Anmeldelse: Tingtale af Harald Voetmann

Trøsteløst lykkelige Glostrup

I Harald Voetmanns genudgivne digterdebut viser han sig fra sin mest lallende optimistiske side. Dvs. med en konstant trykkende bevidsthed om smerten, alderdommen og døden.

Harald Voetmann: Tingtale, Melodika

I løbet af de første par måneder af 2021 har der kørt en såkaldt digterfejde om Glostrup i Information. Det begyndte, da Thomas Boberg svarede igen på Henrik Nordbrandts digt "Glostrup", der indledes af linjen "Der er ord, der er værre end Glostrup", fra hans nye digtsamling Så en morgen. Det har måske ikke ført til helt så meget kvalitetspoesi, som man kunne ønske – ud over Nordbrandts oprindelige digt – men så kan man jo heldigvis vende snuden mod andre forfattere, der tidligere har både været i og skrevet om Glostrup. Som Harald Voetmann, der i 2017 skrev katalogtekster til en udstilling på Kroppedal Museum om Vestegnen fra stenalderen til i dag.

Nu er Voetmanns katalog blevet kogt ned til en digtsamling, Tingtale, og her finder man, hvad der kunne have været en opsummering af Nordbrandts nu herostratisk berømte digt: "Du nedkalder Guds vrede over sygehuset/ i Glostrup."

Linjen står i et blandt flere digte med titlen "Karakter", og denne lille suite er ikke kun digtsamlingens højdepunkt, men også et præcist sammenkog af Voetmanns projekt. "Karakter"-digtene er sammenstød mellem vidt forskellige stemmer fra Vestegnen, der på tværs af tid og klasse, men altså netop ikke sted, i glimt kommer til orde. Hør, hvor vidt forskellige tre eller fire af Vestegnens beboere, der grænser op til hinanden i digtets sted, men langt fra i historiens tid, kan lyde:

"Du er bekymret for, om menigheden/ bemærker dine væskende syfilomer/ når du står på prædikestolen, men måske/ kan kviksølvdampe og Herrens nåde/ endnu frelse dig. Du er en harmløs blotter/ i Glostrup, 1982, og er oprigtigt ked af at/ blive kaldt for Børnelokkeren. Du er en/ beklemt ejendomsmægler med vigende/ hårgrænse. Efter konens død i sommer har/ den mest stået på pølsemadder og forloren/ skildpadde, du har måttet lære dig selv at/ tilsætte lidt ekstra sherry."

Trøstesløst kunne man måske kalde det, men jeg er ikke sikker på, om bogen ville være enig. Egentlig er Tingtale Harald Voetmann, når han er allermest lallende jubeloptimist. For, som det gentages flere gange i løbet af bogen: "Det er ikke/ perfekt, men så er det heller ikke værre". Sætningen står første gang som afslutning på et digt med titlen "Idyl", hvor vi følger et du, der er dybt teenageforelsket i en dreng, der "går i klasse med Sussis bror", men "det er Sussis bror/ du bliver gift med." Kærlighedsløst, men sådan er livet, må vi forstå.

Eller som der står som afslutning på et digt om en arbejder, der slider sig selv op "i marken, i teglværket, i grusgraven, på fabrikken": "Lykken, i øjeblikke, lykken, smerterne og sliddet".

Sådan er Glostrup, Vestegnen eller livet måske, når en ikke specielt avisaktuel digter lader skæbnerne komme til orde: i øjeblikke lykkeligt, og altid smerteligt. Glasset er halvt fuldt – af sortsyn.

En hurtig forbrugeroplysning: Forlaget Melodika må absolut være det mest mikroskopiske mikroforlag i Danmark. Hvis man ikke kan finde bogen på Saxo, er det derfor ikke nødvendigvis, fordi den er udsolgt – prøv forlagets egen hjemmeside i stedet.

Anmeldelse: Forbrydelse og fremgang af Jeppe Brixvold

Titel: Forbrydelse og fremgang
Forfatter: Jeppe Brixvold
Gyldendal
406 sider
2007
Roman

Vurdering: 5/6

Synes du, at dansk litteratur er for navlebeskuende, uambitiøs, rundt-i-de-samme-tre-eksperimenter-fedtende og uden blik for både verdenslitteratur og -historie? I så fald er jeg nok ikke enig med dig, for jeg holder meget af små, forputtede bøger og synes egentlig også, at der eksperimenteres rigeligt og vellykket hos de fleste forfattere – selv dem, der sælger.

Men lidt ret har du jo alligevel, for hvor ofte skriver en dansk forfatter lige en roman, der vil fuldstændig omgøre og gentænke litteraturen, som vi kender den? Jeg kan komme i tanker om to eksempler fra 00'erne, som jeg ikke har læst, nemlig Per Højholts roste Auricula og Klaus Rifbjergs forhadte Alea, og så altså også et eksempel, som jeg nu med stor fryd har læst, nemlig Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang.

Brixvold er ikke for ingenting Joyceentusiast (og har bl.a. skrevet indsigtsfuldt efterord til den danske oversættelse af Giacomo Joyce), og jeg tror nok, der er en underliggende Odysseen-struktur i Forbrydelse og fremgang og i hvert fald en hel del glæde ved Finnegans Wake. Men det kan også være, romanen bare er fremkommet på samme måde som Beatles' nok bedste sang, "Happiness Is a Warm Gun": ved at klippe et par forliste fragmenter sammen og sørge for, de er i nogenlunde samme toneart. I så fald: Fortæl mig det ikke, jeg vil hellere tro på en genial, men uigennemskuelig underliggende struktur. Eller egentlig kan det jo være lige meget, om de svimlende ringe i vandet dækker for en guldskat eller en mudderbanke på bunden af skovsøen, når nu det er ringene, jeg har forelsket mig i.

Under alle omstændigheder, så lad os lige periodisere det her som den postmoderne romans meget forsinkede ankomst til Danmark, for det er nemlig tydeligt fra begyndelsen af bogen, at der ikke er noget, der er stabilt i Brixvolds univers: Hovedpersonen, som vi møder ham i de første kapitler, er måske en dansk reklamemand, der er taget til Paris for at forliges med en ekskæreste, men det kan også være, han er tidligere fremmedlegionær. Selv i de helt små beskrivelser hænger han ikke sammen:

Jeg blundede en tid ved floden, gik så hjem og tog et koldt styrtebad. Jeg gik rundt og nynnede, mens jeg lagde tøj frem. Jeg tog et varmt bad, barberede mig, anvendte en Chanel aprés rasage, begyndte at klæde mig på, piftede med eau de cologne og gav mig god tid til at iføre mig min skjorte, som var varm og nystrøget. Ved ottetiden ringede jeg efter en taxi.

Jamen hør nu, tog han et koldt styrtebad eller et varmt bad? Hvorfor først anvende Chanel aprés rasage og så pifte sig med eau de cologne? (Ok, angående sidstnævnte kan det være, jeg her bare afslører en grundlæggende uvidenhed om mænds brug af parfume, men badet er i hvert fald en tydelig (bevidst, selvfølgelig) selvmodsigelse). Der er en konstant identitetsforvirring og en skepsis over for den realistiske roman som genre.

Og det tager sig jo så altså overordnet udtryk i den baldrede handling, hvor jeget først er i Paris, måske slår nogen ihjel, bliver holdt fanget på en drømmeagtig 16-1700-tals-herregård, så bliver soldaten i "Fyrtøjet", dernæst skovhugger i Spanien og så ret pludseligt forvandler sig til Alexander den Store, samtidig med at romanen forvandler sig til en historisk roman hen over omkring 200 sider – og tager genren helt ærligt og uironisk på sig i den næstefter Marguerite Yourcenar mest præcise og gennemresearchede sværd-og-sandaler-roman, jeg har læst. Så bliver jeget til Orpheus og så til en kvindelig arkæolog i fremtiden, hvis fortælling afbrydes af nogle Finnegans Wakeske sprogblandinger og en fortælling om Geryon (bare kaldet Ger), der her overlever mødet med Herkules, men så til gengæld farer vild og måske dør lidt til sidst.

Det vilde er, hvordan alle disse sammenhængende usammenhængende roman(er) hver og én kan være totalt gribende og overbevisende, samtidig med, at de er så opsatte på at signalere, at de ikke mener det, og at det hele bare er en leg. Hver eneste sætning er for dælen lige på kornet, som når der, helt cool og uden at gøre noget ud af det, på side 400 står "Bjergenes himmel er dunkel og afmålt," som om det ikke lige var en litteraturhistorisk begivenhed at beskrive en himmel som afmålt!

Jeg har aldrig læst noget lignende og bogen fortjener en meget længere anmeldelse, men her nøjes jeg lige med denne klare anbefaling: Hvis du leder efter ambitionen og viljen til at ændre romangenren from the ground up i dansk litteratur, så er det her en uomgængelig post på skattejagten. Hold samtalen om den i live derude; det her kunne godt gå hen og vise sig at være en af de der miskendte klassikere, som enhver litterat med respekt for sig selv gerne vil være den, der opdager.