fredag den 18. september 2020

Anmeldelse: i Athen af Rasmus Nikolajsen

Titel: i Athen
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Borgen
51 sider
2009
Rejseroman

Vurdering: 5/6

Den seneste tid er der især to blandt de nulevende danske forfattere, som min nærmest sygelig antikvariatsshopping har rettet sig mod: Rasmus Nikolajsen og Harald Voetmann. Man kunne få den tanke, at de to herrer i virkeligheden er den samme person, der på Fernando Pessoask vis skriver under heteronymer: De er født med kun et års afstand, debuterede begge i 2000, har begge skrevet både digte, noveller og roman(er), og så er de begge mere end noget andet stilister; deres bøger består først og fremmest af snoede krummeluresætninger, som ofte drejer sig om kropslige og seksuelle mærkværdigheder, og som dyrker sprogets overflade og lader sig meget bevidst inspirere af ældre litteratur fra dekadente perioder af litteraturhistorien. Og så er de både sortsynede og sjove.

Men yderligere viser det sig, at de begge har skrevet en roman, der tager en tekst af H. C. Andersen og genskriver den under moderne forhold. For Voetmanns vedkommende er det H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog fra i år, som genskriver Andersens Fodreise i en coronaramt 2020-virkelighed, mens Nikolajsen med 11 års forspring i sin tid genskrev Andersens dagbøger fra hans Athenrejse i 1841 i form af sin egen Athenrejseroman med det benspænd, at den skulle være præcis lige så lang, ned til sidste tegn, som Andersens bog.

Hos Nikolajsen kan det være lidt sværere at få præcist øje på, hvor Anderseninspirationen befinder sig i bogen, men jeg har på fornemmelsen, at en del af de oplevelser, Rasmusjeget kommer ud for, egentlig er H. C.'s oplevelser i genskrevet form, f.eks. denne hændelse, som er så Andersensk, at det halve kunne være nok, men så lige får et nikolajsensk slag med halen i form af en lynende klar sammenligning, som nok er den bedst i hele bogen (og der er ellers nok at vælge imellem):

I dag stod en lille banglapige pludselig foran mig midt på den med mennesker som myrer myldrende Monastiraki-plads og plantede en rose i min hånd med en oprigtig venlighed groet ud i bevægelserne der havde ynde og lethed som hos en gymnast hvis afslappede lemmer gør præcis hvad de vil uden indiskret og klodset deltagelse af resten af kroppen, samtidig med at hun så på mig med et ansigt så friskt som et nymalet rækværk man ikke kan lade være med at få lyst til at sætte sit fingeraftryk på – og så lige pludseligt, inden jeg nåede så meget som at betale med et smil, drejede hun om og forsvandt ind i menneskemængden der lynede sig i om hende som hudceller lukker en rift.

Behøver jeg egentlig sige mere end det citat? Sådan er bogen – lange, snoede og æstetisk overlegne sætninger fulde af disse så nikolajsenske  sammenligninger. Måske er sproget ikke altid helt så præcist prægnant som i Den ulykkelige boghandler, som jeg endnu varmere kan anbefale, men det er sgu tæt på. Utvivlsomt en favoritforfatter.

onsdag den 16. september 2020

Anmeldelse: Krigen med salamandrene af Karel Čapek

Titel: Krigen med salamandrene, originaltitel: Válka s mloky
Forfatter: Karel Čapek
Oversætter: Peter Bugge
Æther
272 sider
Oprindeligt udgivet 1936, denne oversættelse 2019
Roman / Science fiction / Dystopi

Vurdering: 5/6

Min teori er, at den tjekkiske forfatter Karel Čapek (1890-1938) havde en tidsmaskine. Ellers giver det simpelthen ingen mening, at han skrev så rammende en bog om klimaforandringerne mange år før, nogen overhovedet var begyndt at tale om den slags.

I Krigen med salamandrene opdager en tjekkisk kaptajn ved et tilfælde en salamanderart, der går på to ben og er intelligente nok til at bygge dæmninger og lære at tale. De holder til på en kyst, hvor bestanden bliver holdt nede af hajer, man da kaptajnen giver dem knive og harpuner til gengæld for perler, begynde de snart at sprede sig. Og salamandrene når rundt til hele verden, da først storkapitalen får øjnene op for deres potentiale som arbejdskraft – eller rettere som slaver: Salamandrene bliver verdens største handelsvare, og de bliver sat til at bygge alskens infrastruktur og sågar hele nye kontinenter.

Det lyder jo antropocænt, før nogen havde fundet på dét begreb, at menneskene sådan begynde at lave om på Jorden. Men hvad ingen dumt nok har tænkt ordentligt over, er, at det ikke er en antropocæn verden, der bliver skabt; den er, hvad skal man sige, salamandercæn. Og naturen hævner sig på menneskenes hovmod. Karel Čapek er så pessimistisk på menneskehedens vegne, at jeg kun kan komme i tanke om to perioder i historien, hvor sådan et sortsyn har været gyldigt: Nu i klimasorgens førfremtid, og så lige op til 2. verdenskrig, hvor bogen blev skrevet. Sådan her lyder forfatterens anklage, da kaos er brudt ud:

Jeg skal sige dig noget: ved du, hvem som stadigvæk nu, hvor en femtedel af Europa er oversvømmet, forsyner salamandrene med sprængstoffer og torpedoer og bor? Ved du, hvem der arbejder febrilsk i laboratorier, dag og nat, på at opfinde endnu mere effektive maskiner og materialer til at kværne verden i stykker? Ved du, hvem der låner salamandrene penge, ved du, hvem der finansierer denne verdens undergang, hele denne nye syndflod?
"Jeg ved det. Alle fabrikker. Alle banker. Alle stater."

Okay, lyder dette antikapitalistiske kampskrift måske lidt fjollet, når det handler om talende salamandre? Det er det skam også. Karel Čapek er sjov, men hans humor er mørk. Da de baltiske salamandre begynder at udvise "afvigende legemlige egenskaber" kommer (nazi)tyske videnskabsmænd frem til, at denne mutation er et udtryk for, at Ursalamanderen er tysk, og at salamandrene i mødet med de tyske farvande igen har fundet tilbage til denne deres stærke, oprindelige form. Tyske børn på "utallige skoleudflugter og ekspeditioner" synger "den populære salamanderhymne: Solche Erfolche erreichen nur Deutsche Molche" (cirkaoversættelse: Sådanne succeser opnår kun tyske salamandre). Mørk er humoren også i en samtale som denne under et parti skak mellem en godhjertet journalist og en hårdhudet piratsalamanderslavejæger(!):

"Se nu her, Bellamy," sagde jeg til ham, "De er et anstændigt menneske og, som man siger, en gentleman. Går det Dem ikke af og til på, at De tjener noget, som i grunden er det mest elendige slaveri?"

Bellamy trak på skuldrene. "Salamandre er salamandre," brummede han undvigende.

"For to hundrede år siden sagde man, at negre er negre."

"Og passede der ikke?" spurgte Bellamy. "Skak!"

Čapek når omkring alle de aktuelle emner i tiden: Den lurende krig, imperialismen, fascismen, de kunstneriske avantgarder, misantropisk filosofi, klassesamfundet, underholdningsindustrien, racismen i USA, forurening, kommunisme osv. osv., og han spidder hele bundtet ved at tilføje sine fjollede intelligente salamandre til blandingen. Men ikke nok med det, for han gør det hele ret så overlegent ved hele tiden at skifte stil: Ikke kun kan man tydeligt mærke forskel på sproget, når synsvinklen skifter mellem de forskellige karakterer, nej, Čapek går linen ud og skriver lange afsnit som historiker, som journalist, referent, filosof, med forklarende fodnoter osv., og han slutter oven i købet af ved at lade forfatteren diskutere med sig selv, hvorvidt menneskeheden har fortjent at overleve fortællingen!

Det må virkelig have krævet en del af oversætteren. I et af bogens mest virtuose afsnit falder en forsker over et udklip fra en hundrede år gammel avis, hvor salamandrene overraskende nok nævnes, og avisens sprog smitter så af på forskerens indre monolog, så substantiverne pludselig står med stort, han tænker på "en liden Øe" og en "stille, lukket Havbugt med en stor Overdaadighed af Føde". Ikke bare romanen, men i højeste grad også oversættelsen af den er et kunstværk. Og det er bogen også i sig selv: Denne nye udgave fra forlaget Æther har nemlig gjort noget ekstra ud af opsætningen, så avisartiklerne ligner, at de er klippet ud og blevet sat ind som i en scrapbog, og f.eks. titlen på den tyske salamandersang ovenfor står med gotiske bogstaver – og så er der også fire flotte tegninger trykt i farver lavet specielt til denne udgave.

Og midt i al denne blanding af forskellige stilistikker, denne samling af et væld af beretninger, og denne satire af alt, hvad der kunne kravle og gå i 1930'erne, er det gennemgående element altså dette: at menneskene opdager en urkraft, de kan udnytte, og som de udnytter og udpiner så slemt, at hele økonomien, hele kapitalismen, bliver bundet op på den, så da det endelig står klart, at urkraften vil slå tilbage, og at det er nødvendigt at fuldstændig ændre sin levevis, er det umuligt at gøre noget, for "privilegierne, ressourcerne og demokratiet var tre brødre, der hellere gav afkald på deres frugtbarhed og videreførelse af slægten end at skulle skilles ad", som Lars Skinnebach skriver om klimakrisen i Øvelser og rituelle tekster. Og det er jo selvfølgelig ikke det, det handler om her. Men det er umuligt ikke at læse ind. De grundtræk ved menneskeheden, Čapek satiriserer, rammer han så præcist, at selvom satiren som genre altid er uhelbredeligt bundet af sin tid, er den stadig, desværre, meget aktuel i dag.

lørdag den 15. august 2020

Anmeldelse: Effi Briest af Theodor Fontane

Titel: Effi Briest
Forfatter: Theodor Fontane
Oversætter: Carl V. Østergaard
Bechs Forlag – Viatone
304 sider
Oprindeligt udgivet 1894, denne oversættelse 1944, denne udgave 2019
Roman

Vurdering: 5/6

Her kommer en opmuntring til de forfatterspirer derude, der måtte være passeret den sædvanlige debutalder uden endnu at have fået udgivet nogen af sine skriblerier: Der er håb! Theodor Fontane debuterede som romanforfatter, da han var 60, og regnes i dag for en af Tysklands store klassikere. Ofte sammenlignes han (måske særligt herhjemme) med Herman Bang, fordi han havde blik for kvindens rolle i samfundet, eller måske rettere: Hvad der ikke var kvindens rolle, alt det, hun var forment adgang til.

Fontanes hovedværk, Effi Briest, handler om det samme som alle andre romaner fra sidste halvdel af 1800-tallet, som har taget titel efter den kvindelige hovedperson (tænk Madame Bovary, Anna Karenina, Fru Marie Grubbe): kvinders utroskab og samfundets syn derpå.

Fortællingens udgangspunkt er efter nutidens moral (og også lidt efter datidens) ganske gustent: Som kun 17-årig og stadig meget barnlig bliver adelskvinden Effi Briest bortgiftet til Geert von Instetten, som er 20 år ældre end hende, og som i sin tid bejlede til hendes mor! Den var ikke gået under Inger Støjbergs lovstridige administration! Eller værre endnu: For aldersforskellen her er 13 år større end gennemsnittet hos Støjbergs såkaldte "barnebrude".

Stakkels Effi har endnu ingen forstand på verden og kan så nemt lokkes i fordærv, især når hun har en ægtemand, der kunne have været hendes far, og som interesserer sig langt mere for at stige i graderne i det bismarckske embedsværk end for sin unge, kønne hustru. Fordærvet træder ind på scenen i skikkelse af den enarmede major von Crampas. Armen har han mistet i duel! Hvad der var anledning til duellen, kan vi nok forstå.

Der er altså lagt i kakkelovnen til lidt af et drama. Det er ikke sprogligt sprudlende og satirisk som Flaubert, og det er ikke introvert og impressionistisk skønt som J. P. Jacobsen. Fontane er realist til fingerspidserne, eller det er han i hvert fald i Carl V. Østergaards immervæk 76 år gamle oversættelse.

Men hvis Fontanes sprog sjældent tjener andet formål end at formidle handlingen og karakterernes sindstilstand og replikker, hvad er det så, der gør Effi Briest så god? Måske simpelthen den måde, som handlingen er struktureret på: Fontane benytter sig af samme trick som nærmest alle vellykkede vugge-til-grav-romaner gør (tænk J. P. Jacobsens Niels Lyhne og Henrik Pontoppidans Lykke-Per): Størstedelen af romanen er fortalt nogenlunde langsommeligt i lange scener, der lige så stille lærer os karaktererne indgående at kende – indtil der så de sidste 60 sider pludselig trykkes på en enorm fast-forward-knap, og vi får årevis af handling fortalt i løbet af ingen tid, men med alle de følelser og alt den erfaring, som årenes gang giver. Til sidst rundes der så af med et velrettet dyk ned i melankolien.

Det er en struktur, der bare virker, især i hænderne på Fontane, der både forstår at strukturere sit stof og i allerhøjeste grad har den nødvendige livserfaring til at få opspeedningen til at fungere på et følelsesmæssigt plan. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at Effi Briest var blandt Thomas Manns yndlingsromaner, og i sin debutroman, Buddenbrooks (hvor der i form af Toni Buddenbrook også er en Effi-figur, bare ikke så sympatisk beskrevet), gør han – som det eneste tilfælde i litteraturhistorien, jeg kan komme i tanke om – det præcis modsatte: I løbet af de første 400 sider smutter han hurtigt igennem 100 års familiekrønike, men så på de sidste 100 sider trykker han på pause-knappen og beretter om én enkelt, triviel hverdag i det yngste familiemedlem, Hanno Buddenbrooks, liv som skoledreng. Det er en genial roman, som her i parentes varmt kan anbefales!

Effi Briests overordnede struktur findes nedkogt i perfekt form i det centrale klimakskapitel. Og her kommer så spoilers, så pas på! Efter Effis utroskab, syv år efter den fandt sted, kommer for en dag, ser von Instetten, der er krampagtigt bundet af tidens normer og æreskodeks, ikke anden løsning end at udfordre von Crampas til duel. I løbet af kapitlet, hvor duellen skal finde sted, giver Fontane sig god tid til at beskrive, hvordan Instetten ankommer med toget, kører en tur i hestevogn med sin sekundant og til sidst indfinder sig på duellens sted. Og så trykkes der på speederen. Her er alt, der står om selve duellen:

Man hilste på hinanden; så trådte de to sekundanter til siden for at føre en kort, saglig samtale. Den gik ud på, at parterne samtidig skulle gå frem og skyde på ti skridts afstand. Så vendte [von Crampas' sekundant] Buddenbrook tilbage til sin plads. Alt foregik i hast, og skuddene faldt. Crampas styrtede til jorden.


Og så derefter en lille, kort dosis af det forfærdelige og melankolske: Den døende ønsker at tale med von Instetten. "Vil De ..." er alt, han når at sige. Så: "Endnu gled der et smerteligt og dog næsten venligt glimt over hans ansigt, og så var det forbi." Lige præcis dette venlige glimt i ansigtet og det ufortalte sidste ønske skal aldrig forlade Instetten. Flere ord er unødvendige; den langsomme opbygning og så det ikke forhastede, men snarere sprogligt sparsommelige klimaks giver romanen en dybde og følelsesmæssig kraft, som jeg sjældent er stødt på magen til. At romanen samtidig er en velrettet kommentar til sin tids kønsroller, og at Fontane forstår at holde med Effi på hendes præmisser er en gedigen bonus: Effi er ingen synder, for at hun vælger at gøre det barnlige og følge sine drifter, har samfundet presset hende til; som kvinde får hun aldrig lov til at træde ind i de voksnes rækker, er evigt umyndiggjort og aldrig andet end den 17-årige pige, der kaldes ind fra sin ungdommelige leg med veninderne for at blive forlovet med sin mors bejler. Et menneske, der aldrig tildeles den voksnes frihed og ansvar, kan aldrig være andet end et barn og burde, hvis der var retfærdighed til i verden, ikke kunne straffes for sine handlinger. Det tror jeg nok nogenlunde er pointen, eller en af dem, og den er ikke dårlig at få med.

mandag den 3. august 2020

Anmeldelse: Om kvinders mod af Plutark

Titel: Om kvinders mod
Forfatter: Plutark
Oversættere: Gudrun Haastrup, Liselotte Nørgaard og Peter Schousboe
Forlaget Orbis
135 sider
Skrevet omkring år 100, denne oversættelse 2019
Historie / Essays

Vurdering: 4/6

Om kvinders mod stammer fra den græske historiker Plutarks Moralia, som er en samling tekster, vi i dag måske ville kalde essays – i hvert fald var opfinderen af essaygenren, Michel de Montaigne, meget inspireret af Plutark. I Om kvinders mod sætter Plutark sig for at bevise, at "kvinders mod er lige så stort som mænds", ifølge hans indledning som del af en længere samtale om ligestilling med en vis Klea (mod er her oversat fra det oldgræske areté, som også ofte er blevet oversat som dyd). Plutarks ambition er ikke bare at argumentere for sin holdning, for "hvis eksemplerne i sig selv naturligt hjælper til at overbevise så vil mit værk ikke afvise den hjælp, som ligger i en bevisførelse, som også er charmerende." Med andre ord: Retorikken er litterær, og litteraturen er retorisk; et forsvar for på samme tid politisk litteratur og æstetisk velskrevet retorik, som man kan gå ind for!

I indledningen skriver Plutark også, at han vil "undlade at omtale de begivenheder, der er kendt overalt", og af de fortællinger, han opridser, er der da også kun én, jeg i forvejen kendte til: Fortællingen om de trojanske kvinder, der brænder Aeneas' skibe, som vi kender den fra 5. sang i Vergils Aenide. Hos Vergil sender Juno sin budbringer Iris ned for at narre de trojanske kvinder til at brænde skibene. Her er de trojanske kvinder "ramt af forblindelse", og da de bliver opdaget af Julus, som råber "Er I forrykte?", flygter de "i angst" og "skammed sig ved deres dåd og skyede lyset."

Hos Plutark er de trojanske kvinder derimod langt fra forblændede. De er hurtigere end mændene til at indse, at det ikke nytter noget med al den "vandren og sejlen omkring", og at de må "grundlægge et hjemland." Men det vil de jo aldrig kunne overbevise mændene om. Deres eneste mulighed er at brænde skibene – og på den måde er det de trojanske skibsbrænderskers fortjeneste, at Rom bliver grundlagt. Faktisk tilføjer Plutark (hvad Vergil intet beretter om), at den første til at tænde ild til skibene var "en kvinde ved navn Roma"!

De 26 andre fortællinger vil nok være ukendte for de fleste (det var de i hvert fald for mig). Til fælles har størstedelen, at de handler om det, man med et lettere antikveret begreb kan kalde kvindelig list: I et nådesløst undertrykkende patriarkalsk samfund må kvinderne finde på alternative måder at få sat deres vilje igennem på. Det lykkes til fulde for disse 26 kvinder – og ligesom med trojanerkvinderne kunne man let forestille sig andre historiefortællere beskrive dem som manipulerende og forblændede; det tjener Plutark til ære, at han til en vis grad forstår, at den patriarkalske undertrykkelse gør ufine metoder nødvendige. Ikke at Plutark i nogen moderne forstand er feminist – men han er da tættere på end de fleste af sine samtidige!

Litterært er der måske ikke så meget at komme efter, men historierne er da underholdende. Og så støder man i rigt mål på den glæde, det er at læse noget, som ikke bare virker fjernt i tid, men er så kulturelt fremmed, at det bliver helt komisk. Hør bare denne beretning, som jeg ikke håber kommer til at gentage sig til mit bryllup:

Der var meget druk og latter ved brylluppet, og da bruden blev ført af sted på en vogn, sprang kong Hippokles, der var en god ven af brudgommen og deltog sammen med andre i festen op i vognen, som det var skik og brug, for sjov – ikke for at fornærme nogen. Men brudgommens venner slog ham ihjel.

Historisk interessant og fint underholdende læsning.

lørdag den 1. august 2020

Anmeldelse: Den ulykkelig boghandler af Rasmus Nikolajsen

Titel: Den ulykkelige boghandler
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Tiderne Skifter
106 sider
2012
Noveller

Vurdering: 6/6

I min anmeldelse af Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling, Barnevognshaiku, skrev jeg, at hvis der er noget, Nikolajsen er bedre til end nogen anden digter, er det at skrive similer ("x som y"-figurer). At similen er uomgængelig i hans bøger, er han selvfølgelig selv bevidst om, og det viser sig, at der også er et mere præcist ord for lige netop det, han gør, for som der står i den første af tre noveller i Den ulykkelige boghandler, "En omvej":

Storebæltsbroen stod nu foran os som en far-fetched sammenligning der forbinder Sjælland og Fyn, eller mere præcist: som en moderne conceit (den knivskarpe litteraturforsker Helen Gardner definerer conceit, John Donne og de øvrige Metaphysical Poet's yndlingstrope, som "a comparison whose ingenuity is more striking than it's justness" og forklarer at "a comparison becomes conceit when we are made to concede likeness while being strongly conscious of unlikeness").

Nå ja, det er da dét, han hele tiden gør (og så tilgiver vi de manglende engelskkundskaber hos korrekturlæseren, der gør, at der er sat hele to forkerte apostroffer i ovenstående citat), som når Berlinmuren står "intimiderende og dirrende af uhygge, som en stor køkkenkniv hugget ned i skærebrættet som afsluttende bemærkning i et ægteskabeligt skænderi".

Conceits er der rigeligt af i Den ulykkelige boghandler, og bogen er egentlig værd at læse af den grund alene. Samtidig er der et andet element, der er ret typisk Nikolajsensk, nemlig det, der beskrives som "metafis", det finder vi allerede i bogens første sætning:

Det begyndte i morges (jeg afskyr at fortællinger skal begynde et sted, at man ikke pludselig bare opdager at de er i gang, at de ikke, som så mange andre gode ting, kommer af sig selv), hvor vi, min kæreste, Sille, jeg har stadig lidt svært ved at sige min forlovede skønt vi skal giftes til september, og jeg skulle af sted til Kandestederne hvor jeg hver sommer i mit liv har tilbragt mindst én lykkelig uge.

Metafisen er så omsiggribende, at både den anden og tredje novelle egentlig starter som et langt essay om litterær teknik, hvorefter der følger et lille stykke skønlitteratur, som benytter sig af de beskrevne teknikker. Langt det meste af bogen går med at være sin egen poetik, som i samtalen, hvor fortælleren og hans kæreste beslutter sig for at aflive novellegenren:

– Du har nok ret. Og desuden, tilføjede jeg, passer provinsfortællingsskemaet ligesom alt for godt til den i forvejen irriterende novellegenre.
– Nu afliver vi simpelthen hele novellegenren?
– Ja, det synes jeg ... Eller i hvert fald den der mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst.

Et andet sted beskrives forfatterens metode sådan her:

Men jeg er fra fødslen forkælet og doven. Jeg skriver kun når jeg har lyst. Lader helst skriften løbe, som når jeg fuld og i godt selskab plaprer løs, som en drage der har fanget vinden, måske en smule hoven, om hvad der falder mig ind. Jeg kaster mig ud i sproget som i en længere dribletur hvor man er nødt til også selv ikke at vide hvordan næste træk skal udfolde sig for ikke at komme til at afsløre det for modstanderen.

Jeg tror måske, at jeg bare godt kan lide driblende litteratur. Ovenstående beskrivelse kunne også gælde Harald Voetmann og måske også Julio Cortázar, i hvert fald er det de to yndlingsforfattere, Rasmus Nikolajsens novellekunst mest minder mig om. Til fælles har de både en trang til det helt pjattet overgearet, manisk magiske (jeg vil ikke spoile hvordan) og en fascination af ekstrem syntaks. Prøv bare at læse denne sætning og tag tid på, hvor mange sekunder det tager dig at hitte hoved og hale i, hvad der er indskud, og hvad der er hovedsætning:

Det fordækte ved hele projektet pirrede mig, det indrømmer jeg, og skubbede mig fremad, hen over Carlsberg-viadukten hvis to smukke nedadvendte buer under selve dækket danner to halve ovaler der, når jeg ser broen nede fra Vigerslev Allé, minder mig om 1001-nats mandelformede øjne hvorover konstruktionen af nittet jern danner to broderede øjenbryn, hvor det måske burde have holdt mig tilbage.

Hvis Rasmus Nikolajsen havde valgt at bruge det gamle startkomma, var antallet af tegn i manuskriptet nok næsten fordoblet.

Nåmen, det er alt sammen gode grunde til, at Den ulykkelige boghandler er både lærd og poetisk underholdende, men skal en bog ikke være mere? Hvad med indsigt i menneskets psykologi, og hvad med politisk aktivisme? Begge dele er der faktisk også i små, men effektive doser, men først og fremmest er en bog som denne ren og skær sproglig fornøjelse, litterær akrobatik. Og det er sjældent, jeg er så fornøjet en læser, som jeg har været i selskab med disse noveller.

onsdag den 8. juli 2020

Anmeldelse: H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog af Harald Voetmann

Titel: H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog ogsaa indeholdende hans Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020
Forfatter: Harald Voetmann
Gyldendal
139 sider
2020
Roman

Vurdering: 5/6

Engang – jeg har vel været 10-12 år – var jeg blevet bedt om at læse et H. C. Andersen-eventyr højt til morgensamling i skolen. Det var først, da jeg stod med bogen i hånden og åbnede munden for at læse, at det gik op for mig, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad der stod på siden; mine forældre måtte have lavet små, pædagogiske ændringer i teksten, når de læste højt for mig, for det 150 år gamle dansk var næsten volapyk for mine barneøjne. Jeg ved ikke, om Harald Voetmann engang har oplevet noget lignende; men en fascination af det arkaiske danske har han i hvert fald.

I H. C. Andersens Quarantaine-dagbog, hvor den folkekære digter vågner op i et coronanedlukket København anno 2020, giver Voetmann sin sprogfascination fuld skrue. Han skriver med en 1800-tals-retsstavning (og lægger vist lidt til, gør ortografien lidt mere bævrende, end den egentlig er hos den gode H. C.), så årets tredje måned i løbet af de første kapitler staves både "Mars", "Marz", "Mares" og "Marzt", men selvfølgelig aldrig marts! Det er sjovt, som der ikke skal mere end et mærkeligt udseende ord til for at få lattermusklerne på gled, som når der fortælles om Andersens mange "Scauancer".

At lade lige netop den hypokondriske H. C. være hovedperson under pandemien er et genialt træk, for alt bliver selvfølgelig så meget mere nervøst dirrende:

Modtog med Morgenposten et Breef fra Chr. Winthers men efter endt Afspridtning var det – desværre! – gandske uleselig, Blekket randt som i Taarestrømme ned lang Pulten.

Men Voetmann nøjes selvfølgelig ikke med særstavning, anakronismer og overspændte metaforer som ovenfor; et helt kapitel er skrevet i, hvad jeg først troede var alexandriner (det ville være passende, idet H. C. støder på Oehlenschläger, der længes efter at se sine skuespil skrevet på alexandrinervers opført), men faktisk består af 7 jamber, lige én for meget [note tilføjet senere: det viser sig at rim/rytmeskemaet er lånt fra et digt af H. C. Andersen, der ligesom kapitlet hedder "Dykker-Klokken"]. Om der er en pointe i dét ved jeg ikke, men rimene er ret gode, som her om Amerika:

Den Nye Verden haver baade Prarier og Skove/ og kjæmpe Metropoler, hvor man hylder Viktor Borge

H. C. Andersen er kommet tilbage, viser det sig, for at opmuntre befolkningen med ægte og god litteratur i denne nødens stund. Opmuntret bliver man, når digteren laver papirsklip til prinserne og prinsesserne, hvilket selvfølgelig bliver en prøvelse for nerverne:

Allerede ved Arbeytet med no 2 Papirsclip fant jeg dog Ansatz til en Vabel paa indersieden aff min Tommel dær hvor Saxen klæmet verst. I et pludselig Andfald af en humeural Ubalanze (mere melencholisk end varmtbrusende) græb jeg mig self i at kalle den Kongelige Familie for et værre Menneskeri, at de dog skulde have saa Stort et Antal Børn for mig at lave Clip med Kolombine til. Netop da var Madam Suenson just ved at anrette en Kop Sukkerlæde ved min Cammerdør og hun overhørt mit Udbrud og lod mig strax forstaae at slig Tale ey vel taaltes under hendes Tag og at Den Kongelig Famille ikke kunde kalles et Menneskeri, den Stund et Menneskeri prucurerer Tilveiebringelsen af Menesker lige vel som et Hønseri procurerer Tilveiebringelsen af Høns, men denne Famille procurerer Tilveiebringelsen af Kongelig og Adelig, hvi jeg kunne kalde det et Kongleri, et Adleri, om saa fornødent, men skulde holle mig for god til under hendes Tag &c. Aa den kære gamle Sjæl, hvor har hun Ret! Den hele Aften tynget gevaldig af Skam. (Sukkerlæde dog til nogen Hjælp.)

 H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog er fjolleri på højt plan. Helt samme menneskelige forankring som i Voetmanns anden fjolleroman, Køder letter, er der ikke, men næsten, og det gør nu ikke noget, når der ligger et grineflip på lur på snart sagt hver eneste side. Sprit af og læs!

fredag den 26. juni 2020

Anmeldelse: Hindre af Morten Chemnitz

Titel: Hindre
Forfatter: Morten Chemnitz
Gyldendal
67 sider
2019
Poesi

Vurdering: 6/6

Der står meget lidt i Morten Chemnitz' seneste digtsamling, Hindre, og det kan ofte være svært at tyde, hvad det betyder. Men det er sprogligt præcist og originalt uden at være pralende, og så er der en følelse i digtene, som er usædvanligt rørende.

Til forskel fra Chemnitz' første to digtsamlinger er der denne gang fokus på et tydeligt jeg. Jeget befinder sig på et værelse og velsagtens inden i sig selv; et klaustrofobisk jeg i et klaustrofobisk rum. Herfra bliver der gjort klare og præcise observationer, som man kan kigge rundt i sit eget værelse og opdage, at man aldrig rigtigt havde lagt mærke til før: "væggenes sammenføjninger" og "ledningerne har også skygger".

Meget tid går med at observere solen vandre rundt i værelset. Vi hører om "dagens hældning" og "dagens sene udvidelser/ over gipspladerne". Her et helt digt med samme motiv:

solen som følger væggen/ langs hovedet/ en retning der svækkes// lyset er ikke solidt

Dette rum beskrives i digte, hvor ordvalget ofte er lige præcis en lille smule anderledes, lige præcis en lille smule uvant. Der er de nænsomme neologismer: Vandet løber ikke frit, det løber "uopholdt"; i ansigtet er der ikke fortrækninger, der er "forrykninger". Og så er der den hele tiden lidt rokkede syntaks, hvor et substantiv skiftes ud med adskillige forklarende ord; blæsten går ikke over dybet eller intetheden, men "over ikke nogen bund".

Hvad er det så for et jeg, der er spærret inde på værelset her? Jeg læser det, som at der ses tilbage på en depression ("en smerte/ har omgjort mig før") eller angst ("ligge stille imens det driver over"), eller nok begge dele (det skal i parentes bemærkes, at flere af anmelderne har læst smerten i bogen som en fysisk smerte; om jeg simpelthen tager fejl, når jeg læser den som psykisk, eller om bogen kan rumme begge dele, ved jeg ikke helt). Der er i hvert fald et tydeligt selvmordstankemotiv, se bare disse to digte:

bordet vender væk fra dagen/ under loftet/ de hvidtede bjælker/ blodet/ i hænderne/ uden at komme ud

Og:

det var/ håndleddet/ der skulle bære det/ så lidt for mig/ at føje til

Det er jo næsten ubærligt smerteligt. Men der er også et håb til sidst: "det yderste af værelset åbner", og jeget må konstatere: "jeg ved ikke hvor jeg har været". Må man kalde det helende? Det er et trælst ord. Men det er helende. Og rørende.

Morten Chemnitz' to første digtsamlinger, Inden april og Bindingerne, var udsædvanligt originale med deres stammende præpositioner og næsten ikke-eksisterende jeg, hvilket resulterede i naturdigte af en art og styrke, der hverken er set før eller siden. Men man kan jo ikke blive ved med at skrive den samme bog flere gange, så noget nyt måtte der ske. Jeg må være ærlig og sige, at jeg, før jeg åbnede Hindre, var bekymret for, at Chemnitz ikke ville være helt lige så god uden sit formgreb fra de tidligere bøger. Men dét tog jeg heldigvis grueligt fejl i. Tænk at en digter kan skrive så forskelligt fra sig selv og alligevel så godt.