slave, der modvilligt gør sit arbejde. Mit legeme frygtede mig; jeg følte dunkelt, men bestandig en frygt i mit bryst, en sammensnøring, som endnu ikke var smerte, men det første skridt mod smerte. [...] Efter dagens langvarige strabadser satte jeg mig, som man falder; at stå op for at modtage Rufus eller Severus var en anstrengelse, jeg længe i forvejen måtte forberede mig på; mine albuer hvilede tungt på stolens armlæn; mine lår rystede som hos en udmattet løber. Den mindste bevægelse føltes som en byrde, og livet bestod i disse byrder.

Men ikke nok med at karaktererne er bundtroværdige, levende og runde, at historien er spændende og rørende og at sproget er detaljerigt velskrevet og empatisk observerende; samtidig er bogen, som nævnt, livsklog. Flere gange følte jeg under læsningen, at der blev sat ord på nogle ting, jeg aldrig havde tænkt over, men som var instinktivt sande. Tag f.eks. denne sætning, hvor Hadrian overvejer, om en vis Lucius skal udpeges til hans kejserlige efterfølger:

Jeg betragtede hans liv, og min mening om ham ændredes konstant, hvilket næsten kun er tilfældet med de mennesker, som står os nær; de andre nøjes vi med at bedømme mere summarisk og en gang for alle.

Jamen det er da sandt, det kan jeg genkende — hvorfor har jeg aldrig set ord blive sat på den erfaring før?

Kejser Hadrians erindringer er en bog af den slags, der er så god, at den bekræfter én i, at livet alligevel er godt; en verden, hvor denne roman eksisterer, kan ikke være helt igennem ond. Ja, okay, det er store ord, men det er det, den helt store litteratur kan; blive del af éns helt nære vennekreds, glædes- og meningsgivende, som var det et menneske.

Anmeldelse: Digte 04-09 af Lars Skinnebach

Titel: Digte 04-09 (indeholder I morgen findes systemerne igen, Din misbruger og Enhver betydning er også en mislyd)
Forfatter: Lars Skinnebach
Gyldendal
123 sider
2011
Poesi / hybrid

Samlet vurdering: 5/6

I morgen findes systemerne igen

Vurdering: 5/6

Det næstsidste digt i Lars Skinnebachs I morgen findes systemerne igen hedder "Eventyr" og er noget af det smukkeste og mest rørende, jeg længe har læst. Det er en bittersød fortælling om et jeg, der vender tilbage til sin kæreste og registrerer skønheden i verden omkring sig, om end det trykkende samfund omkring dem skurrer:

Vi går i gaden i tynde trøjer // og er fulde, glem ikke vinden, og skyerne der slæber sig en pukkel til / de ligner identiteter og regnen under lygtepælene // som hestehoveder, der fnyser, må man ønske, når de fnyser? / Der er så meget regn, den taler for sig selv, sådan // lyder det, hør, radioen om morgenen, vejrudsigter og retssalene / frikender en selvmorder, nysne, mine ører knaser, mørket // er lige vågnet, sindet, der stadig driver ind over land / og kaster skygger, kan man straffe de døde? Jeg ønsker // at vi altid skal være sammen, sommervarmen, søerne og havet / din ryg der bøjer sig fremover i sengen, hvad ønsker du // vil du spørge, dit køn og blæsten der trækker i dørene, i ansigterne / de døde som besøger os om natten, om dagen, vi spiller // spil og griner og de tynde træer i parkerne forskanser os / mod verden og bilerne som kører ind og ud af verden // og du ser at skyerne trækker sig sammen, betyder det noget?

Dette "Eventyr" om ægteskabelig lykke i en lille tosomhedsboble er måske især så godt, fordi digtsamlingen indtil da består af fragmentariske digte ála Mikkel Thykier, Majse Aymo-Boot, Anders Abildgaard eller Andreas Pedersen (eller Abildgaard og Pedersen er vel rettere dem, der minder om Skinnebach), hvor usammenhængende sætninger hober sig op inden for forskellige kategorier: dem, der bare lyder godt, de samfundskritiske zingers, de skønhedsregistrerende, de private. Så kan det lyde både sådan her:

Mennesket / er en svulst der først nu begynder at forstå / den er en sygdom

… og sådan her:

Og nu, når vi kommer frem og jeg lægger øret til din navle / taler vi hele natten. Ulovlige sommer! Jeg kaster guld efter dig / mens du drukner. Der er sætninger som brænder / langt ind i efteråret.

Det virker på en måde som om, at det (næsten) afsluttende "Eventyr" er et slags centripetalpunkt for disse fragmenter af på den ene side uforståelig skønhed og letforståelig anarkistisk samfundskritik. Derfor synes jeg, der er en skam, at samlingen slutter med det aldeles undværlige digt "Besværgelser", der bliver for bittert og for langt fra den skønhedsbesyngende poesi, der tidligere i digtsamlingen dannede et grundlag, der gjorde samfundskritikken u-træls. Men det er en mindre kritik til en digtsamling, der begynder så vildt:

Så føl dig frem, min skeløjede ven. Landsbyen, du kom til / er abstrakt og formiddagen. Naboen hælder varmt vand / over bilens rude, du vågner med et åbent sind

Din misbruger

Vurdering: 3/6

De første fire dele af I morgen findes systemerne igen er blevet kaldt polyfone, selvom Lars Skinnebach angiveligt ikke selv synes, de er det. Men under alle omstændigheder synes de sammensatte, som nævnt fragmentariske. Men fragmenterne står alligevel som hele, selvstændige sætninger — spørgsmål, udsagn, metaforer — med punktum før og efter. Det giver en særlig rytme, der får polyfonien til at hænge sammen til at fragmentarisk hele, der i sin uforståelighed er meget smukt.

Desværre synes jeg ikke, uforståeligheden fungerer lige så godt i Din misbruger. Her er fragmenterne på en måde ikke længere fragmenter; nærmere virker digtene som totalt usammenhængende og surrealistiske monologer. Et digt starter f.eks. sådan her:

Du har udsultet deres børn / deres lange tålmodighed er faldet i kampen / mod vest vi vandrer, kammerater / kom nu, det er så gråt, vejret / og udåndingen generer os ikke længere / end hertil, jeg er illusionsløs / i dag, i morgen og senere / fik vi arbejdet, bare tre linjer der / må jeg skrive til dig, kan du tåle det / min elskede, elskede i det her / øjeblik voksede verden sig grovere / og jeg måtte tage en andens hus / i det uendelige, nej, nej / de siger, siger fællesskab, siger du, de / ejer din røv resten af livet

Jeg er hægtet af. Jeg forstår ingenting. Og uforståelighed er selvfølgelig ikke negativt i sig selv, men den skal gerne bestå af noget fedt, noget der sprogligt lyder godt, gode metaforer, god rytme osv., hvilket I morgen findes systemerne igen gør. Men jeg synes ikke, at Din misbruger når nær samme niveau; her er mange af metaforerne meget mere ukonkrete og abstrakte, som om der kun er billedled og intet realplan. Øjet bliver hægtet af af de mange udsagn og billeder; det her er mere surrealisme end sprogdigtning, tror jeg. Og derfor er der længere mellem snapsene: Din misbruger indeholder en del gode formuleringer, men ofte — hvis man må synes det om en digtsamling — er den sgu lidt træls.

Enhver betydning er også en mislyd

Vurdering: 5/6

Jeg er en stjerne. Jeg opfatter mig selv som en stjerne. Jeg bor i lysende huse. I lystbådehavnen vugger masterne som metronomer og så videre, et sort hav. Det var nat og det er nat. De druknede flyder i min hjerne. Det må du høre, det skal du høre, hør, min far tog ud for at drukne sig, tog båden ud og ville ikke komme hjem.

