Anmeldelse: Uendelig lidelse af Sun Pin

Titel: Uendelig lidelse
Forfatter: Sun Pin
Oversætter: Sidse Laugesen
Korridor
86 sider
Udgivet på kinesisk 2016, denne oversættelse 2019
Kortroman

Vurdering: 4/6

Tidligere på foråret kunne alle danske medier med respekt for sig selv rapportere, at Asta Olivia Nordenhof i sin nye roman, Penge på lommen, skriver de bevingede ord: "Kapitalismen er en massakre." Det samme er Sun Pin egentlig inde på i Uendelig lidelse (dvs. hvis man da kalder det økonomiske system, de har i Kina for kapitalisme, altså, de seneste år er der jo kommet hyperkapitalistiske, frie markedskræfter til landet, men samtidig består den autoritære stat og en udpræget grad af korruption, på den anden side er kapitalismen alligevel altid autoritær og korrupt), men her står det knap så direkte, og tanken kompliceres en del.

Kapitalismen som massakre introduceres i Uendelig lidelse gennem en serie krigsmetaforer, der først virker meget pludselige og voldsomme, men som man med tiden begynder at se en sammenhæng i. Allerede den første sætning benytter sig af en voldsmetaforik: "Hver eneste gang en dag slås ned, vækkes atter en ny til live."

Den nye dag vækkes til live over Chu Nanhong, der sammen med sin ægtemand Zhang Qun bor i en mikroskopisk lejlighed, som de ovenikøbet deler med et andet par. Da Zhang Quns arbejdsplads sætter et boligbyggeri i gang, tændes håbet for, at de kan få en af lejlighederne; men Zhang Qun indser hurtigt, at det er umuligt — der er for mange foran i køen. Chu Nanhong lader sig dog ikke sådan slå ud. Hun beslutter sig for at forføre Zhang Quns chef og betale for lejligheden med sin krop.

Det er her, de voldelige metaforer for alvor kommer til deres ret. Chu Nanhong må købe nyt tøj for at gøre sig tiltrækkende for chefen, for hendes gamle garderobe ligner "kasserede, hærgede brynjer og emmede af råddenskab og død. [...] Ligene hang forladt i skabet, afskyelige, gyselige, og man fik lyst til at grave dem ned". Klædt i sin kjole "vandrede hun gennem natten og følte sig som et stumpt og blankslebet våben." Hvis kapitalismen er en massakre, en krigshandling, så står Chu Nanhong klar med fingeren på aftrækkeren for at skyde igen.

Det vilde i Uendelig lidelse er, at det viser sig, at måske er det Chu Nanhong, der er lidt for klar til at fortolke klassekampen som en kamp. De voldelige metaforer følger hende hele vejen gennem bogen, men knytter sig ikke rigtigt til andre personer; og det viser sig, at det faktisk ikke giver specielt meget mening eller forløsning at strides med Zhang Quns chef, for kapitalismens strukturer kvæler alle, også dem med magt. Hvordan dette kommer til udtryk i kortroman skal ikke afsløres her. Men det er bestemt læseværdigt!

Det må have været lidt af en opgave at oversætte en bog med så vildt et billedsprog fra kinesisk til dansk. Det er gennemgående gjort imponerende af Sidse Laugesen. Men enkelte steder smutter syntaksen, og teksten kommer af uudgrundelige årsager til at ligne noget, der er Google Translated fra engelsk:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå i en pøl, lagnet under dem, dampende vådt efter søvnen, duvende i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Altså, det er jo ikke dansk: På dansk kan man ikke bruge præsens participium til at danne adverbielle ledsætninger, som man kan på engelsk. Jamen Jonas Eika gør det også, og når han gør det er det fedt! Ja, men Jonas Eika er ekstremt venstreorienteret og har grønt hår. Er du ekstremt venstreorienteret og har grønt hår? Nej? Så må du ikke bruge engelsk syntaks på dansk.


Tilføjelse 21/02/2020:
Eller, ved nærmere eftertanke: Er problemet brug af præsens participium til at danne adverbielle ledsætninger, eller en kombination af diverse (engelsksyntaktiske) fuck-ups? Her kommer et bud:

Første fuck-up: Udskiftelse af præposition med komma, hvilket man kan på engelsk ("He was lying in a puddle, the duvet beneath them steaming with sweat"), men ikke på dansk (allerede "han lå i en pøl, lagnet under dem" er forkert).

Andet fuck-up: Første fuck-up er nok opstået, fordi ønsket er at sætte den egentlige præposition om bagerst i præpositionsforbindelsen ("han lå i en pøl med lagnet under dem"), men det går i ged på grund af to gange måske ikke grammatisk forkert klodsethed: 1) Der er ingen grund til at bestemme det rumlige forhold mellem ham og lagnet efter lagnet er introduceret, bare skriv "på lagnet" i stedet for "med lagnet under dem", 2) Det lyder som en de/sig-fejl, det ville jo hedde "de lå med lagenet under sig" (stadig klodset) ikke "de lå med lagenet under dem", men det ER ikke en sådan fejl, for der står jo ikke de, men han, der skiftes altså klodset (men vel ikke vildt forkert?) fra ental til flertal midt i præpositionsforbindelsen, men selvom det ikke er (særligt?) forkert, lyder det stadig forkert.


Tredje fuck-up: Præpositionsforbindelsen henviser forkert: "Han lå på lagnet(,) dampende af sved" betyder, at HAN dampede af sved, ikke lagnet. Hvis du vil have præpositionsforbindelsen til at dampe, er du vist nødt til at introducere en ledsætning: "Han lå på lagnet, der dampede af sved". Og var der så overhovedet en fejl i præpositionsforbindelse som adverbiel ledsætning? Jeg ved det ikke rigtigt, i virkeligheden har jeg ikke noget dybere kendskab til grammatik. Måske er fejlen oppe i første fuck-up den eneste engelsksyntaktiske, skal vi ikke sige det, vi veksler én engelsksyntaktisk fejl til en anden.

Så med alt det i baghovedet kan vi genintroducere ornamenteringerne og skrive:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå svedende på lagnet, der dampede vådt efter søvnen, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppen(e).

(Jeg var nødt til at rette pølen til "svedende", for ellers ville "der" måske henvise til pølen og ikke lagenet, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fikse det ellers. Jeg har sat kropsflertallet i parentes, for jeg er altså stadig ikke vild med at gå fra ental til flertal midt i sætningen, hvis man vil have flertallet med er løsningen: "på lagnet, der under dem dampede vådt efter søvnen, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene", selv tak.) (Og hov, nu ser jeg et fjerde stykke klods, hvilket skyldes, sgu, at de to præsens participium-ting oppe i originalen må henvise til to forskellige subjekter, altså lagnet kan vel ikke være "dampende vådt efter søvnen", lagnet har jo ikke sovet, så den første henviser altså til ham(/dem?), mens den anden (duvende) henviser til lagnet, det går jo heller ikke, så her kommer en ny løsning, som jeg ville ønske sætningen var:)

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå svedende på lagnet, som dampede vådt under dem, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Hvad så, siger du nok (nej, for ingen har sguda læst så langt her), med de to gange "under", er det ikke klodset, skal det ikke også rettes? Nej, det er rytmisk og poetisk, og det bestemmer jeg, mor er træt, farvel.

Tilføjelse 2, senere på dagen:

Nej, for satan, jeg er tilbage, det skift der fra ental til flertal var kun klodset på grund af "dem"-der-lød-som-om-det-skulle-være-"sig"-klodsetheden og ikke klodset i sig selv, altså kan "under dem" fjernes, og så er der også en måde at genintroducere pølen på, her kommer den færdige sætning, du kan betragte det her som min jobansøgning som redaktør og/eller oversætter i enhver ledig stilling, jeg kan ikke kinesisk, men jeg kan dansk, og så må jeg vist hellere komme tilbage til det speciale, her var sætningen:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå pølsvedende på lagnet, som dampede vådt, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Eller hvad med at vi Harald Voetmannificerer den lidt (dette er bare for sjov, for lige at få det på det rene):

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå pølsvedende på lagnet, hin svedtilsølet vådt dampende, i glitrende, sprøde bølger under kroppene duvende tekstilgenstand.

Anmeldelse: Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen

Titel: Lageret Huset Marie
Forfatter: Jonas Eika Rasmussen
Lindhardt og Ringhof
176 sider
2015
Roman

Vurdering: 5/6

Titlen Lageret Huset Marie er den trekant, hovedpersonen Elias lever sit liv inden for: han arbejder om natten på Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Århus og bor om dagen i kollektiv i Huset i Risskov. Her møder han til en fest Marie, hvis lejlighed snart bliver det sted, han opholder sig om aftenen.

Siden den udkom er Lageret Huset Marie blevet kaldt meget, bl.a. arbejdspladsroman, hvilket den unægteligt (delvist) er, og socialrealisme, hvilket jeg er knap så sikker på, den er. Socialrealisme er jo netop kendetegnet ved, at det er - ja - realistisk. Og godt nok har den del af fortællingen, der foregår på Lageret socialrealistiske kendetegn - det handler om at arbejderne finder sammen og solidariserer sig mod den kyniske ledelse - men der er noget underligt ved realismen, som om det hele ses gennem et lidt forvrængende filter. Der er noget kafkask over stederne; Husets gradvise nedbrydelse og Lagerets automatiserede hjerte gør stederne til symboler - men på hvad? Jeg ved det ikke helt. Og netop denne uvished, denne lidt creepy sammenhængende ikke-sammenhæng, går ud over det rent realistiske og forsvinder ind i det drømmeagtige. Når nogle undrede sig over, at Jonas Eika, efter at have skrevet så nede-på-jorden-realistisk i sin debut, kunne skrive så vildt og udsyret i sin toer, Efter solen, synes jeg altså, det er fordi, de har læst Lageret Huset Marie med de forkerte briller. Arbejdspladsromanen og ungdomskærlighedsromanen er der, men det er filtreret gennem et mareridtstrip. Det gælder også sproget, der på ingen måde er koldt realistisk. Allerede det første blik på Lageret minder mest om noget fra en science fiction-gyser:

Jeg kunne høre larmen, så snart jeg steg af bussen; så stabilt og selvfølgeligt, så hele tiden, som havde det aldrig ikke fandtes, stod Lageret og brummede ud i natten, det mindede mest om pral. Der burde være røg, tænkte jeg, damp burde hænge som ånde over taget.

Den intertekstuelle reference går, meget passende, også til en forfatter, der er blevet fejlkategoriseret som realist, nemlig J. P. Jacobsens skriveøvelseagtige, udsyrede skitse "Der burde have været roser".

Disse to romaner i én - mareridtstripromanen og socialrealismeromanen - mixes dog ikke let og føjeligt sammen, men synes på en måde at få hver sin plads. Dialogscenerne er skrevet nede-på-jorden-realistisk, mens sproget tager over i vildskab i beskrivelserne. Her, f.eks., slår Elias græs:

Til sidst vendte jeg mod mod totterne der stod og strittede hele vejen rundt langs plænen. Jeg startede et par meter fra kanten og tonsede direkte mod den. På den måde kom knivene så meget op i fart, at de fortsatte udover og fældede totterne i et grin, plæneklipperen var en mund, jeg hvæsede mod planterne med.

Den præcise beskrivelse sætter om i en ret vild metafor, og det sker sågar kun adskilt af et komma; i samme sætning. Så velskrevet er hele bogen, og når forholdene mellem mennesker - både dem mellem Elias og hans kolleger, hans bofæller og især Marie - er så velbeskrevne og empatiske, som de er, er jeg en meget tilfreds læser.

Den udgave, jeg ejer af bogen, er et 2. oplag, så der er anmeldercitater på, og først var jeg egentlig ret irriteret over, at de alle kredser om, at det er en debut, der er lovende og talentfuld. Ville man også kalde debuter som Thomas Manns Buddenbrooks og James Joyces Dubliners for talentfulde og lovende, eller ville man, som man bør, læse dem som selvstændige værker og ikke et løfte om fremtidige bøger? Men efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg egentlig er ret enig i tilgangen alligevel: Eikas sprogøre og menneskeøje er helt til stede i Lageret Huset Marie, men begge dele bliver forløst endnu bedre i mesterværket Efter solen. Så at læse debuten her som et løfte om noget endnu bedre er måske ikke helt forkert alligevel - også selvom den tilgang til debutanter er irriterende.

Anmeldelse: hvad skal vi med al den skønhed? af Rasmus Nikolajsen

Titel: hvad skal vi med al den skønhed?
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Rosinante
64 sider
2018
Poesi

Vurdering: 6/6

Jeget befinder sig i en lejlighed med udsigt over en park og nogen gange i parken - han betragter træerne, de hjemløse der holder til der, sin kæreste, han husker en vens selvmord, sin brors bryllup, han føler skønheden omkring sig og alt med et melankolsk blik, som om livet aldrig helt kan være andet end en påmindelse om døden. - I efteråret, hvor bladene falder i netop den mellemtilstand mellem liv og død, som melankolien finder ind til:

et par / dage så kampen mellem det / røde og det grønne i en / vildvin fuldkommen lige ud, / stabiliseret i en smuk / psykedelisk yin-yang

hvad skal vi med al den skønhed? er et langdigt med genrebetegnelsen efterårsdigt, men det har ikke den sammenhæng, man måske forventer af et langdigt: det ene glider ikke logisk over i det andet, men springer i smukt usammenhængende og dog sammenhængende billeder:

mere / skal der ikke til før jeg er / podet med uro og ikke / kan gå ind i Tilstanden, så / sart et system er jeg, så sart / et system er Europa, / men man kan jo ikke dæmme / op for efteråret, se blot / hvor smukt ahornbladet lader / dødsangsten lyse i sig som / når alle celler i en krop / er frie og viet består / af mig og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne

Hvordan kom vi egentlig fra det sarte ved flowskrivningen til at føle sig ét med fem skader? Samlingen er bundet sammen af ordene "og" og "som", men ikke på en nødvendigvis forståelig måde: hvordan er dødsangsten i ahornbladet lig frie celler? Og faktisk skal dødsangsten jo ikke bare være lig frie celler, men på en gang det at cellerne er frie "og viet består" - osv., hele resten af digtsamlingen. - Altså, metaforen har et realled som er dødsangsten i ahornbladet og så et billedled, som er hele resten af digtsamlingen. Sådan er mange af metaforerne i hvad skal vi med al den skønhed? og det er egentlig et godt billede på, hvordan det føles at læse den: fuldstændigt overvældende. Ikke uoverskueligt overvældende, følelsesmæssigt overvældende. Skønheden og sorgen skrives oven på skønhed og sorg, som skrives oven på skønhed og sorg, i 60 sider uden at give slip. Så jeg vil tillade mig at lade ovenstående citat fortsætte lidt længere ind i bogens måske bedste, skønnest rørende stykke:

og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne og du / står i korridoren mellem / sove- og badeværelse / og er lige vågnet, ikke // helt vågen, og jeg går hen til / dig og krammer og du har en / opløsthed med dig fra søvnen / og mens jeg står og holder om / dig forsvinder jeg med ind i / opløstheden og kommer i / tvivl om hvem der er hvem og der / står vi så en tid filtret ind // i hinanden, ét væsen, og / det er svimlende og meget / fint, men der er også noget / i situationen der / skræmmer mig lidt, en følelse / af at dine celler, så snart / jeg løsner grebet, kan fare / i alle retninger og at // det ikke er givet at de / så igen vil samle sig til / netop den form jeg oplever / som din, den form jeg oplever / som dig, og

Ja, det er netop svimlende og meget fint. Og det kunne jo sagtens være et kærlighedsdigt for sig selv, men i stedet fortsætter det videre i svimlende og meget fine naturbeskrivelser, sorgbeskrivelser osv. Men jeg må hellere lade være med at citere hele digtsamlingen her. Skynd dig ud og læs den i virkeligheden i stedet.

Jeg skrev i min anmeldelse af Jonas Eikas Efter solen, at jeg cirka halvårligt er så heldig at støde på en bog, der er helt ekstraordinært meget bedre end alt andet. Det er ved at være et halvt år siden, jeg læste Jonas Eika, og profetien har vist sig at være rigtig. hvad skal vi med al den skønhed? er helt oppe blandt mit livs bedste læseoplevelser.

Anmeldelse: Efter solen af Jonas Eika

Titel: Efter solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
159 sider
2018
Noveller / Science fiction

Vurdering: 6/6

(Note: Jeg har efter en genlæsning anmeldt Efter solen mere udførligt her: https://pristjek.org/2020/12/04/jonas-eikas-efter-solen-er-bade-det-vigtigste-og-det-bedste-der-er-sket-i-dansk-litteratur-i-d-21-arhundrede/ )

De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:

Jeg kunne mærke kropsvarmen, ikke kun fra dem der stod tættest på mig, men som en ensartet sky som alle i publikum producerede og var indeholdt i.

Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:

Antonios knogler forvitrede, sådan føltes det, som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid. Han gik med langsomme, afkortede skridt, omhyggelig med at løfte fødderne for ikke at falde over en sten eller rodnettet efter en udtørret saltbusk. Hans knæ knasede og sendte en kalket smerte op i hofterne.

Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:

Dér var bjergene sorte i deres egne skygger, himlen over dem stadig orange mellem grålilla skyer, og bagved begyndte endnu en steppe flankeret af bjergkæder løbende parallelt fra nord mod syd.

På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:

Hun ville stå og læne sig op ad muren ved siden af indgangen, støde fra med skuldrene og komme folk i møde som de ankom.

"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.

Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.