Anmeldelse: Effi Briest af Theodor Fontane

Titel: Effi Briest
Forfatter: Theodor Fontane
Oversætter: Carl V. Østergaard
Bechs Forlag – Viatone
304 sider
Oprindeligt udgivet 1894, denne oversættelse 1944, denne udgave 2019
Roman

Vurdering: 5/6

Her kommer en opmuntring til de forfatterspirer derude, der måtte være passeret den sædvanlige debutalder uden endnu at have fået udgivet nogen af sine skriblerier: Der er håb! Theodor Fontane debuterede som romanforfatter, da han var 60, og regnes i dag for en af Tysklands store klassikere. Ofte sammenlignes han (måske særligt herhjemme) med Herman Bang, fordi han havde blik for kvindens rolle i samfundet, eller måske rettere: Hvad der ikke var kvindens rolle, alt det, hun var forment adgang til.

Fontanes hovedværk, Effi Briest, handler om det samme som alle andre romaner fra sidste halvdel af 1800-tallet, som har taget titel efter den kvindelige hovedperson (tænk Madame Bovary, Anna Karenina, Fru Marie Grubbe): kvinders utroskab og samfundets syn derpå.

Fortællingens udgangspunkt er efter nutidens moral (og også lidt efter datidens) ganske gustent: Som kun 17-årig og stadig meget barnlig bliver adelskvinden Effi Briest bortgiftet til Geert von Instetten, som er 20 år ældre end hende, og som i sin tid bejlede til hendes mor! Den var ikke gået under Inger Støjbergs lovstridige administration! Eller værre endnu: For aldersforskellen her er 13 år større end gennemsnittet hos Støjbergs såkaldte "barnebrude".

Stakkels Effi har endnu ingen forstand på verden og kan så nemt lokkes i fordærv, især når hun har en ægtemand, der kunne have været hendes far, og som interesserer sig langt mere for at stige i graderne i det bismarckske embedsværk end for sin unge, kønne hustru. Fordærvet træder ind på scenen i skikkelse af den enarmede major von Crampas. Armen har han mistet i duel! Hvad der var anledning til duellen, kan vi nok forstå.

Der er altså lagt i kakkelovnen til lidt af et drama. Det er ikke sprogligt sprudlende og satirisk som Flaubert, og det er ikke introvert og impressionistisk skønt som J. P. Jacobsen. Fontane er realist til fingerspidserne, eller det er han i hvert fald i Carl V. Østergaards immervæk 76 år gamle oversættelse.

Men hvis Fontanes sprog sjældent tjener andet formål end at formidle handlingen og karakterernes sindstilstand og replikker, hvad er det så, der gør Effi Briest så god? Måske simpelthen den måde, som handlingen er struktureret på: Fontane benytter sig af samme trick som nærmest alle vellykkede vugge-til-grav-romaner gør (tænk J. P. Jacobsens Niels Lyhne og Henrik Pontoppidans Lykke-Per): Størstedelen af romanen er fortalt nogenlunde langsommeligt i lange scener, der lige så stille lærer os karaktererne indgående at kende – indtil der så de sidste 60 sider pludselig trykkes på en enorm fast-forward-knap, og vi får årevis af handling fortalt i løbet af ingen tid, men med alle de følelser og alt den erfaring, som årenes gang giver. Til sidst rundes der så af med et velrettet dyk ned i melankolien.

Det er en struktur, der bare virker, især i hænderne på Fontane, der både forstår at strukturere sit stof og i allerhøjeste grad har den nødvendige livserfaring til at få opspeedningen til at fungere på et følelsesmæssigt plan. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at Effi Briest var blandt Thomas Manns yndlingsromaner, og i sin debutroman, Buddenbrooks (hvor der i form af Toni Buddenbrook også er en Effi-figur, bare ikke så sympatisk beskrevet), gør han – som det eneste tilfælde i litteraturhistorien, jeg kan komme i tanke om – det præcis modsatte: I løbet af de første 400 sider smutter han hurtigt igennem 100 års familiekrønike, men så på de sidste 100 sider trykker han på pause-knappen og beretter om én enkelt, triviel hverdag i det yngste familiemedlem, Hanno Buddenbrooks, liv som skoledreng. Det er en genial roman, som her i parentes varmt kan anbefales!

Effi Briests overordnede struktur findes nedkogt i perfekt form i det centrale klimakskapitel. Og her kommer så spoilers, så pas på! Efter Effis utroskab, syv år efter den fandt sted, kommer for en dag, ser von Instetten, der er krampagtigt bundet af tidens normer og æreskodeks, ikke anden løsning end at udfordre von Crampas til duel. I løbet af kapitlet, hvor duellen skal finde sted, giver Fontane sig god tid til at beskrive, hvordan Instetten ankommer med toget, kører en tur i hestevogn med sin sekundant og til sidst indfinder sig på duellens sted. Og så trykkes der på speederen. Her er alt, der står om selve duellen:

Man hilste på hinanden; så trådte de to sekundanter til siden for at føre en kort, saglig samtale. Den gik ud på, at parterne samtidig skulle gå frem og skyde på ti skridts afstand. Så vendte [von Crampas' sekundant] Buddenbrook tilbage til sin plads. Alt foregik i hast, og skuddene faldt. Crampas styrtede til jorden.

Og så derefter en lille, kort dosis af det forfærdelige og melankolske: Den døende ønsker at tale med von Instetten. "Vil De ..." er alt, han når at sige. Så: "Endnu gled der et smerteligt og dog næsten venligt glimt over hans ansigt, og så var det forbi." Lige præcis dette venlige glimt i ansigtet og det ufortalte sidste ønske skal aldrig forlade Instetten. Flere ord er unødvendige; den langsomme opbygning og så det ikke forhastede, men snarere sprogligt sparsommelige klimaks giver romanen en dybde og følelsesmæssig kraft, som jeg sjældent er stødt på magen til. At romanen samtidig er en velrettet kommentar til sin tids kønsroller, og at Fontane forstår at holde med Effi på hendes præmisser er en gedigen bonus: Effi er ingen synder, for at hun vælger at gøre det barnlige og følge sine drifter, har samfundet presset hende til; som kvinde får hun aldrig lov til at træde ind i de voksnes rækker, er evigt umyndiggjort og aldrig andet end den 17-årige pige, der kaldes ind fra sin ungdommelige leg med veninderne for at blive forlovet med sin mors bejler. Et menneske, der aldrig tildeles den voksnes frihed og ansvar, kan aldrig være andet end et barn og burde, hvis der var retfærdighed til i verden, ikke kunne straffes for sine handlinger. Det tror jeg nok nogenlunde er pointen, eller en af dem, og den er ikke dårlig at få med.

Anmeldelse: Om kvinders mod af Plutark

Titel: Om kvinders mod

Forfatter: Plutark

Oversættere: Gudrun Haastrup, Liselotte Nørgaard og Peter Schousboe

Forlaget Orbis

135 sider

Skrevet omkring år 100, denne oversættelse 2019

Historie / Essays

Vurdering: 4/6

Om kvinders mod stammer fra den græske historiker Plutarks Moralia, som er en samling tekster, vi i dag måske ville kalde essays – i hvert fald var opfinderen af essaygenren, Michel de Montaigne, meget inspireret af Plutark. I Om kvinders mod sætter Plutark sig for at bevise, at "kvinders mod er lige så stort som mænds", ifølge hans indledning som del af en længere samtale om ligestilling med en vis Klea (mod er her oversat fra det oldgræske areté, som også ofte er blevet oversat som dyd). Plutarks ambition er ikke bare at argumentere for sin holdning, for "hvis eksemplerne i sig selv naturligt hjælper til at overbevise så vil mit værk ikke afvise den hjælp, som ligger i en bevisførelse, som også er charmerende." Med andre ord: Retorikken er litterær, og litteraturen er retorisk; et forsvar for på samme tid politisk litteratur og æstetisk velskrevet retorik, som man kan gå ind for!

I indledningen skriver Plutark også, at han vil "undlade at omtale de begivenheder, der er kendt overalt", og af de fortællinger, han opridser, er der da også kun én, jeg i forvejen kendte til: Fortællingen om de trojanske kvinder, der brænder Aeneas' skibe, som vi kender den fra 5. sang i Vergils Aenide. Hos Vergil sender Juno sin budbringer Iris ned for at narre de trojanske kvinder til at brænde skibene. Her er de trojanske kvinder "ramt af forblindelse", og da de bliver opdaget af Julus, som råber "Er I forrykte?", flygter de "i angst" og "skammed sig ved deres dåd og skyede lyset."

Hos Plutark er de trojanske kvinder derimod langt fra forblændede. De er hurtigere end mændene til at indse, at det ikke nytter noget med al den "vandren og sejlen omkring", og at de må "grundlægge et hjemland." Men det vil de jo aldrig kunne overbevise mændene om. Deres eneste mulighed er at brænde skibene – og på den måde er det de trojanske skibsbrænderskers fortjeneste, at Rom bliver grundlagt. Faktisk tilføjer Plutark (hvad Vergil intet beretter om), at den første til at tænde ild til skibene var "en kvinde ved navn Roma"!

De 26 andre fortællinger vil nok være ukendte for de fleste (det var de i hvert fald for mig). Til fælles har størstedelen, at de handler om det, man med et lettere antikveret begreb kan kalde kvindelig list: I et nådesløst undertrykkende patriarkalsk samfund må kvinderne finde på alternative måder at få sat deres vilje igennem på. Det lykkes til fulde for disse 26 kvinder – og ligesom med trojanerkvinderne kunne man let forestille sig andre historiefortællere beskrive dem som manipulerende og forblændede; det tjener Plutark til ære, at han til en vis grad forstår, at den patriarkalske undertrykkelse gør ufine metoder nødvendige. Ikke at Plutark i nogen moderne forstand er feminist – men han er da tættere på end de fleste af sine samtidige!

Litterært er der måske ikke så meget at komme efter, men historierne er da underholdende. Og så støder man i rigt mål på den glæde, det er at læse noget, som ikke bare virker fjernt i tid, men er så kulturelt fremmed, at det bliver helt komisk. Hør bare denne beretning, som jeg ikke håber kommer til at gentage sig til mit bryllup:

Der var meget druk og latter ved brylluppet, og da bruden blev ført af sted på en vogn, sprang kong Hippokles, der var en god ven af brudgommen og deltog sammen med andre i festen op i vognen, som det var skik og brug, for sjov – ikke for at fornærme nogen. Men brudgommens venner slog ham ihjel.

Historisk interessant og fint underholdende læsning.

Anmeldelse: Den ulykkelige boghandler af Rasmus Nikolajsen

Titel: Den ulykkelige boghandler

Forfatter: Rasmus Nikolajsen

Tiderne Skifter

106 sider

2012

Noveller

Vurdering: 6/6

I min anmeldelse af Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling, Barnevognshaiku, skrev jeg, at hvis der er noget, Nikolajsen er bedre til end nogen anden digter, er det at skrive similer ("x som y"-figurer). At similen er uomgængelig i hans bøger, er han selvfølgelig selv bevidst om, og det viser sig, at der også er et mere præcist ord for lige netop det, han gør, for som der står i den første af tre noveller i Den ulykkelige boghandler, "En omvej":

Storebæltsbroen stod nu foran os som en far-fetched sammenligning der forbinder Sjælland og Fyn, eller mere præcist: som en moderne conceit (den knivskarpe litteraturforsker Helen Gardner definerer conceit, John Donne og de øvrige Metaphysical Poet's yndlingstrope, som "a comparison whose ingenuity is more striking than it's justness" og forklarer at "a comparison becomes conceit when we are made to concede likeness while being strongly conscious of unlikeness").

Nå ja, det er da dét, han hele tiden gør (og så tilgiver vi de manglende engelskkundskaber hos korrekturlæseren, der gør, at der er sat hele to forkerte apostroffer i ovenstående citat), som når Berlinmuren står "intimiderende og dirrende af uhygge, som en stor køkkenkniv hugget ned i skærebrættet som afsluttende bemærkning i et ægteskabeligt skænderi".

Conceits er der rigeligt af i Den ulykkelige boghandler, og bogen er egentlig værd at læse af den grund alene. Samtidig er der et andet element, der er ret typisk Nikolajsensk, nemlig det, der beskrives som "metafis", det finder vi allerede i bogens første sætning:

Det begyndte i morges (jeg afskyr at fortællinger skal begynde et sted, at man ikke pludselig bare opdager at de er i gang, at de ikke, som så mange andre gode ting, kommer af sig selv), hvor vi, min kæreste, Sille, jeg har stadig lidt svært ved at sige min forlovede skønt vi skal giftes til september, og jeg skulle af sted til Kandestederne hvor jeg hver sommer i mit liv har tilbragt mindst én lykkelig uge.

Metafisen er så omsiggribende, at både den anden og tredje novelle egentlig starter som et langt essay om litterær teknik, hvorefter der følger et lille stykke skønlitteratur, som benytter sig af de beskrevne teknikker. Langt det meste af bogen går med at være sin egen poetik, som i samtalen, hvor fortælleren og hans kæreste beslutter sig for at aflive novellegenren:

– Du har nok ret. Og desuden, tilføjede jeg, passer provinsfortællingsskemaet ligesom alt for godt til den i forvejen irriterende novellegenre.
– Nu afliver vi simpelthen hele novellegenren?
– Ja, det synes jeg ... Eller i hvert fald den der mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst.

Et andet sted beskrives forfatterens metode sådan her:

Men jeg er fra fødslen forkælet og doven. Jeg skriver kun når jeg har lyst. Lader helst skriften løbe, som når jeg fuld og i godt selskab plaprer løs, som en drage der har fanget vinden, måske en smule hoven, om hvad der falder mig ind. Jeg kaster mig ud i sproget som i en længere dribletur hvor man er nødt til også selv ikke at vide hvordan næste træk skal udfolde sig for ikke at komme til at afsløre det for modstanderen.

Jeg tror måske, at jeg bare godt kan lide driblende litteratur. Ovenstående beskrivelse kunne også gælde Harald Voetmann og måske også Julio Cortázar, i hvert fald er det de to yndlingsforfattere, Rasmus Nikolajsens novellekunst mest minder mig om. Til fælles har de både en trang til det helt pjattet overgearet, manisk magiske (jeg vil ikke spoile hvordan) og en fascination af ekstrem syntaks. Prøv bare at læse denne sætning og tag tid på, hvor mange sekunder det tager dig at hitte hoved og hale i, hvad der er indskud, og hvad der er hovedsætning:

Det fordækte ved hele projektet pirrede mig, det indrømmer jeg, og skubbede mig fremad, hen over Carlsberg-viadukten hvis to smukke nedadvendte buer under selve dækket danner to halve ovaler der, når jeg ser broen nede fra Vigerslev Allé, minder mig om 1001-nats mandelformede øjne hvorover konstruktionen af nittet jern danner to broderede øjenbryn, hvor det måske burde have holdt mig tilbage.

Hvis Rasmus Nikolajsen havde valgt at bruge det gamle startkomma, var antallet af tegn i manuskriptet nok næsten fordoblet.

Nåmen, det er alt sammen gode grunde til, at Den ulykkelige boghandler er både lærd og poetisk underholdende, men skal en bog ikke være mere? Hvad med indsigt i menneskets psykologi, og hvad med politisk aktivisme? Begge dele er der faktisk også i små, men effektive doser, men først og fremmest er en bog som denne ren og skær sproglig fornøjelse, litterær akrobatik. Og det er sjældent, jeg er så fornøjet en læser, som jeg har været i selskab med disse noveller.