Anmeldelse: Hard Times af Charles Dickens

Titel: Hard Times
Forfatter: Charles Dickens
Forlag: W. W. Norton & Company
222 sider + 258 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1854, denne udgave 2001
Roman

Vurdering: 4/6

Hard Times er ikke Charles Dickens' mest læste værk. - Han har som bekendt skrevet udødelige klassikere som Oliver Twist, David Copperfield, A Tale of Two Cities, A Christmas Carol, Bleak House og Great Expectations. Hvorfor så læse Hard Times? Jo, ifølge nogle kritikere er Hard Times som Dickens' svar på maggi-terningen; kondenseret Dickens, en kort indføring i alt, hvad der er Dickens. Der er børn, der behandles dårligt, en undertrykt arbejderklasse, socialt engagement, spænding, store følelser, mysterier, alvidende fortæller, satire og sjov og ballade. (Nu skal jeg, der ikke har læst andet Dickens, selvfølgelig ikke være den, der definerer, hvad Dickens er for en fisk, men jeg forestiller mig, at ovenstående liste er gennemgående i forfatterskabet).
Hard Times starter stærkt ud i den satiriske ende. Mr. Gradgrind, Mr. Bounderby og skolemesteren med det ironiske navn M'Choakumchild bliver præsenteret som karikaturer. M'Choakumchild har det allerede i navnet, men så snart man lærer Gradgrind og Bounderby at kende, går det op for én, at de er ligeså karikerede som den barnekvælende skolelærer: Gradgrind er en logikkens mand og fornægter alt, der ikke er fakta, mens Bounderby er en ærkeliberalist, der ikke kan holde en samtale kørende i to minutter uden at nævne, at han selv har arbejdet sig op fra ingenting. Så stor er hans beundring for sig selv, at han på et tidspunkt får nævnt, at han er endnu mere imponerende end gudinden Venus, for hun blev som bekendt født ud af skummet, mens han trak sig selv ud af mudderet! Og Gradgrinds og Bounderbys venskab får af den meget partiske - og meget sjove! - fortæller følgende ord med på vejen:

Why, Mr. Bounderby was as near being Mr. Gradgrind's bosom friend, as a man perfectly devoid of sentiment can approach that spiritual relationship towards another man perfectly devoid of sentiment. So near was Mr. Bounderby - or, if the reader should prefer it, so far off.

Disse romanens skurke er hele vejen igennem underholdende at følge. Deres absurde logiske ræsonnementer, deres karikerede samtaler og de sarkastiske ord, de af fortælleren får med på vejen, gør hele bogen værd at læse.
Desværre skal der også være nogle gode, dydige personer, man kan holde med. Her er først og fremmest Gradgrinds ældste datter Louisa, der skal være Dickens' bevis på, at Gradgrinds faktabaserede børneopdragelse ikke holder vand. Hvilket bevises ved at gøre hende til en dydig, død fisk af en kedelig kvinde, der adlyder sin far i alt uden at have kontakt til sit indre liv. Nej, så er der mere sjov ved hendes bror, Tom, som, så snart han bliver stor nok, beslutter sig for at skeje ud og følge sine lyster, hvilket han aldrig fik lov til i sin barndom.
Ind på scenen træder også arbejderen Stephen Blackpool, for i romanens anden af tre dele skifter fokus fra at være en satirisk roman om børneopdragelse og ideologi til at være en mere eller mindre socialrealistisk roman om industrialiseringens farer. Dickens' ide er, at arbejderne bør have noget fritid, hvor de kan komme ud i naturen og hygge sig og fantasere og, først og fremmest, læse Dickens' romaner, så de kan få sig et bedre liv. Det er jo en agtværdig nok tanke, men Dickens mener, at dette skal ske i en top-down-proces og er derfor imod fagforeninger. Så den gode arbejder, Stephen, er den eneste, der vælger at stå uden for fagforeningen. Hvilket han gør af selviske grunde - han vil ikke i problemer. Denne kujonagtige, Liberal Alliance-forgudende skruebrækker er vores helt, selvom resten af bogen handler om, at liberalisme er noget pjat. Nok fordi Dickens, på trods af sit påståede store sociale hjerte, er stokkonservativ og totalt ligeglad med arbejdeklassens egentlige forhold, så længe de betaler for at læse hans romaner.
Men at Dickens' ideologi ikke hænger sammen, vil jeg ikke lægge romanen til last, for den er jo ret underholdende på trods (eller måske netop på grund) af det. Det er faktisk ret sjovt at læse Dickens' kritik af industrialiseringen, der aldrig kommer længere end til at fabriksrøg er grimt og åbne vidder er pæne. Og det er ret sjovt at følge med i, at Dickens' opgør med liberalismen ikke er en klassekamp, men en politisk diskussion overklassen imellem - en konservativs rynken på næsen over de nyrige, frem for en arbejders retfærdige indignation over kapitalismens undertrykkelse.
Gode intentioner har han trods alt, og Dickerns kan godt lide små børn og rare mennesker (og sikkert også hundehvalpe), så jeg kan tilgive ham det meste. Det kunne F. R. Leavis også. Han fik med sit essay "Hard Times: An Analytic Note" fra 1948 gjort Hard Times til den klassiker, han mente, den burde være. Inden da havde man mest anset Hard Times for at være en ligegyldighed i et rigt forfatterskab, men Leavis argumenterede for, at satiren og sentimentaliteten gik så godt i spænd, at den var en af Dickens' bedste. At satiren er god, kan jeg godt gå med til. Som nævnt er portrætterne af Gradgrind og Bounderby ganske ubetaleligt morsomme. Og de mere sentimentale, følelsesladede scener lykkes da også en gang imellem. F.eks. da Gradgrind nærmest befaler Louisa at gifte sig. Hun kigger ud af vinduet på arbejderbyen Coketown og siger:

There seems to be nothing there, but languid and monotonous smoke. Yet when the night comes, Fire bursts out, father!

Det forstår Gradgrind ikke, hvad hun mener med, for det er jo en metafor for hendes undertrykte følelsesliv - og hvis der er to ting, han ikke forstår, så er det metaforer og følelser. Det er virkeligt godt skrevet og er ret så rørende.
Til gengæld bliver sentamentaliteten mig for meget i Louisas senere opgør med sin far og generelt i alt, der sker for Stephen Blackpool. Her smøres der tykt på følelserne og violinerne hviner højt i baggrunden - men uden effekt for mig. Så kan man i stedet grine lidt af det hele og nyde at være i en god gammeldags alvidende fortællers trygge hænder, så man ved, at man bliver ledt videre til det næste logiske trin i historien, og at det hele nok skal gå pænt op til sidst. På den måde er det en god, gammeldags roman af den slags, der ikke rigtigt skrives mere, og at det er essensen af Dickens, det kan jeg da godt forstå. Og godt lide.