Anmeldelse: Lettipark af Judith Hermann

Titel: Lettipark

Forfatter: Judith Hermann
Oversættere: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Forlag: Batzer & co.
168 sider
2016
Noveller

Vurdering: 3/6

Judith Hermanns debut fra 1998, Sommerhus, senere, indeholder adskillige små mesterværker. Siden da har hun skrevet tre novellesamlinger og en roman. Til min skuffelse levede ingen af novellerne i hendes nyeste samling, Lettipark, op til det høje niveau fra debuten. Siden 1998 er Hermanns noveller blevet mere formfuldendte, gennemarbejdede, kunstneriske og derfor - kedelige. Hvor jeg virkelig troede på personerne i Sommerhus, senere, virker novellerne i Lettipark bange for for alvor at engagere sig i sine personer; for bevidste om deres egen form og deres egen fiktionalitet. Judith Hermann er blevet indhentet af postmodernismen, men desværre bruger hun den ikke til noget fornuftigt.
Næsten alle novellerne i Lettipark har den nogenlunde samme opbygning. De er alle meget korte, ca. 10 sider (novellerne i Sommerhus, senere var omkring 20 sider), og de 10 sider fordeler sig således: 6-7 siders build-up, hvor vi lærer personerne at kende, så 2 siders ret vildt klimaks, dernæst 1 side, der handler om, at alt det foregående var meningsløst, og at du var dum, hvis du nogensinde interesserede dig for det. Lad mig give et eksempel: I "Visse erindringer" er Maude flyttet ind hos en gammel dame, Greta. Vi hører om den lidt underlige samtale, de havde, første gang de mødtes, og om de andre mennesker, der tidligere har boet hos Greta. Vi hører også lidt om, hvem de hver især er - Maudes arbejde og hashvaner, Gretas læsevaner og at Maude nu snart skal af sted på ferie. Så kommer det ret vilde klimaks: Greta husker pludselig, at hun engang har været på ferie der, hvor Maude nu skal hen, Lago d'Iseo. På stranden overværede Greta et barn langsomt blive taget af strømmen og flyde væk, og at barnets forældre ikke lagde mærke til det. Men Greta sagde intet, og det endte med, at både barnet og barnets far druknede, da han for sent svømmede ud for at redde det. Fed novelle! Men Hermann stopper ikke her. Hun skal lige have med, at læseren er dum:

Maude ser på Greta, hun har et spørgsmål på læberne.
Kendte du ham? Den atletiske mand, der svømmede ud efter båden, den lille drengs far. Kendte I hinanden? Hvorfor sagde du ingenting da du så båden drive bort.
Men hun spørger ikke. Nej, hun spørger ikke.

De spørgsmål sidder læseren nok også med selv, og det er klart, at det, at de er ubesvarede, gør novellen bedre. Men Hermann kan ikke nære sig for at pege på spørgsmålene, gøre nar af læseren for overhovedet at have lyst til at vide noget om disse fiktive personer. Hermann er nødt til lige at slå fast, at ingenting har betydning, at livet er fuldt af ubesvarede spørgsmål, og at langt det meste er uforståeligt for os.
Det er der i sig selv ikke noget galt i. Jeg elsker Lars von Triers film, bl.a. fordi de ofte ender med at sige, at seeren er dum for nogensinde at have ladet sig rive med af den manipulerende film, og at det hele var betydningsløst. Men der er nogle vigtige forskelle: For det første lykkes det von Trier at få seeren revet med, hans film er virkeligt rørende, så man har fortjent at blive kaldt dum for at være blevet manipuleret med. Og for det andet kan den manipulation lykkes, fordi der går nogle år mellem hver film, så man er klar til at blive snydt på ny hver gang (og også fordi filmene hen ad vejen benytter sig af forskellige former for verfremdungseffekt, f.eks. ved at lade en computer stå for at klippe filmen i Direktøren for det hele, så man er lissom advaret om, at man er dum, hvis man lader sig rive med - hvilket man jo så gør alligevel). Men Hermanns noveller har ikke gjort sig fortjent til at kalde læseren dum på samme måde som von Triers film. For det første er de så korte, at man knap nok når at blive revet med - hvis man da overhovedet gør det. For det andet har vi at gøre med 17 noveller i træk, der næsten allesammen slutter med samme bank i hovedet på læseren, så man bliver vant til det og forventer twistet og når såmænd at blive irriteret over det, allerede inden det kommer. Selvom novellerne handler om mange forskellige ting, ender de med at blive usigeligt ensformige på grund af denne insisteren på at have det samme budskab til slut.
Men det mest irriterende er, at mange af novellerne kunne være ganske gode uden det sidste afsnit. I "Veje krydses" er der flyttet en underklassefamilie ind over for Patricia og Vito. De roder og larmer og lukker ikke vinduerne, når de skændes, og det kulminerer med, at underklassesønnen bryder ind hos Patricia og Vito og begår hærværk. Skal de anmelde indbruddet? Det ville måske ødelægge den unge mands liv endnu mere, end det allerede er ødelagt, at komme i fængsel. Måske kan der rettes op på hans liv med lidt kærlighed og accept. Og da Patricia og Vito får tilbuddet om at købe underklassefamiliens hus og dermed smide dem ud, strammes dilemmaet. Den slags mennesker skal jo bo ét eller andet sted. Bare helst ikke lige over for Patricia og Vito. Det er et spændende dilemma og interessant at skrive en novelle om. Det er også spændende, at det er Patricia, der har disse tanker om dilemmaet, mens Vito bestemmer, at de skal købe huset. Men så kommer det sidste afsnit:

Patricia siger ingenting. Hun ser forbi Vito ud gennem rummet, linoleumsgulvet glinser som vand, solen er steget op over træerne nu, lyset falder skråt ned i karnappen, på bordet i karnappen, på blomsterne i vasen på bordet; Gud viser sig bag Vitos ryg, tavs og fyndig, i hyacinternes dybe blå.

Hvad skal denne pludselige ekstreme skønhed og oven i købet religiøsitet til for? Det er svært at tage seriøst, og det tror jeg heller ikke, man skal. Enten har vi at gøre med Hermann, der tager sig selv for højtideligt, eller også har vi at gøre med Hermann, der vrænger af sin egen ellers gode novelle (hvilket jo egentlig også er selvhøjtideligt og arrogant). Begge dele er irriterende og unødvendigt. Og sådan er næsten alle novellerne, desværre.
Det mest øretæveindbydende enerverende eksempel på dette, synes jeg, er slutningen på titelnovellen, "Lettipark":

Bag hende går skydedørene op og i igen, og Paul kommer ud og siger, hvad venter du egentlig på, Rose.
Inderen gasser op med en beslutsomhed der grænser til foragt. Rose tager et skridt frem, løfter hånden. Hvad venter hun på?

Hvor meget mere nederen og se-mig-jeg-er-uforståelig-og-pointeløs kan man lige blive? Det er en seriøst Hollywoodnem måde at tage hånd om problemet med manglen på endelig forståelse af en tekst, når Hermann lader Pauls hverdagsspørgsmål blive til et (insisterende ubesvaret, eller rettere insisterende-på-sin-egen-ubesvarethed) eksistentialistisk spørgsmål, som novellen vel at mærke på ingen måde har lagt op til, men som bare skulle med for at give novellen en dybde, den ikke har og ikke har fortjent at få. Men det er vigtigt at huske på, at Hermann gør det med vilje; det skyldes ikke inkompetence, kun dårlig smag. I "Drømme" lærer hovedpersonen, "at der bag enhver erkendelse jo alligevel dukker en ny uklarhed op", og den indsigt i manglen på indsigt skal vi så have banket ind i hovedet i hver eneste novelle med en hoverende attitude - i stedet for bare at få serveret novellen med uklarheder bag enhver erkendelse, skal de gudhjælpemig alle som én tatovere "bag enhver erkendelse en ny uklarhed" i panden på læseren.
Det er en skam, for Hermann kan jo skrive. I den bedste af novellerne, "Brev", får vi denne herlige samtale, hvor jeget besøger sin ven Walter:

Da jeg besøgte ham og hans kone Edna i Boston, talte vi om huset på Nantucket, og jeg sagde, at hvis jeg kom tilbage en anden gang, ville jeg gerne se det.
Og han sagde, skal vi køre derud i morgen?
Han sagde, skal vi køre derud i morgen, som om han gik ud fra at jeg ikke ville komme tilbage en anden gang, eller som om han gik ud fra at han ikke længere ville være der når jeg kom tilbage.
Han spurgte Edna.
Han sagde, Edna, skal vi køre til Nantucket i morgen alle tre? Tage på en lille udflugt. Hvad synes du. /
Edna er 86 år gammel. Hun er en stilfærdig kvinde med en lidenskab for vilde planter, hun må have et rigt og originalt indre liv, og hun sidder for det meste bøjet over gådefulde notater som jeg meget hellere ville læse end Walters romaner. Da Walter spurgte hende om vi skulle køre til Nantucket, så hun tavst på os, så lukkede hun det botaniske opslagsværk hun netop havde siddet og kigget i for at finde den kvist hun havde hjembragt fra sin daglige spadseretur; hun rejste sig og begyndte at pakke sin rygsæk.

Hvorfor kan den slags perler ikke bare stå alene uden at skulle undergraves af ligegyldig poseren?