mandag den 28. december 2020

Anmeldelse: Aura af Carlos Fuentes

Titel: Aura
Forfatter: Carlos Fuentes
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt
Illustreret af Alejandra Acosta
Skjødt Forlag
74 sider
Først udgivet 1965, denne oversættelse 2020
Fantastisk/gotisk kortroman/novelle

Vurdering: 5/6

Du vil ankomme til et gammelt, mørkt hus. Sådan er mexicanske Carlos Fuentes' novelle eller kortroman Aura skrevet: i andenperson fremtid (eller i det mindste med hyppige indslag af fremtid). Hvis du aldrig nogensinde før har læst en tekst skrevet i dén grammatiske form, så er du ikke den eneste.

Ellers er indholdet i Aura egentlig ret velkendt og virker som noget, der burde være skrevet 100 år tidligere: Der er et dobbeltgænger/spejlingsmotiv, en gotisk stemning og indretning af det store, nedslidte hus, fortællingen foregår i, et gennemgående drømmer-jeg-eller-er-jeg-vågen-spørgsmål, en herskab-og-tjenestefolk-tematik og en fornemmelse for forfald. Som oversætter Rigmor Kappel Schmidt har gjort oplysende rede for i en artikel på forlagets hjemmeside, er Aura dybt sovset ind i den gotiske tradition. Og hvis man skal være lidt kæk kan man derfor sige, at kortromanen nok ikke er noget originalt mesterværk, men til gengæld utvetydigt er en mesters værk.

Det mesterlige ligger i den sans for nænsom opdatering af det gammelkendte materiale, Carlos Fuentes lægger for dagen. Ligesom kortromanen handler om en ung historielærer, der får til opgave at renskrive et over halvtreds år gammelt manuskript til en selvbiografi, tager Fuentes' tekst form af en slags renskrivning af 1800-tallets uhyggetraditioner.

Den store opdatering er selvfølgelig du- og fremtidsformen, men der er også andre velvalgte stilistiske elementer, der skaber liv i gotikkens reanimerede lig: f.eks. en drømmescene, der er fortalt med flosset højremargen som et digt, og så en rig brug af muligheden for at eksplicitere den seksualitet, som 1800-tallets forfattere kun måtte danse om som katten om den varme grød – katten, der for resten tortureres noget så grusomt i nærværende kortroman, hvilket man kun forstår meningen med, hvis man kan fransk eller har google translate klar ved hånden, så sidstnævnte kan anbefales for andre udannede bondeknolde som mig selv.

Dobbeltgængermotivet tager form i den ældre kvinde, der ansætter hovedpersonen Felipe, señora Consuelo, og hendes dragende niece, Aura. Det sker hele tiden på en lidt omvendt tidsforskudt måde, hvor erindring, nutid og fremtid filtres sammen, som i denne aftensmadsscene:

Du ser hurtigt fra tante til niece og fra niece til tante, men i selvsamme øjeblik standser señora Consuelo enhver bevægelse, mens Aura samtidig lægger kniven fra sig på tallerkenen og bliver siddende ubevægelig, og du husker, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme.

Der er hele tiden disse små forbehold for handlingen: Det er ikke bare sådan, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme, nej, det er noget "du husker". Ligesom når der står: "Din erindring siger dig, at klokken må være omkring seks om aftenen" – igen dette erindringsforbehold. Og jeg erindrer, at der var et langt tydeligere eksempel på dette et sted i bogen, men jeg kan ikke finde det igen, for udgivelsen med Alejandra Acostas underskønne illustrationer er for smuk til, at jeg vil sætte blyantsstreger i den.

Ikke kun de – både i tid og sprog – let forskudte bevægelser binder Consuelo og Aura sammen. Også metaforisk er der ensartede beskrivelser. Consuelos stemme lyder som "en fugls dæmpede skræppen", og hendes grin beskrives således: "Fra den gamle dames tilknappede hals vil der stige en dump kaglen op." Få sider efter beskrives Aura som "forpjusket".

At denne fuglemetaforik findes i den danske oversættelse er et godt eksempel på, at en oversætter ikke bare skal kunne sprog, men også være en god læser. Man ville let kunne komme til at overse fuglemetaforikken og gøre f.eks. Consuelos latter til en hiksten og Auras udseende tjavset. Det er derfor, der altid går et lille glædesgib gennem mig, når jeg ser navnet Rigmor Kappel Schmidt på titelbladet – så kan man være sikker på, at sproget både et lige så skønt flydende og lige så sammenhængende betydende som på spansk. Tror jeg – for jeg kan ikke et ord spansk.

Jeg tror, der er meget mere at komme efter i Aura, hvis man har forstand på mexicansk og fransk historie. Det har jeg ikke, så der var en del, der gik hen over hovedet på mig. Men det, jeg fangede, er jeg ret så lykkelig over at have læst. Det kan varmt anbefales.

søndag den 27. december 2020

Anmeldelse: Originalen af Filip Granlie

Titel: Originalen
Forfatter: Filip Granlie
Ekbátana
84 sider
2020
Roman/kortprosa

Vurdering: 5/6

Hele menneskehedens historie på 84 sider. Det er den korte pitch til Filip Granlies tredje bog, og første i 10 år, Originalen. I 7 dele med 7 forskellige indfaldsvinkler til at fortælle om mennesket – forplantingen, kroppen, aldringen, føden osv. – bliver vi præsenteret både for generelle kategoriseringer og abstraktioner og konkrete iagttagelser, små fortællinger. Som oftest foregår det på denne måde: Der fortælles i et tilstræbt objektivt, kancelliagtigt sprog om et bestemt træk ved mennesket, hvilket så pludselig sprutter over i en kortprosafortælling, der demonstrerer samme træk fulgt af et mærkbart skifte i stilleje. Det lyder f.eks. sådan her:

Kroppen er ekstra sensibel ved søvnen, som kræver ro og tryghed, særligt om fødderne. I parcelhuse, hytter, boligkomplekser, telte og på gaden bekræfter stikprøver, at sovende mennesker kun af nød eller under de varmeste betingelser lader fødderne undslippe deres dækken: I en jordslået, saneringsmodern gård på en egn, hvor befolkningen fortrinsvis lever af kål og rødder og først får moderne fornødenheder i sidste øjeblik, sover en gammel og stolt kone erfarent under en dynge af bultede dyner og grove, nussede tæpper vævet i mørkerød, blå og forvitret hvid. For et par timer siden, da natten var ung og stuen lun, lod hun blændet af søvnen sin runde, svampede højrefod med ligtorn på lilletåen glide ud for at suge lidt frisk luft og sænke den samlede kropstemperatur en smule, men nu hvor natten er kold og klam, glider foden tilbage i mørket som en mus.

Saneringsmoden! At sove erfarent! Bultede dyner!

Først og fremmest minder Filip Granlie mig om Majse Aymo-Boot, der også springer kækt mellem diskurser og har en forkærlighed for det offentliges tilstræbt objektive sprog. En ret så overlegen omgang med sprogtonen, som ikke bliver dårligere af den opfindsomhed, med hvilken han fremdrager eksempler på liv: lige fra et itusprængt soldaterpar, hvis invalidering skal illustrere lemmernes vigtighed (og disses nødvendighedshierarki), til den bogstavelige opfindelse af den dybe tallerken engang i stenalderen, som tjener til at illustrere sprogets egnethed som innovationsskabende samarbejdsværktøj.

Til sidst løfter blikket sig fra mennesket til tiden efter menneskehedens uddøen. Og det bliver helt rørende, som det kun kan være rørende at læse om bjørnedyrs mærkværdige evne til at stå imod hvad som helst. Opfindsom, selvbevidst og sprogligt tumlende litteratur – det er svært ikke at gå ind for!

En afsluttende anbefaling: Indtil for nylig anede jeg ikke, at der fandtes en dansk forfatter ved navn Filip Granlie (og at han var værd at lægge mærke til), men så blev et uddrag af Originalen sendt ud med mailtjenesten hvermandag. Tegn straks et ganske gratis abonnement, man får udvidet sine litterære horisonter betragteligt.

søndag den 13. december 2020

Anmeldelse: Selskabet af Christina Hesselholdt

Titel: Selskabet (Camilla and the horse, Camilla – og resten af selskabet, Selskabet gør op og Agterudsejlet)
Forfatter: Christina Hesselholdt
Rosinante
Oprindeligt udgivet 2008-14, denne opsamling 2015
Fortællekreds / Romaner

Vurdering: 6/6

Slubr-slubr-slubr, det er lyden af mig, der læser Christina Hesselholdt. Der er ikke mange forfattere, jeg læser med samme intensitet og umættelighed, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad det præcis er, der gør Hesselholdt så god at smaske-sluge-glug-glug-læse. Der er jo ikke nogen handling at lade sig gribe af: Romancyklussen Selskabet består af forskellige vignetter fra en bekendtskabskreds' respektive liv – i første roman, Camilla and the horse, oven i købet næsten uden at enkeltpersonerne interagerer med hinanden.

Hvad er det så, der gør Christina Hesselholdts bøger til så letflydende (men ikke let) læsning? To ting: Et fuldstændigt finpudset sprog, der godt nok er sprælsk og viltert og postmoderne opmærksomt på sig selv, men på en fortælleglad og perfekt tilpasset måde. Og så en underliggende patos, en villighed til at lade karaktererne føle og så blive i dén følelse i 40 sider i træk. Det kan være melankolsk nostalgi, en overgearet lykke, en afdæmpet aldrende fortvivlelse eller en dyb, sort sorg, der altid iblandet en mild, underspillet humor og en uforlignelig sprogopmærksomhed risler blidt af sted som en bæk.

De liv, der i glimt udgør Selskabets handling, bevæger sig forbavsende hurtigt, eller det synes man måske bare, når man læser det, der oprindeligt blev udgivet hen over 6 år, i løbet af to fortættede weekender. I første bog er hovedpersonerne stadig unge eller i hvert fald ungdommelige, den pludselige og utilsigtede, buldrende forelskelse er de små 90 siders bærende følelse. Men også allerede her lugter der af en anden fremtid, alderens slag i ansigtet, for bogens stærkeste del (og måske simpelthen det bedste i hele cyklussen) er den, der følger Edward i året efter hans forældre har begået kollektivt selvmord. – Hvilket, når man siger det, lyder meget mere melodramatisk, end det er. Hesselholdt skriver om de store følelser, men af en eller anden uforklarlig grund er det aldrig patetisk eller sentimentalt.

Snart efter er det ikke kun Edward, der brat og brutalt rives ud af ungdommen, for allerede i næste bog er forelskelsens begejstrede skubben til taget veget for de fire vægges trykkende indeklemmen: Forholdene går i stykker, personerne og deres forældre bliver syge, livet mister indhold. Men samtidig fortsat en legende lethed, måske simpelthen bare en sproglig lethed: Det gode sprogs uundgåelige humorglimt. 

Det er hverken politisk litteratur eller som sådan samtidslitteratur, Christina Hesselholdt skriver, det er litterær litteratur og menneskelitteratur med Virginia Woolf som forbillede og en stemning og velskrevenhed som Marguerite Duras' Elskeren. Jeg gider egentlig ikke beskrive det nærmere, smut nu bare ned i den lænestol, og læs det selv.

torsdag den 3. december 2020

Anmeldelse: 6512 af Per Højholt

Titel: 6512
Forfatter: Per Højholt
Gyldendals Bogklub (efter overenskomst med Schønbergs Forlag)
Oprindeligt udgivet 1969, denne bogklubudgave 1986
Roman

Vurdering: 5/6

Jeg har prøvet at finde ud af, hvad titlen på Per Højholts første roman (hvis det da er en roman), 6512, skal betyde, men indtil videre uden held. Bagerst i bogen er der, som i så mange systemromaner og -digtsamlinger, et regnestykke: Her lægges alle tallene fra 1 til 110 sammen (fordi der er 110 tekstfragmenter i 6512), og det giver 6105. Og så lægges der af en eller anden grund, som jeg ikke kan gennemskue, 407 til, så tallet bliver 6512. Men hvorfor disse 407? Jeg ved det ikke, men mit bedste bud er, at det netop er meningen: at tallet er uden betydning, og at Højholt tager sin læser ved næsen.

6512 handler nemlig, som så mange romaner fra 60'erne inspireret af den franske nyroman og især af Samuel Beckett gjorde, om, at alt skrift er løgn og meningsløst. Højholt gentager en Beckett-stilfigur til ukendelighed: Samuel Beckett skrev (citeret løst og måske ikke helt korrekt efter hukommelsen), som Inger Christensen siden citerede i talløse essays: "Så gik jeg hjem og skrev: Det er nat. Det regner. Det var ikke nat. Det regnede ikke." I 6512 er der et utal af lignende formuleringer, men her er den noget mere jævne hovedpersons interesse ikke så meget i skriftens filosofi, men i hvad man kan bruge  den til: Man kan jo, indser han, simpelthen skrive, at man klarede sig godt i gymnasiet, og ingen vil være i stand til at finde ud af, om det er løgn!

Vor hovedperson, der måske, måske ikke, klarede sig godt i gymnasiet, tilbringer (eller det gør han jo ikke, for han er en fiktion) hver dag på biblioteket sammen med et slæng udskud, hvor han læser aviser og samlede værker af klassiske danske digtere. Og så skriver han hver dag højst 1 side i en gammel, smadret kalender, han har fundet – ikke ordnet efter dage, for kalenderen er fra et andet år. Limen går op i ryggen, bladene falder ud, og i udgivelsen er de så ordnet ikke efter kronologisk rækkefølge, men efter alfabetisk. Det betyder f.eks. at hovedpersonens ven (eller mobbeoffer) Albinus dør i starten, men så ellers er levende i det meste af resten af bogen. Og det gør handlingsforløbet ret uoverskueligt (hvilket også skyldes, at hovedpersonen glad og gerne lyver i dagbogen (måske er det hele løgn), men enkelte gange så går til bekendelse dagen efter – hvilket jo så kan stå et helt andet sted i bogen, og ofte før løgnen), så man må enten selv forsøge at stykke begivenhederne sammen eller bare give op på forhånd.

Hele denne anti-kronologi gør også, at 6512 har en af de fedeste systemopløsninger, jeg har oplevet. Det gælder jo for meget systemlitteratur, at det stopper i det øjeblik, systemet brydes – Inger Christensens Azorno stopper, da synsvinklen skifter til en bevidsthed, der ellers ikke er en af dem, synsvinklen plejer at springe mellem, og alfabet ødelægger sit system ved at stoppe, lang tiden inden digtsamlingen er nået hele vejen igennem systemet. 6512 stopper, da hovedpersonen bryder sin regel om max at skrive én side om dagen ved at skrive to – men på grund af den alfabetiske kronologi står denne slutning som fragment nr. 54 af 110, næsten præcis (men (med vilje, er jeg sikker på!) ikke helt) i midten. Dette 54. fragment er også klart det mest fortællende og karaktertegnende, klassisk romanagtige fragment af dem alle – og altså efter mit bedste skøn det kronologisk sidste i rækken.

Men hvad har Højholt at byde på, ud over en, lader det til, mere eller mindre autistisk og meget ensom hovedperson, der konstant beskæftiger sig med litteratur uden at forstå sig på det, og så en mængde sætninger, som Beckett allerede har skrevet før ham, men gjort profane? Først og fremmest består 6512 af en serie litterære idiosynkrasier; vor hovedperson er meget travlt optaget af det gode sprog, men definerer aldrig, hvad det er – men det lader til, at det sprog, han ønsker at skrive, er ikke-sproget, det sprog, der er strømlinet og ikke gør opmærksom på sig selv. Men det lykkes aldrig; han skriver en sætning, hvor det samme ord med korrekt grammatisk mening står to gange i træk, han skriver "skid", selvom han udtaler det "skij", han laver stavefejl, sætter et kolon, finder sig ude af stand til at skrive, hvad han ønsker at skrive, før han har skrevet det (eller omvendt), løber tør for plads og må slutte midt i en sætning for ikke at bryde en-sides-reglen, eller omvendt, finder ikke på mere end to ord at skrive i løbet af en dag.

Kort sagt er det en roman, der ikke handler om andet end sig selv – og gør det usædvanligt veloplagt, underholdende og morsomt; og, endda, selvom Per Højholt sikkert ikke ville have kendtes ved det, rørende.

Der er jo noget med, at disse romaner om skrivningen og dens begrænsninger var på mode i 60'erne med, som nævnt, nyromanen og Beckett som frontløbere. I Danmark fandtes interessen også, især hos de forfattere, der omgav og udkom på forlaget Arena, men det er måske begrænset, hvor mange af eksperimenterne, der har overlevet i litteraturhistorien. I hvert fald ser jeg oftere litterater skrive, at den slags romaner var på mode i 60'erne end eksempler på, at de var det – det samme gælder 70'ernes socialrealisme, som alle litteraturkritikere med respekt for sig selv hader uden at have læst og uden at kunne nævne så meget som ét eksempel på.

Hvad angår disse 60'er-avantgardistiske anti-romaner, kan jeg derfor med skam at melde heller ikke komme i tanker om andre eksempler, ud over 6512, end Inger Christensens Azorno. Den er to år ældre og desuden min yndlingsroman, og det er også kun, fordi den eksisterer, at jeg ikke straks udnævner 6512 til et vaskeægte mesterværk. For kort sagt bryder Per Højholt det ned, som Inger Christensen lykkes med at bygge op igen. Men Christensen var bare så meget bedre end Højholt, at hun byggede det op allerede to år før, han rev det ned. Så ikke kun er 6512 en virkelig god og underfundig sag – den er også endnu et bevis på, at Azorno virkelig er verdens bedste bog; og en bedre eksistensberettigelse for en roman er svært at komme i tanke om.

En afsluttende note: Hvad søren laver Gyldendal lige med deres rettigheder og forfatterskabsvedligeholdelse? Altså, hvordan i hede hule osv. kan det være, at 6512 ikke er blevet genudgivet siden 1986, selvom den igen og igen dukker op i diverse litteraturhistorier? Romanen står ikke just og rådner på antikvariaterne, men er ret sjælden – jeg måtte af med 250 kroner for et brugt (men velholdt) eksemplar. Så genudgiv dog den bog!

onsdag den 25. november 2020

Anmeldelse: De næste 5000 dage af Amalie Smith

Titel: De næste 5000 dage
Forfatter: Amalie Smith
Gyldendal
92 sider
2010
Roman/poesi/m.v.

Vurdering: 5/6

Det, der i Amalie Smith debut, digt/roman-hybriden De næste 5000 dage, peger mest frem mod hendes senere forfatterskab (ud over bogens genreløshed og visuelle eksperimentering), er nok de afsnit, hvor billedkunstnerjeget lader sig fascinere af den fysiske verden, ser på den konkrete virkelighed som noget mystisk overvældende svimlende. Man kan vel kalde det en slags religiøs oplevelse af ikke det overnaturlige, men af det, der er naturligt uden at for den umiddelbare oplevelse passe ind i naturens kategori.

Det gælder f.eks. fascinationen af det hjernevridende faktum, at fysikeren Lene Hau er lykkedes med at stoppe lyset, simpelthen sænke en lysstråles hastighed til 0 km/t. Og dette hænger sammen med fascinationen af det, vi kalder tid – som når der står: "Der findes et fotografi af Sappho som ung, men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det til. Ikke noget hokus pokus."

Hvad er tid rent fysisk, og hvad er det i erindringen, spørger bogen. "Der er nutid, som både indeholder fortid og fremtid", konstaterer jeget. Hun har "lokaliseret en fejl ved min hjerne, et fænomen jeg har kaldt erindringsfordobling. Det består i, at mine erindringer fordobles, idet jeg erindrer dem. Vi sad på bænken i går, og nu (først nu) føles det som om, vi allerede havde siddet der før. Et forskudt deja-vu."

En fornemmelse, i hvert fald jeg kan genkende. Samtidig har jegets kæreste et modsatrettet deja-vu, en "fremtidserindring". Hvad er det for nogle puds, hjernen spiller mennesket? Både det at være et stykke uperfekt biologi og at eksistere i en fysisk verden, der fungerer efter regler, man ikke helt kan overskue at forstå, bliver svimlende.

Det er som sagt alt sammen ret Amalie Smithsk: En kunstnerisk bearbejdning af en meget konkret virkelighed, som bare i den menneskelige hjernes spejlkabinet kommer til at fremstå ukonkret. Men samtidig er der i De næste 5000 dage nogle tekster, som føles ret usmithske; som i stedet for at lege med virkelighedens materialitet leger med sprogets materialitet på en, hvis den distinktion giver mening, mere legende end eksperimenterende måde – med (endnu) mere skriveglæde end tænkeglæde, selvom vægtningen hos Amalie Smith plejer (eller kom til at pleje) at være omvendt. Tydeligst og fedest i en digtsuite, der delvist består af overstreget tekst, som om vi ser teksten i to forskellige tider på samme tid: samtidig i en uredigeret og en redigeret version. Denne dobbeltidslighed er også noget, teksten selv tematiserer, som om den inden redigeringen fandt sted vidste, at den ville fremstå i en uredigeret-redigeret samtidig version (hvad den nok gjorde):

Er det noget værd/ at være uerfaren ensom indbildsk?/ At tale med to med så mange/ tunger, man kan traktere på samme tid/ og anvende sætninger som døre ind i verden/ (og ud) eller opholde sig på tærsklen/ i sproget, der taler i sproget/ som kroppen arbejder i kroppen/ som i en maskine. Er der noget værre/ Er det noget værd/ at holde alle døre åbne/ fast i alle håndtryk hænder?

Det er en stor fornøjelse og svimlende oplevelse både at læse Amalie Smith som tidligt sig selv og Amalie Smith som en helt anden. 

søndag den 25. oktober 2020

Anmeldelse: Smeltediglen af Marguerite Yourcenar

Titel: Smeltediglen, originaltitel: L'Œuvre au noir
Forfatter: Marguerite Yourcenar
Oversætter: Ingeborg Buhl
Signet
281 sider
Oprindeligt udgivet 1968, denne oversættelse på Samlerens Forlag 1970, denne 2. udgave 2001
Historisk roman

Vurdering: 5/6

Det, Marguerite Yourcenar mestrer at udtrykke, er den aldrendes milde opgivenhed, tidens tilgivende resignation. Det gælder både i hovedværket Kejser Hadrians erindringer og i Smeltediglen, hvor handlingen finder sted under reformationens religionskrige i 1500-tallet. Efter at have kæmpet og lidt på den protestantiske bykonge Hans Bockholds side og set sin hustru dø for sagen, da de katolske tropper overmander og tilfangetager oprørerne, ser rigmanden Simon Adrianson tilbage på begivenhederne:

[Hans datter] Martha ville altså blive opfostret af afgudsdyrkere. Det var hårdt, men ikke mere end det ene sæt menneskers rasen, de andres sløvhed, ikke mere bittert end den alderdom der hindrer en mand i at tilfredsstille sin hustru, ikke hårdere en at finde de mennesker døde som man har forladt i levende live. Simon anstrengte sig for at tænke på kongen i buret, men Hans' dødsrædsel betød ikke idag hvad den betød igår. Den blev til at udholde, sådan som Simons egne smerter ville blive udholdelige når de døde med ham.

Yourcenars særlige humanisme tager udgangspunkt i en klar dødsbevidsthed: Hendes oprigtige undren over menneskelig ondskab skyldes, lader det til, at hun ikke kan forstå et menneskes vilje til at slå ihjel, når døden nu alligevel venter lige om hjørnet. Det er gennemgående for hendes hovedpersoner – både Hadrian i Kejser Hadrians erindringer og i Smeltediglen denne Simon Adrianson, som kun indtager hovedrollen i et enkelt kapitel, og bogens egentlig centrale karakter, lægen og alkymisten Zenon – at de forliger sig med deres egen død, og så snart, de gør det, bliver i stand til at gøre det gode og humane; når man ikke længere frygter døden, ser man heller ikke længere nødvendigheden af at gøre det onde for at forlænge sit eget liv. Det er en slags depressiv humanisme.

Ligesom Kejser Hadrians erindringer begyndte Yourcenar at skrive bogen i sin ungdom, men blev først færdig langt senere – henholdsvis da hun var i 40'erne og 60'erne. Det kan man godt forstå. Her er tale om bøger, som oser af livsvisdom og erfaring, og til forskel fra mine litterære hadeobjekter Paulo Coelho, Hermann Hesse og Pär Lagerkvist er der rent faktisk her tale om visdom og ikke bare en slags overfladisk gøren sig til for læserens eksistentielle tvivl.

Og så skader det ikke, at Yourcenar er eminent velskrivende. Hun skriver med præcision og autoritet som en 1800-talsforfatter, oftest består sprogets skønhed i det klare og velklingende ordvalg – hvilket kræver godt oversætterarbejde. Enkelte gange benytter hun præcise metaforer, men overgør det aldrig. Et godt eksempel findes i et sjældent idyllisk øjeblik, hvor Zenon på en vandretur finder en klump rav:

Der var en stump rav der indeholdt et insekt som engang var blevet hængende i harpiksen. Det føltes som gennem et vindue at iagttage det lette dyr, der var indfanget i en jordperiode han var lukket ude fra. Han virrede med hovedet som når man vil forjage en besværlig bi, altfor ofte i den senere tid genopstod for hans indre syn øjeblikke fra hans egen fortid, ikke fordi han længtes efter eller savnede dem, men fordi tidens skillevægge brast. Den dag i Travemünde lå indfanget i hans erindring ligesom insektet i en næsten uforgængelig substans, et relikvie fra en tid hvor det havde været godt at være til. Hvis han levede endnu ti år, ville dagen idag måske føles på samme måde.

Ligesom i Kejser Hadrians erindringer skal man holde tungen lige i munden for at følge med i det historiske i denne historiske roman, og jeg må indrømme, at der er flere af de politiske diskussioner, der gik hen over mit hoved. Det er nu heller ikke så vigtigt, for det, der bliver stående, og som Yourcenar lader gå på tværs af tid – Smeltediglens krigshærgede 1500-tals-Europa er også en kommentar til  d. 20. århundredes verdenskriges brutalitet – er stemninger, følelser og en oprigtig tro på en melankolsk humanismes plads i en ond verden. Denne slags velskrevet romankunst med intellektuel tyngde er, hvad der plejer at udløse Nobelpriser – og hvis Det Svenske Akademi ikke havde været styret af sexistiske idioter hele vejen gennem Marguerite Yourcenars levetid, er jeg sikker på, at hun ville have fået den.

lørdag den 3. oktober 2020

Anmeldelse: Frihed og sex på rejsen af Rasmus Nikolajsen

Titel: Frihed og sex på rejsen
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Borgen
48 sider
2003
Poesi

Vurdering: 4/6

"Rasmus Nikolajsens tredje digtsamling er noget pjat", skrev Niels Lyngsø i 2003 i sin anmeldelse af Frihed og sex på rejsen i Politiken. Det samme vil jeg gerne gentage, men jeg tror, at jeg og Lyngsø er en smule uenige om, hvorvidt "pjat" er et plusord.

"Pjat" kan sådan set meget præcist beskrive Rasmus Nikolajsens samlede forfatterskab indtil et sted omkring enten Tilbage til unaturen (2016) eller hvad skal vi med al den skønhed? (2018), hvor pjatten gik af ballonen og blev erstattet med ærligt føleri af bedste skuffe (og lidt pjat er der vel altid i gode sætninger, også når de er ment seriøst – min reaktion på god litteratur er i hvert fald altid et højlydt grin af ren og skær glæde og imponerethed, også når kvaliteten ligger i en trykkende sørgmodighed). Og måske blev han en bedre pjatrøv med tiden – det fjollemæssige højdepunkt er for mig delt mellem Socialdemokratisk digt (2010) og novellesamlingen Den ulykkelige boghandler (2012), men i Frihed og sex på rejsen er han altså allerede godt på vej til at blive en garvet gavtyv.

Jeg har ikke læst hans to første bøger, digte om lidt (2000) og sølvKANIN (2001), så jeg vil ikke begive mig ud i her at sige noget om, hvorvidt pjatten udvikles og (videre)kvalificeres i Frihed..., men sammenligner man, uden at falde til pjatten, med fjolleriet i de efterfølgende bøger, er der i hvert fald ét element, som dyrkes her, men bliver gemt af vejen sidenhen: rimet. Det skyldes især, at størstedelen af digtene i denne bog er remakes – af hhv. "Frihed er det bedste guld" og Frank Jægers "april, april" – og rimene derfor kommer med over i forskellige konstellationer. Det kan lyde så muntert her:

Frihed elsker fastelavn!/ slap af! jeg spiste kun dit navn/ - de døde er så rare!/ O-blommeskib! O-maske-våd!/ O-søvn-sol som gav bølge-råd/ jeg altid vil besvare!

Det er ikke alle remakesne, der får reglerne forklaret. I ovenstående får "Frihed er det bedste guld" lov til at beholde, som det forklares i en note, "rytme, rimlyd og i nogen grad også ordlyd". Men hvordan sangen så præcis genskabes i denne anden strofe får vi til gengæld ikke at vide (men det er jo godt lige meget hvad):

Skoven var på arbejde/ lyt til ministerens hale!/ nat klipper os ud af sang./ Jeg samlede luft til buket .../ (ka denne parentes li dig?)/ feen hæver sit græsstrå.

Man kan godt blive lidt nostalgisk efter en tid i dansk lyrik, hvor sådan noget fis her udkom på de store forlag. Der er en generation dér i start-nullerne med også navne som Martin Larsen og Majse Aymo-Boot, som har det med at gakke rundt i sproget, bare fordi. Efter Pia Juul alt for tidligt og alt for tragisk døde i onsdags har vi nok mistet en af deres primære inspirationskilder. Nu må det gerne snart være deres tur til at inspirere et nyt kuld fjollerikker.

fredag den 18. september 2020

Anmeldelse: i Athen af Rasmus Nikolajsen

Titel: i Athen
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Borgen
51 sider
2009
Rejseroman

Vurdering: 5/6

Den seneste tid er der især to blandt de nulevende danske forfattere, som min nærmest sygelig antikvariatsshopping har rettet sig mod: Rasmus Nikolajsen og Harald Voetmann. Man kunne få den tanke, at de to herrer i virkeligheden er den samme person, der på Fernando Pessoask vis skriver under heteronymer: De er født med kun et års afstand, debuterede begge i 2000, har begge skrevet både digte, noveller og roman(er), og så er de begge mere end noget andet stilister; deres bøger består først og fremmest af snoede krummeluresætninger, som ofte drejer sig om kropslige og seksuelle mærkværdigheder, og som dyrker sprogets overflade og lader sig meget bevidst inspirere af ældre litteratur fra dekadente perioder af litteraturhistorien. Og så er de både sortsynede og sjove.

Men yderligere viser det sig, at de begge har skrevet en roman, der tager en tekst af H. C. Andersen og genskriver den under moderne forhold. For Voetmanns vedkommende er det H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog fra i år, som genskriver Andersens Fodreise i en coronaramt 2020-virkelighed, mens Nikolajsen med 11 års forspring i sin tid genskrev Andersens dagbøger fra hans Athenrejse i 1841 i form af sin egen Athenrejseroman med det benspænd, at den skulle være præcis lige så lang, ned til sidste tegn, som Andersens bog.

Hos Nikolajsen kan det være lidt sværere at få præcist øje på, hvor Anderseninspirationen befinder sig i bogen, men jeg har på fornemmelsen, at en del af de oplevelser, Rasmusjeget kommer ud for, egentlig er H. C.'s oplevelser i genskrevet form, f.eks. denne hændelse, som er så Andersensk, at det halve kunne være nok, men så lige får et nikolajsensk slag med halen i form af en lynende klar sammenligning, som nok er den bedst i hele bogen (og der er ellers nok at vælge imellem):

I dag stod en lille banglapige pludselig foran mig midt på den med mennesker som myrer myldrende Monastiraki-plads og plantede en rose i min hånd med en oprigtig venlighed groet ud i bevægelserne der havde ynde og lethed som hos en gymnast hvis afslappede lemmer gør præcis hvad de vil uden indiskret og klodset deltagelse af resten af kroppen, samtidig med at hun så på mig med et ansigt så friskt som et nymalet rækværk man ikke kan lade være med at få lyst til at sætte sit fingeraftryk på – og så lige pludseligt, inden jeg nåede så meget som at betale med et smil, drejede hun om og forsvandt ind i menneskemængden der lynede sig i om hende som hudceller lukker en rift.

Behøver jeg egentlig sige mere end det citat? Sådan er bogen – lange, snoede og æstetisk overlegne sætninger fulde af disse så nikolajsenske  sammenligninger. Måske er sproget ikke altid helt så præcist prægnant som i Den ulykkelige boghandler, som jeg endnu varmere kan anbefale, men det er sgu tæt på. Utvivlsomt en favoritforfatter.

onsdag den 16. september 2020

Anmeldelse: Krigen med salamandrene af Karel Čapek

Titel: Krigen med salamandrene, originaltitel: Válka s mloky
Forfatter: Karel Čapek
Oversætter: Peter Bugge
Æther
272 sider
Oprindeligt udgivet 1936, denne oversættelse 2019
Roman / Science fiction / Dystopi

Vurdering: 5/6

Min teori er, at den tjekkiske forfatter Karel Čapek (1890-1938) havde en tidsmaskine. Ellers giver det simpelthen ingen mening, at han skrev så rammende en bog om klimaforandringerne mange år før, nogen overhovedet var begyndt at tale om den slags.

I Krigen med salamandrene opdager en tjekkisk kaptajn ved et tilfælde en salamanderart, der går på to ben og er intelligente nok til at bygge dæmninger og lære at tale. De holder til på en kyst, hvor bestanden bliver holdt nede af hajer, man da kaptajnen giver dem knive og harpuner til gengæld for perler, begynde de snart at sprede sig. Og salamandrene når rundt til hele verden, da først storkapitalen får øjnene op for deres potentiale som arbejdskraft – eller rettere som slaver: Salamandrene bliver verdens største handelsvare, og de bliver sat til at bygge alskens infrastruktur og sågar hele nye kontinenter.

Det lyder jo antropocænt, før nogen havde fundet på dét begreb, at menneskene sådan begynde at lave om på Jorden. Men hvad ingen dumt nok har tænkt ordentligt over, er, at det ikke er en antropocæn verden, der bliver skabt; den er, hvad skal man sige, salamandercæn. Og naturen hævner sig på menneskenes hovmod. Karel Čapek er så pessimistisk på menneskehedens vegne, at jeg kun kan komme i tanke om to perioder i historien, hvor sådan et sortsyn har været gyldigt: Nu i klimasorgens førfremtid, og så lige op til 2. verdenskrig, hvor bogen blev skrevet. Sådan her lyder forfatterens anklage, da kaos er brudt ud:

Jeg skal sige dig noget: ved du, hvem som stadigvæk nu, hvor en femtedel af Europa er oversvømmet, forsyner salamandrene med sprængstoffer og torpedoer og bor? Ved du, hvem der arbejder febrilsk i laboratorier, dag og nat, på at opfinde endnu mere effektive maskiner og materialer til at kværne verden i stykker? Ved du, hvem der låner salamandrene penge, ved du, hvem der finansierer denne verdens undergang, hele denne nye syndflod?
"Jeg ved det. Alle fabrikker. Alle banker. Alle stater."

Okay, lyder dette antikapitalistiske kampskrift måske lidt fjollet, når det handler om talende salamandre? Det er det skam også. Karel Čapek er sjov, men hans humor er mørk. Da de baltiske salamandre begynder at udvise "afvigende legemlige egenskaber" kommer (nazi)tyske videnskabsmænd frem til, at denne mutation er et udtryk for, at Ursalamanderen er tysk, og at salamandrene i mødet med de tyske farvande igen har fundet tilbage til denne deres stærke, oprindelige form. Tyske børn på "utallige skoleudflugter og ekspeditioner" synger "den populære salamanderhymne: Solche Erfolche erreichen nur Deutsche Molche" (cirkaoversættelse: Sådanne succeser opnår kun tyske salamandre). Mørk er humoren også i en samtale som denne under et parti skak mellem en godhjertet journalist og en hårdhudet piratsalamanderslavejæger(!):

"Se nu her, Bellamy," sagde jeg til ham, "De er et anstændigt menneske og, som man siger, en gentleman. Går det Dem ikke af og til på, at De tjener noget, som i grunden er det mest elendige slaveri?"

Bellamy trak på skuldrene. "Salamandre er salamandre," brummede han undvigende.

"For to hundrede år siden sagde man, at negre er negre."

"Og passede der ikke?" spurgte Bellamy. "Skak!"

Čapek når omkring alle de aktuelle emner i tiden: Den lurende krig, imperialismen, fascismen, de kunstneriske avantgarder, misantropisk filosofi, klassesamfundet, underholdningsindustrien, racismen i USA, forurening, kommunisme osv. osv., og han spidder hele bundtet ved at tilføje sine fjollede intelligente salamandre til blandingen. Men ikke nok med det, for han gør det hele ret så overlegent ved hele tiden at skifte stil: Ikke kun kan man tydeligt mærke forskel på sproget, når synsvinklen skifter mellem de forskellige karakterer, nej, Čapek går linen ud og skriver lange afsnit som historiker, som journalist, referent, filosof, med forklarende fodnoter osv., og han slutter oven i købet af ved at lade forfatteren diskutere med sig selv, hvorvidt menneskeheden har fortjent at overleve fortællingen!

Det må virkelig have krævet en del af oversætteren. I et af bogens mest virtuose afsnit falder en forsker over et udklip fra en hundrede år gammel avis, hvor salamandrene overraskende nok nævnes, og avisens sprog smitter så af på forskerens indre monolog, så substantiverne pludselig står med stort, han tænker på "en liden Øe" og en "stille, lukket Havbugt med en stor Overdaadighed af Føde". Ikke bare romanen, men i højeste grad også oversættelsen af den er et kunstværk. Og det er bogen også i sig selv: Denne nye udgave fra forlaget Æther har nemlig gjort noget ekstra ud af opsætningen, så avisartiklerne ligner, at de er klippet ud og blevet sat ind som i en scrapbog, og f.eks. titlen på den tyske salamandersang ovenfor står med gotiske bogstaver – og så er der også fire flotte tegninger trykt i farver lavet specielt til denne udgave.

Og midt i al denne blanding af forskellige stilistikker, denne samling af et væld af beretninger, og denne satire af alt, hvad der kunne kravle og gå i 1930'erne, er det gennemgående element altså dette: at menneskene opdager en urkraft, de kan udnytte, og som de udnytter og udpiner så slemt, at hele økonomien, hele kapitalismen, bliver bundet op på den, så da det endelig står klart, at urkraften vil slå tilbage, og at det er nødvendigt at fuldstændig ændre sin levevis, er det umuligt at gøre noget, for "privilegierne, ressourcerne og demokratiet var tre brødre, der hellere gav afkald på deres frugtbarhed og videreførelse af slægten end at skulle skilles ad", som Lars Skinnebach skriver om klimakrisen i Øvelser og rituelle tekster. Og det er jo selvfølgelig ikke det, det handler om her. Men det er umuligt ikke at læse ind. De grundtræk ved menneskeheden, Čapek satiriserer, rammer han så præcist, at selvom satiren som genre altid er uhelbredeligt bundet af sin tid, er den stadig, desværre, meget aktuel i dag.

lørdag den 15. august 2020

Anmeldelse: Effi Briest af Theodor Fontane

Titel: Effi Briest
Forfatter: Theodor Fontane
Oversætter: Carl V. Østergaard
Bechs Forlag – Viatone
304 sider
Oprindeligt udgivet 1894, denne oversættelse 1944, denne udgave 2019
Roman

Vurdering: 5/6

Her kommer en opmuntring til de forfatterspirer derude, der måtte være passeret den sædvanlige debutalder uden endnu at have fået udgivet nogen af sine skriblerier: Der er håb! Theodor Fontane debuterede som romanforfatter, da han var 60, og regnes i dag for en af Tysklands store klassikere. Ofte sammenlignes han (måske særligt herhjemme) med Herman Bang, fordi han havde blik for kvindens rolle i samfundet, eller måske rettere: Hvad der ikke var kvindens rolle, alt det, hun var forment adgang til.

Fontanes hovedværk, Effi Briest, handler om det samme som alle andre romaner fra sidste halvdel af 1800-tallet, som har taget titel efter den kvindelige hovedperson (tænk Madame Bovary, Anna Karenina, Fru Marie Grubbe): kvinders utroskab og samfundets syn derpå.

Fortællingens udgangspunkt er efter nutidens moral (og også lidt efter datidens) ganske gustent: Som kun 17-årig og stadig meget barnlig bliver adelskvinden Effi Briest bortgiftet til Geert von Instetten, som er 20 år ældre end hende, og som i sin tid bejlede til hendes mor! Den var ikke gået under Inger Støjbergs lovstridige administration! Eller værre endnu: For aldersforskellen her er 13 år større end gennemsnittet hos Støjbergs såkaldte "barnebrude".

Stakkels Effi har endnu ingen forstand på verden og kan så nemt lokkes i fordærv, især når hun har en ægtemand, der kunne have været hendes far, og som interesserer sig langt mere for at stige i graderne i det bismarckske embedsværk end for sin unge, kønne hustru. Fordærvet træder ind på scenen i skikkelse af den enarmede major von Crampas. Armen har han mistet i duel! Hvad der var anledning til duellen, kan vi nok forstå.

Der er altså lagt i kakkelovnen til lidt af et drama. Det er ikke sprogligt sprudlende og satirisk som Flaubert, og det er ikke introvert og impressionistisk skønt som J. P. Jacobsen. Fontane er realist til fingerspidserne, eller det er han i hvert fald i Carl V. Østergaards immervæk 76 år gamle oversættelse.

Men hvis Fontanes sprog sjældent tjener andet formål end at formidle handlingen og karakterernes sindstilstand og replikker, hvad er det så, der gør Effi Briest så god? Måske simpelthen den måde, som handlingen er struktureret på: Fontane benytter sig af samme trick som nærmest alle vellykkede vugge-til-grav-romaner gør (tænk J. P. Jacobsens Niels Lyhne og Henrik Pontoppidans Lykke-Per): Størstedelen af romanen er fortalt nogenlunde langsommeligt i lange scener, der lige så stille lærer os karaktererne indgående at kende – indtil der så de sidste 60 sider pludselig trykkes på en enorm fast-forward-knap, og vi får årevis af handling fortalt i løbet af ingen tid, men med alle de følelser og alt den erfaring, som årenes gang giver. Til sidst rundes der så af med et velrettet dyk ned i melankolien.

Det er en struktur, der bare virker, især i hænderne på Fontane, der både forstår at strukturere sit stof og i allerhøjeste grad har den nødvendige livserfaring til at få opspeedningen til at fungere på et følelsesmæssigt plan. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at Effi Briest var blandt Thomas Manns yndlingsromaner, og i sin debutroman, Buddenbrooks (hvor der i form af Toni Buddenbrook også er en Effi-figur, bare ikke så sympatisk beskrevet), gør han – som det eneste tilfælde i litteraturhistorien, jeg kan komme i tanke om – det præcis modsatte: I løbet af de første 400 sider smutter han hurtigt igennem 100 års familiekrønike, men så på de sidste 100 sider trykker han på pause-knappen og beretter om én enkelt, triviel hverdag i det yngste familiemedlem, Hanno Buddenbrooks, liv som skoledreng. Det er en genial roman, som her i parentes varmt kan anbefales!

Effi Briests overordnede struktur findes nedkogt i perfekt form i det centrale klimakskapitel. Og her kommer så spoilers, så pas på! Efter Effis utroskab, syv år efter den fandt sted, kommer for en dag, ser von Instetten, der er krampagtigt bundet af tidens normer og æreskodeks, ikke anden løsning end at udfordre von Crampas til duel. I løbet af kapitlet, hvor duellen skal finde sted, giver Fontane sig god tid til at beskrive, hvordan Instetten ankommer med toget, kører en tur i hestevogn med sin sekundant og til sidst indfinder sig på duellens sted. Og så trykkes der på speederen. Her er alt, der står om selve duellen:

Man hilste på hinanden; så trådte de to sekundanter til siden for at føre en kort, saglig samtale. Den gik ud på, at parterne samtidig skulle gå frem og skyde på ti skridts afstand. Så vendte [von Crampas' sekundant] Buddenbrook tilbage til sin plads. Alt foregik i hast, og skuddene faldt. Crampas styrtede til jorden.


Og så derefter en lille, kort dosis af det forfærdelige og melankolske: Den døende ønsker at tale med von Instetten. "Vil De ..." er alt, han når at sige. Så: "Endnu gled der et smerteligt og dog næsten venligt glimt over hans ansigt, og så var det forbi." Lige præcis dette venlige glimt i ansigtet og det ufortalte sidste ønske skal aldrig forlade Instetten. Flere ord er unødvendige; den langsomme opbygning og så det ikke forhastede, men snarere sprogligt sparsommelige klimaks giver romanen en dybde og følelsesmæssig kraft, som jeg sjældent er stødt på magen til. At romanen samtidig er en velrettet kommentar til sin tids kønsroller, og at Fontane forstår at holde med Effi på hendes præmisser er en gedigen bonus: Effi er ingen synder, for at hun vælger at gøre det barnlige og følge sine drifter, har samfundet presset hende til; som kvinde får hun aldrig lov til at træde ind i de voksnes rækker, er evigt umyndiggjort og aldrig andet end den 17-årige pige, der kaldes ind fra sin ungdommelige leg med veninderne for at blive forlovet med sin mors bejler. Et menneske, der aldrig tildeles den voksnes frihed og ansvar, kan aldrig være andet end et barn og burde, hvis der var retfærdighed til i verden, ikke kunne straffes for sine handlinger. Det tror jeg nok nogenlunde er pointen, eller en af dem, og den er ikke dårlig at få med.

mandag den 3. august 2020

Anmeldelse: Om kvinders mod af Plutark

Titel: Om kvinders mod
Forfatter: Plutark
Oversættere: Gudrun Haastrup, Liselotte Nørgaard og Peter Schousboe
Forlaget Orbis
135 sider
Skrevet omkring år 100, denne oversættelse 2019
Historie / Essays

Vurdering: 4/6

Om kvinders mod stammer fra den græske historiker Plutarks Moralia, som er en samling tekster, vi i dag måske ville kalde essays – i hvert fald var opfinderen af essaygenren, Michel de Montaigne, meget inspireret af Plutark. I Om kvinders mod sætter Plutark sig for at bevise, at "kvinders mod er lige så stort som mænds", ifølge hans indledning som del af en længere samtale om ligestilling med en vis Klea (mod er her oversat fra det oldgræske areté, som også ofte er blevet oversat som dyd). Plutarks ambition er ikke bare at argumentere for sin holdning, for "hvis eksemplerne i sig selv naturligt hjælper til at overbevise så vil mit værk ikke afvise den hjælp, som ligger i en bevisførelse, som også er charmerende." Med andre ord: Retorikken er litterær, og litteraturen er retorisk; et forsvar for på samme tid politisk litteratur og æstetisk velskrevet retorik, som man kan gå ind for!

I indledningen skriver Plutark også, at han vil "undlade at omtale de begivenheder, der er kendt overalt", og af de fortællinger, han opridser, er der da også kun én, jeg i forvejen kendte til: Fortællingen om de trojanske kvinder, der brænder Aeneas' skibe, som vi kender den fra 5. sang i Vergils Aenide. Hos Vergil sender Juno sin budbringer Iris ned for at narre de trojanske kvinder til at brænde skibene. Her er de trojanske kvinder "ramt af forblindelse", og da de bliver opdaget af Julus, som råber "Er I forrykte?", flygter de "i angst" og "skammed sig ved deres dåd og skyede lyset."

