Anmeldelse: Aura af Carlos Fuentes

Titel: Aura
Forfatter: Carlos Fuentes
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt
Illustreret af Alejandra Acosta
Skjødt Forlag
74 sider
Først udgivet 1965, denne oversættelse 2020
Fantastisk/gotisk kortroman/novelle

Vurdering: 5/6

Du vil ankomme til et gammelt, mørkt hus. Sådan er mexicanske Carlos Fuentes' novelle eller kortroman Aura skrevet: i andenperson fremtid (eller i det mindste med hyppige indslag af fremtid). Hvis du aldrig nogensinde før har læst en tekst skrevet i dén grammatiske form, så er du ikke den eneste.

Ellers er indholdet i Aura egentlig ret velkendt og virker som noget, der burde være skrevet 100 år tidligere: Der er et dobbeltgænger/spejlingsmotiv, en gotisk stemning og indretning af det store, nedslidte hus, fortællingen foregår i, et gennemgående drømmer-jeg-eller-er-jeg-vågen-spørgsmål, en herskab-og-tjenestefolk-tematik og en fornemmelse for forfald. Som oversætter Rigmor Kappel Schmidt har gjort oplysende rede for i en artikel på forlagets hjemmeside, er Aura dybt sovset ind i den gotiske tradition. Og hvis man skal være lidt kæk kan man derfor sige, at kortromanen nok ikke er noget originalt mesterværk, men til gengæld utvetydigt er en mesters værk.

Det mesterlige ligger i den sans for nænsom opdatering af det gammelkendte materiale, Carlos Fuentes lægger for dagen. Ligesom kortromanen handler om en ung historielærer, der får til opgave at renskrive et over halvtreds år gammelt manuskript til en selvbiografi, tager Fuentes' tekst form af en slags renskrivning af 1800-tallets uhyggetraditioner.

Den store opdatering er selvfølgelig du- og fremtidsformen, men der er også andre velvalgte stilistiske elementer, der skaber liv i gotikkens reanimerede lig: f.eks. en drømmescene, der er fortalt med flosset højremargen som et digt, og så en rig brug af muligheden for at eksplicitere den seksualitet, som 1800-tallets forfattere kun måtte danse om som katten om den varme grød – katten, der for resten tortureres noget så grusomt i nærværende kortroman, hvilket man kun forstår meningen med, hvis man kan fransk eller har google translate klar ved hånden, så sidstnævnte kan anbefales for andre udannede bondeknolde som mig selv.

Dobbeltgængermotivet tager form i den ældre kvinde, der ansætter hovedpersonen Felipe, señora Consuelo, og hendes dragende niece, Aura. Det sker hele tiden på en lidt omvendt tidsforskudt måde, hvor erindring, nutid og fremtid filtres sammen, som i denne aftensmadsscene:

Du ser hurtigt fra tante til niece og fra niece til tante, men i selvsamme øjeblik standser señora Consuelo enhver bevægelse, mens Aura samtidig lægger kniven fra sig på tallerkenen og bliver siddende ubevægelig, og du husker, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme.

Der er hele tiden disse små forbehold for handlingen: Det er ikke bare sådan, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme, nej, det er noget "du husker". Ligesom når der står: "Din erindring siger dig, at klokken må være omkring seks om aftenen" – igen dette erindringsforbehold. Og jeg erindrer, at der var et langt tydeligere eksempel på dette et sted i bogen, men jeg kan ikke finde det igen, for udgivelsen med Alejandra Acostas underskønne illustrationer er for smuk til, at jeg vil sætte blyantsstreger i den.

Ikke kun de – både i tid og sprog – let forskudte bevægelser binder Consuelo og Aura sammen. Også metaforisk er der ensartede beskrivelser. Consuelos stemme lyder som "en fugls dæmpede skræppen", og hendes grin beskrives således: "Fra den gamle dames tilknappede hals vil der stige en dump kaglen op." Få sider efter beskrives Aura som "forpjusket".

At denne fuglemetaforik findes i den danske oversættelse er et godt eksempel på, at en oversætter ikke bare skal kunne sprog, men også være en god læser. Man ville let kunne komme til at overse fuglemetaforikken og gøre f.eks. Consuelos latter til en hiksten og Auras udseende tjavset. Det er derfor, der altid går et lille glædesgib gennem mig, når jeg ser navnet Rigmor Kappel Schmidt på titelbladet – så kan man være sikker på, at sproget både et lige så skønt flydende og lige så sammenhængende betydende som på spansk. Tror jeg – for jeg kan ikke et ord spansk.

