Anmeldelse: Den første sten af Carsten Jensen

Titel: Den første sten

Forfatter: Carsten Jensen

Gyldendal

612 sider

Først udgivet 2015, denne anden udgave 2017

Roman

Vurdering: 4/6

Carsten Jensens sprog pendulerer dramatisk mellem det meget, meget velskrevne — og så det, der i så høj grad stræber efter at være velskrevet, at det falder sammen under sin egen vægt og bliver kitsch:

Det er den dag, det hele går galt. Det må gå galt. Før eller siden. Det ved alle. Det er selve definitionen på krig. Gud ler ad den, der lægger planer. Du må improvisere.

Det er ret gennemgående for Carsten Jensens sprog, at han egentlig har fat i noget fint — her den staccatoagtige indsigt i, at det må gå galt — men så bliver ved med at læsse på, til det bliver for meget — her fra "Det er selve definitionen på krig" og frem.

Sådan er bogen måske også som helhed. Over 600 sider er i hvert fald meget. Men det har også sine fordele, og her viser Carsten Jensen sin fremmeste styrke: Der er plads til det, romangenren synes at være skabt til — at komme ind under huden på adskillige karakterer og få præsenteret vidt forskellige, modstridende verdensbilleder, der sættes mere og mere på spidsen frem mod et gedigent klimaks.

Hos Jensen er der både plads til indlevelse i soldaterne og deres mange forskellige grunde til at gå i krig, fra god løn, til spænding, til en generel rodløshed i tilværelsen; plads til den øverstkommanderende oberst Steffensen og hans tyrkertro på egne evner til at arbejde pragmatisk; og til efterretningsagenten Khaiber og hans alt andet end naive idealisme.

Men den fremmeste styrke ved Jensens evne til at indlemme forskellige synsvinkler er, at soldaterne bliver tvunget til det samme. Uden at spoile for meget kan jeg godt sige, at da 3. deling, som vore hovedpersoner er del af, kommer ud for de sværest tænkelige prøvelser, viser det sig, at de kun kan overleve i Afghanistan ved også at sætte sig ind i den civile afghaners synsvinkel. Her adskiller Carsten Jensen sig fra mange af de andre danske forfattere, der har skrevet om Afghanistan-krigen: Mens de loyalt mod de danske soldater, de fortæller om, har beskrevet soldatens syn på afghaneren, tvinger Carsten Jensen sine hovedpersoner ud i en situation, hvor de må nuancere dette syn eller dø. Mon ikke hans politiske håb er, at læseren i samme ombæring tvinges til at nuancere sit syn på krigen?

Derfor synes Den første sten i høj grad at være den roman, Klaus Rothstein året før dens udgivelse efterlyste i Soldatens år — den roman, der tør beskrive Afghanistan-krigen i sammenhæng, tør have det politiske perspektiv med. — På flere planer, fra internationale aktørers makropolitik til oberst Steffensens mikropolitik, til de politiske konsekvenser, der ligger i den enkelte soldats daglige beslutning om at skyde eller lade være.

Og dette politiske billede virker langt hen ad vejen troværdigt og veltænkt, omend jeg altså ikke er overbevist af klicheen om den bumsebefængte nørd, der hacker Pentagon fra sin mors kælder — en kliche, som den veldrejede spændingsskrue med tiden kommer til at afhænge af. Men derudover står romanen som et mylder af ideologier uden lette svar, men med én klar anklage: Det nytter ikke noget at gå i krig i et land, som man ikke orker at forsøge at forstå.