Hos Plutark er de trojanske kvinder derimod langt fra forblændede. De er hurtigere end mændene til at indse, at det ikke nytter noget med al den "vandren og sejlen omkring", og at de må "grundlægge et hjemland." Men det vil de jo aldrig kunne overbevise mændene om. Deres eneste mulighed er at brænde skibene – og på den måde er det de trojanske skibsbrænderskers fortjeneste, at Rom bliver grundlagt. Faktisk tilføjer Plutark (hvad Vergil intet beretter om), at den første til at tænde ild til skibene var "en kvinde ved navn Roma"!

De 26 andre fortællinger vil nok være ukendte for de fleste (det var de i hvert fald for mig). Til fælles har størstedelen, at de handler om det, man med et lettere antikveret begreb kan kalde kvindelig list: I et nådesløst undertrykkende patriarkalsk samfund må kvinderne finde på alternative måder at få sat deres vilje igennem på. Det lykkes til fulde for disse 26 kvinder – og ligesom med trojanerkvinderne kunne man let forestille sig andre historiefortællere beskrive dem som manipulerende og forblændede; det tjener Plutark til ære, at han til en vis grad forstår, at den patriarkalske undertrykkelse gør ufine metoder nødvendige. Ikke at Plutark i nogen moderne forstand er feminist – men han er da tættere på end de fleste af sine samtidige!

Litterært er der måske ikke så meget at komme efter, men historierne er da underholdende. Og så støder man i rigt mål på den glæde, det er at læse noget, som ikke bare virker fjernt i tid, men er så kulturelt fremmed, at det bliver helt komisk. Hør bare denne beretning, som jeg ikke håber kommer til at gentage sig til mit bryllup:

Der var meget druk og latter ved brylluppet, og da bruden blev ført af sted på en vogn, sprang kong Hippokles, der var en god ven af brudgommen og deltog sammen med andre i festen op i vognen, som det var skik og brug, for sjov – ikke for at fornærme nogen. Men brudgommens venner slog ham ihjel.

Historisk interessant og fint underholdende læsning.

lørdag den 1. august 2020

Anmeldelse: Den ulykkelige boghandler af Rasmus Nikolajsen

Titel: Den ulykkelige boghandler
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Tiderne Skifter
106 sider
2012
Noveller

Vurdering: 6/6

I min anmeldelse af Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling, Barnevognshaiku, skrev jeg, at hvis der er noget, Nikolajsen er bedre til end nogen anden digter, er det at skrive similer ("x som y"-figurer). At similen er uomgængelig i hans bøger, er han selvfølgelig selv bevidst om, og det viser sig, at der også er et mere præcist ord for lige netop det, han gør, for som der står i den første af tre noveller i Den ulykkelige boghandler, "En omvej":

Storebæltsbroen stod nu foran os som en far-fetched sammenligning der forbinder Sjælland og Fyn, eller mere præcist: som en moderne conceit (den knivskarpe litteraturforsker Helen Gardner definerer conceit, John Donne og de øvrige Metaphysical Poet's yndlingstrope, som "a comparison whose ingenuity is more striking than it's justness" og forklarer at "a comparison becomes conceit when we are made to concede likeness while being strongly conscious of unlikeness").

Nå ja, det er da dét, han hele tiden gør (og så tilgiver vi de manglende engelskkundskaber hos korrekturlæseren, der gør, at der er sat hele to forkerte apostroffer i ovenstående citat), som når Berlinmuren står "intimiderende og dirrende af uhygge, som en stor køkkenkniv hugget ned i skærebrættet som afsluttende bemærkning i et ægteskabeligt skænderi".

Conceits er der rigeligt af i Den ulykkelige boghandler, og bogen er egentlig værd at læse af den grund alene. Samtidig er der et andet element, der er ret typisk Nikolajsensk, nemlig det, der beskrives som "metafis", det finder vi allerede i bogens første sætning:

Det begyndte i morges (jeg afskyr at fortællinger skal begynde et sted, at man ikke pludselig bare opdager at de er i gang, at de ikke, som så mange andre gode ting, kommer af sig selv), hvor vi, min kæreste, Sille, jeg har stadig lidt svært ved at sige min forlovede skønt vi skal giftes til september, og jeg skulle af sted til Kandestederne hvor jeg hver sommer i mit liv har tilbragt mindst én lykkelig uge.

Metafisen er så omsiggribende, at både den anden og tredje novelle egentlig starter som et langt essay om litterær teknik, hvorefter der følger et lille stykke skønlitteratur, som benytter sig af de beskrevne teknikker. Langt det meste af bogen går med at være sin egen poetik, som i samtalen, hvor fortælleren og hans kæreste beslutter sig for at aflive novellegenren:

– Du har nok ret. Og desuden, tilføjede jeg, passer provinsfortællingsskemaet ligesom alt for godt til den i forvejen irriterende novellegenre.
– Nu afliver vi simpelthen hele novellegenren?
– Ja, det synes jeg ... Eller i hvert fald den der mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst.

Et andet sted beskrives forfatterens metode sådan her:

Men jeg er fra fødslen forkælet og doven. Jeg skriver kun når jeg har lyst. Lader helst skriften løbe, som når jeg fuld og i godt selskab plaprer løs, som en drage der har fanget vinden, måske en smule hoven, om hvad der falder mig ind. Jeg kaster mig ud i sproget som i en længere dribletur hvor man er nødt til også selv ikke at vide hvordan næste træk skal udfolde sig for ikke at komme til at afsløre det for modstanderen.

Jeg tror måske, at jeg bare godt kan lide driblende litteratur. Ovenstående beskrivelse kunne også gælde Harald Voetmann og måske også Julio Cortázar, i hvert fald er det de to yndlingsforfattere, Rasmus Nikolajsens novellekunst mest minder mig om. Til fælles har de både en trang til det helt pjattet overgearet, manisk magiske (jeg vil ikke spoile hvordan) og en fascination af ekstrem syntaks. Prøv bare at læse denne sætning og tag tid på, hvor mange sekunder det tager dig at hitte hoved og hale i, hvad der er indskud, og hvad der er hovedsætning:

Det fordækte ved hele projektet pirrede mig, det indrømmer jeg, og skubbede mig fremad, hen over Carlsberg-viadukten hvis to smukke nedadvendte buer under selve dækket danner to halve ovaler der, når jeg ser broen nede fra Vigerslev Allé, minder mig om 1001-nats mandelformede øjne hvorover konstruktionen af nittet jern danner to broderede øjenbryn, hvor det måske burde have holdt mig tilbage.

Hvis Rasmus Nikolajsen havde valgt at bruge det gamle startkomma, var antallet af tegn i manuskriptet nok næsten fordoblet.

Nåmen, det er alt sammen gode grunde til, at Den ulykkelige boghandler er både lærd og poetisk underholdende, men skal en bog ikke være mere? Hvad med indsigt i menneskets psykologi, og hvad med politisk aktivisme? Begge dele er der faktisk også i små, men effektive doser, men først og fremmest er en bog som denne ren og skær sproglig fornøjelse, litterær akrobatik. Og det er sjældent, jeg er så fornøjet en læser, som jeg har været i selskab med disse noveller.

onsdag den 8. juli 2020

Anmeldelse: H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog af Harald Voetmann

Titel: H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog ogsaa indeholdende hans Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020
Forfatter: Harald Voetmann
Gyldendal
139 sider
2020
Roman

Vurdering: 5/6

Engang – jeg har vel været 10-12 år – var jeg blevet bedt om at læse et H. C. Andersen-eventyr højt til morgensamling i skolen. Det var først, da jeg stod med bogen i hånden og åbnede munden for at læse, at det gik op for mig, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad der stod på siden; mine forældre måtte have lavet små, pædagogiske ændringer i teksten, når de læste højt for mig, for det 150 år gamle dansk var næsten volapyk for mine barneøjne. Jeg ved ikke, om Harald Voetmann engang har oplevet noget lignende; men en fascination af det arkaiske danske har han i hvert fald.

I H. C. Andersens Quarantaine-dagbog, hvor den folkekære digter vågner op i et coronanedlukket København anno 2020, giver Voetmann sin sprogfascination fuld skrue. Han skriver med en 1800-tals-retsstavning (og lægger vist lidt til, gør ortografien lidt mere bævrende, end den egentlig er hos den gode H. C.), så årets tredje måned i løbet af de første kapitler staves både "Mars", "Marz", "Mares" og "Marzt", men selvfølgelig aldrig marts! Det er sjovt, som der ikke skal mere end et mærkeligt udseende ord til for at få lattermusklerne på gled, som når der fortælles om Andersens mange "Scauancer".

At lade lige netop den hypokondriske H. C. være hovedperson under pandemien er et genialt træk, for alt bliver selvfølgelig så meget mere nervøst dirrende:

Modtog med Morgenposten et Breef fra Chr. Winthers men efter endt Afspridtning var det – desværre! – gandske uleselig, Blekket randt som i Taarestrømme ned lang Pulten.

Men Voetmann nøjes selvfølgelig ikke med særstavning, anakronismer og overspændte metaforer som ovenfor; et helt kapitel er skrevet i, hvad jeg først troede var alexandriner (det ville være passende, idet H. C. støder på Oehlenschläger, der længes efter at se sine skuespil skrevet på alexandrinervers opført), men faktisk består af 7 jamber, lige én for meget [note tilføjet senere: det viser sig at rim/rytmeskemaet er lånt fra et digt af H. C. Andersen, der ligesom kapitlet hedder "Dykker-Klokken"]. Om der er en pointe i dét ved jeg ikke, men rimene er ret gode, som her om Amerika:

Den Nye Verden haver baade Prarier og Skove/ og kjæmpe Metropoler, hvor man hylder Viktor Borge

H. C. Andersen er kommet tilbage, viser det sig, for at opmuntre befolkningen med ægte og god litteratur i denne nødens stund. Opmuntret bliver man, når digteren laver papirsklip til prinserne og prinsesserne, hvilket selvfølgelig bliver en prøvelse for nerverne:

Allerede ved Arbeytet med no 2 Papirsclip fant jeg dog Ansatz til en Vabel paa indersieden aff min Tommel dær hvor Saxen klæmet verst. I et pludselig Andfald af en humeural Ubalanze (mere melencholisk end varmtbrusende) græb jeg mig self i at kalle den Kongelige Familie for et værre Menneskeri, at de dog skulde have saa Stort et Antal Børn for mig at lave Clip med Kolombine til. Netop da var Madam Suenson just ved at anrette en Kop Sukkerlæde ved min Cammerdør og hun overhørt mit Udbrud og lod mig strax forstaae at slig Tale ey vel taaltes under hendes Tag og at Den Kongelig Famille ikke kunde kalles et Menneskeri, den Stund et Menneskeri prucurerer Tilveiebringelsen af Menesker lige vel som et Hønseri procurerer Tilveiebringelsen af Høns, men denne Famille procurerer Tilveiebringelsen af Kongelig og Adelig, hvi jeg kunne kalde det et Kongleri, et Adleri, om saa fornødent, men skulde holle mig for god til under hendes Tag &c. Aa den kære gamle Sjæl, hvor har hun Ret! Den hele Aften tynget gevaldig af Skam. (Sukkerlæde dog til nogen Hjælp.)

 H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog er fjolleri på højt plan. Helt samme menneskelige forankring som i Voetmanns anden fjolleroman, Køder letter, er der ikke, men næsten, og det gør nu ikke noget, når der ligger et grineflip på lur på snart sagt hver eneste side. Sprit af og læs!

fredag den 26. juni 2020

Anmeldelse: Hindre af Morten Chemnitz

Titel: Hindre
Forfatter: Morten Chemnitz
Gyldendal
67 sider
2019
Poesi

Vurdering: 6/6

Der står meget lidt i Morten Chemnitz' seneste digtsamling, Hindre, og det kan ofte være svært at tyde, hvad det betyder. Men det er sprogligt præcist og originalt uden at være pralende, og så er der en følelse i digtene, som er usædvanligt rørende.

