Anmeldelse: Aeneiden af Vergil

Titel: Aeneiden
Forfatter: Vergil
Oversætter: Otto Steen Due
Illustrationer: Peter Brandes
Gyldendal
382 sider
Oprindeligt udgivet 19 fvt., denne oversættelse 1996, denne udgave 2007
Episk digt

Vurdering: 6/6

Nogle oversættere er så gode, at det giver mening at læse alle deres oversættelser på samme måde som man læser et helt forfatterskab. Det gælder f.eks. Rigmor Kappel Schmidt, der oversætter fra spansk, Karsten Sand Iversen, der bl.a. oversætter fra norsk, engelsk og tysk, Niels Brunse, der oversætter fra tysk og engelsk, og Otto Steen Due. Otto Steen Due (1939-2008) oversatte fra oldgræsk og latin og gjorde det helt eminent. Når jeg kritiserer oversætteren Niels Møller i min anmeldelse af Aischylos' Perserne, skyldes det nok bl.a., at jeg er blevet forvænt af at læse Otto Steen Dues oversættelser af Homer og Sofokles - og nu Vergil. Due er i stand til både at ramme heksametrets rytme perfekt og vælge ord, der klinger pissegodt sammen, ofte med masser af bogstavrim og ordvalg, der udvider enhver læsers kendskab til (og værdsættelse af) det danske sprog. Tag f.eks. dette stykke, hvor Juno (Hera) besøger vindguden Aeolus (ham med posen i Odysseen):

Sådant tumled Gudinden med i sit flammende hjerte, / og gik til bygernes bygd hvor storme vokser sig vilde, / Aeolus' ø, hvor vindenes drot i sin vældige grotte / holder den stridige storm og den hylende kuling i ave, / kuer dem under sin magt og holder dem lænket og fængslet. // Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter, så hele / bjerget brummer derved. Kong Aeolus troner på slottet, / holder sit scepter i hånden og dæmper orkanernes vrede. / Ellers kasted de sig over have og lande og himlens / højder, rev dem i stykker og fejed dem bort gennem luften.

Med de to-tre ord latin, jeg fik lært i gymnasiet, har jeg ingen chance for at vide, hvor præcis denne oversættelse er. Men god, det er den. Hør bare: "bygernes bygd", "stridige storm", "Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter"! Wauw. Og sådan er hele bogen, samtlige 382 sider er oversat til det vildeste, skønneste dansk.

Men ikke nok med at Otto Steen Due er god. Det er Vergil også. To ting hæver Aeneiden over Iliaden og Odysseen: For det første bliver Aeneiden aldrig kedelig. Både Iliaden og Odysseen kan godt blive lidt langtrukne; i Iliaden er der det ene slag efter det andet, som godt nok er vilde og voldsomme og velskrevne, men alligevel synes at fortsætte i en uendelighed. Og i Odysseen er der det ene eventyr efter det andet, som godt nok er fantasifulde og farlige, men alligevel synes at forsinke det klimaks - bueskydningskonkurrencen - vi alle glæder os til. Aeneiden bliver aldrig rigtig langtrukken, og det skyldes først og fremmest, at Vergil er en rigtig Homer-fanboy. Faktisk synes Aeneiden at have en hel del af de karakteristika, som i dag kendetegner fanfiction: der er konstante callbacks til Homer (Aeneas kommer forbi kyklopernes ø, vi hører lidt mere om Kirke, og så er der selvfølgelig det, at Aeneas selv jo stammer fra Troja, hvilket giver Vergil muligheden for at skrive en masse om Iliadens helte) og Aeneiden er grundlæggende en fortsættelse til Iliaden, hvor trojaneren Aeneas bliver Roms grundlægger (og vi får også lige med, at trojanerne et par generationer før det faktisk stammer fra Italien) - det svarer til, at jeg skrev en fanfiction om, at Frodo og Sam faktisk var fra Vestjylland. Men det rigtigt geniale ved Vergils tilbedelse af Homer er, at Vergil ikke bare vil skrive fanfiction på Odysseen og ikke bare vil skrive fanfiction på Iliaden, men på dem begge to. Derfor er de første 6 sange i Aeneiden en slags Odyssé, hvor Aeneas kommer ud for fantasifulde eventyr på vej "hjem" fra Troja, mens de sidste 6 sange er en slags Iliade, hvor der, da Aeneas endelig har fundet et godt sted at grundlægge Rom, udbryder krig med masser af fed vold til følge. Odyssé-delen når aldrig at blive langtrukken, for den er kun halvt så lang som Odysseen, og det samme gælder Iliade-delen: der er en afveksling mellem to slags historier, der holder Aeneiden frisk hele vejen igennem.

Det var så den ene grund til, at Aeneiden er bedre end Homers eposser. Den anden er, at Vergil er i stand til at fremskrive ægte, rørende følelser. Homer skriver gode historier, men Patroklos' død får ikke ligefrem denne læser til at græde - nærmere glæder jeg mig til det voldsorgie, hans død fører til. På samme måde sørger jeg heller ikke over de besætningsmedlemmer, Polyfemos sætter til livs - de er kun plotelementer i en dødspændende fortælling. Men Vergil finder de store følelser frem i sin fortælling. I anden sang beretter Aeneas i førsteperson om Trojas fald: hvordan træhesten viser sig at være fyldt med grækere, og hvordan Aeneas kæmper gævt mod dem. Efter nogle forviklinger indser Aeneas, at han er nødt til at flygte sammen med sin familie, og han løber af sted med sin lille søn på armen - og så står der:

Jeg, som før ikke skræmtes af lanser der slyngedes mod mig, / eller af Grækerne når de gik frem i tætte geledder, / fyldes af skræk ved hvert pust, ved den mindste raslen i løvet, / bange for byrden jeg bar, og den lille jeg havde i hånden.

At alt det mandebrovtende mod og krig og vold, sangen starter med, pludselig slår om i denne skrøbelige faderkærlighed, synes jeg altså er ret rørende. På den måde finder Vergil andre følelser end bare den maskuline selvhævden i sine karakterer. Det sker især, da Aeneas og Dido af Kathargo (i det nuværende Tunesien) forelsker sig i hinanden: Aeneas' skæbne er at rejse videre til Italien for at grundlægge Rom, så kærlighedsforholdet er dødsdømt fra starten. Hvad det fører til, skal ikke spoiles her, men denne ulykkelige kærlighed fik mig faktisk til at græde, sådan rigtigt, med tårer og det hele - det kan jeg ikke huske, hvornår en bog sidst har fået mig til (måske var det The Fault in Our Stars, da jeg var 15).

Men det er selvfølgelig ikke følelser det hele. Som en rigtig Homer-copycat er Vergil vild med vold. Han har et slags røntgensyn, når han beskriver drabene, som om det var fatalities i Mortal Kombat - her dræber Pallas to stakler:

Først i hans [Pallas'] vej kom Lagus, bestilt af sin umilde skæbne: / han var i færd med at rykke en blok op af sandet, da Pallas / drev ham sin lanse ind i ryggen hvor hvirvlerne skiller / brystkassens sideben ad: Den sad i hans knogler, men Pallas / flåed den løs. Og Hisbo kom ikke, som han forvented, / uset over ham. Thi som han angreb hidsigt, dumdristig / over den grusomme død hans ven havde fået, tog Pallas / mod ham og skjulte sit værd i hans harmopsvulmede lunge.

Eller hvad med dette blodige drab: "En sten slog han Thoas i synet: / Ansigtets knogler blev splintret i hjernens blodige masse." Wauw. Det er endnu federe end 300. Men igen viser Vergil sig som mere end bare brovtende smadreforfatter. Til sidst i tiende sang går kampscenerne hen og bliver helt rørende - på hvilken måde skal ikke spoiles her, det er jo trods alt hen mod slutningen af bogen.

En enkelt sidste overvejelse skal med: jeg læste Iliaden og Odysseen i paperbackudgaven, hvor Otto Steen Dues ledsager (dvs. fodnoter) er med. Aeneiden har jeg læst i hardbackudgaven, og der er ledsageren en bog for sig - som jeg ikke har. Denne hardback er nok den smukkeste bog, jeg ejer - der er smudsbind og illustrationer af Peter Brandes trykt i farve, god papirkvalitet og hele molevitten. Jeg tror måske, det har højnet min læseglæde ikke at have ledsageren. Selvom de er velskrevne og gjorde mig meget klogere på Iliaden og Odysseen, kan man også hurtigt få så travlt med at læse noter, at man helt glemmer at lade sig rive med af fortællingen. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt må få læst Iliaden og Odysseen uden ledsager og Aeneiden med, så jeg både kan få den gode læseoplevelse og Otto Steen Dues intelligente baggrundsviden til alle tre bøger.

I over 2000 år har man diskuteret, om Homer eller Vergil er bedst. Selvom den mest populære holdning for tiden vist er Homer, må jeg efter endt læsning af Aeneiden bekende mig til Vergil. Sikke dog en vild og velskrevet fortælling - og sikke dog en oversættelse!