Anmeldelse: Til mine brødre - og andre tekster af Peter-Clement Woetmann

Titel: Til mine brødre - og andre tekster
Forfatter: Peter-Clement Woetmann
Arena
129 sider
2019
Drama / poesi

Vurdering: 4/6

De tre tekster i Til mine brødre - og andre tekster er oprindeligt opsat på Aarhus Teater i 2016-18, da Peter-Clement Woetmann var husdramatiker der. I forordet takker Woetmann skuespillerne, "der har haft mine ord i deres munde og stillet spørgsmål ved deres form og vist deres mistro til min skrift", og det kan jeg sådan set godt forstå, for det kan være svært at forestille sig, hvordan teksterne her præcis skal sættes op som drama - særligt den sidste, "Lav sol", må det kræve noget af en hukommelse at lære udenad. Så egentlig er det meget passende, at genredefinitionen på udgivelsen er blevet "tekster" og ikke "drama", for det, man læser, ligner ikke en normal dramatekst - i to af teksterne er der ingen markeringer af, hvem der siger hvad (ifølge forordet kan teksterne "spilles af et frit antal personer"), og generelt er der få til ingen regibemærkninger. Derfor egner de sig lige så godt til at blive læst som poesi - hvilket kan anbefales!

To velfungerende greb går igen i samtlige tekster: Gentagelser og citater. I den første tekst, "Til mine brødre", taler først en mand, hvis bror som soldat sendes til Afghanistan, og siden broren - og indimellem en mere deskriptiv stemme, der udlægger fakta og analyserer den moderne krigsførelse. I denne tekst starter sætningerne ofte med en variation over "Jeg vil tale om" og "Jeg tænker på", hvilket bliver meget kraftfuldt, her fra begyndelsen:

Jeg vil tale om krig.
Jeg vil tale om krigen i Afghanistan.
Jeg vil tale om de øjeblikke i vores liv, hvor vi suges ind i historien og kan mærke, der er noget, der er forandret.

"Til mine brødre" indholder citater fra soldaters egne beretninger om oplevelsen af at være i krig, og gennemgående er spørgsmålet, hvordan et menneske kan leve med at slå ihjel, eller rettere: Hvordan det at skulle kunne leve med at slå ihjel systematiseres. Det handler om, hvordan man gør afghanernes liv til det, Judith Butler kalder "usorgbare", altså til mennesker, hvis død man ikke behøver sørge over:

Min bror sagde:
Vi rensede ikke målene, da kompagnichefen mente, at det ville være lettere, hvis vi ikke så, hvad vi havde slået ihjel. 

Men på trods af alle forholdsreglerne er det alligevel umuligt ikke at føle konsekvensen af at have slået ihjel, så længe man stadig er i stand til at sanse:

Jeg tænker på den yngste brors ansigt, måden kødet trevlede på, at der i stedet for næsens fremspring var et stort tomt hul.
Jeg tænker på, hvordan kraniet, at der ikke længere var nogen struktur.
Jeg tænker på, at vi senere opdagede, at de to brødre bare var på vej hjem.
I stedet for et ansigt var der en klump ødelagt kød. 

Teksten slutter med forestillinger om fremtidig krig, en "krig uden anger", hvor soldaten ikke længere behøver sanse sit offer og derfor ikke anerkende ham som levende, fordi krigen udkæmpes på afstand med droner og robotter.

Den anden tekst, "Den sidste bølge", er sjovere, selvom den også er, om muligt, endnu mere sortsynet og langt hen ad vejen virker som noget, Theis Ørntoft kunne have skrevet. Men sjov er den alligevel, og det skyldes Woetmanns evne til at pastichere og citere andre diskurser og tekster, så der optræder replikker som disse:

Det er et meget fleksibelt og gennemsigtigt produkt, som mange danskere efterspørger. 

Og:

Forbruget er stadig lyspunktet, detailsalget stiger hurtigere end realvæksten i takt med den hurtigere voksende servicesektor.

Det minder lidt om replikker, der kunne ligge i munden på Edvard i Inger Christensens skuespil Intriganterne.

I "Den sidste bølge" rejser en mand ved navn Samuel til Mars for at slippe for sine jordiske bekymringer, sin skam over sit vestlige, bekvemmelige liv og sin angst for fremtiden. Før rejsen taler Sarah om, hvilke bekymringer han vil kunne glemme på Mars, og her falder tekstens bedste replik:

Så kan du glemme dine bekymringer, sagde Sarah. [...] Den lille skam ved at kræve, at dine ansatte skal være robuste, sagde Sarah, skal finde sig i alt. 

Den sidste tekst, "Lav sol", er den, der er mindst akut samfundskritisk og mest poetisk skøn i sit sprog. Teksten handler om en kunstig intelligens, der måske, som jeg forstår det, erindrer sine sanseindtryk fra dengang, den var et fysisk menneske? I hvert fald er store dele af teksten den reneste, sanselige poesi:

Jeg kan høre havet. Jeg ligger i mørket og lytter til havet. Det kan være brusende og sært roligt. Det kan lyde som trætoppe, bladene der slår mod hinanden. Det kan lyde som søvn der løber ud af ens elskedes mundvige, stille, stille, fugt. 

Har jeg en favorit blandt de tre tekster? Tjah, "Til mine brødre" er nok den, med et irriterende ord, vigtigste tekst, fordi den mest præcist stiller skarpt på et problem i verden, Afghanistan-krigen og evnen til at slå ihjel, men til gengæld er det måske også den tekst, der er æstetisk mindst vellykket med en del tekststeder, der i deres iver efter at repræsentere den ukommunikerbare krigsoplevelse simpelthen bliver for meget i sproget og ender i det utroværdige, som her:

Jeg kalder det MAD MINUTE. Jeg kalder øjeblikket, hvor alting smelter sammen med min fingers ene bevægelse: MAD MINUTE. Og jeg knalder ud med min gun, til nerverne siger, de skal hilse.
MAD MINUTE: MAD MINUTE! MAD MINUTE!

"Den sidste bølge" er til gengæld den skarpeste satire af de tre, mens  "Lav sol" har de smukkeste sætninger. Så en favorit blandt de tre? Nej, alle tre tekster byder på læseværdige elementer og kan anbefales.