onsdag den 14. august 2019

Anmeldelse: Endnu ikke af Vibeke Grønfeldt

Titel: Endnu ikke
Forfatter: Vibeke Grønfeldt
Samleren
363 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Bogens første sætning lyder: "Min tid kom ikke." Herefter udfoldes henover to sider en fortælling om et barn, der aldrig lærte at begå sig socialt; som ville have orden og ikke kunne rumme andre menneskers kaos. Tiden for orden er endnu ikke kommet — men det er ikke titlens eneste betydning, for barndomsfortællingen erindres af romanens fortæller, den nu aldrende forfatter Elvine Brink. Hun er endnu ikke død. Vi følger hendes dagbogsoptegnelser i løbet af halvandet års tid.

Endnu ikke modtog Montanas Litteraturpris, som nok er den af de danske litteraturpriser, der er mest værd at holde øje med. Prisen går til en bog "som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde", og fornyende må Vibeke Grønfeldts Endnu ikke siges at være: den er nemlig så realistisk, at den totalt undergraver romangenren. Man er vant til, at romaner følger et lille persongalleri bestående af en hovedperson og vigtige bipersoner, hvis eksistens er nødvendige for at drive hovedpersonen videre frem i plottet. Sådan er det ikke hos Grønfeldt: enspænderen Elvine Brink har ingen rigtige venner (det skulle da lige være forfatterkollegaen Linn, som hun foretrækker at maile med frem for at mødes), så de bipersoner, der dukker op, ser vi ofte ikke noget til igen. Deres historier krydser et kort øjeblik Elvines, hvorefter mødet noteres i den menneskesky Elvines dagbog.

Dagbogen er et viltert sammenrend af observationer om disse engangsbipersoner; længere erindringsstykker fra Elvines lange liv; kortprosatekster, der egentlig ikke har noget med resten at gøre (jeg antager, at det er forfatteren Elvine, der tager over og begynder at fortælle); og så de helt korte notater som dette:

Bagud. Mere og mere bagud og i tidnød.
Jeg når det ikke. Havde jeg to liv, et til det umiddelbare, et til eftertanken, havde jeg tre, et til at løbe i lunden, et til at lytte og se, et til at lukke øjnene og tage det til mig.

For mig er det intime portræt af Elvine bedst, når hun klart observerer konkrete situationer, hvor hun viser sig anderledes fra andre, f.eks. denne barndomserindring:

Billedet af det rigtige har alle dage forstyrret, nærmest knust mig. [...] Snart dukkede det op alle vegne, børn, der fra begyndelsen vidste de rigtige ord at bruge i enhver mærkværdig situation, kendte lege og spil og svar, når der blev spurgt. Spørgsmålene, før de blev stillet: Hvordan har din mor det, Elsie, Gitte, Mitte? Tak, godt. Jeg skulle hilse: Hvordan har din mor det, Elvine? Det ved jeg ikke.

Andre steder har jeg til gengæld sværere ved at følge bevidsthedsstrømmen, fordi syntaksen ofte er ret kompliceret — hvilket for mig resulterer i lige dele skønhedsbegejstring og forvirring. Endnu ikke er ikke en bog, man kan skimme.

I det meste af romanen sker der næsten ingenting, men enkelte gange enten sker der eller erindres der en dramatisk hændelse, som udfoldes over nogle flere sider; f.eks. en dramatisk bådtur og en indlæggelse på sygehuset. Disse afsnit lykkes meget godt med ikke bare at være velskrevne, men også elementært spændende — og når det sker, kan man godt komme til at savne et egentligt plot i resten af bogen. Men det er ikke bogens ærinde at være plotbaseret, og den hændelsesløse dagbogsform har da også sine fordele i form af lige dele finurlighed og skønhed.

onsdag den 7. august 2019

Anmeldelse: Soldatens år af Klaus Rothstein

Titel: Soldatens år. Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
Forfatter: Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
271 sider
2014
Nonfiktion / litteraturhistorie

Vurdering: 4/6

I det hele taget er det påfaldende, at så at sige al dansk litteratur om krigene i Irak og Afghanistan fokuserer entydigt på soldatens psykologi og på de menneskelige relationer mellem mændene på missionerne og deres pårørende derhjemme. Ingen forfatter har påtaget sig at skrive den politiske roman om krigene.

Det er Klaus Rothsteins hovedpointe i Soldatens år, hvor han gennemgår og analyserer langt størstedelen af den danske produktion af fiktionsværker om Afghanistankrigen - fra lyrik, romaner, børnebøger og sangtekster til film, skuespil og billedkunst. Det er godt set og en skarp samtidsdiagnose, at forfatterne vægrer sig ved at sige noget rigtigt politisk om krigen, men ligesom den danske befolkning, der ikke rigtigt forstår eller har sat sig ind i den krig, de har stemt for, nøjes med at interessere sig for de danske soldater og deres (van)skæbne; ikke den storpolitiske kontekst, der har defineret deres liv eller død. Det er til gengæld også sådan cirka alt, der er at komme efter i den omkring 200 sider lange analyse. Rothstein er nemlig ikke særligt interesseret i at se andet end den ene, gode pointe, han har fået øje på. Derfor er det også sådan, at man vil kunne støde på variationer af ovenstående citat — og gerne flere af dem — i løbet af samtlige bogens kapitler.

Rothsteins greb er det velfungerende komparativt-litteraturhistoriske, at han har læst og set alt, hvad der er af nævneværdig dansk kunst om Afghanistan-krigen, og så har han lagt de mange tekster oven på hinanden og set, hvad der går igen: historien om den traumatiserede soldat; modsætningen mellem den meningsfulde krig og den meningsløse hverdag; krigens på den ene side kaos og traume, men på den anden side lokkende organisation og venskab. Og nok så vigtigt har han set, hvad der ikke går igen: de politikere, der har sendt soldaterne af sted. Dét er et godt greb, men det kunne være bedre, hvis Rothstein havde ofret lidt plads på at nuancere analysen - hvis han f.eks. havde analyseret lidt færre værker, kunne han have brugt lidt mere plads på at gå dybere ind i det enkelte værk. For som bogen er, synes alle de analyserede værker at være ens; når der kun er plads til at se lighederne mellem dem, bliver analysen den samme hver gang.

Det lider især kapitlet om poesi under. Rothstein påstår på den ene side, hvad der, så vidt jeg kan se, er rigtigt, at "Romanerne fortæller soldaterhistorier, og overlader krigskritikken til lyrikken", men fortsætter himmelråbende forkert: "Som så igen vælger det samme fokus - soldatens fortælling." Jamen, hvad blev der lige af Ursula Andkjær Olsens dybt politiske værker? Klaus Rifbjergs antikrigsdigt? Thomas Bobergs polemiske poesi? Hvordan kan Rothstein på den ene side beskrive disse værker og så dernæst i sin opsummering lade som om, de ikke eksisterer? Konklusionen skal være den samme hele bogen igennem, og derfor bliver den nysgerrige og ærlige læsning af lyrikken ofret for den store sammenhængs skyld.

Det ses også i tilgangen til f.eks. Kim Larsens udmærkede Afghanistansang. "Mere banalt kan det ikke blive", skriver Rothstein og fortsætter, at Larsen er "hverken original som politisk analytiker eller sangskriver". Det på trods af, at han (heldigvis) lige har citeret hele sangen, så den opmærksomme læser kan se, at han i sin analyse helt undlader at kommentere de to midterste vers, der lyder sådan her:

Hør nu blæser reveillen / Så er det op, soldat / Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt // Det er lige meget med Det Femte Bud / Bar' du gør honnør / se hvor blodet farver solen rød / Imens jeg kør'

"Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt" - hvordan skulle man helt præcist skrive mere politisk og skarpt om krig end det?

Her ligger endnu et kritikpunkt, for Rothsteins definition af politik synes at være meget smal; det er som om, at en roman, der ikke ender med et lovforslag og en morale, for ham ikke kan indeholde en politisk stillingtagen. Jeg er helt med på, at de danske forfattere undgår at skrive om den storpolitiske kontekst for Afghanistan — men at påstå, at det ikke er politisk at skrive om PTSD-ramte soldater, er for mig at se helt hen i vejret. At skrive om de arbejdsskader, inklusive døden, der følger med krigsførelse, er da netop  politisk litteratur. Og at skrive om de forfærdelige og langt fra demokrati- og fredsskabende hændelser, soldaterne kom ud for i Afghanistan, er da netop en politisk kritik af krigens løgnagtige grundlag og sjuskede organisation.

