Anmeldelse: Hard Times af Charles Dickens

Titel: Hard Times
Forfatter: Charles Dickens
Forlag: W. W. Norton & Company
222 sider + 258 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1854, denne udgave 2001
Roman

Vurdering: 4/6

Hard Times er ikke Charles Dickens' mest læste værk. - Han har som bekendt skrevet udødelige klassikere som Oliver Twist, David Copperfield, A Tale of Two Cities, A Christmas Carol, Bleak House og Great Expectations. Hvorfor så læse Hard Times? Jo, ifølge nogle kritikere er Hard Times som Dickens' svar på maggi-terningen; kondenseret Dickens, en kort indføring i alt, hvad der er Dickens. Der er børn, der behandles dårligt, en undertrykt arbejderklasse, socialt engagement, spænding, store følelser, mysterier, alvidende fortæller, satire og sjov og ballade. (Nu skal jeg, der ikke har læst andet Dickens, selvfølgelig ikke være den, der definerer, hvad Dickens er for en fisk, men jeg forestiller mig, at ovenstående liste er gennemgående i forfatterskabet).
Hard Times starter stærkt ud i den satiriske ende. Mr. Gradgrind, Mr. Bounderby og skolemesteren med det ironiske navn M'Choakumchild bliver præsenteret som karikaturer. M'Choakumchild har det allerede i navnet, men så snart man lærer Gradgrind og Bounderby at kende, går det op for én, at de er ligeså karikerede som den barnekvælende skolelærer: Gradgrind er en logikkens mand og fornægter alt, der ikke er fakta, mens Bounderby er en ærkeliberalist, der ikke kan holde en samtale kørende i to minutter uden at nævne, at han selv har arbejdet sig op fra ingenting. Så stor er hans beundring for sig selv, at han på et tidspunkt får nævnt, at han er endnu mere imponerende end gudinden Venus, for hun blev som bekendt født ud af skummet, mens han trak sig selv ud af mudderet! Og Gradgrinds og Bounderbys venskab får af den meget partiske - og meget sjove! - fortæller følgende ord med på vejen:

Why, Mr. Bounderby was as near being Mr. Gradgrind's bosom friend, as a man perfectly devoid of sentiment can approach that spiritual relationship towards another man perfectly devoid of sentiment. So near was Mr. Bounderby - or, if the reader should prefer it, so far off.

Disse romanens skurke er hele vejen igennem underholdende at følge. Deres absurde logiske ræsonnementer, deres karikerede samtaler og de sarkastiske ord, de af fortælleren får med på vejen, gør hele bogen værd at læse.
Desværre skal der også være nogle gode, dydige personer, man kan holde med. Her er først og fremmest Gradgrinds ældste datter Louisa, der skal være Dickens' bevis på, at Gradgrinds faktabaserede børneopdragelse ikke holder vand. Hvilket bevises ved at gøre hende til en dydig, død fisk af en kedelig kvinde, der adlyder sin far i alt uden at have kontakt til sit indre liv. Nej, så er der mere sjov ved hendes bror, Tom, som, så snart han bliver stor nok, beslutter sig for at skeje ud og følge sine lyster, hvilket han aldrig fik lov til i sin barndom.
Ind på scenen træder også arbejderen Stephen Blackpool, for i romanens anden af tre dele skifter fokus fra at være en satirisk roman om børneopdragelse og ideologi til at være en mere eller mindre socialrealistisk roman om industrialiseringens farer. Dickens' ide er, at arbejderne bør have noget fritid, hvor de kan komme ud i naturen og hygge sig og fantasere og, først og fremmest, læse Dickens' romaner, så de kan få sig et bedre liv. Det er jo en agtværdig nok tanke, men Dickens mener, at dette skal ske i en top-down-proces og er derfor imod fagforeninger. Så den gode arbejder, Stephen, er den eneste, der vælger at stå uden for fagforeningen. Hvilket han gør af selviske grunde - han vil ikke i problemer. Denne kujonagtige, Liberal Alliance-forgudende skruebrækker er vores helt, selvom resten af bogen handler om, at liberalisme er noget pjat. Nok fordi Dickens, på trods af sit påståede store sociale hjerte, er stokkonservativ og totalt ligeglad med arbejdeklassens egentlige forhold, så længe de betaler for at læse hans romaner.
Men at Dickens' ideologi ikke hænger sammen, vil jeg ikke lægge romanen til last, for den er jo ret underholdende på trods (eller måske netop på grund) af det. Det er faktisk ret sjovt at læse Dickens' kritik af industrialiseringen, der aldrig kommer længere end til at fabriksrøg er grimt og åbne vidder er pæne. Og det er ret sjovt at følge med i, at Dickens' opgør med liberalismen ikke er en klassekamp, men en politisk diskussion overklassen imellem - en konservativs rynken på næsen over de nyrige, frem for en arbejders retfærdige indignation over kapitalismens undertrykkelse.
Gode intentioner har han trods alt, og Dickerns kan godt lide små børn og rare mennesker (og sikkert også hundehvalpe), så jeg kan tilgive ham det meste. Det kunne F. R. Leavis også. Han fik med sit essay "Hard Times: An Analytic Note" fra 1948 gjort Hard Times til den klassiker, han mente, den burde være. Inden da havde man mest anset Hard Times for at være en ligegyldighed i et rigt forfatterskab, men Leavis argumenterede for, at satiren og sentimentaliteten gik så godt i spænd, at den var en af Dickens' bedste. At satiren er god, kan jeg godt gå med til. Som nævnt er portrætterne af Gradgrind og Bounderby ganske ubetaleligt morsomme. Og de mere sentimentale, følelsesladede scener lykkes da også en gang imellem. F.eks. da Gradgrind nærmest befaler Louisa at gifte sig. Hun kigger ud af vinduet på arbejderbyen Coketown og siger:

There seems to be nothing there, but languid and monotonous smoke. Yet when the night comes, Fire bursts out, father!

