Anmeldelse: den uanstændige madam D af Hilda Hilst

Titel: den uanstændige madam D, originaltitel: a obscena senhora D
Forfatter: Hilda Hilst
Oversat og med efterord af Lean Pejtersen
Gladiator
80 sider
Oprindeligt udgivet 1982, denne oversættelse 2016
Roman

Vurdering: 5/6

Hillé har lukket sig inde i skunken under trappen efter at have mistet sin mand, Ehud. Her sidder hun og stiller spørgsmål om alting for at finde ind til meningen med livet - hun taler med Gud, sin afdøde mand og sin afdøde far, de undrende naboer og, først og fremmest, sig selv. Hun har altid været mere optaget af sin meningssøgen end af det virkelige liv (Ehud kaldte hende madam D - D for derelictio, der betyder forladt eller afkald - hun har forladt verden), og Ehud har åbenbart altid forsøgt at trække hende tilbage til den virkelige verden - lad være med at tænke på det, og lav en kop kaffe i stedet, synes at være hans løsning på Hillés eksistentielle søgen. Men Hillé kan ikke bare lade være med at tænke på det.

Det er sådan cirka handlingen, men det er nu ikke handlingen, der er det vigtigste i den uanstændige madam D. Det er derimod Hillés gale, men vilde, sjove og til tider skønne, rablen:

Vi burde vaske os, hår og skygger, ensomhed og ulykke, til sidst vaskede jeg også Ehud et par gange, armhuler, lår, det mørke hul, kønnet, nosserne, hør Herre, har du ligesom os et stinkende hul? Skjult bagi, men så ofte genstand for tankerne, skjult bagi, helt sammenknebet, ydmygt men dog forfængelighedens ødelægger, er det, på grund af denne overdådighed bagi, umuligt for mennesket at tænke på sig selv som et guddommeligt nys, lange diskussioner, senatet, politikernes blanke jakkesæt, en have-nellike i knaphullet, kvindernes satin, de rullende øjne, grimasserne, parykkerne, men hullet der, tænkte du på det? Hullet, findes det også hos dig, Herre? Det får megen ros, det sammenknebne.

Ja, er det det, på grund af denne overdådighed bagi umuligt for mennesket at tænke på sig selv som et guddommeligt nys? Det gad jeg nok vide. Men hvis den uanstændige madam D kun var 80 siders ubændig rablen, skønt pløjende rablen, javist, men dog kun rablen - så ville jeg ikke være så begejstret, som jeg er. den uanstændige madam D bliver nemlig hævet op og ud over det glædeligt legende i sit portræt af den ulykkeligt sandhedssøgende Hillé og hendes erindring om den velmenende, men uforstående kneppe- og kaffehungrende Ehud. Det er et ret kompliceret forhold, der optegnes mellem de to. Og det gør Hilda Hilsts roman ikke kun rablende, men også rørende. Det er svært at bede om mere: ikke hjerteløs vildskab, men måske netop vildskab som et æsteticeret hul i hjertet. (Og så fik jeg bevæget mig fra at beskrive plottet til at sige, at det ikke er plottet, der er vigtigt, men æstetikken, til at sige, at det ikke er æstetikken, der er vigtig, men plottet, og nu er jeg egentlig klar til at holde på æstetikken igen - og lige netop sådan skal jeg gerne have det med en bog for at kunne elske den).

Anmeldelse: Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen

Titel: Lageret Huset Marie
Forfatter: Jonas Eika Rasmussen
Lindhardt og Ringhof
176 sider
2015
Roman

Vurdering: 5/6

Titlen Lageret Huset Marie er den trekant, hovedpersonen Elias lever sit liv inden for: han arbejder om natten på Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Århus og bor om dagen i kollektiv i Huset i Risskov. Her møder han til en fest Marie, hvis lejlighed snart bliver det sted, han opholder sig om aftenen.

Siden den udkom er Lageret Huset Marie blevet kaldt meget, bl.a. arbejdspladsroman, hvilket den unægteligt (delvist) er, og socialrealisme, hvilket jeg er knap så sikker på, den er. Socialrealisme er jo netop kendetegnet ved, at det er - ja - realistisk. Og godt nok har den del af fortællingen, der foregår på Lageret socialrealistiske kendetegn - det handler om at arbejderne finder sammen og solidariserer sig mod den kyniske ledelse - men der er noget underligt ved realismen, som om det hele ses gennem et lidt forvrængende filter. Der er noget kafkask over stederne; Husets gradvise nedbrydelse og Lagerets automatiserede hjerte gør stederne til symboler - men på hvad? Jeg ved det ikke helt. Og netop denne uvished, denne lidt creepy sammenhængende ikke-sammenhæng, går ud over det rent realistiske og forsvinder ind i det drømmeagtige. Når nogle undrede sig over, at Jonas Eika, efter at have skrevet så nede-på-jorden-realistisk i sin debut, kunne skrive så vildt og udsyret i sin toer, Efter solen, synes jeg altså, det er fordi, de har læst Lageret Huset Marie med de forkerte briller. Arbejdspladsromanen og ungdomskærlighedsromanen er der, men det er filtreret gennem et mareridtstrip. Det gælder også sproget, der på ingen måde er koldt realistisk. Allerede det første blik på Lageret minder mest om noget fra en science fiction-gyser:

Jeg kunne høre larmen, så snart jeg steg af bussen; så stabilt og selvfølgeligt, så hele tiden, som havde det aldrig ikke fandtes, stod Lageret og brummede ud i natten, det mindede mest om pral. Der burde være røg, tænkte jeg, damp burde hænge som ånde over taget.

Den intertekstuelle reference går, meget passende, også til en forfatter, der er blevet fejlkategoriseret som realist, nemlig J. P. Jacobsens skriveøvelseagtige, udsyrede skitse "Der burde have været roser".

Disse to romaner i én - mareridtstripromanen og socialrealismeromanen - mixes dog ikke let og føjeligt sammen, men synes på en måde at få hver sin plads. Dialogscenerne er skrevet nede-på-jorden-realistisk, mens sproget tager over i vildskab i beskrivelserne. Her, f.eks., slår Elias græs:

Til sidst vendte jeg mod mod totterne der stod og strittede hele vejen rundt langs plænen. Jeg startede et par meter fra kanten og tonsede direkte mod den. På den måde kom knivene så meget op i fart, at de fortsatte udover og fældede totterne i et grin, plæneklipperen var en mund, jeg hvæsede mod planterne med.

Den præcise beskrivelse sætter om i en ret vild metafor, og det sker sågar kun adskilt af et komma; i samme sætning. Så velskrevet er hele bogen, og når forholdene mellem mennesker - både dem mellem Elias og hans kolleger, hans bofæller og især Marie - er så velbeskrevne og empatiske, som de er, er jeg en meget tilfreds læser.

Den udgave, jeg ejer af bogen, er et 2. oplag, så der er anmeldercitater på, og først var jeg egentlig ret irriteret over, at de alle kredser om, at det er en debut, der er lovende og talentfuld. Ville man også kalde debuter som Thomas Manns Buddenbrooks og James Joyces Dubliners for talentfulde og lovende, eller ville man, som man bør, læse dem som selvstændige værker og ikke et løfte om fremtidige bøger? Men efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg egentlig er ret enig i tilgangen alligevel: Eikas sprogøre og menneskeøje er helt til stede i Lageret Huset Marie, men begge dele bliver forløst endnu bedre i mesterværket Efter solen. Så at læse debuten her som et løfte om noget endnu bedre er måske ikke helt forkert alligevel - også selvom den tilgang til debutanter er irriterende.