Anmeldelse: Indtil videre af Pia Juul

Titel: Indtil videre (indholder levende og lukket (1985), i brand måske (1987), Forgjort (1989), En død mands nys (1993), sagde jeg, siger jeg (1999), Adresser (2002), Helt i skoven (2005) og Radioteateret (2010))
Forfatter: Pia Juul
Tiderne Skifter
371 sider
2012
Poesi / hybrid

Vurdering: 4/6

Sidste år læste jeg, og var meget begejstret for, Pia Juuls seneste digtsamling, forbi, og jeg har derfor glædet mig meget til at dykke ned i hendes tidligere værker. Til at starte med var det dog en stor skuffelse. Andre steder er det blevet sagt, at Pia Juul er blevet mere udfordrende og svært tilgængelige med tiden, men jeg synes, at det er omvendt. Hendes tidlige digte — dvs. ca. de 4-5 første digtsamlinger (det ændrer sig til dels i sagde jeg, siger jeg) — er gådefulde, mystiske og meget langt fra noget konkret. Mange af dem virker som om, de tager udgangspunkt i noget, kun forfatteren ved, hvad er, der så er blevet pakket ind i, for en læser uden en 'nøgle', udechifrerbare symboler. Tag f.eks. dette digt fra debuten, levende og lukket:

den gule gift til festen / under min arm // mit flagrehår følger / et nybrøgget uvejr // hen over humlen på / en flyvende han / og hans kød // blind for kønnet / kysser jeg ånden i flasken / i stedet / blændet af håret / lammet af farten / revet op af hans silkehud / mellem mine knæ // videre / skriger jeg og sluger skyen / videre // angsten for kødet / klyngen af ansigter / øjnene // billedet af / en solbrændt hun / et dyr

Der er noget med at drikke øl og favntag med en fyr, hvilket åbenbart er en voldsom oplevelse. Men hvorfor så ikke bare skrive det? Hvorfor pakke det ind i dette opstyltede, symbolladede sprog?

Det er blevet sagt, at Pia Juul er meget forskellig fra andre digtere, der debuterede i 80'erne. Og, ja, det er hun blevet, men hendes tidlige digtsamlinger, synes jeg, har mange af de mere uheldige ting til fælles med 80'er-poesien: en tendens til at overdramatisere og at, frem for klarhed, bruge ord, der synes poetiske, men til gengæld ikke rigtigt passer ind i digtet; det bliver klicheen på, hvad en uerfaren digtlæser forestiller sig, at poesi skal være: mystisk og skønhedssøgende, men uforståeligt gemmende på en hemmelighed, man ikke rigtigt kan finde. Her et eksempel fra i brand måske:

fablen er en omkreds. fyldt. / den lægger fortidspunkter fri. / hun lytter tavs i raseri. forbundet / med en andens liv. den / købte drøm fra tørret plante. / martyrdød. og kvinderov. // han fyldte andre ud engang. / hun tror han er en katastrofe. // dér vokser fabeldyret ud / af skyen over horisonten. / horn. / ja. uha og hale. lådden. / det tramper spor imellem / byer. kaos-løse stier ligger / åbne.

Ligesom i digtet før er der noget med beruselse (men denne gang fra hash) og et kompliceret forhold til en mand. Men min eneste følelsesmæssige reaktion på disse digte er desværre et forvirret: "Nå". Disse enigmatiske digte vil løses, ikke læses, og derfor er de dårlige.

Men så begynder det heldigvis at vende i sagde jeg, siger jeg, der stadig bærer præg af det trælst mystifisktiske, men også har helt klare, observerende digte, der oven i købet er sjove. Ét af dem er allerede lidt af en klassiker, hvilket er fuldt fortjent:

Min onkel Hector sagde / (men det har jeg nok fortalt dig før) / Han var på vej ned fra Højen / Han havde solen i øjnene / så sagde han / da børnene kom løbende forbi / Han sagde / nej han sagde / Børnene kom løbende / Så sagde han det som / Knud engang havde sagt / på en anden måde / Her siger jeg det selv igen / Jeg kan se ham tydeligt / med solen i øjnene / syrenerne på Højen / denne duft om onkel Hector / Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / Sådan 

Denne både sproglegende og kærligt observerende tilgang til poesien fortsætter heldigvis derefter i Pia Juuls digtning og er stadig i høj grad til stede i Forbi. Den næste digtsamling i Indtil videre er den lille systemdigtsamling Adresser, oprindeligt udgivet som B16 på forlaget Basilisk, hvor Juul har skrevet om steder, hun har boet, ved at lade adressen skjule sig i det første bogstav i hvert ord tilsammen. F.eks. dette digt om sommerhuset i Fjand:

1964- / klitter i tåge burde jeg erindre rent gus havgus uh så eftertrykkeligt for jeg aner nok det uvejr lure forude blæsende orkanagtige regnfulde giftigheder

Den næste samling, som jeg er endnu mere begejstret for, er Helt i skoven, som bl.a. indeholder en hel del besyngelser af den skønne natur, men på en måde, hvor digteren er lidt mistroisk over for sin pludselige klassisk-poetiske naturbesyngelse:

Skoven ligner en katedral! / Næh, er det sandt? Har / andre sagt det før, / jamen, hvad skal jeg så sige? / Skoven ligner - en skov / Det gør den, grangiveligt / (undskyld) / Lugten her er umiskendeligt / skov / den ligner ingen anden / lugt / Skoven lugter af skov / Den ligner en katedral 

Dét digt opsummerer meget godt den sene Pia Juul: det er legende, humoristisk og skeptisk over for etablerede genrer — men det er også grundlagt på en ærlighed, der skinner gennem det ironiske. Genrelegen fortsætter i Helt i skoven med en herlig poetisk krimi, der minder om Juuls roman Mordet på Halland. Og grundigt rodet op i genrerne bliver der også i den sidste digtsamling i Indtil videre, nemlig Radioteateret, som præsenterer sig selv således:

Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem.

Det, de så siger, ofte i munden på hinanden, er på samme tid legende og fjollende og følelsesmæssigt tungt rammende. Det kan minde lidt om dele af Mette Moestrups Kingsize eller Lea Marie Løppenthins Panser. Blandt de mere fjollede indslag bryder den tyske by Koblenz hele tiden ind og præsenterer sig selv:

KOBLENZ: / Jeg kaldes Det tyske hjørne, nej, jeg er / ikke en kiosk, ikke et værtshus, jeg er en by. / Deutsches Eck, det er mig, en betydelig havneby, / et trafikknudepunkt. Og lidt til.

Men samtidig kan det også blive helt hjerteskærende, når den 60-årige Eliza C ser tilbage på sit liv:

ELIZA C (60): / Når man står og ser på sådan en have og det er sommer bliver man så melankolsk. Det gør ondt, jeg kan mærke den længsel fysisk, måske kan du også? Kan du måske også mærke hvor ondt det gør? Kan du huske når man legede i en have en sommeraften og ikke opdagede at det var ved at blive mørkt. [...] Hvorfor er der ingen børn i vores have, hvorfor er der kun / tusmørke og en nattergal? / Hvorfor kan jeg ikke huske hvad jeg gerne ville blive til og hvad jeg ønskede mig/ Og hvorfor er jeg skuffet når jeg ikke ved hvad jeg ville? Jajaja, nu kommer jeg hen til dit krøllede hoved / og sofapuden, min skønne, vi har dog hinanden. Åh! Nu ser jeg / på mit digitale armbåndsur at klokken er 21.07, så fik vi ikke set nyhederne fra begyndelsen. Jeg går lige ind og tænder. / Kommer du / med?

Og så kan det også blive  skønt poetisk observerende, når Juul giver sig selv lov til det:

ELIZA C: / Jeg syntes, at det der var derude ville ind, / da jeg var barn // MORMOR: / Det var din fantasi // ELIZA C: / Det var ikke fantasier, det var meget virkeligt / I tog, i bus, i bil, derhjemme, overalt / var jeg opmærksom på den anden side af / ruden, en gren, silhuetten af træer mod / himlen, billygters lys der fejede over loftet / om natten. Nu ser jeg intet, for jeg vil ikke / vide af det, jeg opdager ikke ruden som rude, / ikke som kighul, kun som væg

Radioteateret vandt fortjent Montanas litteraturpris i 2010, og at læse denne digtsamling og Helt i skoven, Adresser og dele af Sagde jeg, siger jeg har været mere end værd at vade igennem 4½ digtsamlingers dårlig poesi. Men til andre læsere kan jeg anbefale at starte med Sagde jeg, siger jeg og læse frem derfra. Hvis man så er nysgerrig, kan man altid vende tilbage til de tidlige samlinger derefter og se, om man synes noget andet, end jeg gør.

Anmeldelse: Socialdemokratisk digt af Rasmus Nikolajsen

Titel: Socialdemokratisk digt
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
People's Press
68 sider
2010
Poesi

Vurdering: 5/6

Til forskel fra Rasmus Nikolajsens mesterværk hvad skal vi med al den skønhed? er Socialdemokratisk digt ikke indfølt ærlig og grænsende til sentimental på den gode måde. Her minder hans skrift mere om Lars Skinnebachs polyfoni i især I morgen findes systemerne igen krydret med Mikkel Thykiers Katalog. Men jeg synes faktisk, Nikolajsen gør det endnu bedre end Skinnebach og lige så godt som Thykier. Det tydeligst Thykier-inspirerede, hvis Katalog som bekendt er en samling similier uden sagled (så der altså kun står den del af similien, der kommer efter "som") kommer hen mod slutningen:

Somom kærlighed / var sådan en fin lille ting / man ikke kan lade være / med at stikke i lommen når / værtinden vender ryggen til. / Somom du kastede dine / øjne som et par terninger // ud over siderne. Somom / jeg var summen af en masse / dele. Somom vi skefuld for / skefuld gravede os fra et / fængsel til et andet. Somom / laboranterne var på de / piller de fremstiller. Somom / du åbnede en side i / dig selv.

Samtidig beskriver "Somom / jeg var summen af en masse / dele" meget godt de mere Skinnebach-agtige afsnit, hvor jeget (som i Walt Whitmans klassiske "Song of myself") er en masse forskellige mennesker på én gang; her et klip:

Jeg er en lille og kroget / gammel dame der står trodsigt / i vrimlen i indudgangen / i Irma og jeg ved ikke / hvordan jeg skal komme herfra / og jeg står fanget bag damen / og kunne hun ikke bare / dø så jeg kan komme hjem og // ætse bort i min gravide / hustrus tarmluft og jeg hvisker / ondt og lukker øjnene og / knytter min barkede hånd og / trækker vejret dybt ind og om / et øjeblik slår jeg op med / min kæreste som elsker mig / og jeg elsker ham og kunne // ikke høre hvad han sagde

Andre steder går digtene helt grassat i floder af surrealistiske billeder, der dog samtidig er konkrete nok til ikke at være trælst surrealistiske, men derimod sprudlende vildt surrealistiske ("gennem / hullerne i højtalerne / drøner små biler og ud af / tårekanalerne flyder / grøn maling og ud af dragens / gab fyger bordtennisbolde / og ud af fuglenæb triller / udgåede mønter").

"Hvis du læser mig, er det din / egen fejl", erklærer digtet på et tidspunkt. Men jeg vil hellere end gerne begå den fejl at læse en digtsamling, der beskriver sig selv sådan her:

Jeg havde håbet at skrive / mageløst og fuldtræffende / om vinter og sne, men hovsa, / det mislykkedes som sovs.

Hvis denne digtsamling er som mislykket sovs, så vil jeg for al fremtid spise min sovs skilt. Jamen læs dog bare dette:

et plastikkrus klager og / giver så efter som for en / forkert forelskelse som en // drue under tungens pres

Og jeg giver efter for Rasmus Nikolajsens metaforintensitet som et kuk kuk-bolsje udsat for tandens tryk!

Anmeldelse: Nekrofilen af Gabrielle Wittkop

Titel: Nekrofilen
Forfatter: Gabrielle Wittkop
Oversætter: Christina Ytzen
Forlaget Sidste Århundrede
86 sider
Oprindeligt udgivet 1972, denne oversættelse 2018
Roman

Vurdering: 5/6

Efter at have læst Nekrofilen gik jeg en tur. På skovstien lå der et beklædningsstykke; da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en lille kasket. Et barn måtte have tabt den. Straks efter kom en ca. 6-årig dreng og hans far gående mod mig. Drengen så op på faderen og sagde: "Jeg vil selv vælge fredagsslik i dag." "Ja," svarede drengens far. Først da væmmedes jeg for alvor ved det, jeg lige havde læst. I Nekrofilen skænder hovedpersonen Lucien lig af alle køn, aldre og kropsformer, heriblandt en 6-årig dreng:

Henri som ganske vist døde af skarlagenfeber som 6-årig — men jeg pådrager mig aldrig den mindste sygdom — er en modig lille fætter. Hans krop er som skabt til at lege med, til at få nydelse fra, selvom legen og nydelsen må finde sted på de ydre overflader. Dette barn er så stramt, at jeg, for ikke at forvolde skade på os begge, har måttet opgive den mere dybtgående nydelse.

Nekrofilen byder på sex med alt fra en dødfødt baby og dens mor, over to druknede, svenske tvillinger til en 70-årig nonne. Oven i al nekrofilien er der også et enkelt sexuelt møde mellem to levende mennesker, men det bærer præg af voldtægt. Bogen består ikke rigtigt af andet end tiltagende frastødende ligskændingsscener. Hvordan kan en sådan bog være god? For god, det er den. Fremragende, faktisk.

Først og fremmest er Nekrofilen sjov. Det første lig, vi møder Lucien i færd med at muntre sig med, er en lille pige, hvis forrådnelsesproces er meget aktiv: Pludselig udspyr liget en stråle af sort galde. Lucien konstaterer: "Alt dette ødelagde min nydelse en kende."

Humoren er dog ikke kun underspillet, snarere tværtimod; det sjove er netop, hvor udpenslende detaljerede, nekrofilibeskrivelserne er. Man skal selvfølgelig have en særlig humor for at kunne lide det. Test dig selv: Om det galdeudspyende lillepigelig står der følgende:

Jeg har spredt hendes ben for at betragte den smalle vulva, tynd som et sår, med gennemsigtige, blegviolette læber. Men jeg kommer til at vente endnu nogle timer, for kroppen er stadig en smule hård, en smule stiv, som den vil være, indtil værelsets varme har blødgjort den som en klump voks. Så jeg venter. Denne lille pige er det værd. Hun er virkelig et meget smukt lig.

Grinede du af det overdrevent udpenslet frastødende, kan jeg anbefale Nekrofilen. Nøjedes du med væmmelsesfornemmelsen, så stå hellere af her, for romanen bliver meget værre endnu.

Sjov eller ej, kan det ikke diskuteres, at Wittkop skriver godt. Blændende, faktisk. Her har Lucien f.eks. ladet sig inspirere af et Hieronymus Bosch-maleri og udsmykket et af ligene:

Her til aften har jeg hentet fruesko hos blomsterhandleren og prydet min ven Jérôme, hvis hud allerede spejler blomsternes nuancer af svovlgrøn, brun og orkidélilla. De har begge det samme kødfulde skær, nærmest klæbrigt; begge er nået til dette triumferende stadium, som er materiens højdepunkt, endemålet for selvets fuldendelse, som går forud for forrådnelsens opblussen. Som han ligger der udstrakt på siden, ser Jérôme ud til at sove, hans køn er ført ind i en kalk af fruesko, hvis nektar drukner det, mens en kaskade af ligblegt blomsterflor skjuler de blåsorte kvæstelser, som marmorerer hans rosa hemmelighed.

Den høje, overæstetiserede stil er netop også det, der gør romanen så sjov; kontrasten mellem de skønne ord og det, de betyder, gør det svært ikke at på samme tid lade sig besætte af æstetisk rus og le af det groteske. Som karakter befinder Lucien sig også i dette punkt mellem det skønne og det frastødende; hans følelser for ligene er ægte, han forelsker sig virkelig i (mange af) disse døde kroppe. Han behandler dem kærligt. Tror han selv. Som læser væmmes man ved ham — men deler, på grund af Wittkops overdådige sprog, også til dels hans skønhedsberuselse. Det er på samme tid ret kompliceret, men på grund af humoren og de til tider absurde optrin også egentlig underholdende. Først bagefter går det for alvor op for én, hvor voldsomt frastødende, det, man lige har læst, egentlig er; voldsomt frastødende og skønt underholdende.

Anmeldelse: Den hvide rose af Olga Ravn

Titel: Den hvide rose
Forfatter: Olga Ravn
Gyldendal
356 sider (160 med skrift)
2016
Poesi

Vurdering: Jeg kan ikke give et præcist tal

Olga Ravns Den hvide rose består fortrinsvis af en mængde symboler, der hverken er tomme eller klart betydende: Der er den hvide rose, olie, græs, klud, fedt, hav, handske m.v.; alle er de ting, der går igen og som tydeligvis betyder noget, men hvad, det betyder, er svært at sige — måske mange ting på samme tid.

Bogen består af 160 nummererede digte, der alle er 5 linjer lange (når et digt er mindre end 5 linjer, fyldes de sidste linjer ud med "x"). De fleste står på bogens højresider og lader venstresiderne stå tomme, men nogle gange er et helt opslag tomt, mens et digt andre gange flytter over på venstre side. Det giver bogen en fornemmelse af at være inddelt i dele, selvom det ikke er ekspliciteret. Og det, at de fleste digte står på højre side med samme længde og tom venstreside gør (måske, måske ikke med vilje), at man (eller i hvert fald jeg) bliver fristet til at læse på horisontalt i stedet for vertikalt; at f.eks. lade femte linje i hvert digte henover en af bogens dele tilsammen blive et digt. Hvis man gør det lyder bogens første dels femtelinjedigt således:

blomstrer / blomstrer / blomstrer / som døden / blomstrer / at dø / som en cigaret / som et nedslidt spørgsmål / som en vrængen / rådden / en uset blomstring / det ønsker at prostituere sig / den hvide rose

Ja, okay, det er nok ikke meningen, at bogen skal læses sådan — men der opstår altså nogle ret fede digte af det! At der på grund af bogens højst mærkværdige form med kun 160 femlinjersdigte spredt ud over 356 sider opstår en helt anden måde at læse på — både den ovenstående, men også ved en mere "rigtig" læsning opstår der en langsommere og i hvert fald anderledes tilgang til digtlæsningen — er det, jeg er mest utvetydigt begejstret for ved Den hvide rose. Formen er nyskabende, vild og helt sin egen. Indholdet, derimod, ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Og med det mener jeg ikke, at jeg ikke kan lide det — jeg mener bogstaveligt talt, at jeg ikke ved, hvad jeg synes.

Digtene følger et jeg og et du. Umiddelbart læser man bogen som, at duet samtidig er "den syge", mens jeget er "plejeren" og "hjælperen", men hvis man ville, kunne man vel egentlig lade "den syge", "plejeren" og "hjælperen" være tre helt andre karakterer. Men i hvert fald: jeget plejer det syge du, og med sygdommen synes kærligheden også at svinde, fordi selve det at pleje den syge gør relation til et spørgsmål om pligt og lydighed frem for lyst og kærlighed. En lignende tematik kendes fra Amalie Smiths eminente I civil, hvor et forhold også bukker under for sygdommen.

Men det narrative forløb er på grund af, at alting er symbolsk uden tydelig mening, ikke helt til at få hold på. Hvordan hænger det f.eks. sammen med det hele, når digt nr. 34 lyder: "I havens mørke / fremstår haven / som et øje / roserne danner / en handske" eller digt 35: "Blomsten bøjer sig / mod gruset / den ønsker at mørknes / at blive klud / at svøbe hånden i en dødlignende søvn"? Det virker som om, at hånden og handsken burde være symboler, og at kendskabet til deres betydning ville gøre digtet klart, men det synes ikke muligt at tydeligt få dette kendskab. Sådan fungerer det meste af digtsamlingen: som små, kryptiske gåder uden løsning. Er det godt? Som sagt ved jeg det ikke. Jeg kan, uden mulighed for rigtigt at forklare hvorfor, synes, at digt nr. 51 ("Natvandet bærer et øje / i sit dyb / en hvid rose / jeg ser det er dig / du sænker mig fra broen") er lidt trælst, mens billedet i digt nr. 43 er ret vildt og sprogligt frodigt: "Mit øje er en blomst / en kjole af nælder / se! ud af den / våde blodige åbning / kommer en blomme".

De mange metaforer og symboler bliver på den ene side alt, alt for meget — men på den anden side er de digtenes grundlæggende motor og sættes ofte ret skønt sammen. Hvad skal jeg mene om helheden? Jeg ved det ikke. Det kan jeg egentlig godt lide.

Anmeldelse: Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar

Titel: Kejser Hadrians erindringer, originaltitel: Mémoires d'Hadrien
Forfatter: Marguerite Yourcenar
Oversætter: Karl Hornelund
Rosinante
286 sider
Oprindeligt udgivet 1951, denne oversættelse 1954, denne udgave 2018
Historisk roman

Vurdering: 6/6

Sikke en lykke at have fået lov til at læse denne bog! Kejser Hadrians erindringer er ud over det sædvanlige velskreven, rørende og indsigtsfuld. Dét her er stor litteratur og en af de bedste romaner, jeg længe har læst.

Hadrian, der levede 76-138 og var romersk kejser 117-138, skrev måske selv sine erindringer, men i så fald er de gået tabt. Men man skulle næsten tro, at Marguerite Yourcenar har fundet et for omverdenen ukendt manuskript og udgivet det som roman i eget navn, for hun er lykkedes med at leve sig ind i kejser Hadrian så grundigt og troværdigt, at det minder om den ægte vare.

Romanen er skrevet som et brev fra den aldrende, vattersot- og gigtplagede Hadrian til adoptivbarnebarnet Marcus Aurelius, der skulle blive romersk kejser 161-180 (imellem dem var den lidt mere ukendte Antonius Pius). Bogens første del er præget af Hadrians livskloge tanker om eksistensen og er en rørende og perspektivrig eksistentiel traktat, der kort og fyndigt får beskrevet det helt grundlæggende ved at være menneske. Det er imponerende prosa. Dernæst begynder bogen i højere grad at beskæftige sig med erindringerne og kommer forbi forskellige genrer: den centrale er fyrstespejlet, for erindringerne er som sagt skrevet til den kommende kejser, der her må lære af Hadrian, hvordan man opretholder fred i Romerriget. Men selvom romanen her kunne være tung af den vældige mængde research, Yourcenar har gjort, synes jeg aldrig, det bliver tilfældet; for erindringerne tegner ikke kun et portræt af en politiker og kejser, men først og fremmest af et menneske; fyrstespejlet er på samme tid dannelsesroman. Det er længe siden, jeg har læst noget, hvor jeg har følt, at jeg efter endt læsning kender hovedpersonen så godt, som jeg nu kender Hadrian.

Det skyldes også, at der midtvejs tages en pause fra fyrstespejlgenren og romanen i stedet bliver en kærlighedshistorie. Den historiske Hadrian grundlagde en by i Egypten med navnet Antinoë efter hans ven og elsker Antinoos var druknet på det sted. Det gør Yourcenar til en smertelig og smuk fortælling, der vrider læserens hjerte, som var det en karklud.

Alt dette er pakket ind i et sprog ud over det sædvanlige; den døende kejsers melankoli, men også livsklogskab og erindringskraft, skinner igennem hver eneste sætning. Sådan her beskrives f.eks. alderdommens indtog i kejserkroppen:

Jeg havde altid levet i god forståelse med mit legeme; jeg havde stiltiende regnet med dets føjelighed og styrke. Denne inderlige forbindelse begyndte at opløses; mit legeme var ikke længere et med min vilje, med min tanke, med det jeg, kejtet udtrykt, må kalde min sjæl; den førhen så intelligente kammerat var nu kun en slave, der modvilligt gør sit arbejde. Mit legeme frygtede mig; jeg følte dunkelt, men bestandig en frygt i mit bryst, en sammensnøring, som endnu ikke var smerte, men det første skridt mod smerte. [...] Efter dagens langvarige strabadser satte jeg mig, som man falder; at stå op for at modtage Rufus eller Severus var en anstrengelse, jeg længe i forvejen måtte forberede mig på; mine albuer hvilede tungt på stolens armlæn; mine lår rystede som hos en udmattet løber. Den mindste bevægelse føltes som en byrde, og livet bestod i disse byrder.

Men ikke nok med at karaktererne er bundtroværdige, levende og runde, at historien er spændende og rørende og at sproget er detaljerigt velskrevet og empatisk observerende; samtidig er bogen, som nævnt, livsklog. Flere gange følte jeg under læsningen, at der blev sat ord på nogle ting, jeg aldrig havde tænkt over, men som var instinktivt sande. Tag f.eks. denne sætning, hvor Hadrian overvejer, om en vis Lucius skal udpeges til hans kejserlige efterfølger:

Jeg betragtede hans liv, og min mening om ham ændredes konstant, hvilket næsten kun er tilfældet med de mennesker, som står os nær; de andre nøjes vi med at bedømme mere summarisk og en gang for alle.

Jamen det er da sandt, det kan jeg genkende — hvorfor har jeg aldrig set ord blive sat på den erfaring før?

Kejser Hadrians erindringer er en bog af den slags, der er så god, at den bekræfter én i, at livet alligevel er godt; en verden, hvor denne roman eksisterer, kan ikke være helt igennem ond. Ja, okay, det er store ord, men det er det, den helt store litteratur kan; blive del af éns helt nære vennekreds, glædes- og meningsgivende, som var det et menneske.

Anmeldelse: Digte 04-09 af Lars Skinnebach

Titel: Digte 04-09 (indeholder I morgen findes systemerne igen, Din misbruger og Enhver betydning er også en mislyd)
Forfatter: Lars Skinnebach
Gyldendal
123 sider
2011
Poesi / hybrid

Samlet vurdering: 5/6

I morgen findes systemerne igen

Vurdering: 5/6

Det næstsidste digt i Lars Skinnebachs I morgen findes systemerne igen hedder "Eventyr" og er noget af det smukkeste og mest rørende, jeg længe har læst. Det er en bittersød fortælling om et jeg, der vender tilbage til sin kæreste og registrerer skønheden i verden omkring sig, om end det trykkende samfund omkring dem skurrer:

Vi går i gaden i tynde trøjer // og er fulde, glem ikke vinden, og skyerne der slæber sig en pukkel til / de ligner identiteter og regnen under lygtepælene // som hestehoveder, der fnyser, må man ønske, når de fnyser? / Der er så meget regn, den taler for sig selv, sådan // lyder det, hør, radioen om morgenen, vejrudsigter og retssalene / frikender en selvmorder, nysne, mine ører knaser, mørket // er lige vågnet, sindet, der stadig driver ind over land / og kaster skygger, kan man straffe de døde? Jeg ønsker // at vi altid skal være sammen, sommervarmen, søerne og havet / din ryg der bøjer sig fremover i sengen, hvad ønsker du // vil du spørge, dit køn og blæsten der trækker i dørene, i ansigterne / de døde som besøger os om natten, om dagen, vi spiller // spil og griner og de tynde træer i parkerne forskanser os / mod verden og bilerne som kører ind og ud af verden // og du ser at skyerne trækker sig sammen, betyder det noget?

Dette "Eventyr" om ægteskabelig lykke i en lille tosomhedsboble er måske især så godt, fordi digtsamlingen indtil da består af fragmentariske digte ála Mikkel Thykier, Majse Aymo-Boot, Anders Abildgaard eller Andreas Pedersen (eller Abildgaard og Pedersen er vel rettere dem, der minder om Skinnebach), hvor usammenhængende sætninger hober sig op inden for forskellige kategorier: dem, der bare lyder godt, de samfundskritiske zingers, de skønhedsregistrerende, de private. Så kan det lyde både sådan her:

Mennesket / er en svulst der først nu begynder at forstå / den er en sygdom

… og sådan her:

Og nu, når vi kommer frem og jeg lægger øret til din navle / taler vi hele natten. Ulovlige sommer! Jeg kaster guld efter dig / mens du drukner. Der er sætninger som brænder / langt ind i efteråret.

Det virker på en måde som om, at det (næsten) afsluttende "Eventyr" er et slags centripetalpunkt for disse fragmenter af på den ene side uforståelig skønhed og letforståelig anarkistisk samfundskritik. Derfor synes jeg, der er en skam, at samlingen slutter med det aldeles undværlige digt "Besværgelser", der bliver for bittert og for langt fra den skønhedsbesyngende poesi, der tidligere i digtsamlingen dannede et grundlag, der gjorde samfundskritikken u-træls. Men det er en mindre kritik til en digtsamling, der begynder så vildt:

Så føl dig frem, min skeløjede ven. Landsbyen, du kom til / er abstrakt og formiddagen. Naboen hælder varmt vand / over bilens rude, du vågner med et åbent sind

Din misbruger

Vurdering: 3/6

De første fire dele af I morgen findes systemerne igen er blevet kaldt polyfone, selvom Lars Skinnebach angiveligt ikke selv synes, de er det. Men under alle omstændigheder synes de sammensatte, som nævnt fragmentariske. Men fragmenterne står alligevel som hele, selvstændige sætninger — spørgsmål, udsagn, metaforer — med punktum før og efter. Det giver en særlig rytme, der får polyfonien til at hænge sammen til at fragmentarisk hele, der i sin uforståelighed er meget smukt.

Desværre synes jeg ikke, uforståeligheden fungerer lige så godt i Din misbruger. Her er fragmenterne på en måde ikke længere fragmenter; nærmere virker digtene som totalt usammenhængende og surrealistiske monologer. Et digt starter f.eks. sådan her:

Du har udsultet deres børn / deres lange tålmodighed er faldet i kampen / mod vest vi vandrer, kammerater / kom nu, det er så gråt, vejret / og udåndingen generer os ikke længere / end hertil, jeg er illusionsløs / i dag, i morgen og senere / fik vi arbejdet, bare tre linjer der / må jeg skrive til dig, kan du tåle det / min elskede, elskede i det her / øjeblik voksede verden sig grovere / og jeg måtte tage en andens hus / i det uendelige, nej, nej / de siger, siger fællesskab, siger du, de / ejer din røv resten af livet

Jeg er hægtet af. Jeg forstår ingenting. Og uforståelighed er selvfølgelig ikke negativt i sig selv, men den skal gerne bestå af noget fedt, noget der sprogligt lyder godt, gode metaforer, god rytme osv., hvilket I morgen findes systemerne igen gør. Men jeg synes ikke, at Din misbruger når nær samme niveau; her er mange af metaforerne meget mere ukonkrete og abstrakte, som om der kun er billedled og intet realplan. Øjet bliver hægtet af af de mange udsagn og billeder; det her er mere surrealisme end sprogdigtning, tror jeg. Og derfor er der længere mellem snapsene: Din misbruger indeholder en del gode formuleringer, men ofte — hvis man må synes det om en digtsamling — er den sgu lidt træls.

Enhver betydning er også en mislyd

Vurdering: 5/6

Jeg er en stjerne. Jeg opfatter mig selv som en stjerne. Jeg bor i lysende huse. I lystbådehavnen vugger masterne som metronomer og så videre, et sort hav. Det var nat og det er nat. De druknede flyder i min hjerne. Det må du høre, det skal du høre, hør, min far tog ud for at drukne sig, tog båden ud og ville ikke komme hjem.

