tirsdag den 26. november 2019

Anmeldelse: Avuncular af Pia Juul

Titel: Avuncular
Forfatter: Pia Juul
Tiderne Skifter
56 sider
2014
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvis jeg nu skal lege litteraturhistoriker, og det må man vel gerne nogle gange, så er der to typisk 90'er-agtige træk ved Pia Juuls digte — også selvom hun jo egentlig debuterede midt i 80'erne (og jeg også tidligere har kaldt hende 80'er-agtig (hvilket jeg også står ved), altså, der ser man, hvor galt man kan komme af sted, når man leger litteraturhistoriker, hele den konstruktion er et værre, uoverskueligt morads) — eller også er der to typisk Pia Juul-agtige træk ved 90'ernes litteratur.

Den ene er den upointeret pointerede udgang på digtet — altså en sidstelinje, der står tydeligt nok alene til at være en slags morale, til at være noget, man skal bide mærke i som betydningsfuldt, men som samtidig ikke rigtigt er det. Her et typisk eksempel:

Om morgenen bad jeg ham se på min ryg / Det gjorde ondt / "Det er ingenting," sagde han. / Om natten spurgte han: / "Er du bange for døden?" / Vi kogte pasta.

Og værsgo', så kan du ellers gå i gang med at fortolke på, hvad pastakogningen betyder for dødsangsten. For mig at se er denne teknik et forsøg på at gøre en ikke-helt-god-nok tekst interessant. Juul bruger samme teknik i et kortprosaagtigt stykke om en suicidal kvinde, der så i sidste linje springer væk fra emnet: "Jeg får et chok da fasanen flyver op med sit skrig, / skønt jeg vidste den var der."

Nå-nå, så kan man nok rigtigt spekulere over, om fasanen mon symboliserer døden, der altid er på samme tid uventet og ventet. Men det er jeg altså ikke særligt interesseret i at spekulere over; jeg vil hellere læse gode digte end digte, der har så travlt med at påstå, at de er gode, at de slet ikke når at være det.

Den anden tendens, som jeg til gengæld er meget begejstret for, er den sprogkritiske tilgang til digtet; mistroen til sprogets evne til at være andet end sprog. Her minder Pia Juul mig om Majse Aymo-Boot (der jo altså godt nok debuterede i 00'erne, og mon ikke min litteraturhistoriske konstruktion så er ved at være godt og grundigt faldet sammen). Det ses bl.a. i en tekst, hvor barndomsforelskelsen i Cary Grant "ramte mig som et dolkestød", mens det at finde ud af, at Cary Grant i mellemtiden var blevet gammel, var "Endnu et dolkestød, men denne gang ikke "som"". Jo, det er da netop "som", det er jo ikke noget bogstaveligt dolkestød, men med sin zoomen ind på det underlige ord, "som", peger Pia Juul på det mærkværdige i alle metaforer og særligt i de døde metaforer, som hun så mirakuløst arbejder originalt med.

Allerede i digtsamlingens første linjer ser man sprogkritikken: "Hvad er en onkel / Et ord / slå det op". Ja, netop: "Onkel" er kun et ord; den konkrete virkelighed, det henviser til, kunne lige så godt hedde noget helt andet end "onkel", og ordet "onkel" har da også mange andre betydninger end den farbror eller morbror, som ordbogen påstår, det betyder. Det onkelagtige er f.eks. ikke nødvendigvis noget specielt farbroderligt.

Avuncular er, som der oplyses i et ordbogsopslag på bogens bagside, engelsk og betyder netop "onkelagtig". Hos Pia Juul bliver det onkelagtige en blanding af konkrete onkler, men også ælden, det nye nærvær til døden, søvnløsheden og humoren. Den cocktail er opskriften på rigtigt god poesi, og digtsamlingens anden halvdel, som er der, hvor onklerne vandrer ind i digtsamlingen og tager over, er simpelthen mesterlig. Glemt er straks første halvdels trælse upointerede pointeringer, når digtene pludselig kan stå så på samme tid sjovt og kærligt som det om onkel Jens:

Sidste gang jeg så ham / var han iført slåbrok / "Velkommen i familien," / sagde han til min kæreste / "og til de herrer, der er / til stede: Gå til læge / i tide / hvis I har problemer med vandet." / Han var på morfin / men det var ikke den / der gjorde ham mild og lun / Han sagde, som sin bror, / visse ord med en særlig klang: / Korsbæk / Gadholt / Vandmøllen / Han forskede i slægten. / I stamtavlen / så vi at han også hed Frede.

Det er imponerende, hvor på samme tid kærlig, sjov og — i bogstaveligste forstand — dødsensalvorlig, Pia Juul kan få gjort onkelfiguren i samlingens "Avuncular"-del og det afsluttende, usædvanligt gode langdigt. Når jeg på et tidspunkt genlæser Avuncular, for det kommer jeg helt sikker til, tror jeg, at jeg vil nøjes med at læse fra side 38 og frem, for i det stykke gemmer der sig et højdepunkt i Pia Juuls forfatterskab.

Jeg har nu læst alle Pia Juuls digtsamlinger (indtil videre) og vil i særlig grad anbefale, hvis man skulle være interesseret i at give hendes forfatterskab et forsøg, RadioteatretHelt i skoven og forbi — og så de sidste 20 sider af Avuncular.

mandag den 25. november 2019

Anmeldelse: Mikael af Dy Plambeck

Titel: Mikael
Forfatter: Dy Plambeck
Gyldendal
266 sider
2014
Roman

Vurdering: 5/6

Helmandfloden skinnede. Der var noget hengemt ved solsikkerne, der stod ranke langs flodbredden, deres skarpe sødlige lugt, som lugten når man åbner en skuffe i et sommerhus, der har været lukket ned for vinteren. Træerne var smukke på denne tid af dagen, farverne stod frem om formiddagen, når træernes skygger lagde sig på de lerklinede huse, en lysegrøn skygge, som om træerne var lavet af glas.

Sådan kan en landskabsbeskrivelse i Afghanistan lyde, når det er Dy Plambeck, der skriver: Metaforrigt, med associationer til noget så hjemligt som sommerhuse og med blik for en glasagtig skrøbelighed i krigens hårde landskab. Det er ikke til at komme uden om, at det er æstetisk ret overlegent.

Der er al mulig grund til at diskutere, hvordan man skriver (og hvordan man bør skrive) om krig, og i Klaus Rothsteins Soldatens år indgår Mikael som et eksempel på den tendens, han ser hos de danske forfattere: Et manglende blik for de politiske sammenhænge, Afghanistankrigen indgår i; en interesse for den danske soldat uden en forholden sig til den krig, som han som sit arbejde har valgt at føre.

Hos Dy Plambeck bliver krigen så depolitiseret, at den bliver nærmest en karakter i sig selv: Man hører, at "Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den skulle slå os ihjel". Det er krigen, ikke dens kombattanter, der slår ihjel, og det er krigen, ikke politikerne, der bestemmer, at den skal fortsætte.

Det gør dog ikke Mikael apolitisk. Bogen følger journalisten Becky, der i Afghanistan forelsker sig i soldaten Mikael, og den uendelige empati for den danske soldat er et politisk valg. At afsnittene fortalt fra Mikaels synsvinkel er hyperæstetiserede er et politisk valg. Og det er også et politisk valg, at Mikael allerede fra første side mellem linjerne udstilles som naiv og brutal: Bogens første sætning, som er set fra Mikaels synsvinkel, er "Fjenden er et menneske", men straks følger en umenneskeliggørende beskrivelse af fjenden; det at kalde "Fjenden" for "Fjenden" er, som bogen pointerer i et afsnit, hvor krigens eufemismer oplistes, umenneskeliggørende. Og senere får vi denne beskrivelse, også fra Mikaels synsvinkel:

I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej.

Så var fjenden vist heller ikke mere menneske end dét. At vise de psykologiske krumspring, soldaten gør for at slå ihjel for en sag, han ikke selv tror på, er da i høj grad et politisk valg — og et godt et af slagsen, hvis du spørger mig.

Det gør selvfølgelig ikke Mikael politisk på samme måde som Carsten Jensens Den første sten, og det behøver den heller ikke at være. Først og fremmest er Mikael en kærlighedsroman, der bruger krigen som et middel til at forstærke følelserne, og det gøres effektivt og rørende. Dét er også et politisk valg: Menneskeliggørelsen af og den totale empati for (men ikke nødvendigvis sympati med) den danske soldat — ikke på grund af hans arbejde, men nærmest på trods af det. Det er vel også en slags humanisme — i hvert fald når læseren er en som mig, der ikke bare var imod Afghanistankrigen, men også dens kombattanter — og når det er gjort i et billedrigt, skønt sprog som Dy Plambecks er det umuligt ikke at lade sig rive med.

torsdag den 14. november 2019

Anmeldelse: Den første sten af Carsten Jensen


Titel: Den første sten
Forfatter: Carsten Jensen
Gyldendal
612 sider
Først udgivet 2015, denne anden udgave 2017
Roman

Vurdering: 4/6

Carsten Jensens sprog pendulerer dramatisk mellem det meget, meget velskrevne — og så det, der i så høj grad stræber efter at være velskrevet, at det falder sammen under sin egen vægt og bliver kitsch:

Det er den dag, det hele går galt. Det må gå galt. Før eller siden. Det ved alle. Det er selve definitionen på krig. Gud ler ad den, der lægger planer. Du må improvisere.

Det er ret gennemgående for Carsten Jensens sprog, at han egentlig har fat i noget fint — her den staccatoagtige indsigt i, at det må gå galt — men så bliver ved med at læsse på, til det bliver for meget — her fra "Det er selve definitionen på krig" og frem.

Sådan er bogen måske også som helhed. Over 600 sider er i hvert fald meget. Men det har også sine fordele, og her viser Carsten Jensen sin fremmeste styrke: Der er plads til det, romangenren synes at være skabt til — at komme ind under huden på adskillige karakterer og få præsenteret vidt forskellige, modstridende verdensbilleder, der sættes mere og mere på spidsen frem mod et gedigent klimaks.

Hos Jensen er der både plads til indlevelse i soldaterne og deres mange forskellige grunde til at gå i krig, fra god løn, til spænding, til en generel rodløshed i tilværelsen; plads til den øverstkommanderende oberst Steffensen og hans tyrkertro på egne evner til at arbejde pragmatisk; og til efterretningsagenten Khaiber og hans alt andet end naive idealisme.

Men den fremmeste styrke ved Jensens evne til at indlemme forskellige synsvinkler er, at soldaterne bliver tvunget til det samme. Uden at spoile for meget kan jeg godt sige, at da 3. deling, som vore hovedpersoner er del af, kommer ud for de sværest tænkelige prøvelser, viser det sig, at de kun kan overleve i Afghanistan ved også at sætte sig ind i den civile afghaners synsvinkel. Her adskiller Carsten Jensen sig fra mange af de andre danske forfattere, der har skrevet om Afghanistan-krigen: Mens de loyalt mod de danske soldater, de fortæller om, har beskrevet soldatens syn på afghaneren, tvinger Carsten Jensen sine hovedpersoner ud i en situation, hvor de må nuancere dette syn eller dø. Mon ikke hans politiske håb er, at læseren i samme ombæring tvinges til at nuancere sit syn på krigen?

Derfor synes Den første sten i høj grad at være den roman, Klaus Rothstein året før dens udgivelse efterlyste i Soldatens år — den roman, der tør beskrive Afghanistan-krigen i sammenhæng, tør have det politiske perspektiv med. — På flere planer, fra internationale aktørers makropolitik til oberst Steffensens mikropolitik, til de politiske konsekvenser, der ligger i den enkelte soldats daglige beslutning om at skyde eller lade være.

Og dette politiske billede virker langt hen ad vejen troværdigt og veltænkt, omend jeg altså ikke er overbevist af klicheen om den bumsebefængte nørd, der hacker Pentagon fra sin mors kælder — en kliche, som den veldrejede spændingsskrue med tiden kommer til at afhænge af. Men derudover står romanen som et mylder af ideologier uden lette svar, men med én klar anklage: Det nytter ikke noget at gå i krig i et land, som man ikke orker at forsøge at forstå.