Forfatter: Ukendt
Oversætter: Seamus Heaney
Forlag: W. W. Norton & Company
213 sider
Oprindeligt udgivelsesår ca. 1000, denne oversættelse 2000, denne udgave 2001
Episk digt
Vurdering: 6/6
Beowulf er en underlig fisk. Det er det eneste oldengelse episke digt, der har overlevet tidens tand. Og selvom det indeholder henvisninger til andre kendte myter - som dem om Sigurd Fafnersbane og Kong Skjold - kender vi ikke til nogen andre kilder, der nævner en Beowulf. Ud fra de (semi-)historiske personer, der optræder, kan vi gætte os frem til, at handlingen foregår engang i 500-tallet (men altså et mytisk 500-tal, hvor der findes monstre og drager), men hvornår man først er begyndt at synge kvadet, står hen i det uvisse. Det eneste overlevende manuskript er fra omkring år 1000 og er nedskrevet af en munk, og nok derfor er det fuldt af henvisninger til den kristne gud - men det har ikke nødvendigvis altid været tilfældet; måske er kvadet i dets oprindeligt form komponeret allerede omkring år 700. Det er alt sammen gætterier.
Så hvorfor overhovedet læse sådan en underlig historie, der både er korrumperet af den kristne skriver og sandsynligvis ikke har været nær så udbredt som nogen af de andre nordeuropæiske middelaldermyter? F.eks. fordi det er en god historie eller fordi det er sjovt at lære noget om angelsaksernes selvforståelse. Men først og fremmest fordi Seamus Heaneys oversættelse til moderne engelsk er genial.
Oldengelsk betyder ikke halvgammelt engelsk som f.eks. Shakespeare. Oldengelsk var et sprog i sig selv, som taltes i det nuværende England før Normannerne invaderede i 1066 og miksede det oldengelske sprog godt sammen med fransk, så det blev til middelengelsk og siden moderne engelsk. Sådan her lyder de første linjer af Beowulf på originalsproget:
Hwæt we Gar-Dena in gear-dagum / þeod-cyninga þrym gefrunon, / hu ða æþelingas ellen fremodon.
Det oversætter Heaney til:
So. The Spear-Danes in days gone by / and the kings who ruled them had courage and greatness. / We have heard of those princes' heroic campaigns.
Hvis man, ligesom mig, ikke kan oldengelsk, kan man alligevel se et par ændringer: Heaney sætter to punktummer, der ikke var der i originalen. Det skyldes ikke kun (men bl.a.), at oldengelsk tegnsætning kunne virke lidt tilfældig, men også, at Heaney tager sig nogle poetiske friheder. Hans oversættelse skulle efter sigende være lidt mere action-præget og konkret i sit sprog end originalen. Det gør han også selv opmærksom på i sit forord: I oldengelsk poesi var der tradition for, at man brugte såkaldte 'kenninger', hvilket er en slags metaforer, hvor man skaber sammensatte ord for abstrakt at beskrive konkrete ting, f.eks. ved at skrive "hvalvejen" frem for "havet". Heaney medgiver, at han har valgt ikke at oversætte alle de kenninger, der omhandler våben, idet de ville virke forvirrende for en moderne læser.
Heaneys oversættelse er ifølge nogle eksperter nærmest tættere på at være en genfortælling end en egentlig oversættelse. Men det er en god ting. Dyrk f.eks. lige dette stykke med skæbne, hvor Beowulf fornemmer, at han snart skal dø:
He was sad at heart, / unsettled yet ready, sensing his death. / His fate hovered near, unknowable but certain: / it would soon claim his coffered soul, / part life from limb. Before long / the prince's spirit would spin free from his body.
"Spin free from his body"! Sikke en beskrivelse! Så kan det altså være lige meget for mig, hvad der mon egentlig står i originalteksten.
Beowulf er som sagt en underlig fisk, og for en moderne læser er den også underlig i strukturen. Vi er vant til 3-aktersfilm fra Hollywood og 5-aktersteater fra Shakespeare eller Holberg. Men Beowulf er delt på en måde, som man ikke er vant til: Først er den delt i to - i første del tager Beowulf fra Geatland (nutidens nordlige Sverige) til Danmark for at bekæmpe monstre, og i anden del kæmper han mod en drage hjemme igen. Men mellem de to dele går der lige halvtreds år, og desuden er første del igen delt i to: Først i kampen mod monstret Grendel, dernæst mod Grendels mor. Til sidst fiser det hele lidt ud i ingenting, idet vi får at vide, at der efter Beowulf aldrig igen vil være den slags helte, og at hele den kultur, han har repræsenteret, snart vil gå under. Noget af et antiklimaks. Og ualmindeligt godt fortalt, helt nede på jorden, når:
A Geat woman too sang out in grief; / with hair bound up, she unburdened herself / of her worst fears, a wild litany / of nightmare and lament
Bare det at sorg er noget man kan synge ud, frem for f.eks. at skrige, understreger endnu en gang Heaneys poetiske finesse.
Men det hele er ikke sorg og klage. Når det tidligere i fortællingen går for sig, går det virkelig for sig. Som da Beowulf praler med, at han har slået adskillige søuhyrer ihjel. Det tvivler Unferth på, og Beowulf giver igen:
The fact is, Unferth, if you were truly / as keen or couragous as you claim to be / Grendel would never have got away with / such unchecked atrocity, attacks on your king, / havoc in Heorot and horrors everywhere. / But he knows he need never be in dread / of your blade making a mizzle of his blood / or of vengeance arriving ever from this quarter - / from the Victory-Shieldings, the shoulderers of the spear. / He knows he can trample down on you Danes / to his heart's content, humiliate and murder / without fear of reprisal. But he will find me different. / I will show him how Geats shape to kill / in the heat of battle. Then whoever wants to / may go bravely to mead, when morning light, / scarfed in sun-dazzle, shines forth from the south / and brings another daybreak to the world.
Middelalderens svar på rap battles, inklusiv poesi og vold. Det bliver ikke meget bedre. Og det bliver især ikke meget bedre, end når Seamus Heaney fører pennen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar