Forfatter: Lars Husum
Gyldendal
302 sider
Først udgivet 2010, denne 2. udgave 2012
Roman
Vurdering: 4/6
Ét valg adskiller helt grundlæggende Lars Husums Jeg er en hær og dens politiske udsigelse fra de fleste andre danske Afghanistanromaner: For Lars Husum er Afghanistankrigen ikke en enkeltstående hændelse og heller ikke en krig, der kun kan sammenlignes med Irakkrigen; nej, Lars Husum lader derimod sin fortælling begynde med krigen i det tidligere Jugoslavien og indsætter dermed Afghanistankrigen i en helt anden politisk kontekst.
Vi følger premierløjtnanten Jakob spændt ud i det felt, som Klaus Rothstein i Soldatens år beskriver som typisk for danske Afghanistanromaner: krigens front og hjemmets front. Jakob bliver kærester med Lone, som viser sig at have en søn, Ask, som han nu pludselig står med et ansvar for, som han ikke er klar til at tage på sig. Da han og den uadskillelige ven Jesper udsendes til først Bosnien og siden Afghanistan, trækkes den blævrende skillelinje mellem krigen og hjemmet helt konkret op gennem sms'er og telefonopkald hjem. Og Jakob og Jesper må erfare det samme, som soldaterne gør i Carsten Jensens Den første sten: Mens man er udsendt, går livet og døden videre derhjemme på godt og ondt.
Hvis det nu var alt, romanen var, ville den på typisk krigsromanmanér være et ret gribende psykologisk soldaterportræt i en meget maskulin og til tider ekspressionistisk, men aldrig som sådan velskreven, prosa, og jeg ville nok kalde den rørende og — på grund af karakterernes afgrundsdybe bøvethed og prosaens klodsethed (jeg tror, der må stå det usandsynligt ikke-mundrette ord "blot" på ca. hver anden side) — lettere irriterende. Men romanen er mere end det, for romanens politiske stillingtagen til krigen er nemlig meget mere tilstedeværende — og interessant — end den krigs/hjemmefrontsroman, som Klaus Rothstein beskriver den som i Soldatens år. Og det skyldes, at Husum vælger at starte i år 2000, da Danmark stadig havde udsendte soldater i Bosnien.
Krigen i Bosnien lægger nemlig op til en reel skelnen mellem fredsskabende og krigsførende. Da den lærerstuderende Lone beder Jakob om at snakke med hendes studiekammerat Claus om krigen, fordi "Han synes, det er vigtigt, at vi kan undervise i det, når vi er en krigsførende part", tænker Jakob:
Jeg gider da ikke snakke med Claus, og vi er ikke krigsførende. Vi er fredsskabende. Der er en enorm forskel.
Vi ser i Jakobs sprog, hvordan han har taget den politiske krigsretfærdiggørende diskurs til sig. Og fire sider senere sker dette så:
Vi har gode efterretninger om, at i dag kommer braget. Serberne vil krydse broen og tage deres landsby tilbage. Det kan vi selvfølgelig ikke tillade, og næsten hele bataljonen står klar ved broen, men der sker intet. Der kommer ingen. Det er typisk. Vi gør os klar til det store, og der sker intet. Hvorfor er jeg hernede?
Så i situationen, hvor de danske soldater helt konkret er fredsskabende — gennem deres tilstedeværelse forhindrer de væbnet konflikt — ville Jakob ønske, at de i stedet for var krigsførende. Han får sit ønske opfyldt, da Afghanistankrigen begynder, og han inden udsendelsen skal udfylde "Min sidste vilje" med detaljer om, hvordan han vil begraves etc.:
Vi skulle udfylde Min sidste vilje, før vi tog af sted. Det gjorde vi ikke, dengang vi tog til Bosnien, men i modsætning til Bosnien kommer vi i krig her.
Mon ikke Lars Husum her får defineret et blik på "den gode krig": Den krig, hvor soldatens rolle ikke er at slå fjenden ihjel, men derimod at med sin tilstedeværelse afværge, at der er nogen fjende. (Og, er det værd at bemærke, på trods af soldatens påståede ideologiske drivkraft, er hans håb at tage del i den "onde" krig for at opleve noget action). Med det perspektiv består — i Jeg er en hær, vi kan altid diskutere, om det også gjaldt i virkeligheden — interventionen i Bosnien prøven som en "god" krig, mens Afghanistankrigen, hvor krigshandlingerne i Jeg er en hær synes at opstå på grund af de danske soldaters tilstedeværelse, og ikke på trods af dem, dumper med et brag. Dét er da et politisk blik på krigen, der vil noget.
