Anmeldelse: Sommerhus, senere af Judith Hermann

Titel: Sommehus, senere, Originaltitel: Sommerhaus, später
Forfatter: Judith Hermann
Oversætter: Niels Brunse
Forlag: Høst & Søn (senere genudgivet af Batzer & co)
164 sider
Først udgivet 1998, denne oversættelse 2000
Noveller

Vurdering: 4/6

Det er altid svært at vurdere en tekstsamlings samlede kvalitet. Af de ni noveller i Sommerhus, senere, synes jeg, at i hvert fald tre ("Røde koraller", "Sonja", "Enden på noget") er regulære mesterværker, mens et par stykker ikke siger mig noget ("Orkan (Something farewell)", "Hunter-Tompson-musik"), og resten derimellem. Hvor godt kan jeg så lide samlingen? Jeg kan i hvert fald ikke anbefale de tre mesterværker nok, og de fleste af de andre noveller er da bestemt også læsværdige.
Hermanns noveller er skrevet i datid, men de fleste af dem har en mere sofistikeret holdning til det at fortælle i datid end bare at bruge det som en konvention for fiktion: Flere af dem har noget skæbnebestemt over sig, der tydeligt adskiller fortællingens datid fra den senere nutid, der nødvendigvis må eksistere. F.eks. stopper den første novelle, "Røde koraller", om et dødsdømt parforhold og erindringen om en russisk oldemor, flere gange op med spørgsmålet:

Er det den historie jeg vil fortælle? Jeg er ikke sikker. Ikke rigtig sikker:

Derefter får vi så den usikre historie om oldemoderen, der blev slæbt til Rusland af sin mand for at sælge "ovne til det russiske folk derovre." Det er en fortælling, der er indrammet ikke kun af oldedatterens eget forhold til oldemoderens fortælling, ikke kun af hendes tvivl om, hvilken historie, der skal fortælles, men også af disse skæbnetunge startsætninger:

Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.
Det røde koralarmbånd kom fra Rusland. Det kom, nærmere bestemt, fra Petersborg, det var over hundrede år gammelt, min oldemor havde båret det om sit venstre håndled, og det havde taget livet af min oldefar. 

Disse rammer giver noget ekstra, det gælder også i den novelle, der nok benytter sig tydeligst af det, "Enden på noget". Egentlig handler novellen om en gammel kvinde, der ikke længere kan klare sig selv og på grund af demens eller noget lignende er utaknemmelig over den hjælp, hun får fra sin familie. Men handlingen fortælles af en kvinde, oldingens barnebarn, der sidder på en café. Hvert afsnit starter med en  variation over "Sophie siger:". Der er ikke nogen for novellen central handling på caféen, ikke nogen nødvendig begivenhed. Fortællingen om bedstemoderen kunne sagtens have stået alene. Men det at vide, at den gamle kvindes sidste tid går hendes barnebarn på selv længe efter hendes død, giver en ekstra følelsesmæssig dybde til fortællingen, som hæver den over andre historier om samme emne.
Det er ikke kun de fortælletekniske greb, men også det letflydende sprog, der gør novellerne så følelsesmæssigt effektive. Her f.eks. et afsnit fra "Sonja":

Vi gik fra den ene natlige bar til den næste, drak whisky og vodka, og somme tider gjorde Sonja sig fri fra min side, satte sig hen på en anden plads ved baren og lod som om hun ikke kendte mig, indtil jeg leende kaldte hende tilbage. Hun blev hele tiden tiltalt, men trak sig altid væk og stillede sig med stolt mine igen hen ved siden af mig. Jeg var helt ligeglad. Jeg følte mig smigret af hendes mærkelig attraktivitet, jeg iagttog hende med næsten videnskabelig interesse. Somme tider, tror jeg, kunne jeg godt have tænkt mig at se hende forsvinde med en af disse tilbedere. Men hun blev i nærheden af mig, lige indtil det var lyst udenfor, og vi forlod baren, med sammenknebne øjne mod det grå og forpjuskede morgenlys. Jeg fulgte hende til et busstoppested og ventede, til bussen kom. Så steg hun på, så skælvende og sørgmodig ud, jeg vinkede kort og gik min vej, i tankerne allerede tilbage hos mine billeder.

Bemærk igen, at datidsfortællingen fortælles fra en nutid ("Somme tider, tror jeg [...]"), hvilket kaster et melankolsk skær tilbage over hele fortællingen, idet den allerede er bestemt, alting er allerede sket og kan ikke laves om. Og elsk så ellers fortælletempoet, der generelt er højt og læsevenligt med ret lange sætninger, men så også en enkelt gang stopper op med en sætning, der kun er en enkelt hovedsætning: "Jeg var helt ligeglad." De korte sætninger får så meget mere pondus, når de er omgivet af de lange. Og de lange sætninger kan forbinde hændelser på tværs af tid og rum: Inden for den sidste sætning i det citerede stykke kommer vi fra busstoppestede til Sonjas indre til jegets indre til jegets atelier. Men det bedste, synes jeg, er at sproget er så ubesværet godt. Morgenlyset beskrives genialt som gråt og forpjusket, men der gøres ikke noget særligt ud af beskrivelsen: en dårligere forfatter ville have endt afsnittet der for at understrege, hvor god en beskrivelse det var at slutte på. Men Hermann fortsætter, for det gode sprog handler her først og fremmest om at guide læseren nemt og sikkert ind i personernes indre. Og det gør hun imponerende godt (også takket være den letglidende oversættelse).
En enkelt ting mere skal nævnes, nemlig tegnsætningen, som oversætter Niels Brunse noterer er "bevidst særpræget". Det giver geniale sætninger som "Det bliver mørkt, derude, begynder at regne." Dette ekstra komma før "derude" gør, at mørket ikke bare er noget, der sker på den anden side af vinduerne, men at det kun er som en eftertanke, at der overhovedet er en adskillelse mellem inde og ude. Det er eddermame et godt komma!
De bedste af novellerne i "Sommerhus, senere" er egentlig så gode, at jeg ikke gider trække dem ned ved at skrive om de noveller, jeg ikke er begejstret for. Jeg anbefaler varmt at læse Hermann.