Anmeldelse: Mörkhall og Også af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Mörkhall
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
76 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

Titel: Også
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
65 sider
2016
Poesi

Vurdering: 5/6

Rasmus Halling Nielsen er måske Danmarks mest produktive digter. Bibliografien på hans wikipedia-side er helt sindssygt lang, på trods af den ikke har fået de seneste 1½ år med endnu og på trods af digterens forholdvist unge alder. De tre af hans udgivelser, jeg har læst, er de tre udkommet på forlaget Samleren. Udover Mörkhall og Også gælder det Tvillingerne, som jeg har anmeldt her.
Mörkhall og Også handler i højere grad end Tvillingerne om noget. Dvs. Tvillingerne handler ikke om meget andet end sit eget sprog og egen rytme, hvilket også går igen i de to forhåndenværende digtsamlinger, men de har samtidig også et tema: Mörkhall handler om digterens farfars død og sorgen over denne, og Også handler om krigen; ikke nogen nærmere bestemt krig, bare krigen. Det gør dem lidt mindre sjove, men til gengæld mere følelsesmæssigt rammende end Tvillingerne.
I Mörkhall får sproget lov til at stå for Halling Nielsen usædvanligt klart og forståeligt, når det handler om sorgen:

Det er vildt svært. Du var her lige, du var ikke helt dig selv der. // Jeg er en vækst med bommer smøg. Jeg kan ikke forstå at du er væk. // Det er der sikkert ikke så mange der kan. Din stemme forsvandt // Ned i dit bryst og blev en lille konkyliebevægelse af blege lyde ud af øjnene hvor stemmen skulle være.

Disse øjeblikke af klarhed står i kontrast til disse mere hallingske sammenlimede sætningsfragmenter:

som oftest associeret med nedsat social interaktion fødder oftest i teenageårene eller ung af guld og kun kærlighed af store stykker lysende hjerner i stjernerne ulige og ude at dryppe i forkerte retninger, myrer der engang boede i patientens opførsel og beskrivelse af sin store virkelig store sum af alle lys og lyde, spalter af snor i hår og altid

Disse laviner af ord står lige så rytmisk og lydligt overvældende og smukt som i Tvillingerne, men sammensætningen med øjeblikke af klarhed i sorgen løfter Mörkhall op på et andet emotionelt niveau.
Det emotionelle finder vi også i de Per Højholt-agtige gentagelser af små sætninger i Også:

der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige: / der er krige og krige det er forkert / der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige: // at synge det ud i verden aldrig ophører vil gerne sige: / at synge det ud i verden / at synge det ud i verden aldrig ophører vil gerne sige: / må krigen møde døden en fjerkugle / at synge det ud i verden

Man bliver nærmest helt hypnotiseret af alle gentagelserne, som især gør sig gældende i samlingens begyndelse og slutning. I midten er der kortere digte, som består af 2x2+1 linjer, f.eks.:

når man først har indsigt i / alle problemområderne // efter længere tid uden / uden problemer // første problem altid krig 

Dette digt er desuden et godt eksempel på Halling Nielsens fascination af forholdsord, som vi også kender f.eks. fra Morten Chemnitz. Der står "uden" to gange i træk, sætningerne starter med "når" og "efter", men forholdsordene udfylder ikke rigtigt deres vante position. Vi er vant til, at "når" skal føre til "så" (når noget sker, så sker noget), men hos Halling Nielsen står forholdsordene bare og vifter for sig selv. De fratages deres betydning og bliver bare ord, bare rytmer.
Men uden betydning er Også ikke. Det er vist noget af det tætteste, Halling Nielsen kan komme på at være politisk: "der er krige og krige det er forkert" har samme naive tone som "det er ikke i orden at være i krig" i Daniel Dalgaards Vi er ikke konger. Og ligesom hos Dalgaard går naiviteten rent ind: det er jo rigtigt, at krige er forkert. Det ER ikke i orden at være i krig. Det kan vel ikke være så svært at forstå. Og slet ikke når det gentages og gentages messende som hos Halling Nielsen.
Selvom Halling Nielsen mestrer det abstrakte, maskinelt gentagende, uforståelige, skriver han nogen gange noget nærmest almindeligt. I starten af Også står et kærlighedsdigt i højre kolonne og blandes med uforståelige ordrytmer i venstre. Her højre kolonne isoleret:

du er der / du er varm / din mave er blød / jeg er på kartoflerne / de ligger i vasken / når du lige / når du lige har / været i bad / og står med håndklæde / omkring dig / virker dit hår / som noget tungt / hele tiden / er mine følelser / så stærke og intense / og jeg elsker dig / og jeg vil altid / elske dig / og gøre hvad / som helst / for at dette øjeblik / aldrig ophører

Så smukt et simpelt, gammeldags kærlighedsdigt. I Berlin så jeg på et museum nogle af Picassos tidlige håndtegninger, der var helt enkle og realistiske. Når man allerede mestrer realismen, giver det al mulig mening at bevæge sig ud i det abstrakte. Og Halling Nielsen kan skrive de helt enkle, almindelige digte (ok, der er stadig legen med forholdsord i "jeg er på kartoflerne" og det at "hele tiden" enten kan handle om følelserne eller stå og modsige at håret er som noget tungt lige efter badet), så det giver al mulig mening, at han udfordrer læseren med det til tider nærmest meningsløse, hvilket han heldigvis også mestrer!
Jeg er meget glad for alle tre digtsamlinger i det, man vel kan kalde Samleren-trilogien. Men Også er alligevel min favorit. Den er den simpleste af de tre, og måske derfor den følelsesmæssigt stærkeste. Jeg anbefaler varmt at læse alle tre digtsamlinger, og jeg vil helt klart selv læse mere fra forfatterskabet.

