Anmeldelse: i Athen af Rasmus Nikolajsen

Titel: i Athen
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Borgen
51 sider
2009
Rejseroman

Vurdering: 5/6

Den seneste tid er der især to blandt de nulevende danske forfattere, som min nærmest sygelig antikvariatsshopping har rettet sig mod: Rasmus Nikolajsen og Harald Voetmann. Man kunne få den tanke, at de to herrer i virkeligheden er den samme person, der på Fernando Pessoask vis skriver under heteronymer: De er født med kun et års afstand, debuterede begge i 2000, har begge skrevet både digte, noveller og roman(er), og så er de begge mere end noget andet stilister; deres bøger består først og fremmest af snoede krummeluresætninger, som ofte drejer sig om kropslige og seksuelle mærkværdigheder, og som dyrker sprogets overflade og lader sig meget bevidst inspirere af ældre litteratur fra dekadente perioder af litteraturhistorien. Og så er de både sortsynede og sjove.

Men yderligere viser det sig, at de begge har skrevet en roman, der tager en tekst af H. C. Andersen og genskriver den under moderne forhold. For Voetmanns vedkommende er det H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog fra i år, som genskriver Andersens Fodreise i en coronaramt 2020-virkelighed, mens Nikolajsen med 11 års forspring i sin tid genskrev Andersens dagbøger fra hans Athenrejse i 1841 i form af sin egen Athenrejseroman med det benspænd, at den skulle være præcis lige så lang, ned til sidste tegn, som Andersens bog.

Hos Nikolajsen kan det være lidt sværere at få præcist øje på, hvor Anderseninspirationen befinder sig i bogen, men jeg har på fornemmelsen, at en del af de oplevelser, Rasmusjeget kommer ud for, egentlig er H. C.'s oplevelser i genskrevet form, f.eks. denne hændelse, som er så Andersensk, at det halve kunne være nok, men så lige får et nikolajsensk slag med halen i form af en lynende klar sammenligning, som nok er den bedst i hele bogen (og der er ellers nok at vælge imellem):

I dag stod en lille banglapige pludselig foran mig midt på den med mennesker som myrer myldrende Monastiraki-plads og plantede en rose i min hånd med en oprigtig venlighed groet ud i bevægelserne der havde ynde og lethed som hos en gymnast hvis afslappede lemmer gør præcis hvad de vil uden indiskret og klodset deltagelse af resten af kroppen, samtidig med at hun så på mig med et ansigt så friskt som et nymalet rækværk man ikke kan lade være med at få lyst til at sætte sit fingeraftryk på – og så lige pludseligt, inden jeg nåede så meget som at betale med et smil, drejede hun om og forsvandt ind i menneskemængden der lynede sig i om hende som hudceller lukker en rift.

Behøver jeg egentlig sige mere end det citat? Sådan er bogen – lange, snoede og æstetisk overlegne sætninger fulde af disse så nikolajsenske  sammenligninger. Måske er sproget ikke altid helt så præcist prægnant som i Den ulykkelige boghandler, som jeg endnu varmere kan anbefale, men det er sgu tæt på. Utvivlsomt en favoritforfatter.

Anmeldelse: Krigen med salamandrene af Karel Čapek

Titel: Krigen med salamandrene, originaltitel: Válka s mloky
Forfatter: Karel Čapek
Oversætter: Peter Bugge
Æther
272 sider
Oprindeligt udgivet 1936, denne oversættelse 2019
Roman / Science fiction / Dystopi

Vurdering: 5/6

Min teori er, at den tjekkiske forfatter Karel Čapek (1890-1938) havde en tidsmaskine. Ellers giver det simpelthen ingen mening, at han skrev så rammende en bog om klimaforandringerne mange år før, nogen overhovedet var begyndt at tale om den slags.

I Krigen med salamandrene opdager en tjekkisk kaptajn ved et tilfælde en salamanderart, der går på to ben og er intelligente nok til at bygge dæmninger og lære at tale. De holder til på en kyst, hvor bestanden bliver holdt nede af hajer, man da kaptajnen giver dem knive og harpuner til gengæld for perler, begynde de snart at sprede sig. Og salamandrene når rundt til hele verden, da først storkapitalen får øjnene op for deres potentiale som arbejdskraft – eller rettere som slaver: Salamandrene bliver verdens største handelsvare, og de bliver sat til at bygge alskens infrastruktur og sågar hele nye kontinenter.

Det lyder jo antropocænt, før nogen havde fundet på dét begreb, at menneskene sådan begynde at lave om på Jorden. Men hvad ingen dumt nok har tænkt ordentligt over, er, at det ikke er en antropocæn verden, der bliver skabt; den er, hvad skal man sige, salamandercæn. Og naturen hævner sig på menneskenes hovmod. Karel Čapek er så pessimistisk på menneskehedens vegne, at jeg kun kan komme i tanke om to perioder i historien, hvor sådan et sortsyn har været gyldigt: Nu i klimasorgens førfremtid, og så lige op til 2. verdenskrig, hvor bogen blev skrevet. Sådan her lyder forfatterens anklage, da kaos er brudt ud:

Jeg skal sige dig noget: ved du, hvem som stadigvæk nu, hvor en femtedel af Europa er oversvømmet, forsyner salamandrene med sprængstoffer og torpedoer og bor? Ved du, hvem der arbejder febrilsk i laboratorier, dag og nat, på at opfinde endnu mere effektive maskiner og materialer til at kværne verden i stykker? Ved du, hvem der låner salamandrene penge, ved du, hvem der finansierer denne verdens undergang, hele denne nye syndflod?
"Jeg ved det. Alle fabrikker. Alle banker. Alle stater."

Okay, lyder dette antikapitalistiske kampskrift måske lidt fjollet, når det handler om talende salamandre? Det er det skam også. Karel Čapek er sjov, men hans humor er mørk. Da de baltiske salamandre begynder at udvise "afvigende legemlige egenskaber" kommer (nazi)tyske videnskabsmænd frem til, at denne mutation er et udtryk for, at Ursalamanderen er tysk, og at salamandrene i mødet med de tyske farvande igen har fundet tilbage til denne deres stærke, oprindelige form. Tyske børn på "utallige skoleudflugter og ekspeditioner" synger "den populære salamanderhymne: Solche Erfolche erreichen nur Deutsche Molche" (cirkaoversættelse: Sådanne succeser opnår kun tyske salamandre). Mørk er humoren også i en samtale som denne under et parti skak mellem en godhjertet journalist og en hårdhudet piratsalamanderslavejæger(!):

"Se nu her, Bellamy," sagde jeg til ham, "De er et anstændigt menneske og, som man siger, en gentleman. Går det Dem ikke af og til på, at De tjener noget, som i grunden er det mest elendige slaveri?"

Bellamy trak på skuldrene. "Salamandre er salamandre," brummede han undvigende.

"For to hundrede år siden sagde man, at negre er negre."

"Og passede der ikke?" spurgte Bellamy. "Skak!"

Čapek når omkring alle de aktuelle emner i tiden: Den lurende krig, imperialismen, fascismen, de kunstneriske avantgarder, misantropisk filosofi, klassesamfundet, underholdningsindustrien, racismen i USA, forurening, kommunisme osv. osv., og han spidder hele bundtet ved at tilføje sine fjollede intelligente salamandre til blandingen. Men ikke nok med det, for han gør det hele ret så overlegent ved hele tiden at skifte stil: Ikke kun kan man tydeligt mærke forskel på sproget, når synsvinklen skifter mellem de forskellige karakterer, nej, Čapek går linen ud og skriver lange afsnit som historiker, som journalist, referent, filosof, med forklarende fodnoter osv., og han slutter oven i købet af ved at lade forfatteren diskutere med sig selv, hvorvidt menneskeheden har fortjent at overleve fortællingen!

Det må virkelig have krævet en del af oversætteren. I et af bogens mest virtuose afsnit falder en forsker over et udklip fra en hundrede år gammel avis, hvor salamandrene overraskende nok nævnes, og avisens sprog smitter så af på forskerens indre monolog, så substantiverne pludselig står med stort, han tænker på "en liden Øe" og en "stille, lukket Havbugt med en stor Overdaadighed af Føde". Ikke bare romanen, men i højeste grad også oversættelsen af den er et kunstværk. Og det er bogen også i sig selv: Denne nye udgave fra forlaget Æther har nemlig gjort noget ekstra ud af opsætningen, så avisartiklerne ligner, at de er klippet ud og blevet sat ind som i en scrapbog, og f.eks. titlen på den tyske salamandersang ovenfor står med gotiske bogstaver – og så er der også fire flotte tegninger trykt i farver lavet specielt til denne udgave.

Og midt i al denne blanding af forskellige stilistikker, denne samling af et væld af beretninger, og denne satire af alt, hvad der kunne kravle og gå i 1930'erne, er det gennemgående element altså dette: at menneskene opdager en urkraft, de kan udnytte, og som de udnytter og udpiner så slemt, at hele økonomien, hele kapitalismen, bliver bundet op på den, så da det endelig står klart, at urkraften vil slå tilbage, og at det er nødvendigt at fuldstændig ændre sin levevis, er det umuligt at gøre noget, for "privilegierne, ressourcerne og demokratiet var tre brødre, der hellere gav afkald på deres frugtbarhed og videreførelse af slægten end at skulle skilles ad", som Lars Skinnebach skriver om klimakrisen i Øvelser og rituelle tekster. Og det er jo selvfølgelig ikke det, det handler om her. Men det er umuligt ikke at læse ind. De grundtræk ved menneskeheden, Čapek satiriserer, rammer han så præcist, at selvom satiren som genre altid er uhelbredeligt bundet af sin tid, er den stadig, desværre, meget aktuel i dag.