Anmeldelse: Jævnet med jorden af Mette Moestrup

Titel: Jævnet med jorden
Forfatter: Mette Moestrup
Forlag: Gyldendal
93 sider
2009
Roman / kollage / poesi

Vurdering: 5/6

Det, der gør Mette Moestrup til noget særligt, er, at hun elsker sproget. Det gør enhver forfatter vel, men Moestrup gør det på en særlig måde. Hun nusser ikke om det eller kæler for det, hiver og slider ikke i det, banker det ikke på plads, praler ikke af det; hun fodrer det med æblesnitter og prikker det i maven, leger med det. Hun er sin generations Halfdan Rasmussen, Benny Andersen eller, nok mest rammende, Per Højholt. Hendes sprog er et barn, der iført gummistøvler og pakket ind i regntøj sjaskehopper lykkeligt op og ned i en mudderpøl så smattet sprøjter med en lyd, som Moestrup nok selv bedst kan beskrive: "boblende, bølgende, drivende, dryppende, faldende, flydende, fossende, glidende, hvirvlende, klirrende, klukkende, løbende, piblende, plaskende, rindende, rislende, sivende, stigende, stillestående, strømmende." Man skal nok have fat i Kaptajn Haddock for at finde lige til en så forrygende alfabetisk svada.
Legen betyder dog ikke, at der ikke er alvor. Plottet i Jævnet med jorden er på samme tid enkelt og komplekst: Vandmøllen, jegets oldemors gamle hjem, er blevet revet ned, og nu vil jeget se det i øjnene og forlige sig med det. Men samtidig er hun i et forhold, der er på randen af sammenbrud. Og samtidig har hun lejet sig ind i et hvidt rum ("Det er hvidt som et A4"), hvor hun skriver på væggene og vil skrive sin bog. Og så er der desuden flashbacks til barndommen, citater fra tekster om hjemegnen, en spøgelseshistorie, en konflikt med udlejerne og, til sidst, et meget Moestrupsk, Yoko Ono-inspireret performancedigt. Alt det på 93 komprimerede sider inddelt i 68 bidder, der skal spejle St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, inklusiv til sidst nævnte performancedigt, hvor en kvinde på forskellige måder interagerer med sneen og natten ("Det skal være nat, og der skal være sne, og det skal sne" er digtets motor, der med enkelte variationer indleder digtets 69 dele). Alt dette holdes sammen af Moestrups brandgode, humoristiske, legende, reflekterende stemme. Sproglegen er ude af stand til at modstå ordspil:

Vi var jo bare sentimentale. I vores følelsers vold. Det, vi følte for vandmøllen, var ikke voldeligt, tænker jeg, tværtimod. Vi ville beskytte, bevare, men også - bevares - beholde. Vi ville, tænker jeg, beholde vandmøllen som en beholder for vores følelser for den. Så vores følelser for stedet kunne finde sted.

Der er både de tydelige ordspil, der gør opmærksom på sig selv ("Så vores følelser for stedet kunne finde sted"), som også går igen i linjer som "Tanken om vand er vand på min mølle, som man siger" og "Et sted er aldrig et eller andet menneske, men et menneske er altid et eller andet sted", men også de mere subtile ("bevare, men også - bevares"), der virker så stolte af deres egen eksistens; som om Moestrup bare ikke kunne lade være med at skrive dem. Sproget vil være sjovt, det nægter at lægge sig fladt og monotont ned.
Men Jævnet med jorden er meget mere end legende sprog. Der er også interessante tanker, som da forholdet mellem sentimentalitet og kynisme udforskes (selvfølgelig med brug af uimodståelige ordspil):

Malerier af grædende børn er drivende sentimentale. Masseproduktionen af sentimental kunst er dreven. Der er penge i at drive tårerne frem hos beskueren. Vekselvirkningen mellem sentimentalitet og kynisme glimter i såvel det grædende barns som beskuerens tåre. Den sentimentale kunst kalkulerer med beskuerens sentimentalitet, ligesom reklamen taler til følelserne, fordi det er den mest effektive salgsteknik.

Men er denne analyse af den kynisk-sentimentale kunst ikke også netop kynisk? Det tror jeg, Moestrup kommer frem til hen mod slutningen af bogen, da jeget kommer i konflikt med sine sentimentalkunstskabende udlejere og må indrømme, at "Måske er det netop det, deres kunst er udtryk for: at de generelt er meget søde. Det er faktisk meget sympatisk, tænker jeg, at de er så kreative." Men selv denne indrømmelse over for sentimentalkunstnerne slipper selvfølgelig ikke for Moestrups sjovt nedladende tone, som jo netop er et skjold for at undgå det sentimentale, og som er en stor del af, at bogen er så forbandet underholdende!
Og som om det ikke var nok med godt sprog og gode tanker, er nogle af de bedste passager i Jævnet med jorden gode personkarakteristikker. Som da jeget besøger sin mormors tvillingesøster, der er blevet gammel og klagende:

Mormor To. Ikke sådan at slå ud. Holder selv sit hus. Fyrer ikke for fuglene. Døjer lidt med svimmelhed. Piller høreapparatet ud: Det runger i hele hovedet, det skidt. Hun er så glad for, at vi er kommet. Har vi det godt? Hva'? Det var godt. Hun er så ensom. Ikke om hun vil flytte, de må bære hende ud. Akkeja. Der kommer aldrig nogen. Det er så hårdt, det med vandmøllen, hun tror aldrig, hun kommer sig over det, hun er så alene med det, om vi ikke godt kan forstå det. Hun fyrer ikke op i den pæne stue. Det er frås, der kommer aldrig nogen.

Det er jo sørgeligt og synd. Men det er også lidt irriterende. Og lige netop det fanger Moestrup meget kærligt i sin tredjepersonsgengivelse af Mormor Tos snak. Man kan godt nogen gange blive lidt træt af, at så mange bøger er autofiktive nu, men dette er lige netop, hvad autofiktionen kan: Skrive portrætter af virkelige mennesker, der er ægte, troværdige og præcise, netop fordi forfatteren har haft en virkelig reference.
Spøgelser, familiehistorie, kærlighed og kunst: Jævnet med jorden stikker i mange retninger, men Moestrups altid legende, sprællende stemme binder det underholdende sammen.