torsdag den 18. april 2019

Anmeldelse: Austerlitz af W. G. Sebald

Titel: Austerlitz
Forfatter: W. G. Sebald
Oversætter: Niels Brunse
Tiderne Skifter
380 sider
Oprindeligt udgivet 2001, denne oversættelse 2003, denne udgave 2016
Roman

Vurdering: 4/6

Austerlitz er Stor Europæisk Litteratur med stort S, stort E og stort L. I sin tyngde og seriøsitet kan den minde om Thomas Mann. Tung er den med sine næsten 400 sider også rent fysisk. Men tyngden gør sig især gældende stilistisk: bogen er skrevet i kun 5 afsnit og med lange, lange sætninger, der klart signalerer, at dette skam er Stor Europæisk Litteratur. Syntaktisk tyngde af nærmest Henry James-agtig karakter kommer der især på grund af de mange passivkonstruktioner, det store antal adjektiver og det, at Sebald adjektiviserer mange af sine indskudte sætninger (f.eks. "de dybt i murværket indfældede vinduer" i steder for "vinduerne, der var indfældet dybt i murværket"). Man skal altså virkelig gide Austerlitz for at kunne nyde den, og måske gad jeg den ikke helt nok til at kunne give mig hen - selvom jeg er imponeret, til tider overvældet og generelt tilfreds.

Romanen handler om Jacques Austerlitz, der er vokset op i Wales, men snart finder ud af, at han er adopteret. Ret langtrukkent hører vi om hele hans barndom med en tør og trist præstefar og siden på en skrækkeligt hierarkisk kostskole. Først ca. halvvejs går romanens egentlige handling i gang, da Austerlitz finder frem til, hvem hans forældre virkelig var, og opsporingen af forældrenes historie er gribende, rørende og skræmmende læsning, som jeg ikke vil spoile her.

Noget af det mest interessante ved romanen er forholdet til tid og sted: Austerlitz kommer i kontakt med sine ellers fortrængte barndomsminder ved at opsøge de steder, han har været som barn. Disse steder genoplever han pludselig sin barndom i flashback. - Men flashback er det forkerte ord; barndommen ligger nemlig ikke tilbage i tiden - nærmere er det som om, at fortiden og nutiden (og måske fremtiden) ligger oven i hinanden, når han befinder sig det rette sted. Men ikke kun erindringerne, men også historien, er indlejret i stederne: det er ikke kun egne erindringer, han kan få kontakt til, men sine steder er det også rettere verdenshistorien, der som et spøgelse venter i bygningerne. Bogen synes at sige, at Europa som sted ikke kan vriste sig fri af sin mørke fortid, for fortiden ligger her stadig omkring os, hvis vi ser godt nok efter - hvilket vi har pligt til at gøre.

Jeg er dog ikke altid helt enig i romanens tilgang fortiden; de psykologiske portrætter synes at halte lidt enkelte steder. På et tidspunkt støder Austerlitz sammen med en bekendt, Marie, på "en lille pige med genstridigt pandehår og isvandgrønne øjne, der under sjipning på en af de stampede kalkgruspladser i Luxembourghaven var snublet i sømmen på sin alt for lange regnfrakke og havde fået en hudafskrabning, som Marie følte som et deja-vu, fordi der, efter hvad hun påstod, for mere end tyve år siden på nøjagtig samme sted var tilstødt hende den samme ulykke, som dengang forekom hende skammelig og udløste den første anelse om døden i hende." Deja-vu-følelsen køber jeg gerne, men ideen om en "første anelse om døden" ligger altså meget langt fra den ide om menneskelig psykologi, jeg har. Jeg selv kan i hvert fald ikke huske et bestemt tidspunkt, hvor jeg lærte f.eks. døden, seksualiteten og den slags at kende - man udvikler sig ikke psykisk i et pludseligt ryk, men over tid. Måske er lidt for meget af tænkningen og karakteristikken i Austerlitz præget af denne ide om ét forandrende moment, som forekommer mig at være mere højpandet efterrationaliserende end sand.

