Anmeldelse: Fuglene af Tarjei Vesaas

Titel: Fuglene, originaltitel: Fuglane
Forfatter: Tarjei Vesaas
Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer
Forlag: Batzer & Co
308 sider
Oprindeligt udgivet 1957, denne oversættelse 2017
Roman

Vurdering: 6/6

Da jeg var barn, kunne jeg ikke komme igennem første kapitel af Busters verden - han gjorde jo alting forkert, sagde pinlige ting og opførte sig pinligt! Som voksen er det endnu ikke lykkedes mig at komme hele vejen igennem The Office, og når jeg ser serien, er det med dynen op for øjnene. Klovn har jeg nøjedes med en enkelt episode af. Selv auditions til X-factor kan jeg ikke klare at se, også når det går godt. Men Fuglene er ikke pinlighedskomik, det er pinlighedstragik. Det er måske endnu hårdere at læse, men i dette tilfælde kan det også så meget mere.
Mattis er en udviklingshæmmet mand, der bor sammen med sin søster Hege i en norsk bygd i midten af 1900-tallet. Alle i landsbyen kalder ham Tusten, eller tossen. Det pinligt-tragiske skyldes, at han er klog nok til at vide, at han ikke er klog nok til at gøre tingene ordentligt. Han forstår godt, at han siger noget forkert, men ikke hvorfor det er forkert. Han ved godt, han er en byrde. Han ville bare ønske, han kunne være skarp og stærk som de andre, og han ved, at det aldrig vil blive sådan. Det er hjerteskærende. Og svær læsning, når Mattis bliver sendt ud for at tjene penge, og han allerede fra starten ved, at det komme til at gå galt, for det har det gjort alle de andre gange, og der er ikke noget at gøre. Han kommer til at opføre sig pinligt uden at forstå hvordan, og han kommer til at være ubrugelig som arbejdskraft, og han ved det, og læseren ved det. Det er ikke nemt at være Mattis.
Alt dette er beskrevet med en fantastisk lydhørhed og empati. Alt er beskrevet fra Mattis' synsvinkel, så som læser forstår man på en og samme tid ham og de ting, han ikke forstår - de andre - selvom man kun får den information, han gør. Man er som læser både i Mattis' sko, fordi man ser verden fra hans synsvinkel, og ikke i Mattis' sko, fordi man forstår det, han ser, på en anden måde end han selv gør. Det er godt skrevet.
Men Mattis er mere end bare en klumpedumpe, som man sympatiserer med til det gør ondt. Mattis er samtidig symbol for forfatteren, der ser på verden omkring sig og prøver at forstå. Eller måske rettere læseren, der stirrer efter tegnene og forsøger at få dem til at give mening. Tegnene kan både være ord og natur, som i den fantastiske åbningsscene:

Mattis så efter om himlen var klar og skyfri i aften, og det var himlen. Så sagde han til Hege, sin søster, for at opmuntre hende lidt:
- Du er som et lyn, du er, sagde han til hende.
Han gøs lidt ved at tage ordet i sin mund, men på en tryg måde, siden himlen var så fin.
- Med dine strikkepinde, mener jeg, føjede han til.

Mattis ser en sammenhæng mellem ordet og dets fænomen, som om ordet lyn er et varsel om tordenvejr, ligesom læseren må gøre i forsøget på at vride mening ud af teksten. Og Mattis er modtagelig over for naturen og den poesi, den udsender, som forfatteren:

Du mit næb imod sten, tænkte han hovedkulds som han sad der - og det gav et gib i ham.
Hvad?
Men det var væk.
Billedet og ordene skød igennem ham. Og lige så hurtigt forsvandt de igen - i stedet var der en mur lige foran hans ansigt. 

Måske kan det lyde lidt fortænkt på den måde at væve poesien ind i tossens verdensopfattelse, sådan gøre en anden slags åbenhed eller en anden slags tydning af omgivelserne til forfatterens - en ret Romantisk tankegang. Men fortænkt er det nu ikke. At lade sproget åbne sig, ikke kun fordi Tarjei Vesaas er en fremragende forfatter, men også fordi det af sig selv åbner sig i brystet på Mattis, det giver altså en særlig skønhed i naturbeskrivelserne. Og en særlig samhørighed med hovedpersonen, hvilket kun gør pinlighedstragikken, når han skal præstere sammen med andre mennesker, endnu mere hjerteskærende.
Først og fremmest er Fuglene en brandgod historie, eller rettere tre, som virkeligt interesserer sig for og sympatiserer med sine personer. Fra ende til anden er den troværdig, og man føler for alvor, at man lærer at forstå Mattis - hvilket er frustrerende, når man synes, man forstår ham bedre end de mennesker, der omgiver ham, og som ikke altid kan håndtere ham. Men disse mennesker forstår man også, selvom man ikke har samme adgang til deres tanker, som man har til Mattis'. Og det hele bindes sammen med naturbeskrivelser som denne:

[Han] lod det skumre mere, hvis det kunne kaldes skumring, og ikke bare noget navnløst mildt.
I dette øjeblik kom det uventede.
På den her side af viden er der stille, havde han netop tænkt, mens han så mod de to aspetoppe og nattehimlen. Der silede noget ned mellem toppene, han bildte sig ind at han kunne se det, så klart var det. Ingen vind, kun noget som silede - og på den her side var der så stille at ikke et blad på de friske aspe skælvede.
Men så kom der en lille lyd! En mærkelig lyd med ét. Og nogle korte, baskende vingeslag kunne han samtidig skimte i luften over sig. Så nogle lave kaldelyde igen, på et hjælpeløst fuglesprog.
Det fór lige over huset.

Fuglene er stor litteratur, når den er størst: når sproget, karakteristikken, handlingen og indignationen tilsammen skaber et værk, der uundgåeligt sætter tanker og følelser igang på enhver læser.

Anmeldelse: Lettipark af Judith Hermann

Titel: Lettipark

Forfatter: Judith Hermann
Oversættere: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Forlag: Batzer & co.
168 sider
2016
Noveller

Vurdering: 3/6

Judith Hermanns debut fra 1998, Sommerhus, senere, indeholder adskillige små mesterværker. Siden da har hun skrevet tre novellesamlinger og en roman. Til min skuffelse levede ingen af novellerne i hendes nyeste samling, Lettipark, op til det høje niveau fra debuten. Siden 1998 er Hermanns noveller blevet mere formfuldendte, gennemarbejdede, kunstneriske og derfor - kedelige. Hvor jeg virkelig troede på personerne i Sommerhus, senere, virker novellerne i Lettipark bange for for alvor at engagere sig i sine personer; for bevidste om deres egen form og deres egen fiktionalitet. Judith Hermann er blevet indhentet af postmodernismen, men desværre bruger hun den ikke til noget fornuftigt.
Næsten alle novellerne i Lettipark har den nogenlunde samme opbygning. De er alle meget korte, ca. 10 sider (novellerne i Sommerhus, senere var omkring 20 sider), og de 10 sider fordeler sig således: 6-7 siders build-up, hvor vi lærer personerne at kende, så 2 siders ret vildt klimaks, dernæst 1 side, der handler om, at alt det foregående var meningsløst, og at du var dum, hvis du nogensinde interesserede dig for det. Lad mig give et eksempel: I "Visse erindringer" er Maude flyttet ind hos en gammel dame, Greta. Vi hører om den lidt underlige samtale, de havde, første gang de mødtes, og om de andre mennesker, der tidligere har boet hos Greta. Vi hører også lidt om, hvem de hver især er - Maudes arbejde og hashvaner, Gretas læsevaner og at Maude nu snart skal af sted på ferie. Så kommer det ret vilde klimaks: Greta husker pludselig, at hun engang har været på ferie der, hvor Maude nu skal hen, Lago d'Iseo. På stranden overværede Greta et barn langsomt blive taget af strømmen og flyde væk, og at barnets forældre ikke lagde mærke til det. Men Greta sagde intet, og det endte med, at både barnet og barnets far druknede, da han for sent svømmede ud for at redde det. Fed novelle! Men Hermann stopper ikke her. Hun skal lige have med, at læseren er dum:

Maude ser på Greta, hun har et spørgsmål på læberne.
Kendte du ham? Den atletiske mand, der svømmede ud efter båden, den lille drengs far. Kendte I hinanden? Hvorfor sagde du ingenting da du så båden drive bort.
Men hun spørger ikke. Nej, hun spørger ikke.

De spørgsmål sidder læseren nok også med selv, og det er klart, at det, at de er ubesvarede, gør novellen bedre. Men Hermann kan ikke nære sig for at pege på spørgsmålene, gøre nar af læseren for overhovedet at have lyst til at vide noget om disse fiktive personer. Hermann er nødt til lige at slå fast, at ingenting har betydning, at livet er fuldt af ubesvarede spørgsmål, og at langt det meste er uforståeligt for os.
Det er der i sig selv ikke noget galt i. Jeg elsker Lars von Triers film, bl.a. fordi de ofte ender med at sige, at seeren er dum for nogensinde at have ladet sig rive med af den manipulerende film, og at det hele var betydningsløst. Men der er nogle vigtige forskelle: For det første lykkes det von Trier at få seeren revet med, hans film er virkeligt rørende, så man har fortjent at blive kaldt dum for at være blevet manipuleret med. Og for det andet kan den manipulation lykkes, fordi der går nogle år mellem hver film, så man er klar til at blive snydt på ny hver gang (og også fordi filmene hen ad vejen benytter sig af forskellige former for verfremdungseffekt, f.eks. ved at lade en computer stå for at klippe filmen i Direktøren for det hele, så man er lissom advaret om, at man er dum, hvis man lader sig rive med - hvilket man jo så gør alligevel). Men Hermanns noveller har ikke gjort sig fortjent til at kalde læseren dum på samme måde som von Triers film. For det første er de så korte, at man knap nok når at blive revet med - hvis man da overhovedet gør det. For det andet har vi at gøre med 17 noveller i træk, der næsten allesammen slutter med samme bank i hovedet på læseren, så man bliver vant til det og forventer twistet og når såmænd at blive irriteret over det, allerede inden det kommer. Selvom novellerne handler om mange forskellige ting, ender de med at blive usigeligt ensformige på grund af denne insisteren på at have det samme budskab til slut.
Men det mest irriterende er, at mange af novellerne kunne være ganske gode uden det sidste afsnit. I "Veje krydses" er der flyttet en underklassefamilie ind over for Patricia og Vito. De roder og larmer og lukker ikke vinduerne, når de skændes, og det kulminerer med, at underklassesønnen bryder ind hos Patricia og Vito og begår hærværk. Skal de anmelde indbruddet? Det ville måske ødelægge den unge mands liv endnu mere, end det allerede er ødelagt, at komme i fængsel. Måske kan der rettes op på hans liv med lidt kærlighed og accept. Og da Patricia og Vito får tilbuddet om at købe underklassefamiliens hus og dermed smide dem ud, strammes dilemmaet. Den slags mennesker skal jo bo ét eller andet sted. Bare helst ikke lige over for Patricia og Vito. Det er et spændende dilemma og interessant at skrive en novelle om. Det er også spændende, at det er Patricia, der har disse tanker om dilemmaet, mens Vito bestemmer, at de skal købe huset. Men så kommer det sidste afsnit:

Patricia siger ingenting. Hun ser forbi Vito ud gennem rummet, linoleumsgulvet glinser som vand, solen er steget op over træerne nu, lyset falder skråt ned i karnappen, på bordet i karnappen, på blomsterne i vasen på bordet; Gud viser sig bag Vitos ryg, tavs og fyndig, i hyacinternes dybe blå.

Hvad skal denne pludselige ekstreme skønhed og oven i købet religiøsitet til for? Det er svært at tage seriøst, og det tror jeg heller ikke, man skal. Enten har vi at gøre med Hermann, der tager sig selv for højtideligt, eller også har vi at gøre med Hermann, der vrænger af sin egen ellers gode novelle (hvilket jo egentlig også er selvhøjtideligt og arrogant). Begge dele er irriterende og unødvendigt. Og sådan er næsten alle novellerne, desværre.
Det mest øretæveindbydende enerverende eksempel på dette, synes jeg, er slutningen på titelnovellen, "Lettipark":

Bag hende går skydedørene op og i igen, og Paul kommer ud og siger, hvad venter du egentlig på, Rose.
Inderen gasser op med en beslutsomhed der grænser til foragt. Rose tager et skridt frem, løfter hånden. Hvad venter hun på?

Hvor meget mere nederen og se-mig-jeg-er-uforståelig-og-pointeløs kan man lige blive? Det er en seriøst Hollywoodnem måde at tage hånd om problemet med manglen på endelig forståelse af en tekst, når Hermann lader Pauls hverdagsspørgsmål blive til et (insisterende ubesvaret, eller rettere insisterende-på-sin-egen-ubesvarethed) eksistentialistisk spørgsmål, som novellen vel at mærke på ingen måde har lagt op til, men som bare skulle med for at give novellen en dybde, den ikke har og ikke har fortjent at få. Men det er vigtigt at huske på, at Hermann gør det med vilje; det skyldes ikke inkompetence, kun dårlig smag. I "Drømme" lærer hovedpersonen, "at der bag enhver erkendelse jo alligevel dukker en ny uklarhed op", og den indsigt i manglen på indsigt skal vi så have banket ind i hovedet i hver eneste novelle med en hoverende attitude - i stedet for bare at få serveret novellen med uklarheder bag enhver erkendelse, skal de gudhjælpemig alle som én tatovere "bag enhver erkendelse en ny uklarhed" i panden på læseren.
Det er en skam, for Hermann kan jo skrive. I den bedste af novellerne, "Brev", får vi denne herlige samtale, hvor jeget besøger sin ven Walter:

Da jeg besøgte ham og hans kone Edna i Boston, talte vi om huset på Nantucket, og jeg sagde, at hvis jeg kom tilbage en anden gang, ville jeg gerne se det.
Og han sagde, skal vi køre derud i morgen?
Han sagde, skal vi køre derud i morgen, som om han gik ud fra at jeg ikke ville komme tilbage en anden gang, eller som om han gik ud fra at han ikke længere ville være der når jeg kom tilbage.
Han spurgte Edna.
Han sagde, Edna, skal vi køre til Nantucket i morgen alle tre? Tage på en lille udflugt. Hvad synes du. /
Edna er 86 år gammel. Hun er en stilfærdig kvinde med en lidenskab for vilde planter, hun må have et rigt og originalt indre liv, og hun sidder for det meste bøjet over gådefulde notater som jeg meget hellere ville læse end Walters romaner. Da Walter spurgte hende om vi skulle køre til Nantucket, så hun tavst på os, så lukkede hun det botaniske opslagsværk hun netop havde siddet og kigget i for at finde den kvist hun havde hjembragt fra sin daglige spadseretur; hun rejste sig og begyndte at pakke sin rygsæk.

Hvorfor kan den slags perler ikke bare stå alene uden at skulle undergraves af ligegyldig poseren?

Anmeldelse: Sommerhus, senere af Judith Hermann

Titel: Sommehus, senere, Originaltitel: Sommerhaus, später
Forfatter: Judith Hermann
Oversætter: Niels Brunse
Forlag: Høst & Søn (senere genudgivet af Batzer & co)
164 sider
Først udgivet 1998, denne oversættelse 2000
Noveller

Vurdering: 4/6

Det er altid svært at vurdere en tekstsamlings samlede kvalitet. Af de ni noveller i Sommerhus, senere, synes jeg, at i hvert fald tre ("Røde koraller", "Sonja", "Enden på noget") er regulære mesterværker, mens et par stykker ikke siger mig noget ("Orkan (Something farewell)", "Hunter-Tompson-musik"), og resten derimellem. Hvor godt kan jeg så lide samlingen? Jeg kan i hvert fald ikke anbefale de tre mesterværker nok, og de fleste af de andre noveller er da bestemt også læsværdige.
Hermanns noveller er skrevet i datid, men de fleste af dem har en mere sofistikeret holdning til det at fortælle i datid end bare at bruge det som en konvention for fiktion: Flere af dem har noget skæbnebestemt over sig, der tydeligt adskiller fortællingens datid fra den senere nutid, der nødvendigvis må eksistere. F.eks. stopper den første novelle, "Røde koraller", om et dødsdømt parforhold og erindringen om en russisk oldemor, flere gange op med spørgsmålet:

Er det den historie jeg vil fortælle? Jeg er ikke sikker. Ikke rigtig sikker:

Derefter får vi så den usikre historie om oldemoderen, der blev slæbt til Rusland af sin mand for at sælge "ovne til det russiske folk derovre." Det er en fortælling, der er indrammet ikke kun af oldedatterens eget forhold til oldemoderens fortælling, ikke kun af hendes tvivl om, hvilken historie, der skal fortælles, men også af disse skæbnetunge startsætninger:

Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.
Det røde koralarmbånd kom fra Rusland. Det kom, nærmere bestemt, fra Petersborg, det var over hundrede år gammelt, min oldemor havde båret det om sit venstre håndled, og det havde taget livet af min oldefar. 

Disse rammer giver noget ekstra, det gælder også i den novelle, der nok benytter sig tydeligst af det, "Enden på noget". Egentlig handler novellen om en gammel kvinde, der ikke længere kan klare sig selv og på grund af demens eller noget lignende er utaknemmelig over den hjælp, hun får fra sin familie. Men handlingen fortælles af en kvinde, oldingens barnebarn, der sidder på en café. Hvert afsnit starter med en  variation over "Sophie siger:". Der er ikke nogen for novellen central handling på caféen, ikke nogen nødvendig begivenhed. Fortællingen om bedstemoderen kunne sagtens have stået alene. Men det at vide, at den gamle kvindes sidste tid går hendes barnebarn på selv længe efter hendes død, giver en ekstra følelsesmæssig dybde til fortællingen, som hæver den over andre historier om samme emne.
Det er ikke kun de fortælletekniske greb, men også det letflydende sprog, der gør novellerne så følelsesmæssigt effektive. Her f.eks. et afsnit fra "Sonja":

Vi gik fra den ene natlige bar til den næste, drak whisky og vodka, og somme tider gjorde Sonja sig fri fra min side, satte sig hen på en anden plads ved baren og lod som om hun ikke kendte mig, indtil jeg leende kaldte hende tilbage. Hun blev hele tiden tiltalt, men trak sig altid væk og stillede sig med stolt mine igen hen ved siden af mig. Jeg var helt ligeglad. Jeg følte mig smigret af hendes mærkelig attraktivitet, jeg iagttog hende med næsten videnskabelig interesse. Somme tider, tror jeg, kunne jeg godt have tænkt mig at se hende forsvinde med en af disse tilbedere. Men hun blev i nærheden af mig, lige indtil det var lyst udenfor, og vi forlod baren, med sammenknebne øjne mod det grå og forpjuskede morgenlys. Jeg fulgte hende til et busstoppested og ventede, til bussen kom. Så steg hun på, så skælvende og sørgmodig ud, jeg vinkede kort og gik min vej, i tankerne allerede tilbage hos mine billeder.

Bemærk igen, at datidsfortællingen fortælles fra en nutid ("Somme tider, tror jeg [...]"), hvilket kaster et melankolsk skær tilbage over hele fortællingen, idet den allerede er bestemt, alting er allerede sket og kan ikke laves om. Og elsk så ellers fortælletempoet, der generelt er højt og læsevenligt med ret lange sætninger, men så også en enkelt gang stopper op med en sætning, der kun er en enkelt hovedsætning: "Jeg var helt ligeglad." De korte sætninger får så meget mere pondus, når de er omgivet af de lange. Og de lange sætninger kan forbinde hændelser på tværs af tid og rum: Inden for den sidste sætning i det citerede stykke kommer vi fra busstoppestede til Sonjas indre til jegets indre til jegets atelier. Men det bedste, synes jeg, er at sproget er så ubesværet godt. Morgenlyset beskrives genialt som gråt og forpjusket, men der gøres ikke noget særligt ud af beskrivelsen: en dårligere forfatter ville have endt afsnittet der for at understrege, hvor god en beskrivelse det var at slutte på. Men Hermann fortsætter, for det gode sprog handler her først og fremmest om at guide læseren nemt og sikkert ind i personernes indre. Og det gør hun imponerende godt (også takket være den letglidende oversættelse).
En enkelt ting mere skal nævnes, nemlig tegnsætningen, som oversætter Niels Brunse noterer er "bevidst særpræget". Det giver geniale sætninger som "Det bliver mørkt, derude, begynder at regne." Dette ekstra komma før "derude" gør, at mørket ikke bare er noget, der sker på den anden side af vinduerne, men at det kun er som en eftertanke, at der overhovedet er en adskillelse mellem inde og ude. Det er eddermame et godt komma!
De bedste af novellerne i "Sommerhus, senere" er egentlig så gode, at jeg ikke gider trække dem ned ved at skrive om de noveller, jeg ikke er begejstret for. Jeg anbefaler varmt at læse Hermann.

Anmeldelse:Trilogien (Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd) af Jon Fosse

Titel: Andvake
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Batzer & co
74 sider
Først udgivet 2007, dansk oversættelse 2010
Roman

Vurdering: 5/6

Titel: Olavs drømme
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Batzer & co
86 sider
Først udgivet 2012, dansk oversættelse 2015
Roman

Vurdering: 4/6

Titel: Kveldsvævd
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Jannie Jensen
Forlag: Batzer & co
63 sider
Først udgivet 2014, dansk oversættelse 2015
Roman

Vurdering: 4/6

Jon Fosses trilogi Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2015. Det er let at forstå: Det er formbeviste bøger, der både tør lege med stilen og fortæller en god historie om interessante personer.
Andvake handler om Asle og Alida, der bliver tvunget ud af det bådehus, de bor i, mens Alida er højgravid. De kan ikke bo hos Alidas mor og tager derfor til Bjørgvin (Bergen) for at finde husly og arbejde til Asle, men ingen vil give dem husly. I løbet af Andvake begår Asle nogle forbrydelse, hvis specifikke karakter jeg ikke vil spoile her. De forbrydelser bliver Asle konfronteret med i Olavs drømme, og i Kveldsvævd hører vi, hvad der sker med Alida under og efter hændelserne i Olavs drømme.
Det første, man bider mærke i, når man læser Andvake er stilen: Sætningerne er ualmindeligt lange, for det meste flere sider lange, og afsnittene ender ikke engang i et punktum. Dertil kommer, at selv kommaerne er sparsomme, så læseforståelsen afhænger udelukkende af, at de helt rigtige ord er valgt. Det er de heldigvis. De lange sætninger giver en fornemmelse af stream of conciousness, men vi har her at gøre med kun tankestrømme, ingen refleksionsstrømme; dvs. vi får kun indsigt i, at Asle og Alida tænker, hvad de gør og husker, hvad de gjorde - aldrig, hvorfor de gør og gjorde som de gør og gjorde. På grund af denne manglende refleksion, kan man få en fornemmelse af, at Asle og Alida måske har - hvad skal man kalde det - indlæringsvanskeligheder; de er ikke de skarpeste knive i skuffen. Jeg tror dog ikke man skal overdrive deres lave intelligens - stilen handler i lige så høj grad om langsomhed. Mange ledsætninger gentages med få ændringer, og i dialogerne skæres replikkerne i flere stykker, så flere replikker i træk stammer fra den samme person. Det giver et indtryk af langsomhed; man giver sig så god tid til at tale, at det er som om hver ny sætning er en ny replik, selvom det er den samme person, der taler. Jeg tror, alle os, der er fra landet, kender den måde at snakke på. Man stirrer lidt ud mod horisonten mellem hver sætning. Det er en form for dialog, som Fosse rammer meget præcist.
Som nævnt begår Asle i løbet af Andvake nogle forbrydelser. Selvom han ikke reflekterer videre over dem, er han i hvert fald bevidst om, hvad han har gjort og hvad konsekvenserne er; derfor vælger han i Olavs drømme at skrifte identitet og skjule sig som Olav, mens Alida må skifte navn til Åsta. Trilogien er blevet sammenlignet med Forbrydelse og straf, men hvor Forbrydelse og straf handler om Raskolnikovs etiske overvejelser, skyldfølelse osv. på ca. 1000 sider, springer Fosse over den slags og beskriver ikke engang forbrydelserne direkte, mens Asle og Alida på overfladen ser ud til knap nok at kunne huske dem. Raskolnikov slår ihjel, fordi han kommer frem til, at det er det etisk rigtige at gøre, mens Asle gør sig kriminel, fordi han gør det. Og Asle gør ting, fordi de er nødvendige; han gør ting, der skal gøres. Alle hans forbrydelser drejer sig om ejendomsret; et af hans ofre, som han bl.a. stjæler en båd fra, bliver kun beskrevet som "Manden der ejer bådehuset". Vi får aldrig hans navn; han er kun defineret af sine ejerskabsforhold. Ingen vil give Asle og Alida husly, selvom de kan betale for det; ejerne sidder tungt på deres ejendom og vil ikke dele. Det er ren Marx: forbryderen begår kriminalitet, fordi han selv er uden ejendom, mens andre har ejendom. Men for en nutidig, skandinavisk læser er der endnu et perspektiv: Asle begår kriminalitet, fordi der ikke er nogen velfærdsstat til at hjælpe ham. Den første for alvor gavmilde eller hjælpsomme gerning, vi er vidne til i hele trilogien, kommer først i tredje bind, og selv da er det med bagtanker. Asle og Alida har brug for hjælp til at komme i gang; de har brug for et sted at bo, så Asle kan få arbejde. Det er helt enkle og simple ting, de skal hjælpes med, men der er ingen organiseret hjælp til mennesker som dem. Derfor må de ty til kriminalitet.
Trilogien har endnu et element, som Forbrydelse og straf er foruden: Bonnie og Clyde-elementet - kærligheden. At Asle og Alida elsker hinanden hovedkulds spiller en stor rolle i alle tre bøger; de elsker hinanden så højt, at det nærmest transcenderer virkeligheden. En sådan kærlighed er meget rørende at læse om, og det er derfor, jeg bedst kan lide Andvake: Heri beskrives kærligheden ekstra rammende i nogle brud med stilen. Hvor sproget for det meste i alle tre bøger er meget ligefremt, er der i Andvake en beskrivelse af det, Fosse kalder "svævet". Først defineres det som den tilstand, kunstneren, dvs. spillemanden Asle, kommer i, når kunsten, musikken, tager over. Men siden bliver det kædet sammen med kærligheden i en passage, der desuden bryder stilen ved pludselig at indeholde en masse punktummer:

Hun hører svævet og hun er i svævet. Hun står i ro og hun svæver. Og så svæver de sammen, nu svæver de sammen, hun og han. Alida og Asle. Og han ser far Sigvalds ansigt og han smiler, der er lykke at se i hans smil, og far Sigvald løfter flasken til munden og tager en ordentlig spids. Og Asle lader spillet spille. Og Alida er med ham. På øjnene kan han se at Alida er med ham. Og Asle lader svævet svæve. Og idet det svæver lettest udad løfter han buen og lader svævet svæve ud i det tomme.

Det er et fantastisk smukt stykke, og de små poetiske beskrivelser i efterfølgerne, som det at "fjorden blinker" i Olavs drømme når for mig ikke de helt samme højder. Bl.a. fordi hverken Olavs drømme eller Kveldsvævd er lige så villige som Andvake til at bryde med stilen; Andvake er f.eks. den eneste af de tre bøger, der som her har et afsnit, der indeholder mange korte sætninger. Det overraskede mig som læser. Jeg havde tænkt, at stilen nok bl.a. handlede om den søvnløshed, som "Andvake" er et gammelt ord for, og at tanken var, at alting skulle flyde ud i ét uden pauser, fordi Asle ikke fik sovet og alting derfor blev én lang sammenhængende begivenhed for ham. Man kan selvfølgelig sige, at det samme gør sig gældende i de to andre romaner, idet de begge også finder sted inden for så kort tid, at der ikke er særligt meget plads til søvn, men jeg havde troet, at Fosse ville have prøvet noget andet stilistisk med dem. - At Andvake havde udtømt den særlige stil, der går igen i trilogien, og at de to andre skulle eksperimentere med noget andet. Det viser sig så, at Andvake ikke har udtømt stilen, men den har taget sig af broderparten af de muligheder, der er for at lege med Fosse-stilistikken, og det ville måske have været en god ide at - bare over et par sider - prøve noget andet i de to efterfølgere.
En detalje, der er værd at nævne, er, at Danmarks nok bedste oversætter, Karsten Sand Iversen, har oversat de to første, mens Jannie Jensen har oversat treeren. Jeg frygtede egentlig, at treeren ville være et dyk i kvalitet, når det nu ikke længere var Iversen, der oversatte, men min frygt blev gjort til skamme: Det er tydeligt, at Jannie Jensen har nærstuderet Iversens oversættelser af de to første og gjort sit yderste for at holde fast i han sprogbrug, så skiftet ikke bliver bemærket af læseren. Og det har hun gjort prisværdigt godt!
Alle tre bøger er en nydelse at læse. De er velskrevne, og sjældent finder man sprog, der flyder så modstandsløst, glidende fremad. De er en anbefaling værd!