torsdag den 20. september 2018

Anmeldelse: Lykke-Peer af H. C. Andersen

Titel: Lykke-Peer
Forfatter: H. C. Andersen
Forlag: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / Borgen
90 sider + 25 siders noter og efterskrift af Erik Dal
Først udgivet 1870, denne udgave 2000
Roman

Vurdering: 3/6

(Pas på, hvis du ikke er til spoilers: denne anmeldelse afslører slutningen på bogen)

28 år før Henrik Pontoppidan begyndte på sin Lykke-Per skrev H. C. Andersen sin sidste roman, Lykke-Peer; en roman, der gjorde status over et af den aldrende digters helt store temaer: geniets sociale opstigning fra fattige kår til kunstnerisk succes. Grundlæggende er Lykke-Peer "Den grimme ælling" med mennesker og i romanform.

Her kan man så komme med en masse biografistiske læsninger: Peers sociale opstigning via kunstnerisk talent mimer Andersens eget, og i denne bog gøres det klart, at Peers talent er rent held - han kaldes "Lykke-Peer", fordi han er heldig, og fordi han er heldig, bliver han lykkelig. Man kan forestille sig romanen som Andersens undskyldning for, at det af alle fattige børn fra Odense var lige ham, der blev den store nationaldigter - en slags skam over at være blevet født med et privilegium, nemlig talentet, som de andre børn ikke havde.

Men den biografiske læsning er ikke nær så interessant som den marxistiske. For når man undersøger, hvad lykken så er i Lykke-Peer, åbenbarer der sig et underligt og underholdende ambivalent forhold til kapitalismen.

Peer bliver nemlig født samme dag og i samme bygning som den rige Felix. Peer er født med det privilegium, at han har talent, mens Felix er født med det privilegium, at han er rig. Men hvor alle er opmærksomme på Peers privilegium - alle siger hele tiden til ham, han er heldig, og Felix misunder ham sågar - er ingen bevidste om Felix' privilegium. Når privilegierne passer ind i den bestående samfundsorden - at de rige er rige og de fattige fattige - er folk blinde for dem.

Men denne blindhed er god, hvis man spørger H. C. Andersen. Eller den i det mindste god, hvis man vil være lykkelig. Det perspektiv viser sig tydeligt to gange. Første gang er da Peer som barn på et tidspunkt er ked af, at Felix har en rigtig hest, mens Peer må nøjes med en kæphest. Peer har fået øje på den uretfærdige sociale ulighed. Men Peers mor bortforklarer det:

Felix boer nede i Gaarden, tæt ved Stalden, men Du boer høit oppe under Taget; man kan ikke have Heste paa Loftet, ingen uden dem, Du har [altså kæphestene]; rid Du paa dem!

Og det gør Peer med største iver. Et øjeblik havde han opdaget kapitalismens uretfærdighed og blev straks ulykkelig - men så bortforklarer moderen det, og Peer kan nu ride lykkeligt rundt i sin uvidenhed om tingenes egentlige onde, hårde tilstand.

Senere hen møder vi denne tankegang igen: Felix og Peer har været til samme fest, og Felix har hugget Peers dame. Men Peer synes det er uretfærdigt: 

man bøier sig, man føier sig! [...] fordi man er fattig født, stillet i Naade og Afhængighed af disse Rigdomsfødte. Ere de da bedre end vi? Og hvorfor bleve de skabt bedre end vi?

Men straks skammer Peer sig over at have tænkt den slags venstreorienterede tanker:

han følte Vrede i sit Sind, men paa samme Tid en Fornemmelse af, at han herved syndede i Tanke og Ord mod den gode Gud. Han sørgede over at have tabt Barnesindet og havde det just da saa heelt og rigt. Lykkelige Peer!

Peer stiller spørgsmålstegn ved kapitalismen, men skammer sig da straks over spørgsmålet, for hvis samfundet er som det er, så må det være Guds vilje. Så han slår tanken ud af hovedet, og netop derfor er han "Lykkelige Peer!" Peer er med andre ord lykkeligt uvidende.

Men der er også en anden måde at være lykkelig på i det kapitalistiske samfund, og det er denne anden vej, Peer følger: den sociale opstigning, akkumuleringen af kapital. Der er dog to fodnoter til denne lykkeform: for det første skal man, for at kunne gøre sin lykke gennem social opstigning, være heldig. Det er Peer jo som nævnt - heldet er hans skæbne. Men for det andet skal man dø ung.

Allerede tidligt i romanen bliver vi præsenteret for ideen om at lykken gennem social opstigning ikke er varig: vi møder jomfru Frandsen, der nu er sminkøse, men engang selv var balletdanser. Men danser kan man ikke være for evigt. Hun havde engang social opstigningslykken, men må nu nøjes med den uvidende lykke. Hvis man skal være socialt opstigningslykkelig hele sit liv, må man dø på toppen.

Så det gør Peer: Han komponerer et mesterstykke af en opera, som han selv spiller hovedrollen i. Og da premieren er slut til bragende ovationer, dør han af et hjerteanfald, som "Den Lykkelige fremfor Millioner!" Med andre ord: Peers lykke hænger sammen med hans kapitalistiske værdi: i det øjeblik da hans arbejdsevne har den størst mulige værdi, da han er på toppen af sin karriere, da han er flest penge værd, dør han lykkelig. For, som Herodot skrev, kun den døde kan for alvor kaldes lykkelig - i livet risikerer lykken at være kun flygtig, men i døden er den evig. Under kapitalismen er denne lykke bundet til markedets usikkerhed; Peers kapitalværdi risikerer at dykke når som helst, men i døden er den endeligt fastlåst ved det toppunkt, han sluttede af på.

Modsat disse to former for kapitalistiske lykker - den uvidende, konservative, skomager-bliv-ved-din-læst-lykke og den-amerikanske-drøm-med-ung-død-lykke - bliver vi ikke præsenteret for nogen lykke uden for kapitalismen. Man kan ikke være bevidst om kapitalismens ondskab og samtidig være lykkelig.

Om Andersen her konformt forsvarer kapitalismen, eller om han derimod kritiserer både kapitalismen og det lykkebegreb, der knytter sig til den, afhænger nok af øjnene, der ser. Jeg selv hælder mest til det første.

Men, anyway, det her skulle forestille at være en anmeldelse, så er Lykke-Peer en god bog? Altså, den er ikke just spændende, og den føles også ret uigennemtænkt: det starter med sammenligningen mellem Peer og Felix, men forholdet mellem dem kommer aldrig rigtigt nogen vegne. Man skulle tro, det var meningen, der skulle opstå en stor konflikt mellem dem, men de er aldrig uvenner i mere end to sider af gangen. Peers forhold til kvinderne forbliver også uforløst, og når der aldrig rigtigt opstår nogen konflikt med størstedelen af bipersonerne, bliver det heller ikke noget, der kan drive romanen fremad. Lykke-Peer er mest bare en række sejre i Peers liv med kun stærkt begrænset modstand - det er lidt kedeligt.

Til gengæld er jeg ret begejstret for Andersens empati: det er ikke tit, man ser tekster fra denne tid, der er så sympatiske over for jøder, som Lykke-Peer er; i disse DF-tider er det ret rørende at læse, hvor antiracistisk Danmarks nationaldigter kunne være. Samtidig må jeg også tage hatten af for, at Andersen som altid har sproget i sin magt; læs f.eks. denne beskrivelse af udsigten fra et togvindue:

Det var Pintsetid; Solen skinnede, Skoven stod frisk og grøn, Toget foer igjennem den; Marker og Landsbyer skiftede om; Herregaarde tittede frem; Qvæget stod paa Hovmarken. Nu kom en Station, nu en anden, Kjøbstad paa Kjøbstad.

Det er ret fint, at togets fart optages af sætningen: alt det, toget farer forbi, adskilles kun af semikoloner frem for punktummer, på en måde så de forskellige steder ligesom smelter sammen til ét sted i én sætning: set gennem toget høje hastighed, synes afstandene ligesom at forsvinde og grænserne mellem stederne at udglattes. Godt skrevet!

Efterordet af Erik Dal giver jeg derimod ikke mange sure sild for. Vi får lidt halvinteressant biografisk information om H. C. Andersen, men da det kommer til at beskrive Lykke-Peer, virker Erik Dal underligt uvillig til at sige noget. Han nøjes med at opremse de personer, der optræder i bogen - som om jeg ikke allerede vidste, hvem vi møder af bipersoner; jeg har jo lige selv læst om dem i romanen. Og det bliver nærmest absurd i dette afsnit:

Den seneste grundige behandling af Lykke-Peer skyldes Maria Davidsen og har ikke kunnet indarbejdes her [...] Den vægtige og pointerige analyse har følgende afsnit: Komposition og stil - Den sociale fortælling - Lykkefilosofien - Den sociale anfægtelse - Kunst, borgerskab og kærlighed - En ny Aladdin; derefter følger "Spor i H.C. Andersens kunstkonception" med punkterne: Opgør med Aladdin-myten - Det romantiske kunstsyn i H.C. Andersens forfatterskab - Fra kunst som livs-erfaring til kunst som livs-erstatning.

Hvad vil Erik Dal os her? Altså, han er begejstret for Maria Davidsens analyse, hvilket er fair nok, og det er da godt at vide, at den findes. Men hvorfor opliste indholdsfortegnelsen til hendes udgivelse frem for f.eks. at skrive kort om nogle af hendes pointer eller i det mindste gøre et forsøg på at overbevise læseren om, at man straks skal læse hendes artikel? Jeg tror helt ærligt aldrig før jeg er stødt på så intetsigende og ugennemarbejdet et afsnit i et for- eller efterord før.

Men at Lykke-Peer ikke er en videre underholdende bog og at efterordet ikke er særligt interessant er nu ikke så vigtigt for mig. Jeg er bare begejstret for, at bogen er så interessant, som den er; at den er så fuld af ideer, man kan give sig i kast med at forsøge at forstå. Så kan det egentlig være lige meget, om den er en fed læseoplevelse i sig selv.

mandag den 10. september 2018

Anmeldelse: Homegoing af Yaa Gyasi

Titel: Homegoing
Forfatter: Yaa Gyasi
Forlag: Penguin
305 sider
Først udgivet 2016, denne udgave 2017
Roman

Vurdering: 4/6

"History is now," sagde James Baldwin, og Yaa Gyasis ambition med sin debutroman Homegoing er vist netop at vise, hvordan historien og nutiden hænger sammen. Vi følger to forskellige grene af en familie fra midten af 1700-tallet til i dag. Det starter med de to halvsøstre Effia og Esi: Effia bliver gift med en hvid mand, en slavehandler, og hendes gren af familien bliver i det nuværende Ghana; Esi bliver solgt som slave og hendes gren af familien kommer til USA. Systemet er, at hver andet kapitel følger det næste slægtsled i Effias familie, mens hvert andet kapitel følger det næste slægtsled i Esis familie. På den måde når Gyasi igennem over 200 års historie i både Ghana og USA på bare 300 sider, hvilket i sig selv er imponerende - og imponerende veludført. Hen mod slutningen bliver vi flere gange præsenteret for bogens poetik; her sagt ret klart om Esis tip-tip-tipoldebarn:

what he wanted to capture with his project was the feeling of time, of having been part of something that stretched so far back, was so impossibly large, that it was easy to forget that she, and he, and everyone else, existed in it - not apart from it, but inside it.

Verden af i dag er et resultat af verden af i går. Livsvilkårene for og racismen mod sorte i USA er et resultat af 200 års slaveri- og undertrykkelseshistorie. Den politiske situation i Ghana er et resultat af 200 års slaveri- og kolonihistorie.

Ud fra den beskrivelse kunne man måske forvente, at Homegoing er en vred roman (som nu f.eks. James Baldwins bøger er vrede). Men på coveret bliver Homegoing hele to gange beskrevet som "healing," og det irriterende ord er en mere passende beskrivelse end vred. Man skulle tro, at en bog om sammenhængen mellem moderne og historisk racisme ville have rettet skytset mod den hellige amerikanske treenighed - racisme, kapitalisme og patriarkat - men den ender med at være ret moderat og måske lidt for tilfreds med tingenes nuværende tilstand. Det er ikke just en bog, der får én til at gå på gaden for at protestere.

Fordi Homegoing strækker sig over 200 år og 14 hovedpersoner, kommer de enkelte kapitler til at virke mere som noveller, når det er bedst. I de bedste kapitler handler det ikke om at finde ud af, hvordan vi får koblet den tidligere generation sammen med den næste, men om at få et kort indblik i en persons liv og følelser; en person vi lærer at kende og som vi følger gennem en stor omvæltning i deres liv. Derfor er mine favoritkapitler dem om Kojo og Willie. Her kommer vi dybt ind i hovedpersonens følelser, mens f.eks. kapitlet om James i højere grad føles som en undskyldning for at få sendt hans families historie i en ny retning end som et egentligt indblik i hans liv og sind. At kapitlerne er bedst, når de er novelleagtige, betyder også, at forskellen på en åben slutning og en cliffhanger bliver tydelig. Mange af kapitlerne ender mere eller mindre åbent, men hvor de mere cliffhanger-agtige slutninger ikke er særligt gode, idet der i bogens tid kommer til at være gået årtier inden vi vender tilbage til historien, så cliffhangeren alligevel ikke bliver til noget, er de mere novelleagtigt klassisk åbne slutninger fine - her handler det ikke om at tilbageholde information, men om at skabe plads til at en følelse kan runge videre på den anden side af ordene.

Det er som sagt en imponerende roman, alene fordi det lykkes Gyasi at få vævet 200 års historie sammen til et hele. Og det er en god og for det meste velfortalt historie. Godt nok er sproget ikke noget særligt. Især kunne metaforerne have brugt en ekstra redigering. Man støder i løbet af læsning på en del metaforer, der for længst er udåndede under kummerlige forhold, f.eks.:

Esi stared at her mother then, and it was as though she were seeing her for the first time.

Og:

Telling this story, Effia's face darkened, but the storm passed when Quey reached up and touched her cheek.

Det er tydeligt, at sproget ikke har været Gyasis førsteprioritet. Men det gør ikke så meget. Homegoing er en god og rørende historie, og selvom den er for ufarlig og jævnt skrevet, er det stadig god underholdning.

onsdag den 5. september 2018

Anmeldelse: Ødelæggelsen 1-11 af Majse Aymo-Boot

Titel: Ødelæggelsen 1-11
Forfatter: Majse Aymo-Boot
Forlaget Basilisk
29 sider
Først udgivet 2009, denne 2. udgave 2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Sprog er sprog. Det lyder måske som en triviel konstatering, men filtreret igennem Majse Aymo-Boots poesi, får den vinger. Her har vi at gøre med sætninger, der er samlet efter et ikke umiddelbart gennemskueligt mønster, men ofte har det til fælles, at de enten er skønne eller vrængende eller netop skønne i deres vrængen. Her f.eks. en pastiche over indholdsløst new public management-sprog, som så pludselig skejer ud og bliver til noget mere klassiskskønt poesi:

Der er jævnligt kritik af den måde, landet styres på, og det kan føre til frugtbare diskussioner og nuanceringer, som vil danne grundlag for forslag til forbedringer. Det er ikke altid idyllisk, der kan også være nedture og dårligt vejr og depressive mennesker, folk der udfases fra deres arbejdsplads eller tager for store lån, som de ikke kan betale tilbage. Det forsøger vi at gøre noget ved ved at opfordre bankerne til at leve op til deres ansvar, ved at gøre systemet mere gennemskueligt og rummeligt for den enkelte og ved løbende at bestille analyser og rapporter fra uvildige instanser. [...] Mange af os synes vintrene er hårde at komme igennem. Vand fra skyerne falder til jorden i dråber. Vand fylder øjnene og rinder. Natten ruller sølvblå og metallisk ind over husene hvor gule lys lokker med hjemlighed og afstand. Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede.

OK, så altså vi har pastichen af rapporten fra den uvildige instans; her får vi serveret døde ord og udtryk som "jævnligt", "frugtbar", "nuanceringer", "danne grundlag for", "udfase", "gennemskueligt" og "rummeligt". Dette er ord, vi til daglig lader magthaverne bruge til at skygge for deres egentlige intentioner, men som i en digtsamling bliver afsløret som koldklamt døde. Pludselig afbrydes det af en original og smuk beskrivelse af natten som "sølvblå og metallisk", men heller ikke det kan poeten rigtigt tage seriøst; den bliver straks efterfulgt af en slags parodi på en politiker-undskyldning: "Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede." - En slags blanding af politikerudtryk som "Vi kan ikke redde hele verden", "Der komme en rigtigt god løsning i morgen" og "Det berører mig". Sprog er sprog: både politikerlingoen og poesien har nogle konventioner, der både har en slags skønhed i sig, men også nemt kan virke latterlige.
Hvordan skal poeten reagere på det? Måske med en ironisk distance til sin egen sprogbrug: "Hvis du vågner og det viser sig at du har kønsorganer i den ene ende af kroppen og nogle andre kønsorganer i den anden ende, så, ja hvad så? [...] Det tilkommer ikke dig at være fortegnet af ophidselse. Jo, hvis det er på sin plads." Hvad der starter som en poetisk sætning, bliver straks punkteret; indsigten i, at sproget er sprog glider ned med en stor skefuld ironi.
Det er én fremgangsmåde - en anden er bare at nyde sproget. Når der står "Jeg holder af at se et fortryllende gevandt vifte mig nærmere" er det ikke kun for at ironisk overgøre sproget, men også ganske enkelt fordi gevandt er et fedt ord. Når en af teksterne indledes med "Jeg har gennemgået socialiseringsprocessen" er det ikke kun for at gøre nar af akademisk sprog, men også fordi "socialiseringsprocessen" lyder sjovt. Der er hele tiden en ironisk distance til sproget og hele tiden en kritik af det samfund, der bevidstløst bruger sproget - men denne ironi og kritik kan ikke dække for den ærlige nydelse af sproget.
Det er nok sådan, Majse Aymo-Boots ret så vilde, lille bog kan beskrives: sprogsensitiv. Det gælder også hendes senere (og endnu bedre) Over os hænger en vidunderlig sol, som jeg (meget, meget!) varmt kan anbefale at starte med, hvis man ikke har læst Boot før. Ligesom Ødelæggelsen 1-11 har vi at gøre med sprogironi, kritik af magtsprog og sprogglæde, og på mange måder kan Ødelæggelsen 1-11 læses lidt som en skitse til mesterværket - et udtryk som at gå i "strakt karriere" optræder da også i begge bøger.
Ødelæggelsen 1-11 er kun 29 sider lang, men når på den korte plads igennem adskillige stilistikker, usandsynligt mange gode sætninger og lige så mange vittige indfald. Jeg er som læser vildt begejstret, og hvis det ikke var fordi, at jeg i Over os hænger en vidunderlig sol havde set, at det kan gøres endnu bedre, ville jeg nok havde givet det sidste point i vurderingen også.