Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
159 sider
2018
Noveller / Science fiction
Vurdering: 6/6
(Note: Jeg har efter en genlæsning anmeldt Efter solen mere udførligt her: https://pristjek.org/2020/12/04/jonas-eikas-efter-solen-er-bade-det-vigtigste-og-det-bedste-der-er-sket-i-dansk-litteratur-i-d-21-arhundrede/ )
De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:
Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:
Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:
På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:
"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.
Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.
De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:
Jeg kunne mærke kropsvarmen, ikke kun fra dem der stod tættest på mig, men som en ensartet sky som alle i publikum producerede og var indeholdt i.
Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:
Antonios knogler forvitrede, sådan føltes det, som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid. Han gik med langsomme, afkortede skridt, omhyggelig med at løfte fødderne for ikke at falde over en sten eller rodnettet efter en udtørret saltbusk. Hans knæ knasede og sendte en kalket smerte op i hofterne.
Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:
Dér var bjergene sorte i deres egne skygger, himlen over dem stadig orange mellem grålilla skyer, og bagved begyndte endnu en steppe flankeret af bjergkæder løbende parallelt fra nord mod syd.
På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:
Hun ville stå og læne sig op ad muren ved siden af indgangen, støde fra med skuldrene og komme folk i møde som de ankom.
"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.
Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.