Sådan begynder teksten "Erindring". Hvis Danmark ikke ligger under havoverfladen om 100 år, forestiller jeg mig, at der stadig skal undervises i dansk i gymnasiet og at en stakkels dansklærer skal finde ud af at undervise sine elever i 00'ernes danske litteratur i løbet af kun en enkelt lektion. Kære fremtidige dansklærer, Lars Skinnebachs "Erindring" er teksten, du skal bruge. Den er både tidstypisk for et årti med autofiktion, sprogdigtning og en på samme tid distance og større patos, og så er det en helt usædvanligt god tekst, det bedste i alle de tre digtsamlinger af Lars Skinnebach, jeg har læst, og sikkert også den bedste traumeerindring i 00'ernes danske litteratur, selvom det var et meget populært tema.

Enhver betydning er også en mislyd er endnu mere usammenhængende end I morgen findes systemerne igen og Din misbruger, idet de enkelte dele er endnu mere forskellige; men samtidig er den mere sammenhængende, fordi delene har det til fælles, at de hver leger med og undergraver en genre — romanen, digtet, erindringen, popsangen osv.. Den højnede variation er glædeligt for denne læser, der nogle gange godt kan gå lidt død i de fragmentariske uforståeligheder (som anmeldelsen af Din misbruger ovenfor vidner om), men samtidig elsker netop disse digte i overskuelige mængder. Og så er Skinnebach altså bare i hopla i næsten hver eneste tekst, om det så er denne "Kritik af digtet":

Hvis jeg skal opgive subjektet, det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive navneordene: / Hvis jeg skal opgive grammatikken: / Hvis jeg skal opgive vellyden: / Hvis jeg skal opgive gentagelsen: // der er luftigt fra de mytologisk nok / set i stå at kom fra dengang / med det hurtige mellem tusind drikker sig fulde

... eller i dette klip fra "Katalog":

5.1 Når vi råber i skovene bliver din ånde sort og våd // 5.2 Endelig fri af det besynderlige kvindemenneske, der vil æde min lever på min vej til bror måne, han lyser, han bor i lysende huse og har inviteret mig, den lysende gæst til at bringe ham sæd og adspredelse // 5.3 Tal med en anden, betro dig til en anden / jeg gider ikke dit selskab // 5.4 Gå kun udenfor i den dræbende regn! // 5.5 Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig? Fortæl mig det

Skinnebach er som en underligere og mere vred Majse Aymo-Boot, og om man synes, at det er godt eller ej, kan man ikke nægte, at det er vildt, nyskabende og eksperimenterende — og altså på den fedeste måde, synes jeg. Enhver betydning er også en mislyd fik Montanas Litteraturpris 2009, som netop gives til litteratur, der er fornyende. Det kan være svært at komme i tanker om en forfatter, der passer bedre til den beskrivelse end Lars Skinnebach med sin opmærksomhed på konventioner — sproglige, grammatiske og formmæssige såvel som tematiske — og hvordan man bryder dem. Her til sidst et "Appendiks", hvor han er mere politisk end i de ovenfor citerede:

Det største problem i at afværge / klimakrisen, bortset fra / at den er uafværgelig, er at / og allerede indtruffet, holde opsyn / med det personlige forbrug / en stille afbrænding i en forstad / et sted, regner det / med syre, skyder nogen nogen / i en kunstig skov, bliver / drabet nostalgisk, den menneskelige / blafren i mit hjerte, jeg tror ikke / på organer eller jegets / autoritet. At køre bil er at / indsætte sig selv i fiktionen, et hus / det lysende hus, huset / brænder og vi elskede, de elskede

Hvad er der ikke at elske ved det stakåndet indskudte "og allerede indtruffet", altså ud over det, at klimakrisen allerede er indtruffet? (Og så kan man vist også godt se, hvem Theis Ørntoft havde som underviser på Forfatterskolen).

Anmeldelse: Sne af Orhan Pamuk

Titel: Sne, originaltitel: Kar
Forfatter: Orhan Pamuk
Oversætter: Elisabeth Ellekjær
Lindhardt & Ringhof
492 sider
Oprindeligt udgivet 2002, denne oversættelse 2006, denne udgave 2007
Roman

Vurdering: 4/6

I en central scene i Sne er repræsentanter for mange forskellige politiske grupper i den østtyrkiske by Kars mødtes for at diskutere, hvad de skal fortælle en tysk avis, som de er blevet forledt til at tro vil skrive om dem. En kurder tager ordet:

Han foreslog at fortælle den tyske avis om en drøm, han havde haft. Idet han fra tid til anden holdt inde med en gysen, forklarede han, hvordan han i sin drøm havde siddet helt alene i Nationalteatret og set en film. Det var en europæisk film, så alle i den talte et fremmed sprog, men det generede ham ikke: På en eller anden måde forstod han alt, hvad de sagde. Og pludselig trådte han selv ind i filmen. Han var i opholdsstuen hos en kristen familie. For øjnene af ham stod der et bord, som var fyldt med mad. Han længtes efter at fylde sin mave, men han holdt sig tilbage, bange for at gøre noget forkert. Hans hjerte begyndte at galopere: Foran ham stod en smuk, lyshåret kvinde, og i det øjeblik han så hende, huskede han, at han havde været forelsket i hende i årevis. Kvinden var varmere og blidere, end han nogen sinde havde kunnet forestille sig. Hun komplimenterede ham for hans tøj og manerer, kyssede ham på kinderne, lod fingrene løbe gennem hans hår. Han var helt skør af lykke. Før han vidste af det, tog hun ham på skødet og pegede på maden på bordet. Det var først da, det gik op for ham, at han stadig var et barn. Nu vældede tårerne op i den unge kurders øjne. Det var kun, fordi han stadig var et barn, at kvinden havde fundet ham charmerende.

