Titel: Hovedstaden, originaltitel: Die Haupstadt
Forfatter: Robert Menasse
Oversætter: Jacob Jonia
Forlaget Vandkunsten
434 sider
Oprindeligt udgivet 2017, denne oversættelse 2018
Roman / satire
Vurdering: 4/6
En gris løber igennem Bruxelles. Den støder på syv mennesker og forsvinder så igen. Disse syv mennesker skal blive de centrale karakterer i Hovedstaden (selvom den enes rolle kun er underforstået, men det fanger den kvikke læser nok) og centrale i flertal er netop det rette ord. Hele vejen gennem romanen sidder man og venter på, at deres historier skal flette sig sammen og gå op i en højere enhed. Men det sker aldrig helt, i hvert fald ikke så professionelt fejlfrit som man kunne forvente af en prisvindende roman af denne slags. Det er som om, disse syv mennesker kun forbindes perifært, som om der hele tiden er en forventning om at de burde høre tæt sammen, men den forventning kan de aldrig leve op til. Dét er der en pointe i: romanens struktur er som EU. Det burde hænge sammen, der burde være et center som ikke var ét bestemt land, men som var Europa som helhed, men i stedet er der lige så mange små og store centre, som der er medlemslande. For enhver ægte europæer, som Robert Menasse tydeligvis er, er EU en konstant skuffelse: et løfte om en international forbrødring, der aldrig bliver opfyldt. Som syv mennesker, der tydeligvis burde møde hinanden i et genialt orkestreret klimaks - men så bare ikke gør det.
Det er frustrerende at læse - for romanen er aldrig rigtigt roman, når den ikke er interesseret i at følge det så grundlæggende for romaner, at de skal have én handling, også selvom der er flere hovedpersoner. Men det kunne have været mesterligt, hvis de syv (eller egentlig lidt flere) individuelle historier havde været det. Desværre er de kun gode: karakterne er veltegnede, deres historier spændende, sproget godt nok til ikke at være distraherende - men så heller ikke mere.
Hvis vi alligevel skal tegne to centre for Hovedstadens handling, må det ene ligge i EU-bureaukratiet og det andet i et mord, der bliver begået i bogens begyndelse. På bagsiden beskrives Hovedstaden som "både psykologisk thriller og politisk satire", men hvad der er psykologisk ved thrillerelementet ved jeg nu ikke - redaktøren syntes nok bare, det var klodset at kalde den "både politisk thriller og politisk satire", hvilket er, hvad den er. Af de to plots er EU-plottet klart det bedste og tydeligvis det, Menasse interesserer sig mest for (hvis det ikke var for at illustrere pointen om en fragmenteret roman til et fragmenteret EU, ville jeg mene, at bogen ville have været meget bedre uden hele thrillerelementet). Her skal en embedsmand planlægge en fejring af kommissionens 50-årsjubilæum, men det viser sig hurtigt at være lettere sagt end gjort, når alle i EU-systemet enten udelukkende tænker på nationale interesser eller egen karriere. Satiren er god, ikke kun fordi den rammer problemet på kornet, men også fordi den tager udgangspunkt i en genuin skuffelse: Det er ikke bare sjovt, at EU-bureaukraterne er nogle idioter, det er sørgeligt.
En enkelt ting irriterede mig mere end godt var: Der er for mange stavefejl. Jeg stødte nok på én graverende fejl ca. hver femte eller tiende side, hvilket lige præcis er tit nok til, at man ikke har glemt den seneste fejl, når man støder på den næste, så hele læseoplevelsen præges af en kontinuerlig irritation over manglen på korrekturlæsning.
Under alle omstændigheder er Hovedstaden en god roman, der godt nok aldrig hæver sig over det gode, men som til gengæld heller aldrig sænker sig under det gode (men jeg foretrækker egentlig en roman, der demonstrativt svinger i kvalitet mellem det geniale og det ustyrligt dårlige, som Theis Ørntofts Solar). Den vandt den største tyske bogpris, Deutscher Buchpreis 2017, og først havde jeg lidt svært ved at forstå, at så jævn en bog kunne vinde sådan en pris, men så kom jeg i tanke om, at "største" jo ikke betyder bedste - mon ikke Deutscher Buchpreis svarer lidt til de hjemlige Gyldne Laurbær, og set i det selskab lever Hovedstaden op til forventningerne, og måske lidt til.
onsdag den 23. januar 2019
onsdag den 16. januar 2019
Anmeldelse: Sportsdigte af Jørgen Leth
Titel: Sportsdigte
Forfatter: Jørgen Leth
Gyldendal
82 sider
Oprindeligt udgivet 1967, denne 2. udgave 2018
Poesi
Vurdering: 4/6
Hvis man har min alder, er Jørgen Leth først og fremmest Tour de France-kommentator og kun dernæst forfatter og filmmager. Og cykelkommentatoren Jørgen Leth kan bestemt genkendes i sportsdigteren Jørgen Leth (eller egentlig er det jo omvendt) som i dette digt, "Han var ingen vinder":
Overført på cykling kunne det jo nærmest handle om Jørgen Leths helt Nairo Quintana, som også nævnes i det digt, "Mit navn, min form 2018", der (måske lidt unødvendigt, men også ganske hyggeligt) er tilføjet til genudgivelsen af Sportsdigte.
Leth digter mest om cykling og bordtennis (han var selv en dygtig bordtennisspiller), men der er også et enkelt digt om fodbold. Nogle digte, som ovenstående, handler om sportsfolkene i tredjeperson, andre lever sig ind i dem i førsteperson, og atter andre synes at være selvbiografiske. Og som ovenstående digt handler de fleste om sportsfolk, der næsten - men også kun næsten - vinder, som det herlige "Under træning spillede jeg", der slutter sådan her:
Selv de store triumfer bliver kun rigtigt store, når de hænger sammen med nederlaget. Portrætdigtet om Georges Senfftleben er ikke bare en hyldest til ham, men finder sin emotionelle kerne hos dem, Senfftleben vippede af podiet:
Normalt er jeg mest til digte, der vækker følelser og gerne benytter sig af overrumplende og skønne poetiske billeder. Sådan er Jørgen Leths Sportsdigte ikke: sproget er helt nede på jorden og de digte, der prøver at stikke dybere ned i følelseslivet ("Lykken 1-5"), er ret mislykkede. Jørgen Leth er bedst i det simple og præcise, for her ligger noget uventet poetisk. Sportsudtrykkene får en helt anden energi når de tages ud af deres rette kontekst og sættes ind i et digt, som når der står: "På det tidspunkt var jeg mægtig oplagt / og var begyndt at brække viften i stykker". "Viften" - denne cykelmetafor bliver pludselig en poesimetafor, som man ikke helt kan placere.
Hen mod slutningen på digtsamlingen bliver Leth mere avantgardistisk, og her møder vi den måske mest berømte sætning, han ikke har skrevet - for den stammer fra en James Bond-roman: "Også i dag oplevede jeg noget som jeg håber at kunne forstå om nogle dage." Her betyder Sportsdigte måske ikke "digte, der handler om sport", men "det at digte er en sport"; i hvert fald er de legende fine.
2018-genudgivelsen er en hardback, og det gjorde Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen vred; han skriver i sin anmeldelse, at "det er nærmest en hån mod læseren". Det er måske lidt overdrevet sagt, men jeg kan godt følge ham. En bog i opretstående A5-format på under 100 sider skal ganske enkelt ikke være en hardback - det er irriterende at læse i. Man bliver tvunget til at bruge begge hænder til at holde bogen med, den er ustyrlig og træls for fingrene. Så kort en bog skal være paperback, sådan er det bare. - med undtagelse da af, hvis den er trykt i et liggende format, så man alligevel ville skulle bruge begge hænder til at læse med, men det er jo ikke tilfældet her.
Men derudover er det dejligt, at Sportsdigte findes igen, for det er en god bog - ikke bare fordi, det er sjovt at læse Jørgen Leth som cykelkommentator på vers, men fordi det ganske enkelt er god poesi.
Forfatter: Jørgen Leth
Gyldendal
82 sider
Oprindeligt udgivet 1967, denne 2. udgave 2018
Poesi
Vurdering: 4/6
Hvis man har min alder, er Jørgen Leth først og fremmest Tour de France-kommentator og kun dernæst forfatter og filmmager. Og cykelkommentatoren Jørgen Leth kan bestemt genkendes i sportsdigteren Jørgen Leth (eller egentlig er det jo omvendt) som i dette digt, "Han var ingen vinder":
Jeg kendte engang en spiller / hans spil var af en anden verden / han kombinationer var raseri og leg / hans forhånd et nådestød / han hentede de umuligste bolde / et sted i rummet / han kunne og han ville det umulige / han var ingen vinder // Jeg kendte ingen større skuffelse / end når denne spiller tabte en kamp / han selv havde skabt, / men hans ærgerrighed lå på et andet plan / han ville betvinge øjeblikket / og hans kampe var en række store øjeblikke, / min skuffelse er min / han var ingen vinder.
Overført på cykling kunne det jo nærmest handle om Jørgen Leths helt Nairo Quintana, som også nævnes i det digt, "Mit navn, min form 2018", der (måske lidt unødvendigt, men også ganske hyggeligt) er tilføjet til genudgivelsen af Sportsdigte.
Leth digter mest om cykling og bordtennis (han var selv en dygtig bordtennisspiller), men der er også et enkelt digt om fodbold. Nogle digte, som ovenstående, handler om sportsfolkene i tredjeperson, andre lever sig ind i dem i førsteperson, og atter andre synes at være selvbiografiske. Og som ovenstående digt handler de fleste om sportsfolk, der næsten - men også kun næsten - vinder, som det herlige "Under træning spillede jeg", der slutter sådan her:
Under træning / oplevede jeg den sæson / spillet åbne sig / som en stor sammenhængende drøm / med svimlende muligheder, men / kun under træning, / det var svimlende.
Selv de store triumfer bliver kun rigtigt store, når de hænger sammen med nederlaget. Portrætdigtet om Georges Senfftleben er ikke bare en hyldest til ham, men finder sin emotionelle kerne hos dem, Senfftleben vippede af podiet:
Han var ikke sprinter / men han fik hele verden til at græde / den dag han afviste scherens / som fortvivlet forsøgte / at blive verdensmester / for syvende gang.
Normalt er jeg mest til digte, der vækker følelser og gerne benytter sig af overrumplende og skønne poetiske billeder. Sådan er Jørgen Leths Sportsdigte ikke: sproget er helt nede på jorden og de digte, der prøver at stikke dybere ned i følelseslivet ("Lykken 1-5"), er ret mislykkede. Jørgen Leth er bedst i det simple og præcise, for her ligger noget uventet poetisk. Sportsudtrykkene får en helt anden energi når de tages ud af deres rette kontekst og sættes ind i et digt, som når der står: "På det tidspunkt var jeg mægtig oplagt / og var begyndt at brække viften i stykker". "Viften" - denne cykelmetafor bliver pludselig en poesimetafor, som man ikke helt kan placere.
Hen mod slutningen på digtsamlingen bliver Leth mere avantgardistisk, og her møder vi den måske mest berømte sætning, han ikke har skrevet - for den stammer fra en James Bond-roman: "Også i dag oplevede jeg noget som jeg håber at kunne forstå om nogle dage." Her betyder Sportsdigte måske ikke "digte, der handler om sport", men "det at digte er en sport"; i hvert fald er de legende fine.
2018-genudgivelsen er en hardback, og det gjorde Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen vred; han skriver i sin anmeldelse, at "det er nærmest en hån mod læseren". Det er måske lidt overdrevet sagt, men jeg kan godt følge ham. En bog i opretstående A5-format på under 100 sider skal ganske enkelt ikke være en hardback - det er irriterende at læse i. Man bliver tvunget til at bruge begge hænder til at holde bogen med, den er ustyrlig og træls for fingrene. Så kort en bog skal være paperback, sådan er det bare. - med undtagelse da af, hvis den er trykt i et liggende format, så man alligevel ville skulle bruge begge hænder til at læse med, men det er jo ikke tilfældet her.
Men derudover er det dejligt, at Sportsdigte findes igen, for det er en god bog - ikke bare fordi, det er sjovt at læse Jørgen Leth som cykelkommentator på vers, men fordi det ganske enkelt er god poesi.
mandag den 14. januar 2019
Anmeldelse: Saga of the Swamp Thing Book Four af Alan Moore
Titel: Saga of the Swamp Thing Book Four
Forfatter: Alan Moore
Tegnere: Stephen Bisette, John Totleben, Stan Woch, Rick Veitch, Alfredo Alcala, Ron Randall, Tom Mandrake
Vertigo / DC Comics
221 sider
Oprindeligt udgivet 1985, denne udgave 2010
Tegneserie / Fantasy / Gyser / Superhelte
Vurdering: 5/6
Meget groft tegnet op kan superheltetegneseriehistorien inddeles i to perioder: før Alan Moores Swamp Thing og efter Alan Moores Swamp Thing. Før Alan Moore tog roret på DC's Swamp Thing i perioden 1983-87, var superheltetegneserier groft sagt noget børnevenligt med pangfarver, helte og skurke og en lykkelig slutning. De var godkendt af censurinstitutionen Comics Code Authority (CCA), så der var ingen blod og sex. Da Alan Moore overtog Swamp Thing, der i sin tid var skabt af Len Wein og Bernie Wrightson, blev det den første superheltetegneserie til at droppe det med at leve op til CCAs krav - og det blev en bragende succes. Snart skulle alle superhelte være lige så seriøse og mørke og uhyggelige som Swamp Thing, hvilket ikke altid er en god ting - der går en lige linje fra Alan Moore til Zack Snyders forfærdelige Batman v. Superman-film. Som alle andre genrer afhænger kvaliteten ikke af, om man lever op til genrekravene, men om forfatteren er god - og det er Alan Moore.
Moores Swamp Thing-tegneserier er opsamlet i seks bind, hvoraf jeg nu er kommet til det fjerde. Dette bind byder både på små standalone-historier og en gennemgående historie, der startede i tredje bind, med titlen "American Gothic". I disse fortællinger tager John Constantine Swamp Thing med rundt til forskellige hjemsøgte steder i USA - der sker uhyggelige ting, og så løser Swamp Thing problemerne så godt, han kan. Her i fjerde bind viser det sig så, at alle disse hjemsøgelser er del af et overordnet komplot om at fremtvinge apokalypsen, og det må Swamp Thing hellere skynde sig at forhindre. Det trækker op til the final showdown, men som altid i superheltetegneserier er der intet final over det - næste måneds blad skal jo også kunne sælges. Tricket er at give læseren følelsen af, at der sker noget stort, som ændrer alting - og så alligevel i næste måneds blad vende tilbage til status quo. Det er lidt irriterende, men også fair nok, så længe det er så velskrevet, som når Alan Moore svinger pennen.
Det bedste ved Swamp Thing er dog standalone-historierne. I det første blad opsamlet her i bind fire, finder en aldrende hippie en frugt, der er vokset på Swamp Thing. Han tager den med hjem. I løbet af dagen dukker to mennesker op, der vil købe syre fra ham - den ene for at give det til sin kræftsyge, døende hustru, den anden for at trippe selv. Men hippien har intet på lager - udover den mærkelige frugt, som han giver dem. Den døende kvinde får det vildeste, skønneste trip, mens den anden, der viser sig at være et småkriminelt røvhul, får verdenshistoriens værste trip. Da hippien dagen efter hører om hændelserne, kommer han frem til, at frugten må give gode mennesker gode trips og dårlige mennesker dårlige trips. Tør han prøve selv? Stoler han nok på sin egen godhed til at spise af frugten?
Det er da en fin historie, og selvom det kan lyde lidt fjollet, får Alan Moore gjort den ret rørende med sin vanlige indlevelse. Den slags små dramaer om rigtige mennesker er lidt bedre end det helt store godt mod ondt-opgør, som det slutter med. Men godt mod ondt er nu også sjovt. Jeg var i hvert fald dejligt underholdt hele vejen igennem.
Alan Moores Swamp Thing er et must for tegneseriefans. Hvis ikke du er så vant til tegneserier, skal du måske starte et andet sted i Moores forfatterskab: hvorfor ikke Watchmen, eller hvis du ikke gider superhelte, From Hell.
Forfatter: Alan Moore
Tegnere: Stephen Bisette, John Totleben, Stan Woch, Rick Veitch, Alfredo Alcala, Ron Randall, Tom Mandrake
Vertigo / DC Comics
221 sider
Oprindeligt udgivet 1985, denne udgave 2010
Tegneserie / Fantasy / Gyser / Superhelte
Vurdering: 5/6
Meget groft tegnet op kan superheltetegneseriehistorien inddeles i to perioder: før Alan Moores Swamp Thing og efter Alan Moores Swamp Thing. Før Alan Moore tog roret på DC's Swamp Thing i perioden 1983-87, var superheltetegneserier groft sagt noget børnevenligt med pangfarver, helte og skurke og en lykkelig slutning. De var godkendt af censurinstitutionen Comics Code Authority (CCA), så der var ingen blod og sex. Da Alan Moore overtog Swamp Thing, der i sin tid var skabt af Len Wein og Bernie Wrightson, blev det den første superheltetegneserie til at droppe det med at leve op til CCAs krav - og det blev en bragende succes. Snart skulle alle superhelte være lige så seriøse og mørke og uhyggelige som Swamp Thing, hvilket ikke altid er en god ting - der går en lige linje fra Alan Moore til Zack Snyders forfærdelige Batman v. Superman-film. Som alle andre genrer afhænger kvaliteten ikke af, om man lever op til genrekravene, men om forfatteren er god - og det er Alan Moore.
Moores Swamp Thing-tegneserier er opsamlet i seks bind, hvoraf jeg nu er kommet til det fjerde. Dette bind byder både på små standalone-historier og en gennemgående historie, der startede i tredje bind, med titlen "American Gothic". I disse fortællinger tager John Constantine Swamp Thing med rundt til forskellige hjemsøgte steder i USA - der sker uhyggelige ting, og så løser Swamp Thing problemerne så godt, han kan. Her i fjerde bind viser det sig så, at alle disse hjemsøgelser er del af et overordnet komplot om at fremtvinge apokalypsen, og det må Swamp Thing hellere skynde sig at forhindre. Det trækker op til the final showdown, men som altid i superheltetegneserier er der intet final over det - næste måneds blad skal jo også kunne sælges. Tricket er at give læseren følelsen af, at der sker noget stort, som ændrer alting - og så alligevel i næste måneds blad vende tilbage til status quo. Det er lidt irriterende, men også fair nok, så længe det er så velskrevet, som når Alan Moore svinger pennen.
Det bedste ved Swamp Thing er dog standalone-historierne. I det første blad opsamlet her i bind fire, finder en aldrende hippie en frugt, der er vokset på Swamp Thing. Han tager den med hjem. I løbet af dagen dukker to mennesker op, der vil købe syre fra ham - den ene for at give det til sin kræftsyge, døende hustru, den anden for at trippe selv. Men hippien har intet på lager - udover den mærkelige frugt, som han giver dem. Den døende kvinde får det vildeste, skønneste trip, mens den anden, der viser sig at være et småkriminelt røvhul, får verdenshistoriens værste trip. Da hippien dagen efter hører om hændelserne, kommer han frem til, at frugten må give gode mennesker gode trips og dårlige mennesker dårlige trips. Tør han prøve selv? Stoler han nok på sin egen godhed til at spise af frugten?
Det er da en fin historie, og selvom det kan lyde lidt fjollet, får Alan Moore gjort den ret rørende med sin vanlige indlevelse. Den slags små dramaer om rigtige mennesker er lidt bedre end det helt store godt mod ondt-opgør, som det slutter med. Men godt mod ondt er nu også sjovt. Jeg var i hvert fald dejligt underholdt hele vejen igennem.
Alan Moores Swamp Thing er et must for tegneseriefans. Hvis ikke du er så vant til tegneserier, skal du måske starte et andet sted i Moores forfatterskab: hvorfor ikke Watchmen, eller hvis du ikke gider superhelte, From Hell.
søndag den 13. januar 2019
Anmeldelse: The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman
Titel: The Ocean at the End of the Lane
Forfatter: Neil Gaiman
Forlag: William Morrow
178 sider
2013
Roman / fantasy / gyser
Vurdering: 4/6
Man skal ikke dømme en bog på dens forside, og da jeg læste The Ocean at the End of the Lane fandt jeg ud af, at man heller ikke skal dømme en bog på dens første par kapitler. The Ocean at the End of the Lane starter med en prolog, der er noget af det mest dårligt skrevne, jeg nogensinde har læst. Som læser tænkte jeg: åh nej, for jeg havde lånt bogen af en ven, der priste den til skyerne, så jeg var jo lissom nødt til at få den læst færdig - skal jeg virkelig lide mig igennem en hel roman af dén karat? Altså hør lige her, hvordan fortælleren beskriver sig selv:
Hvis man ikke frygtede sig tvangindlagt til at læse 170 sider af den slags lort, ville det være sjovt, som at se The Room er sjovt. De første kapitler, herunder især prologen, er skrevet lidt med samme stemmeføring som en Batman-tegneserie fra 90'erne, der tager sig selv alt for seriøst. Og Neil Gaiman skrev da også tegneserier for DC i 90'erne.
