onsdag den 2. januar 2019

Anmeldelse: Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt af Lars Handesten

Titel: Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt
Forfatter: Lars Handesten
Samfundslitteratur
247 sider
2018
Nonfiktion / litteratursociologi

Vurdering: 4/6

Hvordan bliver en bog til? Det er ikke nok at skrive en bog, den skal også udgives og på en eller anden måde nå frem til sin læser. De mennesker og institutioner, der sørger for at en bog bliver til og når ud til læserne - med andre ord det litterære system - er hvad Lars Handesten beskriver i Litteraturen rundt. Beskriver er netop det rette ord, for Handesten er ikke ude på for alvor at analysere eller fortolke, men kun at udpege de faktiske forhold:

[Latour skriver], at man må blive ved med at beskrive, møjsommeligt og præcist, for i princippet kan man ikke forklare noget, men kun beskrive noget. I beskrivelsen ligger forklaringen, og gør den ikke det, er beskrivelsen ikke god nok, hævder Latour.

Bruno Latour er dog ikke Handestens eneste teoretiske udgangspunkt, for han mikser Latour med Pierre Bourdieu - også selvom de to har helt modsatrettede syn på, hvordan samfundet fungerer. Bourdieu beskriver, hvordan det litterære felt er præget af magtkampe om kulturel, økonomisk og social kapital, mens Latour i mindre grad forsøger at lave den slags overordnede teoretiske strukturer, men nærmere opfordrer til, at man i detaljen ser på, hvordan de enkelte aktører rent faktisk påvirker hinanden. Handesten går pragmatisk til værks: både Bourdieu og Latour har fat i noget rigtigt, så deres ideer kan begge bruges til at beskrive det danske litterære system - ikke med henblik på selv at skabe en tredje teori om systemets beskaffenhed, men bare for at beskrive så detaljeret som muligt.

Og Handesten beskriver godt, først og fremmest fordi han skriver godt - det er let og hurtigt at læse Litteraturen rundt; bogen er klart og tydeligt formidlet. Det sætter jeg pris på - der er ikke noget så irriterende som uigennemskueligt akademisk bullshit. Men at bogen er velskrevet gør den jo ikke til god academia, og det er jeg ikke sikker på, om den er. I forordet skriver Handesten, at "[b]ogen er tiltænkt litteraturforskere, litteraturstuderende og litteraturinteresserede", men jeg har svært ved at se, hvad en litteraturforsker skulle få ud af at læse den. Bogens beskrivende tilgang betyder, at der ikke står noget nyt i den, og hvis man er almindeligt velinformeret om det litterære system i Danmark, er det derfor begrænset, hvor meget man kan lære af den. Der bliver sat nogle præcise tal på nogle ting, men de stammer fortrinsvist fra Bog- og Litteraturpanelets årsrapport (som Handesten også står for), så den kan man lige så godt læse i stedet. Der er altså en grund til, at akademiske tekster som regel når et par taksonomiske niveauer højere op end det rent beskrivende, for en akademisk tekst skal gerne fortælle én noget, man ikke ved i forvejen. Det gør Litteraturen rundt ikke i høj nok grad; selvom bogen er sjov nok at læse, var det begrænset, hvor meget, jeg lærte. Ud over den velformidlede og interessante indledning, ville jeg nok nærmere anbefale at bruge denne bog i gymnasiet end på universitetet.

Litteraturen rundt slutter med et casestudie af Morten Papes roman Planen. Dette casestudie var for mig interessant læsning, fordi Handesten går i detaljer med redaktørens og anmelderens roller - to jobs, jeg godt kunne tænke mig i fremtiden, og derfor interesserer det mig at høre mere om dem, også selvom informationen ikke er ny; der står som sagt intet overraskende i Litteraturen rundt. Men mindre kan også gøre det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar