Anmeldelse: Endnu ikke af Vibeke Grønfeldt

Titel: Endnu ikke
Forfatter: Vibeke Grønfeldt
Samleren
363 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Bogens første sætning lyder: "Min tid kom ikke." Herefter udfoldes henover to sider en fortælling om et barn, der aldrig lærte at begå sig socialt; som ville have orden og ikke kunne rumme andre menneskers kaos. Tiden for orden er endnu ikke kommet — men det er ikke titlens eneste betydning, for barndomsfortællingen erindres af romanens fortæller, den nu aldrende forfatter Elvine Brink. Hun er endnu ikke død. Vi følger hendes dagbogsoptegnelser i løbet af halvandet års tid.

Endnu ikke modtog Montanas Litteraturpris, som nok er den af de danske litteraturpriser, der er mest værd at holde øje med. Prisen går til en bog "som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde", og fornyende må Vibeke Grønfeldts Endnu ikke siges at være: den er nemlig så realistisk, at den totalt undergraver romangenren. Man er vant til, at romaner følger et lille persongalleri bestående af en hovedperson og vigtige bipersoner, hvis eksistens er nødvendig for at drive hovedpersonen videre frem i plottet. Sådan er det ikke hos Grønfeldt: enspænderen Elvine Brink har ingen rigtige venner (det skulle da lige være forfatterkollegaen Linn, som hun foretrækker at maile med frem for at mødes med), så de bipersoner, der dukker op, ser vi ofte ikke noget til igen. Deres historier krydser et kort øjeblik Elvines, hvorefter mødet noteres i den menneskesky Elvines dagbog.

Dagbogen er et viltert sammenrend af observationer om disse engangsbipersoner; længere erindringsstykker fra Elvines lange liv; kortprosatekster, der egentlig ikke har noget med resten at gøre (jeg antager, at det er forfatteren Elvine, der tager over og begynder at fortælle); og så de helt korte notater som dette:

Bagud. Mere og mere bagud og i tidnød.
Jeg når det ikke. Havde jeg to liv, et til det umiddelbare, et til eftertanken, havde jeg tre, et til at løbe i lunden, et til at lytte og se, et til at lukke øjnene og tage det til mig.

For mig er det intime portræt af Elvine bedst, når hun klart observerer konkrete situationer, hvor hun viser sig anderledes fra andre, f.eks. denne barndomserindring:

Billedet af det rigtige har alle dage forstyrret, nærmest knust mig. [...] Snart dukkede det op alle vegne, børn, der fra begyndelsen vidste de rigtige ord at bruge i enhver mærkværdig situation, kendte lege og spil og svar, når der blev spurgt. Spørgsmålene, før de blev stillet: Hvordan har din mor det, Elsie, Gitte, Mitte? Tak, godt. Jeg skulle hilse: Hvordan har din mor det, Elvine? Det ved jeg ikke.

Andre steder har jeg til gengæld sværere ved at følge bevidsthedsstrømmen, fordi syntaksen ofte er ret kompliceret — hvilket for mig resulterer i lige dele skønhedsbegejstring og forvirring. Endnu ikke er ikke en bog, man kan skimme.

I det meste af romanen sker der næsten ingenting, men enkelte gange enten sker der eller erindres der en dramatisk hændelse, som udfoldes over nogle flere sider; f.eks. en dramatisk bådtur og en indlæggelse på sygehuset. Disse afsnit lykkes meget godt med ikke bare at være velskrevne, men også elementært spændende — og når det sker, kan man godt komme til at savne et egentligt plot i resten af bogen. Men det er ikke bogens ærinde at være plotbaseret, og den hændelsesløse dagbogsform har da også sine fordele i form af lige dele finurlighed og skønhed.

Anmeldelse: Indtil videre af Pia Juul

Titel: Indtil videre (indholder levende og lukket (1985), i brand måske (1987), Forgjort (1989), En død mands nys (1993), sagde jeg, siger jeg (1999), Adresser (2002), Helt i skoven (2005) og Radioteateret (2010))
Forfatter: Pia Juul
Tiderne Skifter
371 sider
2012
Poesi / hybrid

Vurdering: 4/6

Sidste år læste jeg, og var meget begejstret for, Pia Juuls seneste digtsamling, forbi, og jeg har derfor glædet mig meget til at dykke ned i hendes tidligere værker. Til at starte med var det dog en stor skuffelse. Andre steder er det blevet sagt, at Pia Juul er blevet mere udfordrende og svært tilgængelige med tiden, men jeg synes, at det er omvendt. Hendes tidlige digte — dvs. ca. de 4-5 første digtsamlinger (det ændrer sig til dels i sagde jeg, siger jeg) — er gådefulde, mystiske og meget langt fra noget konkret. Mange af dem virker som om, de tager udgangspunkt i noget, kun forfatteren ved, hvad er, der så er blevet pakket ind i, for en læser uden en 'nøgle', udechifrerbare symboler. Tag f.eks. dette digt fra debuten, levende og lukket:

den gule gift til festen / under min arm // mit flagrehår følger / et nybrøgget uvejr // hen over humlen på / en flyvende han / og hans kød // blind for kønnet / kysser jeg ånden i flasken / i stedet / blændet af håret / lammet af farten / revet op af hans silkehud / mellem mine knæ // videre / skriger jeg og sluger skyen / videre // angsten for kødet / klyngen af ansigter / øjnene // billedet af / en solbrændt hun / et dyr

Der er noget med at drikke øl og favntag med en fyr, hvilket åbenbart er en voldsom oplevelse. Men hvorfor så ikke bare skrive det? Hvorfor pakke det ind i dette opstyltede, symbolladede sprog?

Det er blevet sagt, at Pia Juul er meget forskellig fra andre digtere, der debuterede i 80'erne. Og, ja, det er hun blevet, men hendes tidlige digtsamlinger, synes jeg, har mange af de mere uheldige ting til fælles med 80'er-poesien: en tendens til at overdramatisere og at, frem for klarhed, bruge ord, der synes poetiske, men til gengæld ikke rigtigt passer ind i digtet; det bliver klicheen på, hvad en uerfaren digtlæser forestiller sig, at poesi skal være: mystisk og skønhedssøgende, men uforståeligt gemmende på en hemmelighed, man ikke rigtigt kan finde. Her et eksempel fra i brand måske:

fablen er en omkreds. fyldt. / den lægger fortidspunkter fri. / hun lytter tavs i raseri. forbundet / med en andens liv. den / købte drøm fra tørret plante. / martyrdød. og kvinderov. // han fyldte andre ud engang. / hun tror han er en katastrofe. // dér vokser fabeldyret ud / af skyen over horisonten. / horn. / ja. uha og hale. lådden. / det tramper spor imellem / byer. kaos-løse stier ligger / åbne.

Ligesom i digtet før er der noget med beruselse (men denne gang fra hash) og et kompliceret forhold til en mand. Men min eneste følelsesmæssige reaktion på disse digte er desværre et forvirret: "Nå". Disse enigmatiske digte vil løses, ikke læses, og derfor er de dårlige.

Men så begynder det heldigvis at vende i sagde jeg, siger jeg, der stadig bærer præg af det trælst mystifisktiske, men også har helt klare, observerende digte, der oven i købet er sjove. Ét af dem er allerede lidt af en klassiker, hvilket er fuldt fortjent:

Min onkel Hector sagde / (men det har jeg nok fortalt dig før) / Han var på vej ned fra Højen / Han havde solen i øjnene / så sagde han / da børnene kom løbende forbi / Han sagde / nej han sagde / Børnene kom løbende / Så sagde han det som / Knud engang havde sagt / på en anden måde / Her siger jeg det selv igen / Jeg kan se ham tydeligt / med solen i øjnene / syrenerne på Højen / denne duft om onkel Hector / Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / Sådan 

Denne både sproglegende og kærligt observerende tilgang til poesien fortsætter heldigvis derefter i Pia Juuls digtning og er stadig i høj grad til stede i Forbi. Den næste digtsamling i Indtil videre er den lille systemdigtsamling Adresser, oprindeligt udgivet som B16 på forlaget Basilisk, hvor Juul har skrevet om steder, hun har boet, ved at lade adressen skjule sig i det første bogstav i hvert ord tilsammen. F.eks. dette digt om sommerhuset i Fjand:

1964- / klitter i tåge burde jeg erindre rent gus havgus uh så eftertrykkeligt for jeg aner nok det uvejr lure forude blæsende orkanagtige regnfulde giftigheder

Den næste samling, som jeg er endnu mere begejstret for, er Helt i skoven, som bl.a. indeholder en hel del besyngelser af den skønne natur, men på en måde, hvor digteren er lidt mistroisk over for sin pludselige klassisk-poetiske naturbesyngelse:

Skoven ligner en katedral! / Næh, er det sandt? Har / andre sagt det før, / jamen, hvad skal jeg så sige? / Skoven ligner - en skov / Det gør den, grangiveligt / (undskyld) / Lugten her er umiskendeligt / skov / den ligner ingen anden / lugt / Skoven lugter af skov / Den ligner en katedral 

Dét digt opsummerer meget godt den sene Pia Juul: det er legende, humoristisk og skeptisk over for etablerede genrer — men det er også grundlagt på en ærlighed, der skinner gennem det ironiske. Genrelegen fortsætter i Helt i skoven med en herlig poetisk krimi, der minder om Juuls roman Mordet på Halland. Og grundigt rodet op i genrerne bliver der også i den sidste digtsamling i Indtil videre, nemlig Radioteateret, som præsenterer sig selv således:

Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem.

Det, de så siger, ofte i munden på hinanden, er på samme tid legende og fjollende og følelsesmæssigt tungt rammende. Det kan minde lidt om dele af Mette Moestrups Kingsize eller Lea Marie Løppenthins Panser. Blandt de mere fjollede indslag bryder den tyske by Koblenz hele tiden ind og præsenterer sig selv:

KOBLENZ: / Jeg kaldes Det tyske hjørne, nej, jeg er / ikke en kiosk, ikke et værtshus, jeg er en by. / Deutsches Eck, det er mig, en betydelig havneby, / et trafikknudepunkt. Og lidt til.

Men samtidig kan det også blive helt hjerteskærende, når den 60-årige Eliza C ser tilbage på sit liv:

ELIZA C (60): / Når man står og ser på sådan en have og det er sommer bliver man så melankolsk. Det gør ondt, jeg kan mærke den længsel fysisk, måske kan du også? Kan du måske også mærke hvor ondt det gør? Kan du huske når man legede i en have en sommeraften og ikke opdagede at det var ved at blive mørkt. [...] Hvorfor er der ingen børn i vores have, hvorfor er der kun / tusmørke og en nattergal? / Hvorfor kan jeg ikke huske hvad jeg gerne ville blive til og hvad jeg ønskede mig/ Og hvorfor er jeg skuffet når jeg ikke ved hvad jeg ville? Jajaja, nu kommer jeg hen til dit krøllede hoved / og sofapuden, min skønne, vi har dog hinanden. Åh! Nu ser jeg / på mit digitale armbåndsur at klokken er 21.07, så fik vi ikke set nyhederne fra begyndelsen. Jeg går lige ind og tænder. / Kommer du / med?

Og så kan det også blive  skønt poetisk observerende, når Juul giver sig selv lov til det:

ELIZA C: / Jeg syntes, at det der var derude ville ind, / da jeg var barn // MORMOR: / Det var din fantasi // ELIZA C: / Det var ikke fantasier, det var meget virkeligt / I tog, i bus, i bil, derhjemme, overalt / var jeg opmærksom på den anden side af / ruden, en gren, silhuetten af træer mod / himlen, billygters lys der fejede over loftet / om natten. Nu ser jeg intet, for jeg vil ikke / vide af det, jeg opdager ikke ruden som rude, / ikke som kighul, kun som væg

Radioteateret vandt fortjent Montanas litteraturpris i 2010, og at læse denne digtsamling og Helt i skoven, Adresser og dele af Sagde jeg, siger jeg har været mere end værd at vade igennem 4½ digtsamlingers dårlig poesi. Men til andre læsere kan jeg anbefale at starte med Sagde jeg, siger jeg og læse frem derfra. Hvis man så er nysgerrig, kan man altid vende tilbage til de tidlige samlinger derefter og se, om man synes noget andet, end jeg gør.

Anmeldelse: Digte 04-09 af Lars Skinnebach

Titel: Digte 04-09 (indeholder I morgen findes systemerne igen, Din misbruger og Enhver betydning er også en mislyd)
Forfatter: Lars Skinnebach
Gyldendal
123 sider
2011
Poesi / hybrid

Samlet vurdering: 5/6

I morgen findes systemerne igen

Vurdering: 5/6

Det næstsidste digt i Lars Skinnebachs I morgen findes systemerne igen hedder "Eventyr" og er noget af det smukkeste og mest rørende, jeg længe har læst. Det er en bittersød fortælling om et jeg, der vender tilbage til sin kæreste og registrerer skønheden i verden omkring sig, om end det trykkende samfund omkring dem skurrer:

Vi går i gaden i tynde trøjer // og er fulde, glem ikke vinden, og skyerne der slæber sig en pukkel til / de ligner identiteter og regnen under lygtepælene // som hestehoveder, der fnyser, må man ønske, når de fnyser? / Der er så meget regn, den taler for sig selv, sådan // lyder det, hør, radioen om morgenen, vejrudsigter og retssalene / frikender en selvmorder, nysne, mine ører knaser, mørket // er lige vågnet, sindet, der stadig driver ind over land / og kaster skygger, kan man straffe de døde? Jeg ønsker // at vi altid skal være sammen, sommervarmen, søerne og havet / din ryg der bøjer sig fremover i sengen, hvad ønsker du // vil du spørge, dit køn og blæsten der trækker i dørene, i ansigterne / de døde som besøger os om natten, om dagen, vi spiller // spil og griner og de tynde træer i parkerne forskanser os / mod verden og bilerne som kører ind og ud af verden // og du ser at skyerne trækker sig sammen, betyder det noget?

Dette "Eventyr" om ægteskabelig lykke i en lille tosomhedsboble er måske især så godt, fordi digtsamlingen indtil da består af fragmentariske digte ála Mikkel Thykier, Majse Aymo-Boot, Anders Abildgaard eller Andreas Pedersen (eller Abildgaard og Pedersen er vel rettere dem, der minder om Skinnebach), hvor usammenhængende sætninger hober sig op inden for forskellige kategorier: dem, der bare lyder godt, de samfundskritiske zingers, de skønhedsregistrerende, de private. Så kan det lyde både sådan her:

Mennesket / er en svulst der først nu begynder at forstå / den er en sygdom

… og sådan her:

Og nu, når vi kommer frem og jeg lægger øret til din navle / taler vi hele natten. Ulovlige sommer! Jeg kaster guld efter dig / mens du drukner. Der er sætninger som brænder / langt ind i efteråret.

Det virker på en måde som om, at det (næsten) afsluttende "Eventyr" er et slags centripetalpunkt for disse fragmenter af på den ene side uforståelig skønhed og letforståelig anarkistisk samfundskritik. Derfor synes jeg, der er en skam, at samlingen slutter med det aldeles undværlige digt "Besværgelser", der bliver for bittert og for langt fra den skønhedsbesyngende poesi, der tidligere i digtsamlingen dannede et grundlag, der gjorde samfundskritikken u-træls. Men det er en mindre kritik til en digtsamling, der begynder så vildt:

Så føl dig frem, min skeløjede ven. Landsbyen, du kom til / er abstrakt og formiddagen. Naboen hælder varmt vand / over bilens rude, du vågner med et åbent sind

Din misbruger

Vurdering: 3/6

De første fire dele af I morgen findes systemerne igen er blevet kaldt polyfone, selvom Lars Skinnebach angiveligt ikke selv synes, de er det. Men under alle omstændigheder synes de sammensatte, som nævnt fragmentariske. Men fragmenterne står alligevel som hele, selvstændige sætninger — spørgsmål, udsagn, metaforer — med punktum før og efter. Det giver en særlig rytme, der får polyfonien til at hænge sammen til at fragmentarisk hele, der i sin uforståelighed er meget smukt.

Desværre synes jeg ikke, uforståeligheden fungerer lige så godt i Din misbruger. Her er fragmenterne på en måde ikke længere fragmenter; nærmere virker digtene som totalt usammenhængende og surrealistiske monologer. Et digt starter f.eks. sådan her:

Du har udsultet deres børn / deres lange tålmodighed er faldet i kampen / mod vest vi vandrer, kammerater / kom nu, det er så gråt, vejret / og udåndingen generer os ikke længere / end hertil, jeg er illusionsløs / i dag, i morgen og senere / fik vi arbejdet, bare tre linjer der / må jeg skrive til dig, kan du tåle det / min elskede, elskede i det her / øjeblik voksede verden sig grovere / og jeg måtte tage en andens hus / i det uendelige, nej, nej / de siger, siger fællesskab, siger du, de / ejer din røv resten af livet

Jeg er hægtet af. Jeg forstår ingenting. Og uforståelighed er selvfølgelig ikke negativt i sig selv, men den skal gerne bestå af noget fedt, noget der sprogligt lyder godt, gode metaforer, god rytme osv., hvilket I morgen findes systemerne igen gør. Men jeg synes ikke, at Din misbruger når nær samme niveau; her er mange af metaforerne meget mere ukonkrete og abstrakte, som om der kun er billedled og intet realplan. Øjet bliver hægtet af af de mange udsagn og billeder; det her er mere surrealisme end sprogdigtning, tror jeg. Og derfor er der længere mellem snapsene: Din misbruger indeholder en del gode formuleringer, men ofte — hvis man må synes det om en digtsamling — er den sgu lidt træls.

Enhver betydning er også en mislyd

Vurdering: 5/6

Jeg er en stjerne. Jeg opfatter mig selv som en stjerne. Jeg bor i lysende huse. I lystbådehavnen vugger masterne som metronomer og så videre, et sort hav. Det var nat og det er nat. De druknede flyder i min hjerne. Det må du høre, det skal du høre, hør, min far tog ud for at drukne sig, tog båden ud og ville ikke komme hjem.

Sådan begynder teksten "Erindring". Hvis Danmark ikke ligger under havoverfladen om 100 år, forestiller jeg mig, at der stadig skal undervises i dansk i gymnasiet og at en stakkels dansklærer skal finde ud af at undervise sine elever i 00'ernes danske litteratur i løbet af kun en enkelt lektion. Kære fremtidige dansklærer, Lars Skinnebachs "Erindring" er teksten, du skal bruge. Den er både tidstypisk for et årti med autofiktion, sprogdigtning og en på samme tid distance og større patos, og så er det en helt usædvanligt god tekst, det bedste i alle de tre digtsamlinger af Lars Skinnebach, jeg har læst, og sikkert også den bedste traumeerindring i 00'ernes danske litteratur, selvom det var et meget populært tema.

Enhver betydning er også en mislyd er endnu mere usammenhængende end I morgen findes systemerne igen og Din misbruger, idet de enkelte dele er endnu mere forskellige; men samtidig er den mere sammenhængende, fordi delene har det til fælles, at de hver leger med og undergraver en genre — romanen, digtet, erindringen, popsangen osv.. Den højnede variation er glædeligt for denne læser, der nogle gange godt kan gå lidt død i de fragmentariske uforståeligheder (som anmeldelsen af Din misbruger ovenfor vidner om), men samtidig elsker netop disse digte i overskuelige mængder. Og så er Skinnebach altså bare i hopla i næsten hver eneste tekst, om det så er denne "Kritik af digtet":

Hvis jeg skal opgive subjektet, det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive navneordene: / Hvis jeg skal opgive grammatikken: / Hvis jeg skal opgive vellyden: / Hvis jeg skal opgive gentagelsen: // der er luftigt fra de mytologisk nok / set i stå at kom fra dengang / med det hurtige mellem tusind drikker sig fulde

... eller i dette klip fra "Katalog":

5.1 Når vi råber i skovene bliver din ånde sort og våd // 5.2 Endelig fri af det besynderlige kvindemenneske, der vil æde min lever på min vej til bror måne, han lyser, han bor i lysende huse og har inviteret mig, den lysende gæst til at bringe ham sæd og adspredelse // 5.3 Tal med en anden, betro dig til en anden / jeg gider ikke dit selskab // 5.4 Gå kun udenfor i den dræbende regn! // 5.5 Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig? Fortæl mig det

Skinnebach er som en underligere og mere vred Majse Aymo-Boot, og om man synes, at det er godt eller ej, kan man ikke nægte, at det er vildt, nyskabende og eksperimenterende — og altså på den fedeste måde, synes jeg. Enhver betydning er også en mislyd fik Montanas Litteraturpris 2009, som netop gives til litteratur, der er fornyende. Det kan være svært at komme i tanker om en forfatter, der passer bedre til den beskrivelse end Lars Skinnebach med sin opmærksomhed på konventioner — sproglige, grammatiske og formmæssige såvel som tematiske — og hvordan man bryder dem. Her til sidst et "Appendiks", hvor han er mere politisk end i de ovenfor citerede:

Det største problem i at afværge / klimakrisen, bortset fra / at den er uafværgelig, er at / og allerede indtruffet, holde opsyn / med det personlige forbrug / en stille afbrænding i en forstad / et sted, regner det / med syre, skyder nogen nogen / i en kunstig skov, bliver / drabet nostalgisk, den menneskelige / blafren i mit hjerte, jeg tror ikke / på organer eller jegets / autoritet. At køre bil er at / indsætte sig selv i fiktionen, et hus / det lysende hus, huset / brænder og vi elskede, de elskede

Hvad er der ikke at elske ved det stakåndet indskudte "og allerede indtruffet", altså ud over det, at klimakrisen allerede er indtruffet? (Og så kan man vist også godt se, hvem Theis Ørntoft havde som underviser på Forfatterskolen).

Anmeldelse: Solar af Theis Ørntoft

Titel: Solar
Forfatter: Theis Ørntoft
Forlag: Gyldendal
299 sider
2018
Roman

Vurdering: 5/6

"Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død," skrev Tom Kristensen i 1932, og hos ham har Theis Ørntoft nok fundet en del inspiration til sin nye roman, Solar. Som i Kristensens mesterværk Hærværk har vi at gøre med en mand, der egentlig har sit på det tørre og har et nogenlunde velfungerende liv, men alligevel beslutter sig for at gå i hundene. Det sker dog først ca. 100 sider inde i Solar (så undskyld for en semi-spoiler), for bogen starter med at mere eller mindre autofiktive Theis beslutter sig for at gå Hærvejen. Her beskrives naturen flere gange ved hjælp af en sammenligning med det kosmiske. Helt kort f.eks. i denne sætning:

De fire mørkeblå vogne hvirvlede støvet op idet de buldrede forbi mig, solen brændte over landskabet, og omkring mig stod de domesticerede nåletræer på rad og række, som en folkeskoleklasse der netop var blevet sat godt og grundigt på plads, og nu, men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid, stod skoleret for mennesket.

Dette "men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid" er bogens helt grundlæggende tanke. Nuet er nærmest ingenting i det store perspektiv. Derfor går Theis i hundene: han er ingenting, en uforstående del af en uddøende art, der kun er et ligegyldigt led i livets videre færd. Mennesket er ikke noget særligt, vi er kun evolutionens seneste påfund:

I det kunstige blå lys trådte de badende kroppe frem som det vi var; havdyr, kravlet op fra oceanet i tidernes morgen, og nu badende her i svømmehallen i Albertslund, tavse og skyggefulde, urtidige og senmoderne i samme uforklarlige nu.

Det er det, man kalder posthumanisme. Med Oplysningstidens modernitet fik vi humanismen - tanken om, at det enkelte menneske er noget specielt og bevaringsværdigt, hvilket udmøntede sig i f.eks. menneskerettigheder og demokrati. Men nu, hvor vi lever i en tid, hvor mennesket har travlt med at udrydde sig selv med sine klimaforandringer og alligevel vælger ikke at gøre noget - kun passivt se til, mens vi skaber vores egen død - er det klart, at man må stille spørgsmålet, om vi er så særlige endda. Som Ørntoft skrev i Digte 2014: "For mig er samfundene døde." I Solar møder vi så en mand, der som en postmoderne Ole Jastrau tilrettelægger sit liv efter samfundenes død.
Nå, men er det godt? Det er egentlig et lidt svært spørgsmål, for Solar er en meget ujævn roman; den ændrer sig konstant og prøver nye ting af, så vi både får de skønne, kosmisk uinteresserede naturbeskrivelser og et flere sider langt referat af The Neon Demon, hvilket ved første øjekast virker lidt overflødigt. Når man kigger nærmere på scenen, viser det sig, at kritikken af The Neon Demon er en kritik af Solar: Theis lader sig irritere over, at hovedpersonen er noget så klichefuldt som "en tavs og mystisk hovedperson fuld af indestængt vrede hvis forældre begge to er døde." Men ligeså klichefuld er Solars maskuline hovedperson, der jagter kvinder og alkohol og bevidst går i hundene. Det "begynder [...] at gå helt galt for filmen," da en panter uden forklaring dukker op, men samme panter dukker uden forklaring op igen senere i Solar, og Solar er generelt lige så fuld af uforklarede symboler som The Neon Demon, f.eks. i form af nogle windsurfere, som Theis forsøger at få til at passe ind i et system, der skal vise meningen med livet, hvilket ikke lykkes.
Så egentlig er det meget nemt at kritisere Solar med de samme ord, som den kritiserer The Neon Demon (hvilket selvfølgelig er meningen), men heldigvis for mig, synes jeg at The Neon Demon er en pissegod film, og de gode ting ved filmen gør sig også gældende i Solar: uforudsigeligheden og originaliteten er fedt, men først og fremmest er det æstetiske på plads. Sætningerne er ganske enkelt gode. Selvom Solar i sit forsøg på konstant at gentænke sig selv fra tid til anden kommer ind på nogle sidespor, er netop disse sidespor med til at gøre bogen god; det ujævne er også velskrevet, og netop det ujævne gør bogen original og derfor underholdende.
Helt så god en gå-i-hundene-historie som Hærværk bliver det ikke, og Ørntofts økoangst i Digte 2014 er heller ikke helt så gode som Tom Kristensens smadreangste digte, men det er også en lidt for høj standard at holde noget kunstværk oppe imod. Solar er underholdende, konstant overraskende og velskrevet, og meget mere kan man vist ikke bede om.

Solar var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.

Anmeldelse: Efter solen af Jonas Eika

Titel: Efter solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
159 sider
2018
Noveller / Science fiction

Vurdering: 6/6

(Note: Jeg har efter en genlæsning anmeldt Efter solen mere udførligt her: https://pristjek.org/2020/12/04/jonas-eikas-efter-solen-er-bade-det-vigtigste-og-det-bedste-der-er-sket-i-dansk-litteratur-i-d-21-arhundrede/ )

De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:

Jeg kunne mærke kropsvarmen, ikke kun fra dem der stod tættest på mig, men som en ensartet sky som alle i publikum producerede og var indeholdt i.

Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:

Antonios knogler forvitrede, sådan føltes det, som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid. Han gik med langsomme, afkortede skridt, omhyggelig med at løfte fødderne for ikke at falde over en sten eller rodnettet efter en udtørret saltbusk. Hans knæ knasede og sendte en kalket smerte op i hofterne.

Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:

Dér var bjergene sorte i deres egne skygger, himlen over dem stadig orange mellem grålilla skyer, og bagved begyndte endnu en steppe flankeret af bjergkæder løbende parallelt fra nord mod syd.

På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:

Hun ville stå og læne sig op ad muren ved siden af indgangen, støde fra med skuldrene og komme folk i møde som de ankom.

"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.

Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.

Anmeldelse: Amduat. En iltmaskine af Harald Voetmann

Titel: Amduat. En iltmaskine. Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III's grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus
Forfatter: Harald Voetmann
Forlag: Gyldendal
108 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

Med forbehold for, at der findes massive mængder af god litteratur, jeg ikke har læst, vil jeg tillade mig at kalde Harald Voetmann den bedste nulevende danske forfatter, eller i det mindste den bedste nulevende danske romanforfatter. Derfor havde jeg store forventninger til hans debut som digter, Amduat. En iltmaskine. Forventninger, som heldigvis er indfriet.
I Amduat sammenskriver Voetmann sin fars død med et ægyptisk sagn, der er skrevet på væggene af Tuthmosis III's grav. Når Tuthmosis trækkes over nattehimlen, bliver faderen flyttet ind på en anden stue. Det kan lyde sådan her:

Anden time / Gummihjul snurrer over akrylfloden. / Din sengehest, dit overmundsgebis / trækker slæbetovet, svedende og stolte. / I sivene langs flodbredden ligger / døde på lur og titter ud på natbådens / færd og på dens hærgede guddom / sunket sammen under tæppet, hvæsende / lungepibende, klynkende af angst.

Digtene er skrevet i Harald Voetmanns karakteristiske, bastant storladne, arkaiske sprog, der, hvis man er til den slags, måske kan beskrives som muskuløst. Her f.eks. den måske bedste beskrivelse af en solnedgang, jeg har læst:

Aftenblødning, lyst og mørkt, men mørke æder sig ind på lys, møjsommeligt mørkner mørket lyset, og lyset mørkner sig selv, fra røde rødmende strømme udpines gyllelaguner af lys, ravgylden, galdegul, luerød, grønrosa, mørkner mørket lyset lyset mørkner sig selv, hver af samstemmig drift mørknes i mødet, hør, rustne sengefjedre knager hvor mødigt mørke røvpuler det sidste stønnende lys i algegrøn glødgrød, møjsommeligt udgydt i skumringen.

Men i Amduat er der også plads til en skrøbelighed, vi ikke i samme grad kender fra Voetmanns tidligere bøger (i hvert fald ikke de 4 seneste, som er dem, jeg har læst):

En gud er et lig / en grav er en rede / en grav er en kop / og en kop er et bryst // En gud er et siv / der svajer i vinden / hvor himlene skyller / mod to landes kyst 

Helt tæt på kommer vi, når faderens og sønnens dialog citeres; faderen altid forvirret:

Giv mig noget, jeg kan drikke. // Nej. Hvor er du? // Jeg er hjemme. // Nej. Hvor er du? // Jeg er på værelset. // Jeg er i sengen 

Især de et par gange gentagne linjer "giv mig noget, jeg kan drikke, jeg vil leve // i det store mørke, som engang var verden" er hjerteskærende. "Giv mig noget, jeg kan drikke" er en gennemgående replik fra faderen, men kun i denne konstellation får vi med, at fortsættelsen er "jeg vil leve". Og det skrives så sammen med den ægyptiske fortælling, "i det store mørke, som engang var verden", hvor faderen må affinde sig med at være på vej hen. Selvom der som sædvanligt er Voetmanns beundringsværdige omgang med det danske sprog, som i den ovenfor citerede solnedgang, så er det disse simplere stykker, der ender med at være mest hjerteskærende; især i et par digte bygget over en børnesang til sidst, som ikke skal spoiles her. Det er skønt både at få det Voetmannske sprog og den nære sorgfortælling; både den ægyptiske rejse og faderens død. Voetmann skal læses, og jeg vil da ikke fraråde at starte her.

Amduat. En iltmaskine var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.