Anmeldelse: Going to Meet the Man af James Baldwin

Titel: Going to Meet the Man
Forfatter: James Baldwin
Forlag: Penguin Classics
252 sider
Først udgivet 1965, denne udgave 1991
Noveller

Vurdering: 5/6

Going to Meet the Man er bedre end nogen håndbog i intersektionalitet: Vi møder vidt forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at de af en eller flere grunde er undertrykte. Flere af dem på grund af deres hudfarve, men undertrykkelsen har nuancer: Sangeren og filmstjernen i "This Morning, This Evening, So Soon" oplever undertrykkelsen på en helt anden måde end drengen Johnnie i "The Outing", selvom de begge er sorte mænd fra USA. Johnnies situation er nærmest et skoleeksempel på, hvad man taler om, når man taler om intersektionalitet: Han er sort, men ikke nok med det, for han er også fattig, men ikke nok med det, for han er også født uden for ægteskabet, men ikke nok med det, for han er også bøsse, men ikke nok med det, for han er også ateist. Der er intet fællesskab, han kan passe ind i. Hvis livet var et spil hjerterfri, ville han have fået tildelt en hånd bestående af kun billedkort.
Johnnie, der også spiller en rolle i den første novelle, "The Rockpile", og er hovedperson i Baldwins debutroman, Go Tell It on the Mountain, er udstødt over alt: I familien er han sønnen fra moderens tidligere, "syndige" liv og vil derfor aldrig blive accepteret af stedfaderen, og i samfundet omkring ham vil han ikke være i stand til at deltage i den religion, der binder menneskene sammen, for selv hvis han som sin bror løj om sin tro, ville han blive udstødt på grund af sin gryende, syndige seksualitet. Selv hans lidt-mere-end-ven, David, kan han ikke helt være sig selv sammen med, for David er åbenbart i stand til at forelske sig i piger og kan derfor på overfladen leve et for menneskene omkring ham acceptabelt liv. Men den familie og det fællesskab, Johnnie her er udstødt fra, er kun et mikrokosmos for det større samfund, der hader ham på grund af hans hudfarve.
Det bliver tydeligt i "This Morning, This Evening, So Soon", hvor vi møder en mand, der umiddelbart lever et priviligeret liv: Han er en kendt jazzmusiker og har lige spillet hovedrollen i en succesfuld film. Men han er også sort, og skal nu flytte hjem til USA efter flere år i Paris. Han ved godt, hvad der kommer til at møde ham der. I novellens sidste afsnit, hvor han sammen med sin søn træder ind i en elevator, lyder det: "I press the button and the cage, holding my son and me, goes up." Nok er han på vej op, ved at stige i de sociale hierarkier, men han og hans søn vil altid befinde sig i det bur, som deres hudfarve er.
Der er ikke nogen måde at undslippe undertrykkelsen. Selv kunsten er i "Sonny's Blues" kun en måde at udtrykke smerten, ikke en måde at momentant være den foruden. De sorte mennesker, vi møder i novellerne her, er tvunget til altid er være bevidst om deres hudfarve, om deres udstødelse, for et sekunds manglende bevidsthed om deres plads i samfundet kan være fatal:

There's a room in the court-house, a room where they beat you up. Maybe you're walking along the street one night, it's usually at night, but it happens in the daytime, too. And the police car comes up behind you and the cop says, "Hey, boy. Come on over here." So you go over. He says, "Boy, I believe you drunk." And you see, if you say, "No, no sir," he'll beat you because you're calling him a liar. And if you say anything else, unless it's something to make him laugh, he'll take you in and beat you, just for fun. The trick is to think of some way for them to have their fun without beating you.

Men Going to Meet the Man er ikke en afhandling om raceundertrykkelse - det er noveller, og det er netop deres kvalitet som fiktion, der gør dem så gode; indlevelsen i personerne, følelseslivet. Det er ikke så tit, undertrykkelsen bliver spiddet så tydeligt som i citatet ovenfor - tit har vi at gøre med et dagligdags vilkår, som læseren selv må fortolke ud af handlingen. F.eks. da Ruth i "Come Out the Wilderness" fortvivlet sidder på en bar og vender og drejer sit forhold til manden Paul:

A sound escaped her; she was astonished to realize it was a sob. The waitress looked at her sharply. Ruth put some money on the table and hurried out.

Mon servitricen ville have set på hende med empati, hvis Ruths hudfarve havde været en anden? Mon Ruth ville have været mindre bange for at skabe en scene, hvis hun havde haft en hvid persons erfaringer med, hvordan folk reagerer på éns tilstedeværelse i det offentlige rum?
Og så handler novellernes kvalitet selvfølgelig om Baldwins overlegne omgang med det engelske sprog. Især en gudstjeneste i "The Outing", som desværre er lidt for lang til meningsfuldt at citere fra her, gjorde mig helt ør; for søren da, hvor kan den mand skrive. Og jeg vil da heller ikke tøve med at kalde netop "The Outing" en af de bedste noveller, jeg har læst. Nu bliver jeg vist nødt til også at se at få læst Go Tell It on the Mountain.