Forfatter: Julio Cortázar
Oversætter: Peer Bundgaard
Forlag: Basilisk
196 sider
Oprindelige udgivelser 1951-82, denne oversættelse 2014
Noveller
Vurdering: 4/6
For en måneds tid siden læste jeg Julio Cortázars mesterværk Hinkeleg og måtte straks læse mere fra samme forfatters hånd. Det bedste ved Parkernes kontinuitet er da også den novelle, der er mest som Hinkeleg, "Breve fra mor". Ligesom i Hinkeleg har man her at gøre med karakterer, man ønsker at lære mere om; en troværdig karaktertegning, der skaber grobund for spænding og interesse. Novellen "De hemmelige våben" har lidt af det samme, bare knap så godt, men derudover er novellerne i denne samling ret forskellige fra det, man kender fra Hinkeleg. Hvor "Breve fra mor" og "De hemmelige våben" er en slags små romaner på den måde, at de forsøger at fortælle om personer frem for at fortælle om en forfatters fikse idé til en kort historie, er resten af novellerne kortere og centreret omkring en ide frem for karakterer.
Disse ide-noveller fungerer, så længe ideen er god i sig selv. Specielt "Det er ingens skyld", som grundlæggende er en 7 sider lang beskrivelse af en mand, der tager en trøje på, og "Brev til en frøken i Paris" om en mand, der fra tid til anden kaster kaniner op, udforsker deres ideer på interessante og underholdende måder. Her er det ligegyldigt om hovedpersonen er interessant eller ej, for det, der fortælles om dem, er i sig selv skørt og velskrevet nok. Omvendt fremstår en novelle som "Sidste etape" for mig som om den ikke tør stå ved, hvad den er. Ideen heri drejer sig om en kunstudstilling, der har en uhyggelig lighed med et nærvedliggende hus, og novellen vil sige noget om det at malerier er uden tid; at et maleri er ét nu uden fortid eller fremtid, ét frossent, tidløst øjeblik. Men novellen vil ikke rigtigt stå ved at det er alt, den er, og forsøger halvhjertet at karakterisere hovedpersonen, Diana. Der antydes en baggrundshistorie med en mand, Orlando, som det ikke virker til, Cortázar for alvor interesserer sig for. Han vil egentlig gerne bare videre til tanken om tidløs billedkunst, så karaktererne ender med paradoksalt både at være ligegyldige og at fylde en hel del i historien.
Hvis det lyder som om, det er en novellesamling, der stikker i flere forskellige retninger, skyldes det måske, at novellerne er udvalgt fra seks forskellige samlinger, oprindeligt udgivet mellem 1951-1982. Udvalget her er oversat af Peer Bundgaard, og det gør han fortrinligt. Cortázar er glad for meget lange sætninger, så man skal holde tungen lige i munden - både som læser og oversætter. Her slutningen på "En gul blomst" (en af samlingens bedste), hvor en mand fortvivlet leder efter en potentiel dobbeltgænger:
Hele eftermiddagen og et godt stykke af aftenen steg jeg på og af busser, mens jeg tænkte på blomsten og på Luc og ledte blandt passagererne efter én som lignede Luc, én, der lignede mig eller Luc, én, der kunne være mig igen, én, jeg kunne se på vel vidende, at det var mig, og derefter lade ham gå sin vej uden at henvende mig til ham, nærmest for at beskytte ham, så han kunne fortsætte sit stakkels idiotiske liv, sit tåbelige, mislykkede liv i retning af et andet tåbeligt mislykket liv i retning af et andet...
Eller hvad med denne korte beskrivelse af at trække en kanin op gennem sin hals:
Når jeg mærker, at jeg skal til at kaste en lille kanin op, stikker jeg to fingre ind i munden som en åben tang, og så venter jeg på, at jeg i min hals kan mærke de lune dun, der stiger op som en brusende natrontablet.
Den slags sætninger gør, at selv de noveller, jeg ikke er i stand til at interessere mig for, alligevel er i høj grad værd at læse. Sproget når ikke helt de samme højder som de bedste afsnit af Hinkeleg, men det er konsekvent godt, og det er noget af en præstation i sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar