Nuanceret palet

For nogle måneder siden læste jeg Lars Bukdahls anmeldelse af Sten Kaaløs nye digtsamling, Slowfox, og blev straks overbevist om, at jeg hellere snart må få læst denne for mig ellers ret ukendte digter. Nu tjekkede jeg lige op på, hvad andre anmeldere har skrevet om samme samling, og stødte her på Nordjyske Stifttidendes altid kontrære Christian Stokbro Karlsens anmeldelse. Der citerer han et digt og konkluderer, at det er dovent, og:

Netop derfor bliver det ikke en epifani, en åbning f.eks. af det horisontale for det vertikales indbrud.

Jeg kan godt se, at jeg må få forventningerne til den digtsamling lidt ned. Jeg læser som bekendt altid digte for at opleve det horisontales åbning for det vertikales indbrud. Hvem gør ikke det? Hvis Slowfox ikke kan levere en overbevisende åbning af det horisontale for det vertikales indbrud, så er jeg altså bange for, at den digtsamling umuligt kan være noget for mig.

Fordi Christian Stokbro Karlsen efter denne sætning stadig ikke er helt sikker på, om han effektivt nok har overbevist den stakkels læser om sine evner inden for generel trælshed, ender han sin anmeldelse sådan her:

Kaalø præsterer intet af litteraturhistorisk værdi med denne samling, men leverer et stykke pop tilegnet en doven læserskare, der helst ikke må finde sig konfronteret med krav, der kan kalde på et engagement dybere end det, der præsteres af kulturens metervarer. [...] [Digtene] kan også kun tale ind i en ukritisk læser, for andre, med en mere nuanceret palet, bliver det retoriske artilleri i stedet en fuser.

Tak for den advarsel, hr. nuanceret palet. Nu er denne nuancerede paletlæser i hvert fald advaret mod Sten Kaaløs manglende evner udi horisontale åbninger for vertikale indbrud, og hvis der er én ting, min nuancerede palet ikke kan tåle, så er det mangel på vertikale indbrud i horisontale åbninger.

Anmeldelse: Storefjeld af Jan Kjærstad

Titel: Storefjeld, originaltitel: Berge
Forfatter: Jan Kjærstad
Oversætter: Sara Koch
Rosinante
357 sider
Oprindeligt udgivet 2017, denne oversættelse 2018
Roman

Vurdering: 4/6

Jan Kjærstads seneste roman Storefjeld lægger rigtigt dårligt ud. Bogens første af tre dele følger journalisten Ine Wang, der lige er blevet færdig med at skrive en bog om Arbeiderpartiets frontfigur, Arve Storefjeld. Da han sammen med sin familie findes myrdet, øjner hun en chance for at revitalisere sin karriere. Desværre er det forfærdeligt dårligt skrevet: Kjærstad forsøger sig med førsteperson nutid i en stream of consciousness, men han bruger det ikke til mere end at fortælle ligegyldige detaljer; det gode ved stream of consciousness er, at det kan give et indblik i et menneskes sind, men hvis man ikke er villig til for alvor at kigge ind i dette sind, kan det hurtigt bare blive en uinteressant detaljeopremsning, som her:

Whiskyen har gjort mig sulten, jeg spiste næsten ingenting på Hovedøya, og jeg finder det eneste jeg spiser når jeg er hjemme, brød og pålæg, godt brød vel at mærke, to runde skiver med pålæg imellem, og nu lægger jeg smør og pastrami og sennep på, og en slags små agurker der smælder som fyrværkeri mellem tænderne, jeg laver mig en sandwich, min specialitet, og jeg står og spiser den fra en lille tallerken mens jeg leder forgæves efter nyheder i fjernsynet

Når man efter at have læst Leopold Blooms stegning af nyrer til morgenmad i Ulysses' kapitel 4 ved, hvor godt madlavning kan være i stream of consciousness, er dette møg virkelig forstemmende at læse. Og agurker, der "smælder som fyrværkeri mellem tænderne"? Virkelig? Det lyder som noget fra en parodi på prætentiøse menukort.

Men ikke kun stilen er uudholdelig. Hele pointen med denne bog er, at litteratur - modsat de fortællinger, der bringes i politik og nyhedsmedier - er i stand til at rumme "nuancerne, modsigelserne". Men alligevel er Ine Wangs karakterudvikling skrevet som om, Jan Kjærstad havde gået på skriveskole i Hollywood. I starten af bogen, på side 15, fortæller hun, at "Alt det vigtige i livet lå bag mig" (og fordi læseren angiveligt er en idiot, skal det lige gentages på side 16: "Alt det vigtige i livet. Bag mig"), og så, hen mod slutningen af Ine Wang-delen, på side 79, får vi denne sætning: "Der sker noget. Det vigtigste i livet ligger ikke bag mig". Fik jeg nævnt at disse tre citerede linjer alle sammen står som afsnit i sig selv, fordi det lige skal understreges, hvor vigtigt det er - og den sidste oven i købet er slutningen på en hel tekstblok? Jeg ville kalde det amatøragtigt, men problemet er jo netop det modsatte: at det er sjælløst professionelt, kørt igennem alverdens plotmodeller som en Disneyfilm.

Men så skiftes der synsvinkel, og først dommeren Peter Malm og siden eks-politikeren Nicolai Berge kommer til orde. Og Kjærstad folder sig ud: Malm beskrives som en konservativ mand, der hylder verden af i går - i så høj grad, at han fremstår som en parodi på sig selv, men en elskelig parodi på sig selv, som man på en eller anden måde kan både grine af og fascineres af. Og Nicolai Berges fortælling er skrevet mesterligt følelsesfuldt, smukt og skræmmende, overvældende. Kvalitetsskiftet fra første del til de to sidste dele er så markant, at man næsten skulle tro, der var tale om to helt forskellige forfattere. Faktisk er de sidste to dele så gode, at jeg vil anbefale Storefjeld på trods af den dårlige start; hvis man er en utålmodig læser kan man dog godt nøjes med at læse de sidste 10-20 sider af Ine Wang-delen og så springe til de to gode dele.