Forfatter: Petronius
Oversætter: Harald Voetmann
Gyldendal
183 sider
Skrevet 1. årh. evt., denne oversættelse 2009
Roman
Vurdering: 4/6
Den Petronius, der skrev Satyricon, var sandsynligvis den Gajus Patronius, som var kejser Neros arbiter elegantiae, dvs. smagsdommer/rådgiver i spørgsmål om det luksuriøse. Og luksus er der rigeligt af i Satirycon.
Apulejus' Det gyldne æsel er den eneste latinske roman (ikke at forveksle med den moderne roman, selvom Gyldendal frejdigt bare har skrevet "roman" på forsiden af denne oversættelse), som er bevaret i sin helhed, men Satyricon er til gengæld ca. 100 år ældre og en hel del frækkere. De bevarede dele antages at stamme 14.-16. bog af et ret omfangsrigt værk, men det vides ikke med sikkerhed.
Hovedpersonen hedder Encolpius, som vistnok er tidligere gladiator, og som er på flugt fra nogen, han måske har stjålet en slavedreng fra tidligere i fortællingen, i noget af det, der er gået tabt. Slavedrengen hedder Giton og er åbenbart ekstremt seksuelt tiltrækkende for alle mennesker af begge køn; det første stykke handler om, hvordan Encolpius slås med vennen Ascyltos om, hvem der har ret til Gitons krop.
Dernæst følger det ene orgie efter det andet med overdådige anretninger og masser af homosex krydret med lidt pædofili, impotens og en enkelt skibskatastrofe. Det er ret så underholdende!
Det mest berømte af de bevarede afsnit er festen hos Trimalchio; ved festen er der (hvis jeg forstår det ret) kun inviteret frigivne slaver, fordi rigmanden Trimalchio selv startede som slave og siden har levet den amerikanske drøm, så han nu er rigere end noget menneske kan forestille sig. Aftenen går med hans praleri og et ekstremt indtag af underlige retter; men på trods af al Trimalchios pragt og vælde kan han ikke skjule sin underlødige herkomst, når han højlydt synger falsk, reciterer digte forkert og åbenlyst ikke kan finde rundt i myterne. Han er nyrig og udannet og derfor ekstremt optaget af at fremvise sin egen rigdom og bævre af frygt for døden; det er ren Donald Trump.
Senere støder vi på forfatteren Eumolpus, der til sine omgivelsers fortrydelse ikke kan holde kæft i to minutter uden at skulle recitere et digt. Sådan her finder Encolpius og Giton ham efter skibskatastrofen:
Vi hørte en besynderlig mumlen og stønnen fra kaptajnens gemakker som fra et vilddyr, der forsøgte at slippe ud. Da vi fulgte lyden, fandt vi Eumolpus, som sad og griflede vers ned på et stort pergamentark. Vi måbede over, at han kunne finde ro til at skrive digte, mens døden åndede ham i nakken. Så trak vi ham ud, selvom han skreg, og vi bad ham om at tage det roligt. Men han var afsindigt rasende over at blive afbrudt. "Lad mig gøre sætningen færdig," sagde han. "Digtet halter i slutningen." Jeg greb fat i ham som den rablende galning, han var, og bad Giton hjælpe mig med at slæbe denne brægende digter ind på land.
Det er god underholdning sådan at følge digtende, kæmpende og liderlige personer på eventyr. Når det så er sagt, ville jeg nok ikke just ligge i kø foran boghandlen, hvis man i morgen fandt de (antager nogle) omkring 1000 sider, som hele Satyricon kan have været. Den smule, der er bevaret, har den helt rette længde til at underholde, men når også at gentage sig nok gange til, at man mod slutningen har det som ved den anden portion cholademousse — mæt og veltilfreds, men, hvis man ikke passer på, faretruende tæt på kvalmegrænsen.
I de bevarede ca. 150 sider er Satyricon god underholdning; fræk, sjov og af Harald Voetmann vældigt godt oversat til et sprudlende nudansk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar