Anmeldelse: Smeltediglen af Marguerite Yourcenar

Titel: Smeltediglen, originaltitel: L'Œuvre au noir
Forfatter: Marguerite Yourcenar
Oversætter: Ingeborg Buhl
Signet
281 sider
Oprindeligt udgivet 1968, denne oversættelse på Samlerens Forlag 1970, denne 2. udgave 2001
Historisk roman

Vurdering: 5/6

Det, Marguerite Yourcenar mestrer at udtrykke, er den aldrendes milde opgivenhed, tidens tilgivende resignation. Det gælder både i hovedværket Kejser Hadrians erindringer og i Smeltediglen, hvor handlingen finder sted under reformationens religionskrige i 1500-tallet. Efter at have kæmpet og lidt på den protestantiske bykonge Hans Bockholds side og set sin hustru dø for sagen, da de katolske tropper overmander og tilfangetager oprørerne, ser rigmanden Simon Adrianson tilbage på begivenhederne:

[Hans datter] Martha ville altså blive opfostret af afgudsdyrkere. Det var hårdt, men ikke mere end det ene sæt menneskers rasen, de andres sløvhed, ikke mere bittert end den alderdom der hindrer en mand i at tilfredsstille sin hustru, ikke hårdere en at finde de mennesker døde som man har forladt i levende live. Simon anstrengte sig for at tænke på kongen i buret, men Hans' dødsrædsel betød ikke idag hvad den betød igår. Den blev til at udholde, sådan som Simons egne smerter ville blive udholdelige når de døde med ham.

Yourcenars særlige humanisme tager udgangspunkt i en klar dødsbevidsthed: Hendes oprigtige undren over menneskelig ondskab skyldes, lader det til, at hun ikke kan forstå et menneskes vilje til at slå ihjel, når døden nu alligevel venter lige om hjørnet. Det er gennemgående for hendes hovedpersoner – både Hadrian i Kejser Hadrians erindringer og i Smeltediglen denne Simon Adrianson, som kun indtager hovedrollen i et enkelt kapitel, og bogens egentlig centrale karakter, lægen og alkymisten Zenon – at de forliger sig med deres egen død, og så snart, de gør det, bliver i stand til at gøre det gode og humane; når man ikke længere frygter døden, ser man heller ikke længere nødvendigheden af at gøre det onde for at forlænge sit eget liv. Det er en slags depressiv humanisme.

Ligesom Kejser Hadrians erindringer begyndte Yourcenar at skrive bogen i sin ungdom, men blev først færdig langt senere – henholdsvis da hun var i 40'erne og 60'erne. Det kan man godt forstå. Her er tale om bøger, som oser af livsvisdom og erfaring, og til forskel fra mine litterære hadeobjekter Paulo Coelho, Hermann Hesse og Pär Lagerkvist er der rent faktisk her tale om visdom og ikke bare en slags overfladisk gøren sig til for læserens eksistentielle tvivl.

Og så skader det ikke, at Yourcenar er eminent velskrivende. Hun skriver med præcision og autoritet som en 1800-talsforfatter, oftest består sprogets skønhed i det klare og velklingende ordvalg – hvilket kræver godt oversætterarbejde. Enkelte gange benytter hun præcise metaforer, men overgør det aldrig. Et godt eksempel findes i et sjældent idyllisk øjeblik, hvor Zenon på en vandretur finder en klump rav:

Der var en stump rav der indeholdt et insekt som engang var blevet hængende i harpiksen. Det føltes som gennem et vindue at iagttage det lette dyr, der var indfanget i en jordperiode han var lukket ude fra. Han virrede med hovedet som når man vil forjage en besværlig bi, altfor ofte i den senere tid genopstod for hans indre syn øjeblikke fra hans egen fortid, ikke fordi han længtes efter eller savnede dem, men fordi tidens skillevægge brast. Den dag i Travemünde lå indfanget i hans erindring ligesom insektet i en næsten uforgængelig substans, et relikvie fra en tid hvor det havde været godt at være til. Hvis han levede endnu ti år, ville dagen idag måske føles på samme måde.

Ligesom i Kejser Hadrians erindringer skal man holde tungen lige i munden for at følge med i det historiske i denne historiske roman, og jeg må indrømme, at der er flere af de politiske diskussioner, der gik hen over mit hoved. Det er nu heller ikke så vigtigt, for det, der bliver stående, og som Yourcenar lader gå på tværs af tid – Smeltediglens krigshærgede 1500-tals-Europa er også en kommentar til  d. 20. århundredes verdenskriges brutalitet – er stemninger, følelser og en oprigtig tro på en melankolsk humanismes plads i en ond verden. Denne slags velskrevet romankunst med intellektuel tyngde er, hvad der plejer at udløse Nobelpriser – og hvis Det Svenske Akademi ikke havde været styret af sexistiske idioter hele vejen gennem Marguerite Yourcenars levetid, er jeg sikker på, at hun ville have fået den.