Anmeldelse: Pan af Knut Hamsun

Titel: Pan. Af løjtnant Thomas Glahns papirer
Forfatter: Knut Hamsun
Forlag: Gyldendal
186 sider
Oprindeligt udgivet 1894, denne udgave 2014
Roman

Vurdering: 6/6

Jeg kan godt lide store følelser i afdæmpede sammenhænge. Store følelser i stormombruste sammenhænge kan hurtigt blive lidt fjollede, men når vi, som i Pan, bare har at gøre med en mand, der går ensomt rundt i skoven og føler skoven, så er jeg med. Både når det gælder de afdæmpet store følelser (hvis sådan et oxymoron giver mening), som her:

Mens jeg spiste lå jeg paa den tørre Mark. Det var stille udover Jorden, kun et mildt Sus af Vejret og en og anden Fuglelyd. Jeg laa og saa paa Grenene, som vajed sagte i Lufttrækket, den lille Vind arbejded med sit og bar Blomsterstøv fra Kvist til Kvist og fyldte hvert uskyldigt Ar; hele Skogen stod i Henrykkelse. En grøn Bladorm, en Maalerlarve, vandrer efter Enderne langsad en Gren, vandrer ustandseligt, som om den ikke kan hvile.
Den ser næsten ingenting, skønt den har Øjne, ofte staar den ret opad og føler i Luften efter noget at støde mod; den ser ud som en Stump grøn Traad, der syr en Søm med langsomme Sting henefter Grenen. Til Aften er den kanske kommet did, hvor den skal hen.

... Og når det gælder de mere vildtbankende store følelser, men stadig i tyste omgivelser, som her:

En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge, i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Træerne, for Taushedens søde, enfoldige Vellyd mod mine Øren, for grønt Løv og gult Løv! En Skaal for den Livets Lyd, jeg hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger paa Struben og sigter og bereder sig til Spranget paa en Spurv i Mørke, i Mørke! En Skaal for den miskundelige Stilhed paa Jorderig, for Stjærnerne og for Halvmaanen, ja, for dem og den! ... 

Disse nervøst sitrende og dog euforiske linjer minder jo ret meget om noget, man kunne støde på i Turgenevs Forårsbølger, men Hamsun gør det endnu bedre, synes jeg, fordi de dramatiske følelsers kontekst er mindre dramatisk end hos Turgenev. Det skal ikke forstås sådan, at der ikke er nogen handling i Pan, men rettere sådan, at det er alt det, der omgiver handlingen - de ensomme vandringer i naturen - som gør handlingen god. Løjtnant Thomas Glahn er flyttet ud i en lille jægerhytte i skovbrynet, hvorfra han driver rundt i naturen. I det lille landsbysamfund, hans hytte ligger lidt uden for, forelsker han sig i en kvinde, mens en anden kvinde forelsker sig i ham. Edvarda, som han forelsker sig i, er en kompliceret kvinde, der ikke tør binde sig, men er eftertragtet af mange mænd. Eva, der forelsker sig i Glahn, er noget simplere i sin tilgang til kærligheden, hvilket også gør hende til et let offer. I trekants- firkants-, eller nok bare mangekantsdramaet, der opstår, bliver der afdækket en masse seriøst giftige relationer og manglende evner til at håndtere egne (og andres) følelser. Det er beskrevet på en måde, så man sympatiserer med alle og ingen, i én kompleks masse af sårede følelser. Men dette bliver aldrig for meget - som sagt, fordi det altsammen indkapsles af ensomheden i skoven, de smukkeste naturbeskrivelser.
Der er ingen dueller eller rendyrkede femme fatales; der er små fejltrin og uopfyldte håb, som bearbejdes uden meget held blandt vildtet og træerne i den dragende skov. Dét, at dramaet både er nede på jorden og konstant intenst følelsesladet, gør Pan til en både meget emotionel og meget skøn læseoplevelse. Sproget er en nydelse i sig selv og mættet med Glahns bekymringer og dumheder bliver det kun bedre endnu.
Det er selvfølgelig svært at læse Hamsun uden en snigende frygt for at blive manipuleret med, når nu han senere hen viste sig at være nazist af værste skuffe, men mon ikke det kan gælde for både Sult og Pan, at de ganske enkelt er gode bøger, uanset politisk overbevisning.

Anmeldelse: Efter solen af Jonas Eika

Titel: Efter solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
159 sider
2018
Noveller / Science fiction

Vurdering: 6/6

(Note: Jeg har efter en genlæsning anmeldt Efter solen mere udførligt her: https://pristjek.org/2020/12/04/jonas-eikas-efter-solen-er-bade-det-vigtigste-og-det-bedste-der-er-sket-i-dansk-litteratur-i-d-21-arhundrede/ )

De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:

Jeg kunne mærke kropsvarmen, ikke kun fra dem der stod tættest på mig, men som en ensartet sky som alle i publikum producerede og var indeholdt i.

Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:

Antonios knogler forvitrede, sådan føltes det, som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid. Han gik med langsomme, afkortede skridt, omhyggelig med at løfte fødderne for ikke at falde over en sten eller rodnettet efter en udtørret saltbusk. Hans knæ knasede og sendte en kalket smerte op i hofterne.

Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:

Dér var bjergene sorte i deres egne skygger, himlen over dem stadig orange mellem grålilla skyer, og bagved begyndte endnu en steppe flankeret af bjergkæder løbende parallelt fra nord mod syd.

På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:

Hun ville stå og læne sig op ad muren ved siden af indgangen, støde fra med skuldrene og komme folk i møde som de ankom.

"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.

Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.

Anmeldelse: Tragedie plus tid af Kenneth Jensen

Titel: Tragedie plus tid
Forfatter: Kenneth Jensen
Forlag: Antipyrine
64 sider
2015
Kortroman / Socialrealisme

Vurdering: 4/6

Socialrealisme er så småt blevet en så glemt genre, at den nu er avantgarde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor det bliver nævnt, hvad folk stemmer, men det er et tilbagevendende element i Kenneth Jensens korte, lille sag, Tragedie plus tid, f.eks. her:

Karsten er kommet til inde fra administrationen, han er salgsassistent, salgschefen Torbens højrehånd, mellemleder og lus mellem to negle: ledelsen og os, ham føler jeg med, han burde være socialdemokrat men stemmer på Venstre, han vil noget, og det er tydeligt, at hvor han er nu, er bare et trin på stigen, ellers ville han ikke finde sig i måden han bliver behandlet på, hvad ved jeg, jeg kender ikke hans grunde, jeg ved kun kød, kød og kød, og nu skærer de heldigvis ikke flere pistoler i dag, nu skærer de vinger.

Jegfortælleren arbejder på vakuumpakkeriet på et slagteri, men senere i bogen hører vi også om, hvordan han en overgang har arbejdet på et dambrug og arbejdet med får. Det foregår i et miljø, hvor man(d) bliver nedslidt inden man er pensionsmoden, lønnen er dårlig, alle er alkoholiserede og arbejdsopgaverne til tider er lyssky. F.eks. her, hvor SuperBest-skandalen (det med, at de ompakkede gammelt kød - SuperBest har siden skiftet navn til Meny, så er du advaret) bliver bevidnet på førstehånd:

Karsten ruller ind med to paller al for fed småkød til fars, som Superbest har returneret sammen med beskeden, at så ku vi ha pakket det ordentligt fra starten. Det skal blandes med friskt kød fra i dag, og det gerne lidt tjept, da Superbest står og skal bruge det. Vi protesterer kraftigt, kødet er fjorten dage gammelt, øjnene løber i vand, når vi sprætter poserne op, det stinker, desuden var den dags produktion så fed, at vi ku ikke ha pakket det anderledes. Karsten går op og forlader vakuumpakkeriet. Lidt efter dukker Torben op med næseklemmer, han er vred.

Bogen består af den slags små tekster - f.eks. er det ovenfor citerede om ompakningen en side lang og er en tekst for sig. Tempoet i sætningerne er ofte skruet i vejret med sætninger, der bevæger sig over en hel side, tit er en enkelt tekst kun én sætning lang, som dette erindringsglimt:

På gården hos farmor og farfar, på den smalle gang mellem de tomme trug, kan kun lige netop holde mig fri af køerne, der slynger deres tunger ud efter mig, så det smælder i luften.

Det er seriøst velskrevne glimt, vi har at gøre med, og det er jo det vigtigste. Socialrealismens rolle er i disse år overtaget af krimierne, for vi er åbenbart ikke i stand til at læse om det arbejdende folk, hvis ikke de bliver lemlæstet på kreative måder. Derfor er det vigtigt, at den ganske enkelt velskrevne litteratur slår tilbage som her med tekster, der for det første ikke er bange for at beskrive arbejdere som mennesker, for det andet er helt nede på jorden realistiske, og for det tredje er, som sagt, velskrevne. Det er virkelig mennesker, vi har at gøre med her, og der er ikke en maskulin frygt for at indrømme det; allerede fra side 1 får vi at vide "at der ikke er nogen der kan aflive 100 køer om dagen uden at det sætter sig".
Tragedie plus tid er som bekendt lig med komedie, og på en eller anden måde er der også noget sjovt i den nærmest groteske underklassehverdag, hvor man skal myrde de millionvis af levende væsner, vi vælger at spise uden nogensinde at have så meget som set dem i levende live. Den nedslidning, både fysisk og psykisk, der er forbundet med at holde menneskenes basale behov for mad ved lige har vi udliciteret til underbetalte, ressourcesvage akkordarbejdere, og med den distance, som Jensens letflydende, lange sætninger kan give i deres formfuldendthed, er der en slags absurd morsomhed i det.
De andres liv bør beskrives i litteraturen, og også i bøger, hvor de ikke bliver myrdet. Derfor er det godt, der er romaner som Kenneth Jensens og, uden at have læst den udgivelse, vil jeg også tillade mig at mene, at det er godt, at bogen her er genudgivet i en udvidet form - som roman frem for kortroman - på Gyldendal under titlen Tragedie plus tid gange ni, hvor jeg forestiller mig, den må have fundet nogle flere læsere.

Anmeldelse: Amduat. En iltmaskine af Harald Voetmann

Titel: Amduat. En iltmaskine. Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III's grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus
Forfatter: Harald Voetmann
Forlag: Gyldendal
108 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

Med forbehold for, at der findes massive mængder af god litteratur, jeg ikke har læst, vil jeg tillade mig at kalde Harald Voetmann den bedste nulevende danske forfatter, eller i det mindste den bedste nulevende danske romanforfatter. Derfor havde jeg store forventninger til hans debut som digter, Amduat. En iltmaskine. Forventninger, som heldigvis er indfriet.
I Amduat sammenskriver Voetmann sin fars død med et ægyptisk sagn, der er skrevet på væggene af Tuthmosis III's grav. Når Tuthmosis trækkes over nattehimlen, bliver faderen flyttet ind på en anden stue. Det kan lyde sådan her:

Anden time / Gummihjul snurrer over akrylfloden. / Din sengehest, dit overmundsgebis / trækker slæbetovet, svedende og stolte. / I sivene langs flodbredden ligger / døde på lur og titter ud på natbådens / færd og på dens hærgede guddom / sunket sammen under tæppet, hvæsende / lungepibende, klynkende af angst.

Digtene er skrevet i Harald Voetmanns karakteristiske, bastant storladne, arkaiske sprog, der, hvis man er til den slags, måske kan beskrives som muskuløst. Her f.eks. den måske bedste beskrivelse af en solnedgang, jeg har læst:

Aftenblødning, lyst og mørkt, men mørke æder sig ind på lys, møjsommeligt mørkner mørket lyset, og lyset mørkner sig selv, fra røde rødmende strømme udpines gyllelaguner af lys, ravgylden, galdegul, luerød, grønrosa, mørkner mørket lyset lyset mørkner sig selv, hver af samstemmig drift mørknes i mødet, hør, rustne sengefjedre knager hvor mødigt mørke røvpuler det sidste stønnende lys i algegrøn glødgrød, møjsommeligt udgydt i skumringen.

Men i Amduat er der også plads til en skrøbelighed, vi ikke i samme grad kender fra Voetmanns tidligere bøger (i hvert fald ikke de 4 seneste, som er dem, jeg har læst):

En gud er et lig / en grav er en rede / en grav er en kop / og en kop er et bryst // En gud er et siv / der svajer i vinden / hvor himlene skyller / mod to landes kyst 

Helt tæt på kommer vi, når faderens og sønnens dialog citeres; faderen altid forvirret:

Giv mig noget, jeg kan drikke. // Nej. Hvor er du? // Jeg er hjemme. // Nej. Hvor er du? // Jeg er på værelset. // Jeg er i sengen 

Især de et par gange gentagne linjer "giv mig noget, jeg kan drikke, jeg vil leve // i det store mørke, som engang var verden" er hjerteskærende. "Giv mig noget, jeg kan drikke" er en gennemgående replik fra faderen, men kun i denne konstellation får vi med, at fortsættelsen er "jeg vil leve". Og det skrives så sammen med den ægyptiske fortælling, "i det store mørke, som engang var verden", hvor faderen må affinde sig med at være på vej hen. Selvom der som sædvanligt er Voetmanns beundringsværdige omgang med det danske sprog, som i den ovenfor citerede solnedgang, så er det disse simplere stykker, der ender med at være mest hjerteskærende; især i et par digte bygget over en børnesang til sidst, som ikke skal spoiles her. Det er skønt både at få det Voetmannske sprog og den nære sorgfortælling; både den ægyptiske rejse og faderens død. Voetmann skal læses, og jeg vil da ikke fraråde at starte her.

Amduat. En iltmaskine var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.

Anmeldelse: Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors

Titel: Spejl, skulder, blink
Forfatter: Dorthe Nors
Forlag: Gyldendal
190 sider
Oprindeligt udgivet 2016, denne 2. udgave 2018
Roman

Vurdering: 4/6

Dorthe Nors er blevet lidt af en sensation i udlandet, især i den engelsktalende verden. Som den første dansker nogensinde fik hun i 2013 en novelle publiceret i The New Yorker, og siden er flere af hendes bøger udkommet på engelsk. Senest er Spejl, skulder blink i 2017 blevet shortlistet til Man Booker International Prize, som måske er den største internationale litteraturpris næst efter Nobelprisen (dog vandt hun ikke - det gjorde David Grossman for En hest kommer ind på en bar). Jeg havde derfor ret høje forventninger, da jeg gav mig i kast med Spejl, skulder, blink, så der var lidt af en skuffelse, at det "bare" var en god, sjov og underholdende bog.
Den handler om Sonja, der tager kørekort på 6. måned i København og stadig ikke har lært at skifte gear. Hun oversætter svenske krimier, som hun hader, og hun er ikke længere i kontakt med sin søster, selvom hun længes hjem mod Vestjylland.
Fortælletempoet er meget højt, for det er det i romaner, der gerne vil være sjove. Dvs., sætningerne glider let af sted og glider gerne ind i hinanden. Her snakker Sonja med sin veninde Molly, der er psykolog:

Aloe veraen vakler en anelse, og Molly går i gang med at fortælle om sine klienter. Sonja er sikker på, at det er forbudt, men tavshedspligt er ikke en regel, man går meget op i længere. Det private er så trivielt og overbegramset, who cares, så nu sidder hun her og kigger på Molly, mens hun udlægger en andens katastrofer. Molly har hånd på klientens liv, som efterhånden er et stort kaos. Der er næsten ikke længere noget, klienten kan finde ud af, så nu er hun begyndt at sulte sig.

Næsten alle sætningerne består af mindst to hovedsætninger, som er sat sammen af et "og", "men" eller "så". Læsetempoet skal ikke stoppes af et irriterende punktum, man skal ikke have tid til at tænke på det, der står, man skal rives med og videre. "Aloe veraen vakler en anelse, og Molly går i gang med at fortælle om sine klienter", ikke "Aloe veran vakler en anelse. Molly går i gang med at fortælle om sine klienter."
Det høje tempo betyder, at sproget aldrig rigtigt får lov til at være i centrum, selvom så meget af bogen handler om sprog, fordi Sonja er oversætter og ikke kan finde de ord, der er nødvendige for at kunne tale med søsteren. Det betyder dermed, at bogens kvalitet næsten udelukkende er afhængig af det beskrevne: personerne. De er heldigvis ret godt fundet på; alle er quirky (hvilket Nors gør grin med i en scene, hvor den svenske krimiforfatter hjernedødt taler om, at en hovedperson skal have et "kvørk"), så det er sjovt at læse om og grine af. Det er godt og underholdende. Bogen glider meget som en gennemsnitlig Erlend Loe-roman, og måske er det fordi jeg har læst så meget Erlend Loe (som har så meget til fælles med Dorthe Nors, at jeg ikke er sikker på, om jeg ville kunne kende forskel i en blindtest), at jeg ikke lader mig imponere noget videre over den godmodigt lune tone. Men måske handler det også om, at Nors gerne vil mere end bare være sjov og underholdende. Hvert kapitel slutter med en lille pointe, eller måske rettere et lille forsøg på at være "dybere" end romanen egentlig er. Det er ret irriterende:

Om lidt kommer her rotter, tænker hun. Når vandet stiger i kloakkerne, svømmer de opad. Når vandet fylder kloakkerne, søger rotterne mod dækslerne. Når vandet når så langt op, drukner rotterne, og det er godt sådan. Ja, det er godt sådan.

Der er simpelthen for meget tryk på virkemidlerne her til, at jeg kan hoppe på den: gentagelsen "Når vandet [...] Når vandet [...] Når vandet" og dernæst den sidste sætnings gentagelse, og så at det oven i købet er afslutningen på et kapitel; det er et stykke, der skriger "Se mig, jeg er et vigtigt stykke, som du skal fortolke", og det får mig altså til at sætte hælene i. Jeg gider kraftædme ikke fortolke et vigtigt stykke, som man skal fortolke. Jeg skal nok selv vælge, hvad jeg vil bide mærke i. Respekten for læserens egen evne til at læse er da også, hvad Dorte Nors har til forskel fra det helt store forbillede, Helle Helle. Det er tydeligt, at Spejl, skulder, blink meget gerne vil være en Helle Helle-roman, men Helle Helle er tusinde gange bedre i detaljen, til at finde de helt rigtige ord, og til at lade sproget selv være en nydelse. Man kan som læser godt ærgre sig over, at når vi nu i Danmark har så mange forfattere, der kan lige præcis det, Dorthe Nors kan, men så også kan meget mere (som nu altså Helle Helle), at det så er Nors, der har slået igennem i udlandet. Men fred nu være med det. Vi har jo at gøre med en god bog, og det er til enhver tid bedre, at en god bog får succes, end at en dårlig en af slagsen gør det.

Anmeldelse: Forbi af Pia Juul

Titel: Forbi
Forfatter: Pia Juul
Asger Schnacks Forlag
45 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

Forbi handler om, hvad man vel så småt kan kalde Dansk Folkepartis motto: "Vi kan ikke redde hele verden." Men hvor DF bruger det som en dårlig undskyldning for at føre umenneskelig politik, tager Pia Juul udgangspunkt i den afmagt og sorg, der rammer det menneske, der (modsat DF) i sandhed ville ønske, at vi faktisk kunne redde hele verden.
Det starter med et prosastykke, hvor jeget går forbi (deraf delvist titlen) tiggere, først i Brooklyn og siden i Danmark:

En mand standser os på gaden og spørger, om vi vil give et bidrag til pizzafonden, for han er sulten. I går var det kylling, siger han. Det vil vi godt, men den næste der standser os får ikke noget. Og sådan bliver det ved. // Jeg bliver så træt af at sige nej eller ryste på hovedet. Næste gang jeg bliver standset, hører jeg kvinden sige bespisning af hjemløse og trækker ti dollars op af lommen. Jeg får et klistermærke og opdager, at jeg nu har givet penge til Harekrishna. / Og de hjemløse, lover hun, da jeg bliver vred.

Jeget forsøger at hjælpe i det små, men kan ikke hjælpe alle og bliver træt af de, der, som Harekrishna, snylter på jegets godhed. Kan der da ikke for alvor gøres noget?

Men jeg er vred. På dem der tillader det her, for det er da vel ikke mig selv der er skyld i at så mange ikke har / et sted at sove ikke noget mad at spise. Er det mig? Er det min skyld? Ja, det er min skyld, men det er også din. Vi har de tjenere vi selv har ansat. / Ja, minister betyder tjener. / Ja, jeg stemmer til alle valg. / Jeg stemmer ikke i New York, men det er lige meget.

Nogle af digtene fortsætter i temaet med afmagt og sorg over afmagten. Det at have mistet troen på, at man kan gøre verden ideel, men stadig ønske sig, at den var det:

Jeg vil have det / hér, nu, på jorden / Ikke se det når det først er tabt / Se sollyset, det / blinker på de våde grene / se blikket mellem / de to der sidder der på bænken / se barnets sovende ansigt / Du ejer ikke evigt noget som helst / slet ikke det tabte 

Et digt starter med "Jeg troede...", men det punkteres straks på godt vestjysk: "Do troed, do tænt, do skeed så det strænt". Sorgen og afmagten kender vi fra (og undskyld at jeg altid skal nævne hende, men hun er altså den bedste forfatter nogensinde) Inger Christensen. I Det er der en utopisk tro på, at samfundet kan ændres, men i værkerne fra 80'erne, mest prominent alfabet, er der kun sorgen, afmagten og et lille bid af vrede tilbage. Netop som her i Forbi. Og Pia Juul har meget sprogligt til fælles med Christensen. Men derudover kan hun noget, jeg ikke ser tit (måske hos Peter Laugesen), nemlig at skrive godt ved hjælp af klicheer. Jeg forstår ikke selv helt, hvordan det fungerer, så her kommer et digt af slagsen:

Den lyse nat var buldermørk / Og jeg var sort som kul. En tordensky / indeni. Udenpå. Gennemsort / Jeg spiste på Reberbanen. Pasta aglio e olio og tomater, det / var perfekt, tjeneren roste mig. Jeg / var lykkelig dér / skønt alting døde i mig og omkring mig netop da / jeg vidste det bare ikke. Barnet. Kærligheden. Længslen og / dermed / glæde nysgerrighed spænding latter / Latteren var stendød / Men du ler, her, nu, / din buldrende latter

Hvordan kan et digt, der indholder ordene "buldermørk", "sort som kul", "en tordensky indeni" og "stendød" dog være så godt? De døde udtryk bliver dyppet i digtets melankoli og fremstår pludselig friske og betydningsmættede. Det er satme imponerende.
Jeg kan ikke lade være med også lige at citere dette sindssygt gode digt om skibene St. George og Defence, der gik på grund ud for Thorsminde i 1811:

Dødemandsbjerget / 1311 engelske sømænd / Nogle af dem begravet her / Det var jul / De forliste i brændingen / De druknede drev i land langs kysten / hele vejen ned til Nymindegab / Hvem fandt dem? Hvem samlede dem op? / Det tog lang tid før de skibe gik helt ned / måske tog det lang tid før de vidste det var / forbi / måske blev de ved med at håbe 

Årh, vildt. Det dér enlinjes-"forbi", der tøver ved dødsangsten og sorgen over det umulige håb (som jo så binder dette digt sammen med resten af samlingens tematik). Til gengæld er jeg ikke helt så begejstret for de portrætdigte, der afslutter samlingen. Det skyldes måske, at det, at de er portrætter, virker distraherende. Det bliver ikke mindre distraherende af, at man som overskrifter til digtene får de portrætteredes initialer, så man er nødt til at bladre om til navnelisten til sidst i bogen for at stille sin nysgerrighed og få at vide hvilke digte, der handler om hvem. Jeg tror, de fleste af portrætdigtene ville have kunnet stå fint uden at blive koblet til en person - og de få, der ikke kan, ville måske have klaret sig bedre i en lille udgivelse for sig.
Anyway, det er en forholdsvist lille anke. Forbi er en slags alfabet, der handler om nutidens politiske problem, overfloden af fattige mennesker, og det gør den meget, meget godt.

Anmeldelse: Velsignelser af Caroline Albertine Minor

Titel: Velsignelser
Forfatter: Caroline Albertine Minor
Forlag: Rosinante
237 sider
2017
Noveller

Vurdering: 5/6

Caroline Albertine Minor skriver seriøst god prosaisk prosa. Når jeg kalder hendes prosa prosaisk mener jeg, at den er nede på jorden, ikke forsøger at gøre noget særligt væsen af sig. Den er mere Hemingway end Joyce. - Prosaisk prosa i kontrast til den poetiske prosa, jeg nyder så meget hos forfattere som Pernille Abd-El Dayem, Herta Müller, eller for den sags skyld poesiprosaisten over dem alle, Inger Christensen. Minors fokus er umiddelbart på karaktererne frem for sproget; sproget er et vindue, ikke en sæbeboble. Gennem vinduet ser vi kvinder i sorg; flere af novellerne handler om de pårørende til en teenagepiges selvmord, en novelle handler om at håndtere sine forældres alderdom, en anden om barselsorlovens ensomhed. Det handler om mennesker, der pludselig står med et ansvar for at håndtere egne og andres følelser, som de ikke er klar til at tage på sig. Personerne er meget virkeligt beskrevet, det er umuligt ikke at leve sig ind i dem.
Når Minors prosaiske prosa er god skyldes det hendes fantastiske evne til at beskrive detaljer. En kvinde går ind i en kirke med sit barn og forklarer præsten, at de bare kigger sig omkring:

Gør I det, sagde hun og lagde en bunke pamfletter på et bord, midt mellem to store kobberstager. Lysenes væger var bløde og lange. Hun rettede kanterne til.

Lysenes væger var bløde og lange! Sikke en detalje! Jeg forestiller mig, at Minor har skrevet side op og side ned med detaljerede beskrivelser af kirken for så til sidst at vælge denne ene sætning til at repræsentere hele baduljen. Jeg kan ikke se for mig, hvordan det ellers skulle kunne lykkes én at få blik for så herlig en detalje midt i alt det rod, som et rum er. Det er ikke muligt at beskrive et helt kirkerum, så det står klart på nethinden, men disse lange, bløde væger er i fuldt fokus i min hjerne. Det er eddermame velskrevet.
De gode detaljer findes ikke kun i beskrivelserne af døde ting, men også i menneskers bevægelser:

Jeg standsede i døren, Nete var i gang med at skubbe et af de genstridige vinduer op.
Her bliver tæt, når det sådan får lov at stå, sagde hun og lagde vægt bag. Rammen sprang op med en knasen, en kold vind strøg ind og bevægede bladene på det lille træ. 

Jeg elsker det, at Minor lægger mærke til de særlige bevægelser, der skal til for at få et bindende vindue op. Man kunne nemt bare have skrevet, at "vinduet bandt", men her er det genstridigt og skal skubbes op, og da det endelige slipper karmen er det med en knasen. Det er godt set. Personerne gør ting, som rigtige mennesker gør og de lever i omgivelser, som rigtige mennesker lever i. Det lyder måske som en ligegyldig detalje, men det er disse detaljer som alt for mange forfattere overser. Hvor tit får man lov til at læse om genstridige vinduer, der knaser?
Ud over de gode detaljer er der også gode sætninger af den livskloge slags; den slags, der hægter sig fast i noget ved sproget og finder en visdom frem:

Vinteren over flød vi ind og ud af hinandens arme og senge, og for første gang i mit liv var tingene lidt sådan, som man forestiller sig, at de vil være, når man forestiller sig dem.

Det kan være farligt at skrive den slags sætninger - i hænderne på en dårligere forfatter kunne det være endt som motto på en plakat i det sommerhus, du har lejet - men Minor har styr på at holde sig inden for stregerne, så sætningerne faktisk bliver ægte kloge frem for forfalskede østerlandske visdomsord.
Det eneste, der trækker lidt ned i Minors prosa, er, når hun enkelte gange bliver lidt for forhippet på at være prosaist. F.eks.:

Da jeg nogle timer senere står og børster tænder, tager jeg mig selv i at nynne en idiotisk popsang.

Den sætning lyder som resultatet af et dyrtbetalt skrivekursus, hvor man er blevet undervist i "show, don't tell". Det er da en ok nok regel, men nogle gange, som her, skinner det igennem, at forfatteren egentlig helst bare vil skrive "Jeg var glad", men er kommet i tanke om, at fy-bab-bab, det må man ikke.
Det er dog en særdeles lille irritation ved en særdeles god bog. Velsignelser er rørende og indlevet, og så altså først og fremmest drøngod prosa, der ikke er bange for "bare" at være drøngod prosa.

Velsignelser var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.

Anmeldelse: June af Pernille Abd-El Dayem

Titel: June
Forfatter: Pernille Abd-El Dayem
Forlag: Gyldendal
186 sider
2018
Roman

Vurdering: 4/6

Det er et mysterium, at mennesker er i stand til at drage omsorg for hinanden. At vi kan føle ømhed, empati. Det føler især den ensomme, der drages mod de andres omsorgshandlinger:

En duft af aftensmad siver ud af lejlighedsblokkene. Nogen tager hånd om andre. På en bænk er nogen fordybet i samtale. De læner sig henvendte ind i det mellem dem. En smule badass, helt uimponeret af madduften og mig.

Det er cool at hengive sig til interessen i medmennesket. At forsøge et finde ind i "det mellem dem", rummet hvor man hverken helt er sig selv eller den anden, men forsøger at smelte sammen i den fælles empati og interesse. Dette fællesskab længes det ensomme jeg mod:

Jeg drømmer om at blive hentet, samlet op af en sammenhæng, der allerede eksisterer. At lade mig dumpe ned ved siden af dem på bænken, der snart må blive mør af de stød, den får, når jeg eller andre lader sig dumpe ned med et suk.

Selv bænken får plads i ømheden ved at være i stand til at blive mør. Hvor smukt beskrevet er det ikke lige!
Kort efter det ovenfor citerede møder vores hovedperson, June, på sin ferie den cool kvinde Z. De bliver straks venner, og June dumper faktisk ned i en sammenhæng, hvor hun bliver en slags del af miljøet omkring Z. Men relationer er komplicerede, selv når de allerede er etablerede og alt man skal gøre bare er at lade sig rive med. Det får vi også vished for i barndomsminderne, som præsenteres under titlen "Typebyen" - afsnit, som på bogens bagside kaldes "drømmende socialrealisme", en ret vild genrebetegnelse, jeg håber at se mere til. Men jeg må dog indrømme, at jeg er mere begejstret for beskrivelserne af ferien end minderne. Det skyldes nok især, at jeg har læst Abd-El Dayems debut Inden for revet, der også beskæftiger sig med detaljeret beskrevne minder, og jeg genkender mange af grebene derfra; f.eks. den helt tætte beskrivelse af lemmernes stilling i et minde:

En skarp bevægelse, han laver med underarmen, helt stiv og med flad hånd, ud og ind fra kroppen, når han vil understrege noget. Hektisk, men også graciøst.

Det er velskrevet, men jeg synes, at interessen for mennesker set gennem det voksne, ensomme jeg i nutidsafsnittene er mere interessante end de Inden for revet-mimende, præcist beskrivende mindeafsnit. Det er ret forkælet at jeg sådan klager over, at noget er godt, når nu noget andet er bedre, men det tillader jeg mig altså at gøre, fordi June virker som en bog, der har potentiale til at være endnu bedre, end den er. Det, jeg elskede ved Inden for revet, virker i June allerede forældet, fordi Abd-El Dayem viser, at hun er endnu bedre til at beskrive det ensomme, voksne jeg end mindet om barndommen, og jeg vil egentlig bare gerne have mere af det. Skriv en bog til, straks, som udvikler på det bedste ved forfatterskabet!

June vandt Blixenprisen for Årets Litterære Talent 2019 og Michael Strunge-prisen 2019.

Anmeldelse: Oprindelse af Dan Brown

Titel: Oprindelse, originaltitel: Origin (nr. 5 i Robert Langdon-serien)
Forfatter: Dan Brown
Oversætter: Jakob Levinsen
Forlag: Hr. Ferdinand
554 sider
2017
Roman / Thriller

Vurdering: 2/6

Selvom jeg har læst fire af Dan Browns romaner, har jeg kun læst én; de er allesammen ens. En kultur- eller videnskabspersonlighed bliver myrdet, og nu skal Robert Langdon opklare hvilken hemmelighed, de havde afsløret. Med sig har han en mystisk skønhed, som er personligt involveret i sagen, og hun forelsker sig underligt kønsløst i ham. De bliver jagtet af en dødsensfarlig og ret underlig person, der følger en hemmelig, magtfuld persons ordrer; denne persons identitet bliver afsløret til sidst i et vildt og overraskende twist. Hen ad vejen får vi nogle turistbrochureagtige foredrag om de ikoniske steder, Langdon besøger, og han løser et par gåder for at få afsløret den centrale hemmelighed. Undervejs hører vi også gerne om nogle fede teknologiske ting og om at den katolske kirke er dum. Sproget er dårligt, cliffhangerne er idiotiske og karakterne er komplet personlighedsforladte.
Alligevel kan det skematiske sagtens blive godt, hvis skemaet udfyldes effektivt og med de rigtige twists, hvilket især lykkedes i Da Vinci mysteriet og min favorit, Inferno. Det må vist siges at være falsk reklame, når der på bagsiden af Oprindelse står "Intet bliver som før"; alt er præcis som i de andre bøger i serien. Og det er godt nok - det er jo derfor, jeg læser dem. Desværre er alt ikke som før på samme effektivt underholdende måde som i de tidligere bøger.
I Oprindelse er den kendte videnskabsmand med en hemmelighed, der er værd at slå ihjel for, Edmond Kirsch - en blanding af Steve Jobs og Elon Musk. Han har fundet svarene på spørgsmålene "Hvor kommer vi fra?" og "Hvor er vi på vej hen?". Vi får at vide, at de svar, han har fundet, vil ryste verden og sågar udrydde al religion. Det tvivler jeg nu altså helt ærligt på. Det vil knap nok være en spoiler at afsløre, hvad svarene er, for du kender dem helt sikkert i forvejen. Dan Brown har aldrig selv fundet på sine twists - han var langfra den først til at skrive om, at Maria Magdalene er den hellige gral og at hendes jordiske rester bevogtes af et hemmeligt broderskab - men han plejer i det mindste at finde frem til et emne, som den almindelige læser ikke kender meget til i forvejen. Men i dette tilfælde skal man eddermame være langsom for ikke at kende Browns "rystende" svar i forvejen.
Langdon-bøgerne handler grundlæggende om at bygge op til et vildt klimaks med cliffhanger på cliffhanger, der lover svar på et spændende spørgsmål,, men når det svar så er dårligt, ender bogen så antiklimatisk, at det ikke kan undgå at trække ned - selvom vejen hen til (anti)klimaks har været nogenlunde spændende. Men også vejen derhen er i denne ombæring en skuffelse: Der går flere hundrede sider, før Langdon løser sin første gåde, og Brown får skrevet sig op i et hjørne, så jeg efter endt læsning stadig ikke forstår grunden til, at en af personerne midtvejs bliver arresteret.
Sproget kan man forvente er skamløst dårligt, og det har jeg det fint med - det er en del af charmen. Men at oversættelsen desuden er dårlig, er ikke okay. De fire første bøger blev oversat af Mich Vraa, der i et interview har sagt, at det fede ved at oversætte Dan Brown er, at oversættelsen for en gangs skyld er bedre end originalen. Men Jakob Levinsens oversættelse af Oprindelse er uforklarligt dårlig. Et eksempel: På side 31 står der, at

Langdon kom forbi en række overraskende stramme kontrolpunkter, bemærkede ikke helt få sikkerhedsvagter og nåede endelig frem til et indtjekningsbord.

"Ikke helt få" er nok oversat efter "not a few", men det betyder det modsatte. Som sætningen står på dansk, var der kun få sikkerhedsvagter, men Langdon bemærkede dem ikke. Intentionen med sætningen er vist omvendt. Hvis man vil lave en direkte oversættelse, kan man bruge Google Translate. En rigtig oversættelse af ovenstående sætning ville f.eks. have forklaret os, at Langdon "lagde mærke til en del sikkerhedsvagter."
Bogen er fuld af den slags fejl, og helt enerhverende bliver det, når "tablet computer" konsekvent oversættes med "tavlecomputer". Det er der altså ikke noget, der hedder - på dansk hedder det også "tabletcomputer", bare uden mellemrum pga. de danske regler for sammensatte ord.
Den slags sproglige fejl er bør ikke forekomme i en højt profileret bog som Oprindelse, og jeg tvivler på, at man ville kunne finde tilsvarende dumme fejl i den amerikanske udgave.
Endnu en skuffende ting er, at Dan Brown åbenbart ikke kan huske, hvad han skriver. Inferno ender med, at en virus, der gør en tredjedel af verdens befolkning sterile, slippes løs. I Oprindelse er der intet om konsekvenserne af dette, og, endnu dummere, da en karakter viser sig at være ufrugtbar, er det kraftædeme fordi hun var syg som barn og ikke på grund af virussen, hvilket ellers ville have været en oplagt mulighed for at lave en sammenhæng med den tidligere bog i serien. Som læser føler man, at man bliver behandlet som om, at man er for dum til at huske, hvad der skete i den tidligere bog. Og ikke kun i den: Hvert kapitel i Oprindelse starter med en lille opsummering af hvad der er sket indtil videre, så jeg dumme, dumme læser ikke bliver hægtet helt af af kloge, kloge Dan Brown.
Alt det, der normalt er dårligt ved Dan Brown, er selvfølgelig også dårligt i Oprindelse, men det gør ikke så meget. Problemet er, at det, der normalt er godt - spændingen, twistene, til dels oversættelsen - denne gang desværre er langt under niveau.