Disse kritikpunkter skal dog ikke fratage Soldatens år de især to gode ting, den bidrager med: en veltænkt pointe om, at den danske Afghanistan-litteratur og -kultur i højere grad følgere den enkelte soldat end politikeren og — vigtigt for fremtidige og måske mere nuancerede analyser — en kildesamling af det meste af den danske kulturelle produktion om Afghanistan-krigen indtil 2014. Og så trækker det heller ikke ned, at bogen er skrevet i et letflydende og forståeligt sprog, der sine steder gør det til ligefrem underholdende læsning.

søndag den 14. juli 2019

Anmeldelse: Diegesis af Henrik Nor-Hansen

Titel: Diegesis (indeholder En redegørelse for et rejsestipendie 2010, En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin - En fremstilling af vold i Norge)
Forfatter: Henrik Nor-Hansen
Oversætter: Allan Lillelund
Forlaget Silkefyret
198 sider
Oprindeligt udgivet 2012-2016, denne oversættelse 2019
Romaner

Vurdering: 5/6

Det kunne være fristende at betragte de to første romaner i trilogien Diegesis som en slags skitser til eller prøvekørsler af virkemidlerne fra den til Nordisk Råds Litteraturpris nominerede Termin - En fremstilling af vold i Norge (som jeg tidligere har anmeldt her). Allerede i En redegørelse for et rejsestipendie 2010 dukker meget af den karakteristiske, objektive stil op: udpræget brug af førdatid, præcis datering af hændelserne og en analystisk distance til følelser. I En kort evaluering af psykosocialt stress bliver den objektive stil endnu tydeligere, idet der skiftes til tredjeperson, romanen synes fortalt af et evaluerende "man", en stor del af sætningerne er passivkonstruktioner og fortællingen afbrydes af analyser af socioøkonomiske forhold i lokalområdet. Den eneste stilistiske udvikling i Termin er egentlig brugen af fodnoter; ellers kun en endnu mere udpræget brug af samme virkemidler.

Det ville dog være reduktivt at se de to første romaner som kun skitser til mesterstykket. Både fordi de er usædvanligt gode romaner i egen ret, men også fordi det, at Nor-Hansen-stilen ikke er helt færdigtudviklet, åbner op for andre muligheder. Det gælder især En redegørelse for et rejsestipendie 2010, hvor det lidt mindre distancerede blik fra førstepersonfortælleren i højere grad er i stand til at blive minimalistisk poetisk:

Jeg gik langs motorvejen i sydøstlig retning. Jeg kunne se kørebanerne, der slyngede sig i fordybningen længere fremme. Genskæret fra byen gav et diffust lys op under skydækket. Jeg havde meget uro i kroppen. På begge sider af vejen var der græsskråninger, lysreklamer. Foran mig lå et center med flere lave, rektangulære bygninger. Det regnede jævnt nu. Alting lå i et dødt, gulligt skær.

Der er lidt fransk Roman Nouveau over de koldt præcise beskrivelser ("lave, rektangulære bygninger") og noget 90'er-minimalisme over de underspillede sammenhænge mellem ydre og indre liv ("Alting lå i et dødt, gulligt skær"). Men kun meget få 90'er-minimalister kunne skrive så god en sætning som "Det regnede jævnt nu." Selvom meget af Nor-Hansens stil går ud på at udslette det poetiske og det distinkt skønlitterære i teksten, er han så god en forfatter, at det (heldigvis) ikke kan lade sig gøre.

Selvom især En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin meget af tiden er gyseragtige, fordi man frygter for, hvad de tomme, depressive skaller, som hovedpersonerne er, kan finde på at gøre mod sig selv og andre, dukker der også en truende skønhed op i beskrivelserne, der synes at stride sig ind mellem de koldt objektive sætninger: "Havnesiloen strakte sig langt op over de nærmeste hustage. Udenfor var der mørkt, med strølys fra gadelygter." Jeg tror ikke, at beskrivelserne løser op for den knugende stemning, der er, når man kigger ind i hovedpersonernes indre tomme mørke; men det knuger på en anden måde. Dét gør disse tre romaner til stor, anbefalelsesværdig kunst, der ikke kun skal læses, fordi Nor-Hansens stil er et af de mest interessante nybrud i den ny litteratur, men også fordi de ganske enkelt er gode.

torsdag den 11. juli 2019

Anmeldelse: Career of Evil af Robert Galbraith

Titel: Career of Evil (nr. 3 i Cormoran Strike-serien)
Forfatter: Robert Galbraith (pseudonym for J. K. Rowling)
Sphere
579 sider
Oprindeligt udgivet 2015, denne paperbackversion 2016
Roman / Krimi

Vurdering: 4/6

Nu kommer jeg til at lyde mere træls, end jeg egentlig er, men jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om den mest produktive måde at skrive en feministisk krimi på er at grafisk detaljeret beskrive en til parodi grænsende misogyn seriemorders slagtning og skamfering af en lang række kvinder. Siden Stieg Larssons Mænd der hader kvinder har det været en generelt accepteret sandhed blandt krimiforfattere, at jo mere udpenslet vold, man udsætter kvinder for i sine bøger, jo bedre en feminist er man. Men jeg synes altså ikke, at det fungerer efter intentionen i Career of Evil.

Der er jo ikke noget galt i at hygge sig med nogle gode, udpenslede mord. Men det er ikke det, der er Galbraiths ambition. Career of Evil skal sætte et vigtigt fokus på den kæde af misogyni, der går fra undervurdering af kvinders evner over cat calling til voldtægt og kvindemord. Problemet er, at kæden undervejs, hvis ikke hopper af, så i det mindste mangler nogle led.

I denne tredje roman i Cormoran Strike-serien er det egentlig mere Strikes assistent, Robin Ellacott, der er hovedpersonen. Gennem hendes synsvinkel får vi den daglige sexisme at se: der er vejarbejde foran Strikes kontor, og vejarbejderne pifter af hende, når hun går forbi. Hun antastes af creepy fyre i toget. Hendes forlovede respekterer hende ikke og synes mere at ville eje hende end elske hende. Hele denne del af præ-#metoo-fokusset fungerer glimrende. Problemet opstår, da vi ikke kun hører fra Robins og Strikes synsvinkler, men også præsenteres for den endnu uidentificerede morder.

Kapitlerne, der fortælles fra morderens synsvinkel, har titler taget fra Blue Öyster Cult-sange, og sangvalgene reflekterer meget godt, hvordan Galbraith beskriver hans psykologi: "I Just Like to be Bad", "Subhuman" og titlens "Career of Evil". Han er ganske enkelt ond helt ind til benet. Der er ingen anden personlighed end ren ondskab. Det kan måske fungere meget godt i en fantasyroman — som J. K. Rowling, der står bag pseudonymet Robert Galbraith jo ved alt om — men Lord Voldemort er ikke en særligt god krimiskurk. Der er selvfølgelig spændingsproblemet — at det ikke er særligt interessant at forsøge at gætte sig til, hvad morderens motiv er, når motivet bare er ren ondskab — men så er der også det problem, at det flade portræt af den inkarnerede ondskab undergraver hele romanens pointe.

Career of Evil vil nemlig meget gerne handle om, hvad rigtigt er, at misogyni er meget udbredt, og at der går en lige linje fra dagligdags, misogyne handlinger til de mere kriminelle af slagsen. Men den pointe ender med ikke at fungere, for der synes alligevel ikke at være nogen relation mellem det bøvede og undertrykkende og det direkte kriminelle. Den kriminelle misogyni portrætteres som ren ondskab udført af djævelen selv, og derfor vil mandlige læsere ikke stoppe og stille sig selv det så vigtige post-#metoo-spørgsmål: kunne det være mig? Har jeg selv gjort noget lignende? Hvad kan jeg gøre for at undgå at komme til at ligne den person?

Afstanden mellem den daglige og den kriminelle misogyni understreges, da — spoilers! — det viser sig, at Robin i sin ungdom har været udsat for krimitraumet over dem alle: voldtægt. Men modsat størstedelen af virkelighedens voldtægter er voldtægtsmanden ikke en bekendt, der måske oven i købet ikke selv er helt klar over, at han har gjort noget forkert. Derimod er voldtægt noget, der sker i en mørk trappeopgang med elefanthue og kniv. Det, synes jeg, er en forbigået mulighed for at skrive en bedre roman. Ikke fordi jeg betvivler, at den slags mere hollywoodede voldtægter også findes i stort omfang i virkeligheden (og ikke fordi jeg betvivler, at der findes seriemordere, der synes helt uden for almindelig menneskelig psykologi), men fordi Galbraith igen går glip af sin pointe: virkelige voldtægtsmænd kan læse denne bog og blive bekræftet i, at de aldrig har voldtaget nogen, for i deres tilfælde var der jo ingen elefanthuer involveret. Career of Evil, der burde have fået den mandlige læser til at stoppe op og tænke over, hvilke former for misogyni, han selv har gjort sig skyldig i, overbeviser i stedet den mandlige læser om, at han ikke er misogyn, fordi han ikke er et elefanthueiklædt, umenneskeligt vilddyr. Det er en skam.

Når der så er sagt, har romanens manglende evne til at fremskrive sin egen pointe jo ikke særligt meget at gøre med, om det er en god krimi, og det er det. Jeg læste den hurtigt og konstant spændt, både på krimigådens løsning og på, hvad der skulle ske med de to hovedpersoner, som bogen investerer rigtigt meget, velskrevet tid i. Og så kan Galbraith noget, som mange krimiforfattere desværre er knap så gode til: beskrive sorg. Mens offerets pårørende i lørdagens Barnaby for det meste bare er nogle snakkehoveder, der kan give os et spor eller to i sagen, så er de pårørende hos Galbraith altid overbevisende i sorg. Man føler virkelig, at Cormoran Strike og Robin Ellacott lever i en verden befolket af rigtige mennesker, som de er nødt til at snakke menneskeligt med, og hvis følelser, de er nødt til at sætte sig ind i. Ingen er bare en papfigur med det næste spor i sagen; alle har deres eget indre liv. Dét har jeg virkelig respekt for og det gør Career of Evil til en krimi, der kan underholde med mere end bare gåder og hyggefrygt.

lørdag den 6. juli 2019

Anmeldelse: Metamorfoser af Ovid

Titel: Metamorfoser
Forfatter: Ovid
Oversætter: Otto Steen Due
Gyldendal
461 sider
Oprindeligt udgivet år 8, denne oversættelse 2005 (2. udgave)
Episk digt

Vurdering: 5/6

Ovids episke digt Metamorfoser er grundlæggende forskelligt fra de tre andre store, episke værker fra antikken: Homers Iliaden og Odyseen og Vergils Aeneiden. Hvor Homer og Vergil fortæller historier om de mest dramatiske år i én mands liv, fortæller Ovid hele verdenshistorien fra verdens skabelse til kejser Augustus' regeringsperiode. Imellem de to begivenheder fortæller Ovid om alt fra myter om de græsk-romerske guder til belejringen af Troja. Alle historierne har det til fælles, at de handler om "Liv i forvandling" — det kan helt konkret betyde, at fortællingerne handler om f.eks. mennesker, der forvandles til dyr, eller mere abstrakt om store forandringer.

Til fælles med Homer og Vergil har Ovid, at han — takket være Otto Steen Dues fremragende oversættelse — skriver levende og sprogligt sprudlende. Mens Vergil og Homer har den fordel ved deres fokus på én person, at de kan lade følelser og karakterudvikling bygge sig op over flere hundrede sider, må Ovid klare det samme på meget mindre plads, når de fleste af hans fortællinger afvikles på under ti sider. Alligevel lykkes flere af historierne med at blive ganske gribende og rørerende — som fortællingen om Ceyx, der på trods af sin hustru Alcyones bønner drager til søs og drukner; hans lig skyller op på stranden, og da Alcyone ser det, forvandles hun i sin sorg til en fugl:

Hun fløj gennem luften, / flaksed med vinger hun just havde fået på ryggen, i luften, / strøg over bølgernes top som en ynkelig fugl, og imedens / blev hendes mund forvandlet til næb, og der hørtes fra næbet / dumpe og klagende klask og skrig som når en skal begraves. // Men da hun nåede frem til den tyste og iskolde dødning, / slog hun sin nyskabte vinge omkring hans elskede legem / mens hun forsøgte at kysse hans falmede læber med næbet.

Desuden er Ovid rigtig god til især én ting: sammenligninger. Tag f.eks. denne beskrivelse af en folkemasses urolige mumlen (som Milton 1650 år senere huggede i sin beskrivelse af Pandaemonium i første sang af Paradise Lost):

Som når en rasende storm blæser op, og det suser i pinjens / opslagne krone i skoven, og brændingens brod kan fornemmes / selv i det fjerne som dump og truende brusen, således / lød det fra folket.

Eller hvad med dette stykke ultravold:

[Phaeócomes] slog en stamme som to spand okser knap havde rokket, / ovenfra ned i skallen på Tectaphon, Olenos' ætling. / Hele hans hvælvede isse blev knust, og ud gennem øjne, / næsebor, øren og mund kom hjernens mathvide blødme / flydende ud som valle af hytteost presset i spånkurv, / eller som frugten der perses i sigten så safterne springer / ud som puré gennem siens utallige småbitte huller.

Altså det der billede af hjernemasse ud af hovedhulerne som hytteost gennem en kurv eller pure gennem en si! Seriøst klamt, seriøst velskrevet. Og "hjernens mathvide blødme"! Tak til både Ovid og Otto Steen Due!