Jeg tror, der er meget mere at komme efter i Aura, hvis man har forstand på mexicansk og fransk historie. Det har jeg ikke, så der var en del, der gik hen over hovedet på mig. Men det, jeg fangede, er jeg ret så lykkelig over at have læst. Det kan varmt anbefales.

Anmeldelse: Originalen af Filip Granlie

Titel: Originalen
Forfatter: Filip Granlie
Ekbátana
84 sider
2020
Roman/kortprosa

Vurdering: 5/6

Hele menneskehedens historie på 84 sider. Det er den korte pitch til Filip Granlies tredje bog, og første i 10 år, Originalen. I 7 dele med 7 forskellige indfaldsvinkler til at fortælle om mennesket – forplantingen, kroppen, aldringen, føden osv. – bliver vi præsenteret både for generelle kategoriseringer og abstraktioner og konkrete iagttagelser, små fortællinger. Som oftest foregår det på denne måde: Der fortælles i et tilstræbt objektivt, kancelliagtigt sprog om et bestemt træk ved mennesket, hvilket så pludselig sprutter over i en kortprosafortælling, der demonstrerer samme træk fulgt af et mærkbart skifte i stilleje. Det lyder f.eks. sådan her:

Kroppen er ekstra sensibel ved søvnen, som kræver ro og tryghed, særligt om fødderne. I parcelhuse, hytter, boligkomplekser, telte og på gaden bekræfter stikprøver, at sovende mennesker kun af nød eller under de varmeste betingelser lader fødderne undslippe deres dækken: I en jordslået, saneringsmodern gård på en egn, hvor befolkningen fortrinsvis lever af kål og rødder og først får moderne fornødenheder i sidste øjeblik, sover en gammel og stolt kone erfarent under en dynge af bultede dyner og grove, nussede tæpper vævet i mørkerød, blå og forvitret hvid. For et par timer siden, da natten var ung og stuen lun, lod hun blændet af søvnen sin runde, svampede højrefod med ligtorn på lilletåen glide ud for at suge lidt frisk luft og sænke den samlede kropstemperatur en smule, men nu hvor natten er kold og klam, glider foden tilbage i mørket som en mus.

Saneringsmoden! At sove erfarent! Bultede dyner!

Først og fremmest minder Filip Granlie mig om Majse Aymo-Boot, der også springer kækt mellem diskurser og har en forkærlighed for det offentliges tilstræbt objektive sprog. En ret så overlegen omgang med sprogtonen, som ikke bliver dårligere af den opfindsomhed, med hvilken han fremdrager eksempler på liv: lige fra et itusprængt soldaterpar, hvis invalidering skal illustrere lemmernes vigtighed (og disses nødvendighedshierarki), til den bogstavelige opfindelse af den dybe tallerken engang i stenalderen, som tjener til at illustrere sprogets egnethed som innovationsskabende samarbejdsværktøj.

Til sidst løfter blikket sig fra mennesket til tiden efter menneskehedens uddøen. Og det bliver helt rørende, som det kun kan være rørende at læse om bjørnedyrs mærkværdige evne til at stå imod hvad som helst. Opfindsom, selvbevidst og sprogligt tumlende litteratur – det er svært ikke at gå ind for!

En afsluttende anbefaling: Indtil for nylig anede jeg ikke, at der fandtes en dansk forfatter ved navn Filip Granlie (og at han var værd at lægge mærke til), men så blev et uddrag af Originalen sendt ud med mailtjenesten hvermandag. Tegn straks et ganske gratis abonnement, man får udvidet sine litterære horisonter betragteligt.

Anmeldelse: Selskabet af Christina Hesselholdt

Titel: Selskabet (Camilla and the horse, Camilla – og resten af selskabet, Selskabet gør op og Agterudsejlet)
Forfatter: Christina Hesselholdt
Rosinante
Oprindeligt udgivet 2008-14, denne opsamling 2015
Fortællekreds / Romaner

Vurdering: 6/6

Slubr-slubr-slubr, det er lyden af mig, der læser Christina Hesselholdt. Der er ikke mange forfattere, jeg læser med samme intensitet og umættelighed, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad det præcis er, der gør Hesselholdt så god at smaske-sluge-glug-glug-læse. Der er jo ikke nogen handling at lade sig gribe af: Romancyklussen Selskabet består af forskellige vignetter fra en bekendtskabskreds' respektive liv – i første roman, Camilla and the horse, oven i købet næsten uden at enkeltpersonerne interagerer med hinanden.

Hvad er det så, der gør Christina Hesselholdts bøger til så letflydende (men ikke let) læsning? To ting: Et fuldstændigt finpudset sprog, der godt nok er sprælsk og viltert og postmoderne opmærksomt på sig selv, men på en fortælleglad og perfekt tilpasset måde. Og så en underliggende patos, en villighed til at lade karaktererne føle og så blive i dén følelse i 40 sider i træk. Det kan være melankolsk nostalgi, en overgearet lykke, en afdæmpet aldrende fortvivlelse eller en dyb, sort sorg, der altid iblandet en mild, underspillet humor og en uforlignelig sprogopmærksomhed risler blidt af sted som en bæk.

De liv, der i glimt udgør Selskabets handling, bevæger sig forbavsende hurtigt, eller det synes man måske bare, når man læser det, der oprindeligt blev udgivet hen over 6 år, i løbet af to fortættede weekender. I første bog er hovedpersonerne stadig unge eller i hvert fald ungdommelige, den pludselige og utilsigtede, buldrende forelskelse er de små 90 siders bærende følelse. Men også allerede her lugter der af en anden fremtid, alderens slag i ansigtet, for bogens stærkeste del (og måske simpelthen det bedste i hele cyklussen) er den, der følger Edward i året efter hans forældre har begået kollektivt selvmord. – Hvilket, når man siger det, lyder meget mere melodramatisk, end det er. Hesselholdt skriver om de store følelser, men af en eller anden uforklarlig grund er det aldrig patetisk eller sentimentalt.

Snart efter er det ikke kun Edward, der brat og brutalt rives ud af ungdommen, for allerede i næste bog er forelskelsens begejstrede skubben til taget veget for de fire vægges trykkende indeklemmen: Forholdene går i stykker, personerne og deres forældre bliver syge, livet mister indhold. Men samtidig fortsat en legende lethed, måske simpelthen bare en sproglig lethed: Det gode sprogs uundgåelige humorglimt. 

Det er hverken politisk litteratur eller som sådan samtidslitteratur, Christina Hesselholdt skriver, det er litterær litteratur og menneskelitteratur med Virginia Woolf som forbillede og en stemning og velskrevenhed som Marguerite Duras' Elskeren. Jeg gider egentlig ikke beskrive det nærmere, smut nu bare ned i den lænestol, og læs det selv.

Anmeldelse: 6512 af Per Højholt

Titel: 6512
Forfatter: Per Højholt
Gyldendals Bogklub (efter overenskomst med Schønbergs Forlag)
Oprindeligt udgivet 1969, denne bogklubudgave 1986
Roman

Vurdering: 5/6

Jeg har prøvet at finde ud af, hvad titlen på Per Højholts første roman (hvis det da er en roman), 6512, skal betyde, men indtil videre uden held. Bagerst i bogen er der, som i så mange systemromaner og -digtsamlinger, et regnestykke: Her lægges alle tallene fra 1 til 110 sammen (fordi der er 110 tekstfragmenter i 6512), og det giver 6105. Og så lægges der af en eller anden grund, som jeg ikke kan gennemskue, 407 til, så tallet bliver 6512. Men hvorfor disse 407? Jeg ved det ikke, men mit bedste bud er, at det netop er meningen: at tallet er uden betydning, og at Højholt tager sin læser ved næsen.

6512 handler nemlig, som så mange romaner fra 60'erne inspireret af den franske nyroman og især af Samuel Beckett gjorde, om, at alt skrift er løgn og meningsløst. Højholt gentager en Beckett-stilfigur til ukendelighed: Samuel Beckett skrev (citeret løst og måske ikke helt korrekt efter hukommelsen), som Inger Christensen siden citerede i talløse essays: "Så gik jeg hjem og skrev: Det er nat. Det regner. Det var ikke nat. Det regnede ikke." I 6512 er der et utal af lignende formuleringer, men her er den noget mere jævne hovedpersons interesse ikke så meget i skriftens filosofi, men i hvad man kan bruge  den til: Man kan jo, indser han, simpelthen skrive, at man klarede sig godt i gymnasiet, og ingen vil være i stand til at finde ud af, om det er løgn!

Vor hovedperson, der måske, måske ikke, klarede sig godt i gymnasiet, tilbringer (eller det gør han jo ikke, for han er en fiktion) hver dag på biblioteket sammen med et slæng udskud, hvor han læser aviser og samlede værker af klassiske danske digtere. Og så skriver han hver dag højst 1 side i en gammel, smadret kalender, han har fundet – ikke ordnet efter dage, for kalenderen er fra et andet år. Limen går op i ryggen, bladene falder ud, og i udgivelsen er de så ordnet ikke efter kronologisk rækkefølge, men efter alfabetisk. Det betyder f.eks. at hovedpersonens ven (eller mobbeoffer) Albinus dør i starten, men så ellers er levende i det meste af resten af bogen. Og det gør handlingsforløbet ret uoverskueligt (hvilket også skyldes, at hovedpersonen glad og gerne lyver i dagbogen (måske er det hele løgn), men enkelte gange så går til bekendelse dagen efter – hvilket jo så kan stå et helt andet sted i bogen, og ofte før løgnen), så man må enten selv forsøge at stykke begivenhederne sammen eller bare give op på forhånd.

Hele denne anti-kronologi gør også, at 6512 har en af de fedeste systemopløsninger, jeg har oplevet. Det gælder jo for meget systemlitteratur, at det stopper i det øjeblik, systemet brydes – Inger Christensens Azorno stopper, da synsvinklen skifter til en bevidsthed, der ellers ikke er en af dem, synsvinklen plejer at springe mellem, og alfabet ødelægger sit system ved at stoppe, lang tiden inden digtsamlingen er nået hele vejen igennem systemet. 6512 stopper, da hovedpersonen bryder sin regel om max at skrive én side om dagen ved at skrive to – men på grund af den alfabetiske kronologi står denne slutning som fragment nr. 54 af 110, næsten præcis (men (med vilje, er jeg sikker på!) ikke helt) i midten. Dette 54. fragment er også klart det mest fortællende og karaktertegnende, klassisk romanagtige fragment af dem alle – og altså efter mit bedste skøn det kronologisk sidste i rækken.

Men hvad har Højholt at byde på, ud over en, lader det til, mere eller mindre autistisk og meget ensom hovedperson, der konstant beskæftiger sig med litteratur uden at forstå sig på det, og så en mængde sætninger, som Beckett allerede har skrevet før ham, men gjort profane? Først og fremmest består 6512 af en serie litterære idiosynkrasier; vor hovedperson er meget travlt optaget af det gode sprog, men definerer aldrig, hvad det er – men det lader til, at det sprog, han ønsker at skrive, er ikke-sproget, det sprog, der er strømlinet og ikke gør opmærksom på sig selv. Men det lykkes aldrig; han skriver en sætning, hvor det samme ord med korrekt grammatisk mening står to gange i træk, han skriver "skid", selvom han udtaler det "skij", han laver stavefejl, sætter et kolon, finder sig ude af stand til at skrive, hvad han ønsker at skrive, før han har skrevet det (eller omvendt), løber tør for plads og må slutte midt i en sætning for ikke at bryde en-sides-reglen, eller omvendt, finder ikke på mere end to ord at skrive i løbet af en dag.

Kort sagt er det en roman, der ikke handler om andet end sig selv – og gør det usædvanligt veloplagt, underholdende og morsomt; og, endda, selvom Per Højholt sikkert ikke ville have kendtes ved det, rørende.

Der er jo noget med, at disse romaner om skrivningen og dens begrænsninger var på mode i 60'erne med, som nævnt, nyromanen og Beckett som frontløbere. I Danmark fandtes interessen også, især hos de forfattere, der omgav og udkom på forlaget Arena, men det er måske begrænset, hvor mange af eksperimenterne, der har overlevet i litteraturhistorien. I hvert fald ser jeg oftere litterater skrive, at den slags romaner var på mode i 60'erne end eksempler på, at de var det – det samme gælder 70'ernes socialrealisme, som alle litteraturkritikere med respekt for sig selv hader uden at have læst og uden at kunne nævne så meget som ét eksempel på.

Hvad angår disse 60'er-avantgardistiske anti-romaner, kan jeg derfor med skam at melde heller ikke komme i tanker om andre eksempler, ud over 6512, end Inger Christensens Azorno. Den er to år ældre og desuden min yndlingsroman, og det er også kun, fordi den eksisterer, at jeg ikke straks udnævner 6512 til et vaskeægte mesterværk. For kort sagt bryder Per Højholt det ned, som Inger Christensen lykkes med at bygge op igen. Men Christensen var bare så meget bedre end Højholt, at hun byggede det op allerede to år før, han rev det ned. Så ikke kun er 6512 en virkelig god og underfundig sag – den er også endnu et bevis på, at Azorno virkelig er verdens bedste bog; og en bedre eksistensberettigelse for en roman er svært at komme i tanke om.

En afsluttende note: Hvad søren laver Gyldendal lige med deres rettigheder og forfatterskabsvedligeholdelse? Altså, hvordan i hede hule osv. kan det være, at 6512 ikke er blevet genudgivet siden 1986, selvom den igen og igen dukker op i diverse litteraturhistorier? Romanen står ikke just og rådner på antikvariaterne, men er ret sjælden – jeg måtte af med 250 kroner for et brugt (men velholdt) eksemplar. Så genudgiv dog den bog!