Anmeldelse: PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015, redigeret af Omid Shams

Titel: PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015
Forfattere: Shams Aladin Tondar Kia, Nima Yushij, Hushang Irani, Ahmad Shamlu, Manuchehr Atashi, Iadollah Royaii, Bijan Elahi, Ahmad Reza Ahmadi, Fereidun Rahnama, Forugh Farrokhzad, Qasem Ahanin Jan, Reza Barahani, Mohammad Mokhtari, Nasrin Jafari, Ali Reza Behnam, Omid Shams, Mohammad Azerm, Arash Allahverdi
Redigeret og med efterord af Omid Shams
Oversætter: Shekufe Tadayoni Heiberg
Antipyrine
109 sider
2018
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvordan skal man læse litteratur fra et land, man ikke normalt støder på litteratur fra? For nylig var jeg til et arrangement på hovedbiblioteket i Århus, Dok1, hvor Shadi Angelina Bazeghi, der har oversat den persiske digter Forugh Farrokhzad (Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal, 2013), og Mette Moestrup, der har skrevet efterord til Bazeghis oversættelse, talte om eksoticering: i deres arbejde med Farrokhzad-udgivelsen har de tit oplevet, at litteraturformidlere finder det nødvendigt at sætte digtene ind i en kontekst, som om digtene kan forklare eller forklares af det iranske samfund. Problemet er, at hvis vi tror, at Farrokhzads digte kun har værdi, hvis de siger noget om Iran, så glemmer vi at læse dem som det, de først og fremmest er: rigtigt gode digte. Bazeghis og Moestrups pointe er derfor, at vi ikke skal læse de persiske digte som noget fremmedartet eller "eksotisk" - vi skal læse dem som digte.

Man kunne tro, at en sådan guide til, hvordan man læser, kunne være hæmmende og begrænsende. Men for mig er det i læsningen af PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E frigørende: jeg ved ikke specielt meget om Irans historie i det 20. århundrede - der var noget med en revolution i 1979 og et efterfølgende præstestyre, men det er så også ca. dertil, min viden går - og jeg har ingen anelse om, hvilke konnotationer, der knytter sig til hvilke ord i persisk poesi. Når flere af digterne i antologien her skriver om sår, blod og sol, hvilken betydning ville en persisk læser så tillægge de ord? Jeg aner det ikke. Min tilgang til værket må være min egen, uvidende: kan jeg, med min specifikke smag, lide digtene?

Ja, det kan jeg langt hen ad vejen. Egentlig bekræfter denne antologi over de sidste hundrede års persiske avantgantgardedigtning nogle af de holdninger, jeg har til de sidste hundrede års avantgardedigtning generelt. Jeg kan godt lidt modernistiske digte, når de er sat i en nogenlunde konkret og fintfølende registreret verden og da især, når der er krydret med lidt humor, som i dette eminent gode digt af Nima Yushij med titlen "Sne":

Det gule er ikke rødmet uden grund / det røde har ikke kastet sin skygge / på muren uden grund. // Morgenen er dukket op over bjerget Azaku, men / Vazna kan ikke øjnes. / Sneens lyse døde pudder som skaber røre alle dage / har anbragt sig på hver en vinduesrude. // Vazna kan ikke øjnes / jeg er svært bedrøvet over det / fanden tage gæstgiveriet "Gæsteplage" / som tirrer fremmede til at gå løs på hinanden / nogle stykker søvnige / nogle stykker uligevægtige / nogle stykker beduggede.

Til gengæld har jeg nogle forbehold over for surrealismen, når billederne bliver så mangfoldige og uoverskuelige, at fantasien og forståelsen ikke længere kan følge med, som i dette klip fra digtet "Blå" af Hushang Irani:

Den blå grottes skrig kaster sin hånd / piskens sødme smælder brat / fra påfuglefjers øjne / drikker en kridtvinget krage vin // Trampende og dansende hvirvler ligene / rundt mellem møllesten / henover ønskernes afgud / en bjergkroppet dolk kredser rundt / og forlanger blod af hviden / dens skygge nedsmelter masken / af sit hjertes varmblodige kirkegårdsgravere

Hvad sker der her? Hvad handler det om? Jeg aner det ikke og jeg forstår det ikke. Ikke at forstå er ikke noget problem i sig selv, hvis der så bare var en fed rytme eller vilde ord, men jeg synes egentlig sproget her er ret kedeligt med alle farverne og dyrene - det er som om, fokusset er på substantiver og adjektiver, men når det endelig skal være uforståeligt, kan jeg langt bedre lide præpositioner (ja, det er en mærkelig præference, men sådan har jeg det altså).

En stor del af bogens midterdel præsenterer sådanne surrealistiske eller surrealistisk inspirerede digte, hvor min begejstring altså er vekslende. Men på den anden side af 1960'erne bliver jeg lykkelig igen. Tag f.eks. dette skønt sansende og herligt politisk råbende, lille digt af Ahmad Shamlu med titlen "Stilleben":

Papirstakken / på bordet / ved solens første strejf // En uklar bog og / asken fra en smøg / ved siden af en glemt kop te // En ulovlig diskussion / i tanken

Seriøst fedt, og min begejstring fortsætter op på den anden side af 1980, hvor sprogdigtningen ifølge Omid Shams' informative efterord og forfatterportrætter gør sit indtog. Digtene her lyder som ren Rasmus Halling Nielsen, her starten på "Euforisk koncentrat" af Reza Barahani:

Hvor meget og hvor mange af de her fugle har du i favnen beflyv dem alle jeg er / kommet / jeg er klar / fra himlen regner det med blanke papirer du har vædet har du vædet mig med dit / blod // Beflyv dem nu / gidgid er kommet verdens krager er det ikke / og himlen lader din sjæl regne

Hvorfor er dette uforståelige bedre end surrealistisk uforståelighed? For mig er det som om, surrealismen gerne vil forstås, som om den prøver at få mig til at se de uforståelige billeder for mig, mens det her bare er rent sprog og det er ordene, ikke det, de repræsenterer, der er skønne.

Men sprogdigtningen er også i høj grad politisk (som nu f.eks. i Rasmus Halling Nielsens OGSÅ og Rosen i fremtiden), og det er Omid Shams voldfede langdigt "En sang for fraværet af Peyman" et godt eksempel på, her et lille uddrag, der slet ikke kan gøre hele digtet retfærdighed:

sim sim salabim f f fæng / sim sim salabim sim sim salabim se se sel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel // fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel

Et par enkelte underlige fejl har sneget sig ind i bogen: i efterordet er der fodnotehenvisninger, men der er ingen fodnoter - har man glemt at tilføje dem, eller har man slettet fodnoterne uden at slette henvisningerne til dem? Og bogen er inddelt i kronologisk kapitler (1930-1960, 1960-1980 og 1980-2015), men i forfatterportrætterne bag i bogen er forfatterne sat under andre kapiteloverskrifter end i selve antologien, så f.eks. Iadollah Royaiis digte står under 1930-1960, mens hans forfatterportræt står under 1960-1980. Det er forvirrende og må vel være en fejl - men fejlen gentager sig for hele fem forfattere. Desuden er det ikke særligt pænt, at nogle af digtene er sat op på siden på en måde, så der er skrevet helt ud til kanten, og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor man har valgt at gøre det, når nu de fleste af digtene har almindelige marginer.

Men det er små anker for en antologi, der ikke bare præsenterer nogle for et dansk publikum hidtil ukendte forfattere, men også rigtigt gode digte af disse forfattere. Så med Shadi Angelina Bazeghis og Mette Moestrups anti-eksoticerende formaninger i baghovedet vil jeg anbefale at læse denne antologi, ikke fordi den kan give et indblik i en fremmed kultur eller kan være et slags supplement til dansk poesi, men fordi den indeholder rigtigt gode digte, der nu engang bare er rigtigt gode.

Inger Christensen til Rasmus Halling Nielsen; Rasmus Halling Nielsen til Inger Christensen

Lidt futten rundt på bibliotek.dk gjorde mig opmærksom på, at min måske yndlingsnulevendedigter har skrevet et digt til min klart yndlingsdødedigter. Det spiller på det første digt i Christensens første digtsamling, Lys (1962), som hedder "Hvis jeg står":

Hvis jeg står / alene i sneen / blir det klart / at jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt

Og digtet, jeg skriver om, er skrevet af Rasmus Halling Nielsen. Det er trykt i Apparatur nr. 10 2004 og går sådan her:

til Inger Christensen // hvis jeg står stille i sneen / står det klart at mine fodspor / er sproget tilbage til dig

Og, hey, det kan da ikke nægtes: det sprog- og rytmebårne og de traditionelt poetiske ord (meget sne hos begge!) i nyskabende former har de til fælles. Fedt med denne sammenhæng mellem to store digtere.

Anmeldelse: Rosen i fremtiden af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Rosen i fremtiden
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Det københavnske forlag Cris & Guldmann
69 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

I Også (2016) skrev Rasmus Halling Nielsen om krig, og i Rosen i fremtiden skriver han så om flygtningekrisen - i det mindste til den grad, man kan sige, at Halling Nielsen skriver om noget.

Rosen i fremtiden er inddelt på flere forskellige måder på samme tid (tror jeg), men umiddelbart for forståelsen af bogen giver det mest mening at inddele den efter de parenteser med versaler, der afslutter fem afsnit: (BEGYNDELSEN), (MENNESKELIG), (GRÅT), (HVORDAN) og (I ER ILDSØEN). Her er (GRÅT) den del, der umiddelbart virker mest Hallingsk; den består af nogle få sætninger, der gentages og gentages, og det er her flygtningetematikken tydeligst slås an: mange af sætningerne kan virke som replikker fra en afhøring af en flygtning:

jeg kommer fra tyskland / jeg kommer fra // tyskland jeg kommer fra tyskland // jeg kommer fra tyskland // hvor i tyskland hvor i tyskland // hvor i // tyskland hvor i tyskland hvor i // tyskland gentage: // strække ; nej, sverige, nej, sverige // nej, sverige [...] hvor gammel er du hvor gammel er du // hvor gammel er du hvor gammel er du / hvor gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du

Afhøringen synes at eskalere indtil flygtningestemmen siger "jeg kan ikke lide at tale med dig jeg kan ikke lide at // tale med dig" og dernæst bliver ved med at sige "om forladelse" i fire sider i træk. Til sidst bliver flygtningens identitet: "ingen // fint // (GRÅT)".

Eller det er i hvert fald sådan, jeg læser det. Man kan nok ikke undgå at læse flygtningekrisen ind i i hvert fald (GRÅT), men selv her opstår der meget hallingske og umiddelbart ikke særligt flygtningerelevante strofer som:

smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen

Men efter denne strofe kommer så straks flygtningens identitet: "ingen ; mit navn er den der kommer om / natten". Det er ret så kraftfuldt og rørende, omend måske ikke helt så legende i det messende som i Også.

Når man har læst (GRÅT) og fanget flygtningeproblematikken åbner resten af bogen sig op. Langdigtet (MENNESKELIG) synes nu at foregå der, hvor flygtningen kommer fra:

med alting følger forvandlinger / af / molekyler  den / mindste ting // hvis der går længe / nok vil / molekylerne fra / menneskeligene // der i bunkerne / ryger fra de sidste / flammer på / hjørnerne // også være mine

Men hvor er dette? Er det Syrien af i dag og de senere år? Eller er det måske Danmark i fremtiden? Apokalypsetemaet synes i hvert fald at være der - både fordi apokalypsen er gennemgående i Halling Nielsens forfatterskab og fordi "i fremtiden" er del af digtsamlingens titel, men også fordi (MENNESKELIG) er meget inspireret af Inger Christensens atomapokalypsedigtsamling alfabet. Jeget står i sit køkken ved vasken og tænker på børnene, ligesom jeget gør hos Christensen. Her Halling Nielsen:

først den lyd af / børn om / søndagen som / næsten ikke sover // opvaskebørsten / trækker gammelt / ud af gryden som / næsten ikke sover // lyden af børn der / sover 

Meget patosfyldt og rørende, og meget velskrevet (opvaskebørsten trækker gammelt ud af gryden som næsten ikke sover! altså vildt! at den trækker "gammelt" ud, og at den næsten ikke sover! jamen altså! hvor er det godt!).

(HVORDAN) foregår på et endnu mindre konkret sted og i en endnu mindre konkret tid end (MENNESKELIG) og (GRÅT). Her bygger et jeg og et du et hus, får børn, men så:

jeg kender alle stederne der knirker / jeg kender alt til dørens hængsler // jeg vil sige at du og jeg og de to / derude / skal gå indenfor nu // horisonten brænder bogstaveligt //// det er synd for mennesket / de ringer efter hjælp

Igen er der virkelig tryk på patos, men det er aldrig for meget hos Halling Nielsen: det er knusende rørende uden at være hollywoodvioliner, også selvom det at have bygget et hus og fået nogle børn, men så kommer krigen, er noget af det mest hollywoodede, der er.

Samlingens sidste del (I ER ILDSØEN) er en genskrivning af mosebøgerne. Ikke i kronologisk rækkefølge - der springes lidt rundt omkring - men klart passende ind i bogens overordnede tema; Moses og hans følgere var jo netop flygtninge, og de religioner, de skabte, lagde grundlaget for meget af den strid, som afføder og affødes af flygtningeproblematikken i dag. Hvis de fire første dele i Rosen i fremtiden er usædvanligt klare for Halling Nielsens standarder, så slår (I ER ILDSØEN) igen med det poetisk mystiske - meget passende for en bibelgenskrivning - som dette sted, hvor Moses vistnok skiller vandene:

du træder frem mod mig ved bredden af / floden; og din stav, som var omvendt til //// en slange, tage i din // hånd små flag i hænderne bliver rifterne // du ser mit ansigt igen og du ser mit blods // drift // du blæste med dit vejr, havet skjulte dem; / de sank som bly i de mægtige vande // første til at forlade hulen og se, hvad der i / haven bedst var podet // du går ud og planter dem blåt i bjergs sten / sav; du har gjort en bolig, hvori du vil bo // og jeg var på den anden side sandbrag og / møde hos blomsterhandlerne // du slog floden, i min // hånd, blidt og ud sprang tre knækkede / buketters torne

Det hele er pakket ind i en seriøst mærkværdig paratekst: Forsiden er på bagsiden og bagsiden (antager jeg) er på forsiden (men det betyder ikke, at man skal læse samlingen baglæns som en manga - selvom den sikkert også ville være god, omend ret / endnu mere forvirrende, læst sådan); bagsiden angiver seks dele som en slags indholdsfortegnelse, men i det jeg skitserede ovenfor er der kun fem dele (men disse seks skal nok også være der på en eller anden måde), og på bogryggen står der ikke forfatter og titel, men i stedet "du jeg vi i". Hvorfor nu dette? Ja, altså, fordi det er avantgarde og underligt, men man kan også vride lidt mening ud af det: coveret er nemlig trykt i samme papirkvalitet som resten af bogen; bogens grænse - coveret og parateksten - er enten ophævet eller totalt rodet rundt. Det passer da godt til flygtningeproblematikken, at grænserne bliver redefineret.

Nå, anyway, jeg fik vist i højere grad forsøgt at skabe et slags overblik over Rosen i fremtiden end egentlig anmeldt den. Men sådan må det være med Halling Nielsens mærkelige, skønne, rørende, vilde poesi. Det er svært rigtigt at beskrive den med en kedelig anmeldelseskvalitetsvurdering. I stedet må man citere alle de gode steder (og det er sgu næsten det hele, men her kommer så det indledende digt:)

det føles som om vi / kan tale sammen // jeg forstår din / stemme

(Og den stemme, der forstås, er selvfølgelig på én gang flygtningens, den elskedes og guds - jaaaaaa, hvor er det godt, læs dog Rasmus Halling Nielsen, for søren).

Anmeldelse: Mörkhall og Også af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Mörkhall
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
76 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

Titel: Også
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
65 sider
2016
Poesi

Vurdering: 5/6

Rasmus Halling Nielsen er måske Danmarks mest produktive digter. Bibliografien på hans wikipedia-side er helt sindssygt lang, på trods af den ikke har fået de seneste 1½ år med endnu og på trods af digterens forholdvist unge alder. De tre af hans udgivelser, jeg har læst, er de tre udkommet på forlaget Samleren. Udover Mörkhall og Også gælder det Tvillingerne, som jeg har anmeldt her.
Mörkhall og Også handler i højere grad end Tvillingerne om noget. Dvs. Tvillingerne handler ikke om meget andet end sit eget sprog og egen rytme, hvilket også går igen i de to forhåndenværende digtsamlinger, men de har samtidig også et tema: Mörkhall handler om digterens farfars død og sorgen over denne, og Også handler om krigen; ikke nogen nærmere bestemt krig, bare krigen. Det gør dem lidt mindre sjove, men til gengæld mere følelsesmæssigt rammende end Tvillingerne.
I Mörkhall får sproget lov til at stå for Halling Nielsen usædvanligt klart og forståeligt, når det handler om sorgen:

Det er vildt svært. Du var her lige, du var ikke helt dig selv der. // Jeg er en vækst med bommer smøg. Jeg kan ikke forstå at du er væk. // Det er der sikkert ikke så mange der kan. Din stemme forsvandt // Ned i dit bryst og blev en lille konkyliebevægelse af blege lyde ud af øjnene hvor stemmen skulle være.

Disse øjeblikke af klarhed står i kontrast til disse mere hallingske sammenlimede sætningsfragmenter:

som oftest associeret med nedsat social interaktion fødder oftest i teenageårene eller ung af guld og kun kærlighed af store stykker lysende hjerner i stjernerne ulige og ude at dryppe i forkerte retninger, myrer der engang boede i patientens opførsel og beskrivelse af sin store virkelig store sum af alle lys og lyde, spalter af snor i hår og altid

Disse laviner af ord står lige så rytmisk og lydligt overvældende og smukt som i Tvillingerne, men sammensætningen med øjeblikke af klarhed i sorgen løfter Mörkhall op på et andet emotionelt niveau.
Det emotionelle finder vi også i de Per Højholt-agtige gentagelser af små sætninger i Også:

der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige: / der er krige og krige det er forkert / der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige: // at synge det ud i verden aldrig ophører vil gerne sige: / at synge det ud i verden / at synge det ud i verden aldrig ophører vil gerne sige: / må krigen møde døden en fjerkugle / at synge det ud i verden

Man bliver nærmest helt hypnotiseret af alle gentagelserne, som især gør sig gældende i samlingens begyndelse og slutning. I midten er der kortere digte, som består af 2x2+1 linjer, f.eks.:

når man først har indsigt i / alle problemområderne // efter længere tid uden / uden problemer // første problem altid krig 

Dette digt er desuden et godt eksempel på Halling Nielsens fascination af forholdsord, som vi også kender f.eks. fra Morten Chemnitz. Der står "uden" to gange i træk, sætningerne starter med "når" og "efter", men forholdsordene udfylder ikke rigtigt deres vante position. Vi er vant til, at "når" skal føre til "så" (når noget sker, så sker noget), men hos Halling Nielsen står forholdsordene bare og vifter for sig selv. De fratages deres betydning og bliver bare ord, bare rytmer.
Men uden betydning er Også ikke. Det er vist noget af det tætteste, Halling Nielsen kan komme på at være politisk: "der er krige og krige det er forkert" har samme naive tone som "det er ikke i orden at være i krig" i Daniel Dalgaards Vi er ikke konger. Og ligesom hos Dalgaard går naiviteten rent ind: det er jo rigtigt, at krige er forkert. Det ER ikke i orden at være i krig. Det kan vel ikke være så svært at forstå. Og slet ikke når det gentages og gentages messende som hos Halling Nielsen.
Selvom Halling Nielsen mestrer det abstrakte, maskinelt gentagende, uforståelige, skriver han nogen gange noget nærmest almindeligt. I starten af Også står et kærlighedsdigt i højre kolonne og blandes med uforståelige ordrytmer i venstre. Her højre kolonne isoleret:

du er der / du er varm / din mave er blød / jeg er på kartoflerne / de ligger i vasken / når du lige / når du lige har / været i bad / og står med håndklæde / omkring dig / virker dit hår / som noget tungt / hele tiden / er mine følelser / så stærke og intense / og jeg elsker dig / og jeg vil altid / elske dig / og gøre hvad / som helst / for at dette øjeblik / aldrig ophører

Så smukt et simpelt, gammeldags kærlighedsdigt. I Berlin så jeg på et museum nogle af Picassos tidlige håndtegninger, der var helt enkle og realistiske. Når man allerede mestrer realismen, giver det al mulig mening at bevæge sig ud i det abstrakte. Og Halling Nielsen kan skrive de helt enkle, almindelige digte (ok, der er stadig legen med forholdsord i "jeg er på kartoflerne" og det at "hele tiden" enten kan handle om følelserne eller stå og modsige at håret er som noget tungt lige efter badet), så det giver al mulig mening, at han udfordrer læseren med det til tider nærmest meningsløse, hvilket han heldigvis også mestrer!
Jeg er meget glad for alle tre digtsamlinger i det, man vel kan kalde Samleren-trilogien. Men Også er alligevel min favorit. Den er den simpleste af de tre, og måske derfor den følelsesmæssigt stærkeste. Jeg anbefaler varmt at læse alle tre digtsamlinger, og jeg vil helt klart selv læse mere fra forfatterskabet.

Anmeldelse: Tvillingerne af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Tvillingerne
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
52 sider
2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Tvillingerne består af to digtsamlinger: Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud. Der er nogle ordsammensætninger, der går igen mellem de to digtsamlinger: en million engle i jegets hår, en brors knæ og at en person, der hedder Asger, ligger på gulvet.
Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet er sprog. Det er en lidt vag beskrivelse, men nok så præcis, som det bliver. Der nævnes "silent terror cuttet op", og måske er der brugt cut-up teknik til at skabe digtene, dvs. man klipper en tekst i stykker og sætter den sammen på en ny måde. Men selvom det er svært umiddelbart at få hold på sætningerne og få mening ud af dem, er der alligevel så mange sammenhænge, at det ikke virker til at være tilfældet; sætningerne bevæger sig fremad via ordspil og associationer frem for et forsøg på at skabe mening, som normale sætninger. Det er svært at forklare, så her er et digt, der kan vise:

en million engle kan ikke tage fejl i mit hår det var der jeg kom fra / jeg kigger altid tilbage men aldrig frem ved ikke hvad der venter om / hjørnet i disse lasede labyrinter i dine øjne undskyld må jeg spørge om / vej frem må jeg med skalpel dele din søvn og sluge resterne / den handling efterlader må jeg slukke lyset før vi siger godnat og er / alt dette bare måger jeg må skylle efter med som et telt rejst i storm // jeg får en lyst til at stille sulten i møbler / jeg får en lyst til at se lyst på tingene // vi sover i hvert vores æg // forvent ikke en ny regn fra mig / den gamle er allerede sendt

Ordene kan virke helt tilfældige, men det er de ikke. Først er der en sammenhæng i det labyrintiske og det at finde vej. Dernæst i anaforen "må jeg [...] må jeg [...] må jeg", der med et ordspil bliver til "måger jeg må". At få lyst til bliver til at se lyst på. Sådan er det i alle digtene: ord, der bare er ord, men alligevel hænger sammen - men først og fremmest hænger sammen i deres "ordhed", dvs. med ordspil, gentagelser osv. frem for ved betydning. Det er ord, der ikke vil hænge sammen, men i stedet bliver til et, med digtenes ord, "hængsammen".

I Det gule gæstebud kommer der lidt mere kontrol over ordene. Her et digt:

jeg mistede før jeg fandt ro i alle musklernes sale / om lidt er kaffen klar ikke som et spejl kan være / det nej den er færdig om lidt du er smuk prøver / jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud / mine læber ikke har besøgt forgæves mister jeg / besindelsen og trækker vejret dybt lungerne / punkteres af dit bliks nejende hav så ved jeg at / du tænker på mig som jeg tænker på dig og roen / kommer // den er sne // den er gul // min hånd

Så smukt kan et kærlighedsdigt skrives. I dette digt fastholdes der (næsten) hele vejen igennem at det handler om et dig og en kærlighed. Det er det, jeg mener med, at der er lidt mere kontrol over ordene. De har dog stadig deres eget liv, og gør her noget karakteristisk for digtsamlingen: nægter at binde sig til én sætning. "forgæves" i linje 5 bliver brugt i to sætninger: 1) "Jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud mine læber ikke har besøgt forgæves" og 2) "forgæves mister jeg besindelsen og trækker vejret dybt". Disse sætninger suppleres samtidig af de samme sætninger, men uden forgæves, så to sætninger bliver til fire, fordi de deler et ord. Huden er både besøgt og besøgt forgæves; besindelsen mistes forgæves, men det er også et spørgsmål, om besindelsen overhovedet mistes ("Mister jeg besindelsen og trækker vejret dybt?").  Er der meget mere at sige om det? Kan jeg udlede nogen store tanker om kærlighed og besindelsesmisten? Næh. Men det gør ikke noget.
Man kunne selvfølgelig være fristet til at forsøge at fremtvinge betydninger, f.eks. at læse "den råbende kjole" symbolsk. Hvis man forsøger at gå til Tvillingerne på denne måde og tror, man kan sætte ordene lig en eller anden betydning, tror jeg, man går galt i byen. Ordene er i høj grad bare ord, og rytmen er bare en rytme, der kan omfavne én og tage én med sig. På dette punkt hæver Halling Nielsen sig over f.eks. Henrik Nordbrandts (Digte) og Inger Christensens (Lys og Græs) tidligste digtsamlinger, der på samme måde fremstår meget inspirationsbårne; for hos Nordbrandt og Christensen vil digtene gerne forstås og være symbolske, mens de hos Halling Nielsen får lov til bare at være digte uden at ville andet end at være ord.
Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvorfor disse digte er smukke. Og jeg kan sagtens forstå, hvis man synes, de bare er en samling meningsløse ord. Jeg selv er ikke helt overbevist, når absurditeten bliver lidt punchline-agtig som her:

den digitale signatur er / meget usikker erkender / videnskabsministeriet / og lakerer en fugl om til / bil

Men disse meningsløse ord, disse rytmer og ordspil, rammer mig på en eller anden måde. Jeg synes, det er stor kunst, uden rigtigt at kunne forklare hvorfor.