Forfatter: Jonathan Swift
Forlag: W. W. Norton & Company
187 sider + 334 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1726, denne udgave 2002
Roman / satire
Vurdering: 4/6
Nogle ting vil altid være sjove. I Aristophanes' oldgræske komedier er der lige så mange vittigheder under bæltestedet som i en Seth Rogen-film. Og det samme gør sig gældende hos Jonathan Swift. I de mange forkortede børnebøger baseret på Gulliver's Travels glemmer man måske episoder som denne, hvor Gulliver ligger bundet af Lilleputterne:
Soon after I heard a general Shout, with frequent repetitions of the Words, Peplom Selan, and I felt great Numbers of the People on my Left side relaxing the Cords to such a degree, that I was able to turn upon my Right, and to ease myself with making Water; which I very plentifully did, to the great astonishment of the People, who conjecturing by my Motions what I was going to do, immediately opened to the right and left on that side to avoid the Torrent which fell with such noise and violence from me.
Kort efter hører vi om, hvordan Gulliver forretter sin nødtørft, mens han er i Lilleputternes fangenskab, og hvordan de rydder op efter ham. Men sjovest bliver det, da Gulliver slukker en ildebrand i Lilleputternes dronnings tårn ved at tisse på det.
Pis og lort er bare sjovt, og det vil det blive ved med at være. Satiren over bæltestedet er sine steder også sjov endnu. F.eks. viser det sig, at Lilleputterne har delt sig i to nationer på grund af en uenighed om, hvordan man slår et æg ud: knækker man skallen på langs eller på tværs? Denne uenighed har udviklet sig til krig - over noget så ligegyldigt som æg! Det er Swifts kommentar til de mange religionskrige der kom oven på reformationen i 1500-tallet, og som i England stadig var et problem i Swifts samtid på grund af det store, katolske mindretal. Til gengæld kan det være svært for en moderne læser at følge med, når satiren bliver mere specifik; fodnoter kan forklare, at en bestemt Lilleputsk minister minder om en bestemt minister i den engelske regering, men det er bare ikke så sjovt nu, som det sikkert var for Swift.
Hele halløjet med Lilleputterne er generelt underholdende, og det er nok derfor, at alle - også dem, der ikke har læst forkortede børnebogsversioner eller set de mange filmatiseringer - kender til dem. Men Gulliver's Travels handler faktisk om fire rejser: efter at have været strandet hos Lilleputterne ender Gulliver blandt kæmper i Brobdingnag, dernæst på den flyvende ø Laputa og til sidst blandt de tænkende heste, Houyhnhnms. Der bliver ved med at være sjove indfald; blandt Laputas riger er der en by, hvor videnskabsmænd vægtes højst af alle, men kun hvis deres videnskab er helt ude af proportioner med virkeligheden. Her er en videnskabsmand, der beskæftiger sig med, hvad en persons ekskrementer kan sige om ham:
He advised great Statesmen to examine into the Dyet of all suspected Persons; their times of eating; upon which side they lay in Bed; with which Hand they wiped their Posteriors; to take a strict View of their Excrements, and from the Colour, the Odour, the Taste, the Consistance, the Crudeness, or Maturity of Digestion form a Judgment of their Thoughts and Designs.
Det er Swifts humor: vi bliver sat i en gakket situation, hvor en videnskabsmand foreslår, at man kan bedømme en persons karakter ud fra deres fæces. Men gemt blandt den lange liste af måder, man kan undersøge ekskrementerne på, gemmer der sig en optrapning af galskaben: "the Taste"! Ikke nok med at man skal undersøge sine underordnedes efterladenskaber, man skal også smage på dem! En gakket situation med en ekstra gakket situation indeni - sådan fungerer Swifts humor ofte.
Al den gak og løjer er stadig sjovt i dag. Men som fortælling kan man godt mærke bogens alder. Alting er fortalt, (næsten) aldrig vist, og det eneste af de fire riger, Gulliver besøger, hvor der for alvor er en spændingskurve og konfliktoptrapning er hos Lilleputterne. De andre steder er der en serie begivenheder, som sagtens ville kunne omarragengeres; som ikke er afhængige af hinanden, og som ikke bliver mere og mere spændende hen mod et klimaks. Derfor vil Gulliver's Travels nok ikke virke som en helt så stor læseoplevelse for en moderne læser, som den gjorde tilbage i 1700-tallet, da den blev en kæmpe bestseller. Så stor blev den, at folk skrev en masse af det, vi i dag ville kalde fanfictions. Her en 'ode til den maskine med hvilken kaptajn Gulliver slukkede flammerne i det royale palads', dvs. hans tissemand. Den anbefaler jeg at læse, om du så har læst Gulliver's Travels eller ej - endnu en gang 1700-talshumor under bæltestedet, og det er hylemorsomt!
Det anonyme digt er jeg faldet over, fordi det er med blandt de mange tekster, der er inkluderet i Norton Critical Editions' udgave af Gulliver's Travels. Det er en klassikerserie, jeg varmt kan anbefale: Der er altid en kort og letforståelig introduktion, ordforklaringer, en serie kilder fra samtiden (f.eks. anmeldelser o.l.) og analyser fra vor tid. Jeg har ikke selv læst alt sekundærmaterialet, men det er sjovt at kigge i og meget brugbart, hvis man får lyst til at vide noget mere om den klassiker, man læser.
Gulliver's Travels kan anbefales på grund af dens humor under bæltestedet, og da især i Norton-udgaven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar