mandag den 6. april 2020

Det er altså dårlig stil at anmelde sine venners bøger

Et af de mest læste indlæg her på bloggen skælder ud over, at Benedicte Gui de Thurah Huang i Politiken anmeldte sin forfatterskole-klassekammerat Johannes Lilleøres roman Min syge ven.

I dag faldt jeg så over et eksempel på noget lignende: Rikki Tholstrup Jørgensen, der på Nyheder24 (som han selv ejer) overvældende begejstret anmelder David Garmarks nye krimi. Der er bare det problem, at Rikki Tholstrup Jørgensen er stifter af det forlag, Dreamlitt, som David Garmark udkommer på. Man skal heller ikke mere end en uge tilbage på Jørgensens facebook-profil for at finde et opslag, hvor han skriver, at Garmark og hans bror er "mere end bare forfattere hos mit forlag. Samarbejdet udviklede sig til et kammeratskab, som jeg den dag i dag stadig værdsætter".

For at gøre ondt værre har Dreamlitt, som (for nu at være helt fair) Jørgensen godt nok, så vidt jeg kan finde ud af, for nylig er trådt ud af, delt anmeldelsen på deres facebookside uden at nævne noget om, at den er skrevet af deres stifter og forfatterens "kammerat".

Måske man burde lave en slags database over inhabile anmeldelser, ligesom Babelfiskens sørgeligt nok nødvendige liste over anmeldelser, der glemmer at nævne oversætteren?

lørdag den 4. april 2020

Hvad betyder unik og kontroversiel?

Strawberry Publishing er som bekendt kommet til Danmark og har allerede skaffet krimiforfatteren Katrine Engberg. Nu er der også kommet en hjemmeside op at stå. Her kan man læse følgende:
Strawberry Forlag DK er et unikt skandinavisk forlag.
Og så fortsættes det:
Vi er en del af Strawberry Publishing og har søsterforlag i Norge og Sverige. 
OK, hvad var det nu lige, "unik" betød? Altså, hvor dårlig skal man lige være til dansk for at først kalde sig selv unik og så allerede i næste sætning fortælle, at man ikke er det? Er det virkelig mennesker, der professionelt arbejder med sprog, der har skrevet denne tekst?

Irritationen forværres kun, når man læser den pressemeddelelse, forlaget har udsendt. Her præsenterer de deres kommende udgivelser, herunder "Nillou Johanssens kontroversielle Øen – eller Newsha Farwans hemmelige dagbog, bogen, du skal læse før dit barn."

Hvad er det nu lige, "kontroversiel" betyder? Hvordan kan en bog, der endnu ikke er udgivet, være kontroversiel? En google-søgning på forfatter og titel giver ingen resultater — hvem er det, der har noget imod denne bog, for det må der vel være nogen, der har, siden den kan beskrives som "kontroversiel"? Eller er "unik" og "kontroversiel" bare tilfældige adjektiver, som robot-agtige redaktører kan sætte ind i deres pressemeddelelser, når de mangler et positivt eller interessevækkende ord, men ikke kan komme i tanke om noget positivt eller interessant at sige?

onsdag den 25. marts 2020

Brecht-citat til den kommende finanskrise

Når en stor mands hus falder sammen, slås mange af de små til jorden. De, der ikke deler de mægtiges lykke, deler ofte deres ulykke.
- Bertolt Brecht: Den kaukasiske kridtcirkel, oversat af Carl Nyholm (her citeret efter citat i Vigdis Hjorths Lærerindens sang, s. 123).

lørdag den 21. marts 2020

Anmeldelse: Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard

Titel: Gilgamesh
Oversættere: Sophus Helle og Morten Søndergaard
Gyldendal
155 sider
Ca. 11. årh. fvt., denne oversættelse 2019
Episk digt

Vurdering: 6/6

Hvordan kan det være, at en tekst, der er over 3000 år gamle stadig taler til os i dag? I sit fremragende efterord til nyoversættelsen kommer Sophus Helle med nogle bud: Gilgamesh' lidenskab, hans sorg over vennen Enkidus død og hans egen dødsangst, som den nutidige læser lever sig inden i, blandet med Gilgamesh' fremmedhed: Hans krigerinstinkt og pludselige vrede, der synes meget fjernt fra en psykologi, vi kender i dag.

Men man kunne også tilføje endnu en grund: At sproget, ligesom Gilgamesh, på samme tid er velkendt og fremmed. Det er det selvfølgelig kun, fordi bogen er så fremragende oversat; og netop fordi oversættelsen gør plads til både at formidle forståeligt og lade teksten være helt særegen. Således var et af højdepunkterne i læsningen for mig dette afsnit, hvor Gilgamesh' kæreste ven, Enkidu, lige er død, og Gilgamesh siger:

Jeg vil græde over min ven Enkidu,/ som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme.// Øksen ved min side, så sikker i min hånd,/ sværdet i mit bælte, skjoldet ved mit bryst,/ min festdragt, mit pragtskærf,/ en ond vind har rejst sig og bestjålet mig!// Min ven, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken:/ Enkidu, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken.

Sikke et billedesprog: "som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme"! At jamre som en flamme! Og så er der disse fantastiske gentagelser, som er gennemgående for stilen: Først en sætning, hvor der står en generel betegnelse, "Min ven", så den samme sætning igen, men denne gang specificeret: "Enkidu". Her endnu et skønt, skønt eksempel på dette:

Historien om min ven tynger mig,/ nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje:/ Historien om min ven Enkidu tynger mig,/ nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje!// Skulle jeg kunne være stille? Skulle jeg kunne være tavs?/ Min ven, som jeg elskede, er blevet til ler:/ Enkidu, som jeg elskede, er blevet til ler!/ Er jeg ikke ligesom ham? En dag vil jeg lægge mig ned,/ og aldrig kunne rejse mig igen.

Den fremmedartede stil og de pludselige glimt af et helt ukendt billedsprog sammen med den helt velkendte og meget rørende sorg og dødsbevidsthed - jamen! Og så lige endnu et citat, her taler den gamle vismand Uta-napishti, som er Gilgamesh-versionen af Noah, ham med arken (eller båden ifølge den nye bibeloversættelse), i det nok flotteste sted i hele bogen:

Ingen ser døden./ Ingen ser dødens ansigt,/ ingen hører dødens stemme./ Men det er døden, den grusomme, der knækker mennesket.// Det sker, at vi bygger huse,/ det sker, at vi laver reder./ Det sker, at brødre deler arven,/ det sker, at sønner bliver bitre.// Det skete, at floden steg og bragte højvande,/ og døgnfluerne flød ned ad floden./ Deres ansigter så solens ansigt,/ men selv i det øjeblik så de ingenting.

Det skal også nævnes, hvor fantastisk en poet, tidens tand er: Morten Søndergaard nævner i forordet, at det, at Gilgamesh er fragmenteret, at der er en del huller i teksten, gør, at det nogle steder kan læses som et modernistisk digt. Og sikke et digt, tidens viskelæder sine steder har skabt! Før Enkidu dør, drømmer han, at han skal dø, og det er denne drøm, ser det ud til, der suger livskraften ud af ham. Men lige dér er teksten stærkt fragmenteret, så det sidste stykke af drømmen bliver så flot her (jeg har sat "..." hvor der er hul i teksten; i bogen markeres det meget flot med hvid tomhed mellem hævede punktummer, hvilket ikke kan genskabes her):

klar ... grav ... mig ... Ereshkigal. ... Flodbølgen. ... jeg har set hans krop

På bogens bagside er Rainer Maria Rilke citeret for, at Gilgamesh er "det største, der kan overgå et menneske." Jeg er tæt på at være enig.

onsdag den 18. marts 2020

Anmeldelse: Teutoburger af Harald Voetmann Christiansen

Titel: Teutoburger
Forfatter: Harald Voetmann Christiansen
Lindhardt og Ringhof
148 sider
2005
Noveller / kortprosa

Vurdering: 5/6

Sikke en glæde det er at have opdaget (eller rettere: langt om længe læst) Harald Voetmanns kortprosa! Efter at have læst den usædvanligt gode En alt anden end proper tilstand skyndte jeg mig straks at anskaffe mig, hvad der ellers fandtes tilgængeligt antikvarisk — hvilket desværre kun var Teutoburger. Jeg håber, Kapricer og Autoharuspeksi dukker op i et antikvariat snarligst (til en rimelig pris), så jeg kan få fat på dem — indtil da må jeg hellere se at få anskaffet mig den selvudgivne Trivia-trilogi, som, så vidt jeg ved, vist stadig kan fås fra ny.

Teksterne i Teutoburger er inddelt efter længde — den længste først og den korteste til sidst. Den første novelle ligner noget, der skulle være blevet til en roman (og slutter oven i købet med "o.s.v."), hvilket også synes at have været tilfældet for to-tre af teksterne i En alt anden end proper tilstand (hvori jo et af romanfragmenterne rent faktisk blev til romanen Kødet letter). Resten er alt fra konceptuelle tekster med stjernetegnsagtige lister over forskellige slags personer til helt, helt korte kortprosatekster af én sides længde. Som altid er det gennemgående element en hengiven sig til ekstreme sprogblomster som denne:

Jeg stod i dag og betragtede to duer, der hakkede i en halv burger. "Disse tvende dråber fra Guds grumsede kød-og-fjer-pipette," fik jeg med nød og næppe mig selv til at tænke, "så sparsomt bestænket med den bevidsthed, vi andre har truckerbadet i," eller: "visseligen har truckerbadet i." Visseligen var jeg da tilfreds med denne min smørbare dumsmarthed.

Mit favoritsted i hele bogen findes i den indledende romanruin, "Teutoburger", hvor en dreng bebor et slot i udkanten af Teotuburgerwald som sidste led i en degenereret  aristokratfamilie (et typisk Voetmannsk fin-de-siécle-agtigt motiv). Familien bruger en grandonkels tomme sarkofag i krypten som opbevaringrum for en pose glasperler, der årligt hænges op som julepynt, og som det er drengens pligt at gå ned og hente. En enkelt gang er han kommet til at løfte låget af den forkerte sarkofag og har måttet bruge timevis på at få låget på igen, og "alene tanken om den lange og meningsløse fysiske anstrengelse under så kummerlige forhold som disse, fyldte ham med en ubændig trang til at deltage på slavernes side i kampen i Apulien i år 73 f.kr., eller i det mindste yde dem enhver tænkelig økonomisk og diplomatisk bistand." I så fald ville Spartacus' oprør nok have været succesfuldt, ræsonnerer drengen, men "Så snart slavehæren med hans hjælp havde overvundet Crassus og Pompejus ville den vende sig imod ham." Hans lig ville så blive begravet med glasperlejulepynten, og:

Hans far ville netop da gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at lade som om, at han ikke børstede en tåre væk fra kinden eller rettere fugtede og nærede sin tørre venstre pegefingernegl, der ikke så meget var en egentlig negl, som den var en koloni af spredte og indbyrdes uafhængige gule og tørstige hornstubbe, placeret i et mønster der ikke var ganske ulig det mønster, der tilsammen bliver dannet af flæskeklannerlarvens hug- og tyggetænder, som de tager sig ud under et mikroskop. "Ja, vores søn havde en forkærlighed for farvet glas," ville han så sige. "Han dvælede ved farvet glas som en dum indianer. [...] Men græd ikke over ham, kone. Han bragte det over sig selv. Det eneste, vi bør bekymre os om nu, er, om hvorvidt Romerriget efter Spartacus-opstandens drastisk ændrede udfald vil udvikle sig i egentlig socialistisk retning, og hvilke forholdsregler, vi to bør tage mod en sådan sær og af et umodent sind fremprovokeret verdensudvikling." Sådan kunne hans far omtent have fundet på at sige i den givne situation. Og videre end den kommentar havde han aldrig tænkt.

Men det, at han tænker så langt på grund af sin ved hårdt fysisk arbejde pludseligt opståede sympati for et over totusinde år gammelt slaveoprør, er lige netop, hvad der gør Voetmann til en så fantastisk forfatter.

Hvad skal ellers nævnes? Jo, Teutoburger er om muligt endnu mere kropsfikseret end Voetmanns andre bøger, så der flyder sekreter af alskens slags på snart sagt hver anden side. Også det må betragtes som en kvalitet. Jeg er ret så ovenud begejstret og glæder mig til at læse (endnu) mere fra hans hånd!

søndag den 15. marts 2020

Anmeldelse: Satyricon af Petronius

Titel: Satyricon
Forfatter: Petronius
Oversætter: Harald Voetmann
Gyldendal
183 sider
Skrevet 1. årh. evt., denne oversættelse 2009
Roman

Vurdering: 4/6

Den Petronius, der skrev Satyricon, var sandsynligvis den Gajus Patronius, som var kejser Neros arbiter elegantiae, dvs. smagsdommer/rådgiver i spørgsmål om det luksuriøse. Og luksus er der rigeligt af i Satirycon.

Apulejus' Det gyldne æsel er den eneste latinske roman (ikke at forveksle med den moderne roman, selvom Gyldendal frejdigt bare har skrevet "roman" på forsiden af denne oversættelse), som er bevaret i sin helhed, men Satyricon er til gengæld ca. 100 år ældre og en hel del frækkere. De bevarede dele antages at stamme 14.-16. bog af et ret omfangsrigt værk, men det vides ikke med sikkerhed.

Hovedpersonen hedder Encolpius, som vistnok er tidligere gladiator, og som er på flugt fra nogen, han måske har stjålet en slavedreng fra tidligere i fortællingen, i noget af det, der er gået tabt. Slavedrengen hedder Giton og er åbenbart ekstremt seksuelt tiltrækkende for alle mennesker af begge køn; det første stykke handler om, hvordan Encolpius slås med vennen Ascyltos om, hvem der har ret til Gitons krop.

Dernæst følger det ene orgie efter det andet med overdådige anretninger og masser af homosex krydret med lidt pædofili, impotens og en enkelt skibskatastrofe. Det er ret så underholdende!

Det mest berømte af de bevarede afsnit er festen hos Trimalchio; ved festen er der (hvis jeg forstår det ret) kun inviteret frigivne slaver, fordi rigmanden Trimalchio selv startede som slave og siden har levet den amerikanske drøm, så han nu er rigere end noget menneske kan forestille sig. Aftenen går med hans praleri og et ekstremt indtag af underlige retter; men på trods af al Trimalchios pragt og vælde kan han ikke skjule sin underlødige herkomst, når han højlydt synger falsk, reciterer digte forkert og åbenlyst ikke kan finde rundt i myterne. Han er nyrig og udannet og derfor ekstremt optaget af at fremvise sin egen rigdom og bævre af frygt for døden; det er ren Donald Trump.

Senere støder vi på forfatteren Eumolpus, der til sine omgivelsers fortrydelse ikke kan holde kæft i to minutter uden at skulle recitere et digt. Sådan her finder Encolpius og Giton ham efter skibskatastrofen:

Vi hørte en besynderlig mumlen og stønnen fra kaptajnens gemakker som fra et vilddyr, der forsøgte at slippe ud. Da vi fulgte lyden, fandt vi Eumolpus, som sad og griflede vers ned på et stort pergamentark. Vi måbede over, at han kunne finde ro til at skrive digte, mens døden åndede ham i nakken. Så trak vi ham ud, selvom han skreg, og vi bad ham om at tage det roligt. Men han var afsindigt rasende over at blive afbrudt. "Lad mig gøre sætningen færdig," sagde han. "Digtet halter i slutningen." Jeg greb fat i ham som den rablende galning, han var, og bad Giton hjælpe mig med at slæbe denne brægende digter ind på land.

Det er god underholdning sådan at følge digtende, kæmpende og liderlige personer på eventyr. Når det så er sagt, ville jeg nok ikke just ligge i kø foran boghandlen, hvis man i morgen fandt de (antager nogle) omkring 1000 sider, som hele Satyricon kan have været. Den smule, der er bevaret, har den helt rette længde til at underholde, men når også at gentage sig nok gange til, at man mod slutningen har det som ved den anden portion cholademousse — mæt og veltilfreds, men, hvis man ikke passer på, faretruende tæt på kvalmegrænsen.

I de bevarede ca. 150 sider er Satyricon god underholdning; fræk, sjov og af Harald Voetmann vældigt godt oversat til et sprudlende nudansk.

torsdag den 12. marts 2020

Anmeldelse: En alt andet end proper tilstand af Harald Voetmann

Titel: En alt anden end proper tilstand
Forfatter: Harald Voetmann
Gyldendal
207 sider
2008
Noveller / kortprosa

Vurdering: 6/6

I min anmeldelse af Amduat. En iltmaskine skrev jeg, at Harald Voetmann er Danmarks nok bedste romanforfatter lige nu. Og han er altså, kan jeg efter endt læsning af En alt anden end proper tilstand konstatere, også en af Danmarks bedste kortprosaforfattere.

En alt andet end proper tilstand består af tre længere noveller (hvoraf den ene senere — i let omskrevet tilstand — skulle blive til de første to kapitler af romanen Kødet letter) og 18 helt korte prosastykker. Teksterne har, som Kødet letter, noget underligt anakronistisk over sig, mens sproget på samme tid sirligt og bastant folder sig ud i barokke fraseringer. De mandlige hovedpersoner er liderlige, men introverte og nærmest degenererede, hvilket kombineret med de eksplosivt knopskydende sætninger får mange af teksterne til at virke som noget, der kunne være skrevet i Fin de siecle-perioden — bare endnu mere underholdende.

Samtidig er der en slags forlegenhed over det at skrive. Det kommer bl.a. til udtryk i kortprosateksten "Scener fra kejser Othos liv", hvor den alvidende fortæller pludselig må påkaldes i en parentes for at forklare de historiske detaljer (hvorefter den alvidende fortæller ender med at dø, blive upset ihjel af sin egen hovedperson):

(Hvad er en sistrum, åh du Almægtige Olympiske Fortæller? En sistrum er en hellig rangle, der som enhver anden rangle kan tjene til at vække morens opmærksomhed. Moren er i dette tilfælde Isis. Otho skal forestå en ofring til Isis, fem flamingoer. Olympen skutter sit mægtige sig. Den kan faktisk ikke lide at bruge ordet flamingo. Den ville hellere have brugt Othos eget ord, en phoenicopter, fem skrigende pinke phoenicoptere skal Otho slagte i dag).

"Olympen skutter sit mægtige sig."! Den slags ordgejle finurligheder er Voetmanns sprog fuldt af, og det er en fryd uden lige at læse! Det er længe siden, jeg sidst har læst en bog med så gode sætninger som denne!

Så hvordan kan det være, vi er så heldige at have en forfatter som Harald Voetmann? Her kommer et bud: Han læser noget andet end den gennemsnitlige samtidsforfatter. Bogens epigraf stammer fra Oscar Bloch: "Om døden - en almenfattelig Fremstilling" (1914) — åbenbart et slags katalog over måder at dø på, som ifølge bibliotek.dk findes i ét eksemplar på de samlede danske biblioteker — mens novellen "Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)" har epigraf fra Henrik Thomesen Gerner: Orthographia Danica (1679) (3 eksemplarer på de samlede danske biblioteker). Hvem læser den slags? Men det er åbenbart givtigt, hør bare Oscar Bloch-citatet:

I Latrinkuler udvikler der, som vi senere skulde se, giftige dræbende Luftarter, især Svovlbrinte; men der udvikles ogsaa Kulbrinter, som kunne explodere; man kender Exempler paa, at den, der har kastet en brændende Tændstik eller en Cigaret ned i et Appartement, som ikke er indrettet efter engelsk Mønster med Vandtilløb, er bleven slynget ud af Kabinettets Vindue i en alt andet end proper Tilstand; man forstaar, hvilke forskellige Chancer her er for, at den Paagældende kan blive et Offer for Explosionen. Man har ogsaa set Exempler paa, at en Explosion af denne Art har givet Anledning til, at giftige Luftarter have bredt sig i et helt Hus, og at Personer, som have været tilsengs, ere blevne fundne døde, kvalte af Luften.

Så her kommer lige et kvikt forslag til, hvordan vi får nogle flere forfattere, der er lige så originale som Harald Voetmann: Sæt samtlige danske forfattere til at læse sig igennem hele Det Kongelige Bibliotek — lad dem starte fra forskellige bogstaver og så ellers bare i gang. Så må de jo støde på et eller andet, som ingen andre læser, og som kan inspirere til en stemme, som ingen andre har.

Anyway, her er min Voetmann top-6, fordi ingen spurgte: 1) Syner og fristelser, 2) En alt andet end proper tilstand, 3) Kødet letter, 4) Amduat. En iltmaskine, 5) Vågen, 6) Alt under månen, alle bøgerne er 5'ere eller 6'ere på en 1-6-skala ved mit eksamensbord.