Det skal dog ikke ligge bogen til last. Som sagt er det utvivlsom stor litteratur, og hvis man giver sig tid til at gide den tunge stil, dukker der også perler af beskrivelser op. Der er bare for mange lange af dem.

søndag den 14. april 2019

Anmeldelse: Til Inger Christensen på tresårsdagen den 16. januar 1995, redigeret af Christian Bundegaard, Pia Juul, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen


Titel: Til Inger Christensen på tresårsdagen den 16. januar 1995 Redaktører: Christian Bundegaard, Pia Juul, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen
Bidragsydere: Poul BorumTorben Brostrøm, Susanna Nied, Benny Andersen, Morti VizkiMeto JovanovskiKirsten Dehlholm, Klaus RifbjergHans Grössel, Peter SeebergVagn Lundbye, Hans Jørgen Brøndum & Iselin C. HermannMarie TetzlaffJohanne FossKeld ZeruneithBirgitta TrotzigJette Lundbo Levy, Paal-Helge HaugenMichael DonhauserKirsten ThorupPoul VadPer KirkebyVilly SørensenThorkild BjørnvigMichael HamburgerNiels Frank, Lene HenningsenFriederike MayröckerSvend Wiig Hansen, Ole WivelKlaus Høeck, Asger SchnackFelix Philipp IngoldHanne Marie Svendsen, Oskar PastiorMarianne LarsenGöran Sonnevi og Per Højholt,
Gyldendal
129 sider 
1995 
Antologi

Vurdering: 4/6

Da Inger Christensen i 1995 blev 60 år, udkom denne antologi til hendes ære med bidrag fra danske og udenlandske kolleger, oversættere og venner. Jeg har nok egentlig mest læst den, for at lære noget mere om hvem denne min yndlingsforfatter var som person — men det, der efter endt læsning træder frem for mig som mest interessant, er de velskrevne digte og prosastykker, der ikke nødvendigvis har særligt meget med Christensen selv at gøre.

De mange bidragsydere har åbenbart fået ret frie tøjler i forhold til, hvad de skulle aflevere. Nogen, som Poul Borum, Pia Tafdrup og Hans Jørgen Brøndum & Iselin C. Hermann skriver om oplevelser, de har haft sammen med Inger Christensen. Det er ret fint at læse Poul Borums beretning om, hvordan de mødte hinanden — Borum og Christensen var gift fra 1959 til 1976 — især, hvis man har læst den næsten ordret samme beretning i Christensens essay "Jeg fik UG i parentes". Men det bedste af disse anekdotebidrag er fra Hans Jørgen Brøndum og Iselin C. Hermann. De var i mange år Inger Christensens forlæggere og skriver bl.a. om engang, de havde sat hende til at oversætte en fransk bog:
En gang da hun sad og arbejdede med en fransk tekst fløj det ud af munden på mig: - Gud jeg vidste ikke at du var så god til fransk. - Det er jeg heller ikke, svarede Inger lavmælt smilende - men jeg er så god til dansk.

Og de tilføjer, hvad jeg kun kan være meget enig i:

I vintermørkets sjap kan man fortvivle over at man er dansk. Eller når man ser ud over det safirblå Ægæiske Hav. Hvem der var født et andet sted, tænker man. Men når man så betænker, at man er født med det sprog, som Inger Christensen er så god til, forliger man sig hurtigt med sin skæbne.

Andre bidrag handler om at læse Inger Christensen. Det gælder lige fra Benny Andersens digt om ikke at kunne finde sit eksemplar af Sommerfugledalen til Keld Zeruneiths analyse af et digt fra Græs. Der er også grafiske bidrag fra Johanne Foss, Per Kirkeby og Svend Wiig Hansen.

De udenlandske bidrag er uoversatte, hvilket først irriterede mig, men siden blev jeg glad for at opdage, at jeg faktisk var i stand til at stave mig igennem de fleste af de tyske tekster (undtagen Michael Donhausers, der ligger et stykke uden for mine evner). Det er også til stor glæde at få mulighed for at læse Göran Sonnevis smukke, smukke digt på originalsproget.

En stor del af bidragene har ikke umiddelbart særligt meget med Inger Christensen at gøre. Der er dem, der måske perifært har noget med hende at gøre — Poul Vad skriver om Don Quijote, som Christensen også har skrevet om i Del af labyrinten, og Per Højholts kortprosatekst kan måske (over)fortolkes som et slags (ekstremt velskrevet) forsøg på at illustrere Christensens idé om afrealisering — mens andre synes helt uden relation til emnet. Det irriterede mig lidt først — jeg havde jo ikke valgt at læse denne bog for at læse en antologi af digte og kortprosa, men for at læse om Inger Christensen — men med tiden blev jeg næsten gladest for disse bidrag, fordi mange af dem er så usigeligt velskrevne. Tag f.eks. dette afsnit fra Hanne Marie Svendsens tekst:

Det var den sommer, og det var en god sommer, bortset fra at så mange døde. Jeg læste det i avisen, fordi fiskehandleren altid pakkede mine makrel ind i siderne med dødsannoncer, og når jeg stod ved køkkenbordet og pakkede ud, kunne jeg ikke undgå at læse dem, fugtige som de var og måske lidt opløste; de lugtede af fisk og let forrådnelse, som fisken gør, udskåret og fileteret med et glimt af sensommer i skindet.

Eller hvad med dette stykke Per Højholt:

Et stykke henne, hvor man kunne synes at landskabet gjorde mine til at følge klodens runding, men betænkte sig og overlod møjen til kloden selv, var en lav høj, en underlig kuplet forekomst, der øverst kronedes af en skovfyr.

Og nu, vi er i gang, dette digt af Marianne Larsen:

jeg vågnede / i nat og så / et forgyldt flueben / stikke ud fra et indre / menneskenes dyrenes planternes / stenenes himlens og jordens indre // i en for intelligensvæsner uventet fluevenlig / bevægelse / rakte jeg en hånd op imod det glimtende / surrende // og lod det mikroskopisk gyldne / kildre spidsen af min lillefinger / og få afsæt

Jeg gik ind til Til Inger Christensen med håbet om at få mulighed for at snage i min yndlingsforfatters privatliv, men jeg går herfra med lyst til at læse Sonnevi, Svendsen, Højholt, Larsen m.fl. Det er vel ikke et dårligt resultat.

søndag den 31. marts 2019

Anmeldelse: den uanstændige madam D af Hilda Hilst

Titel: den uanstændige madam D, originaltitel: a obscena senhora D
Forfatter: Hilda Hilst
Oversat og med efterord af Lean Pejtersen
Gladiator
80 sider
Oprindeligt udgivet 1982, denne oversættelse 2016
Roman

Vurdering: 5/6

Hillé har lukket sig inde i skunken under trappen efter at have mistet sin mand, Ehud. Her sidder hun og stiller spørgsmål om alting for at finde ind til meningen med livet - hun taler med Gud, sin afdøde mand og sin afdøde far, de undrende naboer og, først og fremmest, sig selv. Hun har altid været mere optaget af sin meningssøgen end af det virkelige liv (Ehud kaldte hende madam D - D for derelictio, der betyder forladt eller afkald - hun har forladt verden), og Ehud har åbenbart altid forsøgt at trække hende tilbage til den virkelige verden - lad være med at tænke på det, og lav en kop kaffe i stedet, synes at være hans løsning på Hillés eksistentielle søgen. Men Hillé kan ikke bare lade være med at tænke på det.

Det er sådan cirka handlingen, men det er nu ikke handlingen, der er det vigtigste i den uanstændige madam D. Det er derimod Hillés gale, men vilde, sjove og til tider skønne, rablen:

Vi burde vaske os, hår og skygger, ensomhed og ulykke, til sidst vaskede jeg også Ehud et par gange, armhuler, lår, det mørke hul, kønnet, nosserne, hør Herre, har du ligesom os et stinkende hul? Skjult bagi, men så ofte genstand for tankerne, skjult bagi, helt sammenknebet, ydmygt men dog forfængelighedens ødelægger, er det, på grund af denne overdådighed bagi, umuligt for mennesket at tænke på sig selv som et guddommeligt nys, lange diskussioner, senatet, politikernes blanke jakkesæt, en have-nellike i knaphullet, kvindernes satin, de rullende øjne, grimasserne, parykkerne, men hullet der, tænkte du på det? Hullet, findes det også hos dig, Herre? Det får megen ros, det sammenknebne.

Ja, er det det, på grund af denne overdådighed bagi umuligt for mennesket at tænke på sig selv som et guddommeligt nys? Det gad jeg nok vide. Men hvis den uanstændige madam D kun var 80 siders ubændig rablen, skønt pløjende rablen, javist, men dog kun rablen - så ville jeg ikke være så begejstret, som jeg er. den uanstændige madam D bliver nemlig hævet op og ud over det glædeligt legende i sit portræt af den ulykkeligt sandhedssøgende Hillé og hendes erindring om den velmenende, men uforstående kneppe- og kaffehungrende Ehud. Det er et ret kompliceret forhold, der optegnes mellem de to. Og det gør Hilda Hilsts roman ikke kun rablende, men også rørende. Det er svært at bede om mere: ikke hjerteløs vildskab, men måske netop vildskab som et æsteticeret hul i hjertet. (Og så fik jeg bevæget mig fra at beskrive plottet til at sige, at det ikke er plottet, der er vigtigt, men æstetikken, til at sige, at det ikke er æstetikken, der er vigtig, men plottet, og nu er jeg egentlig klar til at holde på æstetikken igen - og lige netop sådan skal jeg gerne have det med en bog for at kunne elske den).

lørdag den 2. marts 2019

Anmeldelse: Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen

Titel: Lageret Huset Marie
Forfatter: Jonas Eika Rasmussen
Lindhardt og Ringhof
176 sider
2015
Roman

Vurdering: 5/6

Titlen Lageret Huset Marie er den trekant, hovedpersonen Elias lever sit liv inden for: han arbejder om natten på Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Århus og bor om dagen i kollektiv i Huset i Risskov. Her møder han til en fest Marie, hvis lejlighed snart bliver det sted, han opholder sig om aftenen.

Siden den udkom er Lageret Huset Marie blevet kaldt meget, bl.a. arbejdspladsroman, hvilket den unægteligt (delvist) er, og socialrealisme, hvilket jeg er knap så sikker på, den er. Socialrealisme er jo netop kendetegnet ved, at det er - ja - realistisk. Og godt nok har den del af fortællingen, der foregår på Lageret socialrealistiske kendetegn - det handler om at arbejderne finder sammen og solidariserer sig mod den kyniske ledelse - men der er noget underligt ved realismen, som om det hele ses gennem et lidt forvrængende filter. Der er noget kafkask over stederne; Husets gradvise nedbrydelse og Lagerets automatiserede hjerte gør stederne til symboler - men på hvad? Jeg ved det ikke helt. Og netop denne uvished, denne lidt creepy sammenhængende ikke-sammenhæng, går ud over det rent realistiske og forsvinder ind i det drømmeagtige. Når nogen undrede sig over, at Jonas Eika, efter at have skrevet så nede-på-jorden-realistisk i sin debut, kunne skrive så vildt og udsyret i sin toer, Efter solen, synes jeg altså, det er fordi, de har læst Lageret Huset Marie med de forkerte briller. Arbejdspladsromanen og ungdomskærlighedsromanen er der, men det er filtreret gennem et mareridtstrip. Det gælder også sproget, der på ingen måde er koldt realistisk. Allerede det første blik på Lageret minder mest om noget fra en science fiction-gyser:

Jeg kunne høre larmen, så snart jeg steg af bussen; så stabilt og selvfølgeligt, så hele tiden, som havde det aldrig ikke fandtes, stod Lageret og brummede ud i natten, det mindede mest om pral. Der burde være røg, tænkte jeg, damp burde hænge som ånde over taget.

Den intertekstuelle reference går, meget passende, også til en forfatter, der er blevet fejlkategoriseret som realist, nemlig J. P. Jacobsens skriveøvelseagtige, udsyrede skitse "Der burde have været roser".

Disse to romaner i én - mareridtstripromanen og socialrealismeromanen - mixes dog ikke let og føjeligt sammen, men synes på en måde at få hver sin plads. Dialogscenerne er skrevet nede-på-jorden-realistisk, mens sproget tager over i vildskab i beskrivelserne. Her, f.eks., slår Elias græs:

Til sidst vendte jeg mod mod totterne der stod og strittede hele vejen rundt langs plænen. Jeg startede et par meter fra kanten og tonsede direkte mod den. På den måde kom knivene så meget op i fart, at de fortsatte udover og fældede totterne i et grin, plæneklipperen var en mund, jeg hvæsede mod planterne med.

Den præcise beskrivelse sætter om i en ret vild metafor, og det sker sågar kun adskilt af et komma; i samme sætning. Så velskrevet er hele bogen, og når forholdene mellem mennesker - både dem mellem Elias og hans kolleger, hans bofæller og især Marie - er så velbeskrevne og empatiske, som de er, er jeg en meget tilfreds læser.

Den udgave, jeg ejer af bogen, er et 2. oplag, så der er anmeldercitater på, og først var jeg egentlig ret irriteret over, at de alle kredser om, at det er en debut, der er lovende og talentfuld. Ville man også kalde debuter som Thomas Manns Buddenbrooks og James Joyces Dubliners for talentfulde og lovende, eller ville man, som man bør, læse dem som selvstændige værker og ikke et løfte om fremtidige bøger? Men efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg egentlig er ret enig i tilgangen alligevel: Eikas sprogøre og menneskeøje er helt til stede i Lageret Huset Marie, men begge dele bliver forløst endnu bedre i mesterværket Efter solen. Så at læse debuten her som et løfte om noget endnu bedre er måske ikke helt forkert alligevel - også selvom den tilgang til debutanter er irriterende.

En sidste og for bogen irrelevant kommentar skal nævnes: Lindhardt og Ringhof, Danmarks næststørste forlag, betaler ikke skat, også kendt som snyd og bedrag (hvis ikke de da rent faktisk har underskud i virkeligheden, hvilket ville være ret sindssygt og nok ville have ført til en direktørfyring for længst; med andre ord, de er en flok asociale, forbryderiske pikhoveder, og ingen er dumme nok til at tro på bortforklaringerne). Derfor er det en etisk gråzone at købe deres bøger. Det gør jeg nu alligevel, for min moral er til enhver tid til salg for god litteratur, men man bør i det mindste lige nævne, at overskuddet fra denne bog går til mennesker, der stjæler fra os alle.

onsdag den 27. februar 2019

Anmeldelse: Et dukkehjem af Henrik Ibsen

Titel: Et dukkehjem
Forfatter: Henrik Ibsen
MIKRO skuespil
72 sider
Oprindeligt opsat 1879, denne udgave 2017
Drama / tragedie

Vurdering: 6/6

Mon ikke de fleste kan være enige om, at Henrik Ibsens Et dukkehjem både er et ualmindeligt vigtigt og ualmindeligt godt stykke. Så der er egentlig ikke rigtigt nogen grund til at anmelde det; skuespillets klassikerstatus taler for sig selv. Derfor er dette i højere grad en slags note end en anmeldelse.

Jeg vil nemlig bare lige kort nævne dét, der for mig får Et dukkehjem til at transcendere fra en velskrevet tragedie til en absolut klassiker. Det er der selvfølgelig meget der gør, men for mig er det først og fremmest skuespillets struktur, der hæver det over det meste. For at forklare må jeg spoile - så hvis man af forbløffende årsager ikke kender handlingen, så risikerer man altså at lære slutningen at kende ved at læse videre her.

Et dukkehjem huskes nok især for den overdrevent fede slutning, hvor Nora endelig sætter sig ned med Helmer og siger de udødelige ord: "Dette er et opgør, Torvald!" Hun forklarer ham, at hun ikke kan blive sammen med ham, og så forlader hun mand og børn og går ud i vinterkulden til en ukendt skæbne. Og det, der gør Et dukkehjem så god, er, at selvom man kender denne slutning, så kommer den alligevel som en slags overraskelse.

I løbet af stykket bliver der sået en del konflikter. Krogstad kender Noras hemmelighed, hvilket ikke må komme frem. Samtidig har Krogstad og fru Linde en fortid, der slår knuder. Doktor Rank har syfilis, og Helmer skal vælge imellem Krogstad og fru Linde. I første halvdel af tredje akt når alle disse konflikter deres klimakser på nogenlunde samme tidspunkt - Aristoteles ville være stolt. Krogstad og Linde får hinanden, Noras hemmelighed forbliver efter opløb til chok skjult for offentligheden (hvilket også løser problemet med at vælge mellem Linde og Krogstad), og Rank får vished om sin snarlige død. Alting har nået sit naturlige klimaks - de konflikter, der er blevet italesat er nu løst, enten lykkeligt eller ulykkeligt.

Men så viser det sig, at der var én konflikt mere. Den er ikke blevet nævnt i løbet af stykket. Men man har ikke kunnet undgå at fornemme den: Helmers måde at behandle sin kone som et barn. Nu må hun træde i karakter og blive voksen og gøre sig fri. Det har på intet tidspunkt åbent været et tema - det er ikke blevet direkte italesat, men det kommer heller ikke som en overraskelse, for konflikten har alligevel klart været underliggende til stede. Fordi denne konflikt ikke er blevet præsenteret som en plotdrivende konflikt, men bare som en underliggende ting, kommer dens kulmination både som en overraskelse og som en naturlig fortsættelse af handlingen. Og det chokerende ved det er, at det sker lige da man troede, alle konflikterne var løst. Det er en klassisk tragedie - men så lige med en epilog, hvor skruen ikke bare strammes én gang, men bankes voldsomt i med en hammer. Det er ualmindeligt velskrevet, en helt overlegen plotstruktur. Og derfor er Et dukkehjem stadig ikke bare et vigtigt, men også et godt, skuespil.

onsdag den 20. februar 2019

Anmeldelse: Barabbas af Pär Lagerkvist

Titel: Barabbas
Forfatter: Pär Lagerkvist
Oversætter: Mogens Knudsen
Gyldendal
150 sider
Oprindeligt udgivet 1950, denne oversættelse 1951
Roman

Vurdering: 2/6

Efter 2. verdenskrig blev folk pludselig meget interesserede i eksistentialisme. Det er jo forståeligt - at man efter holocaust og en krig med over 70 millioner døde havde behov for at tænke over meningen med livet. I litteraturens verden gav det sig straks udslag i fire nobelpriser til mere-eller-mindre-eksistentialistiske forfattere (måske flere, jeg har ærligt talt ikke lige helt overblik over hvilke af nobelpristagerne i den periode, man kan kalde eksistentialister): Hermann Hesse, Albert Camus, Jean-Paul Sartre og altså Pär Lagerkvist. Til fælles har disse fire forfattere (tror jeg, jeg har ikke læst Sartre), at de først og fremmest er interesserede i ideer: litteraturen som ren litteratur, sprog, spiller ikke nogen stor rolle. Men derudover er der en ret stor variation i kvalitet: Camus skriver ret godt, Hesse er tæt på det dårligste, jeg har læst i mit liv - og jeg har ellers læst ret meget dårlig litteratur.

