Anmeldelse: Avuncular af Pia Juul

Titel: Avuncular

Forfatter: Pia Juul

Tiderne Skifter

56 sider

2014

Poesi

Vurdering: 4/6

Hvis jeg nu skal lege litteraturhistoriker, og det må man vel gerne nogle gange, så er der to typisk 90'er-agtige træk ved Pia Juuls digte — også selvom hun jo egentlig debuterede midt i 80'erne (og jeg også tidligere har kaldt hende 80'er-agtig (hvilket jeg også står ved), altså, der ser man, hvor galt man kan komme af sted, når man leger litteraturhistoriker, hele den konstruktion er et værre, uoverskueligt morads) — eller også er der to typisk Pia Juul-agtige træk ved 90'ernes litteratur.

Den ene er den upointeret pointerede udgang på digtet — altså en sidstelinje, der står tydeligt nok alene til at være en slags morale, til at være noget, man skal bide mærke i som betydningsfuldt, men som samtidig ikke rigtigt er det. Her et typisk eksempel:

Om morgenen bad jeg ham se på min ryg / Det gjorde ondt / "Det er ingenting," sagde han. / Om natten spurgte han: / "Er du bange for døden?" / Vi kogte pasta.

Og værsgo', så kan du ellers gå i gang med at fortolke på, hvad pastakogningen betyder for dødsangsten. For mig at se er denne teknik et forsøg på at gøre en ikke-helt-god-nok tekst interessant. Juul bruger samme teknik i et kortprosaagtigt stykke om en suicidal kvinde, der så i sidste linje springer væk fra emnet: "Jeg får et chok da fasanen flyver op med sit skrig, / skønt jeg vidste den var der."

Nå-nå, så kan man nok rigtigt spekulere over, om fasanen mon symboliserer døden, der altid er på samme tid uventet og ventet. Men det er jeg altså ikke særligt interesseret i at spekulere over; jeg vil hellere læse gode digte end digte, der har så travlt med at påstå, at de er gode, at de slet ikke når at være det.

Den anden tendens, som jeg til gengæld er meget begejstret for, er den sprogkritiske tilgang til digtet; mistroen til sprogets evne til at være andet end sprog. Her minder Pia Juul mig om Majse Aymo-Boot (der jo altså godt nok debuterede i 00'erne, og mon ikke min litteraturhistoriske konstruktion så er ved at være godt og grundigt faldet sammen). Det ses bl.a. i en tekst, hvor barndomsforelskelsen i Cary Grant "ramte mig som et dolkestød", mens det at finde ud af, at Cary Grant i mellemtiden var blevet gammel, var "Endnu et dolkestød, men denne gang ikke "som"". Jo, det er da netop "som", det er jo ikke noget bogstaveligt dolkestød, men med sin zoomen ind på det underlige ord, "som", peger Pia Juul på det mærkværdige i alle metaforer og særligt i de døde metaforer, som hun så mirakuløst arbejder originalt med.

Allerede i digtsamlingens første linjer ser man sprogkritikken: "Hvad er en onkel / Et ord / slå det op". Ja, netop: "Onkel" er kun et ord; den konkrete virkelighed, det henviser til, kunne lige så godt hedde noget helt andet end "onkel", og ordet "onkel" har da også mange andre betydninger end den farbror eller morbror, som ordbogen påstår, det betyder. Det onkelagtige er f.eks. ikke nødvendigvis noget specielt farbroderligt.

Avuncular er, som der oplyses i et ordbogsopslag på bogens bagside, engelsk og betyder netop "onkelagtig". Hos Pia Juul bliver det onkelagtige en blanding af konkrete onkler, men også ælden, det nye nærvær til døden, søvnløsheden og humoren. Den cocktail er opskriften på rigtigt god poesi, og digtsamlingens anden halvdel, som er der, hvor onklerne vandrer ind i digtsamlingen og tager over, er simpelthen mesterlig. Glemt er straks første halvdels trælse upointerede pointeringer, når digtene pludselig kan stå så på samme tid sjovt og kærligt som det om onkel Jens:

Sidste gang jeg så ham / var han iført slåbrok / "Velkommen i familien," / sagde han til min kæreste / "og til de herrer, der er / til stede: Gå til læge / i tide / hvis I har problemer med vandet." / Han var på morfin / men det var ikke den / der gjorde ham mild og lun / Han sagde, som sin bror, / visse ord med en særlig klang: / Korsbæk / Gadholt / Vandmøllen / Han forskede i slægten. / I stamtavlen / så vi at han også hed Frede.

Det er imponerende, hvor på samme tid kærlig, sjov og — i bogstaveligste forstand — dødsensalvorlig, Pia Juul kan få gjort onkelfiguren i samlingens "Avuncular"-del og det afsluttende, usædvanligt gode langdigt. Når jeg på et tidspunkt genlæser Avuncular, for det kommer jeg helt sikker til, tror jeg, at jeg vil nøjes med at læse fra side 38 og frem, for i det stykke gemmer der sig et højdepunkt i Pia Juuls forfatterskab.

Jeg har nu læst alle Pia Juuls digtsamlinger (indtil videre) og vil i særlig grad anbefale, hvis man skulle være interesseret i at give hendes forfatterskab et forsøg, Radioteatret, Helt i skoven og forbi — og så de sidste 20 sider af Avuncular.