Forfatter: Anders Abildgaard
Forlag: Gyldendal
85 sider
2013
Poesi
Vurdering: 3/6
Der er gode og dårlige måder at føle sig dum på. Når jeg læser Inger Christensens sidste digtsamling, Sommerfugledalen, føler jeg, at der er meget jeg ikke forstår - men også, at jeg forstår nogle grundlæggende ting ved digtene, som intensivt studium af ordene sikkert ville kunne bygge videre på. Når jeg læser Inger Christensens første digtsamling, Lys, føler jeg, at jeg ikke forstår en disse, men at digtene gerne vil lade som om, at der faktisk er en masse at forstå, som jeg bare er for dum til at fatte. For mig føles det at læse Din fjendes fest desværre mere som at læse Lys end Sommerfugledalen, uden sammenligning i øvrigt.
Første del af Din fjendes fest består af sætninger; først med en del hvidt papir omkring, siden sat op som prosadigte uden afsnit. Men at sætningerne komme til at stå tættere på hinanden fysisk på siden, får dem ikke til at stå meget tættere på hinanden i forståelsen. Det er sætninger, der nægter at lade sig forbinde i nogen videre betydning:
vi løb frem til havet, de sidder i bassinet på fortovet, der er gravet ud til tilbygningen // hestene er her, det betyder, vi kan tale rent // min plejer gjorde også sådan for at trøste mig // vi har to farver i hovedet, blå og rød // vi er trætte af at være vrede // vi er ikke vrede // vi kan lugte teen på sengebordet // politiet går rundt på parkeringspladsen
Der er ikke noget sammenhængende rum og intet gennemgående jeg. Der er fine små sætninger, nogle gange ret sansende poetiske ("vi sad i taxaen i hver sin ende af kysset, han sidder i sin røde striktrøje, ser ud til højre"), nogle gange helt banale ("vi er til koncert på Husets øverste etage"), men oftest poetisk via det banale ("vi følger efter et rødt lys, eller er det orange"). Desuden er der de mere filosofiske, der handler om alt fra ord og betydninger ("Det går op for en, mens man står under brusende palmer, at sætninger ikke nødvendigvis er tøj. - Der er ikke nogen grænse, der skal overskrides, grænsen er en effekt.") til krops- og identitetsproblemer ("lydene fra kroppen, de dybe lyde fra knoglerne, der når ud til jeget, jeget, der ligger uden på kroppen, ja, der sidder på ryggen af kroppen, hænger på ryggen af kroppen, kroppen, der hele tiden sveder jeg, afsondrer jeg").
Hvis man har nogenlunde samme sprogsmag som mig, så vil man kunne glæde sig over alle de citerede sætninger. Men det, der irriterer mig, er, at de står uden sammenhæng; de er så forskellige og sat sammen uden intern logik, at man som læser hurtigt mister overblikket og for mig også begejstringen for den enkelte sætning. Det tjener til at nedbryde hierarkier; ingen sætninger er vigtigere and andre. Men med Abildgaards egne ord vil jeg indvende: "Når der bliver sagt intet hierarki, tænker de, hvem har bestemt det." Jeg synes ikke intentionel meningsløshed er særligt efterstræbelsesværdigt - der bør i det mindste være en slags mening med meningsløsheden. Og det tror jeg også, der er her, men jeg kan ikke se det. Og det irriterer mig.
Anden del af Din fjendes fest består af et 25 sider langt citat fra den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins dagbøger, oversat af Abildgaard selv. Det er eminent godt skrevet og eminent godt oversat, og hvis det havde været en udgivelse for sig, ville jeg have været udelt begejstret. Citatet stammer fra en periode, hvor Wittgenstein flytter til Cambridge og må overkomme en skriveblokering. Der er narrativ fremdrift, poetiske indfald, skønne beskrivelser, interessante tanker osv. i citatet - alt i alt, behagelig læsning. Men hvorfor er det med i Din fjendes fest? Måske som en slags kontrast til det foregående, som en tekst, hvor der i højere grad eksisterer en slags hierarkier og meningsdannelse. Men hvis det bare skal være en kontrast, kunne man jo have valgt en hvilken som helst tekst. Hvad der gør lige præcis Wittgensteins dagbog nødvendig for denne digtsamling er for mig uklart. Og igen føler jeg mig dum, som jeg gør gennem hele læsningen af Din fjendes fest; og jeg føler mig dum uden potentiale for at blive klogere. Det er en irriterende følelse.
Første del står for mig bedst som et katalog over gode (nok) sætninger, som man kan slå op i og læse lidt i, men som på grund af den bevidste meningsløshed er søvndyssende at læse fra ende til anden. Anden del vil jeg derimod gerne vende tilbage til og læse "normalt" fra ende til anden gentagne gange. Tilsammen er det en bevidst usammenhængende, uhierarkiseret og uforståelig bog. Og det er desværre mest bare irriterende for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar