Anmeldelse: Hinkeleg af Julio Cortázar

Titel: Hinkeleg, originaltitel: Rayuela
Forfatter: Julio Cortázar
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt
Forlag: Skjødt Forlag
759 sider

Først udgivet 1963, denne oversættelse 2017
Roman

Vurdering: 6/6

En ulidelig, intellektuel spradebasse vandrer omkring i Paris og tror, han er så forfærdeligt meget klogere end alle andre. Det gør han i en ulideligt intellektuel roman, der sender læseren på hinketur, fordi den tror, den er så forfærdeligt meget klogere end alle andre romaner. Fik jeg nævnt, at det er et absolut mesterværk?

Hinkeleg af Julio Cortázar kan læses på mindst to måder: Enten kan man være en, med romanens egne ord, "damelæser" og læse de to første dele, som man ville læse enhver anden roman. Eller man kan være en "medskyldig læser" og hinke sig vej gennem romanen ved hjælp af tredje del, de "undværlige kapitler". Som medskyldig læser læser man stadig første og anden del (undtagen kapitel 55), men derudover springer man efter et fastlagt skema ofte hen i tredje del og læser et tillægskapitel; så tredje del fungerer lidt som en slags fodnoter. Disse undværlige kapitler kan være citater fra andre romaner, digte, sange, aviser osv., ekstra kapitler, der ikke er blevet plads til i første og anden del eller en (post)modernistisk forfatters refleksioner over litteraturen. Disse refleksioner, forfattet af en vis Morelli, som romanens hovedperson møder på et hospital, fungerer som en slags poetik for Hinkeleg selv, dog med et skud ironi. Denne Morelli beskriver ret tåget og selvtilfredst det værk, vi læser som Hinkeleg: 

sigte mod en tekst, der ikke griber læseren, men presser ham til at blive medskyldig, idet den under den konventionelle udvikling antyder andre og mere esoteriske retninger. Demotisk skrift til damelæseren (som i øvrigt ikke får læst mere end de første sider, før hun brat og skandaliseret må give tabt, idet hun bander over det, hun har betalt for bogen), halvt ulæselig hieratisk skrift på bagsiden. / Provokere, sætte sig for at skrive en uordentlig tekst, der er løs i fugerne, usammenhængende, minutiøst imod romangenren (skønt ikke imod det romanagtige).

Morelli er med andre ord en arrogant nar. Denne arrogance er også Cortázars, men han er bevidst om den:
Romanens hovedperson, Horacio Oliveira, er på samme måde arrogant. Han tøffer i første del formålsløst rundt i Paris, mens han længes mod det absolutte, enhed. Dvs. det udenforsproglige, den uopnåelige sammensmeltning. Det, der med romanens gennemgående metafor, beskrives som paradiset for enden af hinkeruden. Oliveira har så travlt med at længes efter filosofiske abstraktioner, at han er ude af stand til at indse, at han elsker sin kæreste, Maga. Det får frygtelige konsekvenser, som ikke skal afsløres her, men som Oliveira i sin arrogance bilder sig selv ind, han er ligeglad med. Hinkeleg er en intellektuel antiintellektuel roman på flere planer: Oliveira er en intellektuel antiintellektuel, idet han længes efter det udenforsproglige og Magas lette begejstring ved hverdagens småting, og Hinkeleg er samtidig en ekstremt intellektuel parodi på først sin egen intellektualisme og dernæst Oliveiras intellektuelle antiintellektualisme. Forvirrende? Måske, men også sjovt og overraskende rørende.
Det rørende skyldes især Cortázars eminente sprog, fantastisk oversat af Rigmor Kappel Schmidt:

Så begraver jeg hænderne i dit hår, kærtegner langsomt dit hårs dybder, mens vi kysser hinanden, som havde vi munden fuld af blomster eller af fisk, mørkt duftende, med livlige bevægelser. Og hvis vi bider hinanden, er smerten sød, og hvis vi et kort, frygteligt nu indsuger hinandens ånde, til vi kvæles, er den momentane død smuk. Og der er kun ét spyt og én smag af moden frugt, og jeg mærker dig skælve imod mig som en måne på vandet.

Og så er der den helt elementære spænding. De fleste kapitler er ganske korte; de handler ofte (blændende smukt) om Oliveiras og Magas kærlighed eller mangel på samme eller om intellektuelle diskussioner om bl.a. jazz i "Slangeklubben" (der dækker over et endnu mere interessant trekantsdrama), som de begge er del af. Men enkelte gange folder Cortázar sig ud i i omegnen af 50 sider lange kapitler, hvor der tidligt introduceres et spændingselement, der først forløses til sidst i kapitlet. I et af slagsen hænger en kvinde f.eks. og dingler på en hjemmelavet bro, og det er ikke til at vide, om hun vil overleve eller falde mod den sikre død. Før vi får svaret på dét spørgsmål, diskuterer Oliveira og hans ven Traveler bl.a. filosofiske opfattelser af begrebet tid henover mere end 20 sider. Diskussionen kan være interessant i sig selv (både i sig selv og som parodi på sig selv), men den bliver næsten uudholdeligt spændende, idet hvert eneste ord udsætter kulminationen på den måske dræbende brovandring.
Lyder det alt sammen fortænkt og selvoptaget? Det er det jo egentlig også. Men alligevel er det både noget af det smukkeste, mest gribende, mest spændende og mest intelligente, jeg længe har læst.
Jeg kan desuden anbefale, at man både før og efter læsningen af Hinkeleg, læser Rigmor Kappel Schmidts forord, der kan findes her.