tirsdag den 23. marts 2021

Anmeldelse: Forbrydelse og fremgang af Jeppe Brixvold

Titel: Forbrydelse og fremgang
Forfatter: Jeppe Brixvold
Gyldendal
406 sider
2007
Roman

Vurdering: 5/6

Synes du, at dansk litteratur er for navlebeskuende, uambitiøs, rundt-i-de-samme-tre-eksperimenter-fedtende og uden blik for både verdenslitteratur og -historie? I så fald er jeg nok ikke enig med dig, for jeg holder meget af små, forputtede bøger og synes egentlig også, at der eksperimenteres rigeligt og vellykket hos de fleste forfattere – selv dem, der sælger.

Men lidt ret har du jo alligevel, for hvor ofte skriver en dansk forfatter lige en roman, der vil fuldstændig omgøre og gentænke litteraturen, som vi kender den? Jeg kan komme i tanker om to eksempler fra 00'erne, som jeg ikke har læst, nemlig Per Højholts roste Auricula og Klaus Rifbjergs forhadte Alea, og så altså også et eksempel, som jeg nu med stor fryd har læst, nemlig Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang.

Brixvold er ikke for ingenting Joyceentusiast (og har bl.a. skrevet indsigtsfuldt efterord til den danske oversættelse af Giacomo Joyce), og jeg tror nok, der er en underliggende Odysseen-struktur i Forbrydelse og fremgang og i hvert fald en hel del glæde ved Finnegans Wake. Men det kan også være, romanen bare er fremkommet på samme måde som Beatles' nok bedste sang, "Happiness Is a Warm Gun": ved at klippe et par forliste fragmenter sammen og sørge for, de er i nogenlunde samme toneart. I så fald: Fortæl mig det ikke, jeg vil hellere tro på en genial, men uigennemskuelig underliggende struktur. Eller egentlig kan det jo være lige meget, om de svimlende ringe i vandet dækker for en guldskat eller en mudderbanke på bunden af skovsøen, når nu det er ringene, jeg har forelsket mig i.

Under alle omstændigheder, så lad os lige periodisere det her som den postmoderne romans meget forsinkede ankomst til Danmark, for det er nemlig tydeligt fra begyndelsen af bogen, at der ikke er noget, der er stabilt i Brixvolds univers: Hovedpersonen, som vi møder ham i de første kapitler, er måske en dansk reklamemand, der er taget til Paris for at forliges med en ekskæreste, men det kan også være, han er tidligere fremmedlegionær. Selv i de helt små beskrivelser hænger han ikke sammen:

Jeg blundede en tid ved floden, gik så hjem og tog et koldt styrtebad. Jeg gik rundt og nynnede, mens jeg lagde tøj frem. Jeg tog et varmt bad, barberede mig, anvendte en Chanel aprés rasage, begyndte at klæde mig på, piftede med eau de cologne og gav mig god tid til at iføre mig min skjorte, som var varm og nystrøget. Ved ottetiden ringede jeg efter en taxi.

Jamen hør nu, tog han et koldt styrtebad eller et varmt bad? Hvorfor først anvende Chanel aprés rasage og så pifte sig med eau de cologne? (Ok, angående sidstnævnte kan det være, jeg her bare afslører en grundlæggende uvidenhed om mænds brug af parfume, men badet er i hvert fald en tydelig (bevidst, selvfølgelig) selvmodsigelse). Der er en konstant identitetsforvirring og en skepsis over for den realistiske roman som genre.

Og det tager sig jo så altså overordnet udtryk i den baldrede handling, hvor jeget først er i Paris, måske slår nogen ihjel, bliver holdt fanget på en drømmeagtig 16-1700-tals-herregård, så bliver soldaten i "Fyrtøjet", dernæst skovhugger i Spanien og så ret pludseligt forvandler sig til Alexander den Store, samtidig med at romanen forvandler sig til en historisk roman hen over omkring 200 sider – og tager genren helt ærligt og uironisk på sig i den næstefter Marguerite Yourcenar mest præcise og gennemresearchede sværd-og-sandaler-roman, jeg har læst. Så bliver jeget til Orpheus og så til en kvindelig arkæolog i fremtiden, hvis fortælling afbrydes af nogle Finnegans Wakeske sprogblandinger og en fortælling om Geryon (bare kaldet Ger), der her overlever mødet med Herkules, men så til gengæld farer vild og måske dør lidt til sidst.

Det vilde er, hvordan alle disse sammenhængende usammenhængende roman(er) hver og én kan være totalt gribende og overbevisende, samtidig med, at de er så opsatte på at signalere, at de ikke mener det, og at det hele bare er en leg. Hver eneste sætning er for dælen lige på kornet, som når der, helt cool og uden at gøre noget ud af det, på side 400 står "Bjergenes himmel er dunkel og afmålt," som om det ikke lige var en litteraturhistorisk begivenhed at beskrive en himmel som afmålt!

Jeg har aldrig læst noget lignende og bogen fortjener en meget længere anmeldelse, men her nøjes jeg lige med denne klare anbefaling: Hvis du leder efter ambitionen og viljen til at ændre romangenren from the ground up i dansk litteratur, så er det her en uomgængelig post på skattejagten. Hold samtalen om den i live derude; det her kunne godt gå hen og vise sig at være en af de der miskendte klassikere, som enhver litterat med respekt for sig selv gerne vil være den, der opdager.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar