Anmeldelse: Ibis af Anders Abildgaard

Titel: Ibis
Forfatter: Anders Abildgaard
Forlag: Gyldendal
36 sider
2016
Poesi

Vurdering: 6/6

I år 11 skrev den romerske digter Ovid (ham med metamorphoserne) et forbandelsdigt med titlen Ibis rettet mod et for nutiden ukendt du. Det digt har Anders Abildgaard taget op og skrevet et moderne forbandelsesdigt, der tonser af sted i had og blod og sprogligt overskud:

Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse. Luften skal være tyk for dig, at trække vejret skal være som at trække vejret med håndklæder i lungerne. Varme skal være et ukendt fænomen for dig, lys kun kunne anes bag gardiner.

Lys kun kunne anes bag gardiner! Hvor vildt et billede!
Sådan starter Ibis for fuld knald med masser af af sjove ideer til pinsler du'et skal gå igennem. Kort efter er der en 1½ sides digression, hvor vi hører en ugle tale:

Jeg skal ses slå ned fra træet. Men jeg kan ikke slå ned fra træet. Jeg skal kunne sidde og mærke mig selv på grund af tårerne. Som sved, der hele tiden gør opmærksom på den svedende, smører den svedende ind i sig selv.

Derudover bevæger vi os meget rundt i referencer til forskellige dødsfald: lige fra Michael Hanekes Funny Games til mordet på Alexander Litvinenko til her Odysseen:

Du skal ikke være mere tryg eller kompetent i højderne end den ned fra taget faldende. Du skal ikke være bedre til at drikke vin end ham - vinen var grunden til, han faldt ned, man kan ikke ligge på et tag under stjernerne og drikke igennem og tro, man ikke falder ud over kanten, selv om det minder om en seng, den første drøm, den første, du kan huske, skal være, da du - lagt til at sove på et køkkenbord, din mor går og laver mad - zigzagger ned fra et træ, du er et blad.

Vi starter med en reference til stakkels Elpenor, der styrter ned fra Kirkes tag og dør, da Odysseus' mandskab fejrer, at de er blevet forvandlet tilbage til mennesker igen; men så glider det over i en underlig drøm om at være et blad. Disse underligheder og komiske konkretheder er en stor del af humoren i Ibis:

Måtte du vågne op i en slynge og blive snittet nedefra i maveregionen, samme raske bevægelse som hos mallerne, man sætter fødderne ned til for at få fødderne renset, for at få huden på fødderne blødgjort, mens andre køber ind. 

Dette spring fra splattet mavesnit til maller er ret vildt, og så bliver det oven i købet sjovt med den underligt specifikke detalje, at andre køber ind imens.
Andre af de mindre splattede forbandelser bliver decideret uhyggelige, fordi de pludselig kommer tæt på en mere troværdig hverdag:

Eller du skal hade den, du elsker, dine børn skal hade dem, de elsker, aldrig få noget igen, altid føle sig alene. Stå og føle sig alene. Sidde. Ligge. Rejse. De skal kun kende til at skubbe væk.

Jeg kunne blive ved med at citere mine yndlingspassager og ville dermed ende med at citere hele bogen. Ibis er et virtuost, vildt, vældigt, væmmeligt og ualmindeligt læsværdigt mesterværk af sjovt, frastødende og overgearet profetisk sprog, der ikke synes nogensinde at kunne stoppe. - Og det gør det sådan set helle ikke; bogen ender uden et punktum, med potentiale for at vokse videre i læserens drømme om at være et faldende blad.