Til forskel fra Chemnitz' første to digtsamlinger er der denne gang fokus på et tydeligt jeg. Jeget befinder sig på et værelse og velsagtens inden i sig selv; et klaustrofobisk jeg i et klaustrofobisk rum. Herfra bliver der gjort klare og præcise observationer, som man kan kigge rundt i sit eget værelse og opdage, at man aldrig rigtigt havde lagt mærke til før: "væggenes sammenføjninger" og "ledningerne har også skygger".

Meget tid går med at observere solen vandre rundt i værelset. Vi hører om "dagens hældning" og "dagens sene udvidelser/ over gipspladerne". Her et helt digt med samme motiv:

solen som følger væggen/ langs hovedet/ en retning der svækkes// lyset er ikke solidt

Dette rum beskrives i digte, hvor ordvalget ofte er lige præcis en lille smule anderledes, lige præcis en lille smule uvant. Der er de nænsomme neologismer: Vandet løber ikke frit, det løber "uopholdt"; i ansigtet er der ikke fortrækninger, der er "forrykninger". Og så er der den hele tiden lidt rokkede syntaks, hvor et substantiv skiftes ud med adskillige forklarende ord; blæsten går ikke over dybet eller intetheden, men "over ikke nogen bund".

Hvad er det så for et jeg, der er spærret inde på værelset her? Jeg læser det, som at der ses tilbage på en depression ("en smerte/ har omgjort mig før") eller angst ("ligge stille imens det driver over"), eller nok begge dele (det skal i parentes bemærkes, at flere af anmelderne har læst smerten i bogen som en fysisk smerte; om jeg simpelthen tager fejl, når jeg læser den som psykisk, eller om bogen kan rumme begge dele, ved jeg ikke helt). Der er i hvert fald et tydeligt selvmordstankemotiv, se bare disse to digte:

bordet vender væk fra dagen/ under loftet/ de hvidtede bjælker/ blodet/ i hænderne/ uden at komme ud

Og:

det var/ håndleddet/ der skulle bære det/ så lidt for mig/ at føje til

Det er jo næsten ubærligt smerteligt. Men der er også et håb til sidst: "det yderste af værelset åbner", og jeget må konstatere: "jeg ved ikke hvor jeg har været". Må man kalde det helende? Det er et trælst ord. Men det er helende. Og rørende.

Morten Chemnitz' to første digtsamlinger, Inden april og Bindingerne, var udsædvanligt originale med deres stammende præpositioner og næsten ikke-eksisterende jeg, hvilket resulterede i naturdigte af en art og styrke, der hverken er set før eller siden. Men man kan jo ikke blive ved med at skrive den samme bog flere gange, så noget nyt måtte der ske. Jeg må være ærlig og sige, at jeg, før jeg åbnede Hindre, var bekymret for, at Chemnitz ikke ville være helt lige så god uden sit formgreb fra de tidligere bøger. Men dét tog jeg heldigvis grueligt fejl i. Tænk at en digter kan skrive så forskelligt fra sig selv og alligevel så godt.

torsdag den 21. maj 2020

Anmeldelse: Uendelig lidelse af Sun Pin

Titel: Uendelig lidelse
Forfatter: Sun Pin
Oversætter: Sidse Laugesen
Korridor
86 sider
Udgivet på kinesisk 2016, denne oversættelse 2019
Kortroman

Vurdering: 4/6

Tidligere på foråret kunne alle danske medier med respekt for sig selv rapportere, at Asta Olivia Nordenhof i sin nye roman, Penge på lommen, skriver de bevingede ord: "Kapitalismen er en massakre." Det samme er Sun Pin egentlig inde på i Uendelig lidelse (dvs. hvis man da kalder det økonomiske system, de har i Kina for kapitalisme, altså, de seneste år er der jo kommet hyperkapitalistiske, frie markedskræfter til landet, men samtidig består den autoritære stat og en udpræget grad af korruption, på den anden side er kapitalismen alligevel altid autoritær og korrupt), men her står det knap så direkte, og tanken kompliceres en del.

Kapitalismen som massakre introduceres i Uendelig lidelse gennem en serie krigsmetaforer, der først virker meget pludselige og voldsomme, men som man med tiden begynder at se en sammenhæng i. Allerede den første sætning benytter sig af en voldsmetaforik: "Hver eneste gang en dag slås ned, vækkes atter en ny til live."

Den nye dag vækkes til live over Chu Nanhong, der sammen med sin ægtemand Zhang Qun bor i en mikroskopisk lejlighed, som de ovenikøbet deler med et andet par. Da Zhang Quns arbejdsplads sætter et boligbyggeri i gang, tændes håbet for, at de kan få en af lejlighederne; men Zhang Qun indser hurtigt, at det er umuligt — der er for mange foran i køen. Chu Nanhong lader sig dog ikke sådan slå ud. Hun beslutter sig for at forføre Zhang Quns chef og betale for lejligheden med sin krop.

Det er her, de voldelige metaforer for alvor kommer til deres ret. Chu Nanhong må købe nyt tøj for at gøre sig tiltrækkende for chefen, for hendes gamle garderobe ligner "kasserede, hærgede brynjer og emmede af råddenskab og død. [...] Ligene hang forladt i skabet, afskyelige, gyselige, og man fik lyst til at grave dem ned". Klædt i sin kjole "vandrede hun gennem natten og følte sig som et stumpt og blankslebet våben." Hvis kapitalismen er en massakre, en krigshandling, så står Chu Nanhong klar med fingeren på aftrækkeren for at skyde igen.

Det vilde i Uendelig lidelse er, at det viser sig, at måske er det Chu Nanhong, der er lidt for klar til at fortolke klassekampen som en kamp. De voldelige metaforer følger hende hele vejen gennem bogen, men knytter sig ikke rigtigt til andre personer; og det viser sig, at det faktisk ikke giver specielt meget mening eller forløsning at strides med Zhang Quns chef, for kapitalismens strukturer kvæler alle, også dem med magt. Hvordan dette kommer til udtryk i kortroman skal ikke afsløres her. Men det er bestemt læseværdigt!

Det må have været lidt af en opgave at oversætte en bog med så vildt et billedsprog fra kinesisk til dansk. Det er gennemgående gjort imponerende af Sidse Laugesen. Men enkelte steder smutter syntaksen, og teksten kommer af uudgrundelige årsager til at ligne noget, der er Google Translated fra engelsk:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå i en pøl, lagnet under dem, dampende vådt efter søvnen, duvende i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Altså, det er jo ikke dansk: På dansk kan man ikke bruge præsens participium til at danne adverbielle ledsætninger, som man kan på engelsk. Jamen Jonas Eika gør det også, og når han gør det er det fedt! Ja, men Jonas Eika er ekstremt venstreorienteret og har grønt hår. Er du ekstremt venstreorienteret og har grønt hår? Nej? Så må du ikke bruge engelsk syntaks på dansk.


Tilføjelse 21/02/2020:
Eller, ved nærmere eftertanke: Er problemet brug af præsens participium til at danne adverbielle ledsætninger, eller en kombination af diverse (engelsksyntaktiske) fuck-ups? Her kommer et bud:

Første fuck-up: Udskiftelse af præposition med komma, hvilket man kan på engelsk ("He was lying in a puddle, the duvet beneath them steaming with sweat"), men ikke på dansk (allerede "han lå i en pøl, lagnet under dem" er forkert).


Andet fuck-up: Første fuck-up er nok opstået, fordi ønsket er at sætte den egentlige præposition om bagerst i præpositionsforbindelsen ("han lå i en pøl med lagnet under dem"), men det går i ged på grund af to gange måske ikke grammatisk forkert klodsethed: 1) Der er ingen grund til at bestemme det rumlige forhold mellem ham og lagnet efter lagnet er introduceret, bare skriv "på lagnet" i stedet for "med lagnet under dem", 2) Det lyder som en de/sig-fejl, det ville jo hedde "de lå med lagenet under sig" (stadig klodset) ikke "de lå med lagenet under dem", men det ER ikke en sådan fejl, for der står jo ikke de, men han, der skiftes altså klodset (men vel ikke vildt forkert?) fra ental til flertal midt i præpositionsforbindelsen, men selvom det ikke er (særligt?) forkert, lyder det stadig forkert.


Tredje fuck-up: Præpositionsforbindelsen henviser forkert: "Han lå på lagnet(,) dampende af sved" betyder, at HAN dampede af sved, ikke lagnet. Hvis du vil have præpositionsforbindelsen til at dampe, er du vist nødt til at introducere en ledsætning: "Han lå på lagnet, der dampede af sved". Og var der så overhovedet en fejl i præpositionsforbindelse som adverbiel ledsætning? Jeg ved det ikke rigtigt, i virkeligheden har jeg ikke noget dybere kendskab til grammatik. Måske er fejlen oppe i første fuck-up den eneste engelsksyntaktiske, skal vi ikke sige det, vi veksler én engelsksyntaktisk fejl til en anden.

Så med alt det i baghovedet kan vi genintroducere ornamenteringerne og skrive:



Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå svedende på lagnet, der dampede vådt efter søvnen, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppen(e).


(Jeg var nødt til at rette pølen til "svedende", for ellers ville "der" måske henvise til pølen og ikke lagenet, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fikse det ellers. Jeg har sat kropsflertallet i parentes, for jeg er altså stadig ikke vild med at gå fra ental til flertal midt i sætningen, hvis man vil have flertallet med er løsningen: "på lagnet, der under dem dampede vådt efter søvnen, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene", selv tak.) (Og hov, nu ser jeg et fjerde stykke klods, hvilket skyldes, sgu, at de to præsens participium-ting oppe i originalen må henvise til to forskellige subjekter, altså lagnet kan vel ikke være "dampende vådt efter søvnen", lagnet har jo ikke sovet, så den første henviser altså til ham(/dem?), mens den anden (duvende) henviser til lagnet, det går jo heller ikke, så her kommer en ny løsning, som jeg ville ønske sætningen var:)



Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå svedende på lagnet, som dampede vådt under dem, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene.


Hvad så, siger du nok (nej, for ingen har sguda læst så langt her), med de to gange "under", er det ikke klodset, skal det ikke også rettes? Nej, det er rytmisk og poetisk, og det bestemmer jeg, mor er træt, farvel.


Tilføjelse 2, senere på dagen:

Nej, for satan, jeg er tilbage, det skift der fra ental til flertal var kun klodset på grund af "dem"-der-lød-som-om-det-skulle-være-"sig"-klodsetheden og ikke klodset i sig selv, altså kan "under dem" fjernes, og så er der også en måde at genintroducere pølen på, her kommer den færdige sætning, du kan betragte det her som min jobansøgning som redaktør og/eller oversætter i enhver ledig stilling, jeg kan ikke kinesisk, men jeg kan dansk, og så må jeg vist hellere komme tilbage til det speciale, her var sætningen:


Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå pølsvedende på lagnet, som dampede vådt, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Eller hvad med at vi Harald Voetmannificerer den lidt (dette er bare for sjov, for lige at få det på det rene):

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå pølsvedende på lagnet, hin svedtilsølet vådt dampende, i glitrende, sprøde bølger under kroppene duvende tekstilgenstand.

søndag den 10. maj 2020

Anmeldelse: Til mine brødre - og andre tekster af Peter-Clement Woetmann

Titel: Til mine brødre - og andre tekster
Forfatter: Peter-Clement Woetmann
Arena
129 sider
2019
Drama / poesi

Vurdering: 4/6

De tre tekster i Til mine brødre - og andre tekster er oprindeligt opsat på Aarhus Teater i 2016-18, da Peter-Clement Woetmann var husdramatiker der. I forordet takker Woetmann skuespillerne, "der har haft mine ord i deres munde og stillet spørgsmål ved deres form og vist deres mistro til min skrift", og det kan jeg sådan set godt forstå, for det kan være svært at forestille sig, hvordan teksterne her præcis skal sættes op som drama - særligt den sidste, "Lav sol", må det kræve noget af en hukommelse at lære udenad. Så egentlig er det meget passende, at genredefinitionen på udgivelsen er blevet "tekster" og ikke "drama", for det, man læser, ligner ikke en normal dramatekst - i to af teksterne er der ingen markeringer af, hvem der siger hvad (ifølge forordet kan teksterne "spilles af et frit antal personer"), og generelt er der få til ingen regibemærkninger. Derfor egner de sig lige så godt til at blive læst som poesi - hvilket kan anbefales!

To velfungerende greb går igen i samtlige tekster: Gentagelser og citater. I den første tekst, "Til mine brødre", taler først en mand, hvis bror som soldat sendes til Afghanistan, og siden broren - og indimellem en mere deskriptiv stemme, der udlægger fakta og analyserer den moderne krigsførelse. I denne tekst starter sætningerne ofte med en variation over "Jeg vil tale om" og "Jeg tænker på", hvilket bliver meget kraftfuldt, her fra begyndelsen:

Jeg vil tale om krig.
Jeg vil tale om krigen i Afghanistan.
Jeg vil tale om de øjeblikke i vores liv, hvor vi suges ind i historien og kan mærke, der er noget, der er forandret.

"Til mine brødre" indholder citater fra soldaters egne beretninger om oplevelsen af at være i krig, og gennemgående er spørgsmålet, hvordan et menneske kan leve med at slå ihjel, eller rettere: Hvordan det at skulle kunne leve med at slå ihjel systematiseres. Det handler om, hvordan man gør afghanernes liv til det, Judith Butler kalder "usorgbare", altså til mennesker, hvis død man ikke behøver sørge over:

Min bror sagde:
Vi rensede ikke målene, da kompagnichefen mente, at det ville være lettere, hvis vi ikke så, hvad vi havde slået ihjel. 

Men på trods af alle forholdsreglerne er det alligevel umuligt ikke at føle konsekvensen af at have slået ihjel, så længe man stadig er i stand til at sanse:

Jeg tænker på den yngste brors ansigt, måden kødet trevlede på, at der i stedet for næsens fremspring var et stort tomt hul.
Jeg tænker på, hvordan kraniet, at der ikke længere var nogen struktur.
Jeg tænker på, at vi senere opdagede, at de to brødre bare var på vej hjem.
I stedet for et ansigt var der en klump ødelagt kød. 

Teksten slutter med forestillinger om fremtidig krig, en "krig uden anger", hvor soldaten ikke længere behøver sanse sit offer og derfor ikke anerkende ham som levende, fordi krigen udkæmpes på afstand med droner og robotter.

Den anden tekst, "Den sidste bølge", er sjovere, selvom den også er, om muligt, endnu mere sortsynet og langt hen ad vejen virker som noget, Theis Ørntoft kunne have skrevet. Men sjov er den alligevel, og det skyldes Woetmanns evne til at pastichere og citere andre diskurser og tekster, så der optræder replikker som disse:

Det er et meget fleksibelt og gennemsigtigt produkt, som mange danskere efterspørger. 

Og:

Forbruget er stadig lyspunktet, detailsalget stiger hurtigere end realvæksten i takt med den hurtigere voksende servicesektor.

Det minder lidt om replikker, der kunne ligge i munden på Edvard i Inger Christensens skuespil Intriganterne.

I "Den sidste bølge" rejser en mand ved navn Samuel til Mars for at slippe for sine jordiske bekymringer, sin skam over sit vestlige, bekvemmelige liv og sin angst for fremtiden. Før rejsen taler Sarah om, hvilke bekymringer han vil kunne glemme på Mars, og her falder tekstens bedste replik:

Så kan du glemme dine bekymringer, sagde Sarah. [...] Den lille skam ved at kræve, at dine ansatte skal være robuste, sagde Sarah, skal finde sig i alt. 
Den sidste tekst, "Lav sol", er den, der er mindst akut samfundskritisk og mest poetisk skøn i sit sprog. Teksten handler om en kunstig intelligens, der måske, som jeg forstår det, erindrer sine sanseindtryk fra dengang, den var et fysisk menneske? I hvert fald er store dele af teksten den reneste, sanselige poesi:

Jeg kan høre havet. Jeg ligger i mørket og lytter til havet. Det kan være brusende og sært roligt. Det kan lyde som trætoppe, bladene der slår mod hinanden. Det kan lyde som søvn der løber ud af ens elskedes mundvige, stille, stille, fugt. 

Har jeg en favorit blandt de tre tekster? Tjah, "Til mine brødre" er nok den, med et irriterende ord, vigtigste tekst, fordi den mest præcist stiller skarpt på et problem i verden, Afghanistan-krigen og evnen til at slå ihjel, men til gengæld er det måske også den tekst, der er æstetisk mindst vellykket med en del tekststeder, der i deres iver efter at repræsentere den ukommunikerbare krigsoplevelse simpelthen bliver for meget i sproget og ender i det utroværdige, som her:

Jeg kalder det MAD MINUTE. Jeg kalder øjeblikket, hvor alting smelter sammen med min fingers ene bevægelse: MAD MINUTE. Og jeg knalder ud med min gun, til nerverne siger, de skal hilse.
MAD MINUTE: MAD MINUTE! MAD MINUTE!

"Den sidste bølge" er til gengæld den skarpeste satire af de tre, mens  "Lav sol" har de smukkeste sætninger. Så en favorit blandt de tre? Nej, alle tre tekster byder på læseværdige elementer og kan anbefales.

lørdag den 9. maj 2020

Pristjek.org

Det er et stykke tid siden, jeg har lagt en anmeldelse op på denne blog, hvilket ikke kun (men også) skyldes dovenskab. En af de bedre grunde er, at jeg har haft travlt med at skrive anmeldelser andre steder, heriblandt på en ny blog ved navn Pristjek, som jeg driver sammen med Anders Holbæk. Konceptet er, at vi læser os igennem samtlige vindere af en litteraturpris og vurderer, om de enkelte bøger har fortjent prisen. For tiden læser vi vindere af Nordisk Råds Litteraturpris, og de første to anmeldelser er på nuværende tidspunkt lagt op. Tjek det gerne ud på pristjek.org.

onsdag den 25. marts 2020

Brecht-citat til den kommende finanskrise

Når en stor mands hus falder sammen, slås mange af de små til jorden. De, der ikke deler de mægtiges lykke, deler ofte deres ulykke.
- Bertolt Brecht: Den kaukasiske kridtcirkel, oversat af Carl Nyholm (her citeret efter citat i Vigdis Hjorths Lærerindens sang, s. 123).

lørdag den 21. marts 2020

Anmeldelse: Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard

Titel: Gilgamesh
Oversættere: Sophus Helle og Morten Søndergaard
Gyldendal
155 sider
Ca. 11. årh. fvt., denne oversættelse 2019
Episk digt

Vurdering: 6/6

Hvordan kan det være, at en tekst, der er over 3000 år gamle stadig taler til os i dag? I sit fremragende efterord til nyoversættelsen kommer Sophus Helle med nogle bud: Gilgamesh' lidenskab, hans sorg over vennen Enkidus død og hans egen dødsangst, som den nutidige læser lever sig ind i, blandet med Gilgamesh' fremmedhed: Hans krigerinstinkt og pludselige vrede, der synes meget fjernt fra en psykologi, vi kender i dag.

Men man kunne også tilføje endnu en grund: At sproget, ligesom Gilgamesh, på samme tid er velkendt og fremmed. Det er det selvfølgelig kun, fordi bogen er så fremragende oversat; og netop fordi oversættelsen gør plads til både at formidle forståeligt og lade teksten være helt særegen. Således var et af højdepunkterne i læsningen for mig dette afsnit, hvor Gilgamesh' kæreste ven, Enkidu, lige er død, og Gilgamesh siger:

Jeg vil græde over min ven Enkidu,/ som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme.// Øksen ved min side, så sikker i min hånd,/ sværdet i mit bælte, skjoldet ved mit bryst,/ min festdragt, mit pragtskærf,/ en ond vind har rejst sig og bestjålet mig!// Min ven, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken:/ Enkidu, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken.

Sikke et billedesprog: "som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme"! At jamre som en flamme! Og så er der disse fantastiske gentagelser, som er gennemgående for stilen: Først en sætning, hvor der står en generel betegnelse, "Min ven", så den samme sætning igen, men denne gang specificeret: "Enkidu". Her endnu et skønt, skønt eksempel på dette:

Historien om min ven tynger mig,/ nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje:/ Historien om min ven Enkidu tynger mig,/ nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje!// Skulle jeg kunne være stille? Skulle jeg kunne være tavs?/ Min ven, som jeg elskede, er blevet til ler:/ Enkidu, som jeg elskede, er blevet til ler!/ Er jeg ikke ligesom ham? En dag vil jeg lægge mig ned,/ og aldrig kunne rejse mig igen.

Den fremmedartede stil og de pludselige glimt af et helt ukendt billedsprog sammen med den helt velkendte og meget rørende sorg og dødsbevidsthed - jamen! Og så lige endnu et citat, her taler den gamle vismand Uta-napishti, som er Gilgamesh-versionen af Noah, ham med arken (eller båden ifølge den nye bibeloversættelse), i det nok flotteste sted i hele bogen:

Ingen ser døden./ Ingen ser dødens ansigt,/ ingen hører dødens stemme./ Men det er døden, den grusomme, der knækker mennesket.// Det sker, at vi bygger huse,/ det sker, at vi laver reder./ Det sker, at brødre deler arven,/ det sker, at sønner bliver bitre.// Det skete, at floden steg og bragte højvande,/ og døgnfluerne flød ned ad floden./ Deres ansigter så solens ansigt,/ men selv i det øjeblik så de ingenting.

Det skal også nævnes, hvor fantastisk en poet, tidens tand er: Morten Søndergaard nævner i forordet, at det, at Gilgamesh er fragmenteret, at der er en del huller i teksten, gør, at det nogle steder kan læses som et modernistisk digt. Og sikke et digt, tidens viskelæder sine steder har skabt! Før Enkidu dør, drømmer han, at han skal dø, og det er denne drøm, ser det ud til, der suger livskraften ud af ham. Men lige dér er teksten stærkt fragmenteret, så det sidste stykke af drømmen bliver så flot her (jeg har sat "..." hvor der er hul i teksten; i bogen markeres det meget flot med hvid tomhed mellem hævede punktummer, hvilket ikke kan genskabes her):

klar ... grav ... mig ... Ereshkigal. ... Flodbølgen. ... jeg har set hans krop

På bogens bagside er Rainer Maria Rilke citeret for, at Gilgamesh er "det største, der kan overgå et menneske." Jeg er tæt på at være enig.

onsdag den 18. marts 2020

Anmeldelse: Teutoburger af Harald Voetmann Christiansen

Titel: Teutoburger
Forfatter: Harald Voetmann Christiansen
Lindhardt og Ringhof
148 sider
2005
Noveller / kortprosa

Vurdering: 5/6

Sikke en glæde det er at have opdaget (eller rettere: langt om længe læst) Harald Voetmanns kortprosa! Efter at have læst den usædvanligt gode En alt anden end proper tilstand skyndte jeg mig straks at anskaffe mig, hvad der ellers fandtes tilgængeligt antikvarisk — hvilket desværre kun var Teutoburger. Jeg håber, Kapricer og Autoharuspeksi dukker op i et antikvariat snarligst (til en rimelig pris), så jeg kan få fat på dem — indtil da må jeg hellere se at få anskaffet mig den selvudgivne Trivia-trilogi, som, så vidt jeg ved, vist stadig kan fås fra ny.

Teksterne i Teutoburger er inddelt efter længde — den længste først og den korteste til sidst. Den første novelle ligner noget, der skulle være blevet til en roman (og slutter oven i købet med "o.s.v."), hvilket også synes at have været tilfældet for to-tre af teksterne i En alt anden end proper tilstand (hvori jo et af romanfragmenterne rent faktisk blev til romanen Kødet letter). Resten er alt fra konceptuelle tekster med stjernetegnsagtige lister over forskellige slags personer til helt, helt korte kortprosatekster af én sides længde. Som altid er det gennemgående element en hengiven sig til ekstreme sprogblomster som denne:

Jeg stod i dag og betragtede to duer, der hakkede i en halv burger. "Disse tvende dråber fra Guds grumsede kød-og-fjer-pipette," fik jeg med nød og næppe mig selv til at tænke, "så sparsomt bestænket med den bevidsthed, vi andre har truckerbadet i," eller: "visseligen har truckerbadet i." Visseligen var jeg da tilfreds med denne min smørbare dumsmarthed.

Mit favoritsted i hele bogen findes i den indledende romanruin, "Teutoburger", hvor en dreng bebor et slot i udkanten af Teotuburgerwald som sidste led i en degenereret  aristokratfamilie (et typisk Voetmannsk fin-de-siécle-agtigt motiv). Familien bruger en grandonkels tomme sarkofag i krypten som opbevaringrum for en pose glasperler, der årligt hænges op som julepynt, og som det er drengens pligt at gå ned og hente. En enkelt gang er han kommet til at løfte låget af den forkerte sarkofag og har måttet bruge timevis på at få låget på igen, og "alene tanken om den lange og meningsløse fysiske anstrengelse under så kummerlige forhold som disse, fyldte ham med en ubændig trang til at deltage på slavernes side i kampen i Apulien i år 73 f.kr., eller i det mindste yde dem enhver tænkelig økonomisk og diplomatisk bistand." I så fald ville Spartacus' oprør nok have været succesfuldt, ræsonnerer drengen, men "Så snart slavehæren med hans hjælp havde overvundet Crassus og Pompejus ville den vende sig imod ham." Hans lig ville så blive begravet med glasperlejulepynten, og:

Hans far ville netop da gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at lade som om, at han ikke børstede en tåre væk fra kinden eller rettere fugtede og nærede sin tørre venstre pegefingernegl, der ikke så meget var en egentlig negl, som den var en koloni af spredte og indbyrdes uafhængige gule og tørstige hornstubbe, placeret i et mønster der ikke var ganske ulig det mønster, der tilsammen bliver dannet af flæskeklannerlarvens hug- og tyggetænder, som de tager sig ud under et mikroskop. "Ja, vores søn havde en forkærlighed for farvet glas," ville han så sige. "Han dvælede ved farvet glas som en dum indianer. [...] Men græd ikke over ham, kone. Han bragte det over sig selv. Det eneste, vi bør bekymre os om nu, er, om hvorvidt Romerriget efter Spartacus-opstandens drastisk ændrede udfald vil udvikle sig i egentlig socialistisk retning, og hvilke forholdsregler, vi to bør tage mod en sådan sær og af et umodent sind fremprovokeret verdensudvikling." Sådan kunne hans far omtent have fundet på at sige i den givne situation. Og videre end den kommentar havde han aldrig tænkt.

Men det, at han tænker så langt på grund af sin ved hårdt fysisk arbejde pludseligt opståede sympati for et over totusinde år gammelt slaveoprør, er lige netop, hvad der gør Voetmann til en så fantastisk forfatter.

Hvad skal ellers nævnes? Jo, Teutoburger er om muligt endnu mere kropsfikseret end Voetmanns andre bøger, så der flyder sekreter af alskens slags på snart sagt hver anden side. Også det må betragtes som en kvalitet. Jeg er ret så ovenud begejstret og glæder mig til at læse (endnu) mere fra hans hånd!

søndag den 15. marts 2020

Anmeldelse: Satyricon af Petronius

Titel: Satyricon
Forfatter: Petronius
Oversætter: Harald Voetmann
Gyldendal
183 sider
Skrevet 1. årh. evt., denne oversættelse 2009
Roman

Vurdering: 4/6

Den Petronius, der skrev Satyricon, var sandsynligvis den Gajus Patronius, som var kejser Neros arbiter elegantiae, dvs. smagsdommer/rådgiver i spørgsmål om det luksuriøse. Og luksus er der rigeligt af i Satirycon.

Apulejus' Det gyldne æsel er den eneste latinske roman (ikke at forveksle med den moderne roman, selvom Gyldendal frejdigt bare har skrevet "roman" på forsiden af denne oversættelse), som er bevaret i sin helhed, men Satyricon er til gengæld ca. 100 år ældre og en hel del frækkere. De bevarede dele antages at stamme 14.-16. bog af et ret omfangsrigt værk, men det vides ikke med sikkerhed.

Hovedpersonen hedder Encolpius, som vistnok er tidligere gladiator, og som er på flugt fra nogen, han måske har stjålet en slavedreng fra tidligere i fortællingen, i noget af det, der er gået tabt. Slavedrengen hedder Giton og er åbenbart ekstremt seksuelt tiltrækkende for alle mennesker af begge køn; det første stykke handler om, hvordan Encolpius slås med vennen Ascyltos om, hvem der har ret til Gitons krop.

Dernæst følger det ene orgie efter det andet med overdådige anretninger og masser af homosex krydret med lidt pædofili, impotens og en enkelt skibskatastrofe. Det er ret så underholdende!

Det mest berømte af de bevarede afsnit er festen hos Trimalchio; ved festen er der (hvis jeg forstår det ret) kun inviteret frigivne slaver, fordi rigmanden Trimalchio selv startede som slave og siden har levet den amerikanske drøm, så han nu er rigere end noget menneske kan forestille sig. Aftenen går med hans praleri og et ekstremt indtag af underlige retter; men på trods af al Trimalchios pragt og vælde kan han ikke skjule sin underlødige herkomst, når han højlydt synger falsk, reciterer digte forkert og åbenlyst ikke kan finde rundt i myterne. Han er nyrig og udannet og derfor ekstremt optaget af at fremvise sin egen rigdom og bævre af frygt for døden; det er ren Donald Trump.

Senere støder vi på forfatteren Eumolpus, der til sine omgivelsers fortrydelse ikke kan holde kæft i to minutter uden at skulle recitere et digt. Sådan her finder Encolpius og Giton ham efter skibskatastrofen:

Vi hørte en besynderlig mumlen og stønnen fra kaptajnens gemakker som fra et vilddyr, der forsøgte at slippe ud. Da vi fulgte lyden, fandt vi Eumolpus, som sad og griflede vers ned på et stort pergamentark. Vi måbede over, at han kunne finde ro til at skrive digte, mens døden åndede ham i nakken. Så trak vi ham ud, selvom han skreg, og vi bad ham om at tage det roligt. Men han var afsindigt rasende over at blive afbrudt. "Lad mig gøre sætningen færdig," sagde han. "Digtet halter i slutningen." Jeg greb fat i ham som den rablende galning, han var, og bad Giton hjælpe mig med at slæbe denne brægende digter ind på land.

Det er god underholdning sådan at følge digtende, kæmpende og liderlige personer på eventyr. Når det så er sagt, ville jeg nok ikke just ligge i kø foran boghandlen, hvis man i morgen fandt de (antager nogle) omkring 1000 sider, som hele Satyricon kan have været. Den smule, der er bevaret, har den helt rette længde til at underholde, men når også at gentage sig nok gange til, at man mod slutningen har det som ved den anden portion cholademousse — mæt og veltilfreds, men, hvis man ikke passer på, faretruende tæt på kvalmegrænsen.

I de bevarede ca. 150 sider er Satyricon god underholdning; fræk, sjov og af Harald Voetmann vældigt godt oversat til et sprudlende nudansk.

torsdag den 12. marts 2020

Anmeldelse: En alt andet end proper tilstand af Harald Voetmann

Titel: En alt anden end proper tilstand
Forfatter: Harald Voetmann
Gyldendal
207 sider
2008
Noveller / kortprosa

Vurdering: 6/6

I min anmeldelse af Amduat. En iltmaskine skrev jeg, at Harald Voetmann er Danmarks nok bedste romanforfatter lige nu. Og han er altså, kan jeg efter endt læsning af En alt anden end proper tilstand konstatere, også en af Danmarks bedste kortprosaforfattere.

En alt andet end proper tilstand består af tre længere noveller (hvoraf den ene senere — i let omskrevet tilstand — skulle blive til de første to kapitler af romanen Kødet letter) og 18 helt korte prosastykker. Teksterne har, som Kødet letter, noget underligt anakronistisk over sig, mens sproget på samme tid sirligt og bastant folder sig ud i barokke fraseringer. De mandlige hovedpersoner er liderlige, men introverte og nærmest degenererede, hvilket kombineret med de eksplosivt knopskydende sætninger får mange af teksterne til at virke som noget, der kunne være skrevet i Fin de siecle-perioden — bare endnu mere underholdende.

Samtidig er der en slags forlegenhed over det at skrive. Det kommer bl.a. til udtryk i kortprosateksten "Scener fra kejser Othos liv", hvor den alvidende fortæller pludselig må påkaldes i en parentes for at forklare de historiske detaljer (hvorefter den alvidende fortæller ender med at dø, blive upset ihjel af sin egen hovedperson):

(Hvad er en sistrum, åh du Almægtige Olympiske Fortæller? En sistrum er en hellig rangle, der som enhver anden rangle kan tjene til at vække morens opmærksomhed. Moren er i dette tilfælde Isis. Otho skal forestå en ofring til Isis, fem flamingoer. Olympen skutter sit mægtige sig. Den kan faktisk ikke lide at bruge ordet flamingo. Den ville hellere have brugt Othos eget ord, en phoenicopter, fem skrigende pinke phoenicoptere skal Otho slagte i dag).

"Olympen skutter sit mægtige sig."! Den slags ordgejle finurligheder er Voetmanns sprog fuldt af, og det er en fryd uden lige at læse! Det er længe siden, jeg sidst har læst en bog med så gode sætninger som denne!

Så hvordan kan det være, vi er så heldige at have en forfatter som Harald Voetmann? Her kommer et bud: Han læser noget andet end den gennemsnitlige samtidsforfatter. Bogens epigraf stammer fra Oscar Bloch: "Om døden - en almenfattelig Fremstilling" (1914) — åbenbart et slags katalog over måder at dø på, som ifølge bibliotek.dk findes i ét eksemplar på de samlede danske biblioteker — mens novellen "Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)" har epigraf fra Henrik Thomesen Gerner: Orthographia Danica (1679) (3 eksemplarer på de samlede danske biblioteker). Hvem læser den slags? Men det er åbenbart givtigt, hør bare Oscar Bloch-citatet:

I Latrinkuler udvikler der, som vi senere skulde se, giftige dræbende Luftarter, især Svovlbrinte; men der udvikles ogsaa Kulbrinter, som kunne explodere; man kender Exempler paa, at den, der har kastet en brændende Tændstik eller en Cigaret ned i et Appartement, som ikke er indrettet efter engelsk Mønster med Vandtilløb, er bleven slynget ud af Kabinettets Vindue i en alt andet end proper Tilstand; man forstaar, hvilke forskellige Chancer her er for, at den Paagældende kan blive et Offer for Explosionen. Man har ogsaa set Exempler paa, at en Explosion af denne Art har givet Anledning til, at giftige Luftarter have bredt sig i et helt Hus, og at Personer, som have været tilsengs, ere blevne fundne døde, kvalte af Luften.

Så her kommer lige et kvikt forslag til, hvordan vi får nogle flere forfattere, der er lige så originale som Harald Voetmann: Sæt samtlige danske forfattere til at læse sig igennem hele Det Kongelige Bibliotek — lad dem starte fra forskellige bogstaver og så ellers bare i gang. Så må de jo støde på et eller andet, som ingen andre læser, og som kan inspirere til en stemme, som ingen andre har.

Anyway, her er min Voetmann top-6, fordi ingen spurgte: 1) Syner og fristelser, 2) En alt andet end proper tilstand, 3) Kødet letter, 4) Amduat. En iltmaskine, 5) Vågen, 6) Alt under månen, alle bøgerne er 5'ere eller 6'ere på en 1-6-skala ved mit eksamensbord.