Anmeldelse: Tvillingerne af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Tvillingerne
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
52 sider
2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Tvillingerne består af to digtsamlinger: Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud. Der er nogle ordsammensætninger, der går igen mellem de to digtsamlinger: en million engle i jegets hår, en brors knæ og at en person, der hedder Asger, ligger på gulvet.
Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet er sprog. Det er en lidt vag beskrivelse, men nok så præcis, som det bliver. Der nævnes "silent terror cuttet op", og måske er der brugt cut-up teknik til at skabe digtene, dvs. man klipper en tekst i stykker og sætter den sammen på en ny måde. Men selvom det er svært umiddelbart at få hold på sætningerne og få mening ud af dem, er der alligevel så mange sammenhænge, at det ikke virker til at være tilfældet; sætningerne bevæger sig fremad via ordspil og associationer frem for et forsøg på at skabe mening, som normale sætninger. Det er svært at forklare, så her er et digt, der kan vise:

en million engle kan ikke tage fejl i mit hår det var der jeg kom fra / jeg kigger altid tilbage men aldrig frem ved ikke hvad der venter om / hjørnet i disse lasede labyrinter i dine øjne undskyld må jeg spørge om / vej frem må jeg med skalpel dele din søvn og sluge resterne / den handling efterlader må jeg slukke lyset før vi siger godnat og er / alt dette bare måger jeg må skylle efter med som et telt rejst i storm // jeg får en lyst til at stille sulten i møbler / jeg får en lyst til at se lyst på tingene // vi sover i hvert vores æg // forvent ikke en ny regn fra mig / den gamle er allerede sendt

Ordene kan virke helt tilfældige, men det er de ikke. Først er der en sammenhæng i det labyrintiske og det at finde vej. Dernæst i anaforen "må jeg [...] må jeg [...] må jeg", der med et ordspil bliver til "måger jeg må". At få lyst til bliver til at se lyst på. Sådan er det i alle digtene: ord, der bare er ord, men alligevel hænger sammen - men først og fremmest hænger sammen i deres "ordhed", dvs. med ordspil, gentagelser osv. frem for ved betydning. Det er ord, der ikke vil hænge sammen, men i stedet bliver til et, med digtenes ord, "hængsammen".

I Det gule gæstebud kommer der lidt mere kontrol over ordene. Her et digt:

jeg mistede før jeg fandt ro i alle musklernes sale / om lidt er kaffen klar ikke som et spejl kan være / det nej den er færdig om lidt du er smuk prøver / jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud / mine læber ikke har besøgt forgæves mister jeg / besindelsen og trækker vejret dybt lungerne / punkteres af dit bliks nejende hav så ved jeg at / du tænker på mig som jeg tænker på dig og roen / kommer // den er sne // den er gul // min hånd

Så smukt kan et kærlighedsdigt skrives. I dette digt fastholdes der (næsten) hele vejen igennem at det handler om et dig og en kærlighed. Det er det, jeg mener med, at der er lidt mere kontrol over ordene. De har dog stadig deres eget liv, og gør her noget karakteristisk for digtsamlingen: nægter at binde sig til én sætning. "forgæves" i linje 5 bliver brugt i to sætninger: 1) "Jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud mine læber ikke har besøgt forgæves" og 2) "forgæves mister jeg besindelsen og trækker vejret dybt". Disse sætninger suppleres samtidig af de samme sætninger, men uden forgæves, så to sætninger bliver til fire, fordi de deler et ord. Huden er både besøgt og besøgt forgæves; besindelsen mistes forgæves, men det er også et spørgsmål, om besindelsen overhovedet mistes ("Mister jeg besindelsen og trækker vejret dybt?").  Er der meget mere at sige om det? Kan jeg udlede nogen store tanker om kærlighed og besindelsesmisten? Næh. Men det gør ikke noget.
Man kunne selvfølgelig være fristet til at forsøge at fremtvinge betydninger, f.eks. at læse "den råbende kjole" symbolsk. Hvis man forsøger at gå til Tvillingerne på denne måde og tror, man kan sætte ordene lig en eller anden betydning, tror jeg, man går galt i byen. Ordene er i høj grad bare ord, og rytmen er bare en rytme, der kan omfavne én og tage én med sig. På dette punkt hæver Halling Nielsen sig over f.eks. Henrik Nordbrandts (Digte) og Inger Christensens (Lys og Græs) tidligste digtsamlinger, der på samme måde fremstår meget inspirationsbårne; for hos Nordbrandt og Christensen vil digtene gerne forstås og være symbolske, mens de hos Halling Nielsen får lov til bare at være digte uden at ville andet end at være ord.
Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvorfor disse digte er smukke. Og jeg kan sagtens forstå, hvis man synes, de bare er en samling meningsløse ord. Jeg selv er ikke helt overbevist, når absurditeten bliver lidt punchline-agtig som her:

den digitale signatur er / meget usikker erkender / videnskabsministeriet / og lakerer en fugl om til / bil

Men disse meningsløse ord, disse rytmer og ordspil, rammer mig på en eller anden måde. Jeg synes, det er stor kunst, uden rigtigt at kunne forklare hvorfor.

Anmeldelse: Parkernes kontinuitet og andre noveller af Julio Cortázar

Titel: Parkernes kontinuitet og andre noveller
Forfatter: Julio Cortázar
Oversætter: Peer Bundgaard
Forlag: Basilisk
196 sider
Oprindelige udgivelser 1951-82, denne oversættelse 2014
Noveller

Vurdering: 4/6

For en måneds tid siden læste jeg Julio Cortázars mesterværk Hinkeleg og måtte straks læse mere fra samme forfatters hånd. Det bedste ved Parkernes kontinuitet er da også den novelle, der er mest som Hinkeleg, "Breve fra mor". Ligesom i Hinkeleg har man her at gøre med karakterer, man ønsker at lære mere om; en troværdig karaktertegning, der skaber grobund for spænding og interesse. Novellen "De hemmelige våben" har lidt af det samme, bare knap så godt, men derudover er novellerne i denne samling ret forskellige fra det, man kender fra Hinkeleg. Hvor "Breve fra mor" og "De hemmelige våben" er en slags små romaner på den måde, at de forsøger at fortælle om personer frem for at fortælle om en forfatters fikse idé til en kort historie, er resten af novellerne kortere og centreret omkring en ide frem for karakterer.
Disse ide-noveller fungerer, så længe ideen er god i sig selv. Specielt "Det er ingens skyld", som grundlæggende er en 7 sider lang beskrivelse af en mand, der tager en trøje på, og "Brev til en frøken i Paris" om en mand, der fra tid til anden kaster kaniner op, udforsker deres ideer på interessante og underholdende måder. Her er det ligegyldigt om hovedpersonen er interessant eller ej, for det, der fortælles om dem, er i sig selv skørt og velskrevet nok. Omvendt fremstår en novelle som "Sidste etape" for mig som om den ikke tør stå ved, hvad den er. Ideen heri drejer sig om en kunstudstilling, der har en uhyggelig lighed med et nærvedliggende hus, og novellen vil sige noget om det at malerier er uden tid; at et maleri er ét nu uden fortid eller fremtid, ét frossent, tidløst øjeblik. Men novellen vil ikke rigtigt stå ved at det er alt, den er, og forsøger halvhjertet at karakterisere hovedpersonen, Diana. Der antydes en baggrundshistorie med en mand, Orlando, som det ikke virker til, Cortázar for alvor interesserer sig for. Han vil egentlig gerne bare videre til tanken om tidløs billedkunst, så karaktererne ender med paradoksalt både at være ligegyldige og at fylde en hel del i historien.
Hvis det lyder som om, det er en novellesamling, der stikker i flere forskellige retninger, skyldes det måske, at novellerne er udvalgt fra seks forskellige samlinger, oprindeligt udgivet mellem 1951-1982. Udvalget her er oversat af Peer Bundgaard, og det gør han fortrinligt. Cortázar er glad for meget lange sætninger, så man skal holde tungen lige i munden - både som læser og oversætter. Her slutningen på "En gul blomst" (en af samlingens bedste), hvor en mand fortvivlet leder efter en potentiel dobbeltgænger:

Hele eftermiddagen og et godt stykke af aftenen steg jeg på og af busser, mens jeg tænkte på blomsten og på Luc og ledte blandt passagererne efter én som lignede Luc, én, der lignede mig eller Luc, én, der kunne være mig igen, én, jeg kunne se på vel vidende, at det var mig, og derefter lade ham gå sin vej uden at henvende mig til ham, nærmest for at beskytte ham, så han kunne fortsætte sit stakkels idiotiske liv, sit tåbelige, mislykkede liv i retning af et andet tåbeligt mislykket liv i retning af et andet...

Eller hvad med denne korte beskrivelse af at trække en kanin op gennem sin hals:

Når jeg mærker, at jeg skal til at kaste en lille kanin op, stikker jeg to fingre ind i munden som en åben tang, og så venter jeg på, at jeg i min hals kan mærke de lune dun, der stiger op som en brusende natrontablet.

Den slags sætninger gør, at selv de noveller, jeg ikke er i stand til at interessere mig for, alligevel er i høj grad værd at læse. Sproget når ikke helt de samme højder som de bedste afsnit af Hinkeleg, men det er konsekvent godt, og det er noget af en præstation i sig selv.

Anmeldelse: New Forest af Josefine Klougart

Titel: New Forest
Forfatter: Josefine Klougart
Forlag: Gladiator
699 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

New Forest er fuld af sprogligt gode påfund. For at understrege hvor fuld af gode sætninger den er, har jeg slået op på tre tilfældige sider og fundet 1 stk. skønhed på hver:

Jeg støtter mig til dig. Støt dig til mig, siger du. Himlen er orange og violet. Vi går i solens sidste varme. Stoltheden hænger som en kappe efter dig eller den er en frakke du har taget over skuldrene. (s. 107)

Så går hun i stå og ser endnu en gang ud ad vinduet. Trækker vejret som en pose der bliver taget med en kastevind ned gennem en blind gade. (s. 240) 

Jeg lagde mig ned oven på dig og lod mig løfte op og ned af din vejrtrækning der blev langsommere. (s. 606) 

Tre tilfældige sider, tre gode tekststeder. Det er da en god statistik. Godt nok indeholder en af siderne også en forvirrende sammenligning som denne:

Jeg holdt nøglerne op over dit ansigt så skyggerne gled hen over din hud som skyggen af et varmesøgende projektil hen over en mark.

Hvad er helt præcist sammenhængen mellem nøgler og varmesøgende projektil og mellem hud og mark? Det står uklart for mig. Det gælder generelt de overraskende mange gange krig bliver brugt som billedled i de mange metaforer i New Forest; jeg kan ikke se hvad krig har med det hele at gøre, men den optræder ofte metaforisk.
Anyway, jeg var ved at rose bogen, for det fortjener den: prosadigtene under titlen "Lys", der indleder og afslutter bogen, står sært vibrerende rørende; jeg bliver ganske opslugt af det enkle, præcise sprog. Enkelt og præcist, men også udfordrende, når det i sammenligningerne mere eller mindre motiveret springer til det abstrakte. Det gælder for store dele af bogen, at sproget virker usædvanligt gennemarbejdet. Derfor skurrer det også ekstra, når en klodset sætning sniger sig ind.
New Forest handler fortrinsvist om en kvinde, der nogen gange er jegfortæller, nogen gange er "hun", der er ved at indse, at hun må gå fra sin kæreste. Desuden er der kvindens barndomserindringer, en fortælling om en kvinde, der lukker sig inde i sit hus med sin mands lig, og som nævnt en poetisk indledning og afslutning. Der er ikke nogen direkte kronologi i hændelserne; de er i stedet delt ind efter kapiteloverskrifter, der i løbet af bogen kommer igen 3 gange i et bestemt mønster; dog flyder de forskellige tider og steder, overskrifterne adskiller, ligeså stille mere og mere sammen.
Jeget er altdominerende; alle andre personer er på en måde ubeskrevne. De er alle set gennem jegets blik og får derfor ikke lov til at være sig selv, men kun være hvad de er for jeget. Det fungerer rigtigt godt i beskrivelserne af parforholdet, der er ved at gå i stykker; det at vi ikke rigtigt forstår kæresten F., fordi jeget ikke rigtigt forstår ham, gør både beskrivelsen af jeget og hendes grunde til at ville forlade F. skarpere. Til gengæld kedede jeg mig under jegets lange opgør med sin familie. Det stod for mig ikke klart, hvad problemet med familien var. Der er åbenbart en hel masse ved både søstrene og moderen, som jeget ikke kan lide. Men her gør det ekstreme fokus på hovedpersonen, at hele konflikten for mig bliver uforståelig, eller måske rettere uinteressant.. Jeget er jaloux på sin søster, fordi hun er pænere, og hvad så? Det kunne have været mere interessant at høre noget fra søsterens synsvinkel, der åbenbart må føle jegets had på grund af noget så trivielt som sin krop.
Eller også kunne man bare skære familieskærmydslerne fra. New Forest er en alt for lang roman, der kunne have været mesterlig, hvis den var skåret ned til 200-300 sider. Som den er nu står den som en nærmest konstant mængde rigtigt gode sætninger, der enkelte gange løfter sig til det geniale, men som også i lange stræk bliver kedsommelige og ensformige.

Anmeldelse:Trilogien (Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd) af Jon Fosse

Titel: Andvake
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Batzer & co
74 sider
Først udgivet 2007, dansk oversættelse 2010
Roman

Vurdering: 5/6

Titel: Olavs drømme
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Batzer & co
86 sider
Først udgivet 2012, dansk oversættelse 2015
Roman

Vurdering: 4/6

Titel: Kveldsvævd
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Jannie Jensen
Forlag: Batzer & co
63 sider
Først udgivet 2014, dansk oversættelse 2015
Roman

Vurdering: 4/6

Jon Fosses trilogi Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2015. Det er let at forstå: Det er formbeviste bøger, der både tør lege med stilen og fortæller en god historie om interessante personer.
Andvake handler om Asle og Alida, der bliver tvunget ud af det bådehus, de bor i, mens Alida er højgravid. De kan ikke bo hos Alidas mor og tager derfor til Bjørgvin (Bergen) for at finde husly og arbejde til Asle, men ingen vil give dem husly. I løbet af Andvake begår Asle nogle forbrydelse, hvis specifikke karakter jeg ikke vil spoile her. De forbrydelser bliver Asle konfronteret med i Olavs drømme, og i Kveldsvævd hører vi, hvad der sker med Alida under og efter hændelserne i Olavs drømme.
Det første, man bider mærke i, når man læser Andvake er stilen: Sætningerne er ualmindeligt lange, for det meste flere sider lange, og afsnittene ender ikke engang i et punktum. Dertil kommer, at selv kommaerne er sparsomme, så læseforståelsen afhænger udelukkende af, at de helt rigtige ord er valgt. Det er de heldigvis. De lange sætninger giver en fornemmelse af stream of conciousness, men vi har her at gøre med kun tankestrømme, ingen refleksionsstrømme; dvs. vi får kun indsigt i, at Asle og Alida tænker, hvad de gør og husker, hvad de gjorde - aldrig, hvorfor de gør og gjorde som de gør og gjorde. På grund af denne manglende refleksion, kan man få en fornemmelse af, at Asle og Alida måske har - hvad skal man kalde det - indlæringsvanskeligheder; de er ikke de skarpeste knive i skuffen. Jeg tror dog ikke man skal overdrive deres lave intelligens - stilen handler i lige så høj grad om langsomhed. Mange ledsætninger gentages med få ændringer, og i dialogerne skæres replikkerne i flere stykker, så flere replikker i træk stammer fra den samme person. Det giver et indtryk af langsomhed; man giver sig så god tid til at tale, at det er som om hver ny sætning er en ny replik, selvom det er den samme person, der taler. Jeg tror, alle os, der er fra landet, kender den måde at snakke på. Man stirrer lidt ud mod horisonten mellem hver sætning. Det er en form for dialog, som Fosse rammer meget præcist.
Som nævnt begår Asle i løbet af Andvake nogle forbrydelser. Selvom han ikke reflekterer videre over dem, er han i hvert fald bevidst om, hvad han har gjort og hvad konsekvenserne er; derfor vælger han i Olavs drømme at skrifte identitet og skjule sig som Olav, mens Alida må skifte navn til Åsta. Trilogien er blevet sammenlignet med Forbrydelse og straf, men hvor Forbrydelse og straf handler om Raskolnikovs etiske overvejelser, skyldfølelse osv. på ca. 1000 sider, springer Fosse over den slags og beskriver ikke engang forbrydelserne direkte, mens Asle og Alida på overfladen ser ud til knap nok at kunne huske dem. Raskolnikov slår ihjel, fordi han kommer frem til, at det er det etisk rigtige at gøre, mens Asle gør sig kriminel, fordi han gør det. Og Asle gør ting, fordi de er nødvendige; han gør ting, der skal gøres. Alle hans forbrydelser drejer sig om ejendomsret; et af hans ofre, som han bl.a. stjæler en båd fra, bliver kun beskrevet som "Manden der ejer bådehuset". Vi får aldrig hans navn; han er kun defineret af sine ejerskabsforhold. Ingen vil give Asle og Alida husly, selvom de kan betale for det; ejerne sidder tungt på deres ejendom og vil ikke dele. Det er ren Marx: forbryderen begår kriminalitet, fordi han selv er uden ejendom, mens andre har ejendom. Men for en nutidig, skandinavisk læser er der endnu et perspektiv: Asle begår kriminalitet, fordi der ikke er nogen velfærdsstat til at hjælpe ham. Den første for alvor gavmilde eller hjælpsomme gerning, vi er vidne til i hele trilogien, kommer først i tredje bind, og selv da er det med bagtanker. Asle og Alida har brug for hjælp til at komme i gang; de har brug for et sted at bo, så Asle kan få arbejde. Det er helt enkle og simple ting, de skal hjælpes med, men der er ingen organiseret hjælp til mennesker som dem. Derfor må de ty til kriminalitet.
Trilogien har endnu et element, som Forbrydelse og straf er foruden: Bonnie og Clyde-elementet - kærligheden. At Asle og Alida elsker hinanden hovedkulds spiller en stor rolle i alle tre bøger; de elsker hinanden så højt, at det nærmest transcenderer virkeligheden. En sådan kærlighed er meget rørende at læse om, og det er derfor, jeg bedst kan lide Andvake: Heri beskrives kærligheden ekstra rammende i nogle brud med stilen. Hvor sproget for det meste i alle tre bøger er meget ligefremt, er der i Andvake en beskrivelse af det, Fosse kalder "svævet". Først defineres det som den tilstand, kunstneren, dvs. spillemanden Asle, kommer i, når kunsten, musikken, tager over. Men siden bliver det kædet sammen med kærligheden i en passage, der desuden bryder stilen ved pludselig at indeholde en masse punktummer:

Hun hører svævet og hun er i svævet. Hun står i ro og hun svæver. Og så svæver de sammen, nu svæver de sammen, hun og han. Alida og Asle. Og han ser far Sigvalds ansigt og han smiler, der er lykke at se i hans smil, og far Sigvald løfter flasken til munden og tager en ordentlig spids. Og Asle lader spillet spille. Og Alida er med ham. På øjnene kan han se at Alida er med ham. Og Asle lader svævet svæve. Og idet det svæver lettest udad løfter han buen og lader svævet svæve ud i det tomme.

Det er et fantastisk smukt stykke, og de små poetiske beskrivelser i efterfølgerne, som det at "fjorden blinker" i Olavs drømme når for mig ikke de helt samme højder. Bl.a. fordi hverken Olavs drømme eller Kveldsvævd er lige så villige som Andvake til at bryde med stilen; Andvake er f.eks. den eneste af de tre bøger, der som her har et afsnit, der indeholder mange korte sætninger. Det overraskede mig som læser. Jeg havde tænkt, at stilen nok bl.a. handlede om den søvnløshed, som "Andvake" er et gammelt ord for, og at tanken var, at alting skulle flyde ud i ét uden pauser, fordi Asle ikke fik sovet og alting derfor blev én lang sammenhængende begivenhed for ham. Man kan selvfølgelig sige, at det samme gør sig gældende i de to andre romaner, idet de begge også finder sted inden for så kort tid, at der ikke er særligt meget plads til søvn, men jeg havde troet, at Fosse ville have prøvet noget andet stilistisk med dem. - At Andvake havde udtømt den særlige stil, der går igen i trilogien, og at de to andre skulle eksperimentere med noget andet. Det viser sig så, at Andvake ikke har udtømt stilen, men den har taget sig af broderparten af de muligheder, der er for at lege med Fosse-stilistikken, og det ville måske have været en god ide at - bare over et par sider - prøve noget andet i de to efterfølgere.
En detalje, der er værd at nævne, er, at Danmarks nok bedste oversætter, Karsten Sand Iversen, har oversat de to første, mens Jannie Jensen har oversat treeren. Jeg frygtede egentlig, at treeren ville være et dyk i kvalitet, når det nu ikke længere var Iversen, der oversatte, men min frygt blev gjort til skamme: Det er tydeligt, at Jannie Jensen har nærstuderet Iversens oversættelser af de to første og gjort sit yderste for at holde fast i han sprogbrug, så skiftet ikke bliver bemærket af læseren. Og det har hun gjort prisværdigt godt!
Alle tre bøger er en nydelse at læse. De er velskrevne, og sjældent finder man sprog, der flyder så modstandsløst, glidende fremad. De er en anbefaling værd!

Anmeldelse: Som var mit sind lidt græs der blev fortalt af Inger Christensen

Titel: Som var mit sind lidt græs der blev fortalt
Forfatter: Inger Christensen
Forlag: Gyldendal
78 sider
2017
Poesi, essays, tegninger mm.

Vurdering: 5/6

Inger Christensen er min yndlingsforfatter. Jeg har læst alle hendes værker, bortset fra hendes to børnebøger, der lige nu ligger og venter på mig på biblioteket. Derfor blev jeg selvfølgelig ret begejstret, da det gik op for mig, at der ville udkomme nye, aldrig før sete tekster fra Inger Christensens hånd. Inden hun døde, deponerede Inger Christensen en stor mængde uudgivne tekster på Det Kongelige Bibliotek, som til foråret bliver udgivet - efter sigende mellem 700-900 sider. Som var mit sind lidt græs der blev fortalt er en lille forsmag på denne udgivelse med udvalgte digte, fragtmenter, essays og tegninger.
Lad os starte med det helt sensationelle: Der er adskillige færdige digte fra Inger Christensens hånd, vi aldrig har set før! Deriblandt en sonet, som samlingens titel er taget fra, men også dette mesterværk af et digt, skrevet i forbindelse med arbejdet med verdens bedste digtsamling nogensinde, alfabet:

Hvad findes der mere / hvad findes der mor / hvad findes der mer / mellem himmel og jord // du tror nok jeg mener / usynlige ting / som dem der engang / har sat verden i sving // Jeg mener de ting / i et menneskes hjerne / der gør vores jord / til en dødsmærket stjerne // Jeg mener de ting / der gør at vi tror, / vi aldrig bliver to / abrikostræer der gror // Hvad findes der ellers / hvad findes der mor / når bomben er faldet / her hvor vi bor

Digte, fragmenter og tegninger lavet i forbindelse med alfabet er der en del mere af i Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, og at læse resten af indholdet i den kapsel 19, de stammer fra, er nok det, jeg glæder mig mest til ved udgivelsen af Christensens arkiv til maj.
Af færdige digte er der endnu en sensation: To af digtene i denne samling er ifølge noterne "fra manuskriptet Jord (1962)." Manuskriptet Jord? Det har jeg aldrig hørt om før, og det er da heller ikke udgivet. Vil det sige, at der ligger en hel, uudgivet digtsamling og venter på os? Det glæder jeg mig eddermame til at læse, selvom jeg egentlig generelt ikke er fan af Christensens tidlige digte, og heller ikke just er blæst bagover af de to digte fra Jord, der er med i denne samling.
Udover de færdige digte, hvoraf de fleste er rigtigt gode og nogle sågar er små mesterværker, er der også en del digtfragmenter, hvor vi kan få et indblik i forfatterens værksted. F.eks. her med tre bud på et ufærdigt digt skrevet i forbindelse med Brev i april:

vågner så præcist / som om jeg drømte / at jeg sov / som en fugl / der sad og sang / fordi den drømte / den var vågen

vågner så præcist som om jeg drømte / at jeg sov i luften som en fugl / der sang fordi den drømte at den glemte / at søvnløsheden var dens bedste skjul

der sang en søvnløs sang fordi den drømte / den lå vågen i sit sikre skjul

Disse fragmenter er, som ovenstående, fulde af fantastiske sætninger, som Christensen aldrig blev helt færdig med. Det siger noget om, hvor god en digter hun var, at geniale indfald som disse og som det færdige digt citeret ovenfor blev liggende i skrivebordsskuffen.
Udover digtene er der også en anmeldelse, et essay fra 1978, der under titlen "Verden ønsker at se sig selv" foregriber nogen af de ideer, der går igen i essaysamlingen Hemmelighedstilstanden, et efterskrift til Leonora Christines Jammersminde, der har nogle ligheder med et af essayene i Del af labyrinten, og forskellige andre tekster.
Det er en bog, hvor man kan slå op på en hvilken som helst side og finde mindst én sætning, der er bedre end det bedste, de fleste forfattere når at skrive i løbet af en livstid. Derfor er jeg ikke enig med andre anmeldere, der ser det som kun en slags trailer for udgivelsen af hele arkivet til foråret. En trailer er ikke noget værd i sig selv; en trailer giver ingen mening uden en film. Men selv hvis Som var mit sind lidt græs der blev fortalt havde været hele Inger Christensens arkiv, ville jeg stadig have været lykkelig. Det føles som en stor gave og et stort privilegium at få lov til at læse.


Senere tilføjelse: Min anmeldelse af det endelig arkivværk, Verden ønsker at se sig selv, findes her: https://endnuenbogblog.blogspot.com/2018/06/anmeldelse-verden-nsker-at-se-sig-selv.html

Anmeldelse: Relikvie af Julie Mendel

Titel: Relikvie
Forfatter: Julie Mendel
Forlag: Gladiator
61 sider
2017
Poesi / roman

Vurdering: 6/6

En kvinde går og føler sig ensom i London. Så flytter hun hjem til sin kæreste i København og går og føler sig ensom. Senere flytter hun igen, mens hun er ensom.
Der sker ikke så meget i Relikvie, men det, der sker, er nærmest uudholdeligt smukt:

Hvor umulig smuk du ser ud i den slowmotionvideo, jeg har filmet af dig, når du taler, og måden, du bevæger din hånd. Jeg vil så gerne hjem igen. Vil jeg nogensinde falde i søvn. Jeg læste, at romerne brugte det samme udtryk for "at leve" som for "at være iblandt mennesker", ligesom deres betegnelse for "at dø" og "at ophøre med at være iblandt mennesker" var den samme. Det er en forbindelse, som jeg tror, det er vigtigt at give videre.

Det er alle disse små, enkle iagttagelser, som en hånd i slowmotion, der får plads i Relikvie. Alle disse "bevægelser, der begynder i os og uden os", "[b]evægelser, der ikke må standse" bliver trukket frem, så man kan se skønheden i dem. De står i kontrast til jegets hjerteskærende ensomhed og sorg, der ikke eksisterer af nogen tydelig grund:

Her er min bøn: Fortæl mig, at sorgen ikke kommer inde fra mig som en ustandselig ting, men udefra som noget, jeg kan værne mig mod. / Fortæl mig, at man kan adskille mine bevægelser fra mig, som man kan adskille min sorg fra mig. / Hvor søvnen, hvor sorgen kommer fra - / jeg ved det ikke.

Det er en sorg, der bare er der; jeget har nok en depression, selvom det ikke nævnes utvetydigt. Det er som en slags glimtvis frigørelse fra denne sorg, alle de små tegn på kærlighed og skønhed i verden fremhæves. Men for mig at se, bliver kærligheden og skønheden dermed sorgfuld. Relikvie er ikke nogen manual til udfrielse fra ensomhed eller depression, højst et bud på, hvordan man kan forsøge at leve alligevel.
Den langsommelighed, der ligger i slowmotionbevægelserne, går igen i sproget. Det er en bog, der ikke kan skimmes; der insisterer på at blive læst helt, helt langsomt, som et Tranströmer-digt. Her står den i kontrast til Nye Rejsende af Tine Høeg, der også er en ny, poetisk debut om en ensom, ung kvinde; men hvor Nye Rejsende holder en ironisk afstand og ser det sjove i ungdomsfumlen, er Relikvie nærmest uudholdeligt ærlig og helt, helt tæt på ensomhedsfølelsen, så man skal være lavet af sten for ikke at føle jegets smerte.
Det er en bog, hvor jeg, så snart jeg havde læst den, straks vendte tilbage og genlæste det indledende digt, der er en "Liste over det, der skal bevares og føres videre", såsom:

Citronerne og det kogte vand // Gulvtæpper // Og alle mennesker i metroen // Deres mund, nogens lukkede øjne!

Læg mærke til udråbstegnet, der insisterer på, at nogens lukkede øjne kan være en stor, jordskælvende begivenhed. Relikvie har nogle af de bedste udråbstegn, jeg har læst. Og alle mennesker i metroen, som går igen i løbet af bogen og bliver bærere af et paradoksalt håb: ved at forestille sig, hvem fremmede mennesker i toget er, kan man et øjeblik slippe ud af sin ensomhed uden faktisk at skulle interagere med en anden person. Det er disse småting, der ikke i sig selv er en kur for hverken ensomhed eller depression, men nærmere bærer et grænsende til dødsdømt håb på trods, som Julie Mendel får skrevet frem så sitrende smukt, at enhver bør tvinges til at læse og genlæse og genlæse det!

Anmeldelse: Nye rejsende af Tine Høeg

Titel: Nye Rejsende

Forfatter: Tine Høeg
Forlag: Rosinante
216 sider
2017
Roman / poesi

Vurdering: 5/6

I Nye rejsende starter en kvinde som lærer på et gymnasie. Samtidig indleder hun en affære med en ti år ældre mand, der har en datter. Som lærer føler hun sig for ung og er nødt til at blive voksen. Samtidig står hun i det meget voksne utroskabsdilemma. Det er en bog om grænselandet  mellem at være sådan rigtigt ung, som eleverne, og sådan rigtigt voksen, som kollegerne:

der er ikke adgang for elever her // pedellen står i døren til kopirummet //jeg er lærer siger jeg / og viser ham mit kort // han kigger længe på det // husk at rydde op efter dig siger han

Sætningerne er stillet op som digte, men forsøger ikke at være specielt poetiske. De er nærmere ekstra præcise i forhold til en 'almindelig' roman; både i deres præcise sansninger og ved at skære alt det unødvendige fra. Der behøver ikke mere end et par sætninger som disse for at vi forstår jegets længsel efter den gifte mand:

din hånd // i en firkant af lys // som solen kaster gennem togruden

De skønne, poetiske sansninger er der, men bogens største styrke er helt klart humoren. De andre lærere nævnes kun som deres Lectio-initialer, STAR, BROM, LUST osv., hvilket gør det let at sætte sig ind i det akavede forhold til dem. Her er der introhyttetur:

BROM går ud for at kontrollere // eleverne skal lave aftensmad over bål // Sandras gruppe griller kyllingefileter // resten bestiller pizza // BROM står for lærernes mad // den bliver leveret af hendes mand i flamingokasser // jomfruhummer og torskesuppe // jeg har mere lyst til pizza // jeg har to flasker rødvin med til os / men jeg tør ikke tage dem op af tasken

Det er en bog om en livskrise; jeget er en dårlig lærer, fordi hun fokuserer på et forhold, hun skal komme ud af, og kan ikke finde ud af at være i-sig-selv-hvilende utjekket, som voksne (eller rettere: mennesker, der har 'fundet sig selv') er det. F.eks. kollegaen STAR, der går rundt med en t-shirt med påskriften "moralsk fyrtårn". Men hele denne krise ses med ironisk distance og masser af humor. Det er mere sjovt end kriblende sørgeligt, når jeget drikker for meget til sin søsters bryllup. Og det er en god ting; Nye rejsende er så underholdende, som den er, på grund af humoren. Man kan sagtens tyre igennem den på en eftermiddag, også fordi den ikke nødvendigvis kræver mere af sine læser, end at man lader sig underholde - selvom man også kan tage sig en langsommere læsning, hvor man lægger mere mærke til den prisværdige præcision i ordvalget.
Fordi det er humoren, der løfter bogen, kommer dele af forholdet til den gifte mand nogle gange til at stå lidt i vejen for bogen. Det sker især i nogle drømmescener, hvor jeget drømmer om mandens datter. Dem kunne jeg sagtens have været foruden; jegets ønske om at være mere end bare elskerinde var tydeligt uden drømmene.
Nye rejsende er gedigent underholdende og sjov. Selvom jeg endnu ikke har læst alle de nominerede, er det for mig at se fuldt fortjent, at Tine Høeg vandt bogforums debutantpris.

Anmeldelse: Muleum af Erlend Loe

Titel: Muleum
Forfatter: Erlend Loe
Oversætter: Susanne Vebel
Forlag: Gyldendal
240 sider
Først udgivet 2007
Roman

Vurdering: 3/6

Da Patrick Modiano lige have fået nobelprisen, lånte min mor alle hans bøger på biblioteket. Efter at have læst tre af dem, sagde hun: "Nu kan jeg ham," og så afleverede hun dem alle igen og har ikke læst ham siden.
Muleum er den 12. Loe-bog, jeg har læst, og den sidste af hans romaner, jeg manglede at læse. Jeg ville sikkert have syntes bedre om den, hvis jeg havde læst den som den første. Næsten alle Loes bøger handler om mænd i midtvejskriser, så man skulle tro, at Muleum ville have været velkommen afveksling: den handler nemlig om en teenagepige, hvis forældre og storebror er omkommet i en flyulykke, og nu vil hun dø. Oven i købet har den det stilistiske særtræk, at den er skrevet i dagbogsform, hvilket omslaget ret fedt understreger ved at imitere en typisk sort-rød notesbog af den slags, som næsten alle har liggende et sted.
Men Loe er altid sig selv. På bagsiden står Weekendavisen citeret: "Loe er igen naiv og dyb." Hvis man læser sætningen med et bestemt tryk, er det ikke længere en ros: "Loe er igen naiv og dyb." Det betyder, at selvom Muleum handler om en piges selvmordsforsøg, skal den guddødemig være sjov:

Han [psykologen] siger det aldrig, men alligevel forstår jeg hver gang, jeg er der, at det er ham, der har ret, og at det er min indstilling, der er problemet, men det skulle da også bare mangle, for hvor mange er det lige, der har en åben og positiv indstilling nogle måneder efter at deres familie er faldet ned med et fly i Afrika, og nu er det fandme snart jul.

Det kunne sagtens være en spændende tanke, det med, at jeget føler sig talt ned til af sin psykolog, men alligevel modvilligt må give ham ret, men ideen får ikke lov til at stå alene. I stedet skal den med hiv og sving punkteres af en typisk lun Loe-vits.
Det er det generelle problem hele vejen igennem Muleum. Selvom den typiske Loe-humor ofte har virket, kommer den her til at stå i vejen for historien og gør hovedpersonen til en underligt utroværdig karakter, der er svær at få hold på. Det skyldes også, at bogen ikke er særligt sammenhængende; den springer fra episode til episode uden nogen nødvendighed - man kunne have omrokeret store dele af bogen fuldstændigt uden nogen ville have lagt mærke til det. Det skaber manglende udvikling i vores hovedperson, udover de pludselige spring i karaktertegningen, der ret umotiveret dukker frem fra tid til anden. Dertil kommer en slutning, der, uden at spoile noget konkret, er mindre finurlig og mere Hollywood end Loe plejer (og ja, her modsiger jeg mig selv og længes mod trademark Loe).
Der er ellers nogle spædende tanker i Muleum: den handler i høj grad om, hvordan medierne blæser faren ud af proportioner. Jeget overvejer at tegne en muhammedtegning, så hun kan blive henrettet af vrede muslimer, og hun gør sit bedste for at blive smittet med fugleinfluenza, men der sker ligesom ikke noget. Disse kriser, der dominerede alle medier i 2005, er ikke engang store nok til at kunne være til fare for en person, der aktivt opsøger dem. Det er en sjov tanke, men også lidt naivt: fugleinfluenzaen blev ikke værre end den blev, bl.a. fordi man var i højeste alarmberedsskab og i god tid fik slået smittefarlige fuglebestande ned, mens høns, gæs osv. uden for umiddelbar smittefare måtte holdes inden døre indtil faren var drevet over. Det giver god mening at kritisere mediernes hysteri, men jeg savner nuancer: løsningen på hysteri er ikke apati, som Loe er tæt på at rode sig ud i at mene.
Nu kan jeg Loe. Men jeg tror alligevel, jeg vil læse hans næste roman, når den kommer. Det kan jo være, den bringer noget nyt.


