Forfatter: Henry James
Forlag: W. W. Norton & Company
85 sider + 186 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1898, denne udgave 1999
Roman / Gyser / Gotik
Vurdering: 5/6
Henry James starter som sin egen hype-man: I en rammefortælling fortæller en forsamling personer gyserhistorier i juledagene. Én har lige fortalt en historie, hvor et barn var involveret - åh, så skræmmende! Men, spørger en af tilhørerne, hvis ét barn i en gyserhistorie er uhyggeligt - hvor helt sindssygt nervenedbrydende spooky er det så ikke lige, når to børn bliver involveret med spøgelser? Det er et ekstra "turn of the screw" - spændingsskruen strammes!
Når selve bogens titel på den måde er en henvisning til bogens egen uudholdelige spænding, så har den bare at leve op til sit pral. Og det gør The Turn of the Screw. Til at starte med er den bygget op som enhver moderne bestseller: Hvert kapitel starter lidt småkedeligt, men så bygges der op til noget, og så slutter kapitlet på en cliffhanger. Men ved næste kapitels begyndelse får vi ikke at vide, hvad der skete med cliffhangeren; i stedet begynder det at bygge op til en ny cliffhanger. Jeg ved ikke præcis, hvornår man fandt på denne thrilleropbygning, men jeg kan ikke komme i tanke om at have læst noget ældre end The Turn of the Screw, hvor det er gjort så konsekvent i hvert eneste kapitel.
At kunne skrive en cliffhanger er dog ikke den store kunst i sig selv. Kunsten for Henry James består i også at overføre kapitlets spændingskurve på hele bogen (eller er det omvendt?). Så bogen bygger langsomt op, og de første 40 sider kan godt være lidt svære at komme igennem. Her synes man, man har luret James - cliffhangerne kommer og går, men plottet som sådan tager ikke rigtigt fart. Men så begynder spændingsskruen langsomt at strammes hårdere og hårdere, og Henry James giver ikke et øjeblik slip på skruetrækkeren. De sidste 40 sider læste jeg åndeløst i ét hug; James dirigerer plottet perfekt, så man hele tiden tror, det er på nippet af crescendo, kun for at opdage, at der lige er ét kapitel endnu og ét kapitel endnu.
Denne form fungerer perfekt til en kort lille sag som The Turn of the Screw. En del nye krimier fejler, når de tror, de kan gøre det samme over 500 sider med det resultat, at man bliver træt af hele tiden at blive holdt for nar af uforløste cliffhangere. Disse små 90 sider er den helt rigtige længde til en stram spændingskurve.
Men det James ikke har, som moderne spændingsmestre som Dan Brown har, er det simple, letforståelige sprog. Det betyder, at der på den ene side er meget at tage fat i i forståelsen af The Turn of the Screw, og det er der blevet; der er skrevet flere videnskabelige artikler om denne lille bog end man kan nå at læse på en livstid. Det er fedt at kunne sidde og analysere med, mens man læser. Selv var jeg begejstret for at lægge et marxistisk blik på romanen og se på hovedpersonens lyst til at eje de små børn og hendes skræk ved at børnene tidligere havde plejet omgang med folk fra underklassen. Dér er der meget at tage fat på. Mange har også skrevet vidt og bredt om, hvor troværdig vores fortæller(e) er, læst bogen med Freud og post-Freud, læst bogen som en allegori over læsningen (en favorit for mig), osv.
Men det at sproget er fuldt af spændende muligheder for analyse kommer til gengæld nogen gange på bekostning af klarhed. Henry James skrev notorisk knudret, og nogen gange bliver det altså for meget. Det kan være irriterende knudret, men dog forståeligt, som her, hvor der er fire (4!) unødvendige indskudte sætninger i træk:
The great question, or one of these, is afterwards, I know, with regard to certain matters, the question of how long they have lasted.
Disse abnorme mængder af indskudte sætninger er symptomatiske for hele bogen. Her endnu et eksempel fra samme side som ovenstående, hvor hovedpersonen opdager, at en underlig skikkelse stirrer på hende:
It lasted while this visitant, at all events - and there was a touch of the strange freedom, as I remember, in the sign of familiarity of his wearing no hat - seemed to fix me, from his position, with just the question, just the scrutiny through the fading light, that his own presence provoked.
I denne sætning er der 18 ord i hovedsætningen og 35 ord i de indskudte sætninger; næsten dobbelt så meget plads bliver brugt på indskud som på hovedsætningen. Desuden er der, i form af indskuddet "as I remember", en indskudt sætning inden i en indskudt sætning, der følger direkte efter en indskudt sætning! Men denne sætning er trods alt stadig forståelig. Nogen gange bliver det så knudret, at jeg får svært ved at fange betydningen af sætningen:
This was not so good a thing, I admit, as not to leave me to judge that what, essentially, made nothing else much signify was simply my charming work.
Det tog mig 10 gennemlæsninger bare at fatte, at sætningen handler om, at jegets arbejde ikke har nogen videre betydning - og der er stadig detaljer i sætningen, jeg simpelthen ikke forstår (og jeg tvivler på, at det hele overhovedet giver mening). Det skyldes, at der i løbet af sætningen er tre negationer, to indskud, og hele sætningen er oven i købet i passiv - tre teknikker, der modarbejder læseforståelse. Desuden bliver verbet "signify" brugt i en betydning, hvor det ville have været lettere at forstå, hvad der mentes, hvis man havde brugt et adjektiv som "significant", idet vi med verbet får et grundled, der er "what", hvilket henviser til "my charming work"; altså både et grundled, der erstatter det egentlige grundled, og så er det handlende grundled oven i købet et livløst objekt. Frustrerende!
Men så snart spændingsskruen strammes, begynder man at se stort på det knudrede sprog og bare lade sig blive revet med af det spændende plot, og derfor endte The Turn of the Screw trods alt med at være en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar