Anmeldelse: Austerlitz af W. G. Sebald

Titel: Austerlitz
Forfatter: W. G. Sebald
Oversætter: Niels Brunse
Tiderne Skifter
380 sider
Oprindeligt udgivet 2001, denne oversættelse 2003, denne udgave 2016
Roman

Vurdering: 4/6

Austerlitz er Stor Europæisk Litteratur med stort S, stort E og stort L. I sin tyngde og seriøsitet kan den minde om Thomas Mann. Tung er den med sine næsten 400 sider også rent fysisk. Men tyngden gør sig især gældende stilistisk: bogen er skrevet i kun 5 afsnit og med lange, lange sætninger, der klart signalerer, at dette skam er Stor Europæisk Litteratur. Syntaktisk tyngde af nærmest Henry James-agtig karakter kommer der især på grund af de mange passivkonstruktioner, det store antal adjektiver og det, at Sebald adjektiviserer mange af sine indskudte sætninger (f.eks. "de dybt i murværket indfældede vinduer" i steder for "vinduerne, der var indfældet dybt i murværket"). Man skal altså virkelig gide Austerlitz for at kunne nyde den, og måske gad jeg den ikke helt nok til at kunne give mig hen - selvom jeg er imponeret, til tider overvældet og generelt tilfreds.

Romanen handler om Jacques Austerlitz, der er vokset op i Wales, men snart finder ud af, at han er adopteret. Ret langtrukkent hører vi om hele hans barndom med en tør og trist præstefar og siden på en skrækkeligt hierarkisk kostskole. Først ca. halvvejs går romanens egentlige handling i gang, da Austerlitz finder frem til, hvem hans forældre virkelig var, og opsporingen af forældrenes historie er gribende, rørende og skræmmende læsning, som jeg ikke vil spoile her.

Noget af det mest interessante ved romanen er forholdet til tid og sted: Austerlitz kommer i kontakt med sine ellers fortrængte barndomsminder ved at opsøge de steder, han har været som barn. Disse steder genoplever han pludseligt sin barndom i flashback. - Men flashback er det forkerte ord; barndommen ligger nemlig ikke tilbage i tiden - nærmere er det som om, at fortiden og nutiden (og måske fremtiden) ligger oven i hinanden, når han befinder sig det rette sted. Men ikke kun erindringerne, men også historien, er indlejret i stederne: det er ikke kun egne erindringer, han kan få kontakt til, men sine steder er det også rettere verdenshistorien, der som et spøgelse venter i bygningerne. Bogen synes at sige, at Europa som sted ikke kan vriste sig fri af sin mørke fortid, for fortiden ligger her stadig omkring os, hvis vi ser godt nok efter - hvilket vi har pligt til at gøre.

Jeg er dog ikke altid helt enig i romanens tilgang til fortiden; de psykologiske portrætter synes at halte lidt enkelte steder. På et tidspunkt støder Austerlitz sammen med en bekendt, Marie, på "en lille pige med genstridigt pandehår og isvandgrønne øjne, der under sjipning på en af de stampede kalkgruspladser i Luxembourghaven var snublet i sømmen på sin alt for lange regnfrakke og havde fået en hudafskrabning, som Marie følte som et deja-vu, fordi der, efter hvad hun påstod, for mere end tyve år siden på nøjagtig samme sted var tilstødt hende den samme ulykke, som dengang forekom hende skammelig og udløste den første anelse om døden i hende." Deja-vu-følelsen køber jeg gerne, men ideen om en "første anelse om døden" ligger altså meget langt fra den ide om menneskelig psykologi, jeg har. Jeg selv kan i hvert fald ikke huske et bestemt tidspunkt, hvor jeg lærte f.eks. døden, seksualiteten og den slags at kende - man udvikler sig ikke psykisk i et pludseligt ryk, men over tid. Måske er lidt for meget af tænkningen og karakteristikken i Austerlitz præget af denne ide om ét forandrende moment, som forekommer mig at være mere højpandet efterrationaliserende end sand.

Det skal dog ikke ligge bogen til last. Som sagt er det utvivlsomt stor litteratur, og hvis man giver sig tid til at gide den tunge stil, dukker der også perler af beskrivelser op. Der er bare for mange lange af dem.