Det forstår Gradgrind ikke, hvad hun mener med, for det er jo en metafor for hendes undertrykte følelsesliv - og hvis der er to ting, han ikke forstår, så er det metaforer og følelser. Det er virkeligt godt skrevet og er ret så rørende.
Til gengæld bliver sentamentaliteten mig for meget i Louisas senere opgør med sin far og generelt i alt, der sker for Stephen Blackpool. Her smøres der tykt på følelserne og violinerne hviner højt i baggrunden - men uden effekt for mig. Så kan man i stedet grine lidt af det hele og nyde at være i en god gammeldags alvidende fortællers trygge hænder, så man ved, at man bliver ledt videre til det næste logiske trin i historien, og at det hele nok skal gå pænt op til sidst. På den måde er det en god, gammeldags roman af den slags, der ikke rigtigt skrives mere, og at det er essensen af Dickens, det kan jeg da godt forstå. Og godt lide.

Anmeldelse: Ibis af Anders Abildgaard

Titel: Ibis
Forfatter: Anders Abildgaard
Forlag: Gyldendal
36 sider
2016
Poesi

Vurdering: 6/6

I år 11 skrev den romerske digter Ovid (ham med metamorphoserne) et forbandelsdigt med titlen Ibis rettet mod et for nutiden ukendt du. Det digt har Anders Abildgaard taget op og skrevet et moderne forbandelsesdigt, der tonser af sted i had og blod og sprogligt overskud:

Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse. Luften skal være tyk for dig, at trække vejret skal være som at trække vejret med håndklæder i lungerne. Varme skal være et ukendt fænomen for dig, lys kun kunne anes bag gardiner.

Lys kun kunne anes bag gardiner! Hvor vildt et billede!
Sådan starter Ibis for fuld knald med masser af af sjove ideer til pinsler du'et skal gå igennem. Kort efter er der en 1½ sides digression, hvor vi hører en ugle tale:

Jeg skal ses slå ned fra træet. Men jeg kan ikke slå ned fra træet. Jeg skal kunne sidde og mærke mig selv på grund af tårerne. Som sved, der hele tiden gør opmærksom på den svedende, smører den svedende ind i sig selv.

Derudover bevæger vi os meget rundt i referencer til forskellige dødsfald: lige fra Michael Hanekes Funny Games til mordet på Alexander Litvinenko til her Odysseen:

Du skal ikke være mere tryg eller kompetent i højderne end den ned fra taget faldende. Du skal ikke være bedre til at drikke vin end ham - vinen var grunden til, han faldt ned, man kan ikke ligge på et tag under stjernerne og drikke igennem og tro, man ikke falder ud over kanten, selv om det minder om en seng, den første drøm, den første, du kan huske, skal være, da du - lagt til at sove på et køkkenbord, din mor går og laver mad - zigzagger ned fra et træ, du er et blad.

Vi starter med en reference til stakkels Elpenor, der styrter ned fra Kirkes tag og dør, da Odysseus' mandskab fejrer, at de er blevet forvandlet tilbage til mennesker igen; men så glider det over i en underlig drøm om at være et blad. Disse underligheder og komiske konkretheder er en stor del af humoren i Ibis:

Måtte du vågne op i en slynge og blive snittet nedefra i maveregionen, samme raske bevægelse som hos mallerne, man sætter fødderne ned til for at få fødderne renset, for at få huden på fødderne blødgjort, mens andre køber ind. 

Dette spring fra splattet mavesnit til maller er ret vildt, og så bliver det oven i købet sjovt med den underligt specifikke detalje, at andre køber ind imens.
Andre af de mindre splattede forbandelser bliver decideret uhyggelige, fordi de pludselig kommer tæt på en mere troværdig hverdag:

Eller du skal hade den, du elsker, dine børn skal hade dem, de elsker, aldrig få noget igen, altid føle sig alene. Stå og føle sig alene. Sidde. Ligge. Rejse. De skal kun kende til at skubbe væk.

Jeg kunne blive ved med at citere mine yndlingspassager og ville dermed ende med at citere hele bogen. Ibis er et virtuost, vildt, vældigt, væmmeligt og ualmindeligt læsværdigt mesterværk af sjovt, frastødende og overgearet profetisk sprog, der ikke synes nogensinde at kunne stoppe. - Og det gør det sådan set helle ikke; bogen ender uden et punktum, med potentiale for at vokse videre i læserens drømme om at være et faldende blad.

Anmeldelse: Din fjendes fest af Anders Abildgaard

Titel: Din fjendes fest
Forfatter: Anders Abildgaard
Forlag: Gyldendal
85 sider
2013
Poesi

Vurdering: 3/6

Der er gode og dårlige måder at føle sig dum på. Når jeg læser Inger Christensens sidste digtsamling, Sommerfugledalen, føler jeg, at der er meget jeg ikke forstår - men også, at jeg forstår nogle grundlæggende ting ved digtene, som intensivt studium af ordene sikkert ville kunne bygge videre på. Når jeg læser Inger Christensens første digtsamling, Lys, føler jeg, at jeg ikke forstår en disse, men at digtene gerne vil lade som om, at der faktisk er en masse at forstå, som jeg bare er for dum til at fatte. For mig føles det at læse Din fjendes fest desværre mere som at læse Lys end Sommerfugledalen, uden sammenligning i øvrigt.
Første del af Din fjendes fest består af sætninger; først med en del hvidt papir omkring, siden sat op som prosadigte uden afsnit. Men at sætningerne komme til at stå tættere på hinanden fysisk på siden, får dem ikke til at stå meget tættere på hinanden i forståelsen. Det er sætninger, der nægter at lade sig forbinde i nogen videre betydning:

vi løb frem til havet, de sidder i bassinet på fortovet, der er gravet ud til tilbygningen // hestene er her, det betyder, vi kan tale rent // min plejer gjorde også sådan for at trøste mig // vi har to farver i hovedet, blå og rød // vi er trætte af at være vrede // vi er ikke vrede // vi kan lugte teen på sengebordet // politiet går rundt på parkeringspladsen

Der er ikke noget sammenhængende rum og intet gennemgående jeg. Der er fine små sætninger, nogle gange ret sansende poetiske ("vi sad i taxaen i hver sin ende af kysset, han sidder i sin røde striktrøje, ser ud til højre"), nogle gange helt banale ("vi er til koncert på Husets øverste etage"), men oftest poetisk via det banale ("vi følger efter et rødt lys, eller er det orange"). Desuden er der de mere filosofiske, der handler om alt fra ord og betydninger ("Det går op for en, mens man står under brusende palmer, at sætninger ikke nødvendigvis er tøj. - Der er ikke nogen grænse, der skal overskrides, grænsen er en effekt.") til krops- og identitetsproblemer ("lydene fra kroppen, de dybe lyde fra knoglerne, der når ud til jeget, jeget, der ligger uden på kroppen, ja, der sidder på ryggen af kroppen, hænger på ryggen af kroppen, kroppen, der hele tiden sveder jeg, afsondrer jeg").
Hvis man har nogenlunde samme sprogsmag som mig, så vil man kunne glæde sig over alle de citerede sætninger. Men det, der irriterer mig, er, at de står uden sammenhæng; de er så forskellige og sat sammen uden intern logik, at man som læser hurtigt mister overblikket og for mig også begejstringen for den enkelte sætning. Det tjener til at nedbryde hierarkier; ingen sætninger er vigtigere and andre. Men med Abildgaards egne ord vil jeg indvende: "Når der bliver sagt intet hierarki, tænker de, hvem har bestemt det." Jeg synes ikke intentionel meningsløshed er særligt efterstræbelsesværdigt - der bør i det mindste være en slags mening med meningsløsheden. Og det tror jeg også, der er her, men jeg kan ikke se det. Og det irriterer mig.
Anden del af Din fjendes fest består af et 25 sider langt citat fra den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins dagbøger, oversat af Abildgaard selv. Det er eminent godt skrevet og eminent godt oversat, og hvis det havde været en udgivelse for sig, ville jeg have været udelt begejstret. Citatet stammer fra en periode, hvor Wittgenstein flytter til Cambridge og må overkomme en skriveblokering. Der er narrativ fremdrift, poetiske indfald, skønne beskrivelser, interessante tanker osv. i citatet - alt i alt, behagelig læsning. Men hvorfor er det med i Din fjendes fest? Måske som en slags kontrast til det foregående, som en tekst, hvor der i højere grad eksisterer en slags hierarkier og meningsdannelse. Men hvis det bare skal være en kontrast, kunne man jo have valgt en hvilken som helst tekst. Hvad der gør lige præcis Wittgensteins dagbog nødvendig for denne digtsamling er for mig uklart. Og igen føler jeg mig dum, som jeg gør gennem hele læsningen af Din fjendes fest; og jeg føler mig dum uden potentiale for at blive klogere. Det er en irriterende følelse.
Første del står for mig bedst som et katalog over gode (nok) sætninger, som man kan slå op i og læse lidt i, men som på grund af den bevidste meningsløshed er søvndyssende at læse fra ende til anden. Anden del vil jeg derimod gerne vende tilbage til og læse "normalt" fra ende til anden gentagne gange. Tilsammen er det en bevidst usammenhængende, uhierarkiseret og uforståelig bog. Og det er desværre mest bare irriterende for mig.

Anmeldelse: Gulliver's Travels af Jonathan Swift

Titel: Gulliver's Travels, eller egentlig: Travels into several Remote Nations of the World. In four Parts. By Lemuel Gulliver, First a Surgeon, and then a Captain of Several Ships.
Forfatter: Jonathan Swift
Forlag: W. W. Norton & Company
187 sider + 334 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1726, denne udgave 2002
Roman / satire

Vurdering: 4/6

Nogle ting vil altid være sjove. I Aristophanes' oldgræske komedier er der lige så mange vittigheder under bæltestedet som i en Seth Rogen-film. Og det samme gør sig gældende hos Jonathan Swift. I de mange forkortede børnebøger baseret på Gulliver's Travels glemmer man måske episoder som denne, hvor Gulliver ligger bundet af Lilleputterne:

Soon after I heard a general Shout, with frequent repetitions of the Words, Peplom Selan, and I felt great Numbers of the People on my Left side relaxing the Cords to such a degree, that I was able to turn upon my Right, and to ease myself with making Water; which I very plentifully did, to the great astonishment of the People, who conjecturing by my Motions what I was going to do, immediately opened to the right and left on that side to avoid the Torrent which fell with such noise and violence from me.

Kort  efter hører vi om, hvordan Gulliver forretter sin nødtørft, mens han er i Lilleputternes fangenskab, og hvordan de rydder op efter ham. Men sjovest bliver det, da Gulliver slukker en ildebrand i Lilleputternes dronnings tårn ved at tisse på det.
Pis og lort er bare sjovt, og det vil det blive ved med at være. Satiren over bæltestedet er sine steder også sjov endnu. F.eks. viser det sig, at Lilleputterne har delt sig i to nationer på grund af en uenighed om, hvordan man slår et æg ud: knækker man skallen på langs eller på tværs? Denne uenighed har udviklet sig til krig - over noget så ligegyldigt som æg! Det er Swifts kommentar til de mange religionskrige der kom oven på reformationen i 1500-tallet, og som i England stadig var et problem i Swifts samtid på grund af det store, katolske mindretal. Til gengæld kan det være svært for en moderne læser at følge med, når satiren bliver mere specifik; fodnoter kan forklare, at en bestemt Lilleputsk minister minder om en bestemt minister i den engelske regering, men det er bare ikke så sjovt nu, som det sikkert var for Swift.
Hele halløjet med Lilleputterne er generelt underholdende, og det er nok derfor, at alle - også dem, der ikke har læst forkortede børnebogsversioner eller set de mange filmatiseringer - kender til dem. Men Gulliver's Travels handler faktisk om fire rejser: efter at have været strandet hos Lilleputterne ender Gulliver blandt kæmper i Brobdingnag, dernæst på den flyvende ø Laputa og til sidst blandt de tænkende heste, Houyhnhnms. Der bliver ved med at være sjove indfald; blandt Laputas riger er der en by, hvor videnskabsmænd vægtes højst af alle, men kun hvis deres videnskab er helt ude af proportioner med virkeligheden. Her er en videnskabsmand, der beskæftiger sig med, hvad en persons ekskrementer kan sige om ham:

He advised great Statesmen to examine into the Dyet of all suspected Persons; their times of eating; upon which side they lay in Bed; with which Hand they wiped their Posteriors; to take a strict View of their Excrements, and from the Colour, the Odour, the Taste, the Consistance, the Crudeness, or Maturity of Digestion form a Judgment of their Thoughts and Designs.

Det er Swifts humor: vi bliver sat i en gakket situation, hvor en videnskabsmand foreslår, at man kan bedømme en persons karakter ud fra deres fæces. Men gemt blandt den lange liste af måder, man kan undersøge ekskrementerne på, gemmer der sig en optrapning af galskaben: "the Taste"! Ikke nok med at man skal undersøge sine underordnedes efterladenskaber, man skal også smage på dem! En gakket situation med en ekstra gakket situation indeni - sådan fungerer Swifts humor ofte.
Al den gak og løjer er stadig sjovt i dag. Men som fortælling kan man godt mærke bogens alder. Alting er fortalt, (næsten) aldrig vist, og det eneste af de fire riger, Gulliver besøger, hvor der for alvor er en spændingskurve og konfliktoptrapning er hos Lilleputterne. De andre steder er der en serie begivenheder, som sagtens ville kunne omarragengeres; som ikke er afhængige af hinanden, og som ikke bliver mere og mere spændende hen mod et klimaks. Derfor vil Gulliver's Travels nok ikke virke som en helt så stor læseoplevelse for en moderne læser, som den gjorde tilbage i 1700-tallet, da den blev en kæmpe bestseller. Så stor blev den, at folk skrev en masse af det, vi i dag ville kalde fanfictions. Her en 'ode til den maskine med hvilken kaptajn Gulliver slukkede flammerne i det royale palads', dvs. hans tissemand. Den anbefaler jeg at læse, om du så har læst Gulliver's Travels eller ej - endnu en gang 1700-talshumor under bæltestedet, og det er hylemorsomt!
Det anonyme digt er jeg faldet over, fordi det er med blandt de mange tekster, der er inkluderet i Norton Critical Editions' udgave af Gulliver's Travels. Det er en klassikerserie, jeg varmt kan anbefale: Der er altid en kort og letforståelig introduktion, ordforklaringer, en serie kilder fra samtiden (f.eks. anmeldelser o.l.) og analyser fra vor tid. Jeg har ikke selv læst alt sekundærmaterialet, men det er sjovt at kigge i og meget brugbart, hvis man får lyst til at vide noget mere om den klassiker, man læser.
Gulliver's Travels kan anbefales på grund af dens humor under bæltestedet, og da især i Norton-udgaven.

