Anmeldelse: Fuglene af Tarjei Vesaas

Titel: Fuglene, originaltitel: Fuglane
Forfatter: Tarjei Vesaas
Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer
Forlag: Batzer & Co
308 sider
Oprindeligt udgivet 1957, denne oversættelse 2017
Roman

Vurdering: 6/6

Da jeg var barn, kunne jeg ikke komme igennem første kapitel af Busters verden - han gjorde jo alting forkert, sagde pinlige ting og opførte sig pinligt! Som voksen er det endnu ikke lykkedes mig at komme hele vejen igennem The Office, og når jeg ser serien, er det med dynen op for øjnene. Klovn har jeg nøjedes med en enkelt episode af. Selv auditions til X-factor kan jeg ikke klare at se, også når det går godt. Men Fuglene er ikke pinlighedskomik, det er pinlighedstragik. Det er måske endnu hårdere at læse, men i dette tilfælde kan det også så meget mere.
Mattis er en udviklingshæmmet mand, der bor sammen med sin søster Hege i en norsk bygd i midten af 1900-tallet. Alle i landsbyen kalder ham Tusten, eller tossen. Det pinligt-tragiske skyldes, at han er klog nok til at vide, at han ikke er klog nok til at gøre tingene ordentligt. Han forstår godt, at han siger noget forkert, men ikke hvorfor det er forkert. Han ved godt, han er en byrde. Han ville bare ønske, han kunne være skarp og stærk som de andre, og han ved, at det aldrig vil blive sådan. Det er hjerteskærende. Og svær læsning, når Mattis bliver sendt ud for at tjene penge, og han allerede fra starten ved, at det komme til at gå galt, for det har det gjort alle de andre gange, og der er ikke noget at gøre. Han kommer til at opføre sig pinligt uden at forstå hvordan, og han kommer til at være ubrugelig som arbejdskraft, og han ved det, og læseren ved det. Det er ikke nemt at være Mattis.
Alt dette er beskrevet med en fantastisk lydhørhed og empati. Alt er beskrevet fra Mattis' synsvinkel, så som læser forstår man på en og samme tid ham og de ting, han ikke forstår - de andre - selvom man kun får den information, han gør. Man er som læser både i Mattis' sko, fordi man ser verden fra hans synsvinkel, og ikke i Mattis' sko, fordi man forstår det, han ser, på en anden måde end han selv gør. Det er godt skrevet.
Men Mattis er mere end bare en klumpedumpe, som man sympatiserer med til det gør ondt. Mattis er samtidig symbol for forfatteren, der ser på verden omkring sig og prøver at forstå. Eller måske rettere læseren, der stirrer efter tegnene og forsøger at få dem til at give mening. Tegnene kan både være ord og natur, som i den fantastiske åbningsscene:

Mattis så efter om himlen var klar og skyfri i aften, og det var himlen. Så sagde han til Hege, sin søster, for at opmuntre hende lidt:
- Du er som et lyn, du er, sagde han til hende.
Han gøs lidt ved at tage ordet i sin mund, men på en tryg måde, siden himlen var så fin.
- Med dine strikkepinde, mener jeg, føjede han til.

Mattis ser en sammenhæng mellem ordet og dets fænomen, som om ordet lyn er et varsel om tordenvejr, ligesom læseren må gøre i forsøget på at vride mening ud af teksten. Og Mattis er modtagelig over for naturen og den poesi, den udsender, som forfatteren:

Du mit næb imod sten, tænkte han hovedkulds som han sad der - og det gav et gib i ham.
Hvad?
Men det var væk.
Billedet og ordene skød igennem ham. Og lige så hurtigt forsvandt de igen - i stedet var der en mur lige foran hans ansigt. 

Måske kan det lyde lidt fortænkt på den måde at væve poesien ind i tossens verdensopfattelse, sådan gøre en anden slags åbenhed eller en anden slags tydning af omgivelserne til forfatterens - en ret Romantisk tankegang. Men fortænkt er det nu ikke. At lade sproget åbne sig, ikke kun fordi Tarjei Vesaas er en fremragende forfatter, men også fordi det af sig selv åbner sig i brystet på Mattis, det giver altså en særlig skønhed i naturbeskrivelserne. Og en særlig samhørighed med hovedpersonen, hvilket kun gør pinlighedstragikken, når han skal præstere sammen med andre mennesker, endnu mere hjerteskærende.
Først og fremmest er Fuglene en brandgod historie, eller rettere tre, som virkeligt interesserer sig for og sympatiserer med sine personer. Fra ende til anden er den troværdig, og man føler for alvor, at man lærer at forstå Mattis - hvilket er frustrerende, når man synes, man forstår ham bedre end de mennesker, der omgiver ham, og som ikke altid kan håndtere ham. Men disse mennesker forstår man også, selvom man ikke har samme adgang til deres tanker, som man har til Mattis'. Og det hele bindes sammen med naturbeskrivelser som denne:

[Han] lod det skumre mere, hvis det kunne kaldes skumring, og ikke bare noget navnløst mildt.
I dette øjeblik kom det uventede.
På den her side af viden er der stille, havde han netop tænkt, mens han så mod de to aspetoppe og nattehimlen. Der silede noget ned mellem toppene, han bildte sig ind at han kunne se det, så klart var det. Ingen vind, kun noget som silede - og på den her side var der så stille at ikke et blad på de friske aspe skælvede.
Men så kom der en lille lyd! En mærkelig lyd med ét. Og nogle korte, baskende vingeslag kunne han samtidig skimte i luften over sig. Så nogle lave kaldelyde igen, på et hjælpeløst fuglesprog.
Det fór lige over huset.

Fuglene er stor litteratur, når den er størst: når sproget, karakteristikken, handlingen og indignationen tilsammen skaber et værk, der uundgåeligt sætter tanker og følelser igang på enhver læser.