Desværre er Lagerkvist tættere på Hesse end Camus. Hvor Camus ikke kun er interesseret i sine karakterer som udtryk for ideer, men også som mennesker, og også til tider lader en smule poesi finde vej ind i sit sprog, er Lagerkvist på Hesse-vognen, når det gælder mangel på enhver sans for det, der gør litteratur til litteratur.

Barabbas handler, som titlen antyder, om Barabbas, manden, der blev benådet frem for Jesus. Vi møder Barabbas på dagen for Jesu korsfæstelse og følger ham i mange år efterfølgende, mens han overvejer, hvad denne underlige mand skal betyde i hans liv. Det er jo egentlig et ret fint udgangspunkt for et trosdrama: Jesus er bogstaveligt talt død for Barabbas, men spørgsmålet er så, om han også er død for alle andre - om han er Guds søn.

Desværre er dette spørgsmål det eneste, Lagerkvist interesserer sig for. Sproget og karaktertegningen er for ham ligegyldigt, så længe han kan få lov til at stille store spørgsmål om Tro. Det betyder, at sætningerne bliver enerverende dårlige. Her forsøger en kvinde at forstå Barabbas' underlige luner:

Men så kom hun på det. Og det var da hun ved et tilfælde hørte at han havde omgåedes med de skøre mennesker som troede på ham der var blevet korsfæstet dengang da Barabbas selv skulle have været det! Da gik det op for hende! Det var klart at det var det som gjorde ham sær. Det var selvfølgelig grunden. De havde selvfølgelig fyldt ham med deres galskab. Hvem som helst kunne jo blive rivende skør af at omgås den slags tossehoveder. De troede jo at den korsfæstede var en slags frelser eller hvad det nu var, som skulle hjælpe dem på en eller anden måde og give dem alt hvad de bad om, og konge i Jerusalem skulle han vist også blive og jage de skægløse djævle bort, ja hun vidste ikke nøjagtig hvad det var de lærte og interesserede sig heller ikke for det, men de var ikke rigtige i hovedet, det vidste jo alle mennesker.

Lagerkvist ville ikke kunne skrive en sætning uden irriterende fyldord som "jo" og "vel", om hans liv så afhang af det. Sætningerne er hele tiden pædagogisk tvivlende med gentagelser og indskud som "eller hvad det nu var", der står aldrig "ikke", men "slet ikke", "vist" er et af yndlingsordene - kort sagt, Barabbas er skrevet i nogenlunde samme sprog som man bruger til at tale til børn, og den føles da også mest som en børnebog. Så kunne man indvende, at det ovenfor citerede er dækket indirekte tale og derfor skal være skrevet sådan, men for det første er ualmindeligt store dele af denne roman dækket indirekte tale, og for det andet er selv det, der ikke er dækket indirekte tale også skrevet sådan - som om fortælleren lader sig forvirre over sin egen historie. Derudover er sproget præget af gentagelser; den samme sætning står med små variationer flere gange i træk:

Han spekulerede over hvem af slaverne der kunne være kristne. [...] Men han spurgte ingen. Han fandt ikke ud af det ved at spørge, om der var nogen der vidste det. Det havde jo ellers ikke været så svært. Men sådan noget gjorde han ikke.

Pär, please, hjælp mig stakkels dumme læser! Jeg forstår det ikke! Spurgte Barabbas, om nogen var kristne? Jeg er virkelig i tvivl! Mine tekstanalytiske evner rækker altså ikke til det her, mon Barabbas spurgte nogen om de var kristne? Det kunne han jo godt have gjort. Gjorde han det mon? Gjorde han det? Gjorde han? Tak, Pär, fordi du besvarede mine 4 spørgsmål, der ellers var det samme, hver for sig med 4 ens svar.

At Pär Lagerkvist skriver ud fra antagelsen om, at læseren er retarderet, er så hvad det er. Hvis han i det mindste fortalte en nogenlunde historie, kunne det mere eller mindre tilgives. Men ingen af personerne virker virkelige, og især kvinderne er så meget papfigurer som overhovedet muligt. De er bogstaveligt talt enten ludere eller madonnaer - bogstaveligt talt, for den ene kvinde er luder, den anden er Jomfru Maria og den tredje pendulerer lidt mellem de to uden nogensinde i det mindste at være en mellemting.

Nå, fair nok, Lagerkvist er ligeglad med sprog og karakterer og alt det gode ved litteratur, men er det så i det mindste nogle interessante eksistentialistiske spørgsmål, der bliver diskuteret? Det synes jeg helt ærligt ikke. I de forgangne snart 70 år er trosspørgsmål blevet ligegyldige. At spørge mig, om jeg tror på gud, svarer lidt til at spørge en bonde i middelalderen, bare med modsat fortegn: for middelalderbonden er gud en fysisk virkelighed omkring ham og tvivl ikkeeksisterende, og på samme måde, men modsat, er det for mig absurd overhovedet at tænke over sit forhold til religion: at være religiøs ligger så langt uden for min forestillingsevne, at jeg ikke engang kan forestille mig at overveje det. Det kan Lagerkvist selvfølgelig ikke gøre for, men det er så her, hans bog kunne være blevet reddet af at være god litteratur: jeg har heller ikke særligt meget tilfælles med Shakespeares forestillingsverden, men hans skuespil er stadig fede at læse, fordi de er gode. Og min egen ateisme står for den sags skyld heller ikke i vejen for at nyde en interessant teologisk diskussion, men med tryk på interessant. Er Jesus Guds søn? og hvad er meningen med livet? er sgu ret kedelige spørgsmål, som det vil være svært at få mig til at interessere mig for - hvis ikke man lige lægger overvejelserne i hovedet på en velskrevet, troværdig og 'rund' fiktiv karakter. Desværre er Barabbas som karakter hverken velskrevet, troværdig eller rund - han er mest bare en undskyldning for at Lagerkvist kan få lov til at filosofere kedeligt i sit børnesprog.

søndag den 10. februar 2019

Anmeldelse: Londons store brand af Jacques Roubaud

Titel: Londons store brand - Fortælling med indskud og forgreninger, originaltitel: Le Grand incendie de Londres - Récit avec incises et bifurcations
Forfatter: Jacques Roubaud
Oversat og med efterord af Peter Borum
Basilisk
405 sider
Oprindeligt udgivet 1989, denne oversættelse 2005, denne anden udgave 2013
Roman / Autofiktion

Vurdering: 3/6

Londons store brand har taget mig præcis to uger at læse, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så længe om at læse en bog - eller jo, det kan jeg godt, det var Ulysses for to år siden, men forskellen er 1) at jeg læste meget andet samtidig med Ulysses og 2) at jeg nød at læse Ulysses.


Ok, det er lidt hårdt at antyde, at jeg ikke nød Londons store brand, men i hvert fald 200 af de ca. 400 sider var en kamp at komme igennem. Jacques Roubaud (f. 1932) er medlem af digtergruppen OULIPO (ligesom bl.a. George Perec, Italo Calvino, Raymond Queneau og Oskar Pastior), og for oulipisternes bøger gælder det ofte, at de er skrevet efter specifikke regelsæt. Roubaud afslører ikke i Londons store brand alle de regler, han har måttet rette sig efter, men tre af dem har Karl Ove Knausgård vist ladet sig inspirere af: alt skal være sandt, der må ikke redigeres og Londons store brand er den første i en serie på 6 bind. Men de sidste 5 (hvoraf nr. 2, Sløjfen, er oversat til dansk) tror jeg nu lige, jeg springer over.


Egentlig er konceptet med Londons store brand, at den skal være en erindringsbog. Da Roubaud gav sig til at skrive den, var hans højtelskede hustru, Alix, lige død, og tanken er så, at han gennem nedskriften af erindringer skulle slette dem: altså, når man skriver en erindring ned, forsvinder erindringen og erstattes af skriften; man husker ikke længere det, der skete, men kun det, man skrev ned. Man kunne så tro, at det er den smertelige erindring om hustruens død, Roubaud på denne måde vil fjerne, og det kan da godt være, at det skal ske i en af de senere bøger i serien, men i Londons store brand drejer den primære erindring sig om en bog, Roubaud aldrig fik skrevet. Det er altså en erindringsbog om en ikke-erindring: om noget, der ikke skete. Sjovt tænkt, kedeligt udført.


Det forholder sig nemlig sådan med disse ikke-skrevne bøger (den ene skulle hedde Londons store brand, den anden (eller de andre?) kaldes bare Projektet), at Roubaud ikke bare aldrig kom i gang med dem, men oven i købet aldrig fik tænkt nogen konkrete tanker om, hvad der skulle stå i dem. Alligevel formår han at skrive 200 sider om dem. Der er nogle abstrakte tanker - Londons store brand skulle have været en roman (men hvordan? hvad skulle den handle om? det vides ikke) og Projektet skulle på samme tid være poesi og matematik (men hvordan? hvad skulle der stå? det vides ikke); og så er der de helt abstrakte tanker: Londons store brand skulle være palindromisk (vil det sige, der skulle stå det samme forfra og bagfra? nej, palindromisk i overført betydning. hvad betyder det? det vides ikke), Projektet skulle være en gåde, mens Londons store brand skulle være et mysterie (hvad betyder det? det vides ikke, ud over at en gåde åbenbart ifølge Roubaud ikke har en løsning, men det har den da, det er jo for søren definitionen på en gåde, og hvad skulle det så for den sags skyld betyde konkret for Projektet? det vides ikke) osv. osv., 200 sider af den slags uinteressant crap. Her et eksemplarisk uddrag:



Romanen ville have fortalt Projektet, men på mystisk vis; eftersom projektet indeholdt en gåde, fortalte romanen projektet, altså dets gåde; men på mystisk vist.Romanen fortalte den gåde, som projektet indeholdt; denne gåde var gåden om, hvad projektet var; det var en ganske særlig art gåde: selv-gåden. Projekt-Sfinksens spørgsmål var ikke: "Hvad er det?", men: "Hvem er jeg?" Romanens mysterier blev berørt af dette; ikke i deres fortælling, men i deres 'stil'. Romanen ville fortælle 'på mystisk vis'.

Det lyder da flot, men hvad betyder det? Hvad er det for en stil, at fortælle 'på mystisk vis'? Hvordan ser en sådan stilistik helt konkret ud? Er det her faktisk dybe tanker om en ikke-eksisterende roman - eller er det bare pseudo-akademisk bullshit? Jeg redder dig lige 200 siders læsning og løser Projektets uløselige gåde: det er bare pseudo-akademisk bullshit.

Al denne kedsomhed er en skam, for Roubaud er jo faktisk en god forfatter. Hvis han nu bare ikke havde sat sig det benspænd med ikke at måtte gå tilbage og redigere, kunne Londons store brand være blevet en fremragende 100-sider lang udgivelse af essays, poetisk beskrevne erindringer og anekdoter. Jeg nød i fulde drag at læse essayet om, hvordan den perfekte croissant skal se ud, selvportrættet som læser, vandrer og tæller, erindringen om en ungdomsforelskelse i Boston, opskriften på azarolmarmelade osv. Tag f.eks. dette uddrag af en hyldest til Kew Gardens i London:

Når jeg ankommer ad vandvejen, kan jeg bedre sanse udstrækningen af græs og træer, omkranset af en albue i floden, lige så fuld af måger som af talrige varieteter af prægtige ænder med usædvanlige farver og uhørte bevægelser, og som bebor dette sted, hvor de bliver overdænget med beundring og kiks; jeg er næsten altid gået igennem i solskinsvejr eller når det var letskyet (dette foretrækker jeg så langt), med skyer der var kommet langvejs fra og nu skulle til at opdage London for første gang, mens de tøvende prøvede sig frem med nogle få kommaers regn i det tålmodige lys, glansløst og uden skarphed, mens de holdt afstand og føjede sig efter den knapt så overdådige farveskala.

Jeg elsker beskrivelser som "en albue i floden" og denne besjæling af skyerne, der giver "nogle få kommaers regn". Roubauds stilistik tjener rigtigt godt til at frembringe idylliske naturbeskrivelser. Men dette citat viser også, hvorfor hans teoretiseringer over en ikke-eksisterende bog bliver dødkedelige: han foregiver nemlig at skrive præcist uden at gøre det. Der er en ophobning af detaljer, som ikke rigtigt er detaljer. Hvad betyder det f.eks., at ænderne har "uhørte bevægelser" og hvorfor skal lyset beskrives både som "tålmodigt", "glansløst og udenskarphed" - hvorfor ikke bare vælge et enkelt af adjektiverne (og hvad er tålmodigt lys?)? Denne upræcise præcision fungerer fint i beskrivelsen af erindringer som denne, men så snart det kommer til at lege akademiker og næranalysere en ikke-eksisterende tekst, der derfor ikke kan næranalyseres, bliver det uforståeligt, irriterende og, ærligt talt, dumt. Dumt? Ja, noget kan godt blive så klogt, at det sprænger skalaen, laver en u-vending og havner i den anden lejr; det skete f.eks. ofte for Deleuze og det sker tit for mennesker af den slags, der ville nyde Londons store brand - ikke fordi de rent faktisk bliver klogere af at læse alt ordplæveret, men fordi de føler, at de bliver klogere af det, og derfor med glæde kan forsikre sig om deres egen intelligens. Næh, så er det meget bedre som mig at således påstå, at man totalt har gennemskuet en af Frankrigs største digtere, der har brugt en livstid på at forske og undervise i blandt andet poesi. Ja, hvis nogen er så meget mere skarpe end ham, at de kan gennemskue hans bullshit, så må det absolut være mig, en forkølet studerende, der ikke kan sætte to ord sammen uden at snuble, og denne irriterede anmeldelse er dermed på ingen måde en automatisk skrækreaktion over for det, jeg ikke er kvik nok til at fatte.