Kurderen befinder sig i sin drøm pludselig ved det europæiske bord og gør, hvad han kan for at passe ind. Da han lige tror, at han passer ind, og europæerne, som han eftertragter, betragter ham som en ligeværdig, opdager han, at deres interesse kun skyldes, at de ser ham som et barn. Det er en af de grundlæggende konflikter i Sne: Tyrkiet kan nok så meget ønske og forsøge på at være et vestligt, sekulært demokrati, men kommer aldrig til at blive betragtet som et. Det er i dette dilemma, vi finder hovedpersonen Ka: han har som ung været sekularist og overbevist tilhænger af Vesten, men er nu kommet tilbage til Tyrkiet efter at have tilbragt de otte mest deprimerende år af sit liv i Frankfurt, hvor han aldrig fik lært tysk og aldrig kom til at være del af andre fællesskaber end de tyrkiske. Den reformisering hen mod sekularisering og modernisering, der blev sat i gang af landsfaderen Kemal Atatürk i starten af 1900-tallet synes at være spillet fallit — spørgsmålet er så, hvordan man skal reagere på det. Ved at klynge sig til det døde håb om modernisering? Ved at vende tilbage til præmoderne islam? Ved at genopdage en national identitet, der har været ikke-eksisterende i flere hundrede år under det ottomanske imperium? Eller, som Ka gør, ved at blindt forelske sig?

Det kan måske synes åbenlyst for den vestlige læser, at (tyrkisk) nationalisme og (islamistisk) religion ikke nytter noget, men det er her, at Sne virkelig viser sine kvaliteter som politisk roman. Et væld af forskellige ideologier kommer nemlig til orde uden, at nogen af dem virker hverken særligt tillokkende eller meget mere frastødende end de andre; man forstår, hvorfor de enkelte fraktioner kæmper for det, de gør, uden rigtigt at sympatisere med nogen af dem. Som vestlig læser får man derimod læst og påskrevet, at man er ude af stand til rigtigt at forstå de komplekse identitetsmæssige, klassemæssige og politiske årsager, der ligger til grund for de stridende overbevisninger; man har det med at tro, at Tyrkiet er et barn modsat den vestlige voksne, men sandheden er, at Tyrkiet ikke er et barn, men derimod en anden voksen med en anden kultur, der undsiger sig vestlige logikker.

I hele dette uoverskuelige spændingsfelt dumper som sagt digteren Ka ned. Han er taget til udkantsbyen Kars for at dække en religiøs stridighed: gymnasiets rektor har forbudt adgang for piger, der bærer tørklæde, og efterfølgende har flere piger begået selvmord. Kort efter Ka er ankommet, spidser situationen til, da rektor myrdes af en religiøs ekstremist. Men den rigtige tilspidsning af situationen sker først ca. halvvejs inde i bogen og skal derfor ikke spoiles her.

Det er til gengæld også mit problem med romanen — at det egentlige plot først begynder halvvejs inde. Man kunne sagtens havde barberet hundrede sider af, uden at det ville havde gået nævneværdigt ud over noget vigtigt. Især de mange samtaler, hvor personer aftaler at mødes, for først derefter, når de som aftalt mødes, har den for plottet egentlig vigtige samtale, kunne jeg godt have undværet.

Jeg blev også lidt træt af Ka som person, fordi han selv forholder sig næsten fuldstændigt apolitisk til hele situationen. Men på den anden side er det hans apolitiske tilgang, der giver ham adgang til magtens centrum både hos sekularisterne og hos islamisterne, hvilket giver læseren mulighed for at lære begge politiske sider at kende, hvilket er romanens største styrke.

En styrke er det til gengæld ikke, at Sne er oversat fra engelsk. Kan det virkelig passe, at man ikke kan finde en kompetent tyrkisk oversætter i Danmark? Især i en situation som denne, hvor det engelske desværre skinner igennem teksten med mange anglicismer og et stort antal hans/sin-fejl (og så er både T. S. Eliot og Frantz Fanon oven i købet stavet forkert). Mon det også er oversættelsens skyld, at sproget langt hen ad vejen synes dødt? I hvert fald er det her prosaisk prosa, så det batter; kedelig plot- og karakterforklaring, ingen interesse for romanens materiale — nemlig ordene.

Men en interessant politisk intrige, det har Sne; og de nødvendige nuancer for at kunne gøre denne læser begejstret for lange politiske diskussioner, der strækker sig over flere kapitler. Orhan Pamuk fik nobelprisen i 2006, og han er da også meget dygtig til den for romaner vigtige kunst at både belære og interessere sin læser på en underholdende måde. Men dét der, som romaner grundlæggende er gjort af — velrundede karakterer og sproglig opvakthed — er der altså ikke lige så meget af i Sne, som jeg havde håbet på.