Mens der er mange fordele ved Ovids springen rundt mellem dusinvis af fortællinger — det veksler behageligt mellem tragedie og komedie og mellem vold og kærlighed — er der dog også den ulempe, at mange af fortællingerne synes næsten ens. De fleste af de kortere historier er skåret over kun to modeller: 1) En kvinde bejles til eller forsøges voldtaget af enten en mand eller en gud; hun forvandles for at redde hende fra voldtægten eller som hævn fra Juno for at være blevet voldtaget af Jupiter (f.eks. Syrinx, der bliver reddet fra at blive voldtaget af Pan ved at forvandles til siv; da han ikke kan voldtage hende, laver han så i stedet en panfløjte af hende), 2) En person er dum nok til at sammenligne sig med en gud og forvandles som hævn (f.eks. Arachne, der påstår, hun væver bedre end Minerva — og faktisk gør det! — og derfor forvandles til en edderkop (forvandlingen beskrives med typisk Otto Steen Duesk humor som, at hun rammes af "denne kop giftige edder")). Dét kan godt blive lidt ensformigt, men sådan må det jo være, når man genskriver myter. Heldigvis bliver det ensformige aldrig kedeligt på grund af de altid kreative hexametre, som det hele på formfuldent vis består af. Og alt andet end ensformigt er heldigvis også beskrivelserne af Trojanerkrigen, Odysseus' hjemrejse og Aeneas' flugt, fordi Ovid klogeligt vælger at lægge nogle andre blikke på disse hændelser end Homer og Vergil, så man f.eks. får Odysseus' besøg hos Polyfemos og Kirke genfortalt af en af hans sømænd og dermed får et helt andet perspektiv end hos Homer. Dét og meget andet gør Metamorfoser til underholdende og stærkt anbefalelsesværdig læsning.

torsdag den 27. juni 2019

Anmeldelse: Indtil videre af Pia Juul

Titel: Indtil videre (indholder levende og lukket (1985), i brand måske (1987), Forgjort (1989), En død mands nys (1993), sagde jeg, siger jeg (1999), Adresser (2002), Helt i skoven (2005) og Radioteateret (2010))
Forfatter: Pia Juul
Tiderne Skifter
371 sider
2012
Poesi / hybrid

Vurdering: 4/6

Sidste år læste jeg, og var meget begejstret for, Pia Juuls seneste digtsamling, forbi, og jeg har derfor glædet mig meget til at dykke ned i hendes tidligere værker. Til at starte med var det dog en stor skuffelse. Andre steder er det blevet sagt, at Pia Juul er blevet mere udfordrende og svært tilgængelige med tiden, men jeg synes, at det er omvendt. Hendes tidlige digte — dvs. ca. de 4-5 første digtsamlinger (det ændrer sig til dels i sagde jeg, siger jeg) — er gådefulde, mystiske og meget langt fra noget konkret. Mange af dem virker som om, de tager udgangspunkt i noget, kun forfatteren ved, hvad er, der så er blevet pakket ind i, for en læser uden en 'nøgle', udechifrerbare symboler. Tag f.eks. dette digt fra debuten, levende og lukket:

den gule gift til festen / under min arm // mit flagrehår følger / et nybrøgget uvejr // hen over humlen på / en flyvende han / og hans kød // blind for kønnet / kysser jeg ånden i flasken / i stedet / blændet af håret / lammet af farten / revet op af hans silkehud / mellem mine knæ // videre / skriger jeg og sluger skyen / videre // angsten for kødet / klyngen af ansigter / øjnene // billedet af / en solbrændt hun / et dyr

Der er noget med at drikke øl og favntag med en fyr, hvilket åbenbart er en voldsom oplevelse. Men hvorfor så ikke bare skrive det? Hvorfor pakke det ind i dette opstyltede, symbolladede sprog?

Det er blevet sagt, at Pia Juul er meget forskellig fra andre digtere, der debuterede i 80'erne. Og, ja, det er hun blevet, men hendes tidlige digtsamlinger, synes jeg, har mange af de mere uheldige ting til fælles med 80'er-poesien: en tendens til at overdramatisere og at, frem for klarhed, bruge ord, der synes poetiske, men til gengæld ikke rigtigt passer ind i digtet; det bliver klicheen på, hvad en uerfaren digtlæser forestiller sig, at poesi skal være: mystisk og skønhedssøgende, men uforståeligt gemmende på en hemmelighed, man ikke rigtigt kan finde. Her et eksempel fra i brand måske:

fablen er en omkreds. fyldt. / den lægger fortidspunkter fri. / hun lytter tavs i raseri. forbundet / med en andens liv. den / købte drøm fra tørret plante. / martyrdød. og kvinderov. // han fyldte andre ud engang. / hun tror han er en katastrofe. // dér vokser fabeldyret ud / af skyen over horisonten. / horn. / ja. uha og hale. lådden. / det tramper spor imellem / byer. kaos-løse stier ligger / åbne.

Ligesom i digtet før er der noget med beruselse (men denne gang fra hash) og et kompliceret forhold til en mand. Men min eneste følelsesmæssige reaktion på disse digte er desværre et forvirret: "Nå". Disse enigmatiske digte vil løses, ikke læses, og derfor er de dårlige.

Men så begynder det heldigvis at vende i sagde jeg, siger jeg, der stadig bærer præg af det trælst mystifisktiske, men også har helt klare, observerende digte, der oven i købet er sjove. Ét af dem er allerede lidt af en klassiker, hvilket er fuldt fortjent:

Min onkel Hector sagde / (men det har jeg nok fortalt dig før) / Han var på vej ned fra Højen / Han havde solen i øjnene / så sagde han / da børnene kom løbende forbi / Han sagde / nej han sagde / Børnene kom løbende / Så sagde han det som / Knud engang havde sagt / på en anden måde / Her siger jeg det selv igen / Jeg kan se ham tydeligt / med solen i øjnene / syrenerne på Højen / denne duft om onkel Hector / Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / Sådan 

Denne både sproglegende og kærligt observerende tilgang til poesien fortsætter heldigvis derefter i Pia Juuls digtning og er stadig i høj grad til stede i Forbi. Den næste digtsamling i Indtil videre er den lille systemdigtsamling Adresser, oprindeligt udgivet som B16 på forlaget Basilisk, hvor Juul har skrevet om steder, hun har boet, ved at lade adressen skjule sig i det første bogstav i hvert ord tilsammen. F.eks. dette digt om sommerhuset i Fjand:

1964- / klitter i tåge burde jeg erindre rent gus havgus uh så eftertrykkeligt for jeg aner nok det uvejr lure forude blæsende orkanagtige regnfulde giftigheder

Den næste samling, som jeg er endnu mere begejstret for, er Helt i skoven, som bl.a. indeholder en hel del besyngelser af den skønne natur, men på en måde, hvor digteren er lidt mistroisk over for sin pludselige klassisk-poetiske naturbesyngelse:

Skoven ligner en katedral! / Næh, er det sandt? Har / andre sagt det før, / jamen, hvad skal jeg så sige? / Skoven ligner - en skov / Det gør den, grangiveligt / (undskyld) / Lugten her er umiskendeligt / skov / den ligner ingen anden / lugt / Skoven lugter af skov / Den ligner en katedral 

Dét digt opsummerer meget godt den sene Pia Juul: det er legende, humoristisk og skeptisk over for etablerede genrer — men det er også grundlagt på en ærlighed, der skinner gennem det ironiske. Genrelegen fortsætter i Helt i skoven med en herlig poetisk krimi, der minder om Juuls roman Mordet på Halland. Og grundigt rodet op i genrerne bliver der også i den sidste digtsamling i Indtil videre, nemlig Radioteateret, som præsenterer sig selv således:

Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem.

Det, de så siger, ofte i munden på hinanden, er på samme tid legende og fjollende og følelsesmæssigt tungt rammende. Det kan minde lidt om dele af Mette Moestrups Kingsize eller Lea Marie Løppenthins Panser. Blandt de mere fjollede indslag bryder den tyske by Koblenz hele tiden ind og præsenterer sig selv:


KOBLENZ: / Jeg kaldes Det tyske hjørne, nej, jeg er / ikke en kiosk, ikke et værtshus, jeg er en by. / Deutsches Eck, det er mig, en betydelig havneby, / et trafikknudepunkt. Og lidt til.

Men samtidig kan det også blive helt hjerteskærende, når den 60-årige Eliza C ser tilbage på sit liv:

ELIZA C (60): / Når man står og ser på sådan en have og det er sommer bliver man så melankolsk. Det gør ondt, jeg kan mærke den længsel fysisk, måske kan du også? Kan du måske også mærke hvor ondt det gør? Kan du huske når man legede i en have en sommeraften og ikke opdagede at det var ved at blive mørkt. [...] Hvorfor er der ingen børn i vores have, hvorfor er der kun / tusmørke og en nattergal? / Hvorfor kan jeg ikke huske hvad jeg gerne ville blive til og hvad jeg ønskede mig/ Og hvorfor er jeg skuffet når jeg ikke ved hvad jeg ville? Jajaja, nu kommer jeg hen til dit krøllede hoved / og sofapuden, min skønne, vi har dog hinanden. Åh! Nu ser jeg / på mit digitale armbåndsur at klokken er 21.07, så fik vi ikke set nyhederne fra begyndelsen. Jeg går lige ind og tænder. / Kommer du / med?

Og så kan det også blive  skønt poetisk observerende, når Juul giver sig selv lov til det:

ELIZA C: / Jeg syntes, at det der var derude ville ind, / da jeg var barn // MORMOR: / Det var din fantasi // ELIZA C: / Det var ikke fantasier, det var meget virkeligt / I tog, i bus, i bil, derhjemme, overalt / var jeg opmærksom på den anden side af / ruden, en gren, silhuetten af træer mod / himlen, billygters lys der fejede over loftet / om natten. Nu ser jeg intet, for jeg vil ikke / vide af det, jeg opdager ikke ruden som rude, / ikke som kighul, kun som væg

Radioteateret vandt fortjent Montanas litteraturpris i 2010, og at læse denne digtsamling og Helt i skoven, Adresser og dele af Sagde jeg, siger jeg har været mere end værd at vade igennem 4½ digtsamlingers dårlig poesi. Men til andre læsere kan jeg anbefale at starte med Sagde jeg, siger jeg og læse frem derfra. Hvis man så er nysgerrig, kan man altid vende tilbage til de tidlige samlinger derefter og se, om man synes noget andet, end jeg gør.

lørdag den 22. juni 2019

Anmeldelse: Socialdemokratisk digt af Rasmus Nikolajsen

Titel: Socialdemokratisk digt
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
People's Press
68 sider
2010
Poesi

Vurdering: 5/6

Til forskel fra Rasmus Nikolajsens mesterværk hvad skal vi med al den skønhed? er Socialdemokratisk digt ikke indfølt ærlig og grænsende til sentimental på den gode måde. Her minder hans skrift mere om Lars Skinnebachs polyfoni i især I morgen findes systemerne igen krydret med Mikkel Thykiers Katalog. Men jeg synes faktisk, Nikolajsen gør det endnu bedre end Skinnebach og lige så godt som Thykier. Det tydeligst Thykier-inspirerede, hvis Katalog som bekendt er en samling similier uden sagled (så der altså kun står den del af similien, der kommer efter "som") kommer hen mod slutningen:

Somom kærlighed / var sådan en fin lille ting / man ikke kan lade være / med at stikke i lommen når / værtinden vender ryggen til. / Somom du kastede dine / øjne som et par terninger // ud over siderne. Somom / jeg var summen af en masse / dele. Somom vi skefuld for / skefuld gravede os fra et / fængsel til et andet. Somom / laboranterne var på de / piller de fremstiller. Somom / du åbnede en side i / dig selv.

Samtidig beskriver "Somom / jeg var summen af en masse / dele" meget godt de mere Skinnebach-agtige afsnit, hvor jeget (som i Walt Whitmans klassiske "Song of myself") er en masse forskellige mennesker på én gang; her et klip:

Jeg er en lille og kroget / gammel dame der står trodsigt / i vrimlen i indudgangen / i Irma og jeg ved ikke / hvordan jeg skal komme herfra / og jeg står fanget bag damen / og kunne hun ikke bare / dø så jeg kan komme hjem og // ætse bort i min gravide / hustrus tarmluft og jeg hvisker / ondt og lukker øjnene og / knytter min barkede hånd og / trækker vejret dybt ind og om / et øjeblik slår jeg op med / min kæreste som elsker mig / og jeg elsker ham og kunne // ikke høre hvad han sagde

Andre steder går digtene helt grassat i floder af surrealistiske billeder, der dog samtidig er konkrete nok til ikke at være trælst surrealistiske, men derimod sprudlende vildt surrealistiske ("gennem / hullerne i højtalerne / drøner små biler og ud af / tårekanalerne flyder / grøn maling og ud af dragens / gab fyger bordtennisbolde / og ud af fuglenæb triller / udgåede mønter").

"Hvis du læser mig, er det din / egen fejl", erklærer digtet på et tidspunkt. Men jeg vil hellere end gerne begå den fejl at læse en digtsamling, der beskriver sig selv sådan her:

Jeg havde håbet at skrive / mageløst og fuldtræffende / om vinter og sne, men hovsa, / det mislykkedes som sovs.

Hvis denne digtsamling er som mislykket sovs, så vil jeg for al fremtid spise min sovs skilt. Jamen læs dog bare dette:

et plastikkrus klager og / giver så efter som for en / forkert forelskelse som en // drue under tungens pres

Og jeg giver efter for Rasmus Nikolajsens metaforintensitet som et kuk kuk-bolsje udsat for tandens tryk!