Anmeldelse: Forårsbølger af Ivan Turgenev

Titel: Forårsbølger
Forfatter: Ivan Turgenev
Oversætter: Vilhelm Møller
Forord: Thomas Bredsdorff
Forlag: Jensen & Dalgaard
172 sider
Oprindeligt udgivelsesår 1872, denne oversættelse 1873 og 1889, denne udgave 2017
Roman

Vurdering: 4/6

Jeg elsker gode udråbstegn! Som jeg også bed mærke i i min anmeldelse af Julie Mendels Relikvie, kan et udråbstegn tage noget på overfladen hverdagsagtigt og gøre det til en rystende begivenhed. Det vidste Turgenev også. Tror jeg. Faktisk er jeg ikke sikker på, hvor meget af det, jeg har læst, er Turgenev; Forårsbølger blev oversat af Vilhelm Møller efter den tyske oversættelse af den russiske original og har derfor ikke ry for at være Turgenev særligt tro. Men om det er Møllers eller Turgenevs udråbstegn, vi har med at gøre - gode er de i hvert fald, som her:

På må og få tog han et par af brevene, lukkede op - i  et af dem lå en vissen blomst med et falmet lille bånd om! - trak på skuldrene, smed dem ned i skuffen igen, og skottede i det samme hen til kaminen, som om han tænkte på at brænde alt dette unyttige krimskrams.

Sikke et udråbstegn! Det afslutter en med tankestreger indskudt sætning og bliver straks afbrudt af en tankestreg, så den egentlige sætning kan fortsætte. At opdage den visne blomst sætter straks vor hovedperson, Ssanins, nerver i brand, men med det samme går hans opmærksomhed videre, og det, der først var en udråbstegnsbegivenhed, bliver til noget, man kan trække på skuldrene over. Alt det udtrykt ikke med ord, men med to tegn: et udråbstegn og en tankestreg. (Og, altså, hvor dejlige er ord som "skottede" og "krimskrams" ikke?)
Denne nervesitren, som et øjeblik er et udråbstegn og det næste er opmærksomheden, der finder ro i en tankestreg eller tre punktummer, er karakteristisk for Forårsbølger, og da bestemt den indledende rammefortælling, som jeg før citerede fra, og her citerer fra igen:

[...] - og med alderdommen den stadig voksende, alt fortærende og undergravende angst for døden, ... og så, hovedkulds, ned i afgrunden! ... Ja, og godt og vel endda, om livet bliver liret af på den måde! Men måske der ovenikøbet, før visen er ude, kommer sygdom og affældighed og lidelser, som rust på jernet! ...

Læg igen mærke til, hvor meget tegnsætningen siger om hver sætnings betydning: efter "døden" et komma, men så de tre prikker - en afbrudt tankerække, som man nærmest ikke tør tænke til ende, indtil den bliver genoptaget med "og". Efter "afgrunden" et udråbstegn - afgrunden som en afslutning, modsat døden, der kun står midt i en tankerække, der pludselig tager sig et hvil ved tanken om døden - men så tre prikker, afgrunden var alligevel ikke slutningen; men efter de tre prikker starter "Ja" med stort bogstav, modsat "og"; der er sket et andet og større skred mellem "afgrunden" og "Ja" end mellem "døden" og "og". Så kommer "som rust på jernet!" - det må da være afslutningen på denne tankerække, men nej. - selvom afsnittet slutter, kommer der tre prikker igen, der endnu en gang signalerer, at opmærksomheden flimrer videre.
Alting er hele tiden oplevet med nerveenderne, og udråbstegnene står som små elektriske stød. Men opmærksomheden er flygtig og springer straks videre, selvom hver begivenhed i nuet virker som endegyldig. Denne måde at både være fuldt ud i nuet og samtidig komplet ufokuseret; denne måde at indoptage alt totalt med sine følelser, men alligevel kun lidt af gangen - det er den impressionistiske skrivestil, som senere hen blev karakteristisk for Herman Bang og J. P. Jacobsen. Og det er ikke tilfældigt; disse to mastondonter i dansk litteratur læste nemlig præcis Vilhelm Møllers oversættelse af Forårsbølger, hvilket er grunden til, at Jensen & Dalgaard har valgt at genudgive en gammel, upræcis oversættelse frem for at få lavet en ny. Og det er en god beslutning! Både tanken om, at man læser lige netop det, der gav Herman Bang ideen til hans tankestregsmættede stil, og Møllers vidunderlige attenhundredetalsdanske gør Forårsbølger til en god læseoplevelse. Det ved jeg til gengæld ikke om Turgenev gør.
Som nævnt starter Forårsbølger med en kort rammefortælling: Ssanin finder et gammelt brev, hvori der ligger en vissen blomst, som minder ham om dengang for tredve år siden i Frankfurt, da han forelskede sig hovedkuls i den smukke Gemma. Denne følelsesladede forelskelse bliver snart dramatisk, da det viser sig, at Gemma allerede er forlovet med en kedelig fyr, som hun egentlig kun har taget for pengene. Der er både masser af suk og oven i købet en duel! Det er ret spændende læsning, især fordi den flimrende stil får lov til at blive - dog ikke i lige så høj grad som i begyndelsen, jeg har citeret fra ovenfor.
Men så tager historien en drejning og en vaskeægte femme fatale træder ind på scenen. Her mistede Turgenev mig. Hvor forelskelsen i Gemma er beskrevet med al den indlevelse, som er nødvendig, for at man som læser rigtigt kan tro på forelskelsen, så er Ssanins forhold til omtalte femme fatale beskrevet i bagklogskabens klare lys. Derfor bliver hun aldrig rigtigt en karakter, man kan tro på; hun er kun fristerinde, uden nogen forklaring og uden selv at besidde nogen menneskelighed. Men værre er, at det ikke er til at forstå, hvad Ssanin ser i hende - vi bliver jo, af bagklogskaben, hele tiden forsikret om, at hun er en nedrig person! Turgenev kan godt beskrive Ssanins tiltrækning af den bly og dydige Gemma, men når det kommer til en kvinde, der tør være i sin egen seksualitet og træffe sine egne beslutninger, så kan Ssanin måske fanges i hendes net, men alle forholdsregler bliver truffet for, at det samme ikke sker for læseren. Det er en skam.
Men Forårsbølger er stadig aldeles værd at læse - for forelskelsen, følelsen, nerverne og, i allerhøjeste grad, tegnsætningen!

Anmeldelse: Oroonoko af Aphra Behn

Titel: Oroonoko, or, The Royal Slave
Forfatter: Aphra Behn
Ca. 60 sider
Oprindeligt udgivet 1688
'Roman'

Vurdering: 4/6

Oroonoko, or, The Royal Slave er et tidligt eksempel på den engelske roman, hvis man kan kalde den det. Normalt siger man, at den første engelske roman er Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719, og der er da også gode grunde til ikke at kalde Oroonoko en roman - først og fremmest at den er ret kort. Men måske er den fremmeste grund til, at den ikke normalt anses for at være Englands første roman, at den er skrevet af en kvinde, og derfor var 'glemt' i mange år. En proto-roman, kan vi vel så kalde det. Anyway, det er ikke så vigtigt.
Oroonoko handler om en afrikansk prins, der efter flere forviklinger bliver slave i Surinam, der på udgivelsestidspunktet var hollandsk koloni under navnet Hollandsk Guyana - men historien foregår nogle år inden da, da Surinam var engelsk koloni. At kolonien kom på hollandske hænder, begræder fortælleren flere gange.
Denne fortæller er en underlig fisk. I de tidlige romaner havde man endnu ikke helt fundet ud af, hvad fiktion helt præcist er. Derfor præsenterer de fleste Oplysningstidsromaner sig som værende sandfærdige beretninger. Mange af dem starter med et forord skrevet af en fiktionel redaktør, der forklarer, at det følgende er f.eks. en dagbog eller en brevveksling, han er kommet i besiddelse af. Men da Aphra Behn skrev Oroonoko havde man endnu ikke rigtigt fundet på det med den fiktionelle redaktør - men romanen lader stadig som om, den er en sand fortælling. Derfor har vi i stedet for en paratekstuel redaktørskikkelse en jegfortæller, der ikke rigtigt er del af historien. Hun bor i Surinam, hvor hun møder Oroonoko efter han er blevet slave, og han fortæller sin historie til hende. Hun lufter et par holdninger i løbet af romanen, men ellers gør hun ikke rigtigt noget. Hun fortæller bare, hvad hun påstår at have bevidnet, uden selv for alvor at være del af hændelserne, og uden selv for alvor at gøre noget aktivt på noget tidspunkt. Man kan godt mærke, at der endnu ikke var helt styr på, hvordan man skal skrive fiktion.
For den moderne læser er det mest underholdende ved Oroonoko nok, at der udtrykkes nogle holdninger, der i dag virker så absurde, at de er ret morsomme. F.eks. beskrives Oroonoko på følgende måde:

His nose was rising and Roman, instead of African and flat; his mouth the finest shaped that could be seen, far from those great turned lips which are so natural to the rest of the Negroes. The whole proportion and air of his face was so noble and exactly formed that, bating his color, there could be nothing in nature more beautiful, agreeable, and handsome.

Oroonoko er en flot, sort mand, fordi han ser mere europæisk end afrikansk ud. Fordi han er prins, er han af udseende først og fremmest adelig, og kun dernæst sort. At der er et vigtighedshierarki, hvor adel er vigtigere end race, er bogens gennemgående pointe: Oroonoko burde ikke være slave, for han er prins. Det er på ingen måde en bog, der er imod slaveri; det er kun en bog, der er imod at gøre adelige til slaver. Mennesker fra samfundets laveste klasser bør være slaver, men det er en synd at slavegøre adelige, bliver konklusionen. Dermed kunne man tro, at den sorte Oroonoko for Aphra Behn bliver mere værd end sine hvide herrer, men endnu en gang slås det fast, hvordan hierarkierne fungerer: De hvide koloniherrer kan ikke være rigtige overklassemennesker, for de er "such notorious villains as Newgate [prison] never transported; and possibly originally were such who understood neither the laws of God or man". Oroonoko er hævet over sine hvide herrer, fordi disse hvide herrer egentlig kun burde være hvide underklassemennesker. Den engelske kolonisering af Surinam er slået fejl, ikke fordi kolonisering, slaveri eller lignende er en dårlig ide, men fordi man har sendt folk fra underklassen ud til et sted, hvor de straks bliver del af en ny overklasse. Det går ikke. Mennesker er født til at passe ind ét bestemt sted i samfundet, og det sted er bestemt af deres forældres plads i samfundet.
Det er en, for en moderne læser at se, ret sjov måde at tænke og helt absurd måde at retfærdiggøre slaveri på, og derfor er Oroonoko i dag ganske ufrivilligt morsom. Men derudover er den også elementært underholdende. Det skyldes især, at Oroonoko forelsker sig i Imoinda, som han følger efter henover Atlanten. En historie om stor kærlighed kan, på trods af at den her er meget mere sentimental end en moderne læser kan tage seriøst, altså altid underholde ret godt. Især til sidst, da fortællingen meget pludseligt eskalerer meget hurtigt ud i nogle ret vilde ting, som jeg ikke vil spoile her.
Oroonoko er en, for en moderne læser, ret sjov og speciel lille bog, og derfor kan den anbefales. Ikke så meget på dens egne præmisser, men mere fordi man kan grine lidt af den, samtidig med, at man lader sig indfange af spændingen.

Anmeldelse: King Lear af William Shakespeare

Titel: King Lear
Forfatter: William Shakespeare
Ca. 90 sider
Først sat op 1606
Drama / Tragedie

Vurdering: 5/6

Det giver ikke meget mening at skrive en anmeldelse af Shakespeare. Og slet ikke, når det ikke engang er en anmeldelse af en oversættelse eller en bestemt udgivelse, men bare af et stykke. Men selvom anmeldelser af noget så kanoniseret og elsket som Shakespeare kan virke ligegyldige, kan det være sjovt nok at læse andre menneskers reaktioner på det, man læser. Derfor alligevel disse ord.
King Lear er Shakespeares nok mest tragiske tragedie. Da den blev uropført i 1606, kendte publikum allerede historien om kongen, der spørger sine døtre om, hvem der elsker ham mest. Da den yngste, Cordelia, taler sandhed og siger, at hun elsker ham, som hun bør, bliver Lear vred. Han giver straks den tredjedel af riget, der tilfaldt hende, til hendes søstre, der har løjet og overøst deres far med roser, som her Regan, der påstår, at hun finder så meget glæde i at være hos sin far, at hun ligefrem udbryder:

I profess / Myself an enemy to all other joys, / Which the most precious square of sense possesses, / And find I am alone felicitate / In your dear highness' love.

Cordelia påpeger hykleriet i søsterens kærlighedserklæring ved at sige, at når hun, altså Cordelia, gifter sig, vil hendes ægtemand få halvdelen af hendes kærlighed og den anden halvdel vil blive hos Lear. Men det er ikke godt nok for den forfængelige konge, og Cordelia bliver forvist. Det viser sig som bekendt snart at være en idiotisk ide; Lear får løn som forskyldt, snart sagt alle dør, og vi efterlades til sidst helt uden håb. Det var en overraskelse for Shakespeares samtidige publikum, for den kendte historie havde en knap så tragisk slutning, og det var lidt for voldsomt for senere kritikere, så i mange år blev King Lear opført med en omskrevet, lykkelig slutning. Men Shakespeare havde tænkt den som en gravalvorlig, sorgfuld tragedie, og sådan er den bedst.
Personligt synes jeg, at Shakespeare skriver bedst, når der er sorg og tragedie en masse. Som når stakkels Edgar klager sig:

Welcome then / Thou unsubstantial air that I embrace!

For søren da, sikke en lyd i ordene! Det kan godt være, at det er klart for enhver, at luft må være uden nogen videre fysisk substans, og det derfor kan virke som dobbeltkonfekt at sige "unsubstantial air". Men lyt til ordene! Hør hvordan de klinger på tungen! Er det ikke smukt? Dette er skrevet til at blive opført, og selvom jeg til enhver tid vil tale for, at Shakespeare først og fremmest bør læses, bør man alligevel huske, at læse højt for sig selv. Klangen i de sorgfulde monologer er det, der gør Shakespeare til en mester.
Til gengæld synes jeg, at det trækker lidt ned, at King Lear er blandt de længste af Shakespeares tragedier, for det kan mærkes. Der bruges lidt for mange sider på, at Lear og Edgar render rundt på galskabens rand. Det har sikkert været sjovt for datidens publikum, men humor ældes ikke helt så godt som tragedie, og derfor foretrækker jeg de mørkeste dele af Shakespeares tragedier. Det, synes jeg, får man endnu bedre i mit yndlingsshakespearestykke, Macbeth.
Ikke at mængden af genialt sammensatte ord trækker særligt meget ned. Shakespeare var nu en gang en gudsbenådet ordsmed. Og det kan mærkes.
Hvis man foretrækker Shakespeare kommunikeret gennem munden på skuespillere, så kan jeg varmt anbefale Peter Brooks filmatisering fra 1971. Den har ikke kun Shakespeares geniale ord, men er også filmet og klippet ret sjovt. Og så er den oven i købet optaget i Danmark, ved Råbjerg Mile, hvilket gør den til en ekstra underholdende oplevelse.

Anmeldelse: Beowulf, oversat af Seamus Heaney

Titel: Beowulf
Forfatter: Ukendt
Oversætter: Seamus Heaney
Forlag: W. W. Norton & Company
213 sider
Oprindeligt udgivelsesår ca. 1000, denne oversættelse 2000, denne udgave 2001
Episk digt

Vurdering: 6/6

Beowulf er en underlig fisk. Det er det eneste oldengelse episke digt, der har overlevet tidens tand. Og selvom det indeholder henvisninger til andre kendte myter - som dem om Sigurd Fafnersbane og Kong Skjold - kender vi ikke til nogen andre kilder, der nævner en Beowulf. Ud fra de (semi-)historiske personer, der optræder, kan vi gætte os frem til, at handlingen foregår engang i 500-tallet (men altså et mytisk 500-tal, hvor der findes monstre og drager), men hvornår man først er begyndt at synge kvadet, står hen i det uvisse. Det eneste overlevende manuskript er fra omkring år 1000 og er nedskrevet af en munk, og nok derfor er det fuldt af henvisninger til den kristne gud - men det har ikke nødvendigvis altid været tilfældet; måske er kvadet i dets oprindeligt form komponeret allerede omkring år 700. Det er alt sammen gætterier.
Så hvorfor overhovedet læse sådan en underlig historie, der både er korrumperet af den kristne skriver og sandsynligvis ikke har været nær så udbredt som nogen af de andre nordeuropæiske middelaldermyter? F.eks. fordi det er en god historie eller fordi det er sjovt at lære noget om angelsaksernes selvforståelse. Men først og fremmest fordi Seamus Heaneys oversættelse til moderne engelsk er genial.
Oldengelsk betyder ikke halvgammelt engelsk som f.eks. Shakespeare. Oldengelsk var et sprog i sig selv, som taltes i det nuværende England før Normannerne invaderede i 1066 og miksede det oldengelske sprog godt sammen med fransk, så det blev til middelengelsk og siden moderne engelsk. Sådan her lyder de første linjer af Beowulf på originalsproget:

Hwæt we Gar-Dena in gear-dagum / þeod-cyninga þrym gefrunon, / hu ða æþelingas ellen fremodon.

Det oversætter Heaney til:

So. The Spear-Danes in days gone by / and the kings who ruled them had courage and greatness. / We have heard of those princes' heroic campaigns.

Hvis man, ligesom mig, ikke kan oldengelsk, kan man alligevel se et par ændringer: Heaney sætter to punktummer, der ikke var der i originalen. Det skyldes ikke kun (men bl.a.), at oldengelsk tegnsætning kunne virke lidt tilfældig, men også, at Heaney tager sig nogle poetiske friheder.  Hans oversættelse skulle efter sigende være lidt mere action-præget og konkret i sit sprog end originalen. Det gør han også selv opmærksom på i sit forord: I oldengelsk poesi var der tradition for, at man brugte såkaldte 'kenninger', hvilket er en slags metaforer, hvor man skaber sammensatte ord for abstrakt at beskrive konkrete ting, f.eks. ved at skrive "hvalvejen" frem for "havet". Heaney medgiver, at han har valgt ikke at oversætte alle de kenninger, der omhandler våben, idet de ville virke forvirrende for en moderne læser.
Heaneys oversættelse er ifølge nogle eksperter nærmest tættere på at være en genfortælling end en egentlig oversættelse. Men det er en god ting. Dyrk f.eks. lige dette stykke med skæbne, hvor Beowulf fornemmer, at han snart skal dø:

He was sad at heart, / unsettled yet ready, sensing his death. / His fate hovered near, unknowable but certain: / it would soon claim his coffered soul, / part life from limb. Before long / the prince's spirit would spin free from his body.

"Spin free from his body"! Sikke en beskrivelse! Så kan det altså være lige meget for mig, hvad der mon egentlig står i originalteksten.
Beowulf er som sagt en underlig fisk, og for en moderne læser er den også underlig i strukturen. Vi er vant til 3-aktersfilm fra Hollywood og 5-aktersteater fra Shakespeare eller Holberg. Men Beowulf er delt på en måde, som man ikke er vant til: Først er den delt i to - i første del tager Beowulf fra Geatland (nutidens nordlige Sverige) til Danmark for at bekæmpe monstre, og i anden del kæmper han mod en drage hjemme igen. Men mellem de to dele går der lige halvtreds år, og desuden er første del igen delt i to: Først i kampen mod monstret Grendel, dernæst mod Grendels mor. Til sidst fiser det hele lidt ud i ingenting, idet vi får at vide, at der efter Beowulf aldrig igen vil være den slags helte, og at hele den kultur, han har repræsenteret, snart vil gå under. Noget af et antiklimaks. Og ualmindeligt godt fortalt, helt nede på jorden, når:

A Geat woman too sang out in grief; / with hair bound up, she unburdened herself / of her worst fears, a wild litany / of nightmare and lament

Bare det at sorg er noget man kan synge ud, frem for f.eks. at skrige, understreger endnu en gang Heaneys poetiske finesse.
Men det hele er ikke sorg og klage. Når det tidligere i fortællingen går for sig, går det virkelig for sig. Som da Beowulf praler med, at han har slået adskillige søuhyrer ihjel. Det tvivler Unferth på, og Beowulf giver igen:

The fact is, Unferth, if you were truly / as keen or couragous as you claim to be / Grendel would never have got away with / such unchecked atrocity, attacks on your king, / havoc in Heorot and horrors everywhere. / But he knows he need never be in dread / of your blade making a mizzle of his blood / or of vengeance arriving ever from this quarter - / from the Victory-Shieldings, the shoulderers of the spear. / He knows he can trample down on you Danes / to his heart's content, humiliate and murder / without fear of reprisal. But he will find me different. / I will show him how Geats shape to kill / in the heat of battle. Then whoever wants to / may go bravely to mead, when morning light, / scarfed in sun-dazzle, shines forth from the south / and brings another daybreak to the world.

Middelalderens svar på rap battles, inklusiv poesi og vold. Det bliver ikke meget bedre. Og det bliver især ikke meget bedre, end når Seamus Heaney fører pennen.