Anmeldelse: Austerlitz af W. G. Sebald

Titel: Austerlitz
Forfatter: W. G. Sebald
Oversætter: Niels Brunse
Tiderne Skifter
380 sider
Oprindeligt udgivet 2001, denne oversættelse 2003, denne udgave 2016
Roman

Vurdering: 4/6

Austerlitz er Stor Europæisk Litteratur med stort S, stort E og stort L. I sin tyngde og seriøsitet kan den minde om Thomas Mann. Tung er den med sine næsten 400 sider også rent fysisk. Men tyngden gør sig især gældende stilistisk: bogen er skrevet i kun 5 afsnit og med lange, lange sætninger, der klart signalerer, at dette skam er Stor Europæisk Litteratur. Syntaktisk tyngde af nærmest Henry James-agtig karakter kommer der især på grund af de mange passivkonstruktioner, det store antal adjektiver og det, at Sebald adjektiviserer mange af sine indskudte sætninger (f.eks. "de dybt i murværket indfældede vinduer" i steder for "vinduerne, der var indfældet dybt i murværket"). Man skal altså virkelig gide Austerlitz for at kunne nyde den, og måske gad jeg den ikke helt nok til at kunne give mig hen - selvom jeg er imponeret, til tider overvældet og generelt tilfreds.

Romanen handler om Jacques Austerlitz, der er vokset op i Wales, men snart finder ud af, at han er adopteret. Ret langtrukkent hører vi om hele hans barndom med en tør og trist præstefar og siden på en skrækkeligt hierarkisk kostskole. Først ca. halvvejs går romanens egentlige handling i gang, da Austerlitz finder frem til, hvem hans forældre virkelig var, og opsporingen af forældrenes historie er gribende, rørende og skræmmende læsning, som jeg ikke vil spoile her.

Noget af det mest interessante ved romanen er forholdet til tid og sted: Austerlitz kommer i kontakt med sine ellers fortrængte barndomsminder ved at opsøge de steder, han har været som barn. Disse steder genoplever han pludseligt sin barndom i flashback. - Men flashback er det forkerte ord; barndommen ligger nemlig ikke tilbage i tiden - nærmere er det som om, at fortiden og nutiden (og måske fremtiden) ligger oven i hinanden, når han befinder sig det rette sted. Men ikke kun erindringerne, men også historien, er indlejret i stederne: det er ikke kun egne erindringer, han kan få kontakt til, men sine steder er det også rettere verdenshistorien, der som et spøgelse venter i bygningerne. Bogen synes at sige, at Europa som sted ikke kan vriste sig fri af sin mørke fortid, for fortiden ligger her stadig omkring os, hvis vi ser godt nok efter - hvilket vi har pligt til at gøre.

Jeg er dog ikke altid helt enig i romanens tilgang til fortiden; de psykologiske portrætter synes at halte lidt enkelte steder. På et tidspunkt støder Austerlitz sammen med en bekendt, Marie, på "en lille pige med genstridigt pandehår og isvandgrønne øjne, der under sjipning på en af de stampede kalkgruspladser i Luxembourghaven var snublet i sømmen på sin alt for lange regnfrakke og havde fået en hudafskrabning, som Marie følte som et deja-vu, fordi der, efter hvad hun påstod, for mere end tyve år siden på nøjagtig samme sted var tilstødt hende den samme ulykke, som dengang forekom hende skammelig og udløste den første anelse om døden i hende." Deja-vu-følelsen køber jeg gerne, men ideen om en "første anelse om døden" ligger altså meget langt fra den ide om menneskelig psykologi, jeg har. Jeg selv kan i hvert fald ikke huske et bestemt tidspunkt, hvor jeg lærte f.eks. døden, seksualiteten og den slags at kende - man udvikler sig ikke psykisk i et pludseligt ryk, men over tid. Måske er lidt for meget af tænkningen og karakteristikken i Austerlitz præget af denne ide om ét forandrende moment, som forekommer mig at være mere højpandet efterrationaliserende end sand.

Det skal dog ikke ligge bogen til last. Som sagt er det utvivlsomt stor litteratur, og hvis man giver sig tid til at gide den tunge stil, dukker der også perler af beskrivelser op. Der er bare for mange lange af dem.

Anmeldelse: Til Inger Christensen på tresårsdagen den 16. januar 1995, redigeret af Christian Bundegaard, Pia Juul, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen

Titel: Til Inger Christensen på tresårsdagen den 16. januar 1995 
Redaktører: Christian Bundegaard, Pia Juul, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen
Bidragsydere: Poul Borum, Torben Brostrøm, Susanna Nied, Benny Andersen, Morti Vizki, Meto Jovanovski, Kirsten Dehlholm, Klaus Rifbjerg, Hans Grössel, Peter Seeberg, Vagn Lundbye, Hans Jørgen Brøndum & Iselin C. Hermann, Marie Tetzlaff, Johanne Foss, Keld Zeruneith, Birgitta Trotzig, Jette Lundbo Levy, Paal-Helge Haugen, Michael Donhauser, Kirsten Thorup, Poul Vad, Per Kirkeby, Villy Sørensen, Thorkild Bjørnvig, Michael Hamburger, Niels Frank, Lene Henningsen, Friederike Mayröcker, Svend Wiig Hansen, Ole Wivel, Klaus Høeck, Asger Schnack, Felix Philipp Ingold, Hanne Marie Svendsen, Oskar Pastior, Marianne Larsen, Göran Sonnevi og Per Højholt,
Gyldendal
129 sider 
1995 
Antologi

Vurdering: 4/6

Da Inger Christensen i 1995 blev 60 år, udkom denne antologi til hendes ære med bidrag fra danske og udenlandske kolleger, oversættere og venner. Jeg har nok egentlig mest læst den, for at lære noget mere om hvem denne min yndlingsforfatter var som person — men det, der efter endt læsning træder frem for mig som mest interessant, er de velskrevne digte og prosastykker, der ikke nødvendigvis har særligt meget med Christensen selv at gøre.

De mange bidragsydere har åbenbart fået ret frie tøjler i forhold til, hvad de skulle aflevere. Nogen, som Poul Borum, Pia Tafdrup og Hans Jørgen Brøndum & Iselin C. Hermann skriver om oplevelser, de har haft sammen med Inger Christensen. Det er ret fint at læse Poul Borums beretning om, hvordan de mødte hinanden — Borum og Christensen var gift fra 1959 til 1976 — især, hvis man har læst den næsten ordret samme beretning i Christensens essay "Jeg fik UG i parentes". Men det bedste af disse anekdotebidrag er fra Hans Jørgen Brøndum og Iselin C. Hermann. De var i mange år Inger Christensens forlæggere og skriver bl.a. om engang, de havde sat hende til at oversætte en fransk bog:

En gang da hun sad og arbejdede med en fransk tekst fløj det ud af munden på mig: - Gud jeg vidste ikke at du var så god til fransk. - Det er jeg heller ikke, svarede Inger lavmælt smilende - men jeg er så god til dansk.

Og de tilføjer, hvad jeg kun kan være meget enig i:

I vintermørkets sjap kan man fortvivle over at man er dansk. Eller når man ser ud over det safirblå Ægæiske Hav. Hvem der var født et andet sted, tænker man. Men når man så betænker, at man er født med det sprog, som Inger Christensen er så god til, forliger man sig hurtigt med sin skæbne.

Andre bidrag handler om at læse Inger Christensen. Det gælder lige fra Benny Andersens digt om ikke at kunne finde sit eksemplar af Sommerfugledalen til Keld Zeruneiths analyse af et digt fra Græs. Der er også grafiske bidrag fra Johanne Foss, Per Kirkeby og Svend Wiig Hansen.

De udenlandske bidrag er uoversatte, hvilket først irriterede mig, men siden blev jeg glad for at opdage, at jeg faktisk var i stand til at stave mig igennem de fleste af de tyske tekster (undtagen Michael Donhausers, der ligger et stykke uden for mine evner). Det er også til stor glæde at få mulighed for at læse Göran Sonnevis smukke, smukke digt på originalsproget.

En stor del af bidragene har ikke umiddelbart særligt meget med Inger Christensen at gøre. Der er dem, der måske perifært har noget med hende at gøre — Poul Vad skriver om Don Quijote, som Christensen også har skrevet om i Del af labyrinten, og Per Højholts kortprosatekst kan måske (over)fortolkes som et slags (ekstremt velskrevet) forsøg på at illustrere Christensens idé om afrealisering — mens andre synes helt uden relation til emnet. Det irriterede mig lidt først — jeg havde jo ikke valgt at læse denne bog for at læse en antologi af digte og kortprosa, men for at læse om Inger Christensen — men med tiden blev jeg næsten gladest for disse bidrag, fordi mange af dem er så usigeligt velskrevne. Tag f.eks. dette afsnit fra Hanne Marie Svendsens tekst:

Det var den sommer, og det var en god sommer, bortset fra at så mange døde. Jeg læste det i avisen, fordi fiskehandleren altid pakkede mine makrel ind i siderne med dødsannoncer, og når jeg stod ved køkkenbordet og pakkede ud, kunne jeg ikke undgå at læse dem, fugtige som de var og måske lidt opløste; de lugtede af fisk og let forrådnelse, som fisken gør, udskåret og fileteret med et glimt af sensommer i skindet.

Eller hvad med dette stykke Per Højholt:

Et stykke henne, hvor man kunne synes at landskabet gjorde mine til at følge klodens runding, men betænkte sig og overlod møjen til kloden selv, var en lav høj, en underlig kuplet forekomst, der øverst kronedes af en skovfyr.

Og nu, vi er i gang, dette digt af Marianne Larsen:

jeg vågnede / i nat og så / et forgyldt flueben / stikke ud fra et indre / menneskenes dyrenes planternes / stenenes himlens og jordens indre // i en for intelligensvæsner uventet fluevenlig / bevægelse / rakte jeg en hånd op imod det glimtende / surrende // og lod det mikroskopisk gyldne / kildre spidsen af min lillefinger / og få afsæt

Jeg gik ind til Til Inger Christensen med håbet om at få mulighed for at snage i min yndlingsforfatters privatliv, men jeg går herfra med lyst til at læse Sonnevi, Svendsen, Højholt, Larsen m.fl. Det er vel ikke et dårligt resultat.