Jeg har læst mere i år, end jeg vist nogensinde har gjort før. 109 bøger blev det til. 26 har jeg anmeldt her på bloggen, 4 på littuna.nu og 6 på pristjek.org. Resten har jeg ikke anmeldt, enten af ren dovenskab, eller fordi jeg har læst dem i arbejdsøjemed og derfor er inhabil – og derfor begrænser udvalget på denne liste sig til bøger, jeg har anmeldt.
En skamfuld statistik: Af de 109 bøger, jeg læste, var hele 72 skrevet af mænd, 3 havde en blandet kønsfordeling, og kun 34 var skrevet af kvinder – mindre end halvdelen af antallet af mandlige forfattere. Sikke noget! Måske burde jeg indføre kvoter i min læsning.
To regler for bøgerne på listen: Som sagt nævner jeg kun bøger, jeg har anmeldt, og jeg begrænser mig desuden til max. én bog pr. forfatter, så det ikke bare bliver en lang liste over de Harald Voetmann- og Rasmus Nikolajsen-bøger, jeg har læst i spandevis i løbet af året.
4 gode bøger udgivet på dansk i 2020
En note: At der kun er én dansk 2020-bog på listen skyldes ikke kun, at jeg ikke har nået at læse så meget spritny dansk litteratur endnu, men også at nogle af de danske 2020-udgivelser, jeg har holdt mest af, er skrevet af forfattere, der er repræsenteret andre steder på denne liste. Derfor et kort shout-out til Rasmus Nikolajsens Barnevognshaiku og Harald Voetmanns H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog.
Peter Handke: Ulykkelig og uden ønsker
Sidste års kontroversielle nobelpristager får for tiden nyoversat sine hovedværker af Madame Nielsen på Batzer & co. Ulykkelig og uden ønsker er virkelig nobelprisværdig litteratur; tanke- og følelsesvækkende i sin samtidige nøgterne distance og overgiven sig til indføltheden.
Carlos Fuentes: Aura
En, der måske burde havde haft nobelprisen: Carlos Fuentes' revitaliserer gotikken ved at give den et skud fantastik med sin novelle eller kortroman fra 1965. Fremragende oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser
Nordisk lyriks grand old ladys to seneste digtsamlinger blev i 2020 oversat til dansk i en dobbeltudgivelse. De handler begge om sorg, men hvor sorgen i den ene er eksistentiel og almenmenneskelig, er den i den anden ubærligt konkret: Forsströms barnebarn Vanessa døde af leukæmi, og Forsström skærer ind til al sorglitteraturs grundsætning: "Jeg kan ikke forklare det."
Filip Granlie: Originalen
Badutspringende gennem videnskabens og poesiens diskurser gennemskriver Filip Granlie i løbet af 84 små sider hele menneskehedens historie – og dens fremtid. Det er morsomt, legende og, som titlen antyder, originalt.
4 gode danske prosaudgivelser fra de seneste år
4 kortprosa- og novelleforfattere (den ene i form af en novellesamlingsagtig firebindsfortællekreds) er blandt det bedste danske prosa, jeg har læst i år.
Rasmus Nikolajsen: Den ulykkelige boghandler
I årets løb har jeg læst og genlæst næsten hele Rasmus Nikolajsens forfatterskab, så i stedet for at sige noget om novellesamlingen Den ulykkelige boghandler kommer her lige en prioriteret liste over hele mandens produktion (undtagen krimien Udbryderne skrevet sammen med Lauge Larsen, som jeg ikke har læst): 1) hvad skal vi med al den skønhed?, 2) Den ulykkelige boghandler, 3) Socialdemokratisk digt, 4) sølvKANIN, 5) Tilbage til unaturen, 6) Barnevognshaiku, 7) i Athen, 8) Alting ender med et bryllup, 9) digte om lidt, 10) Frihed og sex på rejsen (og 11 og 12: readymadebøgerne Måske vil det hele vende på et tidspunkt og Love). Alle sammen gode – i en forbløffende blanding af legende sprogvilterhed og de seneste år dyb alvor.
Harald Voetmann: En alt andet end proper tilstand
En anden forfatter, jeg har læst rigtigt meget af i år, er Harald Voetmann – og det har især været en fryd at opdage ham som kortprosaforfatter i denne og Teutoburger. Ingen nulevende forfatter behersker det danske sprog lige så overlegent og blærerøvsagtigt som Harald Voetmann – og som kortprosabøgerne viser, har det været sådan længe.
Jonas Eika: Efter solen
Efter solen var også på listen i 2018, men i år genlæste jeg den og anmeldte den på ny. For Efter solen er en bog, vi må blive ved med at tale og skrive om – hvis det står til mig ikke bare mange år endnu, men nærmere egentlig for altid, som den ægte klassiker, den er.
Christina Hesselholdt: Selskabet
Christina Hesselholdts bøger inhalerer jeg, nærmere end jeg læser dem. Hun skriver på samme tid med en stor psykologisk dybde om tunge og svære emner og i et selvbevidst, sjovt og pludrende-legende sprog. Sikke en kombi!
3 gode danske digtsamlinger fra de seneste år
Morten Chemnitz: Hindre
Morten Chemnitz viste sig med sine to første bøger, Inden april og Bindingerne, som en original, sprogligt opfindsom og rørende indfølt naturlyriker. Men de to bøger var også næsten ens, så det var klart, der måtte ske noget nyt i den tredje. Jeg er positivt overrasket, for ikke at sige lykkelig, over, at det blev både så nyt og så godt.
Amalie Smith: De næste 5000 dage
Når man ser tilbage på et længere forfatterskabs afstand, virker Amalie Smith i sin debut både helt som sig selv og helt som en anden. Det er lige ved, at det er bedst, når hun til sidst i bogen med sin legende, formbevidste poesi overhovedet ikke lyder som sig selv.
Daniel Dalgaard: Spejlkamel
Til sidst i min anmeldelse af Daniel Dalgaards to første og hidtil eneste bøger, digtsamlingerne Vi er ikke konger og Spejlkamel, bad jeg om en novellesamling på bestilling. I stedet viser det sig nu, at der er en roman på vej i 2021 på forlaget Gutkind. Den glæder jeg mig sørme til at læse, for Spejlkamel viser, at Dalgaard bestemt må være en fremragende fortæller in spe.
2 gode danske klassikere
William Heinesen: Det gode håb
Ekstremsport for sprognørder og en politisk roman til vor tid kaldte jeg i min anmeldelse William Heinesens Nordisk Råds Litteraturpris-vinder, for den lykkes på samme tid fortrinligt med at genskabe et arkaisk 1600-talsdansk og gå i kødet på politiske tematikker som tyranni og kolonialisme, der stadig er alt for relevante i dag.
Per Højholt: 6512
6512 er en roman, der i hvert fald bare overhovedet ikke gider være nogen som helst roman. Teenagetrodsigheden er charmerende og litterært sprudlende, og så er den bedre til at bruge sit system end nogen anden systemroman, jeg har læst.
3 gode europæiske klassikere
Theodor Fontane: Effi Briest
I sin ikke helt ufeministiske klassiker gør Fontane lige præcis det, som alle de bedste fødsel-til-død-romaner gør: Lader et kort tidsspand udspille sig hen over de første flere hundrede sider, for så til sidst at lade et helt liv køre i fast-motion i løbet af et par enkelte kapitler. Sikken aldringens melankoli!
Karel Čapek: Krigen med salamandrene
Satire til tiden, dvs. Mellemkrigstiden, men så altså, mærkeligt nok, også nutiden. Tjekkiske Karel Čapek (1890-1938) spiddede sin samtid så grundigt, at lansen er fortsat langt ind i 2020. Smuk udgivelse fra mikroforlaget Æther, der ikke kun tager litteraturen, men også bogen som objekt, alvorligt.
Marguerite Yourcenar: Smeltedigelen
Intet kan leve op til det livskloge mesterværk Kejser Hadrians erindringer, men Marguerite Yourcenars anden store historiske roman er tæt på. Smeltedigelen er lige så rørende i sin humanisme og milde resignation over menneskets ondskab.
2 gode værker fra Antikken
Gilgamesh
Gilgamesh er nedskrevet for mere end 3.000 år siden, og det er det bedste, jeg har læst i år: Hvordan søren kan så gammel en tekst gribe læseren på så lang tidslig afstand? Et af svarene må være, at Sophus Helle og Morten Søndergaard har skabt en uovertruffen oversættelse.
Sulpicia: En romersk digter
Uretfærdigt glemt og overset af litteraturhistorien, vidende og passioneret genoplivet: Harald Voetmanns Sulpicia-oversættelse viser både den romerske digters enkelt præcist følende sider og komplekst mytereferende blærende sider. Er det hele faktisk skrevet af Sulpicia, eller har hun haft en mandlig ghostwriter, som (også mandlige) læsere har ment gennem tiden? Voetmann tror på det første og taler brusende for sin sag.
2020 kommer nok ikke til at huskes som et specielt godt år. Men når jeg tænker tilbage på ovenstående bøger, må jeg huske det som et i det mindste godt læseår. Jeg håber, du kan bruge anbefalingerne.
