Anmeldelse: Teutoburger af Harald Voetmann Christiansen

Titel: Teutoburger
Forfatter: Harald Voetmann Christiansen
Lindhardt og Ringhof
148 sider
2005
Noveller / kortprosa

Vurdering: 5/6

Sikke en glæde det er at have opdaget (eller rettere: langt om længe læst) Harald Voetmanns kortprosa! Efter at have læst den usædvanligt gode En alt anden end proper tilstand skyndte jeg mig straks at anskaffe mig, hvad der ellers fandtes tilgængeligt antikvarisk — hvilket desværre kun var Teutoburger. Jeg håber, Kapricer og Autoharuspeksi dukker op i et antikvariat snarligst (til en rimelig pris), så jeg kan få fat på dem — indtil da må jeg hellere se at få anskaffet mig den selvudgivne Trivia-trilogi, som, så vidt jeg ved, vist stadig kan fås fra ny.

Teksterne i Teutoburger er inddelt efter længde — den længste først og den korteste til sidst. Den første novelle ligner noget, der skulle være blevet til en roman (og slutter oven i købet med "o.s.v."), hvilket også synes at have været tilfældet for to-tre af teksterne i En alt anden end proper tilstand (hvori jo et af romanfragmenterne rent faktisk blev til romanen Kødet letter). Resten er alt fra konceptuelle tekster med stjernetegnsagtige lister over forskellige slags personer til helt, helt korte kortprosatekster af én sides længde. Som altid er det gennemgående element en hengiven sig til ekstreme sprogblomster som denne:

Jeg stod i dag og betragtede to duer, der hakkede i en halv burger. "Disse tvende dråber fra Guds grumsede kød-og-fjer-pipette," fik jeg med nød og næppe mig selv til at tænke, "så sparsomt bestænket med den bevidsthed, vi andre har truckerbadet i," eller: "visseligen har truckerbadet i." Visseligen var jeg da tilfreds med denne min smørbare dumsmarthed.

Mit favoritsted i hele bogen findes i den indledende romanruin, "Teutoburger", hvor en dreng bebor et slot i udkanten af Teotuburgerwald som sidste led i en degenereret  aristokratfamilie (et typisk Voetmannsk fin-de-siécle-agtigt motiv). Familien bruger en grandonkels tomme sarkofag i krypten som opbevaringrum for en pose glasperler, der årligt hænges op som julepynt, og som det er drengens pligt at gå ned og hente. En enkelt gang er han kommet til at løfte låget af den forkerte sarkofag og har måttet bruge timevis på at få låget på igen, og "alene tanken om den lange og meningsløse fysiske anstrengelse under så kummerlige forhold som disse, fyldte ham med en ubændig trang til at deltage på slavernes side i kampen i Apulien i år 73 f.kr., eller i det mindste yde dem enhver tænkelig økonomisk og diplomatisk bistand." I så fald ville Spartacus' oprør nok have været succesfuldt, ræsonnerer drengen, men "Så snart slavehæren med hans hjælp havde overvundet Crassus og Pompejus ville den vende sig imod ham." Hans lig ville så blive begravet med glasperlejulepynten, og:

Hans far ville netop da gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at lade som om, at han ikke børstede en tåre væk fra kinden eller rettere fugtede og nærede sin tørre venstre pegefingernegl, der ikke så meget var en egentlig negl, som den var en koloni af spredte og indbyrdes uafhængige gule og tørstige hornstubbe, placeret i et mønster der ikke var ganske ulig det mønster, der tilsammen bliver dannet af flæskeklannerlarvens hug- og tyggetænder, som de tager sig ud under et mikroskop. "Ja, vores søn havde en forkærlighed for farvet glas," ville han så sige. "Han dvælede ved farvet glas som en dum indianer. [...] Men græd ikke over ham, kone. Han bragte det over sig selv. Det eneste, vi bør bekymre os om nu, er, om hvorvidt Romerriget efter Spartacus-opstandens drastisk ændrede udfald vil udvikle sig i egentlig socialistisk retning, og hvilke forholdsregler, vi to bør tage mod en sådan sær og af et umodent sind fremprovokeret verdensudvikling." Sådan kunne hans far omtent have fundet på at sige i den givne situation. Og videre end den kommentar havde han aldrig tænkt.

Men det, at han tænker så langt på grund af sin ved hårdt fysisk arbejde pludseligt opståede sympati for et over totusinde år gammelt slaveoprør, er lige netop, hvad der gør Voetmann til en så fantastisk forfatter.

Hvad skal ellers nævnes? Jo, Teutoburger er om muligt endnu mere kropsfikseret end Voetmanns andre bøger, så der flyder sekreter af alskens slags på snart sagt hver anden side. Også det må betragtes som en kvalitet. Jeg er ret så ovenud begejstret og glæder mig til at læse (endnu) mere fra hans hånd!