Anbefaling: Læs den, hvis du er fan af Loe og bare må læse alle hans bøger. Ellers kan man godt klare sig uden den, og jeg vil anbefale at man i stedet læser en af Loes bedste, f.eks. Fvonk eller Naiv.Super.

Anmeldelse: Hinkeleg af Julio Cortázar

Titel: Hinkeleg, originaltitel: Rayuela
Forfatter: Julio Cortázar
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt
Forlag: Skjødt Forlag
759 sider

Først udgivet 1963, denne oversættelse 2017
Roman

Vurdering: 6/6

En ulidelig, intellektuel spradebasse vandrer omkring i Paris og tror, han er så forfærdeligt meget klogere end alle andre. Det gør han i en ulideligt intellektuel roman, der sender læseren på hinketur, fordi den tror, den er så forfærdeligt meget klogere end alle andre romaner. Fik jeg nævnt, at det er et absolut mesterværk?

Hinkeleg af Julio Cortázar kan læses på mindst to måder: Enten kan man være en, med romanens egne ord, "damelæser" og læse de to første dele, som man ville læse enhver anden roman. Eller man kan være en "medskyldig læser" og hinke sig vej gennem romanen ved hjælp af tredje del, de "undværlige kapitler". Som medskyldig læser læser man stadig første og anden del (undtagen kapitel 55), men derudover springer man efter et fastlagt skema ofte hen i tredje del og læser et tillægskapitel; så tredje del fungerer lidt som en slags fodnoter. Disse undværlige kapitler kan være citater fra andre romaner, digte, sange, aviser osv., ekstra kapitler, der ikke er blevet plads til i første og anden del eller en (post)modernistisk forfatters refleksioner over litteraturen. Disse refleksioner, forfattet af en vis Morelli, som romanens hovedperson møder på et hospital, fungerer som en slags poetik for Hinkeleg selv, dog med et skud ironi. Denne Morelli beskriver ret tåget og selvtilfredst det værk, vi læser som Hinkeleg: 

sigte mod en tekst, der ikke griber læseren, men presser ham til at blive medskyldig, idet den under den konventionelle udvikling antyder andre og mere esoteriske retninger. Demotisk skrift til damelæseren (som i øvrigt ikke får læst mere end de første sider, før hun brat og skandaliseret må give tabt, idet hun bander over det, hun har betalt for bogen), halvt ulæselig hieratisk skrift på bagsiden. / Provokere, sætte sig for at skrive en uordentlig tekst, der er løs i fugerne, usammenhængende, minutiøst imod romangenren (skønt ikke imod det romanagtige).

Morelli er med andre ord en arrogant nar. Denne arrogance er også Cortázars, men han er bevidst om den:
Romanens hovedperson, Horacio Oliveira, er på samme måde arrogant. Han tøffer i første del formålsløst rundt i Paris, mens han længes mod det absolutte, enhed. Dvs. det udenforsproglige, den uopnåelige sammensmeltning. Det, der med romanens gennemgående metafor, beskrives som paradiset for enden af hinkeruden. Oliveira har så travlt med at længes efter filosofiske abstraktioner, at han er ude af stand til at indse, at han elsker sin kæreste, Maga. Det får frygtelige konsekvenser, som ikke skal afsløres her, men som Oliveira i sin arrogance bilder sig selv ind, han er ligeglad med. Hinkeleg er en intellektuel antiintellektuel roman på flere planer: Oliveira er en intellektuel antiintellektuel, idet han længes efter det udenforsproglige og Magas lette begejstring ved hverdagens småting, og Hinkeleg er samtidig en ekstremt intellektuel parodi på først sin egen intellektualisme og dernæst Oliveiras intellektuelle antiintellektualisme. Forvirrende? Måske, men også sjovt og overraskende rørende.
Det rørende skyldes især Cortázars eminente sprog, fantastisk oversat af Rigmor Kappel Schmidt:

Så begraver jeg hænderne i dit hår, kærtegner langsomt dit hårs dybder, mens vi kysser hinanden, som havde vi munden fuld af blomster eller af fisk, mørkt duftende, med livlige bevægelser. Og hvis vi bider hinanden, er smerten sød, og hvis vi et kort, frygteligt nu indsuger hinandens ånde, til vi kvæles, er den momentane død smuk. Og der er kun ét spyt og én smag af moden frugt, og jeg mærker dig skælve imod mig som en måne på vandet.

Og så er der den helt elementære spænding. De fleste kapitler er ganske korte; de handler ofte (blændende smukt) om Oliveiras og Magas kærlighed eller mangel på samme eller om intellektuelle diskussioner om bl.a. jazz i "Slangeklubben" (der dækker over et endnu mere interessant trekantsdrama), som de begge er del af. Men enkelte gange folder Cortázar sig ud i i omegnen af 50 sider lange kapitler, hvor der tidligt introduceres et spændingselement, der først forløses til sidst i kapitlet. I et af slagsen hænger en kvinde f.eks. og dingler på en hjemmelavet bro, og det er ikke til at vide, om hun vil overleve eller falde mod den sikre død. Før vi får svaret på dét spørgsmål, diskuterer Oliveira og hans ven Traveler bl.a. filosofiske opfattelser af begrebet tid henover mere end 20 sider. Diskussionen kan være interessant i sig selv (både i sig selv og som parodi på sig selv), men den bliver næsten uudholdeligt spændende, idet hvert eneste ord udsætter kulminationen på den måske dræbende brovandring.
Lyder det alt sammen fortænkt og selvoptaget? Det er det jo egentlig også. Men alligevel er det både noget af det smukkeste, mest gribende, mest spændende og mest intelligente, jeg længe har læst.
Jeg kan desuden anbefale, at man både før og efter læsningen af Hinkeleg, læser Rigmor Kappel Schmidts forord, der kan findes her.