Forfatter: Morten Chemnitz
Gyldendal
67 sider
2019
Poesi
Vurdering: 6/6
Der står meget lidt i Morten Chemnitz' seneste digtsamling, Hindre, og det kan ofte være svært at tyde, hvad det betyder. Men det er sprogligt præcist og originalt uden at være pralende, og så er der en følelse i digtene, som er usædvanligt rørende.
Til forskel fra Chemnitz' første to digtsamlinger er der denne gang fokus på et tydeligt jeg. Jeget befinder sig på et værelse og velsagtens inden i sig selv; et klaustrofobisk jeg i et klaustrofobisk rum. Herfra bliver der gjort klare og præcise observationer, som man kan kigge rundt i sit eget værelse og opdage, at man aldrig rigtigt havde lagt mærke til før: "væggenes sammenføjninger" og "ledningerne har også skygger".
Meget tid går med at observere solen vandre rundt i værelset. Vi hører om "dagens hældning" og "dagens sene udvidelser/ over gipspladerne". Her et helt digt med samme motiv:
solen som følger væggen/ langs hovedet/ en retning der svækkes// lyset er ikke solidt
Dette rum beskrives i digte, hvor ordvalget ofte er lige præcis en lille smule anderledes, lige præcis en lille smule uvant. Der er de nænsomme neologismer: Vandet løber ikke frit, det løber "uopholdt"; i ansigtet er der ikke fortrækninger, der er "forrykninger". Og så er der den hele tiden lidt rokkede syntaks, hvor et substantiv skiftes ud med adskillige forklarende ord; blæsten går ikke over dybet eller intetheden, men "over ikke nogen bund".
Hvad er det så for et jeg, der er spærret inde på værelset her? Jeg læser det, som at der ses tilbage på en depression ("en smerte/ har omgjort mig før") eller angst ("ligge stille imens det driver over"), eller nok begge dele (det skal i parentes bemærkes, at flere af anmelderne har læst smerten i bogen som en fysisk smerte; om jeg simpelthen tager fejl, når jeg læser den som psykisk, eller om bogen kan rumme begge dele, ved jeg ikke helt). Der er i hvert fald et tydeligt selvmordstankemotiv, se bare disse to digte:
bordet vender væk fra dagen/ under loftet/ de hvidtede bjælker/ blodet/ i hænderne/ uden at komme ud
Og:
det var/ håndleddet/ der skulle bære det/ så lidt for mig/ at føje til
Det er jo næsten ubærligt smerteligt. Men der er også et håb til sidst: "det yderste af værelset åbner", og jeget må konstatere: "jeg ved ikke hvor jeg har været". Må man kalde det helende? Det er et trælst ord. Men det er helende. Og rørende.
Morten Chemnitz' to første digtsamlinger, Inden april og Bindingerne, var udsædvanligt originale med deres stammende præpositioner og næsten ikke-eksisterende jeg, hvilket resulterede i naturdigte af en art og styrke, der hverken er set før eller siden. Men man kan jo ikke blive ved med at skrive den samme bog flere gange, så noget nyt måtte der ske. Jeg må være ærlig og sige, at jeg, før jeg åbnede Hindre, var bekymret for, at Chemnitz ikke ville være helt lige så god uden sit formgreb fra de tidligere bøger. Men dét tog jeg heldigvis grueligt fejl i. Tænk at en digter kan skrive så forskelligt fra sig selv og alligevel så godt.