Sådan begynder teksten "Erindring". Hvis Danmark ikke ligger under havoverfladen om 100 år, forestiller jeg mig, at der stadig skal undervises i dansk i gymnasiet og at en stakkels dansklærer skal finde ud af at undervise sine elever i 00'ernes danske litteratur i løbet af kun en enkelt lektion. Kære fremtidige dansklærer, Lars Skinnebachs "Erindring" er teksten, du skal bruge. Den er både tidstypisk for et årti med autofiktion, sprogdigtning og en på samme tid distance og større patos, og så er det en helt usædvanligt god tekst, det bedste i alle de tre digtsamlinger af Lars Skinnebach, jeg har læst, og sikkert også den bedste traumeerindring i 00'ernes danske litteratur, selvom det var et meget populært tema.

Enhver betydning er også en mislyd er endnu mere usammenhængende end I morgen findes systemerne igen og Din misbruger, idet de enkelte dele er endnu mere forskellige; men samtidig er den mere sammenhængende, fordi delene har det til fælles, at de hver leger med og undergraver en genre — romanen, digtet, erindringen, popsangen osv.. Den højnede variation er glædeligt for denne læser, der nogle gange godt kan gå lidt død i de fragmentariske uforståeligheder (som anmeldelsen af Din misbruger ovenfor vidner om), men samtidig elsker netop disse digte i overskuelige mængder. Og så er Skinnebach altså bare i hopla i næsten hver eneste tekst, om det så er denne "Kritik af digtet":

Hvis jeg skal opgive subjektet, det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive navneordene: / Hvis jeg skal opgive grammatikken: / Hvis jeg skal opgive vellyden: / Hvis jeg skal opgive gentagelsen: // der er luftigt fra de mytologisk nok / set i stå at kom fra dengang / med det hurtige mellem tusind drikker sig fulde

... eller i dette klip fra "Katalog":

5.1 Når vi råber i skovene bliver din ånde sort og våd // 5.2 Endelig fri af det besynderlige kvindemenneske, der vil æde min lever på min vej til bror måne, han lyser, han bor i lysende huse og har inviteret mig, den lysende gæst til at bringe ham sæd og adspredelse // 5.3 Tal med en anden, betro dig til en anden / jeg gider ikke dit selskab // 5.4 Gå kun udenfor i den dræbende regn! // 5.5 Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig? Fortæl mig det

Skinnebach er som en underligere og mere vred Majse Aymo-Boot, og om man synes, at det er godt eller ej, kan man ikke nægte, at det er vildt, nyskabende og eksperimenterende — og altså på den fedeste måde, synes jeg. Enhver betydning er også en mislyd fik Montanas Litteraturpris 2009, som netop gives til litteratur, der er fornyende. Det kan være svært at komme i tanker om en forfatter, der passer bedre til den beskrivelse end Lars Skinnebach med sin opmærksomhed på konventioner — sproglige, grammatiske og formmæssige såvel som tematiske — og hvordan man bryder dem. Her til sidst et "Appendiks", hvor han er mere politisk end i de ovenfor citerede:

Det største problem i at afværge / klimakrisen, bortset fra / at den er uafværgelig, er at / og allerede indtruffet, holde opsyn / med det personlige forbrug / en stille afbrænding i en forstad / et sted, regner det / med syre, skyder nogen nogen / i en kunstig skov, bliver / drabet nostalgisk, den menneskelige / blafren i mit hjerte, jeg tror ikke / på organer eller jegets / autoritet. At køre bil er at / indsætte sig selv i fiktionen, et hus / det lysende hus, huset / brænder og vi elskede, de elskede

Hvad er der ikke at elske ved det stakåndet indskudte "og allerede indtruffet", altså ud over det, at klimakrisen allerede er indtruffet? (Og så kan man vist også godt se, hvem Theis Ørntoft havde som underviser på Forfatterskolen).