Men langsomt begynder der at vise sig kvaliteter: omend sproget er på grænsen til selvparodi, viser historien sig at være meget fantasifuld - og så snart, den kommer ordentligt i gang, synes sproget ligesom også at rette op og blive tåleligt. Der er nogle ret vilde gyser/fantasyscener, herunder én hvor hovedpersonen drømmer, at nogen jagter ham, fanger ham og presser noget ned i halsen på ham. Da han vågner, kan han ikke få vejret, noget blokerer struben: han stikker to fingre i halsen og fisker en mønt frem. Scary!
Og mens jeg blev mere og mere opslugt af plottet, begyndte sproget faktisk også at blive godt, som om Gaiman bare lige skulle varme op. Tag f.eks. denne skumringsbeskrivelse:
Mørket forvandler verden til 2D. Det er da en ret poetisk sansende beskrivelse og på et helt andet sprogligt niveau end bogens begyndelse.
Jeg er dog ikke helt sikker på, om sproget generelt blev bedre, eller om jeg bare blev så grebet af historien, at jeg stoppede med at lægge mærke til det. Men det kan egentlig også være lige meget: det vigtige er, at The Ocean at the End of the Lane, der startede så trælst, gik hen og blev en virkeligt god læseoplevelse.
Forfatter: Neil Gaiman
Forlag: William Morrow
178 sider
2013
Roman / fantasy / gyser
Vurdering: 4/6
Man skal ikke dømme en bog på dens forside, og da jeg læste The Ocean at the End of the Lane fandt jeg ud af, at man heller ikke skal dømme en bog på dens første par kapitler. The Ocean at the End of the Lane starter med en prolog, der er noget af det mest dårligt skrevne, jeg nogensinde har læst. Som læser tænkte jeg: åh nej, for jeg havde lånt bogen af en ven, der priste den til skyerne, så jeg var jo lissom nødt til at få den læst færdig - skal jeg virkelig lide mig igennem en hel roman af dén karat? Altså hør lige her, hvordan fortælleren beskriver sig selv:
I make art, sometimes I make true art, and sometimes it fills the empty places in my life. Some of them. Not all.
Hvis man ikke frygtede sig tvangindlagt til at læse 170 sider af den slags lort, ville det være sjovt, som at se The Room er sjovt. De første kapitler, herunder især prologen, er skrevet lidt med samme stemmeføring som en Batman-tegneserie fra 90'erne, der tager sig selv alt for seriøst. Og Neil Gaiman skrev da også tegneserier for DC i 90'erne.
Men langsomt begynder der at vise sig kvaliteter: omend sproget er på grænsen til selvparodi, viser historien sig at være meget fantasifuld - og så snart, den kommer ordentligt i gang, synes sproget ligesom også at rette op og blive tåleligt. Der er nogle ret vilde gyser/fantasyscener, herunder én hvor hovedpersonen drømmer, at nogen jagter ham, fanger ham og presser noget ned i halsen på ham. Da han vågner, kan han ikke få vejret, noget blokerer struben: han stikker to fingre i halsen og fisker en mønt frem. Scary!
Og mens jeg blev mere og mere opslugt af plottet, begyndte sproget faktisk også at blive godt, som om Gaiman bare lige skulle varme op. Tag f.eks. denne skumringsbeskrivelse:
The sky was going gray and the world was losing depth and flattening into twilight.
Mørket forvandler verden til 2D. Det er da en ret poetisk sansende beskrivelse og på et helt andet sprogligt niveau end bogens begyndelse.
Jeg er dog ikke helt sikker på, om sproget generelt blev bedre, eller om jeg bare blev så grebet af historien, at jeg stoppede med at lægge mærke til det. Men det kan egentlig også være lige meget: det vigtige er, at The Ocean at the End of the Lane, der startede så trælst, gik hen og blev en virkeligt god læseoplevelse.
søndag den 6. januar 2019
Anmeldelse: Aeneiden af Vergil
Titel: Aeneiden
Forfatter: Vergil
Oversætter: Otto Steen Due
Illustrationer: Peter Brandes
Gyldendal
382 sider
Oprindeligt udgivet 19 fvt., denne oversættelse 1996, denne udgave 2007
Episk digt
Vurdering: 6/6
Nogle oversættere er så gode, at det giver mening at læse alle deres oversættelser på samme måde som man læser et helt forfatterskab. Det gælder f.eks. Rigmor Kappel Schmidt, der oversætter fra spansk, Karsten Sand Iversen, der bl.a. oversætter fra norsk, engelsk og tysk, Niels Brunse, der oversætter fra tysk og engelsk, og Otto Steen Due. Otto Steen Due (1939-2008) oversatte fra oldgræsk og latin og gjorde det helt eminent. Når jeg kritiserer oversætteren Niels Møller i min anmeldelse af Aischylos' Perserne, skyldes det nok bl.a., at jeg er blevet forvænt af at læse Otto Steen Dues oversættelser af Homer og Sofokles - og nu Vergil. Due er i stand til både at ramme heksametrets rytme perfekt og vælge ord, der klinger pissegodt sammen, ofte med masser af bogstavrim og ordvalg, der udvider enhver læsers kendskab til (og værdsættelse af) det danske sprog. Tag f.eks. dette stykke, hvor Juno (Hera) besøger vindguden Aeolus (ham med posen i Odysseen):
Med de to-tre ord latin, jeg fik lært i gymnasiet, har jeg ingen chance for at vide, hvor præcis denne oversættelse er. Men god, det er den. Hør bare: "bygernes bygd", "stridige storm", "Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter"! Wauw. Og sådan er hele bogen, samtlige 382 sider er oversat til det vildeste, skønneste dansk.
Men ikke nok med at Otto Steen Due er god. Det er Vergil også. To ting hæver Aeneiden over Iliaden og Odysseen: For det første bliver Aeneiden aldrig kedelig. Både Iliaden og Odysseen kan godt blive lidt langtrukne; i Iliaden er der det ene slag efter det andet, som godt nok er vilde og voldsomme og velskrevne, men alligevel synes at fortsætte i en uendelighed. Og i Odysseen er der det ene eventyr efter det andet, som godt nok er fantasifulde og farlige, men alligevel synes at forsinke det klimaks - bueskydningskonkurrencen - vi alle glæder os til. Aeneiden bliver aldrig rigtig langtrukken, og det skyldes først og fremmest, at Vergil er en rigtig Homer-fanboy. Faktisk synes Aeneiden at have en hel del af de karakteristika, som i dag kendetegner fanfiction: der er konstante callbacks til Homer (Aeneas kommer forbi kyklopernes ø, vi hører lidt mere om Kirke, og så er der selvfølgelig det, at Aeneas selv jo stammer fra Troja, hvilket giver Vergil muligheden for at skrive en masse om Iliadens helte) og Aeneiden er grundlæggende en fortsættelse til Iliaden, hvor trojaneren Aeneas bliver Roms grundlægger (og vi får også lige med, at trojanerne et par generationer før det faktisk stammer fra Italien) - det svarer til, at jeg skrev en fanfiction om, at Frodo og Sam faktisk var fra Vestjylland. Men det rigtigt geniale ved Vergils tilbedelse af Homer er, at Vergil ikke bare vil skrive fanfiction på Odysseen og ikke bare vil skrive fanfiction på Iliaden, men på dem begge to. Derfor er de første 6 sange i Aeneiden en slags Odyssé, hvor Aeneas kommer ud for fantasifulde eventyr på vej "hjem" fra Troja, mens de sidste 6 sange er en slags Iliade, hvor der, da Aeneas endelig har fundet et godt sted at grundlægge Rom, udbryder krig med masser af fed vold til følge. Odyssé-delen når aldrig at blive langtrukken, for den er kun halvt så lang som Odysseen, og det samme gælder Iliade-delen: der er en afveksling mellem to slags historier, der holder Aeneiden frisk hele vejen igennem.
Det var så den ene grund til, at Aeneiden er bedre end Homers eposser. Den anden er, at Vergil er i stand til at fremskrive ægte, rørende følelser. Homer skriver gode historier, men Patroklos' død får ikke ligefrem denne læser til at græde - nærmere glæder jeg mig til det voldsorgie, hans død fører til. På samme måde sørger jeg heller ikke over de besætningsmedlemmer, Polyfemos sætter til livs - de er kun plotelementer i en dødspændende fortælling. Men Vergil finder de store følelser frem i sin fortælling. I anden sang beretter Aeneas i førsteperson om Trojas fald: hvordan træhesten viser sig at være fyldt med grækere, og hvordan Aeneas kæmper gævt mod dem. Efter nogle forviklinger indser Aeneas, at han er nødt til at flygte sammen med sin familie, og han løber af sted med sin lille søn på armen - og så står der:
At alt det mandebrovtende mod og krig og vold, sangen starter med, pludselig slår om i denne skrøbelige faderkærlighed, synes jeg altså er ret rørende. På den måde finder Vergil andre følelser end bare den maskuline selvhævden i sine karakterer. Det sker især, da Aeneas og Dido af Kathargo (i det nuværende Tunesien) forelsker sig i hinanden: Aeneas' skæbne er at rejse videre til Italien for at grundlægge Rom, så kærlighedsforholdet er dødsdømt fra starten. Hvad det fører til, skal ikke spoiles her, men denne ulykkelige kærlighed fik mig faktisk til at græde, sådan rigtigt, med tårer og det hele - det kan jeg ikke huske, hvornår en bog sidst har fået mig til (måske var det The Fault in Our Stars, da jeg var 15).
Men det er selvfølgelig ikke følelser det hele. Som en rigtig Homer-copycat er Vergil vild med vold. Han har et slags røntgensyn, når han beskriver drabene, som om det var fatalities i Mortal Kombat - her dræber Pallas to stakler:
Eller hvad med dette blodige drab: "En sten slog han Thoas i synet: / Ansigtets knogler blev splintret i hjernens blodige masse." Wauw. Det er endnu federe end 300. Men igen viser Vergil sig som mere end bare brovtende smadreforfatter. Til sidst i tiende sang går kampscenerne hen og bliver helt rørende - på hvilken måde skal ikke spoiles her, det er jo trods alt hen mod slutningen af bogen.
En enkelt sidste overvejelse skal med: jeg læste Iliaden og Odysseen i paperbackudgaven, hvor Otto Steen Dues ledsager (dvs. fodnoter) er med. Aeneiden har jeg læst i hardbackudgaven, og der er ledsageren en bog for sig - som jeg ikke har. Denne hardback er nok den smukkeste bog, jeg ejer - der er smudsbind og illustrationer af Peter Brandes trykt i farve, god papirkvalitet og hele molevitten. Jeg tror måske, det har højnet min læseglæde ikke at have ledsageren. Selvom de er velskrevne og gjorde mig meget klogere på Iliaden og Odysseen, kan man også hurtigt få så travlt med at læse noter, at man helt glemmer at lade sig rive med af fortællingen. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt må få læst Iliaden og Odysseen uden ledsager og Aeneiden med, så jeg både kan få den gode læseoplevelse og Otto Steen Dues intelligente baggrundsviden til alle tre bøger.
I over 2000 år har man diskuteret, om Homer eller Vergil er bedst. Selvom den mest populære holdning for tiden vist er Homer, må jeg efter endt læsning af Aeneiden bekende mig til Vergil. Sikke dog en vild og velskrevet fortælling - og sikke dog en oversættelse!
Forfatter: Vergil
Oversætter: Otto Steen Due
Illustrationer: Peter Brandes
Gyldendal
382 sider
Oprindeligt udgivet 19 fvt., denne oversættelse 1996, denne udgave 2007
Episk digt
Vurdering: 6/6
Nogle oversættere er så gode, at det giver mening at læse alle deres oversættelser på samme måde som man læser et helt forfatterskab. Det gælder f.eks. Rigmor Kappel Schmidt, der oversætter fra spansk, Karsten Sand Iversen, der bl.a. oversætter fra norsk, engelsk og tysk, Niels Brunse, der oversætter fra tysk og engelsk, og Otto Steen Due. Otto Steen Due (1939-2008) oversatte fra oldgræsk og latin og gjorde det helt eminent. Når jeg kritiserer oversætteren Niels Møller i min anmeldelse af Aischylos' Perserne, skyldes det nok bl.a., at jeg er blevet forvænt af at læse Otto Steen Dues oversættelser af Homer og Sofokles - og nu Vergil. Due er i stand til både at ramme heksametrets rytme perfekt og vælge ord, der klinger pissegodt sammen, ofte med masser af bogstavrim og ordvalg, der udvider enhver læsers kendskab til (og værdsættelse af) det danske sprog. Tag f.eks. dette stykke, hvor Juno (Hera) besøger vindguden Aeolus (ham med posen i Odysseen):
Sådant tumled Gudinden med i sit flammende hjerte, / og gik til bygernes bygd hvor storme vokser sig vilde, / Aeolus' ø, hvor vindenes drot i sin vældige grotte / holder den stridige storm og den hylende kuling i ave, / kuer dem under sin magt og holder dem lænket og fængslet. // Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter, så hele / bjerget brummer derved. Kong Aeolus troner på slottet, / holder sit scepter i hånden og dæmper orkanernes vrede. / Ellers kasted de sig over have og lande og himlens / højder, rev dem i stykker og fejed dem bort gennem luften.
Med de to-tre ord latin, jeg fik lært i gymnasiet, har jeg ingen chance for at vide, hvor præcis denne oversættelse er. Men god, det er den. Hør bare: "bygernes bygd", "stridige storm", "Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter"! Wauw. Og sådan er hele bogen, samtlige 382 sider er oversat til det vildeste, skønneste dansk.
Men ikke nok med at Otto Steen Due er god. Det er Vergil også. To ting hæver Aeneiden over Iliaden og Odysseen: For det første bliver Aeneiden aldrig kedelig. Både Iliaden og Odysseen kan godt blive lidt langtrukne; i Iliaden er der det ene slag efter det andet, som godt nok er vilde og voldsomme og velskrevne, men alligevel synes at fortsætte i en uendelighed. Og i Odysseen er der det ene eventyr efter det andet, som godt nok er fantasifulde og farlige, men alligevel synes at forsinke det klimaks - bueskydningskonkurrencen - vi alle glæder os til. Aeneiden bliver aldrig rigtig langtrukken, og det skyldes først og fremmest, at Vergil er en rigtig Homer-fanboy. Faktisk synes Aeneiden at have en hel del af de karakteristika, som i dag kendetegner fanfiction: der er konstante callbacks til Homer (Aeneas kommer forbi kyklopernes ø, vi hører lidt mere om Kirke, og så er der selvfølgelig det, at Aeneas selv jo stammer fra Troja, hvilket giver Vergil muligheden for at skrive en masse om Iliadens helte) og Aeneiden er grundlæggende en fortsættelse til Iliaden, hvor trojaneren Aeneas bliver Roms grundlægger (og vi får også lige med, at trojanerne et par generationer før det faktisk stammer fra Italien) - det svarer til, at jeg skrev en fanfiction om, at Frodo og Sam faktisk var fra Vestjylland. Men det rigtigt geniale ved Vergils tilbedelse af Homer er, at Vergil ikke bare vil skrive fanfiction på Odysseen og ikke bare vil skrive fanfiction på Iliaden, men på dem begge to. Derfor er de første 6 sange i Aeneiden en slags Odyssé, hvor Aeneas kommer ud for fantasifulde eventyr på vej "hjem" fra Troja, mens de sidste 6 sange er en slags Iliade, hvor der, da Aeneas endelig har fundet et godt sted at grundlægge Rom, udbryder krig med masser af fed vold til følge. Odyssé-delen når aldrig at blive langtrukken, for den er kun halvt så lang som Odysseen, og det samme gælder Iliade-delen: der er en afveksling mellem to slags historier, der holder Aeneiden frisk hele vejen igennem.
Det var så den ene grund til, at Aeneiden er bedre end Homers eposser. Den anden er, at Vergil er i stand til at fremskrive ægte, rørende følelser. Homer skriver gode historier, men Patroklos' død får ikke ligefrem denne læser til at græde - nærmere glæder jeg mig til det voldsorgie, hans død fører til. På samme måde sørger jeg heller ikke over de besætningsmedlemmer, Polyfemos sætter til livs - de er kun plotelementer i en dødspændende fortælling. Men Vergil finder de store følelser frem i sin fortælling. I anden sang beretter Aeneas i førsteperson om Trojas fald: hvordan træhesten viser sig at være fyldt med grækere, og hvordan Aeneas kæmper gævt mod dem. Efter nogle forviklinger indser Aeneas, at han er nødt til at flygte sammen med sin familie, og han løber af sted med sin lille søn på armen - og så står der:
Jeg, som før ikke skræmtes af lanser der slyngedes mod mig, / eller af Grækerne når de gik frem i tætte geledder, / fyldes af skræk ved hvert pust, ved den mindste raslen i løvet, / bange for byrden jeg bar, og den lille jeg havde i hånden.
At alt det mandebrovtende mod og krig og vold, sangen starter med, pludselig slår om i denne skrøbelige faderkærlighed, synes jeg altså er ret rørende. På den måde finder Vergil andre følelser end bare den maskuline selvhævden i sine karakterer. Det sker især, da Aeneas og Dido af Kathargo (i det nuværende Tunesien) forelsker sig i hinanden: Aeneas' skæbne er at rejse videre til Italien for at grundlægge Rom, så kærlighedsforholdet er dødsdømt fra starten. Hvad det fører til, skal ikke spoiles her, men denne ulykkelige kærlighed fik mig faktisk til at græde, sådan rigtigt, med tårer og det hele - det kan jeg ikke huske, hvornår en bog sidst har fået mig til (måske var det The Fault in Our Stars, da jeg var 15).
Men det er selvfølgelig ikke følelser det hele. Som en rigtig Homer-copycat er Vergil vild med vold. Han har et slags røntgensyn, når han beskriver drabene, som om det var fatalities i Mortal Kombat - her dræber Pallas to stakler:
Først i hans [Pallas'] vej kom Lagus, bestilt af sin umilde skæbne: / han var i færd med at rykke en blok op af sandet, da Pallas / drev ham sin lanse ind i ryggen hvor hvirvlerne skiller / brystkassens sideben ad: Den sad i hans knogler, men Pallas / flåed den løs. Og Hisbo kom ikke, som han forvented, / uset over ham. Thi som han angreb hidsigt, dumdristig / over den grusomme død hans ven havde fået, tog Pallas / mod ham og skjulte sit værd i hans harmopsvulmede lunge.
Eller hvad med dette blodige drab: "En sten slog han Thoas i synet: / Ansigtets knogler blev splintret i hjernens blodige masse." Wauw. Det er endnu federe end 300. Men igen viser Vergil sig som mere end bare brovtende smadreforfatter. Til sidst i tiende sang går kampscenerne hen og bliver helt rørende - på hvilken måde skal ikke spoiles her, det er jo trods alt hen mod slutningen af bogen.
En enkelt sidste overvejelse skal med: jeg læste Iliaden og Odysseen i paperbackudgaven, hvor Otto Steen Dues ledsager (dvs. fodnoter) er med. Aeneiden har jeg læst i hardbackudgaven, og der er ledsageren en bog for sig - som jeg ikke har. Denne hardback er nok den smukkeste bog, jeg ejer - der er smudsbind og illustrationer af Peter Brandes trykt i farve, god papirkvalitet og hele molevitten. Jeg tror måske, det har højnet min læseglæde ikke at have ledsageren. Selvom de er velskrevne og gjorde mig meget klogere på Iliaden og Odysseen, kan man også hurtigt få så travlt med at læse noter, at man helt glemmer at lade sig rive med af fortællingen. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt må få læst Iliaden og Odysseen uden ledsager og Aeneiden med, så jeg både kan få den gode læseoplevelse og Otto Steen Dues intelligente baggrundsviden til alle tre bøger.
I over 2000 år har man diskuteret, om Homer eller Vergil er bedst. Selvom den mest populære holdning for tiden vist er Homer, må jeg efter endt læsning af Aeneiden bekende mig til Vergil. Sikke dog en vild og velskrevet fortælling - og sikke dog en oversættelse!
onsdag den 2. januar 2019
Anmeldelse: Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt af Lars Handesten
Titel: Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt
Forfatter: Lars Handesten
Samfundslitteratur
247 sider
2018
Nonfiktion / litteratursociologi
Vurdering: 4/6
Hvordan bliver en bog til? Det er ikke nok at skrive en bog, den skal også udgives og på en eller anden måde nå frem til sin læser. De mennesker og institutioner, der sørger for at en bog bliver til og når ud til læserne - med andre ord det litterære system - er hvad Lars Handesten beskriver i Litteraturen rundt. Beskriver er netop det rette ord, for Handesten er ikke ude på for alvor at analysere eller fortolke, men kun at udpege de faktiske forhold:
Bruno Latour er dog ikke Handestens eneste teoretiske udgangspunkt, for han mikser Latour med Pierre Bourdieu - også selvom de to har helt modsatrettede syn på, hvordan samfundet fungerer. Bourdieu beskriver, hvordan det litterære felt er præget af magtkampe om kulturel, økonomisk og social kapital, mens Latour i mindre grad forsøger at lave den slags overordnede teoretiske strukturer, men nærmere opfordrer til, at man i detaljen ser på, hvordan de enkelte aktører rent faktisk påvirker hinanden. Handesten går pragmatisk til værks: både Bourdieu og Latour har fat i noget rigtigt, så deres ideer kan begge bruges til at beskrive det danske litterære system - ikke med henblik på selv at skabe en tredje teori om systemets beskaffenhed, men bare for at beskrive så detaljeret som muligt.
Og Handesten beskriver godt, først og fremmest fordi han skriver godt - det er let og hurtigt at læse Litteraturen rundt; bogen er klart og tydeligt formidlet. Det sætter jeg pris på - der er ikke noget så irriterende som uigennemskueligt akademisk bullshit. Men at bogen er velskrevet gør den jo ikke til god academia, og det er jeg ikke sikker på, om den er. I forordet skriver Handesten, at "[b]ogen er tiltænkt litteraturforskere, litteraturstuderende og litteraturinteresserede", men jeg har svært ved at se, hvad en litteraturforsker skulle få ud af at læse den. Bogens beskrivende tilgang betyder, at der ikke står noget nyt i den, og hvis man er almindeligt velinformeret om det litterære system i Danmark, er det derfor begrænset, hvor meget man kan lære af den. Der bliver sat nogle præcise tal på nogle ting, men de stammer fortrinsvist fra Bog- og Litteraturpanelets årsrapport (som Handesten også står for), så den kan man lige så godt læse i stedet. Der er altså en grund til, at akademiske tekster som regel når et par taksonomiske niveauer højere op end det rent beskrivende, for en akademisk tekst skal gerne fortælle én noget, man ikke ved i forvejen. Det gør Litteraturen rundt ikke i høj nok grad; selvom bogen er sjov nok at læse, var det begrænset, hvor meget, jeg lærte. Ud over den velformidlede og interessante indledning, ville jeg nok nærmere anbefale at bruge denne bog i gymnasiet end på universitetet.
Litteraturen rundt slutter med et casestudie af Morten Papes roman Planen. Dette casestudie var for mig interessant læsning, fordi Handesten går i detaljer med redaktørens og anmelderens roller - to jobs, jeg godt kunne tænke mig i fremtiden, og derfor interesserer det mig at høre mere om dem, også selvom informationen ikke er ny; der står som sagt intet overraskende i Litteraturen rundt. Men mindre kan også gøre det.
Forfatter: Lars Handesten
Samfundslitteratur
247 sider
2018
Nonfiktion / litteratursociologi
Vurdering: 4/6
Hvordan bliver en bog til? Det er ikke nok at skrive en bog, den skal også udgives og på en eller anden måde nå frem til sin læser. De mennesker og institutioner, der sørger for at en bog bliver til og når ud til læserne - med andre ord det litterære system - er hvad Lars Handesten beskriver i Litteraturen rundt. Beskriver er netop det rette ord, for Handesten er ikke ude på for alvor at analysere eller fortolke, men kun at udpege de faktiske forhold:
[Latour skriver], at man må blive ved med at beskrive, møjsommeligt og præcist, for i princippet kan man ikke forklare noget, men kun beskrive noget. I beskrivelsen ligger forklaringen, og gør den ikke det, er beskrivelsen ikke god nok, hævder Latour.
Bruno Latour er dog ikke Handestens eneste teoretiske udgangspunkt, for han mikser Latour med Pierre Bourdieu - også selvom de to har helt modsatrettede syn på, hvordan samfundet fungerer. Bourdieu beskriver, hvordan det litterære felt er præget af magtkampe om kulturel, økonomisk og social kapital, mens Latour i mindre grad forsøger at lave den slags overordnede teoretiske strukturer, men nærmere opfordrer til, at man i detaljen ser på, hvordan de enkelte aktører rent faktisk påvirker hinanden. Handesten går pragmatisk til værks: både Bourdieu og Latour har fat i noget rigtigt, så deres ideer kan begge bruges til at beskrive det danske litterære system - ikke med henblik på selv at skabe en tredje teori om systemets beskaffenhed, men bare for at beskrive så detaljeret som muligt.
Og Handesten beskriver godt, først og fremmest fordi han skriver godt - det er let og hurtigt at læse Litteraturen rundt; bogen er klart og tydeligt formidlet. Det sætter jeg pris på - der er ikke noget så irriterende som uigennemskueligt akademisk bullshit. Men at bogen er velskrevet gør den jo ikke til god academia, og det er jeg ikke sikker på, om den er. I forordet skriver Handesten, at "[b]ogen er tiltænkt litteraturforskere, litteraturstuderende og litteraturinteresserede", men jeg har svært ved at se, hvad en litteraturforsker skulle få ud af at læse den. Bogens beskrivende tilgang betyder, at der ikke står noget nyt i den, og hvis man er almindeligt velinformeret om det litterære system i Danmark, er det derfor begrænset, hvor meget man kan lære af den. Der bliver sat nogle præcise tal på nogle ting, men de stammer fortrinsvist fra Bog- og Litteraturpanelets årsrapport (som Handesten også står for), så den kan man lige så godt læse i stedet. Der er altså en grund til, at akademiske tekster som regel når et par taksonomiske niveauer højere op end det rent beskrivende, for en akademisk tekst skal gerne fortælle én noget, man ikke ved i forvejen. Det gør Litteraturen rundt ikke i høj nok grad; selvom bogen er sjov nok at læse, var det begrænset, hvor meget, jeg lærte. Ud over den velformidlede og interessante indledning, ville jeg nok nærmere anbefale at bruge denne bog i gymnasiet end på universitetet.
Litteraturen rundt slutter med et casestudie af Morten Papes roman Planen. Dette casestudie var for mig interessant læsning, fordi Handesten går i detaljer med redaktørens og anmelderens roller - to jobs, jeg godt kunne tænke mig i fremtiden, og derfor interesserer det mig at høre mere om dem, også selvom informationen ikke er ny; der står som sagt intet overraskende i Litteraturen rundt. Men mindre kan også gøre det.
tirsdag den 1. januar 2019
18 gode bøger, jeg har læst i 2018
I 2018 har jeg læst 85 bøger, hvoraf jeg har anmeldt 63 her på bloggen. 54 var skrevet af mænd, 28 af kvinder og 3 havde en blandet kønsfordeling. Fordelingen mellem dansk og udenlandsk var lidt mere lige: 49 danske bøger og 36 udenlandske. Generelt har jeg i år været en meget tilfreds læser. Her vil jeg skrive om nogle af de bedste bøger, jeg fik læst. Listen her er ikke struktureret efter de karakterer, jeg har givet bøgerne i mine anmeldelser - i stedet nævner jeg de bøger, jeg nu ser tilbage på med størst glæde og måske størst lyst til genlæsning. Desuden nøjes jeg med én bog pr. forfatter.
6 gode bøger fra 2018
Der er altid mange bøger, man først får læst nogle - eller mange - år efter, de er udkommet. Men af de 12 2018-udgivelser, jeg læste i årets løb, og som alle var gode, husker jeg disse som de bedste:
Når jeg om mange år ser tilbage på bogåret 2018, kan der ikke være nogen tvivl om, at Verden ønsker at se sig selv bliver den bog, jeg husker først. Selvom jeg synes, man burde have haft alt med - også børnelitteratur og dramatik - er det svært at beskrive, hvor taknemmelig jeg er for denne bogs eksistens. At læse udkastene til alfabet og Brev i april må være årets bedste læseoplevelse.
Den bedste novellesamling, jeg har læst. Eika skriver kafkask underlige verdener, der bliver ved med at overraske. Men først og fremmest skriver han godt. Hver eneste sætning er en nydelse at læse. Det er svært at forstå, at man kan skrive så konsekvent gennemført blæret.
Det, vi skal med al den skønhed, må være at skrive og læse om den. Og skønheden sitrer frem på alle sider i Rasmus Nikolajsens langdigt, der er viltert vildt og rørende, skønt og gennemsmadrende: man får ikke lov til at trække vejret i løbet af de 64 sider, men må bare lade sig rive med ned i en malstrøm af følelser.
Pia Juul er et af de største navne indenfor dansk poesi, og måske bør man derfor nærme sig hende skeptisk: kan det virkelig passe, at hun er så god? Ja, det kan det. Forbi er mesterlig i sin enkelthed.
Jeg har været fan af Voetmanns romaner i et godt stykke tid nu, så jeg glædede mig til hans debut som lyriker og blev ikke skuffet. Amduat er ligeså velskreven som hans prosa, men er oven i købet også rørende på en måde, som hans kynisksjove romaner ikke har været så ofte. (Men hvis du ikke har læst Voetmann, vil jeg stadig anbefale at starte med Syner og fristelser, for det er en af de bedste danske romaner overhovedet).
Min anmeldelse af June var måske lidt tættere på lunken, end min læsning var. Især de første ca. 20 sider sidder i høj grad stadig i mig. Abd-El Dayem skriver fintsansende, skrøbelig prosa, som jeg glæder mig til meget mere af.
3 gode bøger fra 2017
Relikvie fik desværre ikke særligt meget omtale, da den udkom, og synes allerede at være halvglemt igen. Desværre - for det er en bemærkelsesværdigt god bog. Julie Mendel kan det samme med fintsansende skrøbelig prosa som mange andre forfattere i hendes generation (Amalie Smith, Lea Marie Løppenthin, Pernille Abd-El Dayem osv.), men hun er altså blandt de bedste til det. Relikvie er på mange måder et nedkog af den litteratur, der skrives lige nu - og den er god til at være det.
Hvis Julie Mendel udmærker sig ved at være blandt de bedste til en form, som mange beskæftiger sig med, udmærker Joakim Vilandt sig ved at være den eneste, der gør, hvad han gør. Det er sjældent, man læser noget så originalt som Cassandra. Heldigvis er den ikke bare original, men originalt god - rørende, sjov, velskreven.
Novellegenren oplever en opblomstring for tiden, og ud over Jonas Eikas Efter solen er Velsignelser nok det bedste eksempel på det. Minor skriver en stilsikker prosa, der gør det muligt at komme dybt ind i karakterernes følelsesliv. Det er en rigtigt god bog, der oven i købet også har de rette kvaliteter til at nå (ret) bredt ud - hvilket jeg håber, den vil fortsætte med at gøre.
3 gode bøger fra de senere år
I år genlæste jeg Ibis og var ligeså overvældet begejstret som første gang. Forbandelsesdigtet er vildt og velskrevet og godt at bruge i dagligdagen, når idioten foran én kører over for rødt.
"Samleren-trilogien" (Tvillingerne, Mörkhall og Også) af Rasmus Halling Nielsen
Her snyder jeg lidt ved at tælle tre bøger som én, selvom de egentlig ikke har andet at gøre med hinanden, end at de er udgivet på samme forlag. Men Rasmus Halling Nielsen, der hurtigt er blevet en af mine yndlingsdigtere, skal med på denne liste, og disse tre bøger er de bedste af de alt for få, jeg har læst. Hvis du kun har tid til at læse én, så vil jeg anbefale Også.
Ming af Bjørn Rasmussen
Jeg anmeldte ikke Ming her på bloggen, for jeg har ikke så meget at sige om den. Det er den på en eller anden måde for god til. Du skal læse den, så forstår du måske, hvad jeg mener.
3 gode norske bøger
I år har jeg ikke fået læst særligt meget nordisk (ud over det danske, selvfølgelig) - intet svensk, finsk, islandsk, grønlandsk eller færøsk. Men 4 norske forfattere blev det til, og 3 af dem skal nævnes her (den 4. var Jon Fosse, hvis Trilogien også er sindssygt god, så her en slags honourable mention).
Pan har alt, hvad jeg elsker: skønne naturbeskrivelser, en sorgfuld stemning; store følelser, men alligevel en afdæmpethed. Den er på højde med Sult og er umådeligt velskreven og følelsesladet.
Fuglene er nok den mest 'traditionelle' bog på denne liste: det er først og fremmest en god historie. Men den gode historie er pakket ind i et fintfølende sprog uden lige, som gør det muligt at leve sig ind i karaktererne til det bliver næsten uudholdeligt hjerteskærende.
Termin er mere uhyggelig end nogen gyser. Ikke kun på grund af det, der sker, men også på grund af det nøgterne og skræmmende følelseskolde sprog, den er skrevet i.
3 gode bøger, der ikke lige passede under de andre overskrifter
Hinkeleg er et mesterværk af de helt store. Altså, den der slags om hvilken, man uden overdrivelse kan sige "det 20. århundredes bedste roman". Og så er den oven i købet uforligneligt oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Seamus Heaneys oversættelse af det oldengelske heltekvad Beowulf har ikke ry for at være den mest præcise. Til gengæld er den bredt anerkendt som den bedste. Heaneys egne evner som digter gør Beowulf endnu bedre end den var i forvejen.
Müllers roman er mere poetisk end prosaisk på den allerbedste måde. Hvis man slår "velskrevet" op i ordbogen, er der et billede af Hertha Müllers forfatterskab.
Disse 18 gode bøger er selvfølgelig ikke i nærheden af at være det eneste gode, jeg har læst i 2018, og hvis jeg skulle lave denne liste i morgen, ville jeg sikkert udvælge nogle andre bøger. Men exceptionelt gode er de i hvert fald, så her er lidt madding til din to-read liste.
Abonner på:
Opslag (Atom)