Anmeldelse: Saga of the Swamp Thing Book Four af Alan Moore

Titel: Saga of the Swamp Thing Book Four
Forfatter: Alan Moore
Tegnere: Stephen Bisette, John Totleben, Stan Woch, Rick Veitch, Alfredo Alcala, Ron Randall, Tom Mandrake
Vertigo / DC Comics
221 sider
Oprindeligt udgivet 1985, denne udgave 2010
Tegneserie / Fantasy / Gyser / Superhelte

Vurdering: 5/6

Meget groft tegnet op kan superheltetegneseriehistorien inddeles i to perioder: før Alan Moores Swamp Thing og efter Alan Moores Swamp Thing. Før Alan Moore tog roret på DC's Swamp Thing i perioden 1983-87, var superheltetegneserier groft sagt noget børnevenligt med pangfarver, helte og skurke og en lykkelig slutning. De var godkendt af censurinstitutionen Comics Code Authority (CCA), så der var ingen blod og sex. Da Alan Moore overtog Swamp Thing, der i sin tid var skabt af Len Wein og Bernie Wrightson, blev det den første superheltetegneserie til at droppe det med at leve op til CCAs krav - og det blev en bragende succes. Snart skulle alle superhelte være lige så seriøse og mørke og uhyggelige som Swamp Thing, hvilket ikke altid er en god ting - der går en lige linje fra Alan Moore til Zack Snyders forfærdelige Batman v. Superman-film. Som alle andre genrer afhænger kvaliteten ikke af, om man lever op til genrekravene, men om forfatteren er god - og det er Alan Moore.

Moores Swamp Thing-tegneserier er opsamlet i seks bind, hvoraf jeg nu er kommet til det fjerde. Dette bind byder både på små standalone-historier og en gennemgående historie, der startede i tredje bind, med titlen "American Gothic". I disse fortællinger tager John Constantine Swamp Thing med rundt til forskellige hjemsøgte steder i USA - der sker uhyggelige ting, og så løser Swamp Thing problemerne så godt, han kan. Her i fjerde bind viser det sig så, at alle disse hjemsøgelser er del af et overordnet komplot om at fremtvinge apokalypsen, og det må Swamp Thing hellere skynde sig at forhindre. Det trækker op til the final showdown, men som altid i superheltetegneserier er der intet final over det - næste måneds blad skal jo også kunne sælges. Tricket er at give læseren følelsen af, at der sker noget stort, som ændrer alting - og så alligevel i næste måneds blad vende tilbage til status quo. Det er lidt irriterende, men også fair nok, så længe det er så velskrevet, som når Alan Moore svinger pennen.

Det bedste ved Swamp Thing er dog standalone-historierne. I det første blad opsamlet her i bind fire, finder en aldrende hippie en frugt, der er vokset på Swamp Thing. Han tager den med hjem. I løbet af dagen dukker to mennesker op, der vil købe syre fra ham - den ene for at give det til sin kræftsyge, døende hustru, den anden for at trippe selv. Men hippien har intet på lager - udover den mærkelige frugt, som han giver dem. Den døende kvinde får det vildeste, skønneste trip, mens den anden, der viser sig at være et småkriminelt røvhul, får verdenshistoriens værste trip. Da hippien dagen efter hører om hændelserne, kommer han frem til, at frugten må give gode mennesker gode trips og dårlige mennesker dårlige trips. Tør han prøve selv? Stoler han nok på sin egen godhed til at spise af frugten?

Det er da en fin historie, og selvom det kan lyde lidt fjollet, får Alan Moore gjort den ret rørende med sin vanlige indlevelse. Den slags små dramaer om rigtige mennesker er lidt bedre end det helt store godt mod ondt-opgør, som det slutter med. Men godt mod ondt er nu også sjovt. Jeg var i hvert fald dejligt underholdt hele vejen igennem.

Alan Moores Swamp Thing er et must for tegneseriefans. Hvis ikke du er så vant til tegneserier, skal du måske starte et andet sted i Moores forfatterskab: hvorfor ikke Watchmen, eller hvis du ikke gider superhelte, From Hell.