Anmeldelse: hvad skal vi med al den skønhed? af Rasmus Nikolajsen

Titel: hvad skal vi med al den skønhed?
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Rosinante
64 sider
2018
Poesi

Vurdering: 6/6

Jeget befinder sig i en lejlighed med udsigt over en park og nogen gange i parken - han betragter træerne, de hjemløse der holder til der, sin kæreste, han husker en vens selvmord, sin brors bryllup, han føler skønheden omkring sig og alt med et melankolsk blik, som om livet aldrig helt kan være andet end en påmindelse om døden. - I efteråret, hvor bladene falder i netop den mellemtilstand mellem liv og død, som melankolien finder ind til:

et par / dage så kampen mellem det / røde og det grønne i en / vildvin fuldkommen lige ud, / stabiliseret i en smuk / psykedelisk yin-yang

hvad skal vi med al den skønhed? er et langdigt med genrebetegnelsen efterårsdigt, men det har ikke den sammenhæng, man måske forventer af et langdigt: det ene glider ikke logisk over i det andet, men springer i smukt usammenhængende og dog sammenhængende billeder:

mere / skal der ikke til før jeg er / podet med uro og ikke / kan gå ind i Tilstanden, så / sart et system er jeg, så sart / et system er Europa, / men man kan jo ikke dæmme / op for efteråret, se blot / hvor smukt ahornbladet lader / dødsangsten lyse i sig som / når alle celler i en krop / er frie og viet består / af mig og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne

Hvordan kom vi egentlig fra det sarte ved flowskrivningen til at føle sig ét med fem skader? Samlingen er bundet sammen af ordene "og" og "som", men ikke på en nødvendigvis forståelig måde: hvordan er dødsangsten i ahornbladet lig frie celler? Og faktisk skal dødsangsten jo ikke bare være lig frie celler, men på en gang det at cellerne er frie "og viet består" - osv., hele resten af digtsamlingen. - Altså, metaforen har et realled som er dødsangsten i ahornbladet og så et billedled, som er hele resten af digtsamlingen. Sådan er mange af metaforerne i hvad skal vi med al den skønhed? og det er egentlig et godt billede på, hvordan det føles at læse den: fuldstændigt overvældende. Ikke uoverskueligt overvældende, følelsesmæssigt overvældende. Skønheden og sorgen skrives oven på skønhed og sorg, som skrives oven på skønhed og sorg, i 60 sider uden at give slip. Så jeg vil tillade mig at lade ovenstående citat fortsætte lidt længere ind i bogens måske bedste, skønnest rørende stykke:

og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne og du / står i korridoren mellem / sove- og badeværelse / og er lige vågnet, ikke // helt vågen, og jeg går hen til / dig og krammer og du har en / opløsthed med dig fra søvnen / og mens jeg står og holder om / dig forsvinder jeg med ind i / opløstheden og kommer i / tvivl om hvem der er hvem og der / står vi så en tid filtret ind // i hinanden, ét væsen, og / det er svimlende og meget / fint, men der er også noget / i situationen der / skræmmer mig lidt, en følelse / af at dine celler, så snart / jeg løsner grebet, kan fare / i alle retninger og at // det ikke er givet at de / så igen vil samle sig til / netop den form jeg oplever / som din, den form jeg oplever / som dig, og

Ja, det er netop svimlende og meget fint. Og det kunne jo sagtens være et kærlighedsdigt for sig selv, men i stedet fortsætter det videre i svimlende og meget fine naturbeskrivelser, sorgbeskrivelser osv. Men jeg må hellere lade være med at citere hele digtsamlingen her. Skynd dig ud og læs den i virkeligheden i stedet.

Jeg skrev i min anmeldelse af Jonas Eikas Efter solen, at jeg cirka halvårligt er så heldig at støde på en bog, der er helt ekstraordinært meget bedre end alt andet. Det er ved at være et halvt år siden, jeg læste Jonas Eika, og profetien har vist sig at være rigtig. hvad skal vi med al den skønhed? er helt oppe blandt mit livs bedste læseoplevelser.

Anmeldelse: PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015, redigeret af Omid Shams

Titel: PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015
Forfattere: Shams Aladin Tondar Kia, Nima Yushij, Hushang Irani, Ahmad Shamlu, Manuchehr Atashi, Iadollah Royaii, Bijan Elahi, Ahmad Reza Ahmadi, Fereidun Rahnama, Forugh Farrokhzad, Qasem Ahanin Jan, Reza Barahani, Mohammad Mokhtari, Nasrin Jafari, Ali Reza Behnam, Omid Shams, Mohammad Azerm, Arash Allahverdi
Redigeret og med efterord af Omid Shams
Oversætter: Shekufe Tadayoni Heiberg
Antipyrine
109 sider
2018
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvordan skal man læse litteratur fra et land, man ikke normalt støder på litteratur fra? For nylig var jeg til et arrangement på hovedbiblioteket i Århus, Dok1, hvor Shadi Angelina Bazeghi, der har oversat den persiske digter Forugh Farrokhzad (Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal, 2013), og Mette Moestrup, der har skrevet efterord til Bazeghis oversættelse, talte om eksoticering: i deres arbejde med Farrokhzad-udgivelsen har de tit oplevet, at litteraturformidlere finder det nødvendigt at sætte digtene ind i en kontekst, som om digtene kan forklare eller forklares af det iranske samfund. Problemet er, at hvis vi tror, at Farrokhzads digte kun har værdi, hvis de siger noget om Iran, så glemmer vi at læse dem som det, de først og fremmest er: rigtigt gode digte. Bazeghis og Moestrups pointe er derfor, at vi ikke skal læse de persiske digte som noget fremmedartet eller "eksotisk" - vi skal læse dem som digte.

Man kunne tro, at en sådan guide til, hvordan man læser, kunne være hæmmende og begrænsende. Men for mig er det i læsningen af PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E frigørende: jeg ved ikke specielt meget om Irans historie i det 20. århundrede - der var noget med en revolution i 1979 og et efterfølgende præstestyre, men det er så også ca. dertil, min viden går - og jeg har ingen anelse om, hvilke konnotationer, der knytter sig til hvilke ord i persisk poesi. Når flere af digterne i antologien her skriver om sår, blod og sol, hvilken betydning ville en persisk læser så tillægge de ord? Jeg aner det ikke. Min tilgang til værket må være min egen, uvidende: kan jeg, med min specifikke smag, lide digtene?

Ja, det kan jeg langt hen ad vejen. Egentlig bekræfter denne antologi over de sidste hundrede års persiske avantgantgardedigtning nogle af de holdninger, jeg har til de sidste hundrede års avantgardedigtning generelt. Jeg kan godt lidt modernistiske digte, når de er sat i en nogenlunde konkret og fintfølende registreret verden og da især, når der er krydret med lidt humor, som i dette eminent gode digt af Nima Yushij med titlen "Sne":

Det gule er ikke rødmet uden grund / det røde har ikke kastet sin skygge / på muren uden grund. // Morgenen er dukket op over bjerget Azaku, men / Vazna kan ikke øjnes. / Sneens lyse døde pudder som skaber røre alle dage / har anbragt sig på hver en vinduesrude. // Vazna kan ikke øjnes / jeg er svært bedrøvet over det / fanden tage gæstgiveriet "Gæsteplage" / som tirrer fremmede til at gå løs på hinanden / nogle stykker søvnige / nogle stykker uligevægtige / nogle stykker beduggede.

Til gengæld har jeg nogle forbehold over for surrealismen, når billederne bliver så mangfoldige og uoverskuelige, at fantasien og forståelsen ikke længere kan følge med, som i dette klip fra digtet "Blå" af Hushang Irani:

Den blå grottes skrig kaster sin hånd / piskens sødme smælder brat / fra påfuglefjers øjne / drikker en kridtvinget krage vin // Trampende og dansende hvirvler ligene / rundt mellem møllesten / henover ønskernes afgud / en bjergkroppet dolk kredser rundt / og forlanger blod af hviden / dens skygge nedsmelter masken / af sit hjertes varmblodige kirkegårdsgravere

Hvad sker der her? Hvad handler det om? Jeg aner det ikke og jeg forstår det ikke. Ikke at forstå er ikke noget problem i sig selv, hvis der så bare var en fed rytme eller vilde ord, men jeg synes egentlig sproget her er ret kedeligt med alle farverne og dyrene - det er som om, fokusset er på substantiver og adjektiver, men når det endelig skal være uforståeligt, kan jeg langt bedre lide præpositioner (ja, det er en mærkelig præference, men sådan har jeg det altså).

En stor del af bogens midterdel præsenterer sådanne surrealistiske eller surrealistisk inspirerede digte, hvor min begejstring altså er vekslende. Men på den anden side af 1960'erne bliver jeg lykkelig igen. Tag f.eks. dette skønt sansende og herligt politisk råbende, lille digt af Ahmad Shamlu med titlen "Stilleben":

Papirstakken / på bordet / ved solens første strejf // En uklar bog og / asken fra en smøg / ved siden af en glemt kop te // En ulovlig diskussion / i tanken

Seriøst fedt, og min begejstring fortsætter op på den anden side af 1980, hvor sprogdigtningen ifølge Omid Shams' informative efterord og forfatterportrætter gør sit indtog. Digtene her lyder som ren Rasmus Halling Nielsen, her starten på "Euforisk koncentrat" af Reza Barahani:

Hvor meget og hvor mange af de her fugle har du i favnen beflyv dem alle jeg er / kommet / jeg er klar / fra himlen regner det med blanke papirer du har vædet har du vædet mig med dit / blod // Beflyv dem nu / gidgid er kommet verdens krager er det ikke / og himlen lader din sjæl regne

Hvorfor er dette uforståelige bedre end surrealistisk uforståelighed? For mig er det som om, surrealismen gerne vil forstås, som om den prøver at få mig til at se de uforståelige billeder for mig, mens det her bare er rent sprog og det er ordene, ikke det, de repræsenterer, der er skønne.

Men sprogdigtningen er også i høj grad politisk (som nu f.eks. i Rasmus Halling Nielsens OGSÅ og Rosen i fremtiden), og det er Omid Shams voldfede langdigt "En sang for fraværet af Peyman" et godt eksempel på, her et lille uddrag, der slet ikke kan gøre hele digtet retfærdighed:

sim sim salabim f f fæng / sim sim salabim sim sim salabim se se sel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel // fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel

Et par enkelte underlige fejl har sneget sig ind i bogen: i efterordet er der fodnotehenvisninger, men der er ingen fodnoter - har man glemt at tilføje dem, eller har man slettet fodnoterne uden at slette henvisningerne til dem? Og bogen er inddelt i kronologisk kapitler (1930-1960, 1960-1980 og 1980-2015), men i forfatterportrætterne bag i bogen er forfatterne sat under andre kapiteloverskrifter end i selve antologien, så f.eks. Iadollah Royaiis digte står under 1930-1960, mens hans forfatterportræt står under 1960-1980. Det er forvirrende og må vel være en fejl - men fejlen gentager sig for hele fem forfattere. Desuden er det ikke særligt pænt, at nogle af digtene er sat op på siden på en måde, så der er skrevet helt ud til kanten, og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor man har valgt at gøre det, når nu de fleste af digtene har almindelige marginer.

Men det er små anker for en antologi, der ikke bare præsenterer nogle for et dansk publikum hidtil ukendte forfattere, men også rigtigt gode digte af disse forfattere. Så med Shadi Angelina Bazeghis og Mette Moestrups anti-eksoticerende formaninger i baghovedet vil jeg anbefale at læse denne antologi, ikke fordi den kan give et indblik i en fremmed kultur eller kan være et slags supplement til dansk poesi, men fordi den indeholder rigtigt gode digte, der nu engang bare er rigtigt gode.

Anmeldelse: Intriganterne af Inger Christensen

Titel: Intriganterne
Forfatter: Inger Christensen
Gyldendal
80 sider
1972
Drama / Komedie

Vurdering: 5/6

Inger Christensen er undervurderet. Det er måske mærkeligt at påstå, for det er svært at komme i tanke om nogen dansk forfatter fra de seneste 50 år, der er mere elsket og set op til. Det er svært at finde nogen, der har andet end rosende ord at sige om Sommerfugledalen og alfabet. Alligevel er hun undervurderet. Ikke som digter - her vurderes hun som en af de bedste nogensinde, hvilket hun er - men som romanforfatter, skuespilsforfatter, novelleforfatter, børnebogsforfatter og essayist. Især skuespillene synes underligt glemte - så oversete, at man valgte ikke at have skuespil med i Verden ønsker at se sig selv, der ellers indeholdt dele af næsten alle andre aspekter af hendes forfatterskab. Så undervurderet er hendes dramatik, at hendes opera (Den unge park, 1971) og to tv-spil (Ørknens luftsyn og Ægteskabet mellem lyst og nød, begge 1975) aldrig er udgivet på skrift og, i hvert fald hvad tv-spillene angår, heller ikke er mulige at få fat i på anden vis. Underligt at disse tre tekster ikke var med i Verden ønsker at se sig selv, der ellers samlede op på (næsten) alt andet hidtil uudgivet!

Men, tænker du nok, kan det ikke bare være, at hendes dramatik er dårlig og derfor ikke fortjener (gen)udgivelse? Nej. Det er ikke tilfældet, og det er Intriganterne et godt eksempel på.

Intriganterne blev først opført på Boldhusteatret i 1972 og blev samtidig udgivet på Gyldendal (det var dengang, man stadig udgav skuespil på bogform - begynd venligst med det igen, forlag!). Det er en underlig komedie, hvor ægteparret Edvard og Adele har købt et kongerige. Edvard, der så er blevet konge, bruger al sin tid på at holde styr på overproduktionen af varer, mens Adele går til bazar og andespil. Deres ægteskab er stendødt; Edvard har skrevet i sit testamente, at Adele arver alt efter ham på den betingelse, at hun ikke gifter sig igen og aldrig rører ham. En dag kommer Adele hjem fra lodtrækning og har vundet en mand - en slave. Dagen efter har hun vundet, hvad hun tror er en hund, men egentlig er en kvinde - endnu en slave. Hverken Edvard eller Adele tænker noget videre over det underlige i situationen, og det viser sig også hurtigt, at der er mere ved slaverne end som så. Den ene, Pilast, er tryllekunstner, mens den anden, Liane, er danser.

Som man nok kan fornemme, er Intriganterne et virkeligt mærkeligt skuespil; det bevæger sig flere gange ud i det absurde og kan minde lidt om Samuel Beckett. En anden ting, Christensen har til fælles med Beckett er fokusset på sprogets underlighed og umuligheden i klar kommunikation. Alle taler hele tiden forbi hinanden og misforstår alting. Det er ret sjovt. Her kommer en præst, George, på besøg og fortæller, at finansministeren er død:

Edvard: Nå, så finansministeren er omsider død.
Adele: Min mand har meget stor tillid til præster.
George: Ja jeg havde den ære at give ham den sidste olie.
Edvard: Den sidste, det var satans.
Adele: Han ved bare ikke ret meget om præster, han har så travlt.
Edvard: Det var ligegodt satans, forstår De han rådede mig gang på gang til at blive oliekonge, og så stikker han selv af med den sidste, det kalder jeg sgu et kup, ved De hvordan han bar sig ad?
George: Finansministeren døde en naturlig død. Olien var bare en del af ritualet.
Edvard: Det er den sgu altid.
Adele: Det er så smukt. Jeg elsker ritualer

George har givet finansministeren den sidste olie, men Edvard misforstår og tror, finansministeren har opkøbt al olie. Samtidig forsøger Adele at bryde ind i samtalen og få Georges opmærksomhed. Intriganterne er fuld af den slags optrin, hvor misforståelser og talen-i-munden-på-hinanden danner grundlag for komik, og skuespillet er da også Inger Christensen, når hun er sjovest. Humoren og forviklingerne er ganske enkelt rigtigt god underholdning.

Intriganterne er dog ikke bare for sjov. Først og fremmest er det et skuespil om fiktionens helende kraft. Adele og Edvard skal lære at elske hinanden igen, men fordi de ikke interesserer sig for sproget og kunsten (Edvard tror Det Kongelige Teaters program er aktiekurser og noterer, at der er en overproduktion af Othello), kan de ikke komme nær hinanden. Først da de bliver tvunget til at blive del af en teaterforestilling, opdager de, at de elsker hinanden. Edvard siger flere gange, at "i døden er vi alle lige" og i teaterstykket kommer de til at spille døde: fiktionen skaber lighed og dermed grobund for kærlighed. Det er da et ret fint budskab.

Intriganterne er sjov, mærkelig, underholdende og sine steder poetisk og rørende. Det er på tide, at Inger Christensens evner som dramatiker bliver genopdaget. Hendes uudgivne dramatiske værker skal udgives - og hvorfor ikke i samme omgang genudgive resten? Jeg ville gerne betale penge for en pæn bog